[26]| Andet Kapitel

1

Naar man kaster et Blik paa et Strandingskort, der ledsager en vis Kommissionsbetænkning fra Firserne, ser man langs vort Lands Kyster en uhyre Mængde sorte Prikker – som om en Loppesværm havde besluttet vor Undergang og styrtede sig imod os fra Søsiden. Endog langt ind i den fredelige Isefjord har et Par Stykker forvildet sig. Efter dette Skema skulde man næsten tro, at vor Kystlinje var helt garneret med Vrag, hvad den som bekendt ikke er. Denne Uoverensstemmelse vil kun kunne undre dem, der ikke har opdaget at Statistik og Virkelighed har en egen kølig Maade at omgaas hinanden paa, som høflige, men fjerne Bekendte.

Et Faktum er det, at vore Kyster er farlige for Søfarende. De halvhundrede Mil Vestkyst fra Skagen til Grænsen har spillet en dyster Rolle i Navigationens Historie, især dog i de Tider, da Sejlskibe var almindeligere end nu. Aar 1863 bød paa 117 Strandinger her, i Forholdet tre Totalforlis for hver een Grundstødning. Den fjerde Oktober 1860 var det, hvad vel mange ikke erindrer tydeligt mer, en voldsom Storm med Regntykning; den Nat krævede Vestkysten 26 Skibes Førlighed.

I 1807 forliste en engelsk Fregat »Defense« ved Lønstrup. Den var herovre i Hensigter, der ikke havde nogen Tilknytning til dens Navn; den skulde bringe Varer til den engelske Flaade, som laa i Øresund (England var dengang ikke saa følsomt overfor de smaa Nationer som senere). Der omkom 300 Mand. 118 Aar efter gik der Hul paa Vraget, og et stort Parti Støvlesaaler skyllede iland.

Saaledes ligger Jylland og kræver sit Kontingent. Det tje27|ner som Læmole for alle vore andre Farvande; Fjordene var ikke blanke, Bælterne ikke blide uden den. Drengene kan faa deres Smaaskibe til at flyde fredeligt i Øresund; men der er ogsaa betalt uhyre Havnepenge derfor.

Naar Vestkystens Fiskerflaader i aaben Sø blev overfaldet af Uvejr, laa der om Kysten en Ring af Brænding, umulig at slippe igennem; havde der nu et eller flere Steder Nord for Esbjerg været en Nødhavn, en stærk Arm med en bølgesplintrende Næve og dybt, roligt Vand bagved, vilde megen Utryghed og Livsfare være undgaaet. Hvor er Nødhavnen? – den Tanke er vel fløjet gennem mange Skibbrudnes Hjerner ude bag Revlerne, et skærende Spørgsmaal, naar Redningsbaaden maa give op og Raketterne glipper.

En Tilflugtshavn, det var det Krav, som rejstes af de haarde Kendsgerninger derovre. Men ogsaa til andet Brug var en Havn ønskelig. England, vor store Kunde, raslede ofte utaalmodigt med sine Sovereigns: Det gaar for langsomt! Skibe fra Aalborg og Frederikshavn maa som Larver krybe op ad Østkysten, nord om Skagen og ned ad Vestkysten igen. I mange Vintre skruer Isen Skibene fast i de østlige Havnegab, og ofte tilfryser Kattegat halvvejs til Læsø. Vesterhavet er stedse isfrit; det er salt og uroligt. I Frostperioder gaar det slemt ud over Kvæg, Æg og Smør, og Kunden derovre ser sig ud efter Skibe fra andre Havne... En Vestkysthavn vilde kunne ligge England tyve Mil nærmere end Skagenshavnen; hele det producerende Nordjylland vilde velsigne en saadan Havn. Fiskerne vilde kunne gøre det lønnende Fremskridt fra Kuttere til Trawlere, hvis Slæbestedet blev erstattet med Kajer. Jylland vilde desuden kunne nyttiggøres til at forkorte Afstanden mellem Norge og Tyskland ved at forkorte Sørejsen. Af talrige Grunde stod derfor Anlægget af en Tilflugts-, Eksport- og Trafikhavn Aar for Aar øverst paa Jyllands Ønskeseddel.

Disse Forhold var ganske indlysende for de sagkyndige Herrer, der i Firserne udforskede Vestkystens Forhold med største Grundighed. Men Vanskelighederne begreb de ogsaa tilfulde.

Langs Englands Kyst myldrer Havnene; der er Lodser, søgaaende Fiskere og al ønskelig Assistance. Tyskland og Holland byder Skibene det samme. Norges Kyst har Naturen 28| bygget som det vidunderligste Havnesystem, Pier ligger ved Pier med dybt Vand imellem. Men Jyllandskysten er, som »Den danske Lods« siger: »En Jærnkyst, uden Havne og Tilflugtssteder, hvilken Skibe derfor i Almindelighed bør undgaa med alle Vinde, der ej blæse fra Landet«. Der ligger den, ganske lav, gold, sammenkrøbet som en Lurende; dens Fyr er ikke Ledefyr, men Varselsfyr, deres Lyn siger ikke »Velkommen« til den Farende, men »Flygt, min Mand er Menneskeæder«, dens Brænding er en triumferende Latter, dens Sirener et Rædselsraab. Styrmanden, som fanger Fyret ved Sandhavn i sin Kikkerts Cirkel, den hvide Søjle over det gulsvedne Græs, tænker paa Kirkegaardens Obelisker og haaber altid at have det paa betydelig Afstand.

Denne Kyst, som man altsaa indsaa burde have en Havn, er en haard og vild Herre, men har dog selv sine Tyranner. Kanalen er som en Trompet, der blæser mod Jyllands Mure. Atlanten sætter med sydøstlige Vinde en Strøm herover, der gnaver haardt; Jordens Rotation hjælper disse Vandmasser. Det modstandsløse Sand skæres bort og placeres andetsteds; den nordgaaende Strøm bestemmer, hvorledes Jyllands Profil skal se ud i de næste Aarhundreder. Og skønt baade England og Norge tjener som Bølgebrydere, sætter Nord-atlanten med de hyppige Nordvestvinde sine kolossale Bølger ind mod Kysten; Flodskiftet, der kun andrager en Fod, gør, at Bølgearbejdet foregaar i samme Niveau og derfor mere intensivt. – I denne evigt sig fortsættende Strid mellem Hav og Kyst blandede sig nu disse Kommissions-medlemmer; de vilde kile et roligt Bassin ind midt i Brændingen, forsone de Søfarende med Kysten og give de Bosiddende mere Lyst til at dyrke Havets Bekendtskab. Forskellige geografiske Punkter blev bragt under Overvejelse og forkastet. Et eneste Sted fandt Naade; Udgifterne blev kalkuleret, og de løb op i Snese Millioner. Saa blev der stille om Sagen, den ejendommelige Dødsstilhed, der saa ofte følger efter Kommissions-indstillinger i Stedet for Handling og Hammerslag. Aar gik, Skibe strandede, Nordmænd drog ad Sverrigs-ruten, Englands-smørrets friskeste Aroma forsvandt paa Rejsen, og Fiskernes Torsk laa i Læssevis paa Bøndernes Marker, dyr Gødning, der skulde have været billig Menneskeføde.

Et kvart Aarhundrede senere blev der bygget nogle store 29| Læmoler hist og her. De skaanede Kysten og hjalp Fiskerne; Bølgerne kvitterede ved at slikke nogle af Arbejderne ned til sig. Og de stemte Skulderen mod Molekronen, mens Strømmen lirkede ved Grunden. Men Molerne stod sig længe. Imens voksede Tanken om Havnen sig stærk i Stilhed. En Dag var den bevilget, og Sandhavn blev det udvalgte Sted. Ekspropriationerne blev Lov, og en Forlængelse af Nordby Jernbane planlagdes.

I Sandhavn, der ikke var Stedet for Ideer og Initiativ, havde man ikke troet mer paa Havnen end paa en Myte, og da Kendsgerningerne forelaa, var de endnu indsvøbt i Eventyrets Usandsynlighed. Hvad nu, spurgte man spændt sig selv og hinanden.

2

Adskillige Aar før det Tidspunkt, da Sandhavn forlod Ubemærketheden og pludselig fik en Fremtid, kom en nyudnævnt Fyrmester til Stedet. Naar en Mand i dette Rige er naaet op til den øverste Tinde i sit Fag, plejer man at kunne regne med, at han er graa­sprængt og langt ud paa Eftermiddags-siden af sit Liv; det følger nu med Kaarene i de smaa Lande, i Modsætning til f. Eks. Amerika, hvor unge Mænd kan risikere Udnævnelse til Professorer i de ejendommeligste Ting, omtrent samtidig med at de anskaffer deres første Barbermaskine. Denne Fyrmester, Brandt hed han, havde ganske afgjort passeret sin Middagslinje. Det hed sig, at man havde givet ham dette Embede som en Trøst; han havde arbejdet trofast sin Tid i et Fag, der fremfor noget fremelsker Særlinge, og just fordi han var saa medtaget, maatte man skynde sig at vise ham sin Paaskønnelse. Hans Nerver var ganske ødelagte, og der var meget der tydede paa, at han gik og sloges med en indre Sygdom, hvis Art ikke var blevet fastslaaet; thi i Brandts nervøse Forestillinger indgik den Anskuelse, at af Læger kunde man ikke vente noget godt, og Sygehuse var nærmest videnskabelige Aflivningsanstalter. Havde han haft en Kone, vilde meget maaske have formet sig anderledes; Hustruer besejrer sommetider deres Mænds Antipatier, om ikke med Logikkens, saa med den stadige Gentagelses frygtelige Vaaben. Hvem ved, havde Fru Brandt endnu levet, saa havde hun maaske kun30|net drive sin Mand til Læge; men hun var død, og for at gøre Misèren komplet, hun var død som Følge af et Operationsuheld. Han havde kun en Søn, og af Sønner kan man ikke lade sig belære. Han var allerede næsten et Vrag, da han kom til Sandhavn; man sendte et Vrag over Land til Vestkysten.

Brandt tog Fyrmester-lejligheden i Besiddelse, begav sig embedstræt op i Taarnet og stirrede paa Lampen, som man stirrer paa sit Livs Plageaand. Vandringen ad den krumme Trappe fik ham til at gispe lidt. Han var høj og fed, mørk og af usund Hudfarve. Blikket var stillestaaende, tilbøjeligt til at spidde Tingene og ligesom tage sig et Hvil i dem, mens afsides Tankerækker kaldtes frem og maatte have deres Defilé. Mens han nu stod her, faldt Solskinnet ind over det prægtige Apparat, saa dets tykke Lag af Trappelinser straalede som en Juvelbutik i en Regnbue; og da kom der en Genglans over ham selv, som ved et Minde om gammelt Sværmeri. »Har du set den?« spurgte han, da han mødte Sønnen paa midterste Afsats. »Det er noget andet end den Oliepraas, vi tændte paa Bøgenæs. Gaa bare derop.«

»Hvis du gider,« tilføjede han slapt.

Fyr-anlægget dannede et helt Kompleks. Den indre Gaard begrænsedes af et Hus, hvori Mester og første Assistent havde Lejligheder; overfor dette laa Fyrtaarn og Tjenesterum. Paa Nordsiden boede Fyrbøder og anden Assistent; i Syd var Indkørslen, Gavlen af Maskinhuset samt Kedel- og Kulrum. Brandt gik allerede den første Dag ned paa Visit hos Assistent Madsen. Som den Overordnede vilde han vise sig ligefrem og imødekommende. Denne smukke Hensigt nærede han ialtfald paa Trappegangen; da han stod derinde, blev han grebet af en heftig Modvilje; Interiøret plagede ham, og Madsen, en rødmosset, kølig Mand i Fyrrerne, vakte straks fra første Færd en Antipati saa voldsom, at Brandts gode Manerer truede med at forlade ham. Brandt havde Evnen til at forse sig paa Folk i saa høj Grad, at det nærmede sig Utilregnelighed; han var som en blottet Nervestreng, der krympede sig ved det første Pust af fremmed Luft.

Det tegnede til Kaffe; den lille Søn stævnede som en udskudt Torpedo mod Bageren, og de unge Døtre, Frøknerne Lise og Marie, syslede med Dug og Kopper. Brandt saa ned 31| paa Madsen med den Blanding af Skræk og Afsky, som man føler for Øgler, og tænkte: Dig skal jeg have snoet om Benene, til jeg styrter, hilse paa dig hver Dag, skønt du haaber paa at faa min Plads her snarest, og din Redefuld Børn skal jeg give Konfirmationsgaver – føj for Skam!

Han vendte sig mod Vinduet. Dernede saa han Drengen komme med Posen. Han betragtede et Billede: en arsenikgrøn Skov under blyfarvede Sky-puder. Jeg gaar, tænkte han i Kvalme. Han und­skyldte sig med Indflytnings-travlhed og gik virkelig. Madsen, der altid beholdt Kasketten paa inde i Stuerne, strøg den af og kløede sin Hage med et uvist Smil.

Brandt følte ikke Kræfter til ogsaa at besøge Assistent Laursen, men hilste paa ham og Familien i Gaarden. Han afslog at gaa med ind, hvilket indbragte ham en sammensnerpet Mine fra Fru Laursen.

To Dage gik hen uden Uro; paa den tredje fandt der et groft Ordskifte Sted i Taarnet mellem ham og Madsen. Hvad Striden gjaldt, og hvordan Ordene faldt, fik ingen rigtig Rede paa; Madsen, som havde sine Forbindelser i Byen, fik imidlertid Øgenavnet »Kan-De-ikke-sige-Goddag-Brandt« heftet paa Fyrmesteren, saa man tør vel slutte, at Madsen ved at udtale sin Hilsen for dæmpet havde udfordret Uvejret. Fra den Stund fandt der ingen Samtaler Sted mellem Assistent og Mester. Skulde en nødvendig Besked gives, henvendte Brandt en Enetale til Atmosfæren, og det var da at haabe, at Madsen befandt sig indenfor Hørevidde. Et »Ja« eller et »Meget vel« maatte saa være Garantien for, at de Madsenske Membraner havde modtaget Udsendelsen, og at hans Funktionær-instinkter vilde vide at indstille sig derefter.

En ensom Fyrmester er udsat for at blive melankolsk; paa Sandhavn Fyr brødes Ensomheden af irriterende Intermezzi, hvilket gjorde ondt værre. Den Sygdom blandt Krigsfanger, som kaldes Pigtraadssyge, og som de fleste kender lidt til, der for Eksempel paa Rejser har maattet døje under et nødtvungent Samkvem, havde Symptomer fælles med den Lidelse, der udviklede sig hos disse to Mænd. At der var noget komisk i deres Reaktion, vidste de hver især i deres inderste Hjerte; men ingen Forstaaelsens Ingeniør kunde bygge 32| en Bro imellem dem. Mødte Brandt Madsen midt paa den snævre Fyrtrappe, var han nær ved at tage sig for Næsen, og han veg afsindig ind mod Væggen som for et Kolera-ligtog. Madsen paa sin Side forstod at give sit Ansigt et saa uforskammet overrasket Udtryk, naar Brandt talte, som hørte han pludselig en Flue gø. Der var ingen Tvivl om, at det var Brandt, der bragte Smitten med til Sandhavn Fyr; Assistenten var ellers en ligevægtig Mand, men en Maaned efter Sammenstødet fandt han sig ifærd med at føre en Journal, hvis Overskrift lød »Brandts Løgne«. Han vidste ikke, at Brandt samtidig sad sysselsat med et endnu større Værk, der bar den forjættende Titel »Madseniana«.

Saadanne Journaler skal være istand til at besværge Dæmoner, de aflaster Sindet og hindrer korporlige Udfald, fulgt af Auditørers Mellemkomst, Forflyttelser og andre Viderværdigheder.

3

Fyrmesterens Søn opholdt sig mest i Nordby, hvor Skolen lagde Beslag paa hans Tid. Det var kun om Søndagen og i Ferier, han var herude. Han baade glædede sig til og frygtede disse Besøg.

I Nordby var han virksom, i Sandhavn drømmende; derinde var han glad og indladende, ved Kysten var han sky og melankolsk. To forskellige Væsener i samme Ham var han; hvilket af disse, der ytrede sig, afhang af den geografiske Position. Naar han med Postkøreren tilbagelagde den tre Mils Distance, skete Forvandlingen fra Selskabsfugl til Ensomhedsdrossel. Den første Kogen af Havet, det første Glimt af de legende Straaler gjorde ham aandsfraværende og fik hans Mund til at hænge. Han talte mere trevent; Kusken saa forundret paa ham.

Den store Slette hinsides Fyret, der i Taage og Skumring levende mindede ham om Billeder fra Højskotland, ventede paa sin Barde, sin Ossian. Strandfuglene, der skreg deres forpinte Viser, Braadsøerne, der hamrede, de vildsomme Sind, der groede langs Jernkysten, hvor Plyndring af nødstedte Havarister endnu kunde huskes, alt syntes at kræve af ham, at han skulde blive ét med det og give det Mæle. Fyr33|spøgelset flaksede med sine gule Vinger og saa spørgende paa ham. Han drev ørkesløst rundt og sank ind i Landskabet, til han ikke mer vidste, om de flygtende Taager laa indeni ham eller udenfor. Men næste Dag kunde man se ham i Nordby sammen med Arne Günther, fløjtende, smaabandende og drøftende Bagerjomfruer.

Johan var hans Navn. Tydeligt huskede han endnu den Dag paa Bøgenæs, da hans Fader fik Besked om Forfremmelsen. Moderen levede dengang; det var før den uheldige Operation. Johan hørte Faderen forklare hende, at Fyret var et første Rangs Anduvningsfyr for indgaaende Skibe fra Nordsøen. »Blæser det der,« spurgte Johan. »Ja, og naar det blæser rigtigt om de store Taarne, saa svajer de, saa man ikke kan spise Søbemad derinde,« lo Brandt. »Det bliver dejligt,« raabte Johan, der gerne havde set, at al Søbemad blev hældt i Havet. Han fik at vide, at der var høje Bakker derude, og Bølger og Strandinger og Sirener. Hans Fantasi kom saadan i Sving, at han maatte danse rundt paa Gulvet af Henrykkelse.

»Han skal nok blive stækket,« sagde Faderen.

Saadan en lille Sætning falder saa tilfældigt og gør ingen Fortræd. Den er hurtigt glemt. Men saa sker det Aar efter, at den dukker frem og spiller for én, en lille graa Melodi, et Støvregns-tema. Johan huskede den nu; og han huskede Faderens af Dansen fremkaldte Smil, som den fortyndede og slettede. Og efterhaanden huskede han ogsaa, at han ved denne Lejlighed for første Gang havde bemærket Faderens ejendommelige Blik. Det laa saa sort og tungt i Øjenkrogen; disse svære Kugler saa man ikke gerne paa. Der var Sygdom deri, og den syges Mistro. Johan saa efterhaanden kun paa Faderen med stjaalne Øjekast.

Det er ofte Tilfældet, at Omgang med sære Naturer kan være udviklende; de ser Tingene i skæv Belysning, men det er ofte Skraalyset, der viser Formerne skarpest. De sære kan opfatte finere Nuancer; Reversen er, at de glemmer Paraplyer, arbejder med Cirklens Kvadratur, skælder ud som Bindehunde eller gaar paa Skovtur rundt om Spisebordet – det er, som om Overudvikling i Sjælens ene Side svarer til Hulrum i den anden. Hvad nu angaar Johans Fader, saa var han utvivlsomt sær; dog blev han aldrig en Læremester eller 34| Fornyer for Sønnen. Han var legemlig angrebet; deraf spirer Særhed, men sjældent Aandens Blomster. Oprindelig havde han været som alle andre; Johan mindedes ham fra sin Barndom som fra en anden Verden: høj som et Taarn, armstærk som en Kran, og med et Smil øverst som Junisolen.

Det trykkede Forhold til Faderen bidrog sit til, at han mest tilbragte sin Fritid i Sandhavn med at flakke rundt ved Stranden og forme sig selv i de Aar, der er afgørende, bevidst eller ubevidst, for hele Livets Kurs. Inde i de smaa Værelser saavelsom paa Fyrets Vindeltrappe bevægede han sig i en vis Forstand paa Listesko. Naar han spillede paa Klaveret, slap han sjældent den venstre Pedal. Han var klar over, at Forholdet til Madsen med et mildt Udtryk var daarligt, og at det gjaldt om ikke at nævne noget af Fyrkoloniens underordnede Medlemmer. Paa Faderens Vagter blev han ofte betroet til at skrue paa Kulbuelampen og trække det Urværk op, der drejede Linsecylindren rundt. Imens sad Faderen i Sofaen med Avisen, og deres gamle Tyende Frøken Marcussen lagde Patience. Johan kunde godt lide disse rolige Aftentimer; han gik til og fra med Hænderne i Lommen og Panden let rynket af Ansvar. Han skød Lugen op ud til Altanen; i samme Nu blev hans Tøj levende, for blæste det ikke fra Havsiden, saa fejlede det sjældent, at Sydøsten kulede op, den fremherskende Vintervind ved Sandhavn, vakt tillive af visse regelmæssige Nordsø-minima. Han pressede sig en Gang rundt om Lanternen; Natten var som en Afgrund i Kog, med flyvende Stjerner højt oppe. Den lune Stilhed i Taarnet smagte godt ovenpaa; Urværkets Perpendikkel snakkede sløvt og fornuftigt hele Natten; alt skinnede rent og nypudset, og Gulvets Linoleum klang under Hælene med mætte Smæld. Foroven drejede det blaahvide Helvede langsomt sydende rundt; enkelte Prisme-reflekser krøb over Gulvet og pilede saa med et op ad Væggen, som hvide Mus, der tror sig uforstyrrede og pludselig faar Øje paa Katten. Johan begav sig saa til Udenværkerne; traf han undervejs nogen af Assistenterne eller deres Familie, hilste han med største Høflighed – indvendig underligt brødefuld tilmode, og han følte, at hans Ansigt uvilkaarlig antog dette Udtryk: Jeg beklager Tilstandene, men hvad kan jeg gøre? 35| Kun med Lise Madsen, en blond lille Skønhed paa hans Alder, havde han af og til en Slags stjaalen Samtale.

Ad den overdækkede Gang kom han ind i Maskinhallen, hvor en svær Dampmaskine drev Lys-dynamoen, og en anden pressede Luft sammen i en stor hvid Kedel til Brug for Sirenerne, hvis Taagen skulde komme. I Fyrrummet foran Kedlen, der aad sine halvfems Kilo Kul i Timen, stod i Reglen Gamle Anton med sin Skovl. Hans Ansigt var helt brunstegt af Varmen, og i hans Pibe syntes Træet at brænde lige saa godt som Tobakken. Man maatte raabe højt, for Kedlerne larmede; Antons Stemme var vant dertil; han raabte baade i Storm og Stille og var derfor noget besværlig at have inde i en almindelig Stue. Iøvrigt var han jævn, naiv, og fuld af Bravmands-filosofi som de engelske Læsestykker, Johan havde for i Skolen. Johan elskede at snakke med ham om Strandinger og Uvejr paa en Baggrund af drejende Svinghjul og nervøse Ampère-metre, at staa skødesløst lænet mod en Væg, der dirrede af bastede Naturkræfter, indaande Olie og Tobak og glædes ved den særlige Atmosfære, der var om gamle Anton, den simple Varme, der fortæller om Fred med Gud og Mennesker.

Kom han saa tilbage til Dagligstuen, mødtes han af Faderens uudgrundelige Øje, der flød sort over Avisranden. Frøken Marcussen skød Kortene sammen med et af disse udtryksfulde Suk, som han frygtede. Det betød, at Elskovs ømme Lyst og Forhaabning havde bedraget hende. Sine Rynker tiltrods var hun erotisk paa Johans Vegne; han følte det uden at have Ord for det. Hendes uskyldige Forespørgsler til hans Skoleveninde Bodil havde inderst inde en lysten Karakter; hun iagttog ham og havde af hans Kinders Farve sin begærlige Oplevelse, og naar hun førte Talen hen paa det Gebet, hvor Roser, Forelskelse og adskilligt andet har hjemme, var hun altid lige ved at tabe Spyttet i lummer Ekstase. I Fyrmesterens Nærværelse vovede hun kun at nævne det aller neutraleste i Verden; men i Enrum var hun Johan et pinligt Individ. Han fik Gaasehud af hende. Der er mange Drenge, der som han maa lide under gamle Væseners Griskhed. Deres Følelsesliv er aabent, værgeløst og uden Svar; hvad skal de stille op, naar Mødre eller gamle 36| Jomfruer begynder at arrangere og koble, tage gratis Solbad i deres første, uvidende Foraar?

Naar Frøken Marcussen gik ud i Køkkenet for at lave The, foldede Brandt Avisen omhyggeligt sammen og lod Johan fortælle, hvad der var sket i Nordby i den sidste Uge. Johan lagde Mærke til, at han kunde fortælle de samme Ting to Gange; det syntes ikke at genere Faderen. Han støttede den brede Hage i Haanden; »ser man det, ser man det,« nikkede han svagt. Johan mærkede, at Faderen kun opfyldte et Punkt paa Pligtens Skema, Paragraffen »Om Aftenen erkyndiger Fyrmesteren, hvis denne er Fader, sig om, hvad der rører sig i hans Børn.« Tabte Frøken Marcussen en Theske ude i Køkkenet, gik Brandts Øjne som to Kanonmundinger hen i Øjenkrogen og blev staaende der, ventende, skrækkelige. Ogsaa den stadige Træk, der slog med Bygningens Døre, forgiftede hans Nervesystem. – »Hvad vil du saa være?« spurgte han ofte. Johan nævnede forskellige usandsynlige Stillinger. Det endte altid med, at Brandt foreslog ham en Kontorstilling. Det var sikkert og nobelt Arbejde; der var Varme i Kakkelovnen, ingen Døre smældede, og sin Nattesøvn havde man i Fred.

Men Johan var ikke lysten efter at slide sin Bag glat paa en Voksdugsstol.

»Søg ialtfald ikke til Fyrvæsenet,« sluttede Faderen. »Her ser du Madsen og mig. Vi skændes ikke mere; dertil er vi for lede ved hin­anden. Jeg har en Undskyldning i min Svaghed, men jeg gad sgu nok vidst, hvad Madsen undskylder sig med. Han og saa hans Spøgelse af en Kone –«

»Saa saa, Far.«

»Ja, det er ikke for min Fornøjelse, at jeg nævner dem. Det er mit bestemte Ønske, at du ikke fraterniserer med dem; det skylder du din Far. Hellerikke med Døtrene; Frøken Marcussen fortalte, at du forleden –«

Johan var allerede gaaet sin Vej, ud til Maskinerne og gamle Anton. Brandt sendte med hævet Stemme Resten af Sætningen mod Døren, tændte med rystende Haand en Cigar, men maatte lægge den igen.

– Alt dette var jo ikke skikket til at gøre Johan til et Indendørs­menneske. Et vist Pres drev ham ud, træt, spændt og med gærende Sind. Der stod Marehalmen og indkredsede 37| sig selv; der rallede Stenene saa hæst, som havde Havet faaet Tæring. Der laa Sletten med lunefulde Moser. Hvad skulde han med alt dette? Han kunde det jo udenad. Han tog Blyant og Papir med og gav sig til at tegne. Han følte en underlig Sult, mens han tegnede. Han drømte om Fedme, Rundhed, Overflod; men Sletten lignede en Hud, udspændt over Knokler.

Underligt nok endte han gerne inde hos Købmand Bartholin efter disse golde Udflugter. Han købte en Bagatel, noget til Huset, eller Cigaretter til sig selv. Den ubeskrivelige Duft, der var i Butikken, lokkede ham: Kanel og Kaffe, Flæsk, Tobak, Sild, Æbler – det gav ham altsammen en sær Fortætningsfølelse efter den tynde Naturkost; han kunde se Regnbuer af uforklarlig indre Glæde derved. Disse nyskaarne Træsko, disse hvide Riveskafter, der fristede Haanden, Søstøvlerne, Olietøjet, Gryderne! For at faa Lov til at blive en vis Tid derinde maatte han fortælle Bartholin løst og fast fra Nordby. Købmanden stod bag sin Disk, lyttende, faamælt og med Øjne som stille Alterlys.

Johan tænkte saa varmt paa den lille Lampe, der i Vinteraftener optøede Ruden, saa man saa ind til Tingene, Varerne, Produkterne!

»Skal jeg hilse Sagfører Nagel fra Dem,« spurgte han vanemæssigt en Dag. Bartholin havde nemlig som yngre været paa Nagels Kontor og bragt nyttige Jura-brokker med derfra.

Det var netop i de Dage, da Ekspropriationen af Havnens Opland foregik.

»Nej,« sagde Bartholin.

»Hvad siger De?«

»Jeg sagde nej,« gentog han tungt.

4

Ganske utvivlsomt havde det virkelige Sandhavn vist sig at være meget uligt det, som Johans Forventninger havde forespejlet ham, og havde han skullet leve hele Ugen derude, saa var han vel nok blevet stækket. Havboen har vænnet sig til Søens Naboskab; en Tilflytter synker iknæ, navnlig da et Barn. Kysten præger sine Folk, og den holder 38| dem fast. Johan saa flere unge Fiskere, der søgte Pladser i Købstaden eller inde ved Gaardene; de fleste vendte tilbage. De manglede hverken Kræfter eller Forstand; men Havet tager tilfange. Deres Plads var derude; de savnede Koget i deres Øren, Tangduften og de tjærede Baade; og desuden savnede de noget, som er uden Navn, og som hellerikke skal døbes.

Johan følte sig som sagt baade frastødt og tiltrukket. Der var ved Bølgernes Viser noget lokkende, men ogsaa noget skræmmende; han vilde nødig blive som disse Tilbagevendere med de blaa, stride Øjne, der kun kunde leve i Havbrisen. Johan flygtede til Nordby som Mediet for Hypnotisøren. Og dog kunde han derinde paa Stenbroen længes efter sin store, bløde Slette og finde Luften fersk... han befandt sig i en Slags ustadig Ligevægt.

Af og til fulgte Arne Günther, hans lidt ældre Skolekammerat, med ham ud til Sandhavn. Han var Distriktslægens Søn og en køn Fyr med gult, lokket Haar; hans Øjne var ganske lyse, perlegraa og leende. Han var en dygtig, men overlegen Discipel. Da der engang var overgaaet ham den Tort at blive vist ud af Klasseværelset, stod han ikke og græd i Gangen, men fordrev Tiden med at plyndre sine Kammeraters Frokostpakker for Æggemad, hvilken Spise han dengang særlig foretrak. Det hed sig, at han ved en vis Lejlighed ganske lidenskabsløst havde erklæret sin Religionslærers Forklaringer for »temmelig enfoldige« – i Lærerens Paahør. Engang blev han idømt den Straf at maatte aflevere en glemt Stilebog om Eftermiddagen paa Lærerens Privatbopæl. Han kom ogsaa – iført Laksko og hvide Handsker, og med en Veninde ventende i Automobilen! Han var »ikke til at putte i Næsen«, var den almindelige Dom.

Johan satte Pris paa hans Besøg; en smule beæret var han vel tillige. De badede; satte sig saa paa Solsiden af en Klit, røg lidt og passiarede. Johan tog imens Papir frem og tegnede – Vennen i Negligé, eller Bølger og Søfugle. Det viste sig, at de havde en Evne til at stimulere hinanden i barokke Paafund. Johan, der længe før Havnen blev aktuel gik med et detailleret Projekt i Hovedet vedrørende Havn, Jernbanestation, Fiskepakkerier og Konservesfabrik, indviede Arne i disse sin Lediggangs Yndlingsplaner. De drøf39|tede dem grundigt; men Øjeblikket kom, da de trætte af Saglighed gav sig Fantasien ivold:

»Ser du,« forklarede Johan synsk. »Det trøstesløse Graa derhenne bag Klitten er saamænd den nye Henkognings-anstalt, jeg lod bygge. Jeg beskæftiger der 160 Arbejdere under Ledelse af en duelig Fagmand – en Gut ved Navn Dickinson – importeret fra de store Lakskogerier i Kanada.«

Arne gik gravalvorlig ind i denne billige Romantone: »Aviserne besværer sig over, at du lader 50 Arbejdere gaa Vinteren brødløse imøde. Er denne forfærdelige Paastand rigtig?«

Johan tog sig træt over Øjnene: »Man skriver saa meget. Lad skrive. Spiser vi i Klubben, eller skal jeg hellere køre dig op til Ritz?«

»Endnu et Ord,« faldt Arne ind. »Der mumles temmelig aabenlyst om, at du har ombragt din første Konservesmester, Reynolds?«

Smertelige Erindringer formørkede Johans Træk. »Hvad skulde jeg gøre,« mumlede han. »Manden opfordrede til Strejke.«

»Ja – den varmhjertede Sjæl! Han og hans Folk sultede jo simpelthen.«

De begyndte at klukke og saa ikke mer paa hinanden.

»Lord Drummond! Lad mig alvorligt bede Dem stanse denne nærgaaende Kritik. Nuvel, siden De spørger: Jeg lod ham forsvinde fra Søndre Mole en Vinternat ifjor. Man hørte aldrig siden noget til ham. Havet tier, ved De.«

»Denne Hædersmand i den slidte, men snehvide Kittel –«

»Ja, flosset, det var Reynolds.«

»Letforstaaeligt – med Deres Løntarif –«

»Lord ...«

»Men bag den slidte Vest bankede et trofast Hjerte.«

De fniste ud og gad ikke finde paa mer. Men der var for Johan ligesom en hemmelig Tilfredsstillelse ved at befolke Ødet, bygge noget op, omend kun med Tankens Substans – den flygtigste, men dog altid den første. Han rejste sig, og med Solskæret i Øjnene syntes han, at han saa blaa Linjer og Vinkler, Tag og Skorstene svæve over den hvide Sandbred ... Saa gik de op gennem Marehalmen; der var ikke saa meget som et tabt Søm at se, men hans Sind var stadig i flimrende Uro.

40|I de Aar, hvor Fyrmesteren endnu ønskede at se fremmede, fulgte Arne med op og blev beværtet. Det var forunderligt, saa Arne forstod at sætte Liv i ham. Han spurgte saa fint, og han svarede saa kvikt. Aldrig blot rørte han de Emner, der ophidsede Brandt. Han lunede Stuen med sit Smil. Brandt fortalte vedrørende Fyr, at der ved Alexandria havde ligget et Fyr, dobbelt saa højt som Raadhusets Taarn i København. Det var ogsaa et af de syv Underværker – »de seks andre, maa jeg bekende, har jeg vistnok glemt –«

Arne nævnte dem, men ikke paa Remse; han ledte i den Grad efter dem, at det tog sig ud, som om det var Brandt, der hjalp ham paa Sporet. Ved Kaffen opfriskede Brandt en anden Historie om en Mand ved Navn Eddystone, en Opfinder og en stor Spøgefugl, der havde bygget et Fyr paa en smal Oceanklippe. Han stolede i høj Grad paa sin Bygning og lod sig indrette en Lejlighed der for at oppebie en Storm. Stormen kom; Hr. Eddystone hyggede sig rigtigt i sit Sovekammer. Blæs du bare, sagde han formodentlig og vinkede søvnigt ad Uvejret. Men saa forsvandt Gulvet; Loftet faldt ned, Taarnet forsvandt med Lanterne, Seng og Opfinder, og det nøgne Skær stod tilbage som før – og en lille Model af Fyrtaarnet, som han havde inde paa Land, mange Mil borte, faldt i det samme ned og knustes –

»Man skal ikke drive Gæk med Havet,« konkluderede Brandt. Johan saa paa ham med store Øjne. Saa megen Meddelsomhed var noget ganske uvant.

Før Mørkets Frembrud besteg Arne sin Cycle og drog til Nordby. »En Pokkers rask Svend,« sagde Brandt tankefuldt. Hvad Frøken Marcussen angaar, saa stod hun og vinkede ved Laagen og lod Johan forstaa, at ogsaa hun havde et Hjerte, og ogsaa det kendte til sød Uro.

– Men mer end Arne betød Bodil Hunby for Johan. Hun, Gaard­ejerdatteren fra Sandhavn, gik i samme Klasse som Johan i Nordby Latinskole; hun boede hos en Slægtning derinde og tog som han til Stranden hver Lørdag.

Den Ensartethed, der var i Johans og hendes Forhold, maatte bidrage til at faa dem til at interessere sig for hinanden. De velmenende Sjæle, der har indført Fællesskolen, har meget paa Samvittigheden: mangen lille ligbleg Werther, mangen i Løn grædende Lotte. Børn nemmer Kærlighed længe 41| før Reguladetri; men hvad husker voksne Reformatorer om det første Sjæleliv? Tykke er Bøgerne, tynde er Erindringerne. Læreren staar paa Katedret, og Pjank vil han ikke vide af. Der er en besynderlig Uro over Klassen. Han stænger Skoleporten; Barneguden med Bue og Pil klatrer op ad Tagrenden. Han lukker Vinduerne; Guden kommer ned gennem Skorstenen. Hvad skal han gøre? Der staar jo i hans tykke Bog, at Fællesskolen maa anses for at være bedst egnet til at bringe de smaa Køn i Ro og fremme Opmærksomheden.

Johan og Bodil havde forlængst udset sig hinanden. En kortere Tid maatte Johan opleve et Indgreb i sine Rettigheder, endda fra Klassen over. Det var Arne, der var Rivalen; først senere blev de Venner. I den Tid gik Johan om saa skummel som en Pengeskabstyv, og hans Karakterkurve faldt. Men da Arnes Interesser kort efter ledtes mod andre og højere Maal, blev der efter en bitter Scene mellem de to et saa vældigt frembrydende Solskin, at de ikke mere kunde betvivle, at de engang skulde være Mand og Kone. Bodil spurgte dog først, om han nu ogsaa vilde have hende med alle hendes Fregner, og der var Graad i hendes Stemme; men han forsikrede, at Fregner betød fin Hud, saa hun kunde være ganske rolig. Dette foregik en tidlig Foraarsdag; de var ude paa en Mark ved Nordby, og Johan fik det Ønske at fejre Forsoningen ved at give Kager i den lille Slikbutik, der her som andetsteds med en Naturlovs Sikkerhed var skudt op i Nærheden af Skolen. Penge havde han imidlertid ikke. Bodil betragtede ham saa forventningsfuldt; og han følte tydeligt Trykket af det, der i Juraen kaldes Forsørger-byrden. Da hørte han et Vibeskrig, Aarets første. Med beslutsom Mine førte han hende tilbage til Byen og op paa »Venstrebladet«s Redaktion, ja endda lige ind i Redaktørens Privatkontor.

»Viben er kommet,« sagde han med skælvende Stemme til den skrivende Bladmand.

»Er Vilhelm kommet?« spurgtes der distræt. Vilhelm var hans ældste Søn ......

»Nej, Viben,« rettede Johan med synkende Mod, og de begyndte at retirere mod Døren.

»Naa Viben, haha. Ja, den kom for fjorten Dage siden, da skrev vi det ogsaa ......«

Den Halvtredsøre, som var den første Foraarsbebuders 42| sikre Honorar, blev saaledes ikke Johans. Mens han med sænket Blik traadte ud paa Gaden, saa han et lille Lyn; da troede han paa sin Lykke og bøjede sig. Det var en Femogtyveøre. Han saa sig om. Ingen lurede ved Vinduerne; ingen gammel Mand stod lidt borte og ledte bedrøvet i sin slidte Pung. Bodils Blik mødte hans, bejaende. Saaledes fik de alligevel Kager, og deres Forsoning var beseglet.

5

Syd for Sandhavn, næppe ti Minutters Gang fra Fyret, laa Hans Hunbys Gaard. I dens Mur fandtes en Sten med dette indhugne Tal: 1825.

Han var en lille, overordentlig levende og interesseret Mand. Hans Haar, forlængst graanet, faldt gerne lidt frem over hans Pande og gjorde den lav, saa den lignede en Drengs. Svære Bryn over dybtliggende Øjne modvirkede dette Indtryk. Det ene Bryn stod højere end det andet; der kom derved et eget Spil i Ansigtet, idet den ene Halvdel talte om Fasthed, den anden om Uberegnelighed. Øjenbryn er som Balancestænger i Rapport med Hjernen. Er de ensdannede, saa er Viljen ren, til godt, ondt eller ingenting. Udtrykker derimod hvert Bryn sit, saa er der Strid i Huset. En Engel kan have taget Bolig i den ene Tinding, en Djævel i den anden. Edgar Poes Portræt viser et saadant splidagtigt Ansigt.

Hunbys Gaard var paa henved 60 Tønder Land. Det var ikke den bedste Jord; men den bedrede sig. I tre Generationer havde den ældste Søn overtaget Gaarden, en Arv, der forpligtede. Der var lagt Møje i denne Jord, skaaret ud af Ufrugtbarheden og tvunget til at yde. Det kom saa langsomt; den var som et slumrende og tungnemt Væsen. Den blev vendt, og den blev gødet. Kridtstenene grinede frem i Plovfuren. Bedstefaderen var blevet krum af slid som en Dag­lejer; Faderen havde haft bedre Holdning, men et Par Hænder som Egetræ. Da han laa i Aftægtsstuen, flænget af Gigt, havde han givet sin Søn Raad og taget Løfter. Der skulde plantes Hegn til Læ; Mosen skulde tørres ud og Stuehuset bygges op fra ny. Hans, Sønnen, der nu havde Gaarden, havde ført dette igennem. Markens knyttede Haand foldede sig ud og 43| gav, Agerhønen kom og rugede i den, hvilket er en Udmærkelse. Stuehuset stod nybygget af gule Sten og graa Tegl – ikke skønt eller malerisk, men tæt og tørt, rummeligt og lunt. To Længer flankerede det, og fra dets Vindue saa man over den brolagte Gaard, Brønden og Hønsehuset ud til Markerne. De modsatte Vinduer viste Solnedgangen og Havets Øde; disse oversaa en Flade, som Aarstiderne kolorerede med skiftende Farver: brunt og graat gled gennem det spæde grønne til gul Modenhed, og til sidst saas Stubmarkens afsvedne Flade, der forkyndte: Det er fuldbragt. Hunby saa fra sine Vinduer sin Marks skiftende Spekter og kunde fjernt bag den ane de tusind andre Jorder, der fulgte Trit. Han var Forpost, men han var med de andre.

Hans Bedstefader havde været som en Bjørn; selv var han af finere Bygning. Han var ogsaa aandelig forædlet; han havde nogen Sans for Læsning, var Stifter af Sandhavn Foredragsforening sammen med den forrige Fyrmester; han havde Nemme for Maskiner og Mekanik og havde selv ledet Opsætningen af Vindmøllen paa Ladetaget; han havde naturligvis Vindmotor paa sin Gaard, som det nu er Skik paa Vestkysten, hvor man har forstaaet at forvandle en Tyran til en Træl. Hans levende Interesse for Tærskemaskinens In­dre havde kostet ham et Fingerled paa venstre Haand. Desuden havde han et Talent, som havde gjort ham populær blandt Ungdommen: han kunde bygge Drager. Hans Drager var berømte. Han byggede dem mandshøje. Andre Drager kunde man løbe en Fjerdingvej med, uden at de opførte sig stort anderledes end en bissegal Ko. Hunbys gik op som Maager. Man kunde næsten sige, at de faldt op i Himlen. Der stillede de sig, saa højt som den spændte Snor tillod. Brast Snoren, saa blev det et andet Herreds Opgave at samle dem op. Men nu var det snart længe siden, at Hunby havde lavet Drager.

Han havde ikke som Bedstefaderen giftet sig med en Fiskertøs; han havde et Sted, man vidste ikke hvor, truffet en østjydsk Købmandsdatter og gjort hende til sin Hustru. Ægteskabet var lykkeligt, men blev ikke langvarigt. Hans Kone taalte ikke Klimaet herude. Hun fødte ham en Datter, Bodil. En Søn havde været Hunby bedre tilpas; han vilde nødigt se Gaarden gaa over paa en fremmed Døgenigts Hænder. Men 44| det fik nu være; alt tilgav han sin Kone, dette fine og stærke Væsen, der tog hans Verden som den var, og aldrig havde rynket paa Næsen og draget Sammenligninger. Hun viste sig at være Idealet af en Moder. Hun fulgte som han i alting Pilen opefter, havde Ambition, men ikke den latterlige. Hun syede sin Datter nydelige Kjoler, men aldrig for nydelige; hun vilde have hende i Nordby Skole, ikke for Eksaminer, men for Belæring. Hun sang og havde de hvideste Tænder, hun havde en Flamme i Øjnene og en Flamme i sin Krop. Aah, den Kvinde! Man skulde tro, at Gaarden var omgivet af en Rosenhave. Hun gik til Hønsehuset og snakkede med Rugehønen som en Veninde; den blinkede saa forstaaende til hende inde fra sit lune Mørke. Hun kom tilbage med Æg; Smaakyllingerne fulgte hende ind i Stuen og løb over hendes Sko. Hun svingede sin lille Pige rundt og fik Duen til at sidde stille paa hendes Skulder og nippe hende i Øret, mens Bodil stod med udspilede Fingre midt mellem Fryd og Skræk.

Saa kom den Tid, da det blev klart, at det gik ned ad Bakke med hende. Hun tog det som noget uundgaaeligt og mistede ikke Lunet; det var hende, den synkende, der holdt ham oppe. Men han lavede ikke Drager mer. Han gik til sin Dont, stum af Forundring over en saadan Kvinde. Hun laa i Hjørnestuen og smilede til ham, med Haaret som en rødblond Flod ned over Skulderen. Han stod paa Strømpefødder i Døren og saa paa hende; Solen kastede en gylden Himmelstige gennem Vinduet ned over Sengen. Hun nikkede lidt. Hun var hans – havde været hans – –

Det var som en Drøm at mindes. Tilbage blev Bodil, Gaarden og han. Og oppe paa den vindsvedne Kirkegaard laa der en flad Sten; der legede Vinden med de Markblomster, som Bodil ofte lagde derop, pustede dem hen over Bogstaverne og førte dem med sig.

Hunby havde gaaet ganske vild langs Stranden Natten og Dagen efter Begravelsen. Saa kom han, næsten som en fremmed, og bankede paa hos Bodil. Hun saa, hvor forandret og graa han var, gøs lidt og kastede sig saa ind til ham. Saa ung, hun var, vidste hun, at her var en Arv, som hun alene maatte løfte, og hun lovede sig at være den voksen.

Og hvad fik man at se? Hun fik en daglig, haard Ger45|ning istedetfor Nordbys mere tilfældige Pensum; Venner og Veninder kom paa Afstand, Bogen klappedes i, de smaa Selskaber var forbi. Give hed det nu istedetfor modtage, Alvor istedetfor Latter; grov Hud paa Hænderne hed det og op med Solen. Saa blev hun selvfølgelig sur? Hun blev alt andet. Hun blev en myndig lille Husmoder for Karl og Dreng og mer end en Datter for Faderen. De rødbrune Fletninger blev sat op, Kjolen fik voksen Længde; Barn, Backfisch, ung Pige, Forvandlingen var sket i en Haandevending, for Livet krævede det. Tænderne, som før bed saa sødt og tankeløst i Underlæben, viste sig nu kun i sjældne Glimt; og Hagen rundedes fastere. Hendes Øjne mistede det tøsede Spil; de var brune som Slettens Lyngsøer, klare som de, men vel stadig lidt lunefulde som de. Hun var blevet Kvinde; og hun mærkede selv med Behag, at dette var Meningen. Hun følte, hvorledes man forandrede sin Optræden overfor hende; selv Johan blev anderledes; det var nyt og morsomt. Hun saa noget nyt spejle sig i Ansigterne, naar hun kom ind i en Stue, og – ja, det maatte vel være hende. Hun kunde faa Faderens Træk til at klare lidt op, og den Kunst var hun ene om i Verden. Hun kom ham saa ømt og langsomt imøde, hun vidste hvor varsomt det maatte ske; han maatte lokkes, den triste Fugl turde ikke forlade sin Skygge. Men tilsidst kunde hun folde sine Arme om hans Hoved og vugge det, vugge ham glad og glemsom; og det var hendes stolteste Triumf. Hun strøg hans Haar lidt frem over Panden; det gjorde den saa kæk og ung, syntes hun. Den høje Isse kunde Oldinge og Vismænd beholde.

Saa lod Hunby sig efterhaanden trøste lidt. »Siden det ikke kan være andet« – det er al jordisk Trøsts Eftersætning, den, der kæmper med de sidste Suk om Herredømmet. Han havde en Gaard og en dygtig ung Datter; mangen havde vel mindre. Saa derfor. Men han skar aldrig Drager mer.

Hans Datter gik ud og ind og havde arvet Moderens Snille og lyse Syn. Hun bryggede, bagte og gjorde hovedrent, hvilket morede hende; hun, som havde læst om det gamle Roms Forfinelse, var istand til at synge, mens hun skrællede Kartofler. Naar der blev slidt haardt i Marken og Solen glødede, gik hun derud med kolde Forfriskninger. Hun kunde lide at se de tørre Halses Begærlighed; hun stod med sin Kind mod et solhedt Riveskaft og betragtede dem, og et Smil 46| legede om hendes Mund, navnlig naar Karlen vilde prøve Øjenstyrke med hende. Hun var glad ved denne Livsform, som hun havde været det ved den forrige; denne Kalden paa hendes Omsorg rundt om fra, denne stille Trivsel under hendes Hænder, intet kunde opfylde hende lykkeligere. Katten havde forlængst akcepteret hende som Husmoder og tiggede kælent om Pladsen i hendes Skød. Og Rugehønen blev hendes Veninde, den kaglede en moderbekymret Bemærkning fra sig, naar hun tog om den. I tidlige Morgener begav hun sig ofte ned til Stranden med sin Kurv efter Fisk. Nede paa Slæbestedet var hun afholdt for sine kvikke Indfalds og kønne Anklers Skyld. Hun fik godt Køb; man vinkede efter hende og stod lidt med sine egne Tanker, naar hun var gaaet. Ofte var en af Assistenterne igang med at pudse Fyret, naar hun passerede forbi; hun hilste med Haanden, og han deroppe med Pudsekluden. Stod Lise eller Marie i Døren, fik de sig gerne en Passiar, først om Fiskene, saa om alt muligt, saa om Forlovelse. Det havde faaet en ny og sær Charme at bortgifte hinanden for Spøg og kalde hin­anden Frøken. De fulgtes Arm i Arm op mod Gaarden, to kvidrende Fugle; Vinden tog saa voldsk om deres Legemer, men saa kom Solen og lo det hele væk.

Ugerne fløj. Hver Søndag Aften gik Bodil op og lagde Blomster paa den graa Gravsten og puslede lidt der. Men Sorg kunde ikke trives i en Sjæl som Bodils. Den kunde skygge den, uddybe den; men ikke skade den. Sundhed føler ubevidst sin Ret til Glæde. Den trykker Sorgen til sit Hjerte, saa dens Kulde forsvinder; den fortynder dens Gift med Taarer. Verden bliver kun dybere og kostbarere efter Sorgens Besøg. Om Søndagen var Bodils Tanker hos Moderen; til Hverdag havde hun kun smaa Bekymringer. Var Faderen lidt tavs, saa var hun bekymret. Regnede det i Utide, saa maatte hun sukke. Og der var disse Fregner, som, forøvrigt ganske med Urette, var hende til Mishag. Om Sommeren formerede de sig, følgende Naturens Smaavæseners uskyldige Skik, og da var hun navnlig utaalmodig. Hun havde prøvet koldt Vand, varmt Vand, Skygge, Sprit og Gaasefedt. Men de sad fast, hun kunde ligesaa godt opgive det. Ungpigesorger, Kyllingesorger.

Hvordan havde Johan sagt engang? – Hun stod om Af47|tenen i sin Stue med en Spand koldt Vand og havde lagt alle Klæderne. – Fin Hud! Hun lod Vandet trille ned ad sit Legeme, følte med den hule Haand ned over sig. Alt var saa glat og føjeligt og fremmed. Hun lyste hvidt; en Aakande i Mørke havde samme mættede Glans. Haaret omgav hende som en levende Kappe. Mens hun betragtede sig selv, fik hun denne Tanke: Om nogen saa mig – om nogen nogensinde saa –! Hun frøs med et og hoppede skyndsomst iseng. Der laa hun og tænkte paa det sidste Skolebal; og paa at Faderen idag havde smaanynnet lidt, saadan i Tanker. Hun drejede sig og fandt en bedre Hvilestilling. Nu tænkte hun paa Johan, naar de kørte hjem om Lørdagen med Postvognen, hvor godt hun havde siddet i hans Arm.

Jeg kan nu nok gaa an alligevel, tænkte hun som Afslutning for idag paa sin sidst nævnte Bekymring.

6

De ydre Forhold skilte Johan fra Bodil i de sidste Skoleaar. Ganske vist var de ofte samtidigt i Sandhavn; men mens Johan skyede sit Fyrtaarn, søgte Bodil sin Gaard. Det gav kun sparsomme Møder. Men dette var maaske dog det mindst afgørende. Vigtigere var, at hun jo som hans jævnaldrende var et Par Aar forud i Modenhed. Det mærkedes nu; det faldt saa tungt at følge med. Dreng og Kvinde er ikke paa lige Fod. De staar paa hver sin Kyst; Drengen skal først gøre det Spring, der gør ham svimmel.

Hun rykkede fjernere, og derved voksede hendes Billede. Længslen bier paa dette Øjeblik. Fjernhed er hvad Længslen vil; Fjernhed faar dens Kæmpebregner til at udrulle sig, saa Sindet bliver en graaskygget Skov. Af en forsoren Skoledreng gør den en stille Fantast; Solnedgangen bag Havet bliver noget rystende, Skyerne faar Ansigter og truer; Ensomheden fyldes med Melodier og maner til fortabt Lytten. Underlige Øjeblikke kommer til en, Sekunder af lammende Afmagt og vild Styrke; ude paa Heden falder man paa Knæ og tror at Døden rider en, til Taarerne kommer og skyller Sindets Tavler rene. Disse Ynglinge i Overgangsalderen er kendte og skattede af Folkets komiske Sans for deres Ranglethed, Filipenserne, det stumpede Tøj og den brændende 48| Rødme, der røber hvad der skulde skjules; men der stikker en Romeo og en Hamlet i dette Narrekostume. Vær rolig, Munden faar snart sin trygge Fure, Blikket sit verdenskloge Nik. Eengang skal man fornemme Livets Alpe-tryk og bagefter stikke Hovedet ind i Skyerne.

Johan kunde ikke være mod Bodil som før. Havde hun før set op til ham, saa var det nu omvendt. Hun havde taget sit Rige i Besiddelse; han stod blændet paa dets Tærskel. Det blev ikke til noget med at kysse: hun ventede, han tøvede; hun lo, han opgav. Slog hendes Kaabeflig mod hans Knæ, vaklede han som for et Stokkeslag. »Men lille Johan,« sagde hun blidt. Det gjorde det ikke bedre.

– En Dag kom han med Arne nede fra Stranden. Arne udviklede sig fremdeles. Hans Slips var smagfulde, og han gik saa vidt, at han anvendte Handsker til daglig. Det var paa Forhaand utænkeligt at indvie Arne i sin Fortrolighed. Det gav sig af sig selv; man skrifter ikke for en Hedning. Havde Arne da selv ingen Anfægtelser? Det syntes ikke saa; han saa overbærende paa ungdommelige Vanskeligheder og raadede over en Del medicinske Termini, indsamlede i Distriktslægens Bibliotek, hvilke knyttede alle af Himmel og Helvede smagende Fornemmelser til en Gruppe pinlige biologiske Fakta. Kvinder, eller som det hedder i den Alder, Piger, var ham dog ingenlunde imod – hvor vil man hen? De sysselsatte ham end­og behageligt. Han var i mangt og meget en Gaade for Johan.

Der kom de; der var Smil paa begge Ansigter. Arne bragte hurtigt en usikker Samtale ind paa Humorens Granitgrund. De havde netop udvekslet et Par Bemærkninger vedrørende Reynolds tragiske og delvis uopklarede Død i de oprørte Bølger. Da traf det sig, at Bodil kom ud fra Bartholins Butik. De tre var jo Bekendte fra Skolen; hun gav dem Haanden og Arne hilste artigt med Hatten. Bodil blev lidt rød; og en spids Syl trængte gennem Johans Hjerte ud i Ryggen. Han kunde ikke tilgive hende dette, for han huskede Fortiden; at hendes Rødme kunde skyldes det pludselige Gensyn eller lidt Undseelse over den landlige Dragt, hun bar, faldt ham ikke ind. Arnes Blik gled sødt og perlegraat over dem begge; saa bemægtigede han sig hendes Kurv, før Johan fik Liv i sine lammede Hænder, og de gik alle tre ud mod Gaarden.

49|Tre er et slet Tal, det har mange før og efter Johan bandende betroet en skyldfri, blaa Himmel. Han fik ikke mange Ord indført i Arnes belevne Konversation. Bodils Sideblikke syntes ham at rumme den samme Velvilje, som man skænker en Puddelhund i en Snor. Hun havde ham tilbedste, tænkte han og ønskede, han laa langt ude paa Heden bag en Gyvelbusk med en rusten Kniv i Hjertet.

»Tys – staa stille lidt,« sagde Arne pludselig. De var naaet til Gærdet, Hunbys Gærde. Han rakte Armen hen foran dem.

De stirrede. En Fugl sad bittert klagende i et Træ. Hvad var der ivejen? Nu saa de det. En Rede, sagtens nedfalden, laa i Græset. En sort Stok – nej, en Snog rejste sig og gled kold og glat frem mod Reden. Fuglen baskede ned mod den.

Bodil gav et lille Skrig, saa bøjede hun sig spændt frem. Johan vilde gaa løs paa Slangen.

»Nej, nej,« kom det fortrydeligt fra Arne. »Lad os dog se –«

Han beherskede dem. Bodil forbød med et Blik Johan at røre sig; saa vendte hun sig mod Snogen. Hendes Fortænder sænkede sig i den fugtige Underlæbe, sælsomt grusomme og hvide.

»Bare se, se –«

Der laa tre grønne Æg i Reden.

»Se – og prøve – det er saa – morsomt –«. Arnes Stemme lød ens­tonig og hypnotiserende.

Fuglen næsten skreg; det stumme, sorte, Slangen, Fjenden, løftede syv Tommer leddet Krop for at lange ud efter Æggene. Bodil gav et lille Støn; det skræmte den. En Rislen i Græsset, og den randt bort som en sort Bæk. Bodils ubevidste Smil døde i et Suk og en ny Rødme.

Arne tog Reden: »Naar Fuglen –« han satte den op i Træet – »dog er gaaet fra Æggene, saa –« han placerede den behændigt – »er der ingen Grund til ... værs'god, Piphans –.«

Med en Række skarpe, metalliske Pip takkede Fuglemoderen for Venligheden. De gik hen til Gaarden og tog Afsked; Arnes Væsen var som Olie paa det skvulpende Vand. Der blev intet pinligt tilbage; alt udglattede han med sin 50| Ligefremhed. De to andre var ham inderst inde taknemmelige.

Under fredelig Samtale fulgtes Johan og Arne ud til Fyret. Det var Almindeligheder, Arne kom med; men de rummede, skjult indtil Usynlighed, en Smule Kritik af Bodil, saa lidt, at det netop stillede Johan tilfreds; af en eller anden Grund trængte han til at høre noget saadant. Fyrmesteren promenerede nedenfor Taarnet. Det var nu kommet saa vidt, at han overhovedet ikke vilde se Gæster; Johan skammede sig, men Arne forstod Forholdene og tilgav. Brandt klarede dog op, da han saa Arne; han satte Pris paa ham, som alle aabenbart gjorde. Talen gik om Vind og Vejr.

»Jeg traf forleden i Nordby Deres Kollega Madsen,« bemærkede Arne.

»Min Kol ...!« Brandt blev purpurrød.

»Far! Tys!«

»Naa nej, jeg mente ikke ...« Arnes Stemme lød helt bedrøvet. »Han er nemlig saa flink, synes jeg, og saa ...«

»Naa De synes! Naa De synes!« Brandt svingede med Armene. Arnes harmløse Blik gik ikke Glip af nogen Enkelthed i Ekstasen. Men Høflighed kan kræves af alle, ogsaa af en syg Fyrmester. Han betvang sig, men med luende Øjne:

»De undskylder mig, unge Herre! Jeg gaar! Signalflagene ... Damperen derude ...«

Han forsvandt bag Taarnets hvide Runding. Arne trak beklagende paa Skulderen. Saa kørte han sin Cykle frem og steg op.

»Farvel du! Det var kedeligt, jeg kom saa galt afsted. Jeg vilde jo bare ...«

»Bare se,« hviskede det i Johan.

»– saadan konversere lidt. Paa Gensyn.«

Saa susede Arne ad Nordby til. Johan gik fortumlet op i Lejligheden og satte sig ved Klaveret. Et Billede af Bodil var sat frem paa dets Laag, et smilende Billede, han engang havde faaet. Det forstyrrede ham her, saa han fjernede det bestandig, men nogen satte det ligesaa bestandig frem igen.

Han lagde det fladt ned og anslog F-Dur Treklang. I det samme kom »nogen«. Frøken Marcussen nærmede sig savlende: »Men Gud! Hvad har vores lille Veninde dog gjort?«

Johan rejste sig med et saaret Støn og flygtede ud igen.

51| 7

Sommersolen skinnede ned over Nordby paa en betydningsfuld Dag. Byen laa gul og rød om den hvide Kirke; Butikkernes Sejldugs-markiser skyggede blaaligt over Fortovsfliserne. Parken drog Vejret som i Drømme, grønne Skygger tændte og slukkede smaa runde Solbilleder nede i dens Bund. Ogsaa Byen drømte, men knapt saa luftigt; det var den madtunge Middagsdvale. Men nede paa Stationen snøftede og skreg en Rangermaskine uænset; brusede frem, standsede og slap sit Vand, nøs svovlet og trak sig tilbage igen. Den var som en lille værkende Byld paa den sovende Bys Legeme.

Flaget vajede fra den graa Latinskolebygning. Johan kom sjæleglad derfra; det var hans sidste Eksamensdag, han havde bestaaet Realeksamen. Han havde netop idag overstaaet Latinprøven. Det vil maaske vække Erindringer hos en og anden, naar det fortælles, at han havde maattet oversætte nogle Sætninger vedrørende Usikkerheden af, om Tyrannerne har hærget vore Kyster, samt om en Landmand, der højst uforsigtigt lagde sig til at sove under den faldefærdige Mur. Han havde faaet »godt« for sin Præstation; et Gennemsnit af alle Fag udviste middelgodt med svag Hældning til mindre godt. I Tegning havde han rent ug. – Han kom ned ad Skolegade; de Byrder, der nu havde forladt hans Skuldre, gjorde ham saa let, at han syntes han kunde flyve ind i Solen. Butiksruder flimrede, Torvet aabnede sin hede Favn; trætte Hunde laa og vendte Øjnene efter ham, Gadelygten besaa ham stejl og tomhovedet som en preus­sisk Junker. Men Kirkeuret rakte sin store Viser nedad til Gratulation, dog pegede det samtidig formanende opad med den lille; Klokken kunde altsaa være henad halv et. Johan drak Sekunderne som Dramme. Imorgen – begyndte det uvisse. Idag skulde alle Bekymringer tie.

Han var en Vending nede i sin Smøge for at se efter, om Tøjet stod færdigpakket. I det sidste Aarstid havde han haft et Værelse og Kosten hos en Cigarhandler Frederiksen. Cigarboden var højst beskeden og gav ikke store Indtægter; Fru Frederiksen gik derfor ud og »kogte« til Selskaber. Hun var Byens Ekspert paa den finere Madlavnings Omraade; hun oplyste gerne, at hun før sit Ægteskab havde været »ved Herre52|gaardene« – en svævende Betegnelse for en Stilling, der formodentlig har været en Kogejomfrus.

Der var stor Forskel paa disse Ægtefolk. Konen høj og karleagtig; Manden lille og buttet. Hun var et Jern; det var i Virkeligheden ogsaa hende, der passede Boden. Hr. Frederiksen blev saaledes af Omstændighederne slynget ud i Periferien; han befandt sig meget godt derved, stille og grublende og altid rygende, som han var. En lille, sagtmodig Mand, lutter skært Kød; vant til at blive faldet i Talen, vant til den tilrettevisende Haand. Ingen kunde ane, at denne Pus­ling i sin Fritid, der som det indses var rigelig tilmaalt, syslede med en vældig Opfindelse. Ja, igrunden havde han gjort den, blot mang­lede –

»En Opfindelse, der vil indbringe mig ti Millioner, Hr. Brandt,« forsikrede han.

Der kunde være Grund til at frygte, at det drejede sig om et Perpetuum mobile, denne alle Originalers og Romansærlinges foretrukne Opgave. Det var det imidlertid ikke; det var et Transport-instrument – noget helt nyt til Persontransport.

Hr. Frederiksen tilbragte hver Dag nogle Timer i den aflaasede Kælder, og de Aftener, Konen var ude at koge, smuttede han ogsaa gerne derned. Cigaren gnistrede fortrøstningsfuldt, mens han gik til og fra. Man hørte sjældent en Lyd fra Kælderen. De øvrige Dagens Timer sad han stille hen, rygende og apatisk blinkende. Der var intet ondt i den Mand; det eneste lidt tvivlsomme, man kunde føre frem, var følgende, som han forresten gerne selv fortalte til hvem der gad høre:

Der manglede jo Penge til Opfindelsen. Frederiksens Ven Kunstdrejeren bildte ham ind, at han som Opfinder selvfølgelig kunde komme paa Finansloven; man skulde blot skrive derind. Opfinderen lagde eftertænksomt Cigaren: »Kan jeg virkelig –?«

En Skrivelse blev affattet; Svaret maa have forekommet meget utilfredsstillende, for Frederiksen lovede sig selv, at nu vilde han for en Gangs Skyld give sin Ven en Lektion. En Aften, da Drejeren var bortrejst, begav han sig hen til hans Kone i den bestemte Hensigt at forføre eller om fornødent voldtage hende.

53|»Jeg kom altsaa derhen, Hr. Brandt. Hun gik og lagde Børnene iseng; jeg syntes det saa saa rørende ud og besluttede at vente lidt. Jeg satte mig ned paa en Stol. Tænk, saa traf det sig, at jeg faldt isøvn. Da jeg vaagnede –.«

»Hvad saa?«

»Saa – ikke noget. Hun havde svøbt et Tæppe om Benene paa mig.«

Ellers var Hr. Frederiksen Skikkeligheden selv. Man kunde af Hjerte unde ham Held med Opfindelsen. Endnu var Sløret for dens Hemmelighed ikke faldet, og Johan, der idag var i Huset for sidste Gang, havde allerede opgivet Haabet om at faa noget at vide. En eneste Gang havde han listet sig til at kaste et Blik ind i Mysteriets Kælder. Der saas kun nogle Cykledele, hvilende i ret forvirret Orden paa et Underlag af Aviser, og vis-a-vis dette Mulighedernes Kaos saas en Stol, et Askebæger og et Bundt Cigarer.

Johan forlod igen Cigarbutikken, dampende paa en tyk Papadaki, som Fru Frederiksen i Dagens Anledning havde skænket ham, og som Frederiksen havde lagt Glød til. Kofferten skulde bringes hen paa Hotel Royal (kaldet »Rylen«), hvor Postkøreren staldede op; Johan vilde senere komme og sige Farvel til Værtsfolkene. Foreløbig var det denne hvide, blændende Dag, der skulde nydes. – Han gik over Stationstorvet og Kirketorvet, ledsaget af en lille, blaalig Juli-skygge. Det var bedøvende varmt; han søgte Ly under Boghandlerens Markise og studerede de litterære Nyheder i Vinduet, »Hønsegaardens Pasning« og »Vejledning i L'hombre«. Da rørte nogen ved hans Skulder; han vendte sig og saa Bodil.

Hun var klædt i en hvid Kjole og syntes for hans næsten smertende Blik en vandrende Lysstøtte. Under den hvide Hat fik han langsomt Øje paa hendes Ansigt. Uvilkaarligt tog han sin Hue af, hvilken Ceremoni virkede paa dem begge og gjorde dem formelle.

»Jeg er i Byen idag – kørende med Anders,« forklarede hun. »Jeg skal snart hjem igen. Naa her gaar du og spiller Greven –«

»Jeg har været oppe for sidste Gang idag, jeg er færdig,« sagde Johan lidt mut og tænkte: Saa langt er vi nu kommet fra hinanden, at hun ikke mere ved mit Livs vigtigste Datoer.

54|»Me-n, at jeg ikke –! Tillykke, Johan, du kan sagtens,« raabte hun og huskede fjernt, at hertil vilde hun ogsaa være naaet, hvis Moderen havde levet.

»Ja, jeg kan sagtens,« sagde Johan og skar Ansigt. »Imorgen er jeg der ude.« Han pegede vagt ad Havet til. De begyndte at gaa.

Hun tænkte sig om. »Johan, der er bedre herinde. Der er ligesom – noget galt ved Sandhavn, noget ondt for os begge. Men lige nu er vi jo Gudskelov her.« Man saa paa hendes Træk, at hun kæmpede for sin Ret til at være glad. Men det lykkedes ikke. Hun sagde helt forpint: »Far er – aah, han er helt fra det.«

»Ekspropr ...«

»Ekspropia ...«

»Ekspropriationen,« lykkedes det Johan at faa sagt, og de kom til at le.

»Imorgen om det, Hansemand.«

»Jaja, imorgen om det.«

»Synes du ogsaa,« sagde hun pludselig stormende. Hendes Stemme var ved at knække over: »Aa, Johan! Nej, vi skal ikke hænge med Hovedet.« Hun saa ham leende ind i Øjnene, og det var som alt fremmed forsvandt. Som glade Døgnfluer sværmede de op ad Gaden:

»Du røg, jeg saa det godt.« »Jeg ryger, hvis jeg vil, den Onde brække mig.« »Og du bander som en hel lille Hestepranger.« »Skal vi købe et Stykke Kridt og gaa hen og skrive noget uartigt paa Skolen?« »Hør, Johan, nu skal vi virkelig have det lidt rart ude i Sandhavn.« »Ja, hvis de Gamle tillader.« »Ogsaa hvis de ikke tillader,« sagde hun med et Glimt af Trods. – »Vi er i Lommen paa dem.« »Jamen saa kravler vi ud af den.« »Vi skal bade, Bodil.« »Det skal vi, men nu skal der Badedragt til.« »Skal der det nu, Bodil?« Hun lo: »Ja, det skal der – nu!« »Her i Parken gik vi altid hen i Fritimerne.« – »Og du regnede mine Opgaver efter paa den Bænk.« »Ja, og en Dag skældte jeg dig ud, saa du tudede.«

De var virkelig for en Stund blevet Kammerater som før, mens de spadserede gennem Parken, der begyndte at suse friskere i Eftermiddagens Vind. Solpletterne løb ned ad hendes Ryg, saa hun gik som i en Regn af Guld-dalere. De smaa Erindringer, som dukkede frem ved hvert af Stiens Sving, 55| fik nu en egen Værdi, fordi de begge var færdige med Skolen og Livets Begyndelse. De bombarderede hinanden med Mindets Konfetti, indviklede hinanden i dets Serpentiner. Helt overraskede var de, da de atter stod paa Kirketorvet. Samtalen sagtnedes:

»Ja, Zoologi, der var nu dit det bedste, Bodil.« »I Tegning var du ialtfald Nummer et.« »Hør, jeg følger dig selvfølgelig ned til Vognen.« »Nej, jeg tror – jeg skal ind et Sted.« »Godt, jeg gaar med.« »Nej du gør ikke, Johan.«

Hun stod foran ham og spærrede; hendes Øjne, som to saltvandsblanke, brune Sten, laa venlige, men bestemte mellem de mørkladne Vipper. Han saa, hvad der stod paa det nærmeste Butiksskilt: Damernes Magasin. Der var Badedragter og Hætter og hvide, luftige Ting, som man knap nok ved hvad hedder. Aa nej, man var voksen nu, havde ikke fælles Veje mer! Han sagde drenge-slukøret:

»Saa gaar jeg en lille Vending, Bodil. Vi ses igen.«

De gav Haanden og skiltes med lidt rødlige Kinder. Der stod en Bænk henne ved Kirken, der vilde han sætte sig saalænge. Men inden han var naaet derhen, blev et Vindu aabnet, og en yderst dannet, behagelig Stemme sagde: »Minsandten, det er jo unge Brandt. – »Kan-De-ikke-sige-Goddag-Brandt!« Kom dog herind, min unge Ven.«

Stemmen var Sagfører Nagels. Johan lystrede og kom. Men Bodil? Han tilsidesatte hende. Man maa huske, at Johan endnu kun var faa Timer ældre end sin Skoletid. Han havde det stadig i Kroppen, at et »Kom« satte Fødderne igang i Retningen henimod, ligesom et »Gaa« uvilkaarligt fremkaldte Bevægelsen bort fra.

8

Han var en smuk og statelig Mand, men lidt hærget, hvis man saa nøjere til. Harmonisk Bygning, knejsende Hoved, Romer-profil; men Huden var gullig, og om Øjnene laa Spor af Forsumpelsens Rande. Men dem oversaa man gerne, for hans Øjenvipper havde en særlig skøn, udtryksfuld Tegning. De var lange og blide og gav ham et Skær af Ro, Vemod og Askese, naar de sænkede sig. Kvinder fik en uimodstaaelig Lyst til hans Blik af dem. For saa han dovent ud gennem dem og ligesom filtrerede det sete, tænkte de: Libertiner! med 56| hoppende Hjerte. I det sorte Haar var der allerede en Del graat. »Det graa er kommet for tidligt,« mente unge Piger i Nordby. »Hans Kone slaar Pudder i det for at gøre ham gammel og sat,« paastod andre. »Hun skulde nødig –,« henkastede endnu andre truende.

Det gaar ikke an at lade Sagfører Nagel komme ind i disse Blade gennem den Port af Sladder og Misforstaaelser, som Smaafolk i Smaabyer bygger for Mænd af Betydning. Nagel, der tilhørte en juridisk Slægt, som smykkedes saavel af en Professor som en Høje­sterets-advokat, havde i sin Tid uden Vaklen valgt den traditionelle Bane og havde tidligt røbet Begavelse. Men desværre, Haand i Haand med denne havde andre og i Familien ukendte Tilbøjeligheder gjort deres uvelkomne Entré. Hos Herluf Nagel var Evne og Energi ikke siamesiske Tvillinger. Han hørte til de Slægternes sentfødte Sønner, som gerne høster, men ugerne saar. I Stedet for stille Flid hengav han sig til Udendørsliv, i Stedet for fordelagtige Bekendtskaber søgte han Bohemen.

Han hørte til en Kreds, der frekventerede Cafeen »Bernina«. Hvor nu Forretningsfolk jager et Par Stykker Smørrebrød ned med en Kop Kaffe og saa fjerner sig i et Tempo, der ligner Flugt, gaves der dengang lange Nætter med Drik og Diskussion, efterfulgt af blissede Frokoster, der uden at det lod sig hindre gled over i nye, lige saa lange Nætter, fulgt af nye, endnu mer blissede Frokoster. En Datid, som Udviklingen lykkeligvis har frigjort os fra, ansaa dette for en behagelig Livsførelse, men forenelig med Stræben og Ambition vilde vel selv ikke den dristigste af hin formørkede Tids Høvdinge turde paastaa, at den var. – Desværre var det ikke blot Nysgerrighed eller Dovenskab, der drev Nagel til Bernina. Han følte sig i Virkeligheden aandsbeslægtet med disse Ryggesløse og ytrede Lyst til at ombytte Juraen med litterær Virksomhed. Han skrev lidt i Avisen, forsøgte en Enakter, begik nogle Digte i Tidens Smag; men det førte til intet, og han indsaa, at han var født med Kunstnergemyt uden tilsvarende Frembringer-evne. Det er en uheldig, ja en tragisk Vuggegave. Det er som et Flygel uden Tangenter, et Maleri i Mørke, som Fødselsveer uden Foster og Tømmermænd uden Rus. Nagel forstod, at han maatte holde sig til sin Jura. Han var 57| dengang saa skøn som en Statue af Thorvaldsen, saa det manglede ikke paa gode Partier. Han fik en rig Kone og slog sig ned som Provinssagfører; den verdslige Ærgerrighed havde Omgangen med Muserne berøvet ham. Medgiften syntes bundløs, saa Pligterne behøvede ikke at trykke ham; han kunde vælge sine Kunder selv og honorere sine betydelige Fordringer til daglig Levefod. Han var en Pryd for Nordby. Naar han om Aftenen paa Cafe lod sig række Pelsen og den høje Hat, mens han med et indknebent Øje tændte Cigaretten, plejede al Støj og Samtale at dæmpes ved Bordene. Hans Garde­robe, hans Vaner, intet Stof var uudtømmeligere. Borgerne i Nordby plejede at udpege ham for Tilrejsende, naar disse begyndte at fremhæve Folk og Manerer paa større Pladser.

Blomstrende var hans Forretning ikke. Han kunde være blevet den førende Sagfører i Nordby, men nærede ingen Ønsker i saa Henseende. Hans personlige Kræsenhed gjorde det vanskeligt for ham at komme paa en fortrolig Fod med navnlig Landboerne. – Han havde en Tilbøjelighed til i Smug at spejle sig. Denne Vane stod vel i nogen Forbindelse med hans Forfængelighed; men halvt ubevidst betød den ogsaa noget andet. Han havde levet sin Ungdom med en Kreds af Skønaander, der havde udviklet Selviagttagelse til en hidtil ukendt Fuldkommenhed. Disse Folk følte saa at sige stadig deres egen Puls, med Blikket paa Uret. Greb en Følelse af Adspredthed og Tungsind dem en Formiddag i Østre Anlæg, blev Tilfældet og dets Klokkeslet ført op i den medbragte Protokol til senere Udgivelse. Denne Spaltnings-vane, hvorved Følelsesmennesket uafladelig stod dirrende ved Siden af den nøgterne Observator, kan, engang indøvet, let blive inkurabel. Nagel var ikke fri for at lide af denne Sygdom, uden hvilken en Digter vel er utænkelig, men som er til Besvær for en Sagfører. Blev han varm og patetisk, eller greb han med Energi om en Sag, saa stod der en Nisse hos ham og iagttog ham spottende. En Situation, hvori han var Deltager, blev gerne for ham dels Situationen, dels Referatet. Dette andet Jeg var ikke synligt, men gik han forbi et Spejl, saa vekslede han uvilkaarligt et lille Blik med sin Medvider, sig selv.

Gennem Aarene opretholdt Nagel to Former for Om58|gang: Nordbys fornemmere Verden og unge Kunstnere fra København, gerne de mere oprørske. Jyske Digtere indbød han ikke, fordi der hang en egen Lugt i Gardinerne efter dem. Men de unge Københavnere gav han Rekreation i Idyllen, og de gav ham Bøger med Dedikation eller Malerier. Foran disse samledes ofte de Nordby Spidser og udtalte sig, uvisse og tænkende beklemt paa Historien om »Kejserens nye Klæder«. Nagel nød disse Scener; nogle hviskede: »– og hvilken genial Fladebehandling,« mens andre mumlede: »Hvis det er Kunst, saa har jeg, sku, ingen Forstand paa Kunst«. Nagel gav ingen Medhold, gjorde blot en liberal Gestus med hvid Haand og morede sig usynligt. Han blandede aldrig disse to Grupper Mennesker, saalidt som han nogensinde kom Vand i sin Vin. Hans Gæsteværelser var gennem mange Aar blevet flittigt benyttede og stundom ramponerede. I et Vindu til Gaarden havde en Poet engang ridset et Vers med en Diamant, bittesmaat og skævt. En glemt Morgens glemte Vemod, givet Form under Barberingen:

Idag sad Nagel helt alene i Rygeværelset. Paa en lille ottekantet Taburet stod en Messingbakke, graveret med kinesiske Fyndsprog; den bar en Whiskykande, nogle Prøver af Fockinks Likører, virginianske og ægyptiske Cigaretter samt en Kasse sorte Cigarer fra Santa Cruz, Teneriffa. Nagel var blaabarberet og nyvasket, med snehvid Londonflip, sort Jaket og bredstribede Benklæder. En blid Parfume hvilede i Stuen. Nagel sad og tænkt sagtelig over Tinge-ne. En ung Læge eller vel nærmest blot Kandidat paa Sygehuset, Hansen – Johansen – Larsen –. Huskede det virkelig ikke. Robust, rødfinnet og trængende til kvindelig Sympati; fugtige, hvileløse Hænder og Karbolduft i Tøjet. Denne Jensen havde nok faaet en Bil og var idag ude for at indvi den. Kom sta59|dig ikke Nagel ved. Men ialtfald kørte han nu om paa Vejene i Fødselshjælper-tempo og forskrækkede Hønsene og Damerne. Olsen havde nemlig Damer med. Fru Nagel var med, hun og saa en anden, langt ældre Dame.

Nagel slog en Likør ned og tændte en Cigaret. Det var en skøn Dag at sidde inde i. I Sollysets brede Strøm boltrede Røgen sig som blaa Delfiner. Hvor mageløst dejligt at sidde her! Kølig Udsigt til den varme Sommer. Hanen paa Kirkespiret havde det værre. At Fru Nagel var borte, øgede Behaget. Men alligevel – den Smag – –

Han aabnede Vinduet og lænede sig ud. Pladsens Grus saas sit­rende i Varmestrømmen. Saa fik han Øje paa unge Brandt og fik Lyst til ufordærvet Selskab. Han kaldte. –

»Kom tilsæde, unge Ven, hvad vil De nyde? Vi vil drikke paa Deres Fremtid. Ak ja, De gaar ind til Fremtiden; jeg ved knap, om jeg burde misunde Dem. Naa, enkelte Ting er der jo, som ikke skuffer en –«

»Det haaber jeg da!«

»Ja, jeg sigtede nu nærmest til Whiskyen. Lad os tale om Tingene, eller lad os tie om dem, det gør saamænd ingen Forskel. Men man maa være to om at tie.«

Johan sank ned i en Lænestol saa dyb, at han et Sekund følte en forulykkende Alpejægers Skræk. Saa smidig og kølig en Stol havde han aldrig siddet, eller ligget i. Hans Kendskab til Nagel var ganske overfladisk, stammende fra et Par Selskaber hos Günthers i Vinter; han drak lidt beklemt en brun Roc med Nagel og tændte saa en Cigaret saa dagligdags som muligt.

Nagel betragtede ham med ydre Sløvhed og indre Liv. Hans Blik var skærpet af Alkohol, der viser sine Ofre den Velvilje at klare Synet, før den slører, taager, eller endog spøgende fordobler. Han fik dette Totalindtryk af Johan: En almindelig ung Mand. Et mørkeblond, tilbagestrøget Haar; mørkegraa Øjne, der sprang ved Tiltale, en nervøs Vane fra Skole og maaske Hjem. Munden manglede endnu Mands-præget, og i en Kløft i Hagen sov Sanseligheden stadig, men vist kun let. Skikkelsen tegnede til at blive kraftig; men der var over hele Mennesket noget, der advarede en mod at profetere. Han lod sig vist let paavirke af Omgivelserne, saa det var at haabe, at han ikke vilde falde blandt Røvere 60| eller Filistre. Dog, maaske trængte hans Karakter netop til en Vækker. – Han var klædt med Ikke-velhaverens synlige Omhu.

Johan gav nogle Eksamens-anekdoter tilbedste, skottede til Vinduet, men bedøvedes af en ny Likør, blandet med Whisky. Der blev en Pause, hvor hver i behagelig farniente tænkte sit.

»Næh, Brandt – der er sgu ingen Kultur her, – det maa De ikke sige –.«

Johan paastod det hellerikke. Han stak sit Glas ud og følte med et Trang til at meddele sig.

»Iaften skal jeg være i Sandhavn. Hvad mener De om Havneanlægget? Det er jo en Revolution: idag en spredt Bebyggelse, om otte Aar en By paa Tusinder! Ingeniøren har vist mig Planerne. Der skal være Banegaard.«

»Hvad siger De selv til alt det Postyr?«

Johan lænede sig interesseret frem og begyndte at skrive med Fingeren paa Bakken: »Ja ser De, Hr. Nagel, kønt bliver det jo ikke – med Skorstene og Gasometre og Kulbunker! Det vil jeg indrømme. Men jeg ser saadan paa det – eller rettere, nu pludselig ser jeg, takket være Deres – dette – nu føler jeg, hvor jeg er knyttet til den Havn. Husk paa, hvor tit jeg har gaaet derude. Der er saa øde. Man kan gaa Mil; der er ingen og intet. Ligesaadan er det, paa en Maade, med mig. Jeg er intet. Men jeg skal jo bygge noget op; der maa blive noget andet end Marehalm af en. Det Liv, der nu er begyndt derude – det er jo mit; naar jeg hører Rambukken slaa, giver det Genlyd i mig. Det er den rette Lyd. De bygger, de befolker. Forstaar De –.«

Han tørrede Sveden af Panden, rød i Kammen. Nagel lyttede interesseret. Der var jo forlængst engang, da ogsaa Nagel skulde have bygget. Spot vilde give Bagslag her:

»Jeg husker det godt fra mig selv. Vi sad paa Bernina, en lille Cafe. Jeg vilde bygge. Men naar jeg vidste det – stod bagved og iagttog dette Jeg – saa faldt det. Aa, vi var lidt forfaldne til den Slags Spejl-eksperimenter. De vil aldrig forstaa det. Det er det, de kalder den selvdøde Retning i Litteraturen. Jeg naaede da hellerikke hvad jeg vilde, af denne og andre Grunde. Non cuivis homini contingit –.«

61|Johans Fingre krøb travle over Stolens Læder; Nagel bryggede sig en Whisky. Igen en dyb Pause.

»Næ nej, Brandt. Smag, Kultur – der er sgu ikke her –«

»Hvordan mener De?«

»Aa, saadan. Jeg tænker paa en Frue her i Byen. Hun har altid nogle Haartjavser frem i Panden; det giver hende et ejendommelig frækt Udseende. Hun janker med en Læge, holder hans fugtige Haand og faar ham til at diske op med rystende Sygehistorier; det stimulerer Sjælene, skaber Sympati – »Hr. Doktor, kender De ogsaa denne sugende Trang til at blive forstaaet, naar ingen andre –« næ Brandt, det er sgu ikke –«

Han tog sig i det: »Et Glas til? Hr. Kan-De-ikke-drikke-ud-Brandt! Haha! Spiler det ikke Vingerne?«

»Det føles saadan,« indrømmede Johan. »Jeg har prøvet lidt af det før. Bare saadan Portvinsgilder – huha! I Smug. Næste Dag lovede jeg mig altid, at nu var det sidste Gang.«

Nagel rystede blidt paa Hovedet: »O tempora! Næste Dag er jo netop Himlens dyreste Gave. Man fortsætter. Fine Tanker kommer som de flyvende Spind i September. Man ser Verden gennem tynde Guldblade, og saa er den helt blaa; man har ingen Krop, man er lattermild som Olympens Guder. Man er kysselysten, og man køber Tulipaner. Ens Dame faar en Vinranke i Haaret. Aa kære –«

Han saa ind i Bogskabets Spejl: »Men hvidt Haar er Dødens Blomster. Alt det er ikke mit mere; jeg staar jo paa den anden Side af Afgrunden og raaber til Dem. Fortsæt De hellere med Deres amerikanske Symfoni.«

Johan rømmede sig: »Der bliver Gasværk og Bar og Biograf, en hel Mængde Ting, der staar og lugter i Solen. Men det er dog Ting, og ikke Tomhed. Jeg vil ogsaa have Ting i mit Liv, jeg gaar mellem halvgale Mennesker. Det skønne, De taler om, – der er skønt derude, siges der; som gammel Mand, naar man har levet, kunde man maaske pusle om derude og glæde sig ved Havet, men mig kvæler det. Bartholin har en Lampe i Vinduet, naar det fryser; De skulde staa der engang og se ind paa Varerne –«

Nagel saa med halvtlukkede Øjne ind i dette unge Ansigts Alvor; Syner og Ord-nød skrev saa føltsomt deri.

62|»Tal bare! De har saadan et rent og rørende Ansigt.«

Men nu gik Johan istaa. Han følte, at han var beruset, og at han drev af Snak som en utæt Pumpe. Kun Frygten for hvad der vilde indtræffe, naar han kom paa Benene, fik ham til at blive siddende.

Nagel saa Skyggen over hans Pande og følte sig atter uroligt grebet af denne Ungdom, talte staccato: »Aa jo, det er ikke Skin altsammen, der er hellige Kar. Den første Gang, De løser hendes Haar – naar Uskyld mødes i Majvejr –! Jo jeg misunder Dem alligevel, De er paa den rette Side af Erfaringens Afgrund; hos mig er det taaget Oktober. Forresten bygger jeg ogsaa ude ved Sandhavn,« bemærkede han atter dagligdags. »Paa min Maade. Jeg vidste jo alt dette med Havnen, mens det endnu var i Moders Liv, og sikrede mig Jord itide. De har vist nok hørt snakke derom – noget med en Englænder, jeg solgte til, og han til mig, og jeg til ham, og saa videre. Men saa kom jo Bartholin, sølle Fyr. Han sad engang her paa mit Kontor; siden da tror han, han har slugt baade Loven og Profeterne. Han købte ret dyrt af mig, og nu har han brændt sig – han faar ikke det halve for Jorden. Tro De mig: de bygger nok derude, men der bliver ogsaa muret et Par Mennesker inde i Kælderen. Det giver Held. Liv er Risiko. Hør, vi er sultne.«

En sortkjolet Pige med hvid Kappe bragte lydløst en Bakke ind og stillede den paa Ottomanen: Kylling, kolde Salater, frisk Brød og Smør og en Kande Øl. Johan var ganske fortumlet; han syntes, han var kommet til Kongens Taffel.

»Fulgtes De ikke med en ung Pige, da De kom,« spurgte Nagel, nippende til Øllet.

»Jo,« sagde Johan noget angerfuld igen. »Det var Gaardejer Hunbys Datter.«

»Oho.« Det lød ikke ret interesseret. Nagel rejste sig og gik ind til Spisestuens Buffet for at faa en Akvavit. Imens faldt en halvglemt Hændelse ham ind.

Nagel var en passioneret Jæger – passioneret, hvis man vil dividere dette Udtryk med den betydelige Nagelske Indolence. Han gik gerne paa Jagt ude ved Kysten; startede med en vis Energi, skød virkelig af og til en Del, men faldt ofte i Staver ved Aaen og betragtede sit Ansigt i dens Spejl. Disse Udflugter under fri Himmel, naar Kontor og Kone var 63| glemt, var hans Sinds Sundhedskilde. Naturen gav ham Enetimer, naar det trængtes haardt; men det er desværre en gammel Skrøne, at Naturen er en Sindets Helbreder. Den be­seg­ler Harmoni, men den blotter indre Splid til Marven. Der var altid den Fare, at Ensomheden pludselig blev mærkbar, hvilket førte til Selvoptrævling. Det var et Hasardspil, om Jagtturene blev vellykkede. Ved det første Tegn til Omslag var det klogest at vende tilbage til Folk.

Mens han gik til Buffeten, mindedes han dette: Som Nimrod selv, iført splinterny grøn Jagtdress fra Brødrene Andersen, gik han ude paa Sletten ved Fyret en Høstdag. Hans Humør var sprunget læk tidlig paa Dagen, og han agtede sig til Kroen og derpaa hjem. Da vilde Tilfældet, at han rev Haanden alvorligt tilblods paa et af de Pigtraadsgærder, som var et af Varslerne om den kommende Kultur i Sandhavn. Blodet vilde ikke standse. Han dryppede sin Vej over Sletten. Saa mødte han en ung Pige i lyseblaa Kjole. Hun bekæmpede sin indtagende Forlegenhed og fik ham med ind paa en Gaard. Hun var yderst geskæftig og handledygtig, men hans Kenderøje saa og nød en vis Skamfuldhed hos hende, fordi Stuen ikke var gjort helt iorden; der laa saamænd en Haarbørste paa en Stol, det var alt; men hun havde vist hellere haft et Pindsvin liggende derhenne. Hun vaskede og forbandt ham, rød af Iver. Han strøg hendes Mis over Ryggen med den raske Haand, og de kom i Snak. Det varede saa længe, at han helt glemte Kroen, for Pigen var frisk og livlig. Dagen, der havde været lige ved at gaa i Gæring, endte med, at han sad i Bilen med Haanden i Mønster-bandage og smaalo over et eller andet, som Gaardejerdatteren havde sagt. Denne Snaps bragte Erindringen saa levende til ham; han saa efter Arret. Lille Kvinde, tænkte han mildt.

»Naa, bedste Hr. Brandt,« raabte han godmodigt smilende, da han kom tilbage. »Fremtidens Bygninger venter Dem vel. Tak for Snakken; De er virkelig en Mand, man kan tilbringe en anstændig Eftermiddag med.«

Johan rejste sig og trykkede hans Haand; han blev fulgt til Dørs med en Gratie, der var storslaaet og, som han følte, uden Ironi.

»Hr. Brandt, vi vil skilles som Mænd. Tilfældet arrangerede dette. Vi aftaler ikke at mødes imorgen og hver Dag derefter. 64| Jeg afkræver Dem intet Løfte om Deres fremtidige Søgning, ejheller skænker jeg Dem min ufødte Datters Haand. Ingen slimede Forsikringer; vi kender dog ikke hinanden bedre end to Trækfugle, der krydsede hinandens Linje. Tak for Deres Besøg.«

Da Johan gik havde han en underlig Følelse af Bedrøvelse, fordi han havde svigtet Bodil for Nagel. –

Sagføreren havde sat sig i Stolen foran Spejlet. Han saa derind; hans Hud var gullig af Drik. Haaret havde Frostglans.

Han opererede lidt med sit eget Blik; saa opgav han det og gabede træt.

9

Da Johan med sin Koffert var vel installeret i Fyrboligens lille Tagkammer, laa han længe stille med værkende Hoved og hørte den sagte tudende Vind. Saa faldt han isøvn og havde en besynderlig Drøm.

Han stod nede i Stuen, fordybet i en Samtale med en Hindu om hvorvidt det var risikabelt at glemme at bede Aftenbøn. Saa lød der et Spektakkel fra Klaveret, som om flere Strenge samtidigt sprang. Han aabnede det og saa paa en Hylde et Stykke nede nogle Støvler. Men dybt nede bevægede sig to Hoveder, et sort og et hvidt. De lignede den tragiske og den komiske Maske; lidt efter blev de til et Romerhoved og et Negerhoved. Pludselig steg de ad en Stige op mod ham. Han kastede i største Skynding Støvlerne ned paa dem, klappede Klaveret i og vaagnede i stærk Uhygge.