af H.C. Ørsted (1836)  
forrige næste

29| Videlyst og Tilfredsstillelse

Under fyrig Aandestrid
Hensvandt hurtig Aftnens Tid;
Efter kort men qvægsom Hvile
Ud de Fremmede alt ile
I den friske Morgenluft.
Fyldt med sunde Væxters Duft,
Himlen glandsblaa høit sig hæver,
Fuglen tonerig hensvæver,
Blomsterne sig blande skjønt
I det klare Foraarsgrønt;
Høitbelyst staaer Skovens Krandse,
Lette Sølvervover dandse
I den solbestraalte Søe
Om den nylig frelste Øe.
Ikke Grandskerfryd de smage,
Men i store Træk de drage
Al den underlige Lyst
Ind i fredbesjælte Bryst;
Skjøndt de tause Veien træde
30| Have de dog fælles Glæde.
Men tilsidst man salig-træt
Søger sig en Hvileplet,
Hvor et Tempels faldne Stene
Dølges af Platanens Grene.
Her de Philons raske Søn
Træffe tankefuld i Løn;
Hvad igaar han saae, han hørte,
Hid til Eensomhed ham førte.
Ungersvendens ædle Skye
Maa for venlig Tale flye.
Svar ham gives troe og blide
Om alt hvad han helst vil vide.
Nu hans Spørgsmaal komme snart
Til den overjord’ske Fart,
Om hvo Kunsten fandt at stige
Til de høie Skyers Rige,
Om hvor høit vi vel formaae
Op i Luftens Dyb at naae,
Om den Kraft, hvorved man svæver,
Frit sig sænker eller hæver.
Intet Svar de nægted ham;
Henrykt Ynglingen fornam,
At den Kunst, saa høit han agted,
31| De som Løndom ei betragted.
Løfte han modtager glad,
At om Kunsten Vestlands Qvad
Skal i gjestfri Hal gjenlyde,
Naar de Aftnens Svalning nyde.
Men til Dagens Straaler svinder
Vil med ædel Forskerid
De blandt Øens gamle Minder
Speide den forgangne Tid;
Eller dybt i Bjergets Revne
Søge hine ældste Spor,
Som en Tid os maatte levne,
Da i Fødslen var vor Jord.