Snart fik samlet man Folk, som førte det svævende Luftskib
Over Ager og Eng til Philons venlige Hjemstavn;
Først da det sikkert var bjerget mod Sol og mod Regn under Tagskjul,
Nøde de Hvilens Lyst, og den budne, forfriskende Næring.
Men da hver Qvægning var tilbudt, som egned den
gjestfrie Forsorg,
Blev om Navn og om Land de spurgt af den værdige Biskop,
Og om Maalet for Reisen; hvorpaa den Ældste til Svar gav:
»Frankmann kalder jeg mig, ved Rhinens Bredder jeg fødtes;
I Naturen at grandske blev tidligt min Lyst, og mit Kald blev
Lægens hjælpende Kunst. Min unge Ven hedder Kalchas;
9| Ham som Landsmand Du favne, hans Vugge stod i Athenen;
Men hans skjønsomme Fader ham tidligt sendte til Tydskland,
Rigt paa Skoler for den, som brænder af Tørst efter Kundskab,
Medens hver Kilde til Viisdom, som randt i den straalende Fortid,
Stoppet hos Grækerne blev af Barbarers ukyndige Hovmod.
Gjerne betroe vi Dig og vort Maal med den dristige Luftfart:
Viid da, vi dreves af Lyst til Kundskab om Asiens Indre.
Let paa vort svævende Skib vi lande ved Ararats Bjergaas,
Utilgjængelig meer ei nævnes skal Himalaya,
Eller Kaukasiske Tind; vi hæves over dens Skytop.
Ei ved Ørkner af golden Sand, eller saltene Stepper
Standses Luftskibets Fart, og ikke ved fraadende Vandfald.
Høit over jordiske Farer, ja Stormen og Lynet vor Flugt gaaer.«
10| Meget spurgte fremdeles den værdige Biskop af Samos,
Om de vestlige Riger, om deres Skoler og Lærdom,
Og om Regenter, hvis Magt erkjender Lovenes Herskab.
Men om Skibets Natur, som dem førte, han qvalte hvert
Spørgsmaal;
Ei saa herlig en Kunst han troede, de røbed en Fremmed.
Meget spurgtes og han af de videbegjærlige Gjester,
Særligt om Landets Natur, dets Dyr, dets Væxter, dets Jordsmon;
Derfor en Fører han gav dem, som vel bekjendt var med Øen;
Men indstændigt han bød dem til Hjemkomst før Aftenens Skumring.
Ud da vandred de Mænd, som nys paa svævende Luftskib
Svimled i blaanende Sky, saa fjernt fra den sikkrende Jordbund,
Skilt fra det qvægende Grønt, fra de sødt os inddyssende Dufter,
Skilt fra Fuglenes Qviddren, fra Kildernes Rislen, og skilt fra
11| Al den blandede Lyd, som, neppe fattet af Øret,
Hvisker os venligt: her Liv og Virksomhed hersker, ei Dødens
Tomme Taushed og Gru. En dybtfølt Sikkerhed udgjød
Sig i Mændenes Barm; det var, som suged de Livskraft
Af den balsamske Luft,
og Tillid af Jordbundens Fasthed.
Skarpere syntes dem hver en Sands, saa det speidende Blik fandt
Med forunderlig Lethed, hvad Nyt og hvad Sjeldent sig frembød,
Være sig Klippens Krystall, eller spæden Insekt, eller Blomster.
Men da den vestlige Himmel iførte sit straalende Purpur,
Vendte de hurtige Skridt mod Philons gjestfrie Hjemstavn.
Her forsamlet de fandt af hædrede Gjester et Selskab,
Fuldt af begjærlig Forventning at kjende de dristige Mænd, som
12| Ad den luftige Vei var kommen til samiske Strandbred.
Mangt et Beviis man paa Hylding de tvende Reisende bragte;
Hvermand nærmed sig dem; man ret vilde see dem, og høre
Deres forstandige Svar paa de hyppigt sig trængende Spørgsmaal.
Men den opmærksomme Vært snart saae, hvorledes den fælles
Skuen og Høren gik tabt ved den ubesindige Lyst, som
Gjesterne drev til et Rum, hvor En stod den anden i Veien.
Derfor med venlige Bud han snildt dem skikked til Sæde,
Sigende: »Hvis det behager, da lader ei standses den Strid, som
Var saa nylig begyndt; i Sandhed en Strid fuld af Høimod.
Her Telekles fra Furni, berømt for Viisdom i Raadet,
Talte med høi Beundring om hine vestlige Riger,
Hvor i Lovenes Ly hver Kunst og Videnskab blomstrer;
Mod ham løfted sin Røst en Mand fra de høit priste Lande,
13| Anspann, ved Oderen født, og dybt belæst i vor
Oldtid.
Men hans Tale blev standset ved Eders hilsede Hjemkomst.
Hvis han begyndte paa ny, forklarende ret os sin Mening,
Sikkert Oplysning vi fik ved Eders Tvivl eller Bifald.«
Villigt Anspann tog Ordet; han nødigen før havde standset.
»Ikke Folkeværd maales ved Tal, eller Magt, eller
Rigdom,
Heller ei vindes den straalende Priis ved Bisværmens Kunstflid,
Nei, kun ved Livets Kraft og Fylde kan Folkeværd maales;
Men hvor straaler den frem, til Lyst for Enhver, som kan
fatte?
Af den hellige Kunst og Bedrifter, som adles af Kunsten.
Da nu paa høieste Trin af Kunst og af digterisk Stordaad
Hellas pranger i Glands for alle Slægter paa
Jorden,
14| Saa kan Tvivl vel ei levnes en Kyndig om Oldtidens Fortrin.
Mennesket, livsfriskt og sundt, her naaede sin høieste Spidse.
Middelalderens Kunst og Elskov og kjække Bedrifter
Er kun Skygge mod hiin: end sige vor fattige Nutid,
Som kun byder os Viden og Stræben og sørgelig Statskunst
For Paradiset, som svandt, imedens vort Hovedbrud voxte.«
Alles Øine paa Frankmann var vendt; han derfor tog Ordet:
»Vistnok tænker Du ret, naar ikkun Folkenes
Fortrin
Du ved Livet vil maale, som aabenbarer sig hos dem.
Men i Skjønhed alene, hvis Livets Stempel Du søger,
Eller i nogetsomhelst, hvad Menneskelivet os pryder,
Sikkert hildes Dit Blik; den Mand, som rigtigt skal dømme,
Ei bestandigt maa stirre kun mod et eneste Glandspunkt;
Men til det Hele han gaaer, fra Delenes tænksomme Mynstring.
15|Alt Dig svæver paa Læben et Svar, Du troer mig skal nedslaae;
Gjetter jeg ret, skal jeg mindes, at Skjønhed omfatter det Hele;
Men det samme kan siges om Videnskab, Troen og Dyden.
Laae det i jordiske Kaar at eie den evige Sandhed
I dens Fuldhed og Kraft, vi leved i Skjønhed tillige,
Til en Skuen vor Tro sig forvandled’, til Hellighed Dyden:
Men var Troen fuldkommen, omfattede selv den en Alhed
Af hver Viden og Kunst og Dyd, og Alt, hvad er himmelsk.
Men, som det herligste her i vort jordiske Liv kun er Stykværk,
Ledes ved Delenes Grandskning vi først til det Fuldendtes
Afglands.
Derfor vandre vort Blik, naar vi skal Tiderne dømme,
Speidende hen over hver en kraftig Yttring af Livet.
Aldrig der gaves en Tid, da større Rigdom af Tanker
16| Hersked med vexelfuldt Liv i det store Menneskesamfund,
End i det, som Du haanligt har kaldt den fattige Nutid.
Fra den høieste Grandskning, hvis Gjenstand er Tankernes Ophav,
Eller Sole, hvis Straaler ukjendte Verdner belyse,
Eller de Love, som styre Naturens skjulteste Kræfter,
Ned til den vanligste Dont, som kun har Vinding til Formaal,
Lever Opfindsomheds Aand overalt, og stræbende Tanker.
Ikke jeg dvæler ved store Bedrifter, som Nutid og Oldtid
Hver kan opregne for sig, og hver tilegne sig
Æren.
Men den Kjerlighedsaand, som Mennesket viser en Broder
I hver Skabning, hvis Aasyn er stemplet med samme Fornuftpræg,
Og som hader hver Trældom, ei blot for sig, men for Alle, –
Brødre! see det er den Aand, som giver vort Tidsrum sin Adel,
Fremfor noget af dem, som Fortids Beundrere prise.«
17| »Nutid taler af Dig!« saa svared ham tillidsfuld
Anspann:
»Fortid lever i mig; den Sag kan vel neppe forandres.«
Nu sig reiste med Iil den ungdomsfyrige Kalchas,
Og med blussende Kind bekæmped den Fremmedes Tale.
»Selv bedrager Du Dig, naar gjennemtrængt af vor Oldtids
Skjønhedssands Du Dig troer, og dog ei føler Beundring
For hvad Stort og hvad Ædelt, der blomstred i senere Tider.
Vil med Oldtidens Øie Du see, da fremman for Sjælen
Oldtids Aander! Forsøg at lade dem leve her med os,
Skuende frit og klart, hvad vore Tider har frembragt;
Man kun Thales herop, hvis Tanker grublende
dvæled
Ved den sælsomme Kraft, som vækkes i Ravet ved Gnidning.
Ham den syntes en Aand, ved Kunsten vakt af sin Slummer.
18| Lad kun den Væxt, som vor grandskende Kunst har givet hans Ravaand,
Staae for hans livsklare Blik; viis ham den svulme til Lynild;
Lær ham ved Granskningens Fakkel at skjønne, hvorledes den Kraft, som
Blænder i Lynenes Glimt, og døver i Tordeners Dundren,
Lønligt lever og tyst i hvert et Leed af det Hele,
Være sig Luft eller Vand eller Jord eller stærke Metaller,
Men af Skjulet kan lokkes ved Kunst, som Gnisten af Fyrsteen,
Aabenbarende sig i mangfoldigt vexlende Former:
Føles i Varmen, i Lyset os straaler, og smages i Saltet,
Kæmper i Luen, er Sjæl i Magnetens beundrede Retning,
Lever i Green og i Blad og i Muskel og følende Nerve,
Legemets Øie vel skjult, men klart beskuet af Aanden –
Og betænk i Dit Sind engang hvad han føler ved Skuet!
Kald Pythagoras frem, at see de himmelske Love
19| For Planeternes Gang, igjennem umaadeligt Tidsløb.
Naar han Eenheden seer i denne Mangfoldighedsvrimmel,
Trylles hans høie Sjæl af de store Fornuftharmonier.
Lad Euklides kun see, hvad i Mathesis man
opfandt,
At den formaaer at følge Naturens jevntrindende Virken,
Som ei viser os Spring, men hvor end Tanken vil sætte
En af Delenes Ende, der og er den andens Begynden.
Slig en Uendelighed at beregne, han neppe holdt muligt.
Men Aristoteles, Du, som mægtigt hersked blandt Aander!
Leder for Hedendoms Lærde, for Mahomedaners og
Christnes,
Gjennem Aarhundreders Løb, og end af hver Kyndig beundret,
Hvis omfattende Sjæl ransaged Tænkningens Dybder,
Gransked de skjulte Love, som følges i Digterens Skabning,
Og med ringere Sands ei dem, som Staterne lyde!
Selv Dit aandrige Blik omfatted dristigt Naturen,
Og Dit Lys endnu bestraaler os Dyrenes Indre.
20| Ei den dybere Grandskning hos os forsømt Du vil finde,
Din uomtaagede Sands vil forstaae den romantiske Digtning;
Men hvad om Staternes Forhold og Menneskesamfundets Ordning
Ved vor Tænkning blev fundet – saa langt man end er fra Maalet –
Sikkert af dig vil kaldes et stort og ypperligt Fremskridt,
Skjøndt kun ringe det er imod den Indsigt, som vandtes
I Naturens mangfoldige Værk, ved utrættelig Stræben.«
Utaalmodigt af Anspann den unge Taler blev afbrudt:
»Meest Din Tale sig dreier,« han sagde, »kun om den ene
Kundskab, som Nutiden priser, skjøndt lidt den betyder for Aanden.«
Hurtigt gav ham til Svar den vidtomtænkende Frankmann:
»Ikke dømte Du saa, hvis Tingen nøie Du kjendte;
Den, som, belært om Naturens ophøiede Love, kun føler
Sjælen betynget med tom, uvederqvægende Kundskab,
21| Læste vel Bogen, men ei han Meningen deraf har fattet.
Hvis saa frodigt som nu Naturens Kundskab var voxet
Hos de gamle Hellener, vist aldrig Digtning og
Viden
Var udartet saa let; thi neppe vil Du betvivle,
At hver Retning for sig omsider fører fra Sandhed,
Eller at Øiet maa blændes, naar længe kun Et man betragter.
Er alt naaet det Bedste, da søger Begjærlighed Mere,
Og forfalder til Svulst, til Kunstlen, ja vel
til Vanvid.
Selv hvor Aanden holdt sig usmittet af saadan Begjæren,
Men fra Tanke til Tanke gaaer frem, upaamindet af Alt, hvad
I Tilværelsens Rigdom den bydes udenfra rundtom,
Vil den paa Søvngjængerviis kun skride frem uden Omblik.
I vort Tydskland alt længe sig aabenbared en Stræben,
Til i vovelig Flugt at oversvæve hver Grændse,
Inden hvilken det Sikkre for Kunst og Videnskab findes.
Lokket af daarlig Lyst til overordentlig Kundskab,
Kaster man Visheden bort for et Skin af høiere Viisdom.
Ingen Art af Kunst eller Videnskab modstaaer saa kraftigt
22|Sværmerens vilde Begeistring, som den der grandsker Naturen;
Thi den beskuede Væren her giver en levende Vished.
Rask i sin Fremgang, bestandig med nye Vaaben den nedslaaer
Gammel Fordom og Tant, saa tit de Hovedet reise.
Virksom, den ikke forbliver i Mandens grublende
Hjerne,
Men beviser hver Dag sin Kraft ved utallige Værker;
Derfor staaer den urokket, mod Sværmeriet en Dæmning.
Overskreget blev tit et Viisdomsord, som var fremført
Mod forældet Indbildning, den Kjæledægge hos Hvermand;
Men naar der virkes ved Daad, beseires lettere Mening.
Mangen Fordom blev knust af det Lyn, som lystred en Leder:
Mangt et System faldt om, da Jorden meer ei stod stille:
Nattens Spøgelser svandt, da selv vi frembragte Syner.«
»Aldrig,« svared ham Anspann, »jeg nægter Forstandens Triumpher,
Smyk kun, saa godt Du formaaer, dem med Liv; min ahnende Længsel
23| Drages dog hen mod en Tid, da Livet ei var et Gjenskin,
Seet gjennem Tankernes Glar. Tilgiv at
Solgudens Ildvogn
Mere lokker min Sands, end Eders livløse Kugle,
Der ei Lyset kan see, som selv den udstraaler, ei føle
Herligheden af egen Kraft, eller Glæden, den skaber!
Uden Lyst ved min Tak, og uden Tak til sit Ophav,
Vandrer som Uhrets Hjul den iblinde, og hele vor Himmel
Drives, berøvet hver Gud, en Træl for den seirende Tyngde.
Nei beholder for mig al Eders Viisdom, tillader,
At jeg frit mig betroer til de gyldne Drømme fra Oldtid,
Da Oreadernes Vrimmel befolked Bjerget, en Dryas
Leved i Træet, og klar af Najadens Urne flød Kilden;
Lad i Digterens Spor mig dem søge, hos ham kun de leve.«
Nu den begeistrede Kalchas tog Ordet, og fyrigt ham svarte:
»Hvo er saa dorsk, at han nægter at følge den sjælfulde Digter
24| I den Verden han skaber, udsmykket med Viisdom og Skjønhed!
Og vi skulde forsmaae den Digterverden som skabtes
Af det herlige Folk, hvis Fakkel opklared Europa!
Nei saa daarlig er Ingen iblandt os, men heller ei vil vi
Lade med Blindhed os slaae ved Digterglandsen fra Hellas.
Sandheden selv har en Kraft og et Liv og en himmelfødt Skjønhed,
Som forgjæves Du nægter. Naar haanligt Du siger, at Tyngden
Hele vor Himmel behersker, Du glemmer dens høiere Udspring.
Hiin mod Jorden nedtrykkende Kraft, hvortil Du kun sigter,
Er i Sandhed et Glimt af en altforenende Grundkraft! –
Sammenholdende Alt, i Alt bestandigt tilstede,
Er for det høiere Blik den en alnærværende Handlen
Af den evige Magt, som danned og ordner det Hele.
Lign kun frit ved et Uhr det store Verdeners Gangværk!
Begges Væsen ved Tanken fik Tilvær; i hiint vistnok ringe,
25| Skabt ved Menneskevid, og af laante Kræfter kun drevet;
Dette med Guddomsforstand, og med evigtspirende Kræfter.
Villieløs, det er sandt, er hver en Deel af vor Verden,
Liig hvert Leed af den Krop, vor egen Villie bestyrer;
Men en besjælende Aand dem gjør til et levende Hele.
Hine Love, som ordne saa strengt de himmelske Baner,
Kan ved Maskiners Du ligne; men fra et høiere Stade
Staae de klart for vort Blik, en Eenhed af levende Tanker,
Som dog for Sandsen sig yttrer, paa talløse Maader mangfoldig.
Solen, saa mægtig for os, kun sees som tindrende Stjerne
Fra utallige Verdner, hvis Sole som himmelske Lamper
Atter forskjønne vor Nat. Den Klode, som bærer os alle,
Staaer en Planet for andre, hvis mægtige Masser dog Gjengjeld
26| Gjøre os maa, med selv af os at beskues som Smaalys
Paa det hvelvede Blaae. Som Jorden om Axe sig dreier,
Dreier sig hver Planet, dog hver i sit tilmaalte Tidsrum;
Derfor synes om hver den himmelske Hvelving at vandre
For dens Beboeres Blik; saa Dagen skifter med Natten,
Hvile vexler med Daad, som paa vor jordiske Hjemstavn.
Ligerviis har Enhver af hine Kloder sit Kredsløb
Om den straalende Sol, og frydes ved Tidernes Vexel
Og de rullende Aar, hver efter sin Afstand fra Solen.
Atter fremmaner min Aand sig Oldtids Mænd til vor Nutid,
Giver dem Seerør i Haand, og viser dem Bjerge paa Maanen,
Maaner om fjerne Planeter i deres ordnede Kredsløb.
Lad for den undrende Sands hver lysende Prik nu paa Himlen
Opgaae en straalende Sol, af talrige Kloder omkrandset;
Naar den ahnende Sjæl da skuer det mægtige Alrum
27| Fyldt med beslægtede Væsner, med stræbende Kræfter og Tanker,
Skulde den savne med Længsel endnu den agende Solgud,
Eller Luna med Nympher omringet, og væbnet med Jagtspyd?
Heller ei vilde de savne Dryader og Kildernes Nympher,
Blev det dem givet at see det skjulte Kredsløb paa Jorden,
Hvori Kilden fremsprudler og Græsset frugtbart bedugges,
Hvor man Aandedræt seer hos de tause, duftende Væxter,
Og hvor Vindenes Pust af et livudbredende Kredsløb,
Som omfatter vor Jord, er et Led, som ikke tør savnes.
Vendtes Blikket omsider til Livets mangfoldige Sysler,
Hvor den opfindsomme Tanke betjenes af lænkefrie Hænder,
Mon ei til Verdens de syv Vidundre de føied vel tusind?
Thi saa talrig en Flok der er, at eet kun af mange
Nævnes den Baad, som os førte herhid gjennem
Skyernes Rige.
28|Hvad Naturen kun lærte den letbevingede
Luftsøn,
I det himmelske Blaae med svævende Flugt sig at tumle,
Det fuldbyrder nu Kunst; majestætisk hæver dens Værk nu
Jordens Beboer saa høit, som Ørnen ei naaer i sin Kraftflugt.
Hist os minder Ikariske Strand, at Fablen selv voved
Knapt en Luftfart at skabe, som Dødelige var lykket;
Priis da den Tid, hvor slig Bedrift sig taber i Mængden!«
