[V]| Fortale

Idet jeg her vover at fremtræde med et Digterværk, kunde jeg maaskee synes at have gjort mig skyldig i den Feil, altformeget at adsprede mine Kræfter, som allerede saa længe have havt en anden Hovedretning. Maaskee behøvede jeg ikke at anføre andet til mit Forsvar, end at det har noget Aandsforfriskende, at afvexle med sine Sysler, og at man, efter at have tumlet sig noget udenfor den sædvanlige Kreds, atter med fornyede Kræfter vender tilbage til den; imidlertid er Foretagendet mere dybt begrundet i min hele Livsplan.

VI| Jeg er inderligt overbeviist om, at Naturvidenskaben bør udgjøre en væsentlig Bestanddeel af den almindelige Dannelse, og hertil vilde jeg gjerne efter Evne bidrage i en Retning, som hidindtil har fundet mindre Opmærksomhed, end den fortjente.

Man er enig nok om, at Naturvidenskaben bør dyrkes. Dens umaalelige Nytte anbefaler den hos Mængden. De Indsigtsfuldere erkjende tillige den store Virkning, den maa have baade paa Tænkeevnens og den opfattende Indbildningskrafts Uddannelse. Men endnu har man ikke været ret alvorligt betænkt paa at sætte den i Forbindelse med de Tanker og Følelser, som meest bevæge Mennesket, og som jeg troer kunne baade udvides og renses ved Naturvidenskaben. Ved denne er der indført en Række af Aandsbedrifter, som have havt en langt større Indflydelse paa Menneskeslægten, end Mængden troer. Vi see med Glæde Digteren fremstille store Krigsbedrifter, og de Kræfter, som deri have rørt sig. Skulde den velgjørende Opfinderbedrift ikke stilles Menneskeslægten til Beskuelse, hvis det VII| var muligt? Jeg troer at det er, og har forsøgt det. Om jeg har været lykkelig heri, maae mine Medborgere bedømme. Findes jeg at have opnaaet min Hensigt, vil det ikke blot glæde mig for den Tilfredsstillelses Skyld, som værdigt Bifald skjænker, men tillige og især, fordi jeg troer det vilde være velgjørende, om Menneskene kunne mere almindeligt deeltage i den fredelige og dog livfulde, den stille, kjærlighedaandende, men dog i Daad sig udviklende og følgerige Virksomhed, hvortil Naturgrandskeren hengiver sig. Vistnok vil dette ikke i nogen høi Grad skee ved een Mands ufuldkomne Forsøg; men fandt det noget Bifald, vilde det sikkert snart overgaaes af nye Bestræbelser til samme Maal. Man turde da haabe, at Mange vilde med Liv og Kraft tilegne sig Naturvidenskabens herlige aandelige Indhold, og at meget Hang saavel til Sværmerie, som til Tvivlesyge herved vilde udryddes. Paa den Dannelsesvei, som vi hidindtil meest betraadte, ere vi komne saa vidt, at vi meget bør vogte os for Overforfinelse, som altid maa indtræffe, naar man gaaer VIII| rask frem i een Retning, medens man forsømmer at see sig tilstrækkeligt om i de øvrige. Jeg nægter ikke, at den Retning, hvori den store Fleerhed af dannede Mennesker hidtil fornemmelig er gaaet frem, indslutter en Mangfoldighed af andre; men Eensidigheden er ikke ophævet, saalænge man enten forsømmer, eller dog tilsidesætter en saa overvættes stor Bestanddeel af vore Kundskaber, som Naturvidenskaben. Denne har derfor ogsaa endnu kun havt en saare ringe Indflydelse paa de andre Videnskaber, som engang i sin Tid ville vinde meget derved. Blandt andet synes Naturvidenskaben at maatte være istand til at give os megen Veiledning i Undersøgelsen over det Skjønnes Væsen. Geniets skabende Virksomhed lader sig ikke med samme Sikkerhed udspeide, som Naturens. Begge frembringe det Skjønne paa en Maade, som undgaaer den sædvanlige Iagttagelse. Men de Love, hvorefter Naturen frembringer sine Virkninger, ere os i mange Tilfælde vel bekjendte. Ved deres Hjælp kan Grandskeren ofte overskue den frembringende Handlings forskjellige Led, IX| og disses indbyrdes Sammenhæng. Han kan f. Ex. naar en Klang tilfredsstiller Øret, ogsaa lade Øiet dømme om de deri virksomme Kræfter, idet han lader dem frembringe en Figur, som findes at behage Øiet, og for hvis Frembringelsesmaade han i det Væsentligste kan gjøre sig Rede. Betragter han Regnbuen, saa staaer den i sit Væsen saa enkelte, i sine Virkninger saa mangfoldige Naturtanke, hvoraf den udspringer, for hans Øie, og lader ham i Aanden skue det Fornuftvæsen, som aabenbarer sig i det skiønne, pragtfulde Sandseindtryk. Mig synes at Fortrolighed med denne Betragtningsmaade meget vilde bidrage til at rense Smagen, og derved udøve en stor Indflydelse paa Tænkemaaden. I den meest oplyste Deel af Europa føres Mange i vore Tider paa Vildspor af Originalitetsprætendenter, som ville overbyde Geniet, ved at frembringe langt mere vidunderlige Værker end dette. Ved Betragtningen af den Maade, hvorpaa Naturen frembringer det Skjønne, vilde man lære bedre at skjelne mellem det Vidunderlige, som vi see i Geniets VærX|ker, og som har en dyb Sandhed til Grund, og de Vanskabninger, hvormed hine Smagsfordærvere forvirre Sandsen baade for det Gode og Skjønne.

Uden poetisk Forberedelse er jeg ikke gaaet til nærværende Værk. Fra Ungdommen af har jeg elsket Digtekunsten og forsøgt mig deri. Jeg har ogsaa næsten bestandig været lykkelig nok til at nyde Omgang med udmærkede Digtere, baade hjemme og udenlands. Især glæder det mig her at nævne det lange Venskab, hvori jeg lige fra Ynglingsalderen har levet med Oehlenschläger, og som har gjort mig til deeltagende Vidne til mange af hans Værkers Frembringelse. Jeg har stræbt, ikke at lade saadanne Fordele gaae ubenyttede bort. Vel har jeg ikke meget hyppigt øvet mig i den Kunst at gjøre Vers; men den Bestræbelse at udtrykke mange Gjenstande, som ellers ikke pleie at behandles i Sproget, klart og kort, har, som jeg mærker, erstattet denne Øvelse; thi jeg har selv tit med Overraskelse fundet, hvorledes det Aar for Aar faldt mig mindre og mindre vanskeligt at gjøre Vers, hvergang XI| jeg forsøgte det. Ligesom en forsigtig Luftfarer lader gaae smaae Balloner foran den store, for at udspeide Luftens Tilstand, saaledes har jeg ogsaa ladet enkelte Smaadigte gaae forud for mit Luftskib, og har troet, at disse Forløberes Skjebne ikke var at ansee som afskrækkende.

Jeg har fundet det raadeligt at burde ledsage Digtet med adskillige oplysende Anmærkninger, som naturligviis ikke alle kunne være lige nødvendige for enhver Læser. Da Digtningen er sammensat af mange mindre Digte, hvert med sin Overskrift, saa har jeg ved tilsvarende Overskrifter gjort det let at finde de oplysende Anmærkninger, uden at forstyrre Læsningen ved Henviisningstegn i Digtene selv. Jeg troer at man helst maa læse Anmærkningerne til hvert Digt førend dette selv.

Paa Omslaget seer man Afbildningerne af de to første Luftskibe, hvormed Mennesker foretog nogen XII| Fart. Paa den første Side sees Montgolfieren, paa den sidste Aërostaten. Jeg troer at dette vil være de Læsere velkomment, som ikke før have seet nogen Afbildning af Luftskibet.

H. C. Ørsted.