47|Opfinderen i Hjemmet
Om Montgolfiers Hustru trindt sidde de
Smaae,
Hver af dem har noget at lære:
Den flittige Moder seer nøie derpaa,
at Ingen skal ørkesløs være.
Mens Manden sig tumler, paa Alt hun har Agt;
Han glad hende under den nyttige Magt.
»Hør Børn! I faaer Glæde; hist Fader jeg seer,
Skjøndt Tiden, han satt’, er ei omme;
Hans Broder har mødt ham; heelt muntert man leer;
Ei Vanheld betyder hans Komme.
Nu skal efter Flakken og Farer og Savn
Han qvæge sig roligt i hjemlige Stavn.
48| Her er han! velkommen! velkommen! saa snart!
Godt korted du Vandringens Dage.
Med Glæde jeg læser i Aasynet klart,
At Uheld ei drev Dig tilbage.
Men Børnenes Øine med Dig holde Vagt,
Og spørge, om Intet Du til dem har bragt.«
»En Drage vel haver jeg bragt Eder hid,
Den sikkert skal Eder fornøie.
Den dannet er baade med Kunst og med Flid,
Og svinger sig rask i det Høie.
Langt over vort Kirketaarns Top den vil gaae,
Ja selv over et, man sat oven derpaa.«
Men Stephan snart afbrød de skjemtsomme Ord,
Som Blyhed gav Joseph i Munden.
»Min Broder! til Skjemt er Din Lykke for stor,
Udødelig Roes har du vunden;
Fortæl dog den elskede Viv, hvad du fandt,
Jeg melder vor Fader den Ære, du vandt.«
Nu blev der en Spørgen, en Svaren, en Lyst,
En Salighed, sjeldent kun nydes;
Da Bruden sank først til den Elskedes Bryst,
49| Ei kunde de stærkere frydes;
Og Budskabet klang for den Gamle saa sødt,
Som det der forkyndte, at Sønnen var født.
Nu er det Utrolige prøvet og sandt,
At op man i Luften kan stige;
Nu Kunsten vi har, som blev regnet for Tant,
Og henviist til Drømmenes Rige.
Men nyfødt den er; den maa voxe sin Tid,
Og bringes til Kræfter ved skabende Vid.
Da Foraaret smiled, en Kugle der stod,
Som vidned til Mesternes Ære;
I Omfang den havde vel sex sneseFod,
Den tusinde Pund kunde bære.
Naar Vivarais Stænder i Annonays By
Forsamles, den Kæmpe skal stige mod Sky.
See Timen er der! baade Store og Smaae
Forventningsfuldt Kredsen omgive;
I Midten forenet de Brødre hist staae,
Strax Stephan skal Værket beskrive.
Med dybeste Taushed Enhver giver Agt,
Ei tabe vil Nogen et Ord, som bli’er sagt.
50| Først hilser han Folket med passende Ord,
Og yder det sømmelig Ære;
Saa viser en Sæk han, umaadelig stor,
Som, udspændt, en Kugle skal være.
Af Lærredet stærkt og Papiret saa tæt,
Dens Sider gjør Luften ei Gjennemgang let.
»Naar Blusset staaer op i den mægtige Mund,
Den fire Fods Gjennemsnit holder,
Skal Sækken oppuste sig fyldig og rund,
Og svinde skal alle dens Folder;
Da hæves fra Jorden den luftbaarne Karm,
Af Røgskyer fyldt og af Luftstrømmen varm.
See Værket begynder, alt tændt er en Ild!
Nu Tungerne løses i Skaren,
En troer den for vægtig; ei stige den vil:
En Anden kun taler om Faren:
En ønsker ydmyget den stolte Fornuft,
Som raade vil med for den himmelblaae Luft.
En glæder sig over en Tanke saa ny,
Og Æren, som Landet vil vinde;
En Anden forsikkrer, misundelig sky,
51| At Tingen heelt let var at finde.
Men Folket er glad til den ventede Flugt,
Og under Fortjenesten gjerne sin Frugt.
Omsider man løser hver bindende Snor,
Og herligt sig Luftskibet hæver.
Den første Beundring forhindrer hvert Ord,
Mens hen over Folket den svæver,
Men hurtigt der følger paa Taushedens Blund
Et tordnende Bifald af Tusinders Mund.
Alt steget den er vel en fjerdedeel Miil,
Før Bifaldets Raab er tilende;
Men derpaa den standser sin stigende Iil,
Og sees sig til Siden at vende.
Dog svækket er Varmen, den skyldte sin Flugt,
Nu maa den til Jorden; dens Kraft er forbrugt.
Men hastigt udbredes i Tale og Skrift
Trindt om under Himmelens Bue,
Den Tankens og Villiens Heltebedrift,
Som her havde været at skue.
En Høitid det er for den stræbende Aand,
Naar Indsigten løser et ældgammelt Baand.
52| »Yndigt«, udbrød nu Sophron,
»forglemmes den nylige Jammer,
Ved at beskue den Fryd, som lønnede Redningens Ophav.
Ord ei beskrive den kan; et Hav af Salighed seer jeg,
Hvori Manden med Fader og Viv og Broder og Flokken
Af de forundrede Børn, sødt vugges af bærende Bølger,
Og paa Kysten dem Genier vinke til kommende Seire!«
Atter Kalchas dem tilbød en Sang, og opmærksomt de lytted.
