[73]| Bemærkninger over Digtet Luftskibet

Det ansees med Rette for et misligt Foretagende af en Forfatter at skrive over sit eget Værk; imidlertid vil man dog vel tilstaae ham visse Grændser, indenfor hvilke man med nogen Tillid følger ham. Sikkert vil det ikke være Tilfældet, naar han forsøger at fælde en Dom derover: denne vil man hellere høre af Andre; men naar han derimod vil fortælle, hvorledes hans Værk er bleven til og fremsætte, hvad han har tænkt sig ved dets Udarbeidelse og Anordning, da foretager han sig noget, som ikke bør være over hans Evner, og han tør haabe nogen Opmærksomhed hos Læseren, hvem det dog er forbeholdt at bedømme, om der var Anledning til at skrive om Værket, og om Værket heldigt har udtrykt det, som Forfatteren tilsigtede. Men i een Henseende maa Forfatteren gjøre Regning paa sine Læseres Overbærelse: han maa nemlig have anseet sine Øiemed og Midler for at være gode, ellers vilde han jo ikke have tilegnet sig dem. Dog maa denne Overbeviisning om Rigtigheden af hans Ideer og Forkasteligheden af det, som staaer dem iveien, nødvendigviis afpræge sig i hans Fremstilling og kan let give den et Skin af Selvros, uagtet Forfatteren i Virkeligheden ikke opkaster sig til Dommer over sit Værk.

Da jeg udgav mit Digt Luftskibet, troede jeg ikke, at det behøvede at indføres hos Læserne, uden ved den korte Fortale, hvormed det var ledsaget; men efter at det nu i et Par Aar har været i mine Landsmænds Hænder, har jeg havt Lei74|lighed nok til mærke, at om end Mange have opfattet det i den Aand, jeg ønskede, have dog mange Andre ganske misforstaaet mig og taget det for et Læredigt i Ordets mest prosaiske Betydning. Da jeg for ikke længe siden saae en meget fornem Yttring, som syntes at udspringe af en saadan Forestillingsmaade, bekræftedes jeg i det Forsæt, hvorpaa mangen Samtale havde bragt mig, at forklare mig nærmere over Digtets Hensigt og Maaden, hvorpaa jeg havde søgt at udføre denne.

Den Glæde, jeg følte ved første Gang at see en Luftballon hæve Mennesker fra Jorden og stige op i en herlig klar Luft, begeistrede mig saaledes, at jeg fik Lyst til at skrive et Digt derover.

I Begyndelsen var det kun det sandselige Indtryk og de Tanker, som nærmest sammenknytte sig dermed, der foresvævede mig; men snart udvidede Tanken sig til Opfindelsen, den Aand, som derved havde været virksom, Glæden over Fortroligheden med Naturen, Opfindelsens mulige Indflydelse paa hele Menneskeslægten. Allerede 1806A havde jeg bragt Begyndelsen af mit Digt paa Papiret; men efter at have ladet det ligge et Aars Tid, fandt jeg det ikke mere tilfredsstillende, og nu hengik næsten 30 Aar, inden jeg gjorde et nyt Forsøg, endskjøndt jeg i denne lange Tid ikke sjeldent havde tænkt over Gjenstanden, og egentlig digtet videre derpaa, kun ikke i Ord.

Førend jeg gaaer over til at gjøre Rede for min Plan og endeel af Enkelthederne i dens Udførelse, troer jeg, at burde gaae visse Misforstaaelser imøde, som vel ikke kunne kaldes almindelige, men dog hos Mange ere altfor rodfæstede, til at man tør oversee dem. Der gives nemlig ikke Faa, mod hvis ubestemte, svævende, indbildte høie Forestillinger om Digtningen det støder an, naar man vil vise, at et Digt, endog indtil sine tilsyneladende mindste Led, kan retfærdiggjøres for en oplyst Dømmekraft. De ville af min Bestræbelse for at angive 75| Grundene for mangfoldige Dele af min Digtning med Rette slutte, at jeg kan have lignende til de øvrige, og derved let falde paa den Beskyldning, at jeg har havt det fortvivlede Indfald at ville digte med Forstanden og derved frembragt et Kunststykke, som i sit hele Væsen er Kunsten fremmed. Der gives unægteligt mange saakaldte Digte, ved hvis Frembringelse Forstanden saaledes har ført Herredømmet, at man paa en vis Maade kunde sige, at den har skabt dem. At disse maae bestaae ypperligt for en vis eensidig Forstandsprøvelse, er naturligt; men ved nøiere Undersøgelse viser det sig altid, at et Værk, som er frembragt ved Digterevnens naturlige Virksomhed, viser sig langt mere tilfredsstillende for den grundigt prøvende Tænksomhed end hine Misfostere. Ikke i den Tanke herom at sige noget Nyt, men for at sætte Læseren istand til at see, hvorledes jeg tænker mig denne Sag, og altsaa til desto fuldkomnere at bedømme den Udvikling, jeg vil give, vil jeg her forklare mig noget nærmere.

Hele Tilværelsen, saavel den ydre Verden som vor indre, er et uendeligt Fornuftværk. Foruden den fri, af vor egen Villie afhængige Fornuftbrug, kunne vi ikke andet end i vor aandelige Virksomhed bemærke uendeligt meget, som er uafhængigt af vor Fornuft, betragtet i sin Særegenhed som vores. Men i alle vore Aandsyttringer, de være nok saa uafhængige af vor fri Fornuftbrug, er dog Fornuften Væsen og Eenhed, nemlig den evige Fornuft, ved hvilken Alting er, og som i forskjellige Tankerækker kan betegnes som Naturfornuften, den absolute Fornuft, Gud. Derfor er der overalt, hvor vi ikke forvirre Forholdene ved en falsk Brug af Friheden, en hemmelig Harmoni saavel mellem Natur og Aand som mellem Enhvers eiendommelige fri Fornuft og den Fornuft, som paa en skjult og af os mindre afhængig Maade virker i Følelsen, i Smagen, i Samvittigheden o. s. v. Selv den i Enhver fremtrædende fri Fornuft faaer ved sin Kraft og Udvikling en stor 76| Indflydelse paa disse af os mindre afhængige Evners Beskaffenhed. Jeg vil ikke vove noget Forsøg paa fuldstændigt at vise, hvorledes dette skeer, men kun bemærke, at den her allerede udøver en stor Indflydelse ved den Maade, hvorpaa den bearbeider den uhyre Masse af de Indtryk, vi have modtaget, og som gjemmes os ubevidst i vort Indre, selv naar vi under den største Deel af en Levetid ikke have fremdraget dem for vor Bevidsthed.

Overveier man alt dette, vil man maaskee tilstaae mig, at jo renere, liveligere og fuldstændigere det Verdensbillede er, som man kunde kalde Digterens indre Verden, desto fuldkomnere vil ogsaa den Harmoni være, som finder Sted mellem hans frembragte Værk og hele Tilværelsen. Forsaavidt Digterens Skabelser virkeligt ere udsprungne af hans egen Aand, ikke blot ere Omdannelser af Andres Skabelser, altsaa kun i en uegentlig Forstand Digterværker, vil altid hiin Harmoni yttre sig, kun ikke altid eller hos Alle i lige Grad; men i alle de mangfoldige Omdigtninger, hvormed Verden er oversvømmet, og som hverken ere grebne selvstændigt ud af den indvortes eller udvortes Natur, kan man ofte finde de herligste, men, nøie betragtet, laante Ideer, satte i den mest skærende Disharmoni med den aandigt opfattede Virkelighed. At vise Kunstværkets Samstemning eller Strid med denne er den sande Kritiks Opgave. Ved en grov Misforstaaelse have Mange troet ret at udøve en grundig Kritik ved at holde sig til Enkelthederne i et Værk uden at opfatte dem i deres Sammenhæng med Heelheden, hvorved da Bedømmelsen baade blev fast og smaalig. Paa denne Maade kom Kritiken ofte i Miskredit, især til Tider, hvor ingen stor kritisk Aand hævdede Indsigtens Ret. Heraf fulgte, at Mange fandt det let at være Digtere, og at endnu Flere faldt paa den Tro, at den, der dristigt digter, om han endog tumler sig nok saa tankeløst i Phantasiens Verden, maa være saa stor en Digter som nogen anden.

77| Jeg vender tilbage til det, hvorfra jeg gik ud. Menneskets hele aandelige Natur er skabt til den inderligste Harmoni med den øvrige Tilværelse. Jo mere denne Harmoni er bleven levende ved Evnernes Udvikling, og jo mindre den ved falsk Brug af Friheden er bleven gjort uklar, jo mere er Mennesket skikket til at fatte det Sande og Skjønne og til at fremstille det i klare Billeder; men dette skeer ikke ved stykkeviis at udtænke alle de smaae Dele, der høre til Værket. Disse udspringe med en vis Nødvendighed af Gjenstanden selv, medens Digteren gjør sig den beskuelig baade i dens indre Sammenhæng og i dens Virkning paa de forestilte Deeltagere og Tilskuere. Hverken Digter eller Læser behøve at gjøre sig nøie Rede for alle Digtningens Dele; men skal det skee med nogen Fuldstændighed, maa det hos hiin skee, efter at Værket er udført, hos denne efter Værkets Nydelse; ellers forstyrres Værket i Fødselen, ellers tilintetgjøres Nydelsen. Det forstaaer sig, at Digteren, efter en saadan tænkende Prøvelse af sit eget Værk, endnu engang kan bearbeide det, hvilket dog maa skee med største Varsomhed, og ligeledes kan Læseren efter Prøvelsen vende tilbage til Værkets Nydelse, og vil da, naar Alt er, som det bør, finde sin Nydelse forhøiet.

Jeg vil nu først give en Oversigt over det Hele og derpaa tale nærmere om dets forskjellige Led. Jeg vilde fremstille Opfindelsesaanden, naturligviis under en bestemt Skikkelse, men dog saaledes, at dens hele Væsen og Virken ligesom skinnede igjennem; skulde dette skee i et Digt, maatte den træde kraftigt frem for Indbildningskraften; man maatte altsaa helst strax i Begyndelsen see en mægtig Virkning deraf. Valget stod her aabent mellem adskillige virkeligt forefaldne Begivenheder eller en opdigtet. Jeg kunde have giort Begyndelsen med den første Luftreise eller Overfarten fra Dover til Calais eller Slaget ved Fleurus; men jeg foretrak selv at opdigte en Begivenhed, fordi jeg derved fik en større Frihed. Jeg hen78|satte Begivenheden i Grækenland, hvor Oldtidens rige Digtning allerede havde ladet en stor opfindelsesrig Kunstner fare gjennem Luften og hans uforsigtige Søn omkomme ved at forsømme den vise Opfinders Forskrifter. Jeg lod da Begivenheden foregaae paa et Næs af Samos lige for Øen Ikaria. Fra samme Sted, hvor man kan tænke sig, at Fabeltidens Mennesker saae Ikaros’s Fald, skulde de her faae at see en lykkelig Luftfart bringe dem Redning fra Trældom eller Død. Den nye Virkelighed bød saaledes den gamle Digtning Haanden og mindede om et Kredsløb, som ikke sjeldent møder os i Menneskeslægtens Udviklingsgang, at nemlig Viden og Indsigt omsider opfylde dens Barndomsanelser.

Dette er Grunden til den Maade, hvorpaa Digtet begynder. At Opfindelsesaandens paa Naturundersøgelse og Naturbeherskelse henvendte Virksomhed er det, som udmærker den nyere Tid, hvis Begyndelse kan sættes i det femtende Aarhundrede, derom er man enig nok; men i Læseverdenen gives der en Klasse, der betragter denne Aandsvirksomhed som noget meget underordnet. Opdragelsen har indpræget dem et stort Billede af Oldtiden; de have den meget rigtige Følelse, at man vilde forsage en Grundbestanddeel af menneskelig Dannelse, hvis man opgav dette; men naar de nu mere eller mindre have forsømt at uddanne deres Syn for en anden aandelig Aabenbaring, falde de let paa den Indbildning, at det er deres klare Anskuelse af Oldtidens Herlighed, der lader dem see det Ny som glands- og farveløst, og indbilde sig, at det kun er ved en Mangel paa rigtigt uddannet Syn, at Nogle see mere deri end de. Der gives dem, der ere saa faste i deres fornemme Overbeviisning herom, at Intet vil kunne rokke dem; men et langt større Antal af vor Tids Mennesker have vel fra Ungdommen af forsømt at uddanne hiin Sands for det Aandelige i Naturen dog uden at være sløvede derfor. Til dem maatte jeg tale; dem maatte jeg forsøge at sætte i den rette 79| Stemning. Saaledes blev Digtet Fortid ogA Nutid et nødvendigt Led i Kjæden. At de, hvis Sands er grundigt lukket for Naturaanden, ved Digtet vilde forstemmes og troe, at man kun har trodset Sandheden med Paastande og Talemaader, er i sin Orden.

Efter dette lod jeg følge et lille Overgangsdigt, i hvilket jeg lod de samme Mænd, som i det foregaaende Digt havde viist deres Kjærlighed til Naturgrandskningen, nu overgive sig til hiin ubevidste, salige Naturnydelse, som efter de Ukyndiges Mening svækkes ved Undersøgelseslysten; men som i Virkeligheden føles høiest og herligst af den sig udhvilende Tænker.

Nu gik jeg over til Opfinderens Ungdomsliv. Virkeligheden kom mig her imøde. Opfindelsesaanden er en Stræben ud over Grændserne. Den søger derfor Frihed, ja, førend den har fundet sig selv tilrette, Ubundenhed. Den forsmaaer ofte det Nærmeste og søger det Fjerne. Den har ingen Ro, førend den har fundet Opfyldelsen af sit hemmelige Savn. Netop alt dette viste sig i Joseph Montgolfier. Allerede tidligt gjør han et barnligt Forsøg paa at finde en selvstændig Tilværelse langt fra Hjemmet, og neppe indtraadt i Ynglingsalderen bringer han sin Hensigt til Virkelighed. Gjengivet Hjemmet begynder hans urolige Kraft at indordne sig i det borgerlige Liv, dog paa en Maade, som foruroliger den i det Gamle graanede Fader; men omsider bringer hans dristige Stræben modne Frugter.

En vis Art af Opfinderaand er indsluttet i sig selv og uelskværdig. Hos Joseph Mongolfier var det Modsatte Tilfældet. Den inderlige broderlige Kjærlighed og Forening til fælles Arbeide, som havde fundet Sted mellem Joseph og Stephan Montgolfier, gav mig en velkommen Anledning til at skildre Opfindelsesaanden i dens skjønneste YttringsmaadeA.

I det følgende Digt fremstilles Opfindelsens Begivenhed selv med de udvortes Anledninger, med den Tvivl ogA Uro, den 80| Glæde over Tanken, den Lykke og Seiersfølelse i Udførelsen, som er sammenknyttet dermed.

At Opfindelsen ikke skete i Hjemmet giver Hustru, Fader og Broder, kort hans hele Hjem en Overraskelse, som lader den, der kan føle med, tage Deel i en stor og reen Glæde.

I de følgende Digte fremstilles Opfindelsens fremskridende Udvikling og fremskridende Triumph. Man seer saaledes efter hverandre den offentlige Foreviisning i en stor Maalestok, men for Opfinderens nærmeste Medborgere: den første Luftreise for en Forsamling, lige udmærket ved det store Tal og de mange fortrinlige Mænd, som deri fandtes: endelig det første Skridt til en stor Forbedring i Kunsten; Alt sluttet med Spaadom om tilkommende større Virkninger. Medens jeg saaledes viste Opdagelsen i en trefold Triumph, maatte jeg tillige fremstille andre Forhold, som hyppigt forekomme ved Opdagelser, f. Ex.: dens Trang til udvortes Midler og altsaa tit til Statens Hjælp: Opfinderens Fortjenester og Rettigheder i Sammenligning med Forbedrerens: Menneskenes forskjellige Deeltagelsesmaade i Opfindelsen.

De tilhørende Grækeres Yttringer ere vel i sig selv ikke af stor Betydenhed; men jeg vilde ved at indstrøe opvakte og følelsesfulde Menneskers Yttringer om det Fortalte bringe Læseren til en desto mere levende Deeltagelse. Tilhørerne gjøre her paa en vis Maade samme Nytte som Choret i den græske Tragoedie. Havde jeg fortalt en Krigsbedrift eller en Elskovshandel, hvori saa megen Aand og Kraft aabenbarede sig som i disse Begivenheder, vilde enhver saadan Hjælp have været overflødig; men her havde jeg en Gjenstand, for hvis ydre Glands Vanen at høre den omtale som et Kunststykke af omreisende Markskrigere har gjort sløv, og om hvis tilkommende Udvikling man har de mest indskrænkede Begreber, som oftest byggede paa den herlige Grundsætning: naar vi ikke indsee, hvorledes Opdagelsen skal gjøres, saa kan den ikke gjøres; her maatte jeg 81| ønske ved flere Midler at vække Læsernes Opmærksomhed. Iøvrigt føler jeg nu, at disse Grækernes Mellemtaler udgjøre det svageste i Digtet og burde omarbeides.

Efter denne korte Oversigt vil jeg tillade mig nogle Bemærkninger over hvert af de mindre Digte, hvoraf det Hele bestaaer. Det er ikke uden Hensigt, at jeg lader Digtet begynde med Solens Opgang og Nattens endnu ei fordrevne Skræk. Tanken om en stor Opdagelse har noget Slægtskab med en Morgenfølelse, med Opvaagnen, Friskhed, Tilbageblik paa et forjaget Mørke. Jeg har endog, da Intet hindrede det, ladet det friske Græs antyde en Foraarsmorgen, efterdi Morgenfølelse og Foraarsfølelse staae hinanden saa nær. Jeg troer, at denne Begyndelse ikke vil være uden Virkning paa den Stemning, Digtet frembringer hos en Læser med opvakt Sands. De Ord,

vække Tanken om en klar Dag og en blaa Himmel, paa hvilken Luftskibets store Kugle skulde danne et desto skjønnere Billede. Hos Enhver, som opfatter det Læste med heel Sjæl, maa jo Forestillingen om hele Scenen male sig som en Eenhed.

En lignende Grund har jeg havt til at benævne Næsset, som ligger lige overfor Ikaria, det vestre Næs; thi naar det siden hen er sagt, at Alles Øine ere vendte mod Havet, har man Morgensolen bag sig, og Luftkuglen maa svæve i den herligste Belysning for Øiet. Det være mig tilladt her at give mig selv et Vidnesbyrd, som gjælder for det hele Digt, at jeg nemlig Intet har skildret, som ikke stod for min indre Sands som en lys levende Tilværelse. Man vil derfor, naar man henvender mindste Opmærksomhed derpaa, see, at Digtet frembyder de mangfoldigste Scener for en Maler. Jeg har ikke søgt dette; men det var en nødvendig Følge af den Beskuelighed, hvori jeg holdt det Hele for mig selv.

For at den Begivenhed, som fortælles i første Digt, skulde gjøre det rette Indtryk, maatte man see den gradviis rykke 82| frem. Jeg vilde derfor først lade den opdages gjennem Kikkerten, derpaa sees med blotte Øine af dem, som vare gjorte opmærksomme derpaa, endelig sees tydeligt af den hele Folkemasse. Men for at gjøre det rimeligt, at en Kikkert var tilstede, uden at tage min Tilflugt til rigtignok naturlige, men dog i Fortællinger latterlige Misgreb, hvilke man i Virkeligheden ofte begaaer, i det man vil redde noget i et Farens Øieblik, maatte det være et Barn, som havde medtaget denne Kikkert. Herved fik dette Valg af den nære Gjenstand endog noget rørende. Ved en saadan langsom Fremskriden blev det da muligt at stille Læseren de afvexlende Indtryk for Øie, som maatte opvækkes hos den uvidende af Angst og spændt Forventning betagne Flok. Ved Sophrons Forkyndelse af det han seer, stoler den ikke paa Kikkerten, denne en høiere Indsigts Gave, som er dem i langt mindre Grad en Hverdagsgjenstand end os; men neppe seer Flokken den ny Gjenstand med egne Øine, før den bliver dem et Vidunder, og ved en Overgang, som er mere naturlig, end man ved første Øiekast troer, gjør man et Spring fra Vantro til Overtro. Man fæster nu ligesaalidet Tillid til Sophrons fornuftige Ord, som før til hans Syn gjennem Kikkerten. Man antager de Ankomne som Himmelbud og hilser dem med Lovsang og Tilbedelse. Ved de Ord i Lovsangen:

mindes man om, at det aandelige Lys, som tidligere kom fra Østen til Vestlandet, Europa, nu med nye Straaler gaaer fra Vesten til Østlandet.

Det stred imod min Plan at lade Folket blive og beundre Luftskibet og dets redningsbringende Førere; men det var paa den anden Side naturligt, at det begeistrede Folk vilde føle en uimodstaaelig Trang til at blive; jeg maatte derfor lade de Nyankomne bringe en saadan Efterretning fra det høie Stade, at

Indbydelsen til Øens Biskop gjør den naturlige Overgang til det næste Digt.

Jeg har ladet den ene af Luftskibets Førere være en Tydsker, den anden en Græker, som har faaet sin Opdragelse i Tydskland; dette er ikke skeet uden Overlæg. De Vildfarelser, jeg vilde bestride, og navnligt det æsthetiserende Overmod, jeg vilde blotte, havde sin Oprindelse i Tydskland. Jeg maatte derfor vælge en Tydsker til Repræsentant herfor. Billighed tilsagde derfor allerede, at jeg lod Gjendrivelsen komme fra Tydskland; men hertil var der dog en endnu vigtigere Grund; thi kun ved tydsk Dannelse kunde den her omhandlede tydske Vildfarelse grundigt gjendrives. Da saa mange unge Grækere i de nyere Tider have faaet deres Opdragelse i Tydskland, valgte jeg en født Græker til en af dem, der skulde fremstille den tydske Dannelse. Hans Kjærlighed til det gamle Grækenland fik derved en Naturlighed, lige over for hvilken Anspanns og hans Liges Affectation afstikker desto mere. Var Begivenheden virkeligen foregaaet, vilde Foreningen af hans græske Fødsel og tydske Dannelse have bidraget meget til at vække Opmærksomheden for hans Tale. Hos Læsere, som med deres hele Sjæl følge Digtet, vil noget lignende finde Sted.

At jeg lader mine Reisende skildre Luftfarten fuldkomnere, end den endnu er, haaber jeg, skal ikke ansees for en overdreven poetisk Frihed. Det, jeg lader dem omtale som opnaaet, er ikke mere, end det, der let vil finde sig, saasnart man har udfundet et Stof, hvori Ballonens lette Luft kan bevares indsluttet i en lang Tid.

At Biskoppen ikke strax vover at spørge om Luftskibets Indretning, vil man finde naturligt; men det er ogsaa i Digtets Plan, at dette Spørgsmaal endnu ikke maa besvares.

Biskoppens ifølge alle Omstændighederne saa naturlige 84| Spørgsmaal hendrage vore Tanker til Menneskesamfundets langt lykkeligere og værdigere Tilstand i den oplyste Deel af Verden end i den uoplyste. Den nyeuropæiske Dannelses Herlighed er ligesom Baggrunden for det Billede, der skal gives os af Opfindelsesaandens Virksomhed.

Førend jeg samler Luftskibets Førere med Biskoppens Venner, lader jeg dem gjøre en Vandring paa Øen. Jeg har herved grebet Leiligheden til at skildre Modsætningen mellem Opholdet i det tomme, tause, fra alle Livsyttringer fjerne Luftrum og Opholdet paa den faste, farverige, lydopfyldte, duftende Jord. At Begeistringen derimod ogsaa kan lade dette Ophold i de høie Luftegne føles anderledes, og det som overjordisk saligt, har jeg fremstillet i Digtet Aerostaten.

Jeg troer ikke, at Digtekunsten før har behandlet disse Forhold.

Om det Øvrige i dette Digt kan jeg fatte mig kort. Det er en Meningskamp, som jeg fandt nødvendig i min Plan; Andre maae bedømme, om den er ført med Grundighed og i Poesiens Aand.

I Slutningen lader jeg Talen komme tilbage til Luftskibet, som forudsættes at have givet første Anledning til Striden. Det skal her hævde sin Plads som en betydningsfuld Opdagelse og dog kun som et Led i en stor Mangfoldighed af Aandsbedrifter. Om det korte Digt, Videlyst og Tilfredsstillelse, har jeg allerede i den almindelige Oversigt sagt saa meget, at jeg her blot vil tilføie, at jeg i Valget af Versemaalet har søgt at udtrykke den Følelse af rolig Munterhed, som følger oven paa lykkeligt tilbagelagte Anstrengelser. Jeg fremdrager tillige de Træk af den skjønne Dag og den skjønne Natur, som stemme hermed. Jeg har derimod troet at burde vogte mig for at udmale den Naturforskning, hvortil de siden overlade sig; thi uagtet den vilde tilstede et meget omfattende digterisk Maleri af de gamle Naturkampe, hvor85|under Bjerge dannedes, Lande hævede sig ud af Havets Skjød, mangfoldige Dyr og Planter begroves, men ogsaa gjemtes for senere Tiders Videlyst, og en ny Dyr- og Planteverden udvikledes, saa maatte dog den Betragtning faae Overhaand, at mit lille Digterværk derved vilde tabe den overskuelige Eenhed, der hørte med til dets Væsen.

I det følgende Digt, benævnet Luftskibets Opfindere, har jeg ikke blot, som allerede forud er omtalt, stræbt at fremstille Opfindelsesaandens høit og vidt stræbende, frihedsbegjærlige Natur, men ogsaa viist den i Vexelvirkning med Modstand, dog her med den velvillende og fornuftige Modstand; thi Opfindelsesaandens rette Virksomhed kan ikke saa let skjelnes fra forfængelig Nyhedssyge, førend den har viist sig i Værk. Jeg lader derfor den forsigtige Fader skille sin Virksomhed fra den uroligtstræbende Søn og dennes kjærlige Broder, men betroe dem et Værksted, som de selv kunne drive efter Lyst. Opfinderens Levnetsløb gav mig dette selv i Hænder; jeg behøvede kun at fremstille Sagen i sin klare Sammenhæng for at gjøre Forholdet beskueligt. Maaskee gives der mange Læsere, hvis Tanke ikke har dvælet herved; dette vilde ikke have været Tilfældet ved et ligesaa klart Forhold i Elskovshandler eller Selskabslivets Kampe eller Krige. Digterne behøve, indenfor den sædvanlige Kreds, kun at antyde, og den opvakte Læsers Aand arbeider selv med; her havde vi en Kreds, hvori de fleste og især de i andre Henseender mest dannede Læsere ikke føle sig ret hjemme. Der gives vel dem, som just paa Grund heraf ville have Naturvidenskaben udelukket fra Poesien; men det maa siges dem og atter siges dem, saalænge de vedblive at gjentage deres paa falske Begreber grundede Mening, at her er noget Aandeligt af stor Betydning, som kan opfattes af Indbildningskraften og gribe ind i Menneskenes Tænkemaade. Dannelsen behøver kun endnu at gjøre faa Fremskridt, for at Naturgrandskningens almeenvigtigste Resultater skal op86|fattes med mere Lethed og Klarhed, om jeg saa maa sige med mere Fortrolighed, af de fleste Læseres Indbildningskraft, end nutildags Mythologien. En Ven har gjort mig den Indvending, at jeg her har overseet en stor Forskjel, at nemlig Mythologien stiller os en høiere Menneskenatur for Øie, Naturgrandskningens Resultater derimod ikkun henviser os til udvortes Ting. Jeg skulde ikke nævne denne Indvending, dersom den ikke med en vis Nødvendighed maatte gjøres af Mange. Det er nemlig ganske almindeligt, at man forestiller sig de udvortes Gjenstande, som sjælløse og vor Aand fremmede, fordi man ikke opfatter dem i den Sammenhæng, hvori de sees som bestandigt fortsatte Værker af en skabende Aand; og ikke indseer, at vi først ret forstaae Naturen, naar vor Aand, som et levende, selv billeddannende Speil, opfatter den skabende Aand i dens Aabenbaringer og Aabenbaringerne tilligemed den skabende Aand.

Historisk er ogsaa Brødrenes fælles Virksomhed; men opfattes det digterisk, er det, som om den Forening af Fyrighed og Besindighed, som hører til, at Opfindelsen ikke blot skeer, men indføres i Verden, her var fremstillet i to Sjæle, som dog ved broderlig Kjærlighed udgjøre een. Joseph Montgolfier havde Geniets sædvanlige Hensynsløshed for Hverdagslivets daglige Sysler, noget ganske andet end Ligegyldighed. Hans Kone og hans Broder bestyrede Fabrikens daglige Bedrift, medens han tumlede sig om i sin Tankeverden, og det meget hyppigt paa Reiser. Jeg har antydet dette paa to Steder i de følgende Digte. I Haab, Tvivl ogA Opfyldelse sige hans Venner:

Og i Opfinderen i Hjemmet:

87| Jeg har naturligviis ikke kunnet indlemme saadanne Commentarer i Digtet; men maaskee burde jeg have benyttet de græske Tilhøreres Yttringer til at henlede Opmærksomheden paa de mange Antydningers Sammenhæng.

Man vil iøvrigt let see, at jeg i hvert Digt, og navnligt i dette, har sammentrængt mange Tanker og Følelser i faa Ord. Det var mit, desværre nok altfor dristige Ønske, at man skulde læse det oftere og ved gjentagen Læsning endnu finde noget Nyt deri, saa at derved det, som jeg mest ønskede at meddele Læseren, fast maatte indpræge sig hos hamA.

I Haab, Tvivl og Opfyldelse har jeg ladet Opfinderen deeltage i en Naturgrandskervandring under en af de Reiser, hvorpaa han tumler sig. Jeg lader ham i de Samtaler, som føres, medens man hviler sig, ved Efterretningen om Begivenhederne for Gibraltar udbryde i en aldeles forvoven Begeistring; men jeg siger ei strax, hvem det er, som fører Talen. Jeg vilde, at Læseren selv skulde gjette det. Hvem det er, erfarer man først af de Ord:

Han sættes dog ikke derved i Vrede; men barnligt godmodigt gjennembæves han af en Tvivl, om hans høie Stræben maaskee kunde være en Drøm.

Jeg skulde troe, at der ikke let findes en Læser, som savnede al indre Erfaring om denne ædle Beroligelsesmaade. Sætter han sig ikke under Læsningen tilbage deri, skuffer han Digteren, som stolede paa ham.

Det er en af de Anfægtelser, Opfindelsesaanden saa ofte har at bestaae, at dens vidthentede, som i en fjern Taage svævende Tanker, med saa megen Fordeel angribes af Tvivlen, og 88| saa let gjøres latterlig ved en prosaisk Spot. Lader Geniet sig derved skræmme, har det tabt sin Løn. Det synes mig ikke uden Interesse at lade denne Fristelse og dens Overvindelse gaae forbi vort indre Syn.

Vandringen falder gjennem Veaucluse. Han finder i Uveiret en Tilflugt i Petrarcas Grotte. Det er her, hvor han giør sin Opdagelse, og siden drømmer sig ført til Himmels og krandset af den store Digter. Jeg har ikke betragtet denne Digtning som en tom Udsmykkelse: den skulde da ikke have fundet en Plads her; men den faaer sin Betydning derved, at det er den samme Opfindelsesaand, der skaber store Tanker, enten den saa virkeliggjør dem i Legemverdenen eller gjennem Ordet giver dem en Virkelighed i andre Aander.

Jeg lader Montgolfier falde paa sin Tanke ved Synet af den opstigende Røg: saadan er Sagnet. Man hører vel ofte i Anledning af lignende Sagn den Yttring, at Opfindelserne have deres Udspring af Tilfældet; men saadanne Tilfælde, som ere Anledning til Opdagelser – Aarsager, vilde man med stor Uret kalde dem – omringe os i talløs Mængde hver Dag; det er kun naar Tilfældet møder den rette Mand i det rette Øieblik, jeg mener et særligt lykkeligt, at en Opdagelse faaer Tilværelse. Mange tusinde Hoveder ere, siden Mennesker beboede Jorden, blevne ramte af en nedfaldende Frugt; men det var kun ved at ramme Newtons Hoved, at den fremkaldte en Verdensmechanik; fordi allerede alle Spirene hertil slumrede i hans Aand, og just nu, da den under Indvirkningen af hele den forbigangne og nærværende Tid havde naaet den rette Udvikling hos ham, var det at Opdagelsen blev til. Havde det faldende Æble ikke rammet ham, vilde sikkert nogen anden af de utallige Ting, man seer falde, eller nogen dermed sammenknyttet Tanke tjent ham til Begyndelsespunkt. Det Væsentlige heri bliver sandt, om ogsaa Sagnet ikke var det. 89| Jeg har villet udtrykke dette her i Digtet ved at bringe i Erindring:

Efter at Tanken er modnet hos Opfinderen, forsøger jeg at lade Læseren deeltage i hans Glæde; jeg veed ei, om det er lykket.

I Grækerens Bemærkning har jeg endnu engang ført Opfindelseshandlingen flygtigt forbi Læserens Syn.

Begyndelsen af Opfinderen i Hjemmet hører saa ganske til de velbekjendte Livsforhold, at den ikke behøver nogen nærmere Udvikling. Opfindelsen har her baade sin festlige og fortroligt deeltagende Glæde. Naar det hedder,

tænker jeg mig, at idet Manden har vundet Udødelighed ved en herlig Bedrift, staaer han som forklaret for den elskede Hustru; det er som om en ny og høiere Kjærlighed fødtes hos hende ved denne Aabenbaring af hans Evner. Men denne ny Kjærlighed kan ikke andet end føles af ham, og herved besjæles han af Følelser, ei dem ulige, som gjennemtrængte ham, da han førstegang fik Vished om den Elskedes Kjærlighed. For Faderen, som Sønnen maaskee ofte havde indgydt Tvivl og Mismod ved de samme Kræfter, som nu have frembragt saa glædelige Virkninger, er han nu som en ny Søn, der opfylder alle de stolte Ønsker og Forventninger, Faderen kan have næret ved hans Fødsel.

De forskjellige Tanker og Følelser blandt Tilskuerne ved 90| den første store Foreviisning af Forsøget med Ballonen behøve sikkert ingen Udvikling.

Jeg kalder Opfindelsen en »Tankens og Villiens Heltebedrift,« og vil naturligviis dermed betegne, at den ikke var et blot Indfald, men Værket af en Tankekraft, og at man ikke kommer saa vidt ved den blotte Tænken; men at en virksom, fast Villie, som ikke lader sig skræmme, hører med dertil. Oehlenschlæger siger: der hører Mod til at synge som til at stride, vi kunne med Rette føie til, der hører Mod til at tænke. Opfinderaandens Valgsprog er: vov at tænke.

Dette Digts sidste to Linier:

sigte dertil, at vi udgaae af Naturens Haand som afhængige, som en Spillebold for dens Kræfter, lænkebundne ved dens Magt. Indsigt fører os til at beherske Naturen. Novalis har fortræffeligt udtrykt Tanken i sit hele Omfang:

I nye Beslutninger sammenlignes Opfindelsens Udfoldning med Plantens.

Den Tanke, som ligger i de sidste to Linier, bekræftes utallige Gange i Videnskabens Historie. Den, som fatter den klart, vil med Upartiskhed paaskjønne unge Opdagelser.

91| Første Luftreise har saa ganske til Hensigt at udvikle Tanker, at der ikke her for mig er meget at tilføie. Nogle Venner have dadlet den udførlige Beskrivelse over Luftskibet og den omstændelige Udvikling af de Grunde, hvorpaa det beroer; man har meent, at dette henhørte ganske til Prosaen. Jeg maa dog herved give at betænke, om denne Samtale ikke viser os et sandseligt klart Billede af Tingene. Man har dadlet de anførte Talord; men Størrelser, selv betegnede med Talord, ere jo ellers ikke udelukkedeA af Poesien. I gamle Fabler forsmaaer man ikke at tage Maal af Jetter og Dværge eller at tælle Krigerne. Fremstilling af Aarsager og Virkninger er jo heller ikke fremmed for Poesien. Jeg kan dog ikke troe, at det skulde være poetisk at gjøre Rede for Begivenheder og Forhold, naar man kun anførte opdigtede Aarsager, men upoetisk, naar man fremstillede de virkelige. Har det Sande den sandselige Klarhed, har det noget, som tiltaler Indbildningskraften, og hører det endnu desforuden til for rigtigt at opfatte den hele Gjenstand, saa maa det vel ansees som et passende Led i Digtningen. Jeg seer ikke nogen saadan Grundforskjel mellem den Beskrivelse, mangt et Digt giver over en Beleiring eller over en Kirke, et Slot, et Fængsel eller en Kæmpes Vaaben og den, som her gives over Luftskibet, at den ene skulde udelukkes af Poesien, naar de andre taales. Man vil maaskee atter her mene, at der i disse Værker aabenbarer sig mere af det Menneskelige end i Luftskibets Indretning; men jeg maa henstille til egen Overveielse for dem, fra hvem saadanne Indvendinger komme, om der ikke saavel med Hensyn paa Værkets Frembringelse som Øiemed er ligesaameget Menneskeligt i Luftskibet, et Værk af Tænkning og Kunstflid, ved hvis Hjælp man vil beseile Luften, som i nogen af de andre her nysopregnede Menneskeværker. Men, vil man sige, din Beskrivelse er lærd, det foraarsager os et Slags upoetisk Umage at følge den. Jeg svarer: den er ikke lærd; men I, som ellers have lært saa me92|get Andet, I have forsømt at uddanne Evnen for forstandig-sandselig Opfatning af Tingene. Mene I vel, at I uden at have lært Mythologi og Historie og mange andre Ting, vilde forstaae meget af de Digtere, som I høiest prise? Mange ere allerede nu hævede over hiin Vanskelighed, og hos vore Efterkommere vil den bortfalde. Det er ikke Sagens egen Natur, men kun visse Læseres Fremmedhed for det, hvorom der handles, som her gjør Vanskeligheden. Det forstaaer sig, at alt det her Fremsatte ikkun skal tjene til at hæve Indvendinger og forudfattede Meninger; om Beskrivelsen selv, naar disse Hindringer for den rolige Opfatning ere bortryddede, vil behage eller ikke, kan ikkun Indtrykket selv afgjøre.

At jeg har ladet fortælle om nogle af de udmærkede Mænd, som vare Tilskuere ved den første Luftreise, er atter ingen blot Udsmykkelse; men da Opdagelsen saa ganske hænger sammen med Tidsalderen, saa at sige er Tidsalderens Værk, var det passende, at lade den fremstille i nogle af dens Herlige og lade Andres Minde sammenknyttes dermed.

I Aerostaten har jeg, efter den skete Forberedelse, en større Frihed; dog har jeg heller ikke her behøvet at tildigte meget. Det kom kun an paa at opfatte det Skjønne i Begivenheden selv. Montgolfier giver efter Charles’s Indbydelse Signalet til Affarten, og derved faae vi tillige et offentligt Tegn paa Forbedrerens Høiagtelse for Opfinderen og Opfinderens Venskab for Forbedreren. Astronomernes Iagttagelser over Luftkuglens Bane, hvorved den paa en Maade nyder samme Ære som en Komet: Overblikket over Jorden fra den store Høide: Duerne, som ikke vove at flyve i den tynde Luft, hvortil Ballonen har hævet sig, forskjønne Begivenheden og give den en rigere Mangfoldighed. At Charles ved sin hurtige Stigen faaer to Gange Solens Nedgang at see paa samme Aften, maatte gjøre et stort Indtryk paa ham og forbereder her den Henrykkelse, hvori jeg lader ham see og høre Fortidens 93| store Mænd, hvilket heller ikke er ganske Opdigtelse. I denne vaagne Drøm fremstilles den Udsoning, som i en høiere Opfatning foregaaer mellem de Meninger og Bestræbelser, som forhen have fjernet sig mest fra hverandre.

Et Digt, som har en følgerig Opdagelse til Formaal, slutter naturligt med en Spaadom; thi her er lagt Grund til en ny Række af Begivenheder, saa at Fremtiden hører væsentlig til Beskuelsens Heelhed. Jeg har tillige i denne Slutning lagt et Slags Seiersfølelse, hvortil her var en saa naturlig Anledning.

Nogle Oplysninger ville være nødvendige. Strax i Begyndelsen kunde man maaskee troe at finde en Sammenblanding af Begreber. Det kunde synes, at jeg henførte Luftskibet til Gjenstandene for de skjønne Kunster; men her sigtes til det Indtryk, som den ny Kunst, opfattet i sin hele Sammenhæng med Tilværelsen, frembringer, ikke om det blotte mechaniske Værk. Tanken svæver her tilbage til den Tid, da Videnskab og Digtning, Phantasikunst og Indsigtskunst, ikke vare adskilte. I hine fjerne Tider havde Indbildningskraften dannet sig en Flyvekunst, som ikke fandtes og ikke kunde findes i Virkeligheden. Denne Flyvekunst klæbede Vinger til Mennesket. Nu havde Indsigten fundet den Kunst, Phantasien ligesom længtes efter, og denne er virkelig skjønnere; den laaner ikke Fuglens Fjedre, men med selvskabte Midler stiger Mennesket, baaret af en let Kugle, der svæver frit i Rummet som en lille Verden. Denne Opfindelse kaldes her en Digtning, spiret af Fornuft. Man vil maaskee just nægte Opfindelsens Slægtskab med Digtningen, fordi den udsprang af Videnskab; men det samme er Tilfældet med mangfoldige Tanker, som Digtekunsten bruger. De Kundskaber, som Videnskaben ved Grandskning har fundet, blive os ofte ved den hyppige Gjentagelse og Brug saa velbekjendte, at Indbildningskraften bliver fortrolig dermed. Det vilde være let at anføre de mangfoldigste Exempler herpaa; 94| men for at undgaae dem, som kunde behøve en Udvikling eller Retfærdiggjørelse, vil jeg blot pege hen paa nogle faa, som let ville vække Erindringer om flere, f. Ex.: Verdenssystemets Storhed og Alt, hvad dermed staaer i Forbindelse, blandt andet Fixstjernerne som Sole, Planeterne som beboede Kloder, Lysets Hastighed, de pragtfulde prismatiske Farver, Magnetens tiltrækkende og frastødende Kraft o. s. v.

Foruden disse af Videnskaberne øste Kundskaber, hvormed næsten alle dannede Menneskers Indbildningskraft nu er fortrolig, gives der en stor Mængde andre, hvormed den egentlige Videnskabsmands Indbildningskraft bliver ikke mindre fortrolig; forenes nu hermed den Fyrighed i det indre Liv, ved hvilken nye Skabelser frembringes, saa bliver han Opfinder. At mange Opfindelser ogsaa tilveiebringes ved et mindre rigt aandeligt Liv, skal hermed ingenlunde nægtes; men man glemme ikke, at ogsaa ret heldige Digterværker, især smaae, undtagelsesviis frembringes af mindre rigt begavede Aander.

De Ord:

ville maaskee for mange Læsere ikke have deres rette Betydning. Man er saa vant til at betragte Veiret som Gjenstanden for den løseste og flygtigste Samtale, at man ikke let falder paa at betragte Kundskaben derom som noget Vigtigt. Men Enhver, som vil overveie Sagen, vil dog ikke kunne andet end tilstaae, at det vilde være af en meget stor og gjennemgribende Indflydelse baade paa Agerdyrkning og Søfart, dersom man lærte med Nøiagtighed at forudsige Veiret, og Ingen vil nægte, at en Indsigt, som førte hertil, tillige vilde være saare tilfredsstillende for en ædel Videbegjærlighed. Men, vil man svare, en saadan Indsigt er uopnaaelig.

95| Dette Svar vil finde et meget almindeligt Bifald, men er dog ikke rigtigt. De Fremskridt, vore Kundskaber om Veirforandringernes Love i den seneste Menneskealder have gjort, vise noksom, at en Videnskab herom kan opnaaes; men det vilde overordentligt fremskynde de Opdagelser, som kunde føre til dette Maal, dersom vi kunde komme til en nøiagtig Kundskab om Luftstrømmenes Gang, Omskiftningerne af Varme og Kulde, Fugtighed og Tørhed i de høiere Luftegne. Hvad der foregaaer i disse uhyre Værksteder for Veirforandringerne, bliver os i de fleste Henseender hemmeligt formedelst deres Gjennemsigtighed. For ret at udspeide Naturens Fremgangsmaade ved Veirfrembringelsen, maae vi selv besøge denne dens gjennemsigtige Løndom. Komme vi først til at foretage hyppige Luftreiser vil man kunne sige:

Mennesket er ikke her kaldet Jordens Søn for Rimets Skyld. Det havde jo været let at faae andre Udtryk og andre Riim; men herved antydes just Modsætningen mellem det lave Opholdssted, hvorpaa Mennesket dagligt lever, og de høie Egne, hvorhen han maatte hæves, for at speide Veiret i dets Fødestavn. Maaskee kunde man mod dette sidste Udtryk indvende, at de høie Luftegne ikke udelukkende bør kaldes saa, men i den Tankeretning, hvori Bernardin her taler, troer jeg, at det er passende.

Tingenes Natur førte det med sig, at Spaadommene kom til at slutte med en stor, men i en fjern Fremtid svævende Følge.

Jeg lader den aandrige Naturelsker og Menneskeven Bernardin de St. Pierre, som man ikke maa forvexle med den St. Pierre, som et Par Menneskealdere tidligere talte saa varmt for en almindelig Fred, indsee denne Følge, men 96| studse tilbage, fordi han finder den altfor stor og skjøn og føler den hele Modstand, den vil finde i Menneskenes Lidenskaber. For at det Haab, som her vækkes, skulde opfyldes, maatte hele Menneskeheden hæve sig til en langt større Fuldkommenhed. Saaledes slutter han da med en stor, men dunkel og fjern, tvivlblandet Forventning om Fremtiden.