32|Luftskibets Opfindere
Da nu Middagens Ild var vegen for Aftenens
Kjølning,
Hallen af Gjester var fuld, som brændte af Lyst til at høre
Hine Vestlandets Qvad om det høit beundrede Luftskib,
Hæved sin klangfulde Røst den fyrigt omskuende Kalchas:
Til høien Bjergtind kan Ørnen vel tye, –
Men over den seiler et Luftskib:
De Stjerner skjules af graanende Sky, –
Men over den seiler et Luftskib:
Hist glimter Lynet med rullende Gny, –
Men over det seiler et Luftskib.
33| Hvo fandt til Fuglenes Hav sig en Baad?
Formaaer det et Fnug kun at bære!
Hvo fandt til Flugt mod det Høie sig Raad?
Kan Armen vel Vingeslag lære!
Er Fart paa Skyen ei Himmelskes Daad?
Naar hævded en Jordisk slig Ære!
Det var af Brødre det herligste Par,
Som løste den ældgamle Gaade.
Den første sprudled af Livskraft, og var
End Yngling, da sexti han naaede:
Den Anden rolig, skarpsindig og klar,
Tit maatte hans Fyrighed raade.
Imellem Alpernes Muur og Forez,
Om Rhonen hvor Viinbjerge prange,
Der boede Faderen
Mongolfier,
Hvis Driftighed nærede Mange.
Papiir han danned saa hvidt som en Snee;
I Landet rundt Bladene gange.
Den Aand og Kraft, han hos Joseph saae,
Bestemtes til geistlig Ære;
Men rolig Skarpsind i Stephan der laae;
34|Thi skulde han Dommer være.
De andre Sønner, store og smaae,
De skulde Fabrikdont lære.
Til Skolen tidligt alt Joseph blev sendt;
Snelt lærte han alt, hvad han vilde;
Men blot til Bogen hans Hu var ei vendt,
Han sværmed i Skov og ved Kilde;
Der søgtes Planter til Dagen var endt,
Og Smaakryb og Fuglene vilde.
De Præster indenfor klosterlig Muur,
Dem vilde kun nødig han gjeste,
Han længtes efter den frie Natur,
Der Livet ham syntes det bedste;
Thi bort han iled, som Fuglen fra Buur,
Ved Havet han Boe vilde fæste.
Der findes Musling og Fiske paa Strand,
De kunde vel Livet ham friste.
Saadan den vovsomme Drengeforstand
I Haabet at smigre sig vidste;
Dog snart blev der udsendt en søgende Mand,
Som skulde af Faren ham vriste.
35| Til Skolen maatte han atter nu tye,
Ved Flid faae sit Feiltrin i
Glemme.
Han ofte fremkom med Tanker heelt nye,
Og Mangen priste hans Nemme.
Men end ei sytten, han atter maae flye,
og Intet ham mere kan hemme.
Han gik til Forez, det skytækte
Fjeld,
Der mindst han at findes stod Fare.
Han chemisk Kunstflid der øved med Held,
Og selv bar om Landet sin Vare.
Den solgte smaaligt han ud, men med Skjæl,
Her arbeide heed det og spare.
Men Hjertet bestandigt tilbage ham drog
Til Hjerter, som slog for ham hjemme.
Paa sine vilde romantiske Tog
Ei kunde han Hjemstavnen glemme;
Og var end Faderen opbragt, der dog
For Sønnen ham hvisked en Stemme.
Til Hjemmets Kunstflid hans Ønske mest stod,
Og snart han sin Indsigt der øved;
Med Ungdomsvarme, med fyrigste Mod
36| Heelt mangefold Nyt han der prøved.
Men al den Nyhed var Gubben imod;
Let sikkrere Goder den røved.
Han sagde: »Skilles vi maae, men i Fred;
Selv prøv kun som Yngling din Lykke!
Heelt nær ved Hjemmet du finder et Sted,
Hvor virke Du kan efter Tykke,
Og møder Uheld, da vistnok Du veed,
Paa hvem Du med Tillid kan bygge.
Med Faderglæde jeg tidligt alt fandt,
At Dig og vor Stephan, som Pilte,
Et sjeldent broderligt Venskab forbandt,
Det Aldren meer strammed, end skilte;
Som Dig ham Donten fra Bogstuen vandt,
Det virksomme Liv ham tilsmilte.
I trolig Ening nu virker med Flid!
Den Ene den Anden kan lære.
Hvis rask og lykkelig gaaer Eders Id,
Det mig ei til Skade kan være;
Papirfabrikker kan øges en Tid,
Før Frankrig ei flere kan nære.«
37| De Brødre Faderen takked med Lyst,
Og strax sig til Værket indvied.
Den Kraft, som lued i modige Bryst,
Nu føltes fra Lænker befriet;
Mod gammel Vane den møisomme Dyst
Ei skulde meer trætte Geniet.
Ei Lærdomssky dem fra Skolen drog,
De Rigdom kun agtede føie:
Hvad Verden skyldte til Pen og til Bog,
Det stod dem klarligt for Øie:
At Borgersysler tit Aanden bortjog,
Det havde de agtet heelt nøie.
Men Lærdom holdt sig fra Livet saa langt,
Og Livet fra høiere Viden;
Saa Hverdagslivet blev fattigt og trangt,
Og Værkmandens Virkekreds liden.
Mod Livet stod Lærdom fjendtligt og vrangt;
Nye Retninger fordrede Tiden.
Nu blev der grandsket ved Dag og ved Nat,
Af Prøver man Lærdom sig hented;
Snart fik man Papir saa stærkt og saa glat,
38| At ikke det veeg Pergamentet.
Velin blev siden til Navn for det sat,
Da Pragtværker paa det man prented.
Dog ikke Tiden dem ene hensvandt
Med Idræt for Føde og Klæder,
I Kundskabssøgen bestandig de fandt
De bedste, de høieste Glæder.
Og her en hemmelig Kilde dem randt
Til evig uvisnelig
Hæder.
Neppe havde han endt, saa udbrød Forsamlingen henrykt:
»Held den Fader, hvis Huus med slige Sønner er prydet!
Held de Brødre, som har en Fader saa viis og saa kraftfuld!«
Dog snart vented i Taushed man atter, og Frankmann begyndte.
