[5]|Første Kapitel

1.

En Køkkenlampe, der bliver ombyttet med fem blaahvide Wolfram-pærer, det tyder dog paa Fremgang. Og Fremgang, stille Vækst, var ogsaa, hvad Købmand Bartholin vilde. Han var ellers en passiv Natur; men Skæbnen havde bestemt, at der mellem de to Stadier i Belysningen skulde ligge mærkelige og rystende Begivenheder.

For at faa en Forestilling om disse er det nødvendigt at orientere sig i det Sandhavn, der for godt et Decennium siden var et af de mere ukendte Punkter i Danmarks Geografi. Man vilde ikke have troet, at det engang skulde komme paa alles Læber. De fleste Byer gør Indtryk af at brede sig ved et Sund, en Fjord; om denne vilde det være korrektere at sige, at den krøb sammen ved Vesterhavet.

Naar Postslæden fra Nordby dengang nærmede sig Sandhavn i mørke Vinteraftener, var Føreren forresten glad ved at faa Øje paa Bartholins Lampe. Han var som en Styrmand paa et lille Skib; Slæden vuggede hen over de øde Snedriver, og den forfærdelige Nordenvind stod ind med hele Havets bitre Aroma. Bakkerne lignede hinanden; men en af dem, den sidste, blottede det gule, milde Lys. Lidt efter var han inde paa Fyrets Domæne. Lanternen var naturligvis blændet ind mod Land, for at sky Heste ikke skulde vende sig om og stikke Forbenene ned i Folks Fodposer af Skræk; men den yderste Landstrimmel var Skueplads for Fyrstraalernes Kapløb. Et glasklart Lyslegeme løb hen over Vej og Længer, sprang op ad en Flagstang og tabte sig saa ensomt tilhavs. Men i Hælene paa det kom to andre; det sidste syntes navnlig at have Hast, sprang over Stok og Sten og naaede saa de andre, der majestætisk var ved at søge Hori6|zonten rundt. – Passagerer var Sjældenheder, men der kunde jo af og til vise sig en Handelsrejsende, som ikke skyede de ydmyge Steder. Køreren gjorde Holdt og pegede med Pisken mod Kroen, og Staklen forsvandt i den angivne Retning. Saa fortsattes der op til Posthuset; han afleverede Sækken og Pakkerne, fik Smaamønt for private Kommissioner og fordelte Varer; og endelig holdt han foran Bartholin. Naar Kasserne var stuvet ind, stillede han sig gerne i Butikken og fortalte Købstadnyt; og var Bartholin i gavmildt Lune, hvilket dog ikke plejede at indtræffe synderligt hyppigere end Solformørkelser, fik han en Bajer imens. Øllet var koldt som en smeltende Snebold; hans indre Menneske følte et mildt Chock under dette Kulsyre-styrtebad, der løsnede hans Meddelsomhed.

Ude i Vinduet stod Lampen og forsøgte at holde Ruden klar. Den lille gule Flammeaand skabte en optøet Kreds midt i den lodrette Ismark og aabnede en taarevaad Udsigt til Havregryn, Træsko og Cigarer. En Draabe pilede nu og da fra den øvre Bræ over den klare Glug til den nedre; og ude i Sneen saas et Fantom af en Kæmpedraabe styrte ind mod Vinduet. Lampens Messingskærm stod rund og gul som en tropisk Sol. Dette lille Vaarbrud midt i Ødet fortalte saa stilfærdigt om smaa Sejre i Kampen mod Breddegradens Barskhed, om Ønsker, der smeltede Hindringer, og Kræfter, der skaffede tilveje.

Ret længe blev Postkøreren ikke derinde. En Klokkes Klemt, en Knasen af Gulvsand, og han kom spyttende frem i Døren, rød, indsvøbt og tyk som en Tønde.

»Nu faar do ha Tak,« sagde han.

»Næi,« svarede det indefra. – Det er Vestkystens Courtoisi.

2

Skuepladsen for Begivenhederne laa vid og storslaaet og ventede paa de første Aktører. Hvor et ubændigt Hav møder en stædig Kyst, hvor en evig Vind gnaver Skrænterne og gør Frugtbarheden træt, hvor Taagen paa faa Minutter forvandler Landskabet til en klam Grav, kold Regn gør selv Faarene melankolske, og Solnedgangen mest af alt ligner et Blodbad, 7| – der mangler ikke ydre Effekter, afvekslende og overraskende nok for det Blik, der kun er fortrolig med Bøgeskoven og Engen, som i smilende Enighed har delt det øvrige Danmark imellem sig. Sandhavn selv var fra den mørkeste Fortid kun en Klynge Huse paa en Bakke og et lille Fiskerleje nede paa Bredden; en Stranding nu og da gav Befolkningen Anledning til at se Faren i Øjnene, hvilket Fiskerne forøvrigt fra deres daglige Dont ikke var uvant med, og kunde resultere i Diplomer og hæderlig Omtale i Pressen Landet over – en Omtale, som Læserne Dagen efter glemte, men som i Udklip gik et langt Liv imøde i de tapres Kommodeskuffer. Til Badested var Sandhavn paa Forhaand ubrugeligt; det laa altfor afsides, havde en for umild Natur, og Vandet var for dybt og uroligt. Aldrig oplevede Sandhavn det straalende Sommer-eventyr med Hovedstad-damer i spraglede Dragter, som andre og lykkeligere Egne heroppe havde forstaaet at sætte i Scene.

Der er ingen Levevej, der i den Grad er Lotteri som Fiskernes. To Baade følges tilhavs og vender hjem ved Aften; den ene er da synkefærdig af Fisk, den anden har intet haft ud af Turen. I den sidste sidder maaske de dygtigste og mest udholdende Folk. Tilfældet raader. Stimerne er lunefulde; de kan narre Maaneder igennem. Naar man i tredive Dage har trukket Nettet gennem et uddødt Hav, døjet haardt og maaske været i Fare; naar man har faaet Baaden op paa Slæbestedet og derfra ser sin Nabo ifærd med at sømme vældige Kasser til, saa er det forstaaeligt, at man den Aften gaar op i Missionshuset og hører en svovlet Forkyndelse. Men faar man hver Dag Baaden fuld og Dalere paa Lommen, saa gaar man naturligvis til Kroen, Hjemstedet for det aktive Raseri. Det oprevne Sind kan vælge sit Herberg alt efter Stemningens Fortegn. Kromanden, som lever af Overskudet, ynder at høre om fyldte Baade, men er ikke uvidende om den personlige Risiko, de medfører. Naar Fiskerne svirer, saa skulde det være sært om der ikke blev Slagsmaal. For disse Tilfældets Ofre formørkes daglig saa meget indre Solskin, at det, naar Lejlighed kommer, blinker frem ikke som Lyrik, men som Eksplosioner. Halvt Børn, halvt Vildmænd er de; Sandhavns Smaahandlende trækker Dynen op over Øret, naar de er i By, og beder sig skaanet for Vikingernes Rasen.

8|Kromanden, der nøgtern og ene skal staa disse Nætter igennem, ved at berette adskilligt. Han skal gaa fra Stue til Stue og sige godmodige Ting, modtage de uafladelig tilbudte Genstande og passe skarpt paa sin egen Tilstand. Paa Bagsiden af Fotografier foretager han de forskellige Udregninger, der er hele hans Bogholderi; af en Bunke Skaar skønner han, hvor mange Glas den repræsenterer, og lægger et vist Beløb til. Der lyder et Brag inde i Salen; han styrter derhen, ser gennem Dørsprækken flyvende Stole, som var der spiritistisk Seance. To unge Fiskere er i vildt Slagsmaal; under et Bord, i Sikkerhed, sidder den enes Fader og bakker paa en næsten opbrændt Pibe: »Ka I døje jeg røger, Børn?« – Kromanden har laast Døren bag sig og slipper ingen ud, før Oprøret er stilnet af og en Bod for Ødelæggelser erlagt. Man skilles. I Naboværelset har fire drukne Svende sindigt sat sig ned og begyndt at forøve Urenlighed. Krofar tager to Mursten i Hænderne og driver dem ud, laaser og gør op med de resterende Gæster, der er omtrent lige saa farlige som Højspændingsledninger. Et Bump lyder mod Yderdøren; han aabner den og river en Svovlstik. Der ligger nogen og tumler ved Trappeflisen; det er en Bondekarl, der altid kommer til Kros paa Motorcykle og altid med priselig Forudseenhed skruer den fra hinanden, for at ingen skal køre sin Vej paa den. Men hans Forudseenhed gaar blot aldrig saa langt som til det Punkt, da det er ham komplet umuligt at faa den skruet sammen igen. – Kromanden laaser og undersøger Lokalerne en sidste Gang, tænder et Lys og gaar ovenpaa. Nogen høres mumle ude paa Vejen; saa suser en Sten gennem Vinduet. Forsigtigt gaar han hen til Vinduet efter at have slukket Lyset; saa tager han en Pose frem og strør noget ud. Det er Peber. Der bliver et Vræl dernede. Han venter; gaar saa ned til Urostifterne, hvis Øjne er i en sørgelig Forfatning. Der bliver en dæmpet Samtale, hvori Ordet »Politi« glimter som et Lyn gennem Mulm. Der høres en Raslen af Mønter, en svag Stønnen, og Rudeknuserne fjerner sig. Saa maaske bliver der Nattero for Værten. Ikke for Fiskerne. Traditionen tro fortsætter de Slagsmaalene paa Hjemvejen gennem Klitterne; og er der ikke ret mange igang, saa er der endnu Tid til at faa nogle flere begyndt. Ude i Mørket, ned ad Skraaningerne, triller de med hinanden; Fyret skæn9|ker dem nogle blændende Kvartsekunder til at placere Stød, og var Evnen som Viljen, vilde der vanke braadne Pander. Men som oftest sker der ingen Malør; Søvnen aabner de knyttede Hænder, og Bevidstløshedens Forhæng ruller langsomt ned. Vinden tørrer de rindende Saar, og Duggen sørger for koldt Omslag til Bulerne. Morgentimen gaar hen; Legemet faar sit dybe Bad i Foryngelsen, og Sjælen ligger udstrakt under Glemselens Stjerner. Da siver Rusen væk; en Time er nok; naar Solen er der, og Havet lyder stærkere, saa kommer sande Fiskere paa Benene. Deres Mæle er grumset, og de siger yderst lidt. En for en fjerner de sig. Ude i den mælkehvide Havstrime venter Held eller Vanheld; hvilket, det længes Mænd og Baade efter at faa Rede paa. Snart efter kan man se Kutternes sorte Pletter vippe ude i den nye Dags flydende Ild.

Men den Overflod, der driver Fiskerne til Kro, er sjælden som en virkelig kærkommen Gæst. Man spandt ikke Guld herude; spørg Kroværten. Han kender de tomme Rums Melankoli. Naar tre Ugers haard Paalandsvind havde afløst tre Ugers fisketom Sø, var der ulysteligt derinde. I Vintertiden især. I den raakolde Skænkestue gaar Mureren om, eller rettere, han lunter langs Væggene som en stor, mellemfornøjet Vaskebjørn. Frosten har forlængst gjort ham arbejdsløs; men ubrugte Kræfter vil bruges, brænder som en sagte Ild i senede Arme. Og Ild vil slukkes; og Øl slukker. Hans Kinder staar allerede som en Morgenrøde over Skæggets Stubmark. Han stanser og betragter Fyrstraalernes Dans ude paa Krotagets Sne; den Tid rykker ham med et nær, da Jorden var duftende grøn; i sin Haandflade mærker han pludselig ru, solbagte Sten, og han hører den tynde Klingren, som Mursten giver fra sig, naar Børen tømmes. Han synger langstrakt, vender sig og vil tage Krodatteren, der gaar gennem Stuen, venligt under Hagen. Men hun flyr som et Dun, og han er ikke den, der indhenter hende; saa og saa mange Bajere, de optænder nu engang den hemmelige Uenighed mellem højre og venstre Ben. Da sukker Mureren et haabløst Suk og ser til Uret, som vidste han ikke paa Forhaand, at Klokken maa være mange; naar man begynder at føle lidt indre Hygge, er Klokken altid forfærdelig mange. Alle Lokalerne ligger hundekolde hen; Kroen synes en kold og 10| uindtagelig Borg; ude bag Nattens hvide Skanser er Fiskerhæren sovet ind, berøvet al Ammunition. Saa lægger Mureren stille sin Betaling til Bette-Anna og lister hjem, klar over, at Vorherre helt og holdent har glemt Sandhavn.

Disse Vinterens Aftener! Kroværten i sit halvlune Kontor har ganske vist hørt den fjerne Opsang af en beruset Kunde, men gider ikke gaa ud for at stimulere et Ølforbrug, der hvad Nu det skal være kan overskride den skarpe Streg, der til Smaamands Kval og Værters Besvær er lagt mellem Kontant og Kredit. En Svale gør ingen Sommer, en Murer redder ingen Vinter. Han stirrer misfornøjet ind i den elektriske Pære. Dette hvide Lys, som ogsaa han havde maattet punge ud for, havde ikke bragt nye Tider til Sandhavn. Maaske havde det bevirket Trang til Oplysning, det de kaldte aandelig Oplysning – hvilket reelt betød Ydelse af gratis varm Sal mod lidt Omsætning i The og Kiks. Oplysning og svage Drikke gik saa sært Haand i Haand. Paa Mandag var der Foredrag igen. Om Island –. Han frøs ved Tanken. Her var dæleme koldt og højtideligt nok i Forvejen.

Men engang i Høsten, da her var et gemytligt Bal og Liv over hele Kroen, gik dette nye Lys ud, og der fulgte halvanden Times Brandmørke, til Elektrikeren var kommet saa vidt til sig selv, at han kunde huske, hvor Sikringerne laa. I det Mørke kom det for Dagen, at Befolkningen trods Oplysning ikke havde mistet Rov-Instinkterne. Det var nærmest Plyndring, et Mørke, hvor faa talte og ingen kunde gribes; men rundt om klukkede det som en Hønsegaard. Flasker laa spredt over Vej og Mark næste Morgen; og de Smaasummer, han havde naaet at skrive op bag paa Fotografierne, var dødsens svære at inddrive. Hukommelserne var saa elendige den Morgen. En hel Fjerdingvej borte fandt man en halvtømt Cognac-Flaske i et Vejspor og en hel opplantet Alle af dyngvaade Havannacigarer. Ja, Erindringen om den Historie var som at have slugt en Tjørnekæp. Og hvis var Skylden? Dette nye, hvide Lys, baaret af Master til 200 Kr. Stykket og rede til at kortslutte, naar man skulde have mest Gavn af det.

Kromanden rager lidt i Ilden, hvis sidste Gløder stirrer brustent op paa ham, at nu maa han virkelig ikke forlange mere af dem. Han husker, hvad de koster Tønden, med Kør11|sel og alt. Saa kaster han et Blik paa den lille Vægkalender, der dog er stor nok til Forretningsdagbog. August oplyser:

Han smiler muggent. Dette var et mindre Gæstgiveri.

3

En Turist, der i disse gamle Dage kom til Sandhavn, vilde dog maaske føle sig tiltalt af Stedet. Om Sommeren, naar Vinden en Tid havde svigtet sit Yndlingshjørne, hvor Regnen sidder, nemlig Vest, kunde man opleve skønne Dage her. Naar den evige Blæst, der ellers udtørrer Hud og Læber og gør Samtaler i fri Luft til en Umulighed, kom fra Land, kunde man i Læ af en Klitbakke lade sig gennembage af Varme, der aldrig blev generende, og bade i et Hav, der aldrig tabte sin Friskhed i Solskinnet. Vesterhavet, der er saltere end Taarer, bider lidt i Øjnene; og lader man Vandet tørre ind paa Kroppen, faar Huden snart den Indianerfarve, som i visse Sæsoner er vogue ved Badestederne, men som ingen gjorde sig den Ulejlighed at paaskønne ved Sandhavn. Imidlertid lønnede Stedet dog saadanne Dage et Besøg. De gulgrønne Klitter, som et stivnet Hav, den hvide Strand, Havets evige Forandring, Farverne, der har en egen Klarhed her, det overalt puslende Dyreliv, Sensationen, naar Fiskerbaadene kom ind: hvad og hvormeget; maaske en Dag Redningsbaadens Øvelser som Tilgift; – Solnedgangen: den røde Bold, der i Horizontens Nærhed blev fladere og fladere, som om nogen havde sat sig paa den; Klangen fra den lavmælte Kirkeklokke, der ikke havde et Taarn til Resonansbund, men blot et Stativ; Fyrets Tænding, naar Assistenten saas staa i Lanternekammeret som indefrosset i en Isblok; Folkelivet 12| inde paa Poststationen, naar Breve og Aviser blev raabt op; og tilsidst den lyse Nat, Krystalskæret af Solen bag Norges Fjelde, der paa vor Nordhimmel forener arktisk Ro og sommerlig Sødme til det Trylleri, man aldrig bliver klog paa.

Men tog Sommeren sin kendte Alvorsmine paa, saa vilde han næppe have Taalmodighed med Sandhavn. Naar Klit og Mark laa svuppende vaade, medens midt i Juli en knugende Influenza-Storm jog de sorte, med Isvand lastede Skyer over Himlen, saa vilde han længes mod de egentlige Badesteder, hvis Dansesæson er lykkelig uafhængig af Vejrlig, eller de lune Smuthuller i Byen, hvor man forlængst har forstaaet at reducere Vejret til Smaanotitser i Aviserne.

Med Engene kan Stranden ikke kappes. Sandet er goldt; blomsterløse Fattigmandsplanter er alt, hvad der klamrer sig til det og beder om Næring for Dagen. Dog kan man være saa heldig at finde Hestetungen (Stenhammaria), en lille Urt med lysblaa Klokkeblomst; en Gæst fra det arktiske, som overhovedet ikke vover sig sydligere end Sandhavn. Den er ganske glat; et Botanikerlune har placeret den blandt de Rubladede. – Men Stranden har dog noget at vise frem; ingen Steds er Sten saa afvekslende og skønne som ved Vestkysten. De ligger i Dynger og frister Lediggængeren. Nogle er blaa som malet Porcelæn, andre er af rødlilla Flint med pistaciegrønne Indlæg. Nogle faa er teglrøde, nogle er aaret hvide som fint Marmor; andre er grønlige som Dagen set gennem en Bølge. Man kan finde kredsrunde, gullige Sten med svagt graa Striber; de ligner Planeten Jupiter. Andre, røde med spækhvide Pletter, minder prosaisk om Spegepølse. Mange er lagdelte; en mørkegraa Sten kan have en snehvid Linje tværs over sig – et hvidt Lykkeaar i et mørkt Flintestens-liv. Men tager man den i Haanden, omfatter man ganske vist Aartusinder. Yndigst af alle er de hvide; det halvrene Kvarts, Bjergkrystallets fattigere Søster, har et indre Spil som af frosset Sollys. Ingen Sten er heller saa lydefri i Formen som disse; det ene Snit er en slank Oval, det andet en Cirkel. Denne Form opnaar ingen doven Sten; den faar man kun, naar man lader Bølgerne slibe sig, naar man kaster sig fra Side til Side som i en marereden Søvn og bliver ved – mens Sekler dør og Stjerner deroppe bliver røde og gamle, mens Kometer aflægger Hundredaars-visitter og tilsidst eksplode13|rer til Stjerneskud af Lede ved Gentagelser. I disse Sten ligger der ofte en Malm-aare, som man har Lov at tænke sig er guldholdig. Naar Regnen fugter Stendyngerne, som for længst er gaaet ind til Ubevægeligheden, faar de en skøn, ungdommelig Glans igen, ligesom Duggen klæder Blomsterne saa indtagende; man kommer hjem med Lommen fuld af dem, saa uimodstaaelige kan de være. Men naar de ligger paa Skrivebordet og er blevet tørre, ser man, at de er matte og forvitrede paa Overfladen. De er jo kun smaa Brudstykker af Ruiner.

Helt oppe i den tynde Tangbræmme kan det betale sig at lede efter Rav; Rav er let og løber langt. Det er det eneste paa Stranden, der har en Smule Salgsværdi. Ved Siden deraf har det den Værdi, at det viser Ligkistens Problem løst paa en æstetisk tiltalende Maade. Man kan stundom se en langbenet Flue ligge indkapslet deri og forestille sig, at den en Dag længe før at Planen om at bygge Babylon var modnet kom for nær til en Draabe solsmeltet Harpiks. En skøn Omflagren, en kort Dødskamp og en evig Søvn i Skønhed, det er Ravets Solstraalefortælling.

Mod disse ærværdige Lig, som kun med de forstenede Søpindsvin vilde kunne genopfriske Erindringer om Letsindigheder, begaaede under den præhistoriske Sol, er Søstjernerne blot Aarsunger. Det er kun Dage siden, at de vred deres knoppede Arme i Blæsten og bad den ikke at tørre saa stærkt. Vandmanden er endda mer at beklage; den har ikke engang et Skelet at overgive Eftertiden. En Dugg i Solen, en Spøgelseklokke i Vandet, det er alt, hvad Vandmanden er. Den svæver paa Grænsen af Ikke-eksistens hele sit udflydende Liv – ulegemlig, som en Drøm, der er sluppet udenfor en Hjerne. Saa har Krabben mere Rod i Tingene; den er som selve den ramme, usentimentale Livsvilje, der med Panser og Klør gerne havde klemt alt Liv ud af Jordkloden, om blot Gud havde tænkt den lidt større. Naar man ser dens hvidnede Rester, der endnu længe efter Døden ligner en giftig Protest, føler man sig overbevist om, at den ikke hører til dem, der omvender sig paa det sidste.

Tangen er ogsaa blandt det Liv, der har samme velbegrundede Angst for det tørre, som vi for det vaade. Solen krøller Tangen som Savspaan; Svæveblærerne falder sam14|men. Man ser brune Alge-arme klynge sig til en Sten, som de dog havde stolet saa fast paa. Holder man visse flade Tangblade op for Solen, mens de endnu er vaade, synes Solen lille, brungrøn og meget fjern – Dybvands-solen, man ikke kender. Andre Tangstykker ligner Kviste, revet bort fra Dybets Højskov af lydløse Undervands-storme, der lader Strandskyllet slad­re om saa mange af de tykke Vandmassers Hemmeligheder.

Paa det Tidspunkt, hvor Turisten tænkes vandrende langs Stranden, altsaa stadig før den store Forandring kom, vil han oppe paa en Brink bemærke en Signalmast, der i godt Vejr ikke ytrer noget, ud over, at her er Slæbestedet. Men henad Storm varsler den Uro med een ophejst Kurv. To Kurve betyder »Kom ind«. Og tre fortæller, at Redningsbaaden er paa Vej. De tre Kurve har for en og anden været det sidste, han saa paa dette Livs Kyst.

Paa Slæbestedet har man af cementfyldte Baade bygget en Slags Høfde, et Arrangement, der dog kun spotter Stedets Navn. I Ly bag disse – hvis man kan tale om Ly bag Nøddeskaller – ligger otte-ti Kuttere og et Par aabne Baade. Stedet bringer sig i Erindring længe iforvejen, hvis Vinden bærer med, ved en Duft, adskilligt værre end raadden Tangs. Fiskekadavere lugter nemlig værre. Jo højere man kommer op i det biologiske System, des fulere Liglugt, det er den uhyggelige Sandhed. Mod en selvdød Kalv er Fiskelugt som Viol-parfume. Det sidste Led i Rækken maa den tilføje, som ikke har Illusioner behov.

At faa Baadene op paa Land er et træls Arbejde. Brændingen, hvis Afsked med Baadene foregaar i Form af to-tre Lussinger, hjælper dem op paa Sandets svage Skraaning; man springer ud, befæster en Line til Stævnen; to slaas med Baaden, to andre drejer den Vinde, hvorom Linen vikles. Og med en Snegls Fart gaar det op i Sandet. I Tider, hvor Garnene er fyldte som Apostelen Peters, bliver Fiskene pakket i Kasser og snarest sendt videre i Isvogne; hvad der ikke er Kasser til, køres til Bøndernes Saltfade og byttes med Varer. Et yderligere Overskud kastes i store Tønder her paa Stranden til senere Brug. Kvinderne assisterer ved Pakningen. Da er der Liv hernede, og Skællene blinker. Hvad der kasseres, maa kæmpe ud med sig selv, til Gællerne er fulde af Sand. 15| For de stumme er der ingen Naade. Af Rokken bliver Indvoldene straks skrællet ud og smidt hen i en Dam. Det er den, der lugter saa kraftigt. Der ligger Smaafisk og Lever og de Havets Rovdyr, som Fiskerne hader. Dammen er blaa og rød, gærende, naar Solen bager. Det Skabtes Modbydelighed raaber til Himlen. Hinder sprænges, Øjne triller ud, Blodvand siver fra en gabende Kæft. Denne Dam ligner en brugt Palet, hvor Livets Farver er rodet sammen af en ligegyldig Pensel. Frem af det formløse stiger hist og her Livets fortrukne Træk, af Ukendeligheden det pinefuldt kendelige. Metalblaa Fluer har deres Orgie her, surrer tunge og svirende tæt ind paa den gispende Masse, æder...... og en Blodbæk rinder sagte ud i Havet, det alt modtagende, det altid rene.

Hvis han spørger en Fisker, hvad Havet yder, vil han faa omtrent følgende Besked:

Pigvar er den fineste og mest ønskede Fisk af alle. Ørred, Laks og Hummer er ogsaa kostelige, men sjældne, Rødspætter – ja, men den er ikke saa god som sin Fjord-fætter: »langt tyndere i Fisken.« Torsken der er saa reel og vejer glubende til; man har oplevet at maatte køre den bort i Vognlæs til Svineføde. En Baad kan være heldig og tage 20,000 Pund Torsk ind. Det giver en god Dagløn, vil han sige. Sild er ogsaa lønnende. Makrellen, der er den skønnest byggede Fisk, med Form som en Torpedo og Farvespil som en Paafuglehale. Den er dog betragtet med Mistro her; thi den er en Lig­æder, Skarnet. Det sker, at denne graadige Fisk stimevis jager Sildeungerne, saa de af vel begrundet Rædsel springer iland og danner en hel Banke paa Stranden; da skal man i en Fart trække Vaad bag om Makrellen. Bag den kan man ofte se Hajerne nærme sig... Det er et af Strandens Panik-øjeblikke; Skræk og Forslugenhed udspiller et Drama af høj Lidenskab, i hvilket Fiskerne har Rollen som driftige Ræsonnører. Hvad mere? Aa, der er Kuller; Hvillingen med den hvide Stribe; Havkatten, der bider saa ondt; Rokken, hvor kun »Vingerne« duer – Engelskmanden æder dem nemlig som en Slags Hummer; Støren, der leverer Kaviar til kræsne Ganer, og Marsvinet, der blot yder tarvelig Tran. Og – ja, man kunde blive ved.

16|Men her ved Sandhavn finder ogsaa en anden Fangst Sted. Fiskerne er ikke særlig tilbøjelige til at fortælle om den. Det er den mærkeligste Fangst af alle.

4

Den høje Klint, der bar Sandhavn, Postvejen, Fyret, Kirken, Skolen, noget Agerbrug indefter i Landet og tabte sig langt østpaa i Klitter, var saaledes Grundlaget for Kultur og menneskeligt Samkvem ved Havgrænsen. Sletten vestpaa var et uhyre Areal, der udad begrænsedes af Havet, tilhøjre af den lige, milelange Klint, indad af en langsomt opstaaende Frugtbarhed og tilvenstre mødtes med Grænseløsheden. Den var Stedet for Ensomhed og Drømmeri.

Ejendommelig mørk var denne Slette i sin Stemning. Den kunde sige, som der staar i Digtet: Vaaren gør mig ikke glad. Den lignede sig selv Sommeren over; tilsidst drapperede den sig dog med Lyngens violette Sjal. Ellers skiftede den ikke stort; om Vinteren var den lidt brunligere, om Sommeren lidt grønligere. Dette sære Sind skyldte den sin Husbond, den vilde og lunefulde Herre, som hed Vesterhavet. Selv naar Sletten sov, hørte man ham brumme enstonigt og selvoptaget derude; og der kunde gaa en Skælven gennem Smaabuskene, som ved denne Tanke: Hvilke Indfald vil han mon faa imorgen, den Rasende?

Sletten lignede Havet; den var ligesom præget af et besværligt Samliv. Den bølgede som krap Sø. Der var anselige Toppe, hvor Sandet blinkede igennem som frossent Skum. I Blæst kunde dette Sand fyge, saa det lignede Bølgens tilbageflagrende Manke. Der var yndefulde Krusninger, bratte Fald og stille Pletter. Der var smaa Heder, smaa Vildmoser; der var Græstuer og vindstille Gryder. Hvor man end stod, saa man Billedet af hærdnet Uro.

Smaavejene, der førte derover, var sandede og gjorde enhver Hest til Fatalist, fik den til at staa bomstille med tungt sænket Hoved: Komme hvad der vil, det nytter ikke, at jeg rører mig. Sletten udstedte ingen Indbydelse til Civilisationen. En Rigmand, der byggede en Jagtvilla derude, rejste efter en Uges Forløb og kom aldrig tilbage; Villaen maatte staa og raadne, med Vindfløjt i alle Nøglehuller.

17|Naar man forlod Stierne, gik man paa et Tæppe af blød Lyng, indvævet med et Mønster af friskgrønt Mos over en Baggrund af Rensdyrlav, graa som en Vismands Haar. Efter Aarstiden var der Tyttebær og Blaabær; Skraaningerne var hist og her beplantede med Ungfyr; Gyvel, Pors og Ene stod Vagt over Rævegravene. En Aa kom inde fra Land og tegnede en vidtløftig Arabesk, rivende strid i Midten, men med stille Bugter, i hvilke Purpurbakterierne enedes om at oprette en Slamkiste, hvor Sumpgas udlod sig i træge Bobler. Gennem Aaens Himmelspejl saa man en dyb Bund, brunrød af rustnende Al; Grønalger flød som Strømpile og fristede et Liv, der kun kendte Modgang. Steg man op paa Aasene, saa man de stille Hedesøer, hvorfra Aaen kom, den ene mægtigere end den anden; deres hvide, glatskraanende Sandbund var som et Dødens Dansegulv; ude i Midten slog Fisk op og efterlod Dybets store Sølv­ringe paa Overfladen.

Den Livløshed som Sletten bar tilskue, var dog kun en Maske. Saa man nøjere til, myldrede ogsaa dette Areal og havde sine Skæbner. Blot faa Tommer fra Bølgeslikket løb Rylerne, hidsigt kæmpende om hver Fodsbred Sand med Havet. Her var ogsaa Stedet for Præstekraven, Strandens Laps, og Klyden, den fanatiske Kulturhader. Her færdedes Søravnen, den store Dovendidrik, Bundgarnspælens Filosof. Graaanden trak trofast tilhavs hver Aften; Viben, Fuglenes Advarer mod Jægeren, skreg sin upopulære Vise. Blisanden roede i Strandsøerne; blev den skudt, havde den dog en Trumf paa Haanden, for den smagte som Levertran. Indad Land traf man paa Bekkasiner; de har baade et Lokkemotiv, et Parringsmotiv og et Flyvemotiv og er saaledes paavirket af den Wagnerske Retning i Musikken. Talrige var de Fugle, som i Poesien benævnes Hjejler og i Køkkenet Brokfugle. Sneppen var hyppig i Træktiden; Maage og Terne prøvede saa smaat at overvintre. Dette var Luftens Fauna. Fra Jorden blev der holdt et vagtsomt Øje med den af Ræven. Den havde gode Kaar. Siden Ulven vel var skaffet afvejen, havde den kun to Fjender: Bøssen og Strykninen. Den sidste kom ikke i Betragtning her; den første viste sig stundom. Men naar Fiskerne rykkede ud med en gøende, forvirret Meute af Pudler og Foxterriers, trak Mikkel sig smilende ned i sin Hule og ventede. De uvidende Hunde forstod ikke at grave 18| den ud, saalidt som de forstod at holde Mund. Jagtbyttet fik en glammende Advarsel paa en Kilometers Afstand og tog sig den ad notam. Ræven havde kronede Dage. Skarnbassen var dens hors d'oeuvre, Haren dens Steg, Tyttebær dens Dessert og Vibeæg dens Konfiture.

Over Vejsporene kunde man se Hugormen glide brun og fed; foran den sprang Markmusen dødsensangst. Længer nede i Systemet, og Jorden endnu nærmere, fristede Orme og Biller deres stumme Liv. Lige over det synliges Grænse laa Lusen bag Musens Øre, og langt under sad Bakteriekolonien paa Myggens Braad – nej, livløst var her ikke.

Og ogsaa paa de øde Scener spilles Livets Drama. En Aften sætter Frosten ind; en Mus, der maaske er syg, naar ikke hjem, men fryser fast i en Pyt. Saa er Ræven der. Ritsch! hvisker det, som naar ens Jakke er blevet hængende i et Søm. Det kribler endnu lidt over Rævens Tunge. Da lyder et Skrald; den ser et Hoved over Bakken, fordømmer sin Uforsigtighed og ruller død om. I Skumringen skinder Bonden den og vandrer tilfreds hjem med Bælgen. Det sner og er blevet mørkt. Jorden brister; og det var ikke Jorden, men Hedesøens Is. Han falder som ned fra et Taarn, og intet støtter hans Fødder mer. Et Stød i Hovedet: Undersiden af isen. Musen, Ræven, Manden, Skæbnen.

– Gik man en klar Novemberdag ud i Sletten, vilde Mos, Græs, Marehalm og alt det andet, der paa den fugtige Bund forsøgte at praktisere Stedsegrønhed, friste en til at trænge langt vestpaa for at nyde Sommerens Farver for en sidste Gang. Aarstidens Regnfald danner en Mængde Søer og Moser foruden dem, Kortet kender. Vejsporene fører uforknyt ud i Vand og dukker op paa den anden Side. Man forsøger den omgaaende Bevægelse, krydser sig frem. Fyrbakken ligger i Skjul; nye Højderygge viser sig skarpe mod Senhøsthimlens fortyndede Blaa. Sletten tager sig gæstfri ud; men den har stadig denne Husbond, der griber forstyrrende ind. Den puster Røg ind over dens fine Tæpper, saa deres Mønstre blegner. Den gør Luften tyk og tung som i en Badstue; den slukker dens prægtige Lampe, Fyret. Paa faa Minutter kan det farveklare Billede forandres, hvis Nordsøen vil.

Horizonten er borte. Der kommer en Hær af graahvide Spøgelser mod en; Aas for Aas opsluges. Hvor de sætter de19|res Fod, bliver det grønne graat, det tørre klamt. Solen ses som en skarp, bleg Skive paa Flugt mellem tykke Luftbølger. Saa synker den ind i en graa Væg, staar vandtrukken gul, drukner og er borte. Det er, som laa Havet paa Ryggen ude bag Klitten og røg den ubehageligste Skippertobak og pulsede hensynsløst ind i et nydeligt Kabinet. Man ser nu kun de nærmeste Højder. Ustanseligt kommer Røgen; Nordsøen har nok til tusinde Sletter som denne. Ens Frakke glimrer blaa af Dugg; der sidder store Draaber i ens Bryn. Den Luft, man indaander, giver Frygt for Forkølelse og Lyst til skoldvarme Drikke.

En hvid Luftring omslutter én og en Stump trøstesløst Drømmeland. En Sti, der kommer fra Taage og svinder i Taage; et Par sorte Pæle, et kulsort Mosevand. Fire mystiske Skygger viser sig lidt borte; det er Faar med drivvaade Pelse. Alt sover ind; Marehalmen grubler over sine Cirkler, og fjernt spiller Havet sin Taage-sonate. Ønsket om at komme hjem bliver indtrængende; men Stedsansen har svigtet en. Blot man anede, hvor Sandhavn skjuler sig –

I det samme hujer nogen højt ovre fra Bakkerne.

5

Sirenerne overtager Fyrets Opgaver i Taage. Taagen herude er ofte saa tæt, at man i et Bøsseskuds Afstand ikke skimter mindste Spor af disse Millioner Normallys, der slynges ud mod en. Først naar man rykker endnu nærmere, viser der sig i Taagen et svagt, forkølet Skær, som Vintersol i tæt Dis; helt inde under Taarnet ser man de kvalte Straaler; som et Hjul uden Fælg kredser Lys-egerne over ens Hoved, langsomt og til ingen Gavn. Men i klart Vejr kan man staa en Mil borte og finde en tabt Enøre i Vejsporet, naar Blinket kommer.

Sirenerne er ligesaa drabelige i Lyd-faget som Fyret i Lys-faget. Paa Land hører man dem kalde, som en yverspændt Ko omtrent, tre sørgmodige Brøl. Men er der lidt Uorden i Lufttilledningen, faar de noget uhyggeligt i Stemmen; man tænker paa Ulve, der klager deres Blodtørst mod Sibiriens Maane. – Naar man gaar ud ad Kysten til, mærker man, at der kommer mere Malm ind i Kobrølet. En taaget 20| Aften, naar hele Opstillingen er usynlig, kan der være noget gribende i disse forlængede Kanonskud. Maaske hører man en Damper tone i Nærheden, en stor, alvorsfuld Spørgen. Og saa løfter Stranden sin Stemme: Ud! Ud! – Ekkoet klinger svagt hen over Vandgulvet. Det er storslaaet at høre Faren angive sig selv, røbe sin Mordtanke. Den stumme, lumske Kyst er bragt til at advare mod sig selv. En syngende Støtte – hvad er den mod de raabende Revler?

Sirenerne ligner hvidmalede Klosethuse med en Grammofontragt stukket ud gennem Taget. Det lader sig let gøre at faa et Begreb om hvor godt de egentlig kan brøle. Man blot sætter sig paa Søsiden af dem en Dag, naar Taagen begynder at sløre Horizonten. Man tænder Piben og venter paa, hvad der vil ske. Og der sker noget! Lige bag en sker der noget hørligt. Det er en Prøve for gode Nerver. Der er voksne Mænd, der har tabt Hatten og er sprunget for Livet.

Stødet kan høres tre Mil tilhavs i Modvind.

6

Tilfældet skænker Sandhavns Beboere nogle spændende og indbringende Nætter hvert Efteraar. Datoer lader sig ikke opgive; Omstændigheder, som ikke vedkommer Menneskene, fastsætter dem. Der findes jo nemlig et Rige over vort, som der findes et under vort; mellem Fugl og Fisk lever vi, dèr er vort Plan, og vore Ekskursioner ud i tredje Dimension er endnu farefulde og lidet velsete. Med Rette; Blykuglen opad, Jernkrogen nedad, det er vor Hilsen; vi er ikke yndede.

Fuglene ænser os, fordi de frygter os. Berøring med os ønsker de almindeligvis ikke. Men Forholdene arrangerer et Møde. Det er i vor Interesse at have Fyr, og det er i Fuglenes at trække. Interesserne krydses, og Skæringspunktet er blodigt.

Det er i Høstnætterne, naar Fuglene sætter over fra Norge, i Regn og Skumring, naar Væde tynger deres Fjer, at de gaar paa Fyret. De dukker op bag Havbrynet, krydser frem gennem Storm; i et Nu er Lysstraalerne, der før stod klare, underligt støvede; tusind Vingeslag høres gennem Vejret, det fløjter, skogrer og suser i disse dramatiske Nætter. Det kan se ud, som om en mørk Haand greb hen over Lanternen.

21|Der er store Rejseselskaber, snaksomme Konvojer, og der er enlige Særlinge. Alle har de et Sted sydpaa, en varm Klippe, en solbagt Strand; de er som Velhavere, der søger ned til Middelhavs-villaen. Distancer skræmmer dem ikke. De nordsibiriske Snepper kan antræffes i bedste Velgaaende ved Kapstaden. Sandløberen ombytter Spitsbergen med Indien. Kystternen, Solfuglen forlader den arktiske Midnatssol og hilser den igen i Antarktis; den kender kun Nætter fra Gennemrejsen; der er intet Væsen, der er det himmelske Lys mere hengivent. Som en Tidevandsbølge, tiltrukket af Solen, vælter Fuglemasserne sydpaa – Svane og Gaas, Høg og Glente, Hejre og Vibe, Ryle, And, Klire, Sneppe, Regnspove, Hjejle og Drossel; deres Blod gemmer Viljen dertil fra Aartusinder. En forsvindende Del oplever det knusende Møde med Fyret.

Presser man Døren op og træder ud paa Fyrets Altan, ligger der fuldt af dræbt eller stækket Liv; det basker en i Ansigtet. Næb spiles og Øjne lyser forvildet. Saa bør man have en Sæk parat og samle al denne Steg op. Det hele skal ifølge Lov sendes til Museet, og noget deraf vinder vel frem. Men ogsaa nede paa Jorden myldrer der med Fugle. Folk giver Møde og samler ind. Det er næppe lovligt, men i Mørke er alle Paragraffer graa. Alle der kan støtte paa Benene er paafærde; saa villigt indfinder Gevinst sig sjældent som i denne Fuglenes Nat. Er de end ikke stegte, saa er det dog lige ved, at de flyver en i Munden. Man har med sig en Cyclelygte og en Vrejle. Lygten holdes frem; stive Blikke stirrer ind i den. Saa blot Vrejlen ned over Dyret, som ved Aalefangst. Naar Sækken aabnes hjemme i Stuen – denne Sæk, der er lige ved at kunne danse af sig selv, der føles saa varm af Liv og snapper saa bidsk om en Finger – saa sker det, at Stuen kommer til at ligne et Hønsehus, naar Maaren har stukket Snuden indenfor. Dette Møde mellem Menneske og Fugl er uskønt. I en sidste Vildelse basker de stormslidte Vinger; en Fugl gør Mine til at styrte sig i Petroleumslampen, troende til det sidste; andre hvæser hadefuldt, naar Mennesker kommer nær; Dødsangst og Raseri spiler de fjendske Øjne. Der lugter kvælende – denne Acetylenlugt, som sidder i Fuglenes intimeste Fjer; skamslaaede Vinger fejer Gulvet. Saa faar Manden i Huset travlt; to stramme Fingre om Stru22|berne fremmer Medgørligheden. De skøre Nakkeknogler knaser. Husets Søn er kommet paa Benene og snyder sig til at uddele ekstra Sinkaduser til de uroligste, naar Far vender Ryggen til. Han hujer hæst; det er gamle Menneske-instinkter, der rører sig i ham, Trang til at gaa haardt frem mod Hjælpeløshed, mishandle Stegen. Det er helt kedeligt, naar denne muntre Nat er ovre, naar graa Blinkhinder har sløret de rædde Øjne, og den sidste Draabe Rødt er faldet fra Solsortens Næb, der ligger saa fromt udover Bordkanten.

Naar Drengen saa er kommet iseng igen, ligger han længe med Overlæben løftet af hidset Drift og tænker paa Klynk og Gru og tikkende Hjerter. Da hører han meget højt oppe som et Greb over en taaget Harpe – de frie Fugles Farvel til de skæbneramte. Syd over Hede og Fjord trækker Spoverne. Han faar undelige Drømme deraf: om en blaa Tone, et klangfuldt Skær gennem Nætter, i hvis Bund Væsner i Øgleham klæber til hinanden og udsuger hinanden, – som Konk-sneglen, der rasper Leveren ud af den sprællende Rødspætte.

7

Meget af alt dette ligner endnu sig selv, men mere er forandret. Sandhavn selv er ganske ukendelig. Dog behøver man ikke at gaa ret langt ad Stranden eller ind i Landet for at føle det, som om Tiden var staaet stille.

Der kom en Sommer ret ubemærket en Ingeniør derop. Han badede, deltog i Krolivet, spaserede Ture, jagede lidt og forlovede sig. Men ind mellem disse Beskæftigelser foretog han sig noget med sort-hvide Maalepæle, Snore og et Apparat, der lignede en Kikkert paa tre Ben. Saa forsvandt han for stedse; men efter ham kom en anden Ingeniør, Beyer; han lejede sig et Værelse i Kroens Stueetage. I Modsætning til sin Kollega, der nærmest var en Springfyr, var han en før og stilfærdig Mand. Hans fyldige Ansigt bar ofte Præget af en svag og velmenende Skepsis. Naar man siger, at han var glatbarberet, maa man i hans Disfavør tilføje, at han ofte lod Kniven hvile en halv Uges Tid; maaske var det af Forglemmelse, maaske tog han ikke Sandhavn saa højtideligt. Naar han greb sig om Hagen efter indadvendte Naturers Skik og følte sine Fingerspidser kildet af en strid og paatrængende 23| Vegetation, var det sket, at han mumlede: »Hm, jeg er bange for, at man gaar lidt i Forfald her.« Hver Aften lod han sin Avis »Fremskridtet« afhente paa Posthuset; hver Morgen tidlig havde han den under Armen, naar han sagte fløjtende forsvandt i Udhuset. Han var Morgenmand. Han havde en sælsom Evne til at »dukke op«, at være tilstede i rette Øjeblik. Man vidste ikke ret, om han opfattede meget eller lidt af hvad der foregik. Han havde det naive Blik, man frygter, Ligegyldigheden, der maaske har Tal paa alle Sømmene, Skødesløsheden, der ikke kender det uventede. Naar han gav sine Ordrer, var det i en Tone, som udtrykte: »Herregud, siden jeg nu har faaet denne Opgave, og siden man endelig vil have dette Pilleværk lavet, saa kunde I jo ved Lejlighed....« Saa gik han. Naar han senere viste sig, slentrende som Indolencens Apostel paa en tilfældig Klode, saa var det heldigst, om Tingene var gjort. Der stod alligevel et underligt, tæt Pres ud fra ham; Øjnene, der aldrig ledte, syntes paa Forhaand at have taget Mikrofotografier af alt; nærmede han sig en Forsømmelig, holdt de andre uvilkaarlig Vejret.

En mørk Vinteraften, da Beyer var paa Vejen hjem fra sin foreløbig ukendte Beskæftigelse, mødte han udfor Kroen en Mand. Der udspandt sig følgende Samtale:

»Skrider det frem, Ingeniør?«

»Aa jaja. Vi er jo ikke Jætter.«

»Sig mig – kan jeg faa Kortet at se?«

»Med Fornøjelse. Gaa med ind.«

»Er det 20,000 De siger, Ingeniør?«

»Jo, men altsaa – ingen ved jo –. Men vi regner med en By paa deromkring.«

Der blev en tænksom Pause. En Fyrstraale kom svingende og blottede Købmand Bartholins ubevægelige Træk. Beyer gik med sænket Hoved, optaget af Vejens Smaasten.

»Men det er jo kolossalt,« mumlede Købmanden.

»Hvilket?«

»Den Vækst – et saa uanseligt Sted –«

»Naa, De mener Sandhavn. Ja sandelig er det – hvis altsaa. Værsgod, Købmand, gaa først.«

De to Herrer gik ind paa Kroen; Lyset tændtes i Beyers Værelse, og Gardinet blev trukket ned. Et Kvarterstid efter viste Bartholin sig; han var saa optaget, at han gik baglæns 24| ud ad Døren. Paa en eller anden Maade maatte han have moret Ingeniøren, for denne smaalo, mens han fulgte sin Gæst ud.

»Pas nu paa, Bartholin,« truede han gemytligt. »Der hvor vi gaar hen over, der vokser ikke Græs.«

»Nej Gudskelov,« lød Svaret distræt. »Græs er der nok af. Hm. Hunby kan sagtens – al den Jord, han bliver af med.«

»Jeg tror ikke, han kan sagtens.«

»Hvorfor ikke?«

Bartholins Ansigt var et stille og smilløst Ansigt; hans Blik var altid opmærksomt. Han var en Lytter. Hvorfor? Fordi naar man ser og hører sig for, erfarer man noget. Hvorfor skal man erfare noget? Fordi man derigennem maaske kan opnaa noget. Han ejede ikke Humor og var karrig paa Ord. En Spøg, der lød ved hans Disk, fik hans sorte Kindskæg til at bevæge sig. Hvis Spøgen var god? Nej, hvis Kunden var god. Han var fiffig, men hans stille, receptive Væsen skjulte denne Egenskab bag et Slør af Tilforladelighed. Han kunde som andre tage Folk i Haanden; men frem til et Haandtryk naaede han aldrig. Haandtryk, Musik, Smil, Sommerfugle og Ungdom – man kunde fortælle derom, og det faldt ham ikke ind at afbryde. Tvertimod, han lod det glide ind gennem Ørerne. Derinde forsvandt det lydløst i hans Sjæls Sandklit, kvaltes. Der kom herved ikke den mindste ironiske Synkebevægelse frem. Han var Bartholin før og forblev Bartholin bagefter. Han var troende, hvis man vil behage ikke at føre Sonden alt for dybt; men det faldt ham ikke ind at løfte Pegefinger fordi en Ed smældede. Han var Købmand.

»Hvorfor kan Hunby ikke sagtens, Ingeniør?«

»Fordi Jorden er ingen Handelsvare for ham,« lød Svaret alvorligt. »Han er ligesom knyttet til den, forstaar De. Den er hele hans Liv.«

Købmanden saa lige frem uden at blinke. Han havde hørt hvert Ord, Historien om en, der kunde sælge fordelagtigt, men ikke vilde. Men i hans Sjæl skred en Sandvold ned og dækkede det totalt:

»Han er alligevel den heldigste af os alle, den Hunby. Han er jo den største Grundejer her. Men ellers er det jo en – vældig Fremtid, vi gaar imøde,« tilføjede han stille.

25|Ingeniøren brød sig aabenbart ikke om at stimulere Folk. Han, som forberedte Fremtiden, kunde let have skænket stærke Dramme op for Bartholin. Men han sagde blot:

»Vi faar se. Vi ved jo ingenting. Foreløbig bygger vi løs.«

»Ved ingenting –?«

»Nej, Mennesket spaar –«

Købmanden drejede sine dybe Øjne mod den talende. Han kendte vel som alle dette Ordsprog; men han opponerede ikke, bekræftede ikke – smilte ikke, ironiserede ikke. Han fuldendte heller­ikke pligtskyldigst Sætningen; han saa blot paa Ingeniøren. Sand......

»Godnat da, og Tak.«

»Godnat.«

Købmanden gik hjem. Hans Familie ventede ham der i de smaa Stuer bag Butikken. Der blev kun talt lidt og lavt i dette Hjem; og naar Manden i Huset som iaften gik svanger med Fremtidsplaner, var han helt tillukket overfor Hustru og Børn. Han laasede Butikken og tog den lille Køkkenlampe ind. Snart efter var ogsaa Lyset i Sovekammeret slukket. Vinduet frøs langsomt til; henover det lille Hul, som Lampen havde aandet, skød tynde Isbregner; mens Kulden voksede, rejste Krystallerne sig som Haarene paa en Kat. Det var Nordvesten, der drog ind over Sandhavn, ladet med alt det, der faar Mennesker til at krybe sammen indendørs. Søfolk taler om »Winter-North-Atlantic«, en Benævnelse for et Vejr, en Stemning og et Sted, noget meget ondt og barsk langt tilhavs; Vinden smagte denne Aften uforfalsket deraf og havde en hylende Hilsen med, saa det gjorde godt at faa Dynen op over Ørerne.

Kun Fyret holdt ud. Tre og tre kom Lynene; og et Sted fandt de en gammel Konservesdaase, der ekkoede trofast med tre bulede Blink.