H.C. Ørsted
Luftskibet (1836)


H.C. Ørsted udgav i december 1836 sin digtcyklus Luftskibet. Værket handler om opfindelsen af luftballonen og de første opsendelser i Frankrig i 1783, i første omgang brødrene Montgolfiers varmluftballon og de forudgående historiske omstændigheder, dernæst Jacques Charles’ og brødrene Roberts brintballon.

I en fortale kommer Ørsted ind på sammenhængen mellem naturvidenskab og digtekunst. Derefter følger ni digte i forskellige versemål, bl.a. det store heksameterdigt »Oldtid og Nutid«, som Ørsted senere citerer fra i Aanden i Naturen i 1850.

Ørsted havde i mange år planlagt at skrive Luftskibet, men virkeliggjorde først sin plan i sommeren 1836. Han havde dog gjort tilløb allerede i 1808 med en urversion, det naturfilosofiske heksameterdigt Luftseiladsen, hvoraf en 1. sang på over 200 vers findes bevaret. I skriftet »Bemærkninger over Digtet Luftskibet«, skrevet nogle år efter offentliggørelsen af Luftskibet, udfolder Ørsted grundigt sine tanker over sin digtcyklus. Disse bemærkninger udkom posthumt i bind 4 af Samlede og efterladte Skrifter i 1851.

Udgivelsesår: 1836
Sprog: yngre nydansk
Nøgleord: naturfilosofi, naturvidenskab