39| Haab, Tvivl og Opfyldelse
Hvor Rhonens Dal af Fuglesang gjentoner,
Hvor Solen smiler til Orangens Guld,
Hvor kjøligt brede sig Kastaniens Kroner,
Af ædel Frugt hvor Ranken hænger fuld,
Der hæver Issen stolt en skydækt Kæmpe
I tause Høiluft; see det er Ventoux!
Knapt Solens Ildblik hist kan Frosten dæmpe,
Kort Blomsten smiler, lang er Vintrens Gru.
Men naar alt Dalens Frugt dens Dyrker lønner,
Er Vintren flygtet fra den høie Top,
Og nu besøges den af Kundskabs Sønner,
Der søge Blomsterne, den klækked op.
En Vandrerflok den har imorges gjestet;
Den steile Vei er endt med munter Hu,
I Skygge-Ly man har alt Sæde fæstet,
Og aandrig Tale kryddrer Hvilen nu.
40| Alt man om hvert et Fund har vexlet Tanker,
Og gjenkaldt hvert et Overblik, man nød;
Nu Talen vidt hen over Havet vanker,
Did, hvorfra Krigens Gny med Vælde lød.
Med Undren og med Skræk man har fornummet
Den store Kamp, som for Gibraltar stod,
Hvor Frankrigs Tordensvælg saa brat forstummed,
Dets Helte svandt i Luer, sank i Blod.
Hvert Hjerte stormer ud i heftig Klage,
Med Kummer, Dadel, Vrede, Hevnelyst,
Alt efter Hvermands Hang at Verden tage;
Af Daadkraft svulmed meest et fyrigt Bryst;
»O!« raabte han: »ei Friheds Undertrykker
Skal vinde Seier, var han nok saa stærk;
Trygt paa Begeistrings Magt min Tillid bygger,
For Retfærds Sag formaaer den Underværk.
Maaskee man ei Gibraltar kan bestige
Ved dristig Stormen fra det faste Land:
Hvis under Jorden man den vil bekrige,
Mod Minen fast, tør Klippen holde Stand:
41| Vel har vi lært, at heller ei den bæved
For Kugelregnen, sendt fra Bølgen op;
Men hvad om høit man gjennem Luften svæved,
Og daled ned paa Klippens sikkre Top?
Jeg seer man ryster med det vise Hoved;
Et Barn er Eder Joseph
Mongolfier,
Hvis Tankeflugt sig tit i Høider voved,
Hvor kloge Mænd kun tomme Drømme see.
Vel muligt man har Ret! men stedse drives
Jeg af en Aand, som alt min Barndom drev;
I snevre Sphære kan jeg ikke trives;
Ak! om den høie Flugt en Drøm kun blev.
Dog Tiden rinder! jeg herfra maa drage;
Til Avignon jeg maa, før Sol gaaer ned.
Lad os i næste Høst vort Tog gjentage,
Og glædes paa Ventoux med Seier og Fred!«
»Der gik han,« sagde man, »snart sees han svinde,
Den raske gode Sværmer, som han kom;
Var ei hans Broder og den gjæve Qvinde,
Hans Grublen styrted ham i Fattigdom.«
42| I Tanker nedsænkt snart, snart i Beskuen,
Han stemmer grundende sin Sjæl til Fred.
Men Skyer nu formørke Himmelbuen,
Og nøder ham til mere skyndsomt Fjed.
Alt staaer han i Vaucluse, men han haaber
Ei der paa Duft og Sang og Væld i Løn;
Paa Bladet rasler Fald af store Draaber,
Fra Skyen brøler hule Tordners Drøn.
Men ikke han paa fremmed Grund sig finder,
Tit dvæled her han i Petrarcas Spor,
Og drømte Tiden hen blandt hine Minder,
Hvor uden Ophør Digteraanden boer.
Han kjender grant de høie Klippesale,
Hvor Kilden stiger fra den dybe Grund,
Hvis Væld blev Lauras Digter et Kastale,
Holdt høit i Priis til Sangens sidste Stund.
Her er han sikker imod Lynets Pile,
Mod Regnens Strømme er han her i Ly;
Trygt kan han midt i vilden Uveir hvile,
Og ordne Tankesværmen sig paa ny.
43| Han mynstrer hvert et Anslag, som
blev fundet
Til høie Flugt op over Tvangen her,
Naar mangengang i venlig Ro han grunded
Med Stephan paa den underlige Færd.
Fra Dalen fjernt alt synes Skyen draget,
Ei høres meer de tunge Draabers Fald;
Men pludseligt igjen fornyes Braget;
Et mægtigt Glimt, et kort og voldsomt Skrald
Bebuder, at i Nærhed Faren truer;
Dog trued den ei blot, den tændte an.
Hist staaer et landligt Huus bespændt med Luer;
For Flodens Løb ei did han ile kan.
Uveiret taug, sig Himlens Blaae fornyer;
Men Luen stiger hist ustandset op,
Saa Røgen hæver sig i røde Skyer,
Og staaer for Øiet som en Kæmpekrop.
Skjøndt Røgens Spil han havde tit beskuet,
Det greb med ukjendt Tryllerie ham nu;
Og som i klare Skrifttræk for ham lued
En Tanke, hyllet før i dunkle Hu.
44| Den Kraft, som løfter Røgen høit fra Grunden,
Grib den, og hold den fast, og spær den ind!
Saa er ved dig den store Kunst jo funden,
Som tit du søgte med uroligt Sind!
Af lettest Stof jeg vil en Sæk berede;
Med Munden nedad skal den udspændt staae,
Og i dens Svælg en Lues Røg og Hede
Skal stige, men dens Sider aldrig naae.
Glad sender han sit Blik mod høien Stjerne,
Og himmelfro hen ad den mørke Jord;
Det er som fyldte Lys og Liv hans Hjerne;
Men for sin Vellyst veed han intet Ord.
Tilsidst for Søvnens Magt maa Kraften vige;
Dog bærer høit ham end den drukne Sands;
Petrarka følger med til Æthrens Rige,
og rækker ham Udødeligheds Krands.
Men megen Tid ei turde Søvnen røve;
Mod Staden, drevet af en rastløs Aand,
Han iler til den store Tankes Prøve;
Alt rører han til Værket rappe Haand.
45| Af Silke fiin en Sæk han sammenklæber,
Høi vel en Favn, i Omkreds tvende stor;
Knapt færdig, han den strax at prøve stræber:
Nu stilt den er med Mundingen mod Jord.
Snart i det tomme Svælg et Blus sig hæver,
Og længe venter han paa Virkning ei;
Knapt rører Tvivl sig, før alt Sækken svæver,
Kun standset snart af Loftet paa dens Vei.
Høi er hans Fryd; en Ven han iilsomst henter,
Og viser ham den raske Prøves Held;
Og tolker glad alt hvad han deraf venter
For Indsigts Fremme og for Slægtens Vel.
Et nyt Forsøg man vover i det Frie,
Bestigende dertil en høi Altan.
Snart for den stolte Flugt maa Tvivlen tie;
Til Vished hævet er den store Plan.
Nu kan ham Avignon ei længer holde,
Mod Hjemmet banker stærkt det fulde Bryst;
Han seer alt Glæden, som han hist vil volde,
Og forudføler saligt meddeelt Lyst.
46| Nu opløftede Sophron sin Røst, den
ærværdige Gubbe,
Han, som øinede først det kommende Luftskib, og sagde:
»Herlige Lod, at grandske Naturen, og følge dens Veie!
Fuld af Beundring min Aand hans dristige Tanke ledsaged
Gjennem den stigende Lue til Skyen, og derfra til Værket
Dalende ned og den syslende Kunst; men for atter at stige,
Dog med fastere Mod; thi Tanken som før kun hensvæved
Skikkelseløs, som i Taage, nu havde sig iført et Legem.
Fremad nu skuer min Sjæl mod den Fryd, som skal krone hans Hjemkomst.«
»Herom,« gjensvarede Kalchas, »et Qvad med Lyst Dig skal tone.«
