1|Luftskibet
Skræk og Beroligelse
Østens Lys sig over Samos hæver,
Duggen glimter paa det friske Græs,
Men trods Lyset, Nattens Skræk omsvæver
Folkestimlen paa det vestre Næs.
Dagen forud mindst de ahned Fare,
Vegen var den hele Tyrkemagt;
Men i dybe Nat en fjendtlig Skare
Skuffet har den altfor trygge Vagt.
Kaldt fra Søvnens Favn ved Skrig og Flammer,
Kæmped man iblinde, uden Frugt;
Selv den Kjekkeste fra denne Jammer
Øined ingen Redning uden Flugt.
2| Med bevinget Fjed mod Havet iler
Hver, som undgik Fjendens Morderslag;
Nu hvert Blik paa Bølgesletten hviler,
Ængstligt søgende et fremmed Flag.
»Lyst til Bytte holder end tilbage
Fjenden i den røgomslørte By;
Men hvorhen skal vi vel Tilflugt tage,
Naar han blodig nærmer sig paany!«
»Fader, see! jeg har af Nattens Lue
Frelst Din Kikkert,« lød en barnlig Røst,
»Prøv, om ei Du gjennem den kan skue,
Paa den fjerne Bølge nogen Trøst.«
»Vel! lad see! skjøndt neppe fra det Fjerne
Hjælp kan ventes i den bratte Nød,
Vil ei Himlens Magter om os værne,
Kommer før en Times Løb vor Død.
Men hvad seer jeg; skuffer mig mit Øie?
Intet Skib det er paa blanken Søe,
Nei en Kugle svæver i det Høie,
Nærmer sig hist over Ikars Øe!«
3| »Sophron! lad Dit Syn Dig ei bedrage!
Ak! Umulighed er det, Du troer!
Himmelbudskab ei paa vore Dage
Dale ned til denne usle Jord.«
»Vist er Synet; rørt af ingen Bølge,
Men usynlig baaren, svæver den,
Og som løftet med den, seer jeg følge
Under den en Baad med tvende Mænd.«
»Daarer, som for Himlen Jorden glemme!
Fjenden har forladt den øde Bye!«
Lyder heftigt en fortvivlet Stemme,
»Snart I høre vil hans Vaabengnye.«
Men den Rædsel, Tidenden indjager,
Viger hastigt for et Glædesskrig:
Nu hvert Øie Luftens Skib opdager,
Troer at himmelsk Redning nærmer sig.
Alt som Synet voxer, Jublen stiger,
Skingrende den naaer Barbarens Hær.
Selv han seer, og rædselslagen viger;
»Hvad formaaer mod Himlens Magt vort Sværd!«
4| »O! nu vækkes i min Sjæl en Tanke!«
Siger Sophron, »det et Luftskib er,
Sagn jeg hørte derom af en Franke,
Før jeg tvivled, nu er Vished nær.«
Dog den glædedrukne Flok fornemmer
Lidt kun af den kloge Gubbes Ord,
»Det er Engle,« lyde tusind Stemmer,
»Oldtids Under gjeste vil vor Jord.«
Solgyldne Kugle paa Himmelens Ætherblaae!
Jordiske Øine vist aldrig din Lige saae!
Engle Du bærer i Skjød.
Da os paa vestlige Himmel en Sol oprandt,
Natlige Flammer og Anfald og Rædsler svandt,
Flygted’ den truende Død.
See til vor Øe nu nedsvæve de Evige!
Lad os modtage dem ydmygt tilbedende!
Hæve lovsyngende Røst!
Glade vi Hænder opløfte mod Himmelen,
Qvinden og Manden, Barnet og Oldingen,
Alle her sendes jo Trøst.
5| Evige Væsener iførte Støvets Dragt!
Frelsende Engle, beklædte med Guddomsmagt,
Signer den Samiske Jord!
Svag er den Lov, vi kan bringe paa vores Viis,
Lærer os værdigt at synge til Engles Priis,
Lærer os himmelske Ord!
»See! med Tegn de af os Taushed kræve!
Vi fornemme skal et Himmelbud,
Lad da hellig Stilhed os omsvæve!
Lad i Lyd ei Tanken aandes ud!«
»Standser Eders Lovsang! ei tilbeder!
Vi er Støvets Børn, saavel som I,
Glade bragte Redning vi til Eder;
Men som blinde Redskab brugtes vi.
Intetsteds vi noget Budskab hørte
Om den Nød, som trued Eders Land;
Vinden vores lette Luftskib førte,
Hurtigt svømmende mod Samos’ Strand.
6| Da vort klare Seerør os lod skue,
Mens vi svæved i den høie Skye,
Eders Stimmel, og den sidste Lue,
Som endnu steg op fra Eders Bye.
Glade saae vi Tyrkehæren vige,
Glade gjettede vi Flugtens Grund,
Salig Glæde var det at nedstige
Til den lette Hjælp i saadan Stund.
Trøst vi bringe fra vort høie Stade!
Øen laae for os i Morgengry;
Paa hvert Punkt maae Fjenden den forlade,
Slagen overalt han er paa ny.
Hver til Hjemmet ile nu tilbage;
Meget skaantes end fra Nattens Brand;
Vi paa lette Luftskib Veien tage
Hen mod Østen til et fremmed Land.«
Haab og Frygt ved elsket Arnes Fare
Driver Folket mod dets Villie hjem;
Men da svundet er den tætte Skare,
Sees en ædel Olding træde frem.
7| »Høie Gjester! I, hvis blotte Skue
Har saa herlig Redning Samos bragt,
Evig Tak til Eder her skal lue;
Lad den krænkes ei med Ringeagt.
Ei det lette Skib strax Eder bære
Flygtigt bort som Fuglens Vingeslag,
Nyder hos os høie Gjesters Ære,
Dvæler idetmindste her een Dag.
Philon er mit Navn, skjøndt ukjendt Eder,
Dog i Landet her uhædret ei,
Thi jeg sattes til den første Leder
For den christne Flok paa Sandheds Vei.
Kunde jeg den Gunst af Eder vinde,
At som Gjester I drog ind hos mig,
Skulde ved mit Huus et Hædersminde,
Bygt af Marmor, derfor reise sig.«
Ȯdle Biskop vi med Tak modtage
Eders Gjestfrihed, skjøndt altfor stor!
Gjerne til et Fredens Huus vi drage,
Trygge der at vexle Venskabs Ord.«
