Gudin.
See! Hvilken Folkestrøm langs hen ad Veien!
Pariserne har om den store Prøve
Dog faaet Nys, skjøndt hemmelig den holdtes.
I tusindviis man søger Lamuette.
Jeg Lykken prise maa, som lod mig finde
Dig, Ungdomsven, endnu den samme Morgen,
Da jeg kom til Paris. Jeg ahned ikke,
At strax jeg skulde see den første Reise,
Hvor Mennesket, fritsvævende, befarer
Det tynde Luftens Hav, og det med Charles,
Hvis Skarpsind alt den nye Kunst forbedred.
Desuden har et herligt Sted vi faaet;
Saa eensomt, og for Synet saa beqvemt dog;
Den hele Plads os ligger grant til Skue.
58| Fra Top til Grund den stolte
Mongolfiere
Staaer for mit Blik; saa stor jeg ei den troede.
Den synes mig et Taarn; hvad er dens Høide?
Charles.
En Krands af Frankrigs Lilier den omgiver,
Derunder seer Du hele Dyrekredsen.
Men Beltet, som sig bredt om Midten slynger,
Har Kongens Navnetræk, med Sole blandet.
Og under denne Kreds eiheller savnes
Den muntre Pragt, som kan forlyste Øiet.
Fra Himmel og fra Jord en broget Vrimmel
Man hentet har, for Folket at antyde,
Hvordan man her har Jorden Himlen nærmet.
Falsk eller rigtigt tænkt, som man det tyder.
Charles.
Saa vilde det, hvis uden Eftertanke
Man gik tilværks; men derfor er der sørget.
Man aftalt har ved Tilraab at advare
Hinanden, saa man vælge kan sin Stilling.
Du seer en Ildkurv, hængt i sikkre Kjæder,
Midt for det Svælg, man aabent lod i Bunden.
Derfra skal høit i Sækken Blusset stige.
Hvis den blev stillet skjævt, ufeilbart tændtes
Saa fængbart Stof. Man være maa forsigtig.
Gudin.
Det, mens vi Drenge var, Du mig forklared.
Naar Noget veier meer, end al den Vædske,
Som Rummet fylde kan, det selv indtager,
Da synker det; men hvis det veier mindre,
Det bæres op til Vædskens Overflade.
Men Lærred og Papir jo veier mere
End Luften, som ved dem af Stedet trænges!
End sige Træ og Jern!
Charles.
Det snart er skeet. Viid da, en Luft der gives,
Langt mindre vægtfuld end vor Atmosphæres;
Med den udpuster jeg en Sæk af Silke,
Som Kugle skabt, og tættet med en Fernis.
Omkring den kastet er et Net af Snore,
Ved det en Kurv, af Vidier fletted, bæres,
Hvori to Mænd beqvemt kan gjøre Reisen.
63| Charles.
Dens Gjennemsnit er kun halvfemte Favne;
Lidt over tredie Part af dennes Høide.
Mit Luftskibs Vægt, fyldt med den lette Luftart,
Er hundred femti Pund. Naar dertil kommer
To Reisende, og hvad de med sig føre,
Vil Vægten dog ei overgaae sex hundred.
Men Luften, som af Kuglen maa fortrænges,
Vel over otte hundred Pund vil veie;
Saa let, du seer, min Luftbold sig skal hæve.
Charles.
De sjeldne Mænd, som her Du finder samlet.
See Buffon hist, den hæderkronte
Olding,
Hvis Ildsjæl tændte vidt og bredt sin Lue;
Han som forstaaer saa skjønt med Ord at male,
At selv et Sind, langt fjernet fra Naturen,
Fortryllet seer hos ham dens Værkers Storhed,
I klare Overblik.
Charles.
Tæt ved ham staaer en Mand i Kraftens Alder,
Lavoisier det er, end ei blandt Folket
66| Hans Navn er stort; men til et evigt Rygte
Ved Tanker og Forsøg han har lagt Grunden.
Med Aandens Blik utrættet han forfølger,
Og træffer grant de mange fine Stoffer,
Hvis Luftnatur unddrager dem vort Øie.
Umaalt hans Rigdom er; men kun den tjener
Hans Videlyst og Videnskabens Venner.
Charles.
Saa vilde jeg ham kalde,
Hvis Solons Ord mig ikke foresvæved;
Dog denne Mand ei lignes bør ved Kroesus,
Hans Minde skal ei hænge ved hans Rigdom.
Hist seer Du Diderot, som dristigt
stifted
Hiin Encyklopædie, den Kæmpeskabning.
Men d’Alembert, hans meget større Hjælper,
Jeg kan ei vise Dig; for fire Uger
Vi jorded ham.
Charles.
Lad ikke gammel Fordom
Fra Klostrets Buur Din sunde Sands omtaage.
Jeg nægter ei, at ofte hines Angreb
Traf selv det Hellige. Men glem kun ikke,
Hvorledes først det Hellige var vanskabt.
Religion og Stat i alle Grene
Var gjennemtrængt af mørke Tiders Rædsler.
Stod Kirkebud almægtigt ei mod Tanken?
Stod Fødsel ei mod medfødt ædel Daadkraft?
Hvor der til Strid er saadan Spire nedlagt,
Der kæmpes maa. Det Gamle maa gaae under,
Og gjøre Plads for en forynget Skabning.
At nu i Kampens Harm de store Kræfter
Forvildes tit, at Ilden, som skal rense
Det ædle Malm fra Slaggen, ogsaa spreder
Vildt noget bort af dette, vel et Vilkaar
For Dødeliges Daad maa stedse blive.
Og brændemærk mig ikke mine Helte
68| Som sædeløse Mænd. Prøv først at sigte
Fra Sandhed fjendtlig Løgn, og jeg tør love,
Du ei fordømmer dem, ja at du finder
I D’Alembert en Mand, hver Hæder værdig.
Charles.
Vel ahner jeg for Stat og Kirke Fare;
Men af de gamle Feil, man vil beskytte;
Ei af det Mod, som blotter dem, udleder
Dens Kilde jeg. See hist den gode Konge,
Omslynget med et Næt af Fortids Misgreb;
Vee over hver, som stiller sig med Vranghed
Mod den, som vil med vaersom Haand dem rette!
Sligt Vanvid huler meer og meer en Afgrund
For Folket, som for Kongen og for Kirken.
Charles.
Du rigtigt træffer.
Sit Fødelands fuldmægtige Udsending,
Han sluttet har den Fred, som skal betrygge
Hiin Frihed, hvorfor det saalænge kæmped,
Iblandt hvis Fædre han maa billigt sættes.
Ham blev ved Fødselen ei Rang, ei Rigdom
Tildeel, men trange Kaar; dog mægtigt hæved
Ham egen Flid til Lærdom og til Velstand.
70| Høit staaer hans Navn i Videnskabens Rige,
Som den, der indsaae først den store Grundlov,
At hver electrisk Virkning har sit Udspring
Af Kraftens Ligevægt, som blev forstyrret,
Og som ved indre Kamp skal gjenoprettes.
Hvordan han Himlens Lyn har lært at lede,
Veed hele Verden nu. Saaledes staaer han
Da med en doppelt
Krands: han vristed Sceptret
Fra Undertrykkerne, fra Himlen Lynet.
Charles.
Marat er Mandens Navn. Hans Blik ei
lyver.
Naturens Videnskab har ingen Dyrker
Saa fuld af Overmod, af Had, af Rænker,
Som denne Mand. Han Ildens skjulte Aarsag
For Øiet stille vil, og lidt kun ahner
Det Hemmelige, som han plumpt vil sandse.
Han Newton vil fra gamle Throne styrte
Og hader alt, hvad stort er og ophøiet.
Charles.
Det sær mærkværdigt er ved Daadens Aarsag.
Fordi jeg ikke fandt hans Mening rigtig,
Han Kaarden mod mig trak; og havde sikkert
Mig heden sendt, hvis Hurtighed og Styrke
Ei havde mig erstattet Værgets Afsavn.
Men nu er meer ei Tid til andre Tanker;
Udspændt Luftsækken er; den muntre Lue
Sig hæver høit, og alt man er til Rede
At løse Snorene, som fast den holde.
Betragt nu kun de To, som vove Farten:
Han for vor høire Haand er Hovedmanden,
Pilatre de Rosier. Hans Mod forvovent
Man kalde kan. Marqvisen af Arlandes
Den anden er. Han Æren har for Øie.
Charles.
Man har forstærket
Det sjunkne Blus. Nu kan fra høien Himmel
De skue ned paa Staden og dens Slotte.
Det er den første Gang, at Manden skued
Med Fuglens Blik ned paa den travle Vrimmel. –
Alt ere de hinsides Staden komne. –
En anden Luftstrøm nu de have naaet
73| I høie Luft. Den fører dem tilbage. –
See nu de dale ned; min Kikkert siger
Mig, at der ei dem noget Ondt er tilstødt.
Frankmann her endte sit Digt; da udbrød Thelekles fra Furni:
»O, hvilke Timer, med Liv og Bevægelse fyldt, har du viist os!
Glad sig forflytted min Sjæl til Seinens folkrige Bredder;
Dog var den Glæde, jeg følte, ei ganske befriet fra Veemod;
Thi tilbage jeg tænkte paa Grækenlands skinnende Fortid,
Da til ypperlig Daad, og Aandens ædle Thriumpher
Selv var Vidne vort Folk, o maatte den vende tilbage!«
»Ønsket her mødes af Haab,« ham svared med Kjærlighed Frankmann,
»Morgenrøden alt gryer her til en lykkelig Fremtid;
Thi hvor Aanden er vakt og Modet, der endes omsider
Nøden med kronende Seier, som Fred har og Velstand i Følge.
74| Mangen farefuld Kamp er endnu at bestaae, før til
Maalet
Kraften finder sin Vei; og muligt forundes vort Øie
Lidt kun at see af dens Frugt; men vist Eders Sønner den
høste«.
»Herligt forfriskes vort Haab, ved din Ild«, ham svared
Thelekles.
»Glemt da være den Sorg, som vor herlige Skuen formørker.«
»Saa bør det være«, tog Kalchas til Ord, »og medens I hvile,
For at styrkes til Kamp og nye Seire, saa laaner
Venligt Øre min Sang, til den sidste Digtning i Rækken!«
