[65]|Tredie Kapitel

1

Først en Tanke, saa et Ønske, saa en Plan, saa en Kendsgerning – saaledes var Havnens Udvikling. Tankefostret, som var begyndt at røre paa sig i forrige Aarhundrede, havde overstaaet Fødselens Vanskeligheder. Landets Rigsdag havde vedtaget Havnen; den var Lov, og de mange Millioner stod til Raadighed. Jorden ved Sandhavn bar denne Sommer som alle andre sine Buketter af blege, vilde Blomster; den vidste ikke, at hver Tomme af den var maalt og forudbestemt til at bære nye, usete Ting; Veje og Stier bugtede sig og vidste ikke, hvor strengt man vilde fare frem mod dem i det Sandhavn, der endnu kun havde Eksistens paa Papiret. Stranden viste dog allerede Nydannelser. Stod man under Fyrskrænten, saa man lidt borte, ragende et Stykke ud i Brændingen, noget, der lignede en sælsom, højbenet Larve. Bølgerne lod foreløbig, som om de ikke havde bemærket denne uforsigtige Spøg. De brast, de tørrede Larven om Snuden med hvidt Skum og udførte deres drønende Dagsgerning ganske som før. Indad Klitten til havde Larven en mægtig allieret i et andet Fabeldyr: en Kran. Denne Kolos, der bevægede sig med den yderste Forsigtighed, bestod af Ben, Arme og et Hoved. Der var intet overflødigt Fedt paa den, den var lutter Hensigtsmæssighed. I en Tid, hvor Arbejderne gør Krav paa selvstændigt Liv og endog hævder at have aandelige Fornødenheder, var det helt velgørende at se denne Mastodont, den ideale Slaves Billede; der var intet vaagnende Sjæleliv i dens Vinduesglugger, der sad firkantede og tomme i det Bræddehus, der var dens Hoved. Fik den Strøm ind, saa gjorde den Arbejde; hed det »flyt dig«, saa krøb den knasende hen over sin Skinne.

66|Endvidere var der paa Stranden rejst nogle Skure; i et af dem opholdt Ingeniør Beyer sig ofte. Der var et Bord, en Lænestol med rødt Betræk, Planer, Beregninger, og en Kikkert, der kunde trække Arbejdsstedet paa Brospidsen nær, saa man i Detailler kunde følge Nittehamrens og Rambukkens Arbejde. Beyer gjorde ingen Hemmelighed af, at han havde denne Kikkert, Forræder-instrumentet, det transportable Nøglehul, der faar intetanende Mennesker til at flyve hen faa Meter foran et iagttagende Øje. Han skjulte heller ikke, at det for hans massive Korpus var bekvemmere at sidde ned med Kikkerten end at staa op. Beyer kunde gabe saa galt han vilde og betragte sit spirende Skæg i Spejlet, han var dog stadig den ind i Begivenhedernes Midte slentrende, der vidste alt paa Forhaand og syntes omgivet af en psykisk Farezone. – Hen over Stranden var anlagt en lille Tipvognsbane, og i høje Dynger laa Sten, der engang skulde blandes i Cementen. I Klitten indenfor den paabegyndte Mole stod en Træpæl med en Skive, og bag den en anden; Linjen mellem disse, forlænget udefter, angav den nøjagtige Retning for de næste 500 Meter Dæmning. Inde i Nordby, ved Banegaarden, arbejdede man saa smaat i den samme Linje; man forberedte Anlægget af den Skinnevej, der engang som en Pil skulde træffe Sandhavn.

Men det egentlige Sandhavn, Husene og den nøgne Mark, lignede endnu sig selv. Dog var der kæmpet sejgt om disse nu matrikulerede Distrikter; det var saa utroligt for Ejerne, at nogen pludselig kom og gav gode Bud paa denne Elendighed; og da Pengene var udbetalt, var det saa nagende, at man ikke havde faaet mer endda, og at man nu kun var Lejer, hvor man før var sin egen Herre.

Hvis man tror, at ingen fine Næser havde vejret denne Værdistigning iforvejen, gør man sig skyldig i en Undervurdering af vestjydsk Lugtesans. Mange af de Bosiddende derude havde gjort betydelige Vanskeligheder, tinget vedholdende og bandet paa, at de vilde føre Proces mod Land og Rige, før de faldt tilføje. Og da nu Jura og Sans for let Fortjeneste aldrig har været Fjender, saa ligger det nær at tænke sig, at Sagførere, saaledes Nagel, ikke havde overset Sandhavns Fremtids-muligheder. Netop om Nagel vidste man at fortælle en Del. Billigt, næsten forærende, havde han for67|længst faaet en Del Grunde og, som det syntes, videresolgt dem. Der nævntes i denne Forbindelse en vis Englænder, Mr. Jones, en Mand, ved hvem der var en udtalt Straalugt; han havde nok afhændet de efterhaanden kostbare Grunde. De finere Traade i disse Handeler blev aldrig udredet, men det er sandsynligt, at der ikke var stort mere Realitet ved Jones end ved den ulykkelige Reynolds, der fandt en saa brat Død i de vinterlige Bølger. Disse Kædehandler gavnede ikke Nagels Anseelse, der i det hele var aftagende; men de skadede næppe hans Bankkonto, thi i Ekspropriations-øjeblikket sad ikke han, men andre inde med den dyre Jord og de urimelige Krav til Statens Betalingsevne. Komitéen lod sig nu ikke putte Blaar i Øjnene; den gav gode Priser, men gjorde opmærksom paa, at Sandhavn var intet Klondyke med Guldaarer i Sandet. Den havde Myndighed; den var stærkere end Mennesker, thi den var selve Samfundsviljen i jovial, men bomstærk Skikkelse. Som en Elefant gik den hen over de hindrende Halmstraa. Enkelte maatte brænde sig; det blev navnlig Bartholin.

En Solskinsdag kom Nagel spadserende ind i Købmandsboden. Han var i Perlehumør og lænede sig frem over Disken:

»Naa, Bartholin, det gik altsaa ikke. De var med i Legen, og jeg havde egentlig troet, at De skulde have faaet mere af Fedekalven.«

Bartholin saa bleg og lidende ud den Dag:

»Skylder jeg noget?« mumlede han uden at se paa Nagel.

»Ja selvfølgelig, De skylder mig de 4000 Kroner. Handel er Handel, det ved De bedst selv.«

Pause.

»Hvis jeg nu bragte Sagen frem for Offentligheden ...«

Nagel knipsede irriteret med Fingrene: »Nu ikke enfoldig. Det vil tjene Dem og Deres Biks meget daarligt. De kan da for Fanden begribe, at den Slags har jeg forudset.« Han lo foragteligt: »Mange er Kontoristerne, faa er Feltherrerne.«

Bartholin stod ved Vinduet og saa mørkt ud mellem Glasasietterne: »Jeg betaler Dem selvfølgelig ikke, Sagfører. Bankbogen med Ekspopasjonssummen har De faaet. Den er min Betaling; mer er Grundene altsaa ikke værd. Overprisen tror jeg helst, vi skal slaa en Streg over.«

»Skal vi,« fnøs Nagel svagt. Han mindedes Bartholin, da 68| Handelen blev indgaaet: det hundefiffige Glimt under Alvors-brynet, Hændernes griske Dirren, da Summerne blev nævnt – skulde den Køter ikke brænde sig, skulde han ikke lære at dy sig og blive bag sin Disk?

»Jeg har Deres Underskrift paa et juridisk korrekt Skøde, husker De nok.«

Der skete noget mærkeligt, ja enestaaende: Bartholin blev sentimental.

»Jeg synes dog, vi har arbejdet godt sammen før ...«

Nagel var ved at blive vred. Han ønskede ikke at mindes det Samarbejde. Der havde ved Bartholin været en ulidelig Lugt, stram Sildelugt; Nagel havde i sit Skab maattet have en Refraichisseur staaende, og hver Dag efter Kontortidens Ophør havde han gaaet og pumpet forstøvet Kølnervand ud i Lokalet, med sammenknebne Næsebor ...

Hans ene, glatbarberede Mundvig smilede, fortrukken af Ækelhed: »Altsaa, Bartholin, De betaler mit Tilgodehavende. Det haster ikke for min Skyld, men glem det ikke. Fem Procent er en passende Rente.« Saa gik han.

»De har snydt mig,« hvæste det efter ham.

Ude i Blæsten forsvandt Mindelserne om den Bartholinske Em, som Sindsbevægelsen bag Disken var begyndt at producere igen. Nagel sænkede Sagen, Personen og Summen i Glemselens Hav og gik smaafløjtende ned mod Kroen.

Men i Butikken stod Købmanden og kunde ingenlunde glemme. Han løftede lidt paa sin sortskæggede Overlæbe, saa en gullig Tandrest blev synlig. Han lignede da en Gnaver. Men den store, uldne Stilhed havde allerede sænket sig om ham. Han bandede ikke, sukkede ejheller. Derimod tog han en Fajance-tallerken i Hænderne og saa længe ned paa den. Saa brækkede den. Han holdt Skaarene i Hænderne; de blødte ikke.

Saaledes begyndte den Konflikt, der skulde udvikle sig saa ejendommeligt.

2

En Dag, mens Hunby gik hjem over Marken for at holde Middagshvil, saa han fem Mænd komme slentrende ude paa Vejen. Med et hilste de paa ham allesammen, og en af 69| dem raabte noget med imødekommende Gemytlighed; men Vinden bar fra, saa Ordene naaede ikke Hunby. Han saa uglad ud ved Besøget. Haaret blæste ned over Panden; Øjnene, der begyndte at blive gamle, spejlede Himlen som hvidlige Kugler. Dette Ansigt, der havde saa store Muligheder for at udtrykke Lune og Godhed, havde mistet sit Spil og sin Bevægelighed. Han saa frem mod Gaarden, mens han gik. De fem stod i en forblæst Gruppe ved Døren og ventede ham. Som fem Ravne havde de slaaet sig ned ved hans Indgang; de sorte Frakker flagrede. Dette Syn behagede ikke Hunby. Han holdt saa fast om sin Tøjrekølle, at Fingrene blev hvide. Det ufravendte Blik og Brynenes brudte Linje gav ham et eget Udseende af resolut Galskab; han lignede en Fare, der nærmer sig.

Hunby var ikke i Tvivl om, hvem denne Ravneflok var. Han havde forhandlet med disse Herrer før. De havde foretaget mange Ture i Oplandet, og overalt blev de modtaget som selve Lykkens Gesandter: med Vantro, med skjult Henrykkelse, og med Skræk for, at man i Befippelse skulde lade dem slippe for billigt. De havde været to Gange hos Hunby, men hos ham havde de mødt en Mur af Modstand. At de var de stærkeste, var en Selvfølge; men som godmodige danske Mænd vilde de saa nødig bruge deres Magt; de vilde tale ham til Fornuft, faa ham til at indrømme sit Fejlsyn, til at give Kaffepunscher og skilles fra dem med djærvt Haandslag. Med det gode vilde de tage ham; ved deres sidste Besøg havde de opholdt ham en Time, spillet Argumenternes Kvintet, saa en Sjæl maatte smelte, baade den humørfyldte Allegro og den besnærende Adagio; men de var fremdeles ikke naaet til Slutsatsens Marcia trionfale. Deres Tilhører var uimodtagelig. Han benægtede ikke, at der kunde være noget rigtigt i det, de sagde; men de maatte tjene ham i at lade ham i Fred. Selv havde han kun et eneste Argument, dette simple, men kraftige: Gaarden er min.

De lod ham naturligvis vide, at Ejendomsret ikke var absolut; Samfundet, der vilde gavne mange, kunde ikke lade én spærre sig Vejen. Det tog, men det erstattede naturligvis.

Alligevel – »Gaarden er min.«

De studsede og forklarede videre: Den Erstatning, man vilde byde, var absolut højere end hvad nogen Køber vilde 70| give. Hunby var saaledes en heldig Mand, og – som de kunde forsikre – en misundt Mand. – Det hjalp dem ikke. Sagen var jo, at det ikke var Pengene, der her var Vanskeligheden. En Fædrenearv, en Livsgerning kan ikke vurderes. Rykker man et Træ op med Rode, grønnes det ikke mer, selv om man lægger det paa en Seng af Pengesedler. Dette kan man ikke læse i Lovbøgerne; her ophører det konkrete, og den retsvidenskabelige Hovedrysten begynder. Her ender Juraens bleggrønne Jord, og udenfor viser Instinktets Bølger Tænder i Mørket.

Hunby lod Kommissionen gaa foran sig ind i sit lille tilrøgede Værelse. De to regeringsvalgte stillede sig ved Kakkelovnen, de to amtsraadsvalgte tog gemytligt Sæde i Sofaen, over hvilken et Jagtgevær hang. Dets Løb pegede manende hen mod Vinduet, hvor Kommissarius stod i sin svære Frakke. Han havde taget en Bankbog frem; en tyk Pølsefinger stak ind imellem dens Blade, og mens Talen gik, lod han Bogen flagre lidt, saa man paa Indskudssiden fik et Antal svulmende Nuller at se.

Et af de siddende Medlemmer, en Gaardejer Jensen, der kendte Hunby godt og havde bemærket hans forstyrrede Udseende, skyndte sig at tage Ordet. Det var altid bedst at faa en Ende paa Tingene, forklarede han. Han havde gjort, hvad han kunde, for at faa Ministeriet til at opgive Havnen, sagde han smilende, men det stod fast ved sit, og saa maatte jo Hunby vige. Her havde de nu med sig en Bog; det var ikke almindelig Kolportør-læsning, det var en Bog, der kunde faa en til at spærre Øjnene op. Hunby var jo ikke saadan gammel og behøvede ikke at gaa paa Aftægt; han kunde købe sig Gaard, saa det forslog, hvis han vilde, og faa sig et Mønsterbrug et Sted ...

»Gaarden er god nok,« afbrød Hunby ildevarslende.

»Sese,« lo Gaardmanden, »man skal nok vogte sig og se sig for. Jaja, du Hunby, jeg forstaar dig nok, bedre end du kanske tror. Men jeg ser nu saadan paa det: det er ligesom med en syg Tand –.«

»Rigtig, som en syg Tand,« lød det fra Kakkelovnen.

Hunby saa ud over sine Marker, over alt det, der var hans – havde været hans – –

»Man maa ligesaagodt rykke den ud med et Snuptag. Nu 71| har vi snuppet, Hunby, og vi gratulerer og ønsker godt Held i Fremtiden. Herr Kommissionær –«

Denne bukkede spøgende og lagde med stor Gestus Bankbogen hen foran Hunby. De kunde have talt til Væggen med samme Udbytte. Han saa uforstaaende paa dem. Syge Tænder, Bøger i blaat Bind – hvad kom det hans Gaard ved?

»Tager I det hele?« spurgte han saa, mat.

»Ja, ser du,« begyndte Gaardmanden livligt. »Stationen skal ligge omtrent her, men hele Terrænet skal nivelleres, som de kalder, for at komme i Plan med Havn og Strand. Det skal graves ud, saa Banen slipper for Bakker, begriber du.«

»Men Huset her –?«

»Det skal væk. Det vil sige, Grænsen gaar nøjagtigt her igennem, saa –«

»Hunby kan sgu' beholde Hjørnestuen hvis han vil,« lo en af de amtsvalgte.

Gaardmanden var ikke sen til at oparbejde lidt Humør i Samtalen, der var trykkende som Tordenluft: »Ja, der kan du Sateme sidde som i et aabent Lysthus og ryge Pibe og grine ad de andre, der slæber. Han er ligemeget Lykkens Pamfilibus, Hunby! Saadan en Konto – og saadan en Datter! Nu skulde du næsten give Lidkøb, hvis der er noget ved dig, Hunby.«

Denne Spøg med Hjørneværelset bekom ikke Hunby godt; det kneb med at synke den. Der havde hans Kone ligget syg, der havde han taget sine Sko af, og Solen havde bygget Himmelstige ... det var et helligt Sted. Og det sad der Folk i hans Sofa og grinede ad.

»Hør Folk,« sagde han kort. »Det er skønt nok med den Bog, hvis jeg en Dag vil sælge, men det vil jeg ikke.«

Der blev stille i Stuen, haabløs Stilhed. Mandens Forstand var som en Maskine, der ikke kunde overvinde et dødt Punkt; den faldt tilbage og gentog sig selv, hvergang de støttede Hjulet. Den venlige Gaardmand blev ilde tilmode; han rodede i sin Lomme og fandt en halvrøget Cigar. Han tændte den og hyllede sig i en privat blaa Kappe.

»Godt, Hunby,« mælede han en Stund efter med ny Energi. Og dette »Godt« syntes ved et sprogligt Lune at rumme alt det værste i Verden.

72|»Godt, du maa nu flytte alligevel. Hen i August senest bliver her afspærret, og saa begynder Udgravningen.«

Et surt Humør havde bemægtiget sig Kommissionen; navnlig dens Formand, der frøs og havde regnet saa sikkert med en Kop Kaffe, blev stødt paa denne stædige Bonde, som hverken vilde give sig for Kilden under Hagen eller Løftestang. Han knappede Frakken og stak Bogen til sig.

»Det er sjældent,« snøftede han, »det er sjældent –«

Men han var altfor fornærmet til at fortsætte. Han skød Maven frem og begyndte at gaa; og ogsaa over de andre Herrer begyndte der at komme Retningslinjer henimod Døren.

Der fo'r tunge Tankeskyer gennem Hunbys Hjerne. Naar de nu gik, vidste han, at de kom ikke igen. Det var, som laa der i deres Forbliven en svag Mulighed for, at Katastrofen endnu kunde afværges. Paany viste Planen om Sagsanlæg sig i hans Hoved – en aarelang Proces, som forhalede og til sidst umuliggjorde –. Og dog vidste han fra en Konference med Nagel, at det var unyttigt at føre Sag. Han sagde med tør Strube:

»Hør – vent lidt – min Far og min Bedstefar, ingen af dem havde fundet sig i det. Jeg faar aldrig Ro, hvis jeg –. Jeg kan leve ti Aar endnu, saa kan I komme til – eller før Banen ind østfra, hvis Landevejen ikke er god nok. Her kan I ikke komme til. I kan da skønne – naar man endelig har faaet Jorden god – nej vent lidt, Jensen. Det er jo vildt at komme og smide en hæderlig Mand ud. Har vi Ret i Landet eller ikke? Skal jeg sidde og drive i en Hjørnestue? Eller begynde forfra? Man begynder ikke to Gange, at I ved det. Jeg vil skrive til Kongen. Der maa dog være nogen, der beskytter fredelige Mænd. Ser I Geværet? Ved I, hvad det kan bruges til? Min Kone levede og døde her. Bodil voksede op her. I skulde have set, naar Duerne sad paa hendes Skulder, hun var ikke større end at hun lige kunde staa –.«

Kommissionen knappede Frakkerne. Han saa Ulykkesravnene baske med deres Vinger. Hele hans Stue var fuld af ubudne Gæster, sort af fremmed Rak, der vilde æde ham ud. Naar de strakte sig, saa faldt Taget. Naar de gik, tog de Døren med sig, saa Vinden fløj ind. Naar de saa sig tilbage, faldt Murene sammen i en Kalksky. Naar de var borte, 73| kom en Hær af Rotter og gnavede Marken væk, Tomme for Tomme –

»Naa, gaar I,« raabte han pludselig vild. »Naa, har I nu hakket nok i mig for idag. I ser sorte ud, det er daarlige Tegn naar I kommer, og værre naar I gaar. I kan være ligeglade med hvad I træder ned. Jeg troede, jeg vidste, hvad ærlig Handel var, men der maa være kommet nye Tider. Før I kunde knappe Bukserne, var der Folk, der sled sig krumme her; de gjorde det ikke, for at her skulde være Losseplads. Havde jeg en Hund, saa skulde I faa den i Haserne. Jeg er vis paa, at havde jeg en rigtig stor Hund, skulde den faa Jer til at flyve lige til Helvede – nu paa Timen.«

Der kom en vis Hast over Kommissionen. De kastede et Blik paa den forstyrrede Hunby, hvorpaa de nærmest løb ud paa Vejen.

»Ikke sig selv mægtig,« konstaterede Kommissarius forpustet.

»Fornærmelse –,« lød det fra den amtsvalgte.

Hunby var kommet ud og gik et Par Skridt efter dem. Haaret flagrede; han havde en Stol i Haanden. Det saa baade uhyggeligt og komisk ud.

»Byg Rede et andet Sted,« raabte han. »Her er jeg Mand paa Gaarden.«

»Tag dig sammen, Hunby,« formanede Jensen. »Pengene kan du hæve inde i Banken, naar du bliver klogere.«

»Aldrig hørt noget lignende,« snerrede Kommissarius. »Hund behøver han ialtfald ikke!« Og tilføjede prøvende, da han var kommet lidt til Hægterne: »Om vi saa ikke næsten har fortjent en Kop varm Kaffe – paa Kroen –?«

– Hunby gik hen over sin Gaardsplads, hvor Karlen efter en maabende Pause igen begyndte at give Vognen Smørelse.

»Du kan spare Besværet, Niels,« sagde Hunby. »Kør Vognen ind, vi er færdige.«

Men da Karlen aabnede Skurets Dør og vilde skubbe Vognen ind, fo'r Hunby tilbage, og det saa ud, som hans Hænder vilde gribe Niels i Kraven:

»Hvad skal det sige? Bliv ved! Tror du, jeg lader mig skræmme? Er det min Gaard eller ikke?«

Men han blev inde Resten af Dagen. Han sad ved Bordet, da Bodil kom ind, med Panden hvilende paa Trøjeær74|met. Bodil spurgte ikke, trøstede ikke, klappede ikke. Hun sagde ligefremt:

»Du har da mig, Far.«

Han saa op, og hun blev utryg ved hans Ansigt. Hun saa, at hun havde for lidt Part i ham; hun var ham ikke nok. Kvinder har deres Kære, men Mænd har Jorden. Hun satte sig ved Bordet og græd.

Han saa aandsfraværende paa hende. At kunne miste, det er Hemmeligheden; Livet er at miste.

3

Fyrmesteren var syg, men han havde endnu ikke forsømt en Dag. Trappen op til Lanternen voldte ham meget Besvær, og naar han saa hen i en mørk Krog, var den altid fuld af Fluer, baade Ildfluer og sorte Fluer. Naar han saa paa Himlen, sejlede der gerne nogle store Glasaal hen over den. Han lod sine Piber gaa ud og indtog sine Maaltider med Overvindelse. Forholdet til Madsen var koldt, men roligt; Skænderier var for stedse forbi, man var naaet ind i Polarzonen. Brandt havde ikke Kræfter til Scener; han var en Besvimelse nær sidste Gang, og hans Hjerte dunkede af Skræk, naar han var nødt til at give en Besked. I Journalen »Madseniana« gjorde han kun nu og da Notater; Ondskabens Opfindsomhed glippede; det blev kun til syge Gentagelser. Overfor Larm var han yderst ømfindtlig; var der Børn, der skreg nede i Gangen, steg Larmen, blandet med sit Ekko, op gennem Vindeltrappen og fløj med et Rusk paa ham, og hans Pande kom i Sved.

Det var en meget varm Sommer. Det var den, der bragte Euro­pas Gryde i Kog. Solen blev ond; Livsopholderen vendte sig mod Livet. Den dyssede Vindene i Søvn, og den jog Skyerne paa Flugt med pile. Saa sad den tilbage som Enehersker i det blaa, lille, rund og meget fjern; men den fattede med Kvæler-arme rundt om den rullende Jord. Hver Morgen gled den op i Nordøst, skarp og udsovet; Markernes Dugg tørrede straks ind, Vejene sprak til Pulver, det gule Græs knirkede af Kisel. Om Aftenen dryppede den ude over Havet som en Glød ned i en frygtelig Esse. Brændingen gik 76| grønlig Natten igennem under et rødt Ildspor, der kædede Tørkedagene sammen og holdt Erindringen vaagen. Men i Midnatstimen viftede det køligt nede fra Sletten, hvor der endnu laa en Pøl Mosevand her og der. Duftbølger strømmede ud fra Blomstertuerne dernede, hvor tusind Honninggruber henrykt mindedes Dagens Besøg af Bier, disse forslugne Værtshusgæster i Fløjlsvams og med Kaarde. Oppe paa Fyrets Altan, i det blide Drivhus-pust fra Sletten, stod Fyrmesteren og saa ud mod Nordhimlens Ildebrand og Søens tyst kogende Ring. Vinden flagrede med hans Slips. »Ankergang,« mumlede han. Saa rømmede han sig højt og nøgternt: »Hm!« Det var, som tog han et Spøgelse i Nakken.

Fyrmesteren gik ned ad Vindeltrappen og ind til Maskinerne. Foran Kedlen havde gamle Anton en varm Tørn. Brandt saa paa Manometret og paa Strømtavlen. Saa svævede hans Blik hen paa Anton og hvilede der i tungsindig Spørgen. Anton skramlede utaalmodigt med sin Skovl; han havde intet galt gjort og holdt ikke af disse natlige Besøg. Længe følte han dette ubevægelige Blik hvile paa sig. Saa lød der en Knasen i Fliserne; Brandt var ved at gaa. Det lettede. »Snart købe Kul igen –,« sagde han vaagnende, men Maskinerne slugte Lyden. Brandt gik halvt op ad Trappen; saa faldt han i Staver ved et af Smaavinduerne. Han stod længe og stirrede, svagt tyggende. Her var fuldt af Fluer; han sagde en hel Mængde og endte med et Raab. Han var som en Søvngænger, der vækker sig selv ved Tiltale, men uafladelig falder hen igen.

Johan, der havde sagt det glade Nordby og Kammeraterne Farvel, holdt nu Sommerferie herude. Paany, men stærkere, følte han Stedets Indvirkning; der var ingen tydelig Befrielse at skimte forude. Han skulde ikke mere sidde i Frederiksens lune Bagstue og høre om de ventende Millioner, ikke færdes paa ungdommelige Opdagelsesrejser med Arne eller indordne sig under Skolens frigørende Disciplin. Alt syntes leddeløst. Livet her var et Liv under Glasklokke; hvordan skulde han bryde ud? Ingen Bestemmelser var truffet; han selv var i Vildrede, og hans Fader syntes mindre end nogensinde at kunne samle sig til en virkelig Drøftelse.

Skønt Luften altsaa var hed, følte han det koldt at færdes ud og ind i Stuerne. Der havde altid hvilet et Tryk; det 76| syntes ham nu, som om noget snart maatte briste for den umenneskelige Vægt. De to Hjem, Brandts og Madsens, laa altfor tæt ved hinanden; der var kun en Hinde imellem, for tynd til at skærme mod onde Straaler. Et maatte gaa under – hvilket? De mørke Følelser har deres Spøgeri; Folk, der tier, kalder Dæmoner frem. Tingene selv deltager i Kampen; Ting kan smile, men de kan sandelig ogsaa true. Frøken Marcussen havde en Maade at vende Ryggen til alt hvad Madsens var, som før eller senere vilde blive hævnet; ustraffet haaner man ikke hinanden saadan. Der stod en Søjle af Spænding i Luften; raabte nogen, smældede en Dør, var det ligesom det pludselige Vindsus før Tordenvejr. En Dag, da Brandt ringede paa hos Madsens for at sige en Besked, holdt Johan Vejret; en Morgen, da Madsen kom med en svær Stok i Haanden, bad han til Gud. Han spillede en Del paa Klaveret; det blev altid til Fantasier i c-moll, Tonarten for Huse, der er blevet Kældere, den, hvori Skæbnen banker, naar den staar udenfor Døren med en Staalpisk bag Ryggen.

Det skete engang, at Johan i Trappens Halvmørke mødte Lise. Hun var nu en køn, lidt spinkel ung Pige, sværmerisk af Blik, lydløs og hurtig som en Mus. Hun havde en Nellike i Munden. De blev staaende, og begge saa sig om.

»Du har nok faaet Eksamen,« sagde hun sagte.

»Ja. Vidste du det?«

»Saa skal du have min Nellike.« Hun trak ham hen til sig og fæstede Nelliken i hans Knaphul. Han vidste ikke hvorfor, men hans Ansigt gled mod hende, henover den ru Hjemmekjole. Ved hendes Skulder hvilede han sin Pande. Aldrig havde han vidst, at noget kunde være saa blødt.

»Se,« sagde hun, »nu sidder den smukt.« Hun lagde Armene om hans Hals: »Kys mig saa.«

Han rørte sig ikke. Saa kyssede hun ham en enkelt Gang, friskt og let, som en Søster. Han blev med et varm og lystig.

»Er vi virkelig Venner – er vi klogere?« hviskede han.

»Ja, vi er meget, meget klogere.« Hun smilede til ham som en venlig Alf gennem Dunkelheden. Hendes Hænder, hvide, smidige, fattede om hans. Mer sagde de ikke, mer behøvedes ikke; der var Hvile og Stilhed i dem, Haab og lys Tillid; det var som en Gudstjeneste.

77|»Nu maa vi gaa.« Og hun puffede ham afvejen, muntert som en Dreng, djærvt som en Sammensvoren.

– Denne lille Konspiration paa Trappen var det ham siden en egen Glæde at tænke paa. Havde de gamle gravet Kløfter, saa skulde de unge række Haand derover. Var Nutiden tyk af Fjendtlighed, saa skulde Fremtiden smile derigennem. Noget saadant foresvævede ham. Han vilde Fordragelighed. Forstaaelse, Aabenhed, det var den positive Retning; han vilde leve derefter, han vilde bygge op. Der kunde saa let blive Ørkenpletter i ham her – her var goldt, sært og sygt. Sindet byggede sig mørke Vægge og slog Døre ilaas. Der var en Fare ved at sluge sine Tanker istedetfor at udtale dem; det gav indre Spænding, drev en ud paa Hederne og gav en Smag for Monologer. Fremad maatte han vende sig; foran laa hans Tid, og den skulde rumme Virksomhed, ikke Fantasier. Derfor var det godt at mindes hendes Haandtryk, – det var netop et stumt Løfte om Enighed, det var det venlige Dagslys, just som Drømme-skolopenderen raslede hen over hans Dyne! Den unge Pige levede i samme Skygge som han; naar de forstod hinanden, stod Fremtidens Sol op. Hvor kosteligt er ikke et Menneskes Haandtryk!

I utaalmodig Længsel fremad klædte han Sandhavn i den kommende Tids Festdragt. Han havde ikke Græs under sig, men Asfalt. Gaden kom i et hvidt Sving oppe fra Stationen, og en Perlerække af elektriske Lygter hang over den ned til Havnen. Bag Spejlglasruder laa Varer, strøet let hen over farvet Fløjl; fra Cafeer bag gule Silkegardiner lød Violinernes Lærketriller. Biler og Tog støjede; i en Bar brød fulde Søfolk op, naar Dampere fjernt og hult varslede Afgang. I Banker regnedes Summer sammen under grønskærmede Lamper; Fabrikker klaprede, Aviser spredtes, Livet skyllede sin Strøm gennem Gaden. Saadan tænkte han sig det; saadan skulde det være. Tomhed skulde fyldes – bygge, bygge! Og stadig skulde Fyret lyne med Millioner af Hefnerlys ud over Søen, ikke Faresignal som nu, men Velkomst-blink, ikke skræmme fra Jernkyst, men lokke mod Muldkyst.

Han hørte Rambukkens Drøn nede fra Stranden; lukkede han Øjnene, blev det en langt mægtigere Lyd, et Ekko fra fjerne Skibsværfter. Han faldt i et Jordhul – nej, det var 78| en Kabelbrønd! Havgusen skød sin Væg ind over Sandhavn, Fyret klippede fedtet deri. Men Fremtidsbyen syntes ham saa nær, at han sporede dens Røg­lugt i sine Næsebor.

4

Hvis man sammenfattede en Række spredte Udtalelser, som Ingeniør Beyer fra Tid til anden fremkom med, vilde man kunne danne sig Overblik over Foretagendet:

»Bygge Huse eller Jernbaner, det er omtrent saa ligetil som Stærekasser. Men Havne, det er noget ganske andet. Verden er fuld af Havne, saa De tror vel, der er Forbilleder nok, men Vilkaarene er saa forskellige. En Havn, der skal staa for denne Brænding, og som ikke er dækket som Esbjergs, det skal jo, det kan De nok forstaa, det skal jo være en Havn ... Jern og Træ duer ikke, Sten har vi ikke nok af. Derfor maa vi støbe Havnen. Læmolerne, som staar hist og her, blev bygget efter Prince-of-Wales-Systemet fra Dover, nærmest det de kalder Gantry-Systemet, De ved – hvor altsaa Cementblokkene ligger som Mursten over hinanden lige paa Havbunden. Men en af de Læmoler er jo rigtignok knækket; Bunden er løs, saa Strømmen underskærer Blokkene. Saa vi tør ikke holde os helt til Dover-Systemet. I Ymuiden har de ganske det samme System, men der maatte de jo i sidste Øjeblik vælte hele Betonklipper ud til Beskyttelse langs Molen, ellers var den blevet undermineret – men den Slags er for strengt for Portemonæen herhjemme.

Næ, snarest maatte vi jo se til Helgoland og Zeebrügge efter Forbilleder. Der er de ogsaa inde paa Sænkekiste-metoden. Kisterne, det er Drenge paa en Længde af indtil 50 Meter og indtil 12 Meter høje; de er stivet af med Jernribber; man færger dem tomme ud til deres Plads, trækker en Prop ud ligesom af en Bajer, saa de synker, og saa støber man dem ud med Beton. Ovenpaa lægges 50-Tons Blokke i regelmæssige Skifter, det er Molekronen. Dertil kommer naturligvis saa en Stenmur langs Yderkanten, og ude paa Molehovedet et Granit-brystværn, med Løvefødder og hvad man ellers har. Det er dyrt Kram – over 2000 Kroner pr. løbende Fod, men man maa jo give noget for noget ...

79|Se, hvad jeg vilde sige, nu Inderhavnen, som skal bære det meste, den bygger vi af Sænkekister paa Størrelse med Soveværelser, fyldt med Beton, lavet af Strandsten og saa Portland-Cement. Af Sten har vi jo allerede samlet en hel Skyskraber – se derhenne! – og fler faar vi. Cementen leverer Nørresundby foreløbig. I Øjeblikket maser vi paa med Pæleskelettet; Pælene er 12-Meters, og de skal jo presses godt ned; sommetider slaar vi over 50 Slag med Rambukkens 3000 Punds Hammer, før Kridtbunden brydes – der er Kridt under Sandet, nemlig. Saa sidder Folkene derude og nitter – De kan godt se Essen herfra. Bagefter kommer der vandrette Dragere over Pælene, og en skønne Dag begynder vi at støbe ... Dykkere, som de bruger saa mange Steder ved Placeringen, faar vi ikke her (jeg vilde ogsaa nødig dykke ned her – saa De den Bølge?). Foreløbig arbejder vi kun med den ene Mole; det er den, der faar Nordvesten ind, saa den vil skærme den anden. Her er Kortet. Tvermolen udgaar altsaa fra den vestlige Mole, og bag den ligger Inderhavnen; der bliver Vandet saa stille, at man kan ro i Pram. Yderhavnen er jo altid uroligere; naar der ved Indløbet kommer saadan nogen 12 Fods Basser, man til Tider ser, saa varer det nu lidt, inden de løber Kraften af sig; Stevenson har en Formel desangaaende – Kvadratrod 6 divideret med store B minus 0,02 Gange noget mere i en Parenthes, saa man kan regne ud, at Bølgerne mister tre Fjerdedele af Højden, inden de naar Tvermolen. Ydermolerne bliver nok bygget efter en Kombination af Dover-systemet og et andet; man maa som sagt lempe Maaden efter Forholdene, og dette med at slæbe Kister ud i høj Sø er lidt vanskeligt; en Kran, som løber derud paa Skinner med Betonblokkene under Armen, det bliver vel nok det stabileste. Men den Tid den Sorg, der kan være sket saa meget ...

Vanddybde? Ja vi har jo dette Mudder med Revlerne; de gaar ud til 6 Meters Dybde, men saa falder Bunden stærkt af, som en Para­bel omtrent, til Oceandybde. 4-Favnekurven ligger her næsten 600 Meter ude. Skibene skal jo have Plads til at hugge uden at støde, saa henved 30 Fods Dybde er vi nødt til at kræve, men naar Molerne føres 700 Meter ud, saa faar vi nu ogsaa en Forhavn, der ikke er til at soppe i. Tanken er jo at drive Eksport med anselige Dampere, og 80| nogle forvildede Turister er der vel ogsaa dem, der regner med. Fiskerne faar kronede Dage i Inderhavnen, og der kommer Skinner paa Kajen, saa de kan sgu køre til og fra Kutteren; herinde, hvor vi nu staar, skal der være Kølerum og Pakhuse og Kontorer og forhaabentlig et Værtshus. Personbanegaarden kommer til at ligge oppe paa Hunbys Grund (hvor er han? Jeg synes han lige var her), Godstjenesten fordeler sig videre her nedad, hvor vi selvfølgelig skærer Klitterne igennem. Den gamle Kro kan vi ikke ret længe holde Haanden over, den er ivejen – med mindre De vil have Jernbanespor tværs gennem Deres Køkken, Krofar? – haha. Og De, Bartholin, kommer før eller senere til at ligge ved en Sidevej, som jeg fortalte Dem ivinter; den egentlige »Nordvestpassage« kommer til at gaa halvhundrede Meter foran Deres Ejendom. Men tag den bare med vestjysk Sindighed; de syv-otte Aar, vi har regnet med, bliver nok overskredet, ligesom jeg tænker, at de 20 Millioner, vi har faaet, hellerikke slaar til; man kan ikke saadan beregne en Havn lige paa Sømmet. Vi har kun 18 Gutter i Arbejde nu, men senere, naar vi faar slaaet nogle Barakker op, kommer der mange fler. De ser saa lang ud, Krofar, De troede maaske –? Naa, om Lørdagen kommer de nok op til Dem. Havde vi bare Banens Forlængelse iorden, saa kunde vi faa anderledes Fart i Tingene. Vejene bliver jo helt hule af al den Cementkørsel. Naa, det varer jo Aar, før ...«

Han stoppede sin Pibe og lod Fremtidsbillederne tone væk. Om han personlig foretrak øde Strand eller chausseret Havneplads, det var ikke nemt at afgøre. Naar Blikkene om ham blev store og graadige, og Fatamorganaet spejledes i Ansigterne, saa havde han en egen Maade at vifte al Tillid afvejen. Hans Røgskyer trak ud ad Døren, og Begejstringen gled samme Vej. Tilbage sad en Skeptiker paa en Strand, med en lille Begyndelse bag sig og tusinde Modstande foran. Penge og Beregninger kunde glippe, Bunden svigte, Havet foretage Overgreb, det mest uventede indtræffe. I et lille Land var store Ting svære at gennemføre. Han nævnte Hvide Sande. Begejstres kunde han ikke. Man havde jo endelig set Havne før. Forresten var det vist Spisetid ...

»Hvornaar begynder De paa den anden Mole,« spurgte en, der trængte til endnu en Slurk af den stærke Fremtids Sejd.

81|»Aa, lad os se det an. Denne her tager jo af for Bølgeslaget; jo videre vi er kommet med den, des roligere Vand faar vi at bygge den anden i. Men jeg regner med ... halløj, hvad er det?«

Det sidste lød ganske dæmpet. Beyer rejste sig langsomt, og med et »Undskyld mig lidt« slentrede han henad Stranden. Da han kom til Kranen, klatrede han op ad Jernstigen til Førerhuset.

Skønt Kranen i Øjeblikket ikke blev benyttet, stod der en Mand derinde. Det var Hunby. Han havde aflagt en flygtig Visit i Ingeniørens Skur og var derpaa gaaet.

Hunby var begyndt at vanskøtte sin Gaard i det sidste; han drev derimod ofte om ved Stranden, uden dog at deltage i Forhaabningernes Salmesang. Den almindelige Mening var, at Chocket ved Ejendoms-fratagelsen havde gjort ham delvis utilregnelig; man huskede, at han efter Konens Død havde flakket om paa lignende Vis, saa man turde vel haabe, at han nu som da vilde gaa i sig selv og tage Tingene fornuftigt. – For Øjeblikket var han helt afsporet; men den Del af hans Hjerne, der vaagede, interesserede sig sløvt for de mekaniske Fænomener ved den nye Havn. Man maa huske, at Maskiner altid havde fængslet ham. Der var intet ubegribeligt i, at de stadig gjorde det. Hvis man en Dag faar at vide, at man har uhelbredelig Kræft, er det meget muligt, at man foretager noget fornuftigt og tilvant, dypper en Pen for Eksempel; maaske kan man intet skrive, men Legemet vil ikke give op, det fortsætter, og man ser forundret paa det som paa den galvaniserede Frø. Hunby vidste ikke, hvorfor han var hernede, men hans Hænder famlede livligt ved de mærkelige Maskindele.

Han var entret op i Kranen. Den uhyre Gitterkonstruktion, Motorerne og Haandgrebene var ham til ubevidst Plaser. Han fattede, at dette Haandtag gjorde Giganten levende. Han saa gennem Ruden ud paa den skamferede Strand. Her var hans Sorgers Esse, herfra trak man hans Telt omkuld.

Han rørte ved Haandtaget: Hvor saadan én maatte kunne gøre dejlig Fortræd, var hans Tanke. Han fik en Fornemmelse af Kranens Styrke, og af at Styrke er ligesaa farlig, som den kan være nyttig.

Beyer var ikke den Mand, der brød ind i Førerhuset med 82| et tordnende »Hvad skal De her?« Han pegede med et skikkeligt Smil paa et Viserglas: »Se bare der, Hunby!«

Gaardejeren flyttede sig lidt. Ingeniøren foretog hurtigt noget med Haandtaget, saa det ikke kunde rokkes.

»Det maa De sgu ikke, Hunby,« mumlede han. »Det var Igang­sætteren,« forklarede han livligt. »Og denneher styrer Udlæggeren. Og Strømmen tager vi naturligvis dernede fra Kabel-tromlen.« Han gennemgik hele Indretningen grundigt. »Vilde De virkelig køre med os,« lo han stille forbavset, men uden at kræve Svar.

»Vi maa passe paa vores kære Kran,« erklærede han lunt. »Da de byggede Havnen ved Veracruz, blæste der en 360-Tons Kran i Vandet. Det var forresten en god Eksamens-opgave: Hvorledes hæver man en Kæmpekran? Det eneste Redskab er det, der skal reddes! Op ved Haarene! Haha.«

Der blev en meget lang Pause. Beyer rømmede sig:

»Jeg kan sgu ikke gøre for det,« sagde han bortvendt. »Det er ikke mig, der har villet alt dette Postyr.«

»Det er vel ikke det,« nikkede Hunby trist.

»Men de mange skal jo raade, ikke? Saa maa vi gøre dem til Vilje.«

»Jeg ogsaa?«

»Ogsaa De.«

»Det siger den, der ikke har Gaard.«

»Vi skal intet have. Vi skal komme og gaa paa Jorden.«

»De skal ikke læse Præken for mig.«

»Der er en Stue overalt og Godtfolk overalt.«

»Der er ikke et Hjem overalt.«

»Alting varer saa kort, ogsaa det onde.«

»Dette varer til min Død, forstaar De.«

»Det er det man har haft, man skal glæde sig over, Hunby.«

»De snakker for Deres. Farvel.«

Ingeniøren gik sidst ud og laasede Døren meget diskret. Hunby forsvandt i Klitten. Beyer manøvrerede et Stykke ud ad den paabegyndte Bro og raabte:

»Saa gaar jeg til Middag, Formand! De og Deres gør vel det samme.«

Og Hamren derude tav.

83| 5

En ung Pige, der bader, det er et Syn, som har en højst forskellig Virkning paa Folk. I vor Tid, der har sat sig til Opgave at rive alle de Slør bort, som Finfølelse maatte være saa upraktisk at ophænge, er de fleste unge Mænd særdeles vant til Synet; det aflokker dem maaske en Gaben, eller i bedste Fald, det giver dem Anledning til kritisk Vurdering. Saaledes er det desværre: Jo hyppigere man har Fornøjelsen, des sjældnere har man Oplevelsen. Havde Johan været en mondæn Badegæst, en flittig Læser af illustrerede Blade eller en med Kikkert udrustet Tilskuer i hine Operette-teatre, der nu er saa paaskønnede af alle Aldersklasser, ikke mindst Oldinge, vilde Synet af Bodil den Augustmorgen næppe have faaet hans Hjerteslag ud af Takt. Men naar Ufordærvetheden første Gang ser det nøgne Kvindelegeme, saa blæser der en hed Storm fra Livets skjulte Ovne; man bliver helt ussel af Skønhedens Raab, Angst og Lyst tager Pusten ud af en; Barnekammeret laases for stedse og Livets Smil og Graad brydes i blaa Luft.

Han saa hende pludselig, da han gik frem gennem Klitten. Hun lod sin røde Kjole falde; hun maatte strides med Vinden om den og lænke den med en stor Sten. Saa stod hun der i smældende Hvidt; han vendte sig bort. Da han igen vovede at se, løb hun ind i en Bølge. Han kunde nu ikke tage sit Blik bort. Du burde ikke, advarede noget i ham. Det er din Ret, skreg det dernæst krævende, en inde Stemme, han aldrig havde hørt før. Konflikter lænker til Stedet; han kunde ikke flytte sig, men han dukkede sig. Hans Kind skiftede Farve. Men han maatte se, om han saa skulde blindes. Hun lagde sig bagover i Skummet og favnede med oprakte Arme Himlen. Hun blev borte og viste sig saa igen, svømmende som en hvid Delfin i et brusende blaat Broderi. Hun brødes med Havet, sank ind i det og stod saa med et paa Stranden, skinnende, med Tang over Skulderen.

Da han senere traf hende, havde dette Syn lagt nye, mystiske Afstande mellem dem. Det er allerede fortalt, at med deres Kammeratlighed var det kun saa som saa; han kunde ikke være hendes Broder mer, og endnu ikke hendes Elsker. De talte et forskelligt Sprog. Pjatte sig frem til hinanden 84| kunde de ikke; de var Landboer og havde Uskyld og Blu. Deres Haab om at blive rigtige Venner herude var ikke gaaet i Opfyldelse; men havde de kunnet give Tid, vilde alt vel igen være blevet som før, blot endnu rigere; de vilde have faaet den store Gave. Men de kunde ikke give Tid. Dagen lignede alle andre Tørkedage; men ude bag Horizontens Bakker kom der én gaaende. Hvem? En, der aldrig skynder sig og aldrig kommer for sent.

Johan fik god Grund til at erindre denne Dag. Heden var trykkende. Himlen lyste gullig, og af og til faldt lidt Regn. Havet, der gik med lave Dønninger, ringlede derved som Glasklokker. Fralandsvinden traadte med lette Kattepoter udover Spejlet, og Bygernes Genfærd marmorerede det gule med sort, saa det lignede Huden af en aandende Øgle. Det blev ikke til Alvor med Væden. Mændene gik og pustede i Skjorteærmer. »Det regner i Norge,« trøstede en. »Men Dæleme ikke her,« gnavede en anden.

Naar Aftenen faldt, kom Posten. Inde i Posthuset, hvor man ikke kendte til glædeløse Afspærringer og Pulte, men hvor man traadte lige hen til et Skrivebord og sagde sit Navn og sin Begæring, sad den lille Postmester med Kasketten i Nakken og stemplede Breve. Folk begyndte at indfinde sig, og der herskede andægtig Kirke-stilhed under Stemplingen. Efterhaanden var Stuen helt pakket med Folk, mest Børn, der stumt rakte Hals, men ogsaa enkelte Voksne, som dog tillod sig en dæmpet Hvisken. Endelig vendte Postmesteren sig og lorgnetterede Hoben, vigtig, men ikke uden Velvilje. Der blev stille. Naar kongelig Post uddeles, skal der minsæl ogsaa være Disciplin. Den siddende forlængede dette Dagens uforligneligste Øjeblik, idet han langsomt fattede om Brevbunken. Alt befandtes iorden. Saa begyndte han at raabe Navnene op; Smaagutterne svarede beklemt, og spilede Hænder raktes mod Bordet. De mindste tænkte med Angst og Glæde paa, at den Tid kom vel engang, hvor ogsaa de skulde regnes for store nok til at svare og til at bære Avisen; foreløbig maatte de tie og trisse i Hælene paa Storebror, som havde alle Privilegierne, og som kanøflede dem, hvis de stak alle fem Fingre i Munden. – Saa fulgte den endeløse Tur ned til Fiskerlejet.

Johan og Bodil, som stod i Børneflokkens Baggrund og 85| virkede helt alderstegne, rakte hen over Hovederne, da deres Navne blev raabt op. Der var kun Aviser, og saa en Tryksag til Hunby fra et Firma, der leverede Landbrugsmaskiner.

»Det gemmer jeg,« hviskede hun. »Det giver jeg ham ikke.«

Da de var udenfor, trak hun ham med sig.

»Du maa gaa med iaften, Johan,« tiggede hun. »Jeg kan ikke holde disse Aftener ud, naar han ingenting siger, men bare sidder og gnider Hænderne. Jeg skal lave dig Kaffe – saa kommer du, ikke Johan?«

Han vidste, hvor uhyggeligt der var blevet ude paa Gaarden. Der var dog ingen Tvivl om, at han vilde gøre nøjagtig hvad hun forlangte, skønt det var en større Oplevelse blot at spasere med hende i denne mørke og lune Nat. Men Fristelsen til at lade sig presse var for uimodstaaelig.

»Egentlig skulde jeg lige hjem,« mumlede han.

Hun ruskede i ham og trak ham ind til sig, saa han følte hendes Varme. Han drømte svimmel, at han var Bølgen.

»Naar jeg nu ber dig, Johan – du skulde skamme dig!«

»Naa ja, naa ja,« sagde han tonløst. Indvendig nød han sin uhyre Betydning.

Hun var lige ved at græde: »Baade du – og han – og I allesammen er snart blevet saa mærkelige, at jeg ikke kan holde det ud mer. I gaar og ser paa mig, og jeg kan aldrig gøre det godt nok. Har jeg slet ingen Venner mer da –?«

»Men Bodil dog,« sagde han bebrejdende. Saa tav han, istedetfor at forsikre. I sit Sind var han skælvende forundret over Kærlighedens mange Ansigter. Hvorfor drog han sig tilbage, naar hun behøvede ham; hvorfor var der mere Lyst og Ve i det end i at komme stormende ...

Det var mørkt og lummert; Regnen ramte deres Pander i tunge Draaber, men kølede ikke. Vejen var forvandlet til en Stribe af Pudder, Buskene klagede sig ved dens Side; det var, som en Vampyr havde sat sig fast et Sted og sugede Kraften af alt levende. Bodil hulkede halvt hørligt, og Johan knyttede Hænder bag sin Ryg; der var en Feber over dem begge. Deres egne Kræfter forslog intet, og det var deres Følelse af Afmagt, som satte sygt Blod; havde Johan været ældre, havde han raadet over noget, skulde han øjeblikkelig have friet Bodil ud af alt dette; nu – kunde han kun gaa og lege Skjul med hende, elendig og brødefuld tilmode.

86|Foran blinkede et Lys fra Hunbys Gaard.

»Se der,« pegede hun. »Der havde jeg faaet noget istand. Efter Mors Død vilde Far helst være kørt i Grøften, men jeg krøb op ved Siden af ham og tog mit Greb i Tømmen.« »Ja, du klarede Grejerne.« »Det nyttede ingenting; vi er alligevel kørt i Grøften.« »Hold Modet oppe!« »Pyh! Hvis du laa vaagen om Natten og hørte din Far liste ud og ind –« »Det gør jeg. Og min Far er begyndt at sige forvirrede Ting.« »Jamen I har Jeres paa det tørre. Du vil ikke forstaa mig?« »Vi skændes næsten som Ægtefolk.« »Du skulde ikke prøve paa at være morsom!«

Hun stampede med Foden. Hun vilde ikke se paa ham, og hendes Læbe blev haanlig. De kom forbi det Gærde, hvor Arne havde vist dem Snogen og Fuglereden. Ungdom er ikke glemsom; Johan følte et Stik af Nag. Den Dag havde hun saa udmærket kunnet undvære ham! Han blev haard. Fordi hun var hans Legekammerat, hans bedste Veninde og næsten hans Moder, fordi hun var saa skøn i Badet, at han knap turde røre hende, fordi hun var den eneste, han ikke maatte saare, sagde han:

»Lise og jeg er forresten blevet rigtig gode Venner.«

Hun tav til denne Oplysning. Hendes Nakke blev rankere.

»Det var blot for at tale om noget andet,« meddelte han med klaprende Lystighed. »Vi kan jo dog ikke forandre noget ved, at Staten vil have Jeres Gaard.«

»Johan!«

»Ja.«

»Kan du huske den Dag i Nordby? Da sagde vi: Idag vil vi være glade.«

»Ja –?«

»Hvorfor gør vi ikke det samme nu? Vi har to Piletræer tilbage. Naar vi naar det første, er vi pludselig glade. Ikke?«

»Jo, lad gaa.«

De passerede Piletræet, som susede fortørret.

»Sesaa,« lo Johan forceret. »Skal vi danse?«

»Uh, din –!« Hun troede ikke paa hans Beredvillighed; hun stod alene om Besværet og var ved at gaa iknæ. Han ventede angst paa, hvad hun vilde gøre; det var en Prøve i Livskunst. Selv kunde han intet faa frem.

87|Men pludselig tog hun ham om Livet, saa uventet og tæt, at han glemte sin Rolle som Afstands-menneske og blev svag og hengiven som et Barn. Fjerne Lyn dansede over Østhimlen.

»Se, Johan,« sagde hun i en ny og mild Tone. »Se, hvor det dog er mørkt! Det kan ikke nytte at græde. Vi er begge to saa smaa. Og det er Synd at le; der er saa mange, som har det ondt. Du er ikke stærkere end at jeg godt kunde vælte dig i Grøften, hvis jeg gjorde det pludseligt. Saa kunde vi mule hinanden igennem, som vi gjorde, da vi var smaa og søde. Dengang var du i Matrosdragt, og jeg drillede dig og sagde, at du blev søsyg, blot nogen sagde Uph! Nu er du stor og skal ud og lære noget og tjene Penge. Saa ser vi maaske ikke hin­anden mer. Det er ogsaa sørgeligt. Vi skal ikke mer køre herud sammen i Postslæden. Vi skal rigtig lære at blive store, fortvivlede Mennesker, ikke? Det bliver dejligt. Men mellem to Piletræer har man Lov at glemme det hele og rigtig le. Tyve Skridt fra os ligger Gaarden, den sørger, fordi den skal rives ned. Vi vil ogsaa sørge med den, men først om tyve Skridt, først – om – tyve – Skridt!«

Hun havde talt sig ud af den værste Forstemmelse, og ogsaa i hans Aarer var der kommet nyt Mod. Hvor han beundrede hende! Hun gik ikke vild i nogen Stemnings-mose. Hun var bedrøvet, men vilde hun være glad mellem to Piletræer, saa blev hun det ogsaa. Hendes Sinds Rytme gik over i ham; han søgte tættere ind i hendes Arm, træt og kælen. Aa, hvor den var lykkelig, som havde en saadan stor og sød Veninde! Idag var han kun en Stymper; men engang, naar Verden var hans, vilde han give den til hende. Naar denne Eventyrby stod færdig, vilde han selv have naaet Maalet. Saa skulde de gaa sammen ned til Havnen, og en vældig Damper, slad­rende af Aljordens Tungemaal, men med smaa hvide Privat-kabiner, skulde føre dem op til Nordlyset. En blodrød Cirkel paa Væggen en Morgen: Bodil, det er Midnatssolen, se Midnatssolen, den vugger paa din Væg, Bodil ...

Det sidste Piletræ susede lidt foran dem:

»Bodil: ni Skridt.« »Saa kommer det mørke Hus.« »Det ser uhyggeligt ud. »Nej, ikke nu, først om syv Skridt.« »Er du bange for Rotter?« »Det kan du selv være.« »Hør, der gaar nogen inde paa Marken. Kan du slaa Vejrmøller?« »Nu om88|lidt er vi gamle.« »Har Jeres Karl ikke tænkt lidt paa at fri til dig?« »Jeg gifter mig ikke, før jeg er tredive.« »Man er ældgammel, naar man er tredive.« »Der har vi Træet.« »Uha, det ækle Piletræ.«

De slap hinanden. Gaarden laa sort og skummel for dem; Lyset i Vinduet gloede som et Kyklop-øje. De gik stille over Gaardsplad­sens Brosten; Johan stansede, da han saa Hunby. Han sad midt i sin Sofa, under Jagtgeværet, i en bøjet Stilling; han gned den ene Haand i den anden. Man kunde ikke se hans Øjne, og man ønskede det hellerikke. Han var forsømt i Tøjet og rastløs; der var ingen Hvile i hans Stilling. Bodil stod bag Johan og saa ængsteligt til. Hun gyste for den tomme Aften, der ventede derinde.

Hun greb om ham: »Saa gaar du vel med ind?«

»Ja, Bodil,« hviskede han.

Hun strøg ømt over hans Nakkehaar og skød ham indenfor. –

Hunby kom hen i sin Dør, da de bød Godaften. Bodil tændte i Spisestuen og gik straks ud i Køkkenet for at sætte Vand over. Johan stod yderst tvivlraadig tilbage.

»Det regner lidt,« sagde han og rakte Avisen frem.

»Jasaa.«

Men Johan turde ikke brydes med Tavsheden. Saa hellere snakke Nonsens. Han tog fat:

»De siger, at det regner dygtigt i Norge. Men Vinden er nok fralands, saa ... Det vilde ellers være rart med lidt Kølighed.«

Hunbys Øjne fulgte ham forskende, som søgte han en særlig Mening bag Ordene.

»Kølighed? Det er vigtigere, at Kornet er tørt.«

»Høsten skal være god iaar.«

»Prægtig. For den, som ikke skal kastes ud af Gaard og Hus. Skal Fyrmesteren ogsaa fra Fyret?« Hunbys Øjne lurede.

Johan svedte. Det var disse Emner, som skulde undgaas.

»Nej,« sagde han. »Fyret skal jo lyse, hvormeget der end bygges. Men min Far er svag og duer til intet; De er jo rask nok, Hunby. Det er dog en Forskel.«

Bodils Kjole raslede nærmere. Hun havde hørt Samtalen og kom ind.

89|»Hører du, Bodil: jeg er en rask Svend, jeg kan sagtens.«

Hun tog ham om Kinderne og vuggede hans Hoved mod sit Bryst: »Saa, saa, Far, det nytter jo ikke. Læs hellere i Avisen, der staar om Folk, der kriges og har det meget værre end vi.«

Hunby lod sig vugge, men hans Øjne saa op i Loftet som to uslukkelig fanatiske Stjerner: »Krig, det er ikke min Sag. Faa Jorden forbedret, det er man Bonde for. Kreaturer og Høns skal være fornøjede og have Æde, det er hvad jeg forstaar. Jeg kan slaas med Jorden, men ikke med Kommissioner og Udspekulerthed.«

Saa foldede han endelig Avisen ud. Bodil rystede let paa Hovedet over til Johan, og gik saa ud til Kaffen. Johan trak en Bog frem; det var Bleak House, som han havde forslaaet Eftermiddagen med. Han sukkede: det tegnede ikke muntert her. Han vidste knap, hvad der var værst, Fyret eller dette.

Kaffen og Bodils hjemmebagte Brød livede lidt op.

»Svært saa Tysken gererer sig,« bemærkede Hunby over Avisranden.

Bodil fik noget Sytøj frem. De to unge følte sig stadig for trykkede til at passiare. Johan læste Romanens sidste Side og lagde den. Han følte mod sin Vrist det lette Tryk af en Sko, og Bodil nikkede taknemmelig til ham.

Der gik en rum Tid, uden at Stemningen bedredes. Bodil følte sig saa sørgmodig. Hun havde lagt Sytøjet og sad nu og tegnede og skrev paa et Stykke Papir.

Hunby rejste sig. »Han gaar ind og sover lidt,« hviskede Bodil, da han var gaaet ind i sit Værelse. Døren stod paa Klem. Lidt efter hørte de ham gaa ud.

»Saa, nu gaar Far i Mørke. Han er saa mistænksom. Hvad vil han derude? Bare han vilde lade være.« Bodil saa helt ængstelig ud.

Johan strakte Benene fra sig og var Mand i Stuen.

»Lad mig saa se, hvad du skriver der,« befalede han.

»Nej, du maa ikke.«

Bodil blev rød, da hun selv læste det. Det var kommet saadan af sig selv; hun vidste det knap. Det var en Slags automatisk Skrift, som hun ikke uden videre vilde vedkende sig.

90|»Jeg vil have det,« lo Johan og lagde Haanden over Papiret.

»Johan! Vær nu sød og slip det –«

Der lød et Skud et Stykke borte.

Hun tog til Hjertet og følte sig elendig: »Aa, hvad var det? Jeg har en Fornemmelse ...«

De havde begge rejst sig; hun løb hen til Vinduet. Han stak Papiret i sin Bog og lagde den i Lommen. Det skete mekanisk, hans Hjerne arbejdede; ogsaa han anede Uraad. Han kastede et Blik ind i Hunbys Værelse; Geværet hang der ikke mer. Hans Strube blev tør. Han skød Døren helt i.

For i det samme var han blevet Mand. Han saa roligt paa Bodil: »Herregud, en Krybskytte behøver da ikke at skræmme dig. Kom, vi gaar ud.«

Han tog hende i Haanden: »Du skal være rolig. Hører du? Saa, saa, du skal ikke paa Forhaand tro det værste. Vi følges ad. Kom bare.«

Det var Nat derude, og Regnen randt tungsindigt. Der var intet at se.

Karlens Cykle stod lænet mod Muren. Johan tog den: »Bi lidt, jeg skal snart finde ud af Tingene. Bliv staaende her, inde under Taget, ellers bliver du vaad.«

Hun nikkede til ham, et stort alvorligt Nik. Haar og Øjne stod sorte mod den blege Hud. Hun lod ham handle. Stod ung og skræmt ved sit Hus og saa ham forsvinde –

Han traadte haardt i Pedalen, saa Cyklen skar sig frem gennem Støvet. Han fulgte Retningen ned mod Fyret; det forekom ham, at Knaldet var kommet fra den Side. Længe skete der intet. Saa hørte han et fjernt Raab inde fra Marken. Han stod af og saa sig om.

Johan befandt sig inde paa det Domæne, der blev bestrøget af Fyrstraalerne. Der laa et roligt Lys ind over Marken. Hvad – bevægede det sig ikke, fløj det ikke? Han vendte sig med et Ryk mod Fyret. Et hvidt, ubevægeligt Øje saa ned mod ham.

Fyret stod stille!

Han huskede, at det var hans Faders Vagtnat. Hans Blod blev koldt og langsomt af Skræk. De underligste Anelser svirrede gennem ham.

Der kom nogen gaaende. Det viste sig at være Hunbys 91| Karl. Han kom troligvis fra Kroen. Naar en Gaard vanrøgtes, saa ophjælpes Kroen; den har Syndsforladelsen, naar Pligtfølelsen er betændt. Johan raabte ham an:

»Gaa straks ind i den Retning, jeg peger, Niels; der er sket noget. Jeg kommer straks.«

Befalingens Piskesmæld føltes velgørende af den sølle Karl, hvis Verdensbillede i Maaneder havde været i Opløsning.

»Javvel.«

Med største Hast kørte Johan videre mod Fyret, der gloede gaadefuldt og lammet ned over Gaarden.

6

Købmand Bartholin var ikke af Tilbøjelighed nogen Nattevandrer. Der er Folk, hvem et snehvidt Maaneskin lokker ud paa lange Ture; der er ogsaa Folk saa mærkelige, at de færdes sent langs Stranden og bilder sig ind, at Bølgerne fortæller dem noget. Maaske havde Batholin sine Fejl; men af den Art var de ikke. Kun naar han tænkte tilbage til Lømmelaarene i Nordby, kunde han mindes, at Natten var blevet anvendt til andet end Søvn. Da han gik paa Frierfødder, fandt der ogsaa et Par Natteture Sted, saa beskæmmende det end lyder; han fulgte sin Kæreste hjem fra Musikpavillonen, gennem Dugg og Fuglefløjt langt ud paa en Gaard, og da sværmede der Stjerne-myg over dem, forrige Aarhundredes Stjerner. Hele denne Livets vidtløftige, men uundgaaelige Optakt var nu lykkeligvis forbi. Naar Klokken slog ni, satte han en Jernstang indvendig for Døren og tømte Pengeskuffen efter en langsom Tælling ud i et Skrin, som havde sin Natteplads under hans Seng. Saa blev der serveret Kaffe, lavet af den billige Blanding, og saa var det Sovetid. Man vilde engang have ham til et politisk Møde; man pressede for at faa ham ind i Foredragsforeningen. Han saa paa dem. Han rystede lidt paa Hovedet, men nok til, at Tanken kvaltes derinde. Sand ...

At gaa Aftentur, hvilken forbryderisk Uhensigtsmæssighed. Slid paa Kroppen, der skal holde mange, mange Aar endnu. Øget Appetit i en Tid, hvor Madvarer er dyre. Uundgaaelig Slittage paa Støvlehælene med paafølgende Bagflik92|ning. Muligheden af at blive vaad af Regn, maaske endda helt ind paa det skære Skind, der hader Vand. Blive standset af Folk, der forlanger, at man skal interessere sig for deres Sager. Der lod sig ikke tænke et vederstyggeligere Spild af Tid og Materiale. Tidlig Søvn gør morgenfro. Man har desuden Familie hjemme, Smaabørn med en heftig Interesse for Daasen med de syrlige Drops.

Alligevel gik Købmanden Aftentur. Skyldtes det nu en sentvakt Sans for Naturen – eller havde han rentud faaet Kig paa et Skørt indad Landkanten? Føj, det sidste var stygt tænkt. Som gudfrygtig Mand kendte Bartholin de ti Bud, og gudfrygtig var han, hvis man ikke stiller overmenneskelige Krav. Nej, det var intet af dette. Men langs Vejkanten laa disse Parceller, som han havde brændt sig saa infamt paa. Staten havde ikke villet give den høje Pris, han tøvende havde krævet. Og inde i Nordby havde denne slimede Sagfører hans Underskrift paa, at han havde købt Grundene for en Pris, i hvis Betaling der manglede 4000 runde Kroner. Om Bartholin kunde præstere denne Sum, det var en Hemmelighed mellem ham og Skrinet under Sengen; men ruinere sig, fordi man havde ... lokket ham ind i Svindel, det kunde han som hæderlig Købmand ikke indlade sig paa. Slaa Grunden væk under sin begyndende Velstand, præstere kontant en uhyre Sum for en Jord, hvor selv en Ged maatte sulte, det var ikke det, Købmand Bartholin var født til Verden for. Han vilde vist dø, hvis det kom saa vidt. Den onde Sagfører derinde foretog sig intet; vilde han lade Sagen gaa i Glemmebogen? Ak, saadan var Mennesker ikke, Sagførere navnlig ikke. De havde Bøger, store Bøger, vidste han – men ikke Glemmebøger. Og Bartholin havde Fantasi nok til at sætte sig i Nagels Sted. Hvad vilde man gøre, naar man havde en god, sikker Fordring i sin Box? Vilde man tænde sin Pibe med den? Ak, ak, nej det vilde man ikke.

Nagel foretog intet. Saa burde Bartholin vel tie med Klagen, nyde hver Solskinsdag, der blev ham forundt, og vente. Men det vilde ikke lykkes ham; der er jo noget, der hedder Renter. At forestille sig en saadan Sums Ynglen, det giver Sved paa Panden. Dalerne nedkommer ustandseligt med Kobber, hver Dag og Time, ja hvert Sekund, og Kobberet bliver til nye Dalere. Summen hæver sig som et Brød; den vælter 93| Dejgtruget, fylder Gulvet, vokser, presser Loft og Vægge ud og omklamrer en ...

Bartholin gik og nidstirrede sine Plageaander, Grundene. Det visne Græs og en juridisk Taskenspiller vilde blive hans Ødelæggelse. Han maatte ud og se paa dem for at tro paa dem. Hvor var det muligt! Blot han dog aldrig havde villet være med i den højere Spekulation; Boden var jo god nok. Blot han havde drømt det hele! Men han følte Sagførerens Tang i sin Bag. Nogen skulde altid undgælde, det havde han intet at indvende imod. Men at det skulde være Bartholin, det var oprørende.

Der var saaledes en Aarsag til, at Købmanden færdedes herude iaften. Han sov slet for Tiden; han samlede Edder langs Vejkanten og bragte den med hjem til Lejet. I Halvmørket saa han ved Vejen nogle Stabler Pæle og en Rulle Spærretraad, formodentlig til Hunbys Mark. Hunby, den svineheldige, var jo blevet af med hele sin Gaard paa prima Vilkaar – over 40,000, mente man. Bartholin tvi-spyttede. Der stod et Par Arbejdere i Samtale med Landbetjenten, der havde haft Forretninger herude idag; Gnisterne fløj fra Betjentens Pibe. De ønskede Godaften; Bartholin murrede til Svar.

»En tør sgu' næsten ikke,« smaagrinte den ene Arbejder.

»Snak,« sagde Betjenten. »I er i lovlig Ret. Hvor skal Linjen gaa?«

»Her. Vi har lagt Pæle og Traad et Stykke ind.«

»Kom, vi gaar derind. I maa jo være tossede. Hunby er dog et Menneske.«

Gruppen forsvandt i Mørket. Bartholin begyndte at gaa hjem.

Lidt efter kom nogen løbende over Vejen. Vedkommende faldt over Pælene, rejste sig bandende og løb ind paa Marken. Det kom til et Ordskifte derinde; det var svært at høre, hvad der blev sagt. Men Bartholin lyttede aandeløs. Der er noget frygteligt ved Raab, naar det er Alvor. Varslet gør Luften tyk om Stedet, hvor noget skal ske. Langt borte tuder en Hund, Smaabørn vaagner og klynker, det smælder i en Rude, og et Ansigt glider forbi, gamle Koner mærker paa sig selv, at nu sker der noget.

»Tyve og Røvere!« Mumlen. »Mit, mit! Jeg siger Jer –.«

»Politiet –.« »Pas paa ...«

94|Saa faldt Skuddet.

Var der noget, Bartholin havde Afsky for, saa var det Lovstridigheder. Den overgikkes kun af hans Afsky for Blod og Legemsbeskadigelse. Ordnede Tilstande vilde han, og hans Instinkt satte øjeblikkelig hans Ben i Bevægelse. At skulle være med i dette, føres som Vidne, kaldes fra Forretningen – nej, han var borte, da dette skete. Der var vist intet sket. Det kom ham ialtfald ikke ved.

Men han blev kaldt tilbage af en Arbejder, der kom springende, ude af sig selv.

»Løb hjem og telefoner, hvem De saa er! Til Politi og Læge. Betjenten er skudt. Det er Hunby. Hurtigt, for Guds Skyld!«

Bartholin tørrede sig med Haanden over Skægget. Det maatte altsaa være. Han følte nu en stærk Uvilje mod Hunby. Ringe til Politiet, det var netop Bartholins Sag. At skyde Folk – bære sig saadan ad i et lovordnet Land! Hans Indignation var stønnende ægte. Uro, Trods, Desperation, Oprør, det var ham forhadte Begreber. Den rolige Strøm af Varer og Penge var hans Liv; de uproduktive Instinkter, nej – Sand. Loven skulde være ens gode, beskyttende Ven; at man som dygtig Købmand kunde hapse noget, der laa tilhøjre, mens dens Opmærksomhed var koncentreret tilvenstre – han billigede det just ikke, men deri var der dog Ræson og Mening. Det andet, det, hvoraf ingen havde Fordel – først det var syndigt, og det var oprørsk, meningsløst og ligefrem ækelt.

Han løb for at telefonere. Det forekom ham, da han styrtede ind i Butikken, at Fyret stod stille, men for Øjeblikket kunde han ikke rumme mere.

7

Johan stod ved Foden af Fyrets Vindeltrappe, dampende af Sved efter den hidsige Spurt. Alt saa saa hverdagsagtigt ud, Tingene røbede intet; han stod alarmeret ved den trivielle Indgang, med et Hjerte, der slog som et Taarnur. Han gik en Etage op: »Hallo,« raabte han. Ekkoet tømte en Spand af Lyd ned over hans Hoved. Nu gik han langsommere. Han følte, at Sneglegangens sidste Vinding skjulte noget. Herfra 95| kunde man altid høre Drejeværkets Tikken; iaften var her lydløst. De sidste Trin ... Løbet ud ad Vippen ...

Han saa straks noget sort paa Gulvet, og vidste, at det var Faderen. Det saa meget fredeligt ud; han laa med Nakken mod Væggen, og det var tydeligt, at han trak Vejret. Men et Menneske paa et Gulv er mod Tingenes Orden. Man kan ligge der, fordi man leder efter en Naal; men ligger man ubevægelig, saa er det uhyggeligt. Gulvet, det er Jorden, og Jorden vil hviske os noget.

Johan var forberedt paa det værste. Han raabte, men fik intet Svar. Brandts Øjne var lukkede; han saa netop ud, som om han lyttede til Jordens Slumrevise. Johan teede sig forvirret, gjorde alle de Oplivningsforsøg, han kunde mindes.

Med et slog Faderen Øjnene op. De rettede sig hen mod et Punkt, som en stivnet Befaling. Johan begreb: han skulde trække Drejeværket op. Han blev saa bevæget: Pligten var det første Bud, saalænge man var her. Der gik Skibe paa Havet; de maatte ikke bringes i Forvirring, fordi en Fyrmester havde en privat Krise. Saa dyb en Lære havde Brandt endnu aldrig givet sin Søn; til Gengæld fik han fra dette Øjeblik en Helteglorie i Johans Tanker.

Lidt efter roterede Linse-cylinderen støt. Skibene derude beroligedes. Og henover Gulvet løb Lyspletterne som hvide Mus, sprang op over Fyrmesterens Ben, svandt og kom igen. Pligthjulene gik, nu kunde Mesteren sove.

Og han sov, eller idetmindste hans Fornuft, hans ædlere Bestanddel, det der engang var ham, sov. Johan saa, at da hans Ønske var opfyldt, blev Øjnene svømmende. De gik op under Laaget, som skulde Øjenhaarene tælles. Der blev de lidt, bortvendte og anstrengte. Saa kom de igen og lyste sygt. Samtidig trak han Fødderne op under sig og gjorde en vinkende Bevægelse. Johan bøjede sig over ham.

»Send Skruerne til Kongen, det er bedst,« erklærede han.

»S-aa revner Solen,« forklarede han videre. »Og saa bliver der Ankergang.« Han saa meget vist paa Sønnen, som var det af største Vigtighed, at dette blev klarlagt. »Ankergang«. Gud ved, hvad mystisk eller simpelt denne Glose dækkede.

Johan nikkede fortvivlet. »Ja.« Selvfølgelig, saa revner Solen, og saa –. Han turde ikke spørge; alt skulde være Ro og Forstaaelse.

96|»Javist – Ankergang.«

Faderen forsøgte at vende sig om paa Siden.

»Jeg kom forleden til at slaa en lille Kerub ihjel,« mumlede han henover Gulvet.

»Men det gør jo ikke noget,« stammede Johan beroligende.

»Nej nej, selvfølgelig ikke. Hent dem herop, jeg vil tale med dem.«

»Ogsaa ... Madsen?«

Brandt svarede ikke, hans Fingre krøb ind i hinanden.

Johan skyndte sig ned, tog en Pude og et Tæppe, fik Frøken Marcussen gjort begribeligt, at hun skulde ringe til Lægen i Bjerringsted. Saa trængte han ind hos Madsen. Assistenten laa og blundede paa en Sofa og havde intet mærket. Selv nu kunde Johan ikke tale naturligt til Madsen. Han stod helt krum af Undskyldning og Beklagelse; Faderens Synder gjorde ham ufri.

Madsen tumlede op. »Men – Gudbevares. Nu skal jeg være der.«

Han fik Kasketten paa og fulgte med. Lise tittede bleg og nysgerrig efter dem.

Brandt blev anbragt nogenledes bekvemt; at flytte ham var ikke til at tænke paa foreløbig. Han var mere sløv nu og sagde ingenting. Madsen stod med Kasketten i Haanden og kløede sig. Han var rede til at gøre sin Foresatte skyldig Honnør, men hans Foresatte ænsede ham ikke. Saa gjorde han sig klart, at han nu var konstitueret Fyrmester paa et første Rangs Fyr – saalænge det varede. Udnævnelse fik han næppe; de sendte nok et nyt Vrag herover. Saa lovede han sig, at han endnu i Nat vilde brænde Oversigtsværket »Brandts Løgne«. Med dette hørte alt Fjendskab op. Denne Tanke styrkede ham; han følte sig som et bedre Menneske, gjorde et Skridt frem og vilde være behjælpelig. Johan laa og forsøgte at faa sin Fader til at drikke et Glas Vand.

Brandt slog det tilside. »Sesaa,« sagde han svagt. »Jeg har det bedre. Tænk, skal dette være Enden! Jeg har tit tænkt over, hvordan. Av!«

Johan havde løsnet hans Flip.

»Hør, jeg vil sige Jer noget,« klagede den døende. »Jeg var ikke altid –«

Der blev en lang lyttende Pause. Assistenten smilede forlegent.

97|Brandt saa mod Madsen og blev langsomt opmærksom paa ham. Hans Mine skiftede ikke.

»Men I har begge været – og ogsaa De, Madsen, har sandelig været –«

Johan følte en hed Bølge skylle igennem sig. Saa var der dog Forstaaelse bagest i Menneskesjælen. Saa løste den store Stund dog for den lille Forsoningstanke. Livet var fuldt af Kiv, men selv den kivagtigste skjulte en Taare. Der kom ren Luft om Johan; han havde gerne trykket begges Hænder sammen. Dette kan man leve paa, tænkte han grebet.

»Jo, Madsen, man føler alligevel Trang til –«

Assistenten bøjede sig forover, purpurrød, med nedslagne Øjne.

Brandt havde svært ved at fuldende Sætningen. Munden fortrak sig i det graa Ansigt. Johan saa spændt paa ham. Man talte om de Dødes Smil ...

Brandt saa pludselig paa Madsen; Munden blev haard og skæv.

»Aa Sludder,« sagde han temmelig tydeligt.

Madsen veg tilbage med et Ryk. Brandt vendte sig tungt paa højre Side. Ansigtet blev saa hvidt, evighedshvidt. Han laa med et ganske lille Filursmil.

8

Det var en trist Scene, der udspilledes nede paa Hunbys Gaard. Gardinerne var rullet ned, saa den Gruppe Sandhavnsfolk, der stod ved Gærdet, trykket tæt sammen som Høns under Uvejr, fik intet at se. De gisnede; en og anden havde hørt noget, og Fantasien byggede videre.

Betjenten laa paa Bordet i Spisestuen. Den blaa Uniformsfrakke var halvt opknappet, Støvlerne rakte lerede ud over Bordkanten. Man havde foldet hans Hænder. Det ene Øje var læderet af Kuglen, som var trængt ind i Pandebenet, en Bloddraabe frigjorde sig nu og da og løb ind i Øret. Det andet Øje skottede ned mod Skulderen. Der summede en stor, blaa Flue. Det lød, som havde den gjort en Opdagelse og kaldte sine Slægtninge til. Den tumlede en Vending op mod Lampen; saa kom den tilbage, roligere og mere grundig. Nu 98| løb den ind i Næseborets Portal. Ligets Øje syntes at følge den med Interesse.

Inde i sin egen Stue sad Hunby, ganske sløv. Han havde ikke sagt et Ord til nogen, siden det var sket. De to Arbejdere sad ved Døren og fungerede som Politi.

»Nu maa de vel snart være her,« sagde den ene.

»Det kan vel ikke vare saa meget længe,« svaredes der lavt.

Hunby saa overrasket fra den ene til den anden.

Hans Fingre var i stadig Bevægelse. Han mærkede, at der sad en Torn i Langfingeren. Han tog sin Kniv op af Lommen for at fjerne den. Den ene Arbejder sikrede sig straks Kniven.

»Med Forlov,« sagde han.

Atter blev Hunby forbavset.

Ude i Køkkenet, klemt op i en Krog, stod Bodil. Hele hendes Verden var paa en Time blevet ukendelig. Var det iaften, hun havde været efter Post? Men saa kunde der da ikke nu staa Vagt paa Gaarden. Havde hun badet imorges? Men hvem var det da, der laa inde paa Bordet? I Middags havde hun taget sin Fader ved Haanden. Var den Haand en Morderhaand? Alting havde forandret sig oprørende. Imorges kunde hun gaa hvor hun vilde og se enhver i Øjnene; nu havde hun ikke turdet klappe en Hund. Der var en Bom mellem hende og den skyldfri Verden. Hun var en Morders Datter. Nej Snak – hun, Bodil, en Morders –? Hun lo stille. Hvad man dog kunde finde paa! Aa Gud. Der stod nogle Mænd bag Døren; det var Fars Venner. Der laa én inde paa Bordet; han var træt, faldet isøvn, den Stakkel. Hun vilde lave Kaffe omlidt. Saa blev de nok glade. Er jeg en – er jeg –?

Jo, jo, jo, jo – det var Køkkenuret, der klukkede fra sin Hylde. Det slog det fast, tusind Gange, med en Sølvhammer. Hun satte det ned paa Bordet. Klangen blev dybere og hulere, som en sort Rytters Hovslag paa en Bro – jo, jo, jo, jo!

Hun tog det lille Spejl fra Væggen. Det var saa lille, at man kun saa det ene Øje og et Stykke Næse og Mund. Hvorledes mon hun saa ud, denne Morders Datter? Nej, hun turde ikke møde hendes Blik; det var saa sørgeligt at se en, som 99| var brændemærket for Livet, og bag hvis Ryg alle hviskede: Der har vi hende, der har vi –. Bodil hængte Spejlet op igen med Bagsiden frem. Hun lyttede og hørte et Gulvbrædt knirke derinde. Jo, det var Alvor, det var for al Tid sket. Til nu havde hun været lykkelig uden at ane, hvad det var; fra nu af begyndte Minderne. For det var nemlig forbi, alting blev dyppet ned i Tjære og blev modbydeligt at berøre. Hun vilde ingen kende, hun vilde gaa, hun vilde opsøge sin Nat og gemme sig i den. Det regnede, det løb koldt nedad hendes Kind, det smagte bittert og salt i Munden ...

En Motorcykle smældede paa Vejen, et blændende Lys ramte Gardinet.

Det var Lægen fra Bjerringsted, en ung travl Mand med Knæbenklæder og Viklers. Han saa paa Betjenten og nikkede kort, som var han tilfreds med Ligets Befindende. Han bankede paa Hunbys Dør, saa haardt som et Spark. Han gik ind og saa hvast ind i alle tre Ansigter. Ved Hunbys dvælede hans Blik et Par Sekunder længere.

»Hm. Det skulde De ikke have gjort.«

Saa lukkede han Døren. »Attest skriver Amtslægen,« sagde han hen over Liget.

Bodil hørte, at han forhandlede med Folkene ude paa Vejen. Saa var der en, der sagde noget om Fyret og om Brandt. Lidt efter smældede Motoren igen, og Doktoren var borte.

Saa kom Politiet i en lukket Bil, og i Hælene paa den Ambulancen. Betjenten blev af de rutinerede Portører baaret ud og derefter skubbet ind i Vognen som en Skuffe, og med et Hyl forsvandt Vognen i Augustnattens Mørke.

Bodil gik ind i Hunbys Værelse. Han havde rejst sig og stod bøjet mellem de to Betjente. Hun gik lydløst, men de saa hende og fik et medfølende Udtryk.

Hun saa stift paa sin Faders Hænder. Det var to dygtige Næver, bestemt til Nytte; nu hang de saa hjælpeløst ned, rynkede og smaa. Men hvad de dog havde gjort! Hun slap dem ikke af Syne.

»Naa, kom saa,« sagde en af Betjentene.

Det sagde han til hendes Fader, og i hendes Faders Hus.

Hun følte gennem en Dvale, at nogen klappede hende paa Skulderen og sagde: »Men dog, lille De. Nu maa De vir100|kelig tage Dem sammen.« Hun saa taaget ivejret; det var Betjenten, en stor, rødmosset Fyr med hjertensgode Øjne. Et Stykke borte stod Faderen, krum som en Galejslave.

»Hun kender mig ikke,« sagde han lavt.

– Da Bilen holdt ved Nordby Tinghus, var Politimesteren kommet tilstede. Han kom fra Selskab og var i Kjole og Hvidt. Han gik op og ned i Retslokalet med Hænderne i Lommen, en Smule nervøs; Skriveren havde forlængst dyppet Pennen. Hunby indrømmede, og Arrestation paafulgte. Politimesteren vendte tilbage til Selskabet med en mørk Mine, som han følte vilde gøre ham til Opmærksomhedens Midtpunkt Resten af Aftenen. Hunby hørte Nøgler klirre og befandt sig snart i Cellen. Han satte sig paa Bænken og forsøgte med famlende Tanker at genkalde sig, hvad der var sket siden Solen gik ned. Arrestforvareren, en skikkelig Gamling, satte lidt Mad derind og laaste saa Døren med skælvende Haand. Dette var et dyrt og sjældent Bytte. Eventyret var kommet ind i hans lille, tomme Liv; han havde aldrig før haft en veritabel Morder paa Kost. Monstro han brød sig om at spille Kort?

Og Natten drog Aande gennem Gitter-ruden. Det var en tung og kvalmende Nat, med Regndraaber, der plaffede i Vejstøvet uden at fugte. Kornmod tændte et Skær over Horizonten af fjerne elektriske Uvejr. Sydøstvinden kom dragende, krydret af Skov, Ager og Hede, gled ud over Jyllands Brinker og blandede sit Suk med Vesterhavets. Over en Gravsten paa Sandhavn Kirkegaard laa der en Skikkelse; en Haand følte frem over det indhuggede Navnetræk. Vinden pustede en vissen Blomst væk, Regndraaberne viste sig paa Stenen som sorte Eksplosioner, men tørrede ind i et Nu.

9

»Næh – Romantik, det er der sgu ikke meget af.«

I sin blommegraa Hjemmejakke, med en lakbræmmet Slipper vippende paa sin Taaspids, sad Nagel i en dyb Stol og søgte uden Held at bekæmpe en Gaben. Han var inviteret ud iaften, men havde bedt sig undskyldt paa Grund af Upasselighed. Herved var han blevet forskaanet for Synet af Fru Nagels Interesse for den unge Læge, der ogsaa nok var med i Sel101|skabet, et Syn, der vilde være ham inderlig ligegyldigt, hvis det ikke rummede en vis Komik, som han paa ingen Maade vilde have sin Person delagtiggjort i. Moralen i de smaa Byers bedre Lag har intet godt Lov paa sig; Kedsomhed fremdriver Erotik, men uheldigvis sjældent den af Kirken velsignede. Nagel var nu særdeles liberal paa dette Omraade, og han undte sin Kone alle Adspredelser uden at drage nogen skarp Streg; han havde taget hende for Medgiftens Skyld, det var en halvofficiel Hemmelighed, saa nogen større Glød havde han ikke kunnet afse hende. Men være Vidne til hendes Flirt, specielt naar den gjaldt den finnede Doktor, det maatte han dog frabede sig; derfor havde han undslaaet sig iaften.

Han følte sig spøgefuldt over Panden.

Den stille Kogen af Apollinaris i Whiskyglasset, der stod indenfor Arms Rækkevidde, var hans Nerver en behagelig Musik. Den kolde, friske Smag var læskende i denne Hede. Han blæste et Korn Aske bort fra Silkeskjortens Front. Dette tyste Velvære var da, hvad han havde naaet; snart maatte han vel være moden for en endnu dybere Stilhed. Hans Ungdomsaars Gæring var mundet ud i dette. Han var naaet frem til det Stadium, hvor man opdager Tvivlersmilet paa sit Ansigt. Naar han havde unge Kunstnere herovre, naar de deklamerede og larmede, kunde han vel stundom rives med; men med et mærkede han Smilet og maatte tørre det væk med sin Haandbag. Denne Bevægelse syntes af ukendte fysiologiske Aarsager at medføre en Tilbøjelighed til at gabe, hvilket han dernæst havde at bekæmpe. Han var vel naaet til September, den fine, skeptiske September; forude tætnede Oktober sine Taager, og det skulde blive godt at gaa ind i dem. Hvile og Blund, derfor larmede vi; Taage, derfor stred vi for Klarhed. Det sødeste var at overmandes og give sig hen. Dette var ærligt en Skaal værd.

Men Romantik – nej, sgu ikke i dette Land.

Midt i sit cigaret-krydrede Flegma vidste Nagel dog godt, at der var hejst fjerne Urosignaler. Han kunde lukke Øjnene, men bag Laagene skimtede han, at den første Kurv blev hejst tilvejrs i Masten, mens Søen sortnede stridbar. Medgiften havde syntes bundløs, men tilstrækkelig ekscentriske Vaner lodder dog Bund i selv anselige Kapitaler. Nu havde han jo ganske vist sin Sagførervirksomhed, men den 102| figurerede med et beskæmmende lille Beløb paa Budgettet. Og saa havde Gud i Vrede sendt en Mand hertil ved Navn Hansen, en Sagfører af Bondeæt. Han besad alt, hvad man med vagt Ubehag forestiller sig som typisk for Begrebet Hansen: paagaaende Energi, forrygende Talefærdighed, Førstegenerations-usaarlighed, Evne til at drikke de modbydelige Kaffepunscher som Champagne, til at slaa paa Skulderen, ja endog dunke i Maven, til at opspore Fiduser og samtidig blaane ærligt og dansk med Øjet. Der var en Forpagter herude, som de kaldte Spejl-professoren – ikke fordi han syslede med Optik, men fordi han kunde bedømme Kreaturer efter Spejlet. Hansen havde vundet en tilsyneladende umulig Sag for ham; der stod Ry om Hansen. Nagels Klienter blev urolige; to af dem havde allerede forladt ham. Fremtiden saa utryg ud for den, der havde Respekt for sig selv og sine Vaner.

Dette Problem fik nu foreløbig vente. Han var ikke iaften oplagt til at anstille Beregninger. Her herskede den Fred, der er over al Forstand, Freden, naar Konen er ude. Her var hyggeligt, men ganske vist blev intet Krav om Romantik tilfredsstillet. Torvet laa øde under den gultskinnende Maane. Et Par Aftengæster kom fra »Rylen« og bar en vrøvlet Venskabspagt frem over Torvet; den var stor og betydelig, saa de maatte standse midt derude og tørre Sveden; saa tog de den op igen og stagede den med Fare for Overbalance ind i Tinghusets Skygge. Der antog den saa enorme Dimensioner, at en ny Daab blev tvingende nødvendig; de kom frem igen og bevægede sig næsten i Løb tilbage til Vinstuen, midtvejs dog opholdt af en bortrullende Hat, som syntes svær at faa fisket op igen. Naar man er beruset, vaagner Tingenes stædige Egenvilje; de skjuler sig, de flygter, de narrer en og kan gøre en helt grædefærdig. Men Hatten blev stanset i sin Flugtplan, Rylen aabnede og lukkede sin Dør, og Provinsens stille Fred faldt igen.

Nagel fulgte Scenen fra sit Vindu. Den pyntede ikke i denne trods alt romantiske Nat. Der skulde Kultur til alt, dog navnlig til at drikke sig fuld, og Kultur – nej undskyld, det fandtes ikke her. Han sukkede dybt og opdagede, at han kedede sig. Heldigvis kom Jagttiden snart. Han tænkte paa, om der ikke skulde kunne opdrives en passende Partner iaar; 103| Naturens Ensomhed havde en Evne til at vække en usund Trang til Selv-ransagelse, saa Jagten gik istaa. Men forøvrigt var det vist vigtigere, at han blev paa Kontoret og lod Vildtet være ... Han gabede. Aa Gud, sikke Udsigter.

Netop da saa han en Skikkelse komme tilsyne ovre ved Tinghuset. Den gik meget langsomt; det viste sig at være en Kvinde. Da hun passerede forbi Vinduet, kendte han hende: Bodil Hunby. I et Nu erindrede han, hvad han havde læst forleden om Tragedien i Sandhavn. Han aabnede Vinduet.

»Godaften, Frøken Hunby. Hør hvad jeg siger nu: Kom ind og tal med mig.«

Hun standsede og saa træt paa ham. Svar havde hun ikke.

»Jeg vil Deres Vel. De skal tale med mig iaften; saa lægger vi Raad op. Nu skal jeg aabne Døren.«

I de næste Sekunder vaagnede han og blev interesseret. Hele denne Scene derude, den sære, vestjydske Lidenskab, den fortalte om, fik Liv for hans Tanke. Advokaten og Mennesket rejste sig lysvaagne i ham. Endelig noget interessant!

Hun sad bøjet foran ham i en Stol. Hun var tarveligt klædt, sød, men landlig: hendes Kinder var naturligvis blege efter alt dette. Det var øjensynligt, at hun lige havde grædt; hun havde sit Lommetørklæde i Skødet. Kvindegraad var Nagel uudholdelig. Naar først Kvinderne begyndte at græde, Herregud, hvordan skulde saa vi holde Modet oppe?

»Saa,« sagde han livfuldt. »Det var godt De kom. Her er et Glas Vin, det er hvad De behøver. Ved De, hvad De synes? De synes, at nu er hele Livet gaaet istykker. Jeg er meget ældre end De, og jeg har tænkt over det. Det er ikke nær saa slemt, som De tror.«

Hun saa op paa ham, saa bekymret som en Fugleunge, der skal væltes ud af Reden.

»Deres Far, kære Frøken, raadspurgte mig i sin Tid angaaende Ekspropriationen. Jeg var klar over, at det var umuligt at overbevise ham om dens Lovlighed. Nu fordømmer Folk ham. Jeg gør det ikke. Han har handlet forkert, men hvilken storslaaet Mand er han ikke! Han stod paa Vagt for sin Jord. Han er en Helt! Vi berømmer Krigens Helte, men ikke Fredens. Han vidste ikke bedre, end at han havde Ret. Enhver anden havde gnedet sig i Hænderne og strøget Beløbet ind. Han var ingen Pranger, han havde Kærlighed, der104|for faldt han. Man skal ikke gøre som han, men man skal elske sin Jord.»

Hun lyttede aldeles forbavset. Der kom et lille Snøft i Pausen.

»Betjenten,« vedblev Nagel, »beklager vi alle. Men hør nu, hvad jeg ved: Det siges, at han havde en uhelbredelig Sygdom. Forstaar De? Han fik en lettere Død, end han havde faaet ellers. Et langt og ækelt Sygeleje, en smertefuld, lugtende Død havde været ivente for ham. Nu faldt han oprejst som en Mand. De synes, det lyder som en Fabel. Men ved De, at man for Alvor har drøftet, ude i de store Kulturlande, om det ikke var mest humant at aflive Folk itide og skaane dem for Smerterne, naar de dog ikke kunde frelses? Jeg gentager, at alt dette burde jo være undgaaet, men saa helt galt, som De tror, Stakkel, er det nu ikke. Drik lidt Vin.«

Hendes brune Øjne hang fortryllede ved hans Mund.

»Ved Dommen vil der blive taget Hensyn til de særlige Omstændigheder kan De nok forstaa. Deres Fader er ingen almindelig M – Drabsmand. Det maa De huske. Han har handlet i en Hidsighed, der er beslægtet med Sindssyge. Han bliver dømt mildt. Det er ikke rart at være i, eh, Fængsel, men hvordan tror De, han havde haft det, naar han skulde undvære sin Gaard? Han vilde have været en tung Byrde for sig selv og andre; maaske var han blevet helt sær. Nej, græd nu ikke, nu skal De netop se Lyspunkterne. Aldrig fortvivle, navnlig ikke, naar man er saa ung og god som De. De forbandt mig en Dag; da saa jeg, De var god. Nu maa De give mig Lov til at gøre lidt Gengæld. Se, nu er De straks lidt mindre fortvivlet – jo, jeg saa det tydeligt i Deres Ansigt.«

Det var virkelig lykkedes ham at sætte lidt Mod i hende. Det havde ellers været en frygtelig Dag. Hun havde ikke kunnet udholde at være i Sandhavn, var kørt herind med en Husmand, der ofte havde arbejdet for Hunby, var gaaet om i Gaderne og havde troet at føle Alles Blik hvilende paa sig. Hun var kredset om Arresten, havde set de lugeagtige Vinduer, den høje Gaardsmur med Jernpigge øverst, og havde forestillet sig sin Fader siddende som et lænket Dyr derinde – han, den frie Jorddyrker, som nu kun kunde gaa fire Skridt, som de nu arbejdede paa at ødelægge – ham, som hun havde set tage en grøn Larve op af Vejsporet og bringe 105| i Sikkerhed, for at den kunde leve videre og glædes ved Solen. Der hørtes ikke en Lyd derinde fra. Han sad bag Gitre og blev hvidhaaret. Nu turde hun godt have rørt ham; hun turde have kysset hans Pande. Han var ikke frygtelig mer; at være ond og at have fejlet, det var en stor Forskel.

Hun havde forpasset Tiden. Hun havde maattet gaa og gaa for at blive sig selv, hendes Fødder sved; men Byen var blevet en Labyrint, og hun førtes hele Tiden tilbage til Arresten. Det var, som den svære, røde Mur slog mod hendes Ansigt, det var, som gjorde den sig tyk, for at ingen Lyd skulde slippe igennem. Et Kølleslag skulde dø ud undervejs, et Skrig skulde kvæles. Hun troede, hun skulde gaa hele sit Liv om denne Bygning og aldrig finde en Indgang. Pludselig saa hun, at det var blevet Maaneskin, og hun begreb, hvor ene hun var. Segnefærdig gik hun hen over Pladsen. Da var det, Nagel havde grebet ind.

Vinen varmede hende. Skulde hun tro denne Mand? Hendes Instinkt sagde ja. Han var smuk, og hun troede barnligt paa en vis Sammenhæng mellem Skønhed og Godhed. Han var mandig, hans Trøst var ikke Pjat. En Mand, det var en, der kunde ordne Ting; en, der aldrig græd; en, der ikke gav op før Døden. En Mand blev ikke trist af Skæbnens Modstand; Munterhed, det var Mandens ufattelige Vaaben. Havde hun blot lidt af dette i sig! Hendes Tanker udløstes i et mægtigt Suk.

Han fulgte hende opmærksomt. For meget og for lidt fordærvede alt; at støtte denne faldne, det var et nervepirrende Kunststykke. Hun var øjensynlig ved at rejse sig lidt; hun var for sund til at give op. Han hentede Mad til hende, tavs. Hun spiste og saa taknemmelig op paa ham, for træt til at vise Forlegenhed. Han fløjtede lidt; det føltes beroligende. Verden var altsaa ikke helt af Lave, Tiden var ikke gaaet helt istaa; der var en, der fløjtede.

Nagel havde imens gennemtænkt hele hendes Stilling. Den var ikke fortvivlet; tvertimod var der betydelige Lyspunkter. Hun var jo nu Ejer af en betydelig Sum, men ganske vist maatte hun have Værge. Verden stod hende aaben; hun kunde følge sine Tilbøjeligheder, hvis hun havde nogen. Det var vel bedst, at hun kom bort fra Sandhavn, Gaarden skulde jo desuden snart nedrives; en Auktion over Dyr, 106| Redskaber og Indbo maatte man stille paa Benene med det første. Og saa blev denne lille Pige jo et udmærket Parti.

»Det hjalp lidt, ikke? De behøver ogsaa lidt Modstandskraft, for nu skal jeg til at være streng mod Dem, Frøken. De er jo løbet hjemmefra. De har en Karl derude, siger De. Jovel, men han har ingen over sig. Han er nok stukket ned til Kroen; det er en kedelig Vane, vi Mandfolk har. Derfor skal Husets Herskerinde være hjemme. Jeg tror, der hersker en trykket Stemning ude i Stalden, og jeg er bange for, at Deres Høns ikke sover rigtig godt. Nu er det Dem, der har Tøjlerne, og Nøglerne. De ventes derude. Derfor vil jeg nu følge Dem hjem.«

Hun saa paa ham, og der kom saa meget Smil i hendes Ansigt som lidt Maaneskin gennem en Regnsky. Han glædede sig over hendes Øjne, deres uforstilte Tillid og den Sødme og Styrke de fik, naar hun som nu kneb dem lidt i. Man kunde godt misunde den, der kunde gøre hende glad engang.

Han sagde noget i Telefonen. Lidt efter holdt en Automobil udenfor.

Hun havde rejst sig. »Tusind Tak,« sagde hun ligefremt.

Han gjorde blot et lille Buk. Hun havde aldrig anet, at en Gestus kunde eje saa megen Ynde. Der fløj en spæd Rødme over hendes Pande. Han hjalp hende i Kaaben og gav hendes Skulder et bittelille Tryk; han kendte tilfulde den hemmelighedsfulde Indflydelse, som legemlig Berøring har paa det oprevne Sind. Imens tænkte han med nogen Ironi, at dette maatte vel efter fattig Lejlighed kaldes Romantik, og udgjorde en passende Modvægt mod Fru Nagels Ekscesser. Han forsvandt og kom tilbage, paaklædt til Turen; han havde en Rejseplaid med, som han svøbte Bodil ind i, mens de sad i Bilen. Under hele Køreturen adspredte han hende med at fortælle smaa, fredelige Anekdoter. Hun var saa taknemmelig for hans Omsorg, at hun havde kunnet kysse hans Hænder.

De holdt ved Gaarden; Karlen var som forudset borte, og Drengen snorksov. De gik ind og saa Staldene efter, Nagel hyggeligt fortællende, men med nøgternt vurderende Blik. Saa stod de i Stuen; han bad bønligt om en Cognac, som hun skyndte sig at skænke.

107|»Deres Sundhed,« sagde han med en elegant Bøjning.

Hun fingererede forvirret ved sin Kjole og anede ikke, hvad man skulde sige ved en saadan Lejlighed udover Tak. Han gik lidt rundt derinde og udtalte sig. Han støttede sine Hænder mod Spisebordet, og Mindet om den, der havde ligget der, blev mindre skærende. Han tændte en Cigar i Hunbys Stue, og den uhyggelige Bevogtningsscene blev til Fortid. I Køkkenet sammenlignede han sit Ur med Vækkeuret, og det klukkede mindre fjendsk, da han satte det. Han tog det vendte Spejl ned og betragtede sit Haar deri; og Spejlfladens Gru viskedes ud.

»Og nu, da vi skilles,« sagde han, »saa vil jeg bede Dem om noget. De behøver en Raadgiver; lad det blive mig. Nej, tag det med Ro, jeg faar mit Salær, jeg trænger mig ikke paa som privat Velgører; men De kan ikke selv finde ud af alt dette, og da det ikke lader til, at De har nære Slægtninge, saa maa der være en til at drøfte Deres Fremtid med Dem. Lad det blive mig; jeg har Erfaringer, Masser af Erfaringer. Og lov mig højtideligt nu, at De ikke indlader Dem paa noget eller med nogen paa egen Haand. Verden er fuld af Hajer, som gerne vil æde unge, velhavende Piger. Er vi enige?«

Da han var gaaet, opdagede hun, at han havde taget Husspøgelserne med. Sorgen sad hos hende, men Uhyggen var borte. Hun lagde Ansigtet i sine Arme og følte en træt Ro i Nerverne. Imorges havde hun ikke kunnet løfte Byrden; i Middags havde den tvunget hende iknæ. Nu var det, som om den dog lod sig rokke lidt. Hendes Forklæde laa slængt over Køkkenstolen; hun rejste sig langsomt og hængte det paa Plads. –

Nagel havde ladet Chaufføren køre ned til Kroen. Der gik han ind, fandt Karlen ved Skænken og opfordrede ham venligt til at gaa tilbage til Gaarden. En saadan Opfordring kunde synes egnet til at fremkalde Uroligheder, naar den fremsættes af en Fremmed i en Krostue; men dels var Niels et skikkeligt Drys, hvem intet var bedre tilpas end en veldreven Gaards Disciplin, og dels havde man overfor Nagel Følelsen af, at en Henvendelse fra en saadan Herre turde ikke uden videre afvises. Karlen hilste og gik. Nagels Blik 108| begyndte sværmerisk at nærme sig Buffet'ens Flaskerækker. Saa gjorde han brat omkring og forlod Kroen.

Motoren snurrede derude i den maanelyse Nat. Nagel tøvede uvis. Det var maaske Umagen værd at se sig lidt om; det var jo her, man arbejdede paa Fremtiden, hvis Vej ogsaa Nagel ved sine Grundspekulationer havde bidraget sit til at jævne. Han gav Chaufføren Ordre til at køre til Havnen.

»Havnen?«

»Ja, for Pokker! Jeg skal med Midnatsfærgen! Jeg kommer fra Hamburg.«

Chaufføren smaagrinte. De kørte.

»Vil De holde ved Hotel Fremtiden,« lo Nagel.

Manden bøjede sig ud og betragtede Vejsporet: »Det er nu ellers mest Sand, vi kjører i.«

»Kør til! Jeg vil se den Havn, som man skyder Folk ned for.«

Ret længe varede det ikke, før Vejen blev for dyb for Hjulene. Da Vognen holdt, begav Nagel sig tilfods ned gennem Klitten. I det sølvslørede Halvmørke lød Dønningernes dæmpede Rislen mod Havnen; Vinden var svag og fralands, saa Havet havde sin sjældne Hviletime. Nu saa han Krankolossen; og der var virkelig Havnen. Den lignede et Tusindben, der ved Nat var krøbet ud af et sort Bjerg for at faa Fødderne skyllet. Hvis dette var Fremtiden, saa havde den næppe Syvmilestøvler paa. Han var ikke tilbøjelig til at tage den Havn alvorligt foreløbig.

Imidlertid var han kommet hen til den, og for at adsprede sig gik han et Stykke ud. Han satte sig ned og lod Benene dingle ud over Kanten. En stor Badebro, og derinde et stort Badehus paa Hjul, begge fremstillet for at tage Guldmedaillen for den hæsligste Løsning af Opgaven, det var Nagels Dom. Men da han fik det Indfald at lægge Øret ned mod en af Pælene, hørte han en klar, enstonig Syngen. Vandet gled med løse Fingre over Malm-strengene. Var det Fremtidens Sang? Præludiet lød blidt nu; men han kendte sit Vesterhav. Det vilde blive til Sangen om Vilje mod Vilje. Han lyttede spændt. Det lød som dybe, undersøiske Klokker. Han sank hen i Lytten. Da skete der det mærkelige, at denne rolige Mand pludselig følte sig rørt af en klam Angst.

109|Kysten laa derinde under den sydlige Maane, sort som Røg. Nagel gik langsomt ind. Deroppe paa Brinken stod Sirenen med sit gabende Svælg; der svingede Fyret sit Lys hen over Havet som et Sjippetov. Nagel var ganske rolig igen; men Tanken om, at han nu skulde hjem til sine Værelser, der ventede med østerlandsk Velvære, var ham mindre tiltrækkende end ellers. Rygeværelset, Fristedet, den blide Narkoses Tempel, forekom ham trangt og indeklemt. Her var øde, men der klang Jern under Hælen. Da han saa paa Fyret, huskede han, at den sære Fyrmester var død forleden. Derved kom han til at erindre unge Brandt, Skoleeleven, som han havde haft en umotiveret Samtale med. Hvordan var det, Drengen havde udtalt sig? Bygge, bygge! Nagel stod grundende stille.

En blaa, sløret Nat, August-maaneskin; midaldrende Sagfører, ung Piges Beskytter, grebet af en Skoledrengs filosofiske Ytringer. Han saa Situationen ret levende for sig.

Nagel begav sig op i Klitten til Automobilen. Han forsvandt inde imellem de sorte Skygger, og Maanen saa et utydeligt Smil i hans skarptskyggede Ansigt.