53|Nye Beslutninger
Naturen i sin stille Virken skynder
Sig ikke til den Frugt, som kaldes frem;
Med spæden Frøkorn den sit Værk begynder,
Og pleier det i Jordens mørke Gjem;
Af Muldets Skjul sig Blad og Stilk fremskyder,
I Tiden bliver Væxten stor og stærk,
Med Blomster rigt det indre Liv den pryder;
Men modne Frugt først slutter Aarets Værk.
Ei anderledes Aandens Stræben fremmes
Til Daad, som virke skal for Slægters Vel;
Det første Tankens Frøkorn knapt fornemmes,
Men næres troligt i en frugtbar Sjæl:
Til kraftig Indsigt stille det udfoldes,
Før Værket frem af Tankens Løndom gaaer;
Dog første Værk helst for en Blomst maa holdes,
Som Nutid pryder, Fremtid Frugter spaaer.
54|Saa fulgte stadigt og Naturens Veie
De Brødre, som for Luften fandt en Baad;
Først troe de maatte lang Tid Tanken pleie,
Til endelig den modnedes til Daad:
Et svagt Forsøg blier gjort i snevre
Stue,
Den frie Luft man derpaa det betroer,
Forstørret, stilles Folket det tilskue,
Snart skal det løfte Mennesker fra Jord.
»Før Værket modnes langt der er tilbage;
En Rigdom det udkræver alt for stor:
Til Kongen maa vi Tilflugt derom tage,«
Saa lød til Stephan Josephs Broderord.
»Drag til Paris, jeg tvivler ei, Du finder
Et gunstigt Øre for den store Sag;
Skjøndt først jeg handled, Du er Medopfinder,
Vi gransked den, foreente, mangen Dag.
Gjør ingen Modstand: Du har deelt min Møie;
At ogsaa Lønnen deles, billigt er.
I Fremtid skal man ikke skjelne nøie
Hvor stor en Deel deraf tilkommer hver.
55| Gaae, lad Dit klare Sind vort Anslag gavne,
Lad Sagen være Din saavel som min;
En fælles Krands omslynge vore Navne,
Et Tvillingnavn, til Mindet viet ind.«
Da nu Qvadet var endt, udraabte den værdige Biskop:
»Om end Sagen er ny, den minder mig dog om vor Oldtid.
Ved de to herlige Brødre jeg tænker paa Kastor og Pollux,
Om hvis elskende Kraft end Mindet straaler paa Himlen.
Til Udødelighed den ene fødtes, men fuld af
Broderkjærligheds Aand, han deler sin Lod med den Anden.
Men I Venner, som kom os tvillingbaarne fra Skyen,
Herligt I staae for mit Blik, som dette Brødrepars Billed.
Ikke min Tanke formaaer at træffe saa fyndigt et Udtryk,
Som jeg søger, for Eder at tolke med hvilken Beundring,
Hvilken Glæde vi følge hvert Ord, som Eder fra Læben
56|Strømmer;
og viser vort Blik en forhen os ubekjendt Verden.
Glæder os end med fleer af hine Vesterlands Frasagn.«
Frankmann svared herpaa: »Nu vel! saa følger i Aanden
Med mig til fjerne Paris, og tænker, I høre to Venner,
Under det herligste Skue, meddelende Tanker at vexle.«
