75|Aerostaten
Bestraalet af en herlig skyfri Himmel,
Ombølget af Parises Folkevrimmel,
I snevre Rum et kunstrigt Værksted staaer.
Og ordnende derinde Charles gaaer;
Han forbereder Alt, til snart at stige
Paa luftigt Skib til Æthrens klare Rige.
I Midten halvfyldt sees en Kugle svæve,
Som skal den lette Baad fra Jorden hæve.
I tætte Trækar rundtom vikles ud
Den Luft, som fylde skal dens Silkehud.
I Rørværk Luften hen til Kuglen føres,
Saa ved det lette Fyld den vægtsvang gjøres.
En liden Luftbold skal nu foran stige,
For Vindens Retning oven for at sige.
Han giver Snoren Mongolfier i Haand,
Og siger: »En af dem, hvis høie Aand,
Vi skylde denne stolte Banes Ære,
Med Billighed bør her Anfører være.«
76| Snart er den fyldt, saa meget den bør være,
For lette Baad med Ladning tung at bære,
Nu Charles, fuld af Mod, bestiger den;
Og med ham er Robert, hans Reiseven.
De Skibets Baand rask overskjære lade,
og hæve sig fra Jordens Overflade.
Beundrende ledsager dem hvert Øie,
Det hele Folk taus skuer mod det Høie;
Snart hilses det med Sving af muntre Flag,
Som glimte herligt i den klare Dag;
Og Bifalds Jublen lyder som en Torden,
Der opsteg dundrende til dem fra Jorden.
Rundt om med Seerør og med Maalekredse
Bevogtes Kuglen af de Lærde stedse.
Aftalt de har, med Flid at agte paa,
Hvor høit den naaer i Aftenhimlens Blaae;
Og alt som meer den svinder i det Fjerne,
Den nyder Ære som en Vandrestjerne.
Men for de Tvende paa det høie Stade
Alt mindskes meer og meer paa Jordens Flade;
En Sølvtraad Seinen bli’er for deres Blik,
77| Og største Slot indsvinder til en Prik.
Men stort er Rummet, deres Syn omspænder;
Man Byer der som paa et Landkort kjender.
De maale Luftens Tryk, alt som de stige;
Dets Mindskning maa dem deres Høide sige.
Men da man Stigning meer ei bliver vaer,
Man giver Frihed til et Duepar;
Dog hurtigt atter vende de tilbage;
De føle, her er Vingerne for svage.
Men nu Robert sin Ven om Nedfart minder;
Thi hurtigt Dagen mod sin Slutning rinder.
Man vil da søge til den faste Grund;
For lette Brændluft aabnes Kuglens Mund;
Dog tør saamegen Luft kun frit undvige,
Som spildes bør, for atter ned at stige.
Neddalende man har et herligt Skue:
Alt malet staaer i Aftensolens Lue.
Et gyldent Løvhav Skovens Kroner staae,
Hvor for et Vindpust milde Bølger gaae.
Og da til sikkre Grund man Anker fæster,
Det sidste Solglimt Dalens Blomster gjester.
78| De hilses strax af en tililet Skare,
Som havde seet dem gjennem Luften fare.
Henrykt Enhver den lette Flugt har seet,
Og til al Hjelp man skyndsomst er beredt.
Ei Nogen her vil blandt de sidste være,
At vise Venskab dem og billig Ære.
Men Charles, midt i den Beundrings Trængsel,
Til nyt Forsøg henrives af sin Længsel.
Nu Skibet, lettet fra hans Reiseven,
Et Overmaal af Stigkraft har igjen.
Det halve Tab ved Ladning han erstatter,
Og op mod Himlens Blaae sig skynder atter.
Snelt stiger han, saa hurtigt ingen Glente
Nedskydende formaaer sit Rov at hente.
Den sjunkne Sol for ham paa ny opstaaer,
Og anden Gang idag for ham nedgaaer.
Hvor saligt, høitidsfuldt er han tilmode
Ved dette Smiil fra Lysets høie Klode.
Han i sin Luftørk ei sig føler ene,
Bestraalet af den store Himmelscene;
Til fjerne Verdner svæver hen hans Aand,
79| Som var den løst fra Støvets tunge Baand.
Her Indsigt bliver Aandeflugtens Moder,
Og sætter Væsner paa de fjerne Kloder.
Og i en Tilstand mellem Drøm og Vaagen,
Det er som svandt fra Øiet Jordetaagen.
De Mænd, hvis Viisdom engang skinned her,
Han hisset vandre seer i Lysets Skjær.
Pythagoras med Leibnitz deromvanker,
Med Newton synes Brahe vexle Tanker.
Homeros synes paa Linnee at høre,
Og Dante Galilei laaner Øre.
Med Thales grubler Stahl paa Luens Art,
Med Plato skuer Rømer Lysets Fart,
Med Empedokles Steno vil opdage
De gamle Spor fra Verdens første Dage.
Af denne Himmeldrøm et Glimt ham vækker,
Som pludselig ham blænder og forskrækker.
Forbi ham farer snelt et Stjerneskud,
Og breder rundt om ham sin Klarhed ud.
Nu han paa Vennerne hist nede tænker,
Og hurtigt gjennem stille Luft sig sænker.
80| Her glade Venner ham til Hjertet trykke,
Og tusind Munde ønske ham til Lykke.
Hver Velkomst her i Kredsen møder han,
Som kjærlig, varm Beundring yde kan.
Selv Kongens Ætmand kappes med den Ringe,
Den velfortjente Hyldning ham at bringe.
Hver Mand, som er i Kredsen her tilstede,
Sig føler greben af en Seiersglæde,
Ei blot man nyder fro, hvad man aļt har,
Men og hvad øines gjennem Haabets Glar;
Og Bernardin, fyldt af Begeistringslue,
Udbreder høit i Ord sit indre Skue.
Hvor bliver Kunst ved Videnskab ei stærk!
Hvad Fabel drømte, staaer som Indsigts Værk,
Kun ved en Digtning, spiret fra Fornuft,
Beseiler Jordens Søn den lette Luft.
Og Sandhed hævdet har sig Skjønheds Krands;
Thi herligt staaer det for den rene Sands,
At Flugten ei ved Fuglevinger skeer,
At Manden flyver uden laante Fjer.
I dyben Aand til Kunsten Spiren laae,
81| Og Frugten Kuglen blev paa Himlens Blaae.
Skjønt er alt Værket, som et Skuespil;
Men Tiden den til mere modne vil.
Maaskee den ei kan modnes i vor Tid;
Men engang skal den fremme mægtig Id.
Jeg seer den stige til hver Høide let,
Hvor Mennesket kun finder Aandedræt.
Han kaster dristig sig i Skyens Favn,
Og speider Veiret i dets Fødestavn.
Hvad oven skeer i gjennemsigtigt Løn,
Skal aabent ligge da for Jordens Søn,
Og Indsigt skal med sikkert Spaadoms-Blik
Os forudsige Veirets Art og Skik.
Man skal besøge sneebedækte Pol
Og Ørknen, sveden gold af stærken Sol.
Barbaren skal os ikke see med Had,
Men vores Overmagt erkjende glad;
Thi hvor for Alle Veien aaben staaer,
En enkelt Voldsmand intet meer formaaer.
Jeg seer Ballonen følge med vor Leir,
Og under Slaget vinke os til Seir.
Forgjæves Fjendens Skud den søge skal;
Hans Kugler skal ei bringe den til Fald.
Ja mere frem i Tiden vises mig,
82| At den skal gjøre Ende paa hver Krig,
Naar intet Slot og ingen Fæstning kan
En Tilflugt yde Krigens Ophavsmand.
Sin egen Rædsel maa da Krigen flye,
Og aldrig mere vise sig paa ny.
Dog hvor forvildes jeg! før Jordens Søn
Kan blive værdig til en Lod saa skjøn,
Maa mangen Fordom med sin Taage flye,
Og svinde hen for Indsigts Morgengry.
