[110]| Fjerde Kapitel

1

Naar Børn leger Voksne, kan man høre dem føre en gravitetisk Samtale om Tingene, med de Voksnes Betoninger, saavidt de lyse Stemmer tillader det; og pludselig kommer det, de altid hører. »Ak ja, Tiden gaar.« Saa ser de højtideligt, men lidt uforstaaende paa hin­anden – for selv maa de jo grave sig gennem Dynger af forventningsfulde Dage, før de endelig naar frem til Julen eller Fødselsdagen.

Tiden drypper ud af deres Liv; men en Dag bliver et Spuns taget ud, og Tiden begynder at strømme. Dermed er den alvorlige Del af Dramaet begyndt. En Barndom kan være trist, en Manddom kronet af Held og Fremgang, det siger intet. At være voksen, det er at være vaagnet i Erkendelsens Helvede. Selv den ulykkeligste Barndom leger dog i Brynet af det Ubevidstes Skov, hvor der er godt at være. Den, der ikke tror det, har ingen god Hukommelse. Vedkommende skal betragte Ansigterne omkring sig. Alle herlige Egenskaber kan være ristet ind deri, Ædelmodighed, Dybde, Godhed, Energi; og jo ældre et Menneske er, jo tydeligere bliver Linjernes Tale. Men skønt er kun det Ansigt, hvori der endnu er noget af Barnet. Den velmodellerede Sanselighed, som kan findes i en Sang­elskers, en Filmsdronnings Træk, kan repræsentere et anatomisk Ideal; Sprogets Ufuldkommenhed bærer Skylden for, at saadanne kaldes skønne. I Almindelighed lyver Ansigter ikke; Børn ligner Blomster, fordi det barnlige er skønt.

Det maa dog hurtigst muligt bemærkes, at denne Opfattelse deltes ikke af Apoteker Tengelsen, Ørneapotekets mangeaarige Chef, og dens Værdi lider derved et betænkeligt Afbræk. Efter 69 Aars Studium i Livets Skole vilde han øje111|blikkelig anbringe ovenstaaende under Rubrikken »skrupaffekteret Sludder«. Blandt meget andet maatte man misunde denne Mand hans sikre Dømmekraft, hans lykkelige Evne til at gennemskue Tingene og sige det forløsende Ord. Aarenes voksende Indsigt havde gjort ham til Landets, Verdens, ja Universets urokkelige Dommer. Det faste Punkt, som Arkimedes, der dog havde Evner, forgæves søgte, det havde Tengelsen lykkeligt fundet: sig selv. Han var Verdens-konstanten. Problemet, divideret med Tengelsen, gav en anskuelig og paalidelig Løsning. Denne Mand levede i vor Verden; men Verden vidste kun lidet derom. Han var som en mægtig Dommer i en tom Sal; og ikke langt fra ham sad Fru Tengelsen paa en Stol og dømte ogsaa strengt.

Han havde principielt intet mod Børn; men Børn maatte dog stedse ses under Synsvinklen vordende Voksne, eller rettere Oldinge. Man maatte som Følge deraf beskære dem flittigt og pode dem med Tengelsen-væsenet. Tøndebaand burde forbydes, og der skulde være Pryglestraf for Glidebaner. Fornuft, Ro, gennemført Sparsommelighed samt fortrykt Tavshed, naar han selv talte, dette var Kardinaldyderne. Man bør nemlig ikke glemme, at paa alle Omraader, som menneskelig Viden har underlagt sig, stod Tengelsen som Høvdingen. Enkelte Videnskabsgrene, som han ikke beherskede, ansaas for obskure og unødvendige. Han var ikke den, der sad stille i en Sofa og lod nogen aabne Verdener for sig. Han var en Pyramide; at ville bestige ham medførte forslaaede Knæ. Man skulde ikke bringe ham noget; der kunde let falde et Hug af en Is-sabel. Det vilde klæde Verden bedst, om den tav og lyttede, naar han talte.

Han havde en Datter, som han havde bortgiftet til sin Provisor. Hun var et skræmt og kuet Væsen. At forestille sig hendes Barndom vilde give én en urolig Nat. Hun havde sikkert følt Pyramidens Tryk mangen god Gang, naar hun plumpede ud med en Mening. De Taarer, hun havde grædt over Kjoler, hun ikke fik, burde staa i en Sølvskaal og raabe til Himlen. Hvert nægtet Baltegn, hver tilsmudset Drøm maa være skrevet op i en Protokol, ellers er der ikke Retfærdighed til. Naar den Protokol engang aabnes, saa venter der Vorherre en alvorlig Disput med Tengelsen.

Fru Nathalia Tengelsen var en statelig Dame med en pe112|beragtig Teint og fremfaldende Øjne, som hun skærpede med Stanglorgnet. Hendes Anskuelser var, som de skulde være, idet Tengelsen daglig i et langt Samliv havde sat sig paa dem, de gengav hans stramme, selvglade Buksebag til den mindste Enkelthed. Naar Tengelsen spurgte efter Stuepigen saaledes: Hvor er Bæstet? – svarede hun beredvilligt: Skrubben har naturligvis fri. Den Bekymring, hun stundom kunde bære til Skue, gjaldt ikke Velanstændigheds-kirtlens Hensvinden – den gjaldt Verden, der var saa sindssygt indrettet, at den altid kom til at ærgre hendes Mand. Naar det ringede paa Døren, og det kun var en Stodder, der vilde sælge »Krigsraabet«, forundredes hun over, at det ikke var en kjoleklædt Deputation, der kom for i sidste Øjeblik at søge Raad og Vejledning. Kun i dagligdags Smaating havde hun egne Anskuelser, og derved kom visse, nøjagtig ens Samtaler istand, i hvilke Tengelsen forgæves søgte at sprænge denne Staalets Overmand i sejg Modstandskraft, Kvindelogik. Som Ægtehustru turde hun endda gaa paa tværs af ham, hvis hun mente, at det tjente ham bedst; gik han saaledes en lun Dag uden Overfrakke, sendte hun Pigen i Løb efter ham med den. Tengelsen stansede, maalte hende og Frakken, og med et dæmpet­ ­»Idiot« skred han videre ned ad Gaden.

Det er ganske nødvendigt at danne sig en Forestilling om denne eminente Mands Ydre. Han var lille, fed og yderst lurvet. Det var ikke godt for en saadan Mand at skulle se op til Folk; derfor saa han ogsaa ned. Dette lod sig gøre derved, at han bar Hovedet langt tilbagekastet; naar han da saa lige ud, ramte hans Synsakse Loftsrosetter, Kirkespir og Himlens fri Fugle. Sin Pincenez satte han altid saa skraat paa den fugtige Næse, at han, naar han vilde se Folk i Ansigtet, maatte se gennem dens nederste Rand. Man fik virkelig den Illusion, naar man talte med ham, at en høj Mand, der stod skraat bag­ud i Rummet, beflittede sig paa at faa Øje paa én gennem den allernederste Flis af Brilleglassene. Naar han samtidig med Korporalstemme slyngede et »infame Rakkerpukler« ud om sine politiske Modstandere, gik man uvilkaarlig lidt iknæ, og Illusionen var fuldstændig.

Han var særdeles velhavende, men en tabt Femøre ætsede hans Sjæl som Saltsyre. I Regnvejr gik han og hørte Sfærernes Musik, fordi han sparede Sporvognspenge. Naar 113| Nyanskaffelser var nødvendige, stønnede han som et saaret Dyr. Alle Handlende var for ham Kæltringer. Verden, som han kunde redde, havde sammensvoret sig for at plyndre ham. Da han paa en Festdag havde købt Flødeboller og forefundet nogle Luftrum inde i dem, udbrød han med frygtelig Røst: »Bedrageri!« Pigerne paastod, at han lagde afstrøgne Tændstikker tilbage i Æskerne, i den vanvittige Forhaabning, at de maaske kunde stryges en Gang til.

Naar Tengelsen bragte i Erfaring, at der var udkommet en ny Roman, lød der fra ham et indædt Fnis. Spurgte man nøjere, fik man dette Svar: »Hæ – dem kender vi, disse – Kunstnere.« Alt, hvad der havde Berøring med Kunst, afskyede han. Kunstnere var et letfærdigt Folk. Hed det sig om en Person, at han havde kunstneriske Tilbøjeligheder, sagde Tengelsen »Naah!« paa en saadan Maade, som om vedkommende var blevet grebet i at stjæle af en Kasse. I Virkeligheden kendte han naturligvis ingen Kunstnere; en hæderlig saadan vilde mindst have forlangt en Daler i Timen for at høre paa Tengelsen. Hvis man kunde kaste et Blik ned i hans Fortid, vilde man sikkert finde en Situation, hvor han var blevet sat til Vægs af en af dette foragtelige Folkefærd. Et saa rodfæstet Had vilde ellers ikke kunne forklares.

Naar der var Haandværkere i Huset, ansaa han det for givet, at man snart vilde spørge Tyveri. Spurgte man ham: »Hvad synes De om –,« fik man til Svar: »Det er –.« Hans højeste Ros var »nogenledes«. Ethvert Forhold befandtes ved Sammenligning med et tilsvarende for 50 Aar siden ganske mislykket. Talte han med jævne Folk, dirrede hans Stok, som havde den Lyst til Skinneben. Fordi han hørte daarligt, var hele Verden begyndt at hviske. Hvis man blander lige Dele af en Podsnap og en Grandet, en Tyran og en Taabe, en Farisæer og en Underofficer, saa har man en kunstig Hr. Tengelsen.

Der var faa Mennesker, hvem Livet havde favoriseret saa rundhaandet som Tengelsen. Jordisk Middel, Sundhed, Hustru og Barn, alt var blevet hans. Som en mild Sol skulde hans gamle Aar have lyst over de nye, fremspirende Slægtled, velsignende deres Virke. Det blev ikke saa. Han var snarere som en blaa Tordenbanke, der i opbragt Stumhed saa 114|Verden leve videre, Ungdommen foretage sig Ting uden hans Tilladelse. Han gad kvæle den, svide den af – helst gad han vel brænde hele Jorden, da han mærkede sine egne Kræfter svigte. Som om den havde nogensomhelst Livsret uden ham! Som om –! – Kun ædle Materialer ældes i Skønhed. Tengelsen, der var sit eget Maal, sit fødte Ideal og sit Livs Kæledægge, hævnede sig paa Omgivelserne med en gyselig, livstræt Stumhed, trykkede alt Livsmod fladt, laa som Bly over Verden, naar han havde haft personlige Smaauheld. For den, der ikke var Part deri, var der i Tengelsens Selvudfoldelse en rystende Komik. Men Johan var Part deri.

Johan var kommet til dette Sted, netop da hans Dage begyndte at tage Fart.

2

Johan kom til København, solbrændt, modnet af Begivenheder og med virkelig Vilje til at faa noget ud af Livet. Det er ikke godt at sige, hvorfor han netop kom i Apotekerlære. Han stod efter Faderens Død og saa sig om, og i hans Horizont var der ikke et eneste Skib. En Fætter, der var Maler i Amerika, skrev og foreslog ham at komme derover. Han bøjede sin Arm, følte, at der var Muskler, som gerne vilde prøve en Dyst hvorsomhelst. Saa optraadte imidlertid Halvonklen Hr. Tengelsen. Han var nærmere og virkede med større Styrke; han tog sig af Johans Sager. Johan havde en Vinterdag set en Farmaceut staa i Nordby Apotek med et Reagensglas, hvis Indhold han betragtede med et dybsindigt Smil. Saa lidt skal der til; Johan tænkte: Dette kan gaa an. Tilfældet blæser os som Avner, og maaske hjælper en Hr. Tengelsen til med en Kost. En Dag meldte Johan sig ude hos Onklen paa Østerbro; han trak Vejret dybt, før han ringede: Sesaa, nu begyndte andet Afsnit.

Faa Minutter efter var han kastet ind i de Besværligheder, som Onklen forstod at tilvejebringe for sig selv og andre. Selv var han ikke hjemme; Ægteparret var gaaet en demonstrativ Spaseretur, men Pigerne sad i Køkkenet paa deres Kofferter og saa meget krigeriske ud. Det var den første i Maaneden, og begge skulde – man kunde næsten sige naturligvis – rejse.

115|»Det er en af Familien,« bemærkede den ene.

»Køn Familie,« ytrede den anden.

Denne Modtagelse glædede ikke Johan, der havde drømt om endelig at finde fredelige Tilstande. Han spurgte desorienteret om, hvad der var ivejen, og med opbragt Beredvillighed fortalte de, at det var blevet dem forbudt at forlade Huset før »de nye« var kommet; skønt de ved Forhandlinger med Politiet havde faaet at vide, at Loven var paa deres Side.

»Men saa gaa dog,« sagde han.

»Vi har ingen Løn faaet,« var Svaret.

Johan bad forknyt om, at man vilde vise ham hans Værelse. Det skete meget trevent. Saa satte ogsaa han sig paa sin Koffert og deltog i den almindelige Venten paa Tengelsen. Det var Historien fra Fyret om igen; der var to Lejre, og han tilhørte fra Fødselen den ene. Hvor gerne vilde han ikke mildne Striden! Han mindedes den Aften, da Lise og han, de unge, havde rakt hinanden Haanden, saa stumt enige. Nu begyndte alle Kvalerne forfra.

Tengelsen kom omsider. Han oversaa først Johan som et Dun; saa indviede han Johan i Konflikten, stemplede en vis Klasse Mennesker som »Pøbelrak« og gik derefter hele Lejligheden igennem for at se, om noget var stjaalet. Saa fandt Udbetalingen Sted, og Pigerne fjernede sig med deres Ejendele under hørlig Haanlatter.

Nu var Johan sig bevidst, at skulde han vinde Slaget, maatte han gøre et godt Indtryk. Han spredte sine bedste Manerer som en Paafuglehale, søgte at følge Tengelsen i hans Udviklinger og at gætte Tantens uudtalte Ønsker. Han sagde ikke imod; han gjorde sig flad som et Tæppe med indbydende Mønstre, lige til at træde paa; hans Tale var ja og nej, og hans Øren vejrede forslugent efter ny Viden. Imens blev hans Hjerne tyk og uformelig som daggammel Grød, og mens Aftenen faldt skøn ude over Byen, spurgte han sig selv, hvorfor Menneskenes Stuer mindede om Ligkister.

»Komme sent hjem – det bruger vi ikke her,« hørte han.

»Spiller du,« spurgte Fruen.

»Ja – lidt,« svarede han hurtigt.

»Det bliver der ikke megen Tid til,« faldt Hammeren.

116|»Aandelige Interesser – Kunst, jotak – det kender vi,« hørte han ...

Der straalede et »Vi« over det Tengelsenske Hjem. Dette vi vidste alene; det gjorde Livets udviklende Meningskamp overflødig, det skilte Faar fra Bukke, og Bukke var de Fattige og disse tifold foragtelige, Kunstnerne. Vi, det var alle Dyder, endelig forenede i en overnaturlig Blomst, Tengelsen. Mand, Kvinde, ung og gammel, det var meningsløse Forskelligheder. Bliv som Tengelsen ...

Fruen kom i Samtalens Løb til at mindes en fjern Bekendt, »en Søn af Stiftsfysikus Prior, tror jeg ...«

»Der var noget ivejen med ham,« grundede Tengelsen.

»Vilde vistnok være Kunstner,« kom det spagt fra Fruen.

»Rrrejste senere til Amerika,« faldt Hammeren. Amerika, Verdens Kloakspand. Amerika, jotak, det kendte han.

En dyb Lede faldt over Johan. Et Verdensbillede, trist som en Novemberdag, tegnede sig for ham. De unge, det var en næsvis Hær, som skulde hindres paa alle Maader. Kvinder, de skulde indgaa fordelagtige Ægteskaber. Penge, de skulde spares, til man lignede en Kullemper. Kunst, det var aandelig Usædelighed. Alt, hvad der faldt lidt svært at forstaa, skyldtes sjofle Motiver. Det kunde ikke tænkes, at anderledes-menende var hæderlige. Folkets Trængsel mod Lyset burde besvares med Maskingeværer. Johan var saa ung, at han maatte tage alle Mennesker alvorligt. Han følte sig helt syg, da denne Livsanskuelses Os trængte ind i hans Lunger. Hvor blev der Plads til at være sig selv, hvor var – Friheden?

Det var første Gang, dette Ord fik nogen virkelig Mening for ham. Frihed – naar en Lærer var blevet syg, fik man Frihed en Time. Nu videde Ordet sig ud, det største og kostbareste Ord vi kender. Han lukkede Øjnene og syntes at se et Sollys falde ned over kæmpende Hære.

Tengelsen sluttede en politisk Udvikling saaledes: »Det er altsaa det, de kalder – hæ – Frihed.«

Han vrængede, og Ordet tog sig i hans Mund ud som en Basilisk.

De nye Piger kom. Johan tænkte: Var det nu mig, saa vilde jeg give dem Haanden og tage mig af deres Kofferter. Jeg vilde sige: Naa – hallo! Er det Dem, der hedder 117| Terese? Naar blot de først føler sig lidt hjemme, saa føjer de sig meget villigere efter én senere.

Men var Johan den nye Tids Aand, saa var han virkelig her kommet for tidligt. Fru Tengelsen viste dem deres Værelser, som om hun beklagede, at de ikke skulde sove under Trappen. Herren i Huset udbad sig Skudsmaalsbøgerne, før de havde faaet Tøjet af.

Efter utallige Vanskeligheder – for hvor Hjerteligheden gaar ud, der indvandrer en uhyggelig Hær af Vanskeligheder – blev der gjort Udvej for en Kop Te. Tengelsens Øjne laa som ilanddrevne Miner i Bunden af Brilleglassene, mens Stuepigen serverede:

»Teen skal ikke ligne Blæk – det bruger vi ikke her.«

Naar han forklarede, hvad der brugtes her, fik man Indtryk af, at han gav Samtiden Nøglen til en af de Hemmeligheder, der havde gjort hans Hjem til Samlingsstedet for Tidens ypperste Intellektuelle og deres brusende Kvinder.

Der lød en fjern Mumlen gennem Huset. Tengelsen lagde Kniven: »Jeg skal dog se at faa den Fyr sat ud.« Johan erfor gennem forsigtige Forespørgsler, at det var en ung Mand, der spillede Violoncel om Aftenen. Han turde ikke lægge et Ord ind for Udøveren af denne halvt ugudelige Kunst.

»Ja, du ser paa Smørret,« sagde Tengelsen underfundigt. »Det er ganske rigtigt Margarine.«

Johan rødmede. Det var ikke i mindste Maade faldet ham ind at kritisere Opdækningen.

»Smør, det er ikke for os Fattigfolk.«

Hermed var den ulykkelige Johan naaet igennem de fleste af Tengelsens Slagord. Han hørte paa Tonefaldet, at dette sidste lagde en stram Snor om en Gruppe Mennesker, der var ham næsten endnu mer forhadt end nogen anden: den, der gjorde sig Livet behageligt.

– Da Johan var kommet vel iseng, laa han med knyttede Hænder. Han tænkte paa sin Fader, hvis Minde allerede havde faaet et forsonende Skær. Hans Fader var af dem, hvem Dagligdagens Pinagtigheder havde drevet til Sindssygens Rand. Johan forstod iaften, at noget saadant kunne ske. Men dette maatte ikke ske for ham. Gik det ikke Sønnerne bedre end Fædrene, hvad skulde der saa være Sønner for? 118| Nej, det skulde ikke ske. Han var vel den svagere her, men var han end vaabenløs, han skulde vide at pansre sig.

Imens strøg Cello-manden oppe paa Kvisten sit Instrument. Johan tænkte sig ham som en Forbundsfælle. Det vilde ikke være galant at sammenligne hans Musik med Sirenernes; men den bragte et Vesterhavspust med sig. Johan aabnede sin Sjæl under de dalende Toner. Minder er sælsomme Gæster, og de er altid i skønne Dragter. Hvad der var en Pjalt nærved, det bliver nu Silke, der bølger. Johan tænkte paa Strand og Hav. Som Havnen voksede, vilde han vokse. Han var revet bort fra dem alle, men han vilde være tro. – Gamle Anton stod nu med sin Skovl og filosoferede over Fyrmestres Særheder; han havde kendt mange. Bartholin lænede sig til sin Disk, sortskægget og verdensfjern som en Evangelist. Hunbys Gaard laa i Grus. Selv sad han i Viborg og ventede sin Dom ved Overretten. Og Bodil! Hun skulde nu i Nordby læse det, hun manglede i at kunne komme paa Seminarium; hun vilde være Lærerinde. Johan forstod hende godt heri, men forundredes over Tidens Flugt; igaar var hun et Barn, idag forberedte hun sig paa at virke for kommende Tiders Børn. Naar skulde de ses igen? Der var dybe Vande og dybe Sorger imellem dem.

Johan tænkte med svag Uvilje paa, at det var denne Nagel, der havde taget sig saa meget af hende. Hvad førte mon Nagel i sit Skjold?

Da han kom op næste Morgen, var Tengelsen ikke tilstede, men Fruen formanede i en irriteret Tone Pigen til at begynde sin Gerning betydelig tidligere i Fremtiden. Johan fik Kaffen skyllet ned i en vis Fart. Naar man er ung og lige er vaagnet op, er det som der har ligget Blomster paa ens Pande. Hvad der plagede igaar, det har Nattevinden viftet bort. Skabelsen sker hver Morgen; Johan skyndte sig bort, for at Verden ikke skulde blive gammel.

Hans Vandring gjaldt Ørne-apoteket, hvor han skulde tiltræde. Det smaaregnede; Lygterne klirrede i Blæsten. Alligevel saa alting tiltalende ud; der er et eget Lys over Østerbro. Hans Forsæt om at gøre sit bedste var styrket. Han følte til sit Slips og sørgede for, at Skoene ikke blev stænket til. Nu om lidt vilde Bygningen vise sig. Hans Hjerte slog stær119|kere; det første Indtryk, det er altid en betænkelig Sag. Dèr var den. Aha – saaledes. Det er ikke godt at vide hvorfor, men man har aldrig tænkt sig Tingene netop saaledes.

Der var et let Tryk i hans Strube, da han aabnede Døren. Det første Pust af Apoteks-os vidste han med det samme, at han aldrig vilde glemme. Endnu var han Kunden. Nu –

»Mit Navn er Brandt,« sagde han stærkt.

Samtlige Krukker syntes at faa Øjne paa Stilke. Alle derinde stod pludselig stille, som ved de store Mindehøjtider, der senere blev Grund til at indføre, og hvor hele Byer gaar istaa. Hans Oplysning syntes at have haft en paralyserende Virkning.

»Jeg er –«

»Naa, er De den modige,« sagde en ældre Kavaller med en ejendommelig, ligesom forslaaet Pande. »Jeg er Kandidat Keller. Frøken Næsboe, en ny Mand. Ungdommen afløser os.«

Kellers Spøg var af en egen, uigennemsigtig Art. Dens Venlighed var venligt advarende; Johan var fornuftig nok til ikke selv at forsøge at være vittig. Han blev ledet ind og forestillet for Medhjælperen Frøken Næsboe, en lille Dame, der i sin Tid havde drømt om en Karriere i Udlandet.

»Det er ellers ikke specielt mig, der skal gøre Dem Livet surt,« sagde Keller. »Det er Provisor Færch; han er lige gaaet fra Nattevagten. Han er Apotekerens Svigersøn, ved De.«

Johan sank ind i Ensemblet. Der blev ikke talt meget. En sødlig Afvejningsdame viste ham tilrette. Hun talte en Del om, hvad Knudsen plejede at gøre, naar han var i godt Humør, naar han var i slet Humør, samt hvad han havde gjort engang, da han havde været saa uceremoniel at møde med en lille Kæfert paa. Hun sagde ikke hvem Knudsen var; i den Grad syntes hun indlevet med Knudsen. Johan skønnede, at det maatte være den foregaaende Discipel, og han anede, at det vilde falde tungt at erstatte ham hos den sødlige Frøken.

Keller puslede med en Morgen-recept.

»Hvordan var det i Eventyret,« snakkede han. »De smaa Børn kom sent om Natten til et Hus midt i den øde Skov. Saa sagde en Stemme: Flygt, flygt, mens det endnu er Tid!«

Johan saa deltagende op.

120|»Flygtede de smaa Børn saa?« spurgte Frøkenen.

»Nej, de var sultne, derfor blev de,« messede Keller. »De blev i det magre Hus, men de skulde hellere være flygtet.« Det lød helt vemodigt.

Johan begreb Allegorien og følte sig lidt forstemt.

»Naa, Tengelsens Mave er dog ellers –,« begyndte Frøken Næsboe, men kom pludselig i Tanker om, at Johan jo hørte til Familien.

Keller lo: »Haha, Medhjælper Næsboe observeredes i en farefuld Situation. Hendes Konduite frelste hende delvis.«

Afvejningsdamen var moderlig omsorgsfuld overfor Johan: »Vi sætter altid de tørre Flasker der, De.«

»De skal staa her,« sagde Keller.

»Knudsen satte dem altid der,« kom det rapt.

»Jeg vil se Knudsen sønderrevet af Ulve,« snerrede Keller.

»Det bliver han nok. Han er jo oppe til Eksamen,« oplyste Frøken Næsboe.

»Tja. Man begynder med at faa Stryg, og man ender med et Hede-privilegium med tre Kroners daglig Omsætning.«

»Ak ja, man skulde være gaaet til Udlandet,« sukkede Frøken Næsboe.

»De kan tro, Knudsen var meget sjovere end – de to,« hviskede Afvejningsdamen sværmerisk til Begynderen.

Johan tog ikke al denne faglige Pessimisme saa alvorligt. Det var jo ham, der nu skulde vise sin Duelighed, og ham var der endnu ikke faldet Støv paa. De utilfredse ansaa det altid for givet, at deres Efterfølgere ogsaa vilde blive utilfredse. Men hvis man nu greb Sagerne anderledes an? Johan ansaa det ikke for umuligt, at et og andet kunde forbedres i denne Verden.

Imidlertid havde han, som saa mangen Optimist, gjort Regning uden Vært. Da Klokken blev ni, vendte Provisor Færch tilbage. Denne Tengelsens Svigersøn var den egentlige Leder, efter at Chefen for faa Aar siden havde trukket sig tilbage til det Privatliv, af hvilket allerede nogle Glimt har vist sig. Ved en Middag, hvor han blev hyldet baade for sin fine Menneskelighed og den hjertelige Varme, som hans kendte robuste Væsen forgæves søgte at skjule, havde han overdraget den daglige Drift af Apoteket til Færch, sikker paa, at han ikke vilde kunne finde en bedre og mere ener121|gisk Stedfortræder. Dette sidste var rigtigt i en frygtelig Grad; hans Kolleger og navnlig Johan kom til at smage, hvad det vil sige at være i Lokale med Energien, selve den ubændige, formaalsløse Naturkraft. Behersket Kraft, en Maskines glidende Hjul, kan være skønt at se; men ve os, naar Maskinmesteren bliver rasende. Det skønne Spil forvandles til Syden, Fløjten, Dirren og Spektakkel. Menneskets Organisme sammenlignes ofte i populære Bøger med en Dampmaskine; hvis de velmenende Forfattere havde kendt Færch, vilde de have opdaget, at deres Lignelse kunde have mere paa sig, end de anede ved deres stille Skrivebord.

Hr. Færch havde udtryksløse Øjne; Rastløshed havde pustet Sjælen ud af dem. Han havde et shag-brunt Overskæg og gule Hugtænder; Hænderne var gule, senede og dirrende. Hvis han var blevet oplyst om, at hans Dødsdom skulde eksekveres imorgen, kunde han ikke have udfoldet mere Aktivitet for at faa ordnet de sidste Affærer i denne fejlfulde Verden. Man følte ham i Ryggen som en Kat, der vilde springe op paa en; havde man ham forfra, vogtede man sig for at se ham i Øjnene, da dette bragte hans Temperatur yderligere ivejret; og man havde desuden nok at gøre med at holde sig klar af hans Ivers stænkende Spytklatter. Hvis nogensinde et Menneske har haft Evnen til at være fire Steder samtidigt, at færdes i Kælderen, tale i Laboratoriet, gaa ud ad Bagdøren og vise sig lyslevende i Kontoret, saa havde Færch den. Andre trættes i Dagens Løb; hans Iver steg henad Aften. Naar Kassen var talt op og alting udrettet, saa han helt forpint ud. Han maatte rive sig løs, som Krigeren af den Elskedes Favn, og man anede, at hans Slummer vilde blive kort og fuld af febrilsk Drømme-virksomhed.

Han modtog Johan som det fortabte Faar, der endelig er vendt tilbage til Folden. Han viskede Johans øvrige Liv ud; det var overflødigt, det var Forvildelser; man skrev Aar et nu, fra det Øjeblik Johan var kommet til Besindelse, havde forladt et ørkesløst Liv paa den øde Vestkyst og var tiltraadt det eneste Sted, hvor man anstændigvis kunde være, Ørne-apoteket. Det syntes for Hr. Færch noget af et Mysterium, at den øvrige Verden ikke strømmede hertil og søgte sig Pladser paa Ørne-apoteket eller i dets Nærhed. Naar man fjernede sig fra dette klare Centrum, aftog Tingene gradvis i Rea122|litet, og denne Verden udenfor gjorde Johan rettest i fra nu af at betragte som en lukket Bog; derude dryssede Folk deres Tid hen paa alt muligt ligegyldigt, men man skulde ikke mænge sig med denne letsindige Skare; her, paa Ørne-apoteket, hvor Færch havde virket i en Menneskealder og var blevet den han var, her vilde der ogsaa blive Brug for alle Johans Kræfter. Alene at se ud paa Gaden var distraherende; der kunde gaa Energi-enheder tabt. Om Johan vilde mærke sig det ...

Der var tydeligvis et aandeligt Slægtskab mellem Tengelsen og Færch. De havde begge denne overernærede Jeg-følelse, der aad sig fed paa det kostbareste, andre har, Retten til selv at danne et Verdensbillede og prøve at leve i Harmoni dermed. De paatvang andre deres eget som almengyldigt; de satte sig ned i andre Opfattelsers fine Løvværk og fjertede Spire-evnen syg. En Diktator tør paatvinge andre noget; men Hverdagen har givet Magten til mange, som ikke er af Diktator-æt.

Johan blev tumlet rundt af denne talesyge Original, uden ret at kunne faa Ro til at begribe noget eller faa begyndt paa noget, og det sang bedrøvet et Sted langt inde i ham:

»Han skal nok blive stækket.«

3

Tiden gik.

Det var Midvinter. Færgerne skubbede Isstykker foran sig, som sprang som Lam op over hinanden og viste et glasgrønt Brud mod Maanen. Landet laa under ny Sne, bredt og vindaabent i Miles Omkreds; Nathimlen stod saa luftig høj, at Gaardene med de tittende Lys syntes at trykke sig fladt mod Jorden som Vildt mod Plovfuren. Den skærende hvide Maane fik Rudernes Rimbregner til at glimre omkap med Sirius, denne evige Farvegnist, der spiller saa triumferende ondt, naar Frosten rigtig bider hernede. Lokomotiver trak halvtomme Tog ud under det astronomiske Panorama, jog frem fra By til By, mens den blaa Nat graanede og deres Lygter blev døsige; i Rold Skov eller ude paa Hederne mødte de Solopgangen, en kvalt Blodstyrtning østpaa, mens Europa vaagnede fra Blodnætter til den onde Dag.

123|Dette Land laa urørt hen, mens Ulvene slap løs i Syd. Hvergang man paany betænker det, er det som man aldrig fik takket nok derfor. De Orme, der fra Ligene senere krøb over paa Verdens-sjælen, kender vi; men Landet, Landet ligger der som før, Skoven er drømmefuld som før, Ploven stanses ikke af Trækors.

Det forekom adskillige Indvaanere i Nordby, at denne Vinter var ualmindelig trist. Nagel var tilbøjelig til at give sit Bifald til denne Anskuelse med et Gab mod Loftet. Bønderne havde tjent svære Penge paa Hestehandel; men Sagføreren havde ikke mærket noget til den Stigning i den almindelige Uenighed, der er saa vigtig for Juraens Trivsel. Ligesom en Pilekvist kan vise Vand, saaledes kunde dog Kollega Hansen opspore Sager; han blussede mæt som Hesteprangerne, der vadede i Guld. Ingen forstyrrede Nagel. Saa inviterede han tre unge Kunstnere over til Nordby; det var en Udvej til at faa Aaret over det døde Punkt.

Iaften skulde de fejres med en lille Souper. Nagel havde selv digtet den. For at ingen skulde sidde og trille uoplagt med Rundstykkerne, lagdes der allerede i Herreværelset for med Cocktails. Dernæst i Spisestuen: Grape-fruit, fyldt med Marasqvino (Madeira). Laks (Hochheimer). Ryper (Bourgogne). Fersken i Champagne. Ostestænger. Is (Sherry). Fru Mathilde Nagel fjerner sig. (Portvin special reserve). Dernæst i Dagligstuen: Mokka (Likører efter Behag).

Kort før Gæsternes Ankomst vendte Fru Nagel hjem fra en Veninde-te. Hun var endnu oplivet at se til og fuld af Beretninger om Forlovelser og nyfødte Børn.

»Hvis du vidste, hvor jeg afskyer den Tante-lugt,« udbrød Nagel. »Denne provinsielle Roden i andres Følelsesliv! Hvergang du har været til Barneskue, bringer du med hjem lidt af dette underlig kønslige Skraal, der løfter sig ved slige Lejligheder.«

»Din Ironi er saare gold, Herluf,« sagde Fruen med et Suk.

»Ironi er Smerte, stille besejret. Kvinder forstaar den ikke, for deres Følelser maa ud – damper formelig af dem som en Tuborg efter en Hedevandring.«

»Den er ialtfald uklædelig.«

»Uklædelig.« Nagel rystede paa Hovedet. Det var vel Kvin124|dens Forbandelse, at hun paa intet Punkt formaaede at hæve sig over, hvordan noget tog sig ud.

Blot jeg begreb, hvad Vorherre kan have ment med at tillade Kvinder at blive gamle, tænkte han.

»Mathilde, vi maa ned efter Gæsterne; lad os overvinde os til at følges. I dit Køkken er du som bekendt nærmest til Ulejlighed.«

– Det var Gæsterne flygtigt paafaldende, at Vært og Værtinde intet sagde til hinanden. Fru Nagel var som en slukket Glød, men Nagel stimulerede Stemningen. Man kom snart godt igang. Allerede var Nagel nynnende paa Vej efter Whisky-karaflen; da foreslog en af Gæsterne, en Kunstmaler, at man skulde røre lidt på sig forinden.

»Hørt,« raabte Digteren Helstad.

deklamerede han stort.

De kom i Frakkerne og gik ud i den stille By. Nagel var nu mindre lystig. Der var i Formiddags hændt ham det ubehagelige, at han havde brækket en Fortand. Det forekom ham ved et Blik i Spejlet, at det havde forandret hans Ansigt uhyggeligt. Tænderne er alt, hvad vi foreløbig blotter af Kraniet; det er vigtigt, at de er fejlfri, at der ikke er et sort Hul, som Døden titter ud fra. Det var et Stykke sejgt Rugbrød, der havde gjort det af med Tanden, og han var kommet til at tænke paa en gammel Kammerat, nu Præst, der havde haft en Frase om »Alvorens Rugbrød«. Denne Præstemand havde ogsaa tilladt sig at sige: Du og dine har aldrig taget Livet alvorligt nok, Nagel.

Disse Tanker optog ham, mens de gik over det maanelyse Torv. De tre Artister var langt inde i en faglig Drøftelse, og med nogen Overraskelse bemærkede Nagel, at han ikke blev raadspurgt.

»At male er at virke ved Form og Farve,« hed det. »Hvorfor Folk tror, at det er at tegne Ting af, saa de ligner, det ved jeg ikke.«

»En Skoledreng kan tegne, saa det ligner.«

»Enhver Kanonfotograf kan –«

125|»I Digtningen vil vi nu ogsaa virke med Klangfarver. Vi vil bort fra Problemerne og salig Ibsen. Man har opdaget, at Sandheder lider af dødelige Sygdomme; vi vil ikke give Tiden Sandheder, vi vil give den røde, vuggende Blomster –«

Nagel opdagede, at han fandt dem barnagtige. Han vilde netop gribe korrigerende ind; da huskede han, hvorledes han i sin Tid havde foragtet de Ældre, der troede de vidste bedre. Han saa sig selv. Han var uden Alder, en Altforstaaende, en Tid- og Stedløs, uden Greb i noget eller Tro til noget.

Og pludselig stønnede Nagel. Ikke et blasert Gisp; han stønnede af Kval. Der var intet Fodfæste. Man kunde spotte og le som ung; men en Kærne maatte der være. Spotte nu? Disse tre var rede til at feje ham væk, naar de havde drukket hans Most. Han kunde vrænge en Grimace mod Maanen; Universet fortrak ikke en Mine. Smile slapt? Men det smagte som sur Ost i Munden.

»Hvad Fanden er det?« udbrød Helstad.

De stod ved det nye Jernbanespor. Fra Nordby Station skar det sig snorlige ud over de hvide Marker, lynende som en kold Vilje-streg i Maaneskæret.

»Jeg troede, Banen stoppede her –?«

Nagel forklarede dem Sammenhængen. Imens fulgte hans Blik Skinnen, og han tænkte sig helt ud til Kysten, hvor Havnen groede trodsigt udad, dukkende sin haarde Cementpande i Brændingen. Ja, i Sandhavn groede det, Hamrene bankede som smaa Pulse, Folk derude drømte amerikansk: Skibe og Tog skulde mødes, Kontinentet strakte en Arm ud mod Norden, Jylland sendte sin Fedme ad disse Spor ud over Havene ...

»Naa javel – altsaa kommercielt Sludder,« indsaa Helstad.

»Netop,« svarede Nagel og lo som den, der er velbevandret i Begrebernes Ørken.

Han gennede dem tilbage, men hans Blik slap kun tøvende den hvide Streg derhenne. Han havde set den saa tit, men iaften havde den faaet virkeligt Liv for ham. Naar man er blevet kvalm af formløse Taager, saa er en Streg det skønneste Billede. Nu vilde han dog prøve, om Whiskyen ikke kunde slette den Streg igen; han egnede sig dog ikke til at 126|blive aandelig Aktionær i den Havne-affære; han havde sejlet efter sine egne Stjerner og trængte ikke til Nødhavn ...

Han slog Døren op og puffede sine Gæster muntert indenfor; Stearinlysene flakkede, Gildet var endnu ved sin Begyndelse. »Kom, vi vil feste for Foraaret inat,« raabte han forfrossen.

»... men veed, det er taaget Oktober,« tilføjede han ud over Torvet.

4

Den første Stær viste sig i Rosenvænget. En Dag var der gule Krokus, smaa Protuberanser af Jordens indre Ild. Vandet i Søerne blev krapt og violblaat under kaade Vinde. Solen vilde sletikke rigtigt gaa ned; det var, som den hver Aften lod sig opholde af længere og længere Stævnemøder et Sted vestpaa bag Skorstene og Kolonihaver. Er Foraarets Brosten de samme som Vinterens? Man skulde ikke tro det; de tørrer saa hurtigt, ser elskværdige ud og lokker en til længere Ture end man havde tænkt sig. De vækker Interessen for hvad der er at se bag næste Gadehjørne. Fliserne, deres store Brød­re, synes at give Hælene et elastisk Skub, skønt de klinger som Jernplader. De, der har Cykler, faar Lyst til at smage Luften ude i Dyrehaven. De, der har Kærester, gaar med adspredte Miner ind i Blomsterforretninger.

Johan havde hverken Cykle eller Kæreste. Det kan ikke nægtes: Johan følte sig trykket af Mangler. Han havde aldrig før vidst, hvor vigtigt dette var: at have eller ikke have. Den besiddelsesløse Glæde,han før havde kendt, var veget for en ubestemt Sult. Forstanden klædte Tingene af for den uhaandgribelige Værdi, som Barnets Fantasi omgav dem med. Under denne nye Vurdering bliver Verden en anden; man ser, at nogle har, mens andre ikke har, og at denne Forskel desværre betyder mer, end Religionstimerne lod ane. Den unge Mand ser dunkelt, hvad det er, Verden render efter; hans Øre opfatter en Dobbeltlyd i Verdens Talestrøm, han opdager, at Ord har en ligesaa vigtig Opgave i at dække som i at udlevere. Spørgs­maalet i Verden var, om man vilde høre til Rævene eller til Gæssene. Man kunde opkalde en Vej efter Nøjsomhed, men man kunde ikke gøre Johans Samtid begribeligt, at det var nogen videre Dyd.

127|Der var fine Caféer og lakstrøgne Automobiler, Pelsduft og dyrt Pudder, Damer som Drivhusblomster, Skødehunde som optrævlet Silkegarn med smaa fiffige Øjenknapper. Der var Herrer uden et Fnug paa Frakkeopslaget; de røg tynde, udsøgte Cigarer og var velplejede og mætte. Der er det tiltalende ved Glubskhed, at dens Facade er upaaklagelig. Landet oplevede en Guldalder; men hvad vedkom det Johan? Jo, det tvang ham til at anstille Sammenligninger. Havde han været en af de heldige, der fødes med et Kald og kun har Øje for det, behøvede hans Samtid kun at være en tilfældig Teaterforestilling for ham. Men han havde intet Kald; han var et almindeligt Menneske, der skulde have noget ud af Livet. Naar han nu saa disse smukke Kvinder i graa Pelskaaber, der lod store, velnærede Mænd tage deres Arm og føre sig ind til Livets Glæder, maatte han spørge sig selv: skal det aldrig times mig at faa rakt en Arm af en saadan Dame paa en saa henrivende Maade? Og hvorfor ikke? Solen faldt paa hans Frakke, og den var unægtelig lurvet; den anviste ham Plads udenfor de oplyste Ruder. Verdens Damer oversaa ham ganske; de havde et næsten for skarpt Blik for Klæder. Men naar det nu var saadan, naar Maalet trods alle Omskrivninger dog var at erobre Rigdom og Kærlighed; naar man levede i Verden, og Verden dømte efter Ydre og Succes – var det saa ikke rigtigst at indrette sig derefter itide? Der var ingen stor Sag eller Opgave, der krævede hans Martyrium; han gavnede ingen ved at leve i beskeden Skygge. Men havde han ikke faaet en gal Start? Han manglede i høj Grad en ældre og klogere til at vejlede sig.

For mod Tengelsens Vejledning i Livets Spørgsmaal maatte han protestere. Den Besked, han fik der, var ganske vist tydelig, men slaa Tvivl ned kunde den ikke. Naar saaledes de gæve Rigsdagsmænd var »en Samling infame Svinepukler«, Avisen »Løgn fra Ende til anden« og Træhestens Afskaffelse et absolut Misgreb, saa havde Johan forlængst begrebet, at Tengelsens Ulystfornemmelser gjorde ham den Tjeneste at ophænge sælsomme Masker paa det, der voldte Fornemmelsen; men Tilhøreren saa kun almindelige, forstaaelige Fænomener og ikke det hæslige Karneval, som Tengelsens Glossarium lod ane. Hans Frue fulgte afdæmpet med, fæstede Betegnelsen »Slubbert« paa saadanne, som var 128| Gemalen til Ubehag, og havde nogen skrevet en passioneret Bog, giftet sig under sin Stand, eller været i økonomisk Forlegenhed, var vedkommende »nok ikke videre heldig«. Stakkels Johan fik ingen Vejledning, og hvad værre var, han fik ikke engang Diskussion. Der var intet at sige; han kunde ikke være med i dette Kor, og Modsigelser blev øjeblikkelig knust. Snart var han da kommet til et Stadium, som blev betegnet som »din underlig sære, næsten uforskammede Mangel paa Deltagelse for hvad der foregaar om dig.«

Det er nævnt, at hele den Kreds, hvis Vandel gjorde den uskikket til at være Omgang for Tengelsens, kom hellerikke i Hjemmet paa Østerbro. Man kunde da have ventet Invasion af Meningsfæller; men ogsaa disse udeblev. Stort andre end Færch og Frue saa man ikke. Naar Færch var borte fra Apoteket, lignede han ikke sig selv; han var mat som en opslidt Dynamo paa et nedlagt Værk. Han og Tengelsen sad sammen og overbød hinanden i den Kunst at ryge længst paa en Cigar. Kun en faglig Diskussion var istand til at faa Færch til at snurre; men Tengelsen havde siden Apotekets Afstaaelse tabt Interessen for det faglige og vendt sig mod det almene. Johan havde prøvet at underholde dem om Sandhavn og Nordby, men Tengelsen var i dette som i alt andet bedre orienteret; han bemægtigede sig Ordet, en Uvane, som navnlig kom frem, naar der var andre tilstede. Om Johan havde besøgt Tasmanien eller Borrioboola-Gha, det var sandelig blevet Tengelsen, som havde overtaget Skildringen deraf. Til Johan faldt Ordene lavt, indskudt i Samtalen og ledsaget af et kort Nik som til en Lejetjener: »Aa tænd. Hent Avisen.«

Naar Fru Færch var med, plejede han at spille lidt, efter at Tengelsen havde oplyst alle om, at hans Talent var langtfra betydligt. Han gjorde det ikke med sin gode Vilje; Musik kræver opladte og spænstige Sjæle; men han var bange for at høre om sin »sædvanlige Utjenstvillighed.« Spillede han noget muntert i sin Yndlings-tonart, F-dur, saa blev der en kvælende Pause bagefter; det var, som havde Klaveret fortalt en uhøvisk Historie. Han sukkede og forlod det foraarslyse F, søgte lidt i beslægtede Gebeter, saa indenfor hos Militærfamilien »Es«, men faldt sluttelig tungt ned i As-moll. Saa kom Sørgemarschen, og saa sukkede endelig Fru Færch forstaaende, mens dystre Paukehvirvler ledsagede alt Haab til Graven.

129|Der kom ingen Ungdom der i Huset. Ungdom var vel næsten det, man foragtede mest; den kunde ikke lære sig planmæssige Vaner, et fuldkomment og nøjagtigt Reglement for alle Livets Forhold, en godt tilfrosset Dom over alting i Verden; den var en des­værre ikke altid lige opmærksom Tjenerskare, der skulde forsøde de ældre Livet og lytte til Visdom i Pausen mellem Serveringerne. Der kom ingen unge Piger i disse kolde Stuer – ak nej, og dog er unge Piger ikke kræsne, de kan trække deres Latters Lærketrille gennem det fattigste Hjem, og der er ingen Olding saa rokkende, at de ikke gerne støtter ham med en Arm og giver ham et friskt April-blik i Tilgift; men Kulde og Dømmesyge mærker de straks, de flygter og kommer aldrig igen. Livet søger ikke Raad hos den abstrakte Fuldkommenhed, det trænger ikke til Dunk i Hovedet af Tengelsens Jernlineal.

Johan var ilde stedt. Han kom fra trykkede Forhold, med Vilje til at opleve noget bedre; han var gaaet i Saksen. Naar Celloen klang deroppe, indsaa hen med begyndende Fortvivlelse, at dette var ikke det rette. Naturligvis søgte han ud paa Gaderne det mest mulige, for at faa Sygehus-luften strøget af sig; blandt disse forbiilende Fremmede kunde han dog rette Ryggen, der blev krum paa Apoteket og krummere hjemme. Han blev en Ven af Gader og Brosten; han strøg sin Haandflade mod Husenes Ydersider; nogle var ru, andre glatte, men alle varmede de dog Haanden. Han gik en Aften ind i en Trappegang og forestillede sig, at Huset var fuldt af gode Venner; naar han nu ringede paa alle otte Klokker hernede samtidigt, vilde de komme ud, og der vilde opstaa en hel Lydstøtte af lutter Hallo og Velkommen! Han lyttede: et Sted fra kom Klavertoner, en ukendts famlende Haand søgte over Tangenternes Skovbund i blid Uro, plukkede Treklange som Tusmørkeblomster og rakte dem ned til ham. Han satte sig paa nederste Trin og drømte, at han havde en Cykle og var kørt ud i Skoven. Der sad han nu paa en Træbul, og Suset blev til stille Melodier. Men pludselig kom en ældre Herre ind ad Gadedøren; han saa brysk paa Johan, der flygtede som en Betler for en Betjent.

Om Søndagen spadserede han gerne paa Langelinje. Damerne havde iaar vide, folderige Kjoler; han stjal sig til at se Vinden glatte dem mod Lænd og Læg. Disse flagrende 130| Faner, denne ærbare Ynde – denne søde Kamp, naar Vinden greb! Han kom og gik som en Hund, men se maatte han; hans Mandsblik krævede sin lille Del af alt dette, som inat blev andres. Sommetider havde han en Farvelade med, og han malede da smaa Skitser af Vand og Himmel, af Skibe og Værfterne derovre i Foraarets Syrenskær.

Det var en saadan Søndag Aften, at han mærkede, han havde saa mange Penge paa Lommen, at han kunde tillade sig en Flaske Øl paa en Restaurant. Han befandt sig helt ude paa Frederiksberg, paa en af disse ørkesløse Vandringer, som lyse Aftener tvinger store Byers Ensomme ud paa. Han gik ind paa »St. Thomas«. Der var propfuldt. Naada, hvor Byen morede sig. Saa forsøgte han »Osborne« – ikke et Sæde ledigt. Mismodig drev han ind ad Vesterbro. Paa Industricaféen vilde han have sit Øl.

»Ønsker den Herre varmt?«

»Nej, koldt.«

»Smørrebrød?«

»Øl.«

Tjeneren saa sig flygtigt om. Spejle. Søjler, Røg, leende Ansigter, Musik.

»Alt optaget.«

Johan blev nærmest skubbet ud. Valsen af »Filmens Dronning« ledsagede ham til Glasdøren. Gennem den myldrende By naaede han »la Reine«. Der bemærkede han, at Tjeneren kastede kritiske Blikke paa hans Tøj.

»Alt er vel optaget?« spurgte han svagt. Han var nærmest ligeglad nu og forsøgte overlegent at affærdige de glade, nysgerrige Ansigter.

»Alt,« lød det, koldere end det Øl, han havde drømt om.

»Tænkte det nok.« Han prøvede at tale ligegyldigt, at ignorere sit Nederlag for denne leende Bys Aasyn. Han kunde have søgt en Beværtning; men det, han ønskede, var navnlig Musik og Livsglæde, han vilde sidde som en Slags Parthaver i Legen og maale sig lidt med andre. Da han gik hjem, tvang han sig til intet at tænke; det vilde ellers let blive for stærk Kost at sove paa. Lygterne langs Søerne saa skadefro paa ham. I Tengelsens Køkken drak han et Glas Vand; hans Hals værkede af Bystøv. Det var endnu halvlyst. Han gik ind i den tomme Stue; tænkte sig, at der stod en131| ung Kvinde i hvid Rokokkodragt ved Vinduet og sværmede. »Hej, Champagne!« raabte han – og sank ned i en Stol, lo som hans Hjerte skulde briste.

Hans Forstemthed havde ikke fortaget sig næste Dag; det arbejdede uklart i ham, noget maatte ske. Og Dagen bragte ham en umaadelig Overraskelse. Da han gik ned ad Østerbro om Middagen, ikke længe før han skulde møde paa Apoteket, var der en ung Pige, der saa vist paa ham, og han paa hende.

Bodil!

Ja, hun var forandret. Der var svære Skygger under hendes Øjne; Folk vilde tænke: hun har lige rejst sig fra et haardt Sygeleje. Bleg saa hun ud, men ikke usund. Hun var en af dem, der maa smile til en Overraskelse, ligemeget hvor bedrøvede de er iforvejen; og saa fint et Smil havde Johan aldrig set. Det døde øjeblikkelig, men det havde været der. Det varmede ham; naar en, man er forelsket i, i Utide kommer til at sige for meget, faar man denne lidt ulovlige Glæde ned gennem sig. Han saa, at hun lignede sin Fader; der var noget kækt ved hende selv nu, hvor det saa sad. Hun havde taget begge hans Hænder og trykket dem:

»Johan! Men, at jeg ikke straks –! Tak for din Hilsen til Jul. Aa tænk –! Du er blevet større. Er du glad ved at være her? Nej, du er ikke, det saa jeg lige med det samme. Johan, jeg skal være Lærerinde. Har du hørt noget lignende! Men jeg bliver aldrig glad mer, derfor maa jeg være noget. Sikken en By saa stor. Hvad siger du?«

»Naah jeg sagde, at jeg har tænkt saadan paa dig. Jeg er heller ikke glad. Vi er kommet ud at gynge, tror jeg. Bodil – du maa nu ikke være altfor trist, det nytter jo ikke. Nej, jeg skal nok lade være at tale om det. – Du skulde vide saadan en gammel Støder jeg bor hos. Du, det var bedre Dage alligevel – dengang vi legede –. Naar blot du tager det fornuftigt – nej, jeg skal nok tie –«

To Hjemløse var mødtes paa denne fremmede Strand. Hendes Øjne hang varmt ved ham – de blev saa smaa og glinsende, netop som Kastanjer, der titter ud af den revnede Skal en Høstmorgen, friske og nysgerrige. Begge var de blevet lidt røde, og begge benægtede de det for sig selv. 132| Hun var i en blaa Spadseredragt med graa Handsker; hun var blevet Dame, derfor havde det knebet for ham at kende hende. De fulgtes langsomt henad Gaden. Han fik at vide, at hun var herovre dels »i Forretninger«, dels for at træffe en Seminarie-bestyrer; hun boede hos en gift Veninde og skulde snart rejse. Han saa paa sit Ur; omtrent nu skulde han møde.

»Og Nagel har været saa flink mod mig.«

Det glædede ham; men han ønskede blot, at det var ham selv, der havde haft Alderen og Myndigheden. Han saa paa sit Frakkeærme; nej, han var ikke den, der kunde gøre noget for hende. Knap nok kunde han følges med hende, som han saa ud. En dump Vrede opstod ganske pludseligt i ham. Han havde tænkt sig at invitere hende et Sted hen iaften; men nu mindedes han igaar. Nej, vises ud sammen med hende, det gik ikke an. Hjem – var det ganske utænkeligt at bede hende. Gaa ud til den Veninde – blive beset, konversere, det var ikke, hvad han ønskede. Hans Forbitrelse steg. Saa var han altsaa en ren Lus!

De var under Samtale naaet hen i Nærheden af Apoteket. Han passede paa, at hun ikke mærkede hans Ophidselse, der havde en saa forunderlig Aarsag. Han kunde jo ikke nævne det for hende. De maatte skilles, og Tilfældet maatte raade for et Gensyn.

Hun nølede; hun ventede, at han vilde foreslaa noget. Imens blev Vreden i ham til et stort Dyr med skarpe Kløer. Han saa ned i Flisen for at beholde Ligevægten.

Saa sagde de Farvel.

»Jeg kan ikke lige nu sige dig, naar vi kan træffes,« undveg han. »Men jeg lover dig at skrive – og jeg lover dig, at vi skal træffes.«

De smilede, saa godt de kunde. Hun vinkede i Frastand, vendte sig langsomt og blev borte.

Han stod længe uden at blive klar over sig selv. Forbipasserende saa en ung Mand, der bed sig meget haardt i Læben.

»Nej, her er noget galt,« resumerede han. »Det var ikke det, jeg havde tænkt mig.«

Færch ventede ham, ligbleg, med Uret i Haanden. – Komme forsent!!

133| 5

Man skal betragte sin Ven, naar han sover, raader den overkloge Zarathustra. – Johan kom uforvarende til at gøre dette en Dag, og han fandt Arnes Ansigt ret udtryksløst; det lignede de Voksmasker, der stikker ovenud af Magasinernes udstillede Jakkesæt. Arne vaagnede imidlertid straks, med en urolig Bevægelse, skønt Johan ikke havde gjort mindste Støj, og hans Væsens vindende Spil omgav ham som det uigennemtrængeligste Harnisk.

Det var umuligt ikke at holde af Arne. Hans elskværdige, forhaabningsfulde Væsen passede til enhver Lejlighed; han dominerede aldrig, men forsvandt hellerikke i Baggrunden; han gik om, naturlig og velset; ingen vidste, at han havde haft Klammeri med nogen, men ligesaa lidt turde nogen paastaa, at han var servil. Han havde som den selvfølgeligste Sag gjort en Visit hos Tengelsens, havde hørt venligt paa de der fremsatte Synspunkter og havde ikke krænket nogen med sine Svar. – »Hvor har han dog nogle rare Øjne,« bemærkede Fru Tengelsen bagefter. »En ualmindelig net Fyr; ham skulde du lægge dig efter,« udtalte Apotekeren.

Skønt Johan var lykkelig over hans Ankomst, der gav Anledning til at opfriske utallige Erindringer, kunde han dog i Enrum undre sig over det sært ubegribelige Væsen, der, forekom det ham, dækkede sig bag de uimodstaaelige Manerer. Var Arne den store Ensomme, der forstod alle, men nægtede dem det sidste Indblik; sad der en mørk, foragtende Guddom paa Bunden af det Hav, hvis Overflade spillede saa uforligneligt? Eller manglede han maaske netop dette allerinderste private, som vi søger og behøver, gik han aarvaagent Skildvagt foran et Værelse, hvis Tomhed ingen maatte kende? Johan forstod det ikke, men Arne behøvede blot at vise sig, for at alle disse Bekymringer skulde tage sig latterlige ud. Den lyslevende Arne tryllede al Skepsis bort. Han fyldte sit eget Væsen ud, saalænge han var tilstede.

Han sad paa Divanen og gabede sig klar. Han havde indlogeret sig hos en ældre Rentier i Nørresøgade og skulde nu ilag med Filosoficum og de medicinske Studier. Naar Arne tog Skridt frem i Livet, satte han ikke Fødderne ud i Uvishedens Sump; han tog sit selvfølgelige Omraade i Besiddelse. 134| Det at være fri Mand her i Byen imponerede ham ikke; det var, som havde han soldet og studeret her længe, ja som var det egentlig overstaaet.

Han gabede færdig: »Ja, jeg bor jo meget taaleligt her, saamænd. Vi skal have en Tiltrædelsesfest snart; haaber du kommer. Malerierne er ikke uefne, hvad?« Han lo.

Det største Maleri var et tysk Produkt, forestillende en lystig Gesell med et Ølkrus. Johan anede, at Rentier Rasmussens Kærlighed til Kunsten ikke gik Haand i Haand med en sikker Smag.

»Wandschmuck! Nu kalder jeg paa Rasmussen, og saa skal du sige, at det er et fint Billede. Vi prøver. Rasmussen!!«

Den gamle, lidt krogede Herre indfandt sig, hilsende.

»Hør-eh-Rasmussen? Maa jeg sætte en anden Boghylde op? Jeg er bange, den der dratter ned, naar de store Værker kommer.«

Rasmussen gav omstændeligt Lov hertil. Johan bemærkede lidt efter, at det var et fornøjeligt Billede, det med Ølscenen.

Den gamle blev livlig: »Naa, synes De ogsaa? Ja, man bliver helt i Humør ved at se paa det Billede. Det er fortræffeligt gjort; se det Udtryk! – Og hvad jeg vilde sige, Baggrunden er ogsaa dygtigt fortalt.«

Arne kneb Johan i Læggen. Da den gamle var gaaet, rullede han tilbage i Divanen og lo mod Loftet:

»Brr! Dygtigt fortalt! Det Udtryk startede jeg ham med forleden. Jeg vidste det kom. Aah, det er mageløst! Sidde og vente paa, at det kommer ...«

Johan mærkede, at her var man Sfinksen paa nært Hold. Arne eksperimenterede med en saadan Hengivelse, at han kom til at blotte sig selv.

»Det er saa – morsomt ...«

Ret hurtigt kølnedes han og kom ind paa andre Emner, og da Johan skulde gaa, sagde han: »Hør du! Det var det Gilde. Vi bliver en 9-10 Stykker; der er ogsaa Damer. Lad os sige idag fjorten Dage.«

Johan takkede.

»Det er Festdragt,« henkastede Arne.

»Javel, Festdragt.« Johan var lige ved at bukke. Saavel Apoteket som Hjemmet havde efterhaanden udstyret ham 135| med Tjenermanerer, som blev hængende ved ham ogsaa naar han gik eget Ærinde.

»Smoking,« lød det som en sidste Forklaring.

Festdragt, selvfølgelig. Ved en festlig Lejlighed. Han gjorde sig dette indlysende paa Hjemvejen. Han fik sig til at tro, at denne Sag var ganske simpel. Saa traadte han ind hos Tengelsens.

Der var fredeligt derinde. Tengelsen sad og læste Aviserne med Øjne, der som synkende Sole hvilede mod Brilleglassenes nedre Horizont. Haanden, der holdt Bladet, dirrede en enkelt Gang, og et svagt »Rak« lød gennem Stuen som Sommerens Hvisk i Lindekronerne.

Fru Tengelsen forstyrredes ikke heraf. Hun sad og syede en lille Ting til en Basar. Idyllen var fuldkommen. Af og til tog hun Stang­lorgnetten for Øjet og forfriskede sig med nogle Linjer i et Ugeblad. Om lidt vilde hun stille et af de Spørgsmaal, hun havde stillet gennem tredive Aar, og Tengelsen vilde give det Svar, han havde givet ligesaa mange Gange. Saa vilde hun nikke, at hun havde forstaaet det, og sy videre i Tavshed. Hvorpaa hun vilde sige: »Ja, det er naturligvis rigtigt nok, men jeg synes nu alligevel –« og gøre det indlysende, at Besvarelsen var forgæves. Og fjernt vilde Tengelsen sukke »Javel« og stryge glattende over Avisen.

Hun syede; man maatte gøre noget for dem, der trængte. Sende Penge var efterhaanden umuligt; for som Gustav sagde, alt hvad man ejede blev jo nu tyvstjaalet til at købe Bajere for til disse luddovne Driverter, de arbejdsløse – –

Vist brugte han en fæl Mund, naar han var i det Hjørne, Gustav, men han havde jo den politiske Indsigt; og naturligvis harmede det ham at maatte aflevere Penge, som han ærligt sled for. Han sled virkelig meget, navnlig mange Støvlesaaler, fordi han daglig skulde ind i Byen paa Kontroltur for at se, om Raadhusuret gik rigtigt – stemte med hans Lommeur –. Det var ogsaa meningsløst, at det Ministerium skulde sidde saa længe; man saa jo paa Gustav, at det i den Grad ærgrede ham ...

Johan brød ind i denne Eftermiddags-idyl. Hans Tillid til Forehavendet dalede hastigt. Han var efterhaanden gennemsyret af Følelsen af ikke at have nogen Rettigheder, af at være mislykket; han levede i Følelsen af Brødefuldhed, 136| skrævede sig frem gennem Nødløgnenes Pigtraadsfelt, og hans Selvagtelse kunde rummes i en Trepægleflaske.

»Jeg tror jeg maa have en – Smoking,« sagde han.

»En hvad?« Det lød ikke opmuntrende.

»Altsaa en Selskabsdragt.«

Tengelsen saa vantro paa ham. Han maatte have det gentaget.

»Det var sgu den stiveste. Da jeg var i din Alder – vil jeg lade dig vide –«

Ganske rigtig, Fortiden blev manet frem, klam og gyselig skulde den løbe omkap med Nuet. Johan maatte ikke tro, at han med et Indfald kunde omstyrte Grundsætninger, som Generationer havde bygget op! Forøvrigt var der intet at diskutere; Tengelsen kendte ikke Smokings, saa de eksisterede sandsynligvis ikke. Han tog atter Avisen.

Johan vilde ikke give sig: »Hør, jeg har jo nogle Penge?«

»Ja, dem faar du, naar du bliver myndig; de skal være til noget fornuftigt.«

»Ja, det manglede virkelig bare,« supplerede Fruen.

De var ham for stærke. Det begyndte at foresvæve ham, at han var en Ødeland, en uforbederlig Levemand, en havesyg og brutal Natur. Et sidste Forsøg:

»Jamen jeg maa nu have en Dragt –«

»Du skal maaske til Selskab?« Tengelsens Tone var let ironisk. At Fyren der skulde være inviteret til noget, hvortil man ikke først havde sikret sig ham, det forekom dog en Smule ejendommeligt.

»Ja jeg skal – hos Arne.«

Pincenez'en blev taget af og paany hugget fast. De levergule Øjne med hidsige Blodaarer fæstede sig frygtelig skarpe paa Johan. Der kunde ske alt muligt nu. Men Arnes Magt var stor; Tengelsen sagde kun, idet han definitivt tog Avisen:

»Hos Arne, hm. Vi tales ved senere.«

Da Johan den Aften, mens man troede han var til opbyggeligt Foredrag, strejfede gennem fjerne, stille Gader, vilde han, hvis han havde haft en Klud med grøn Sæbe, uvivlsomt have trykket en Rude ind og forsynet sig med Garderobe i en af de bugnende Forretninger, han saa. Hans Forfatning var miserabel. Endnu igaar veg Frøkenen paa 137| Apoteket tilbage for ham: »Hør Brandt, nu er De virkelig snart for slem. Knudsen var nok plettet, men ligefrem lurvet var han dog aldrig.«

Fra den Dag, han havde talt med Bodil, var det begyndt at gaa op for ham, at dette Problem enten maatte føre til Sejr eller Sprængning. Det kunde synes et uværdigt Problem; men i Drifternes Vaar er det dødelig Alvor, hvad Spejle fortæller og Pigeøjne røber.

Johan knuste ikke Ruder; han kom nemlig i Tanker om noget, som foranledigede ham til at gaa lige hjem og skrive et vigtigt Brev.

Næste Middag iagttog Tengelsen den fornærmede Tavshed, man har Ret til, naar man har strakt sig langt ud over det rimeliges Grænser; og paa en Stol laa et Klædningsstykke, som Onklen paa sin Formiddagstur med Kontroluret havde opsnuset i en Tøjbod. Der indfandt sig efter Maaltidet en lille Lappeskræder, som nærmede sig Johan med forekommende Lader. Han tog det indkøbte Klædningsstykke i øvede Hænder:

»Hvor gammel er ellers den unge Herre, med Forlov,« spurgte han lidt betænkelig.

»Atten Aar.«

»Naah ja, saa kan De godt bære Deres Diplemat,« trøstede han, men uden Overbevisningens Kraft.

»Benklæder laaner du af mig,« lød det fra Tengelsen som et Sabelhug.

Johan stod stille, mens Skræderen manipulerede med Naale og Kridt. Det var en rummelig Frakke, han var kommet ind i; der var to ledige Lejligheder oppe ved Skuldrene, og en hel Spisestue stod tom foran.

»– siger knap nok tak,« lød det, før Tengelsens Dør slog i.

– Der kom noget distræt over Johan i den følgende Maaned. Til Arnes Gilde meldte han sig syg, men overfor Onkelen fastholdt han at have været der og fortalte forskelligt derom næste Dag. Han begyndte at faa Øvelse i den Kunst at undgaa lange og forgæves Forklaringer. Møde op blandt sine jævnaldrende i hint nationalliberale Klædningsstykke vovede han ikke; han tilbragte Aftenen med en Vandring, der spændte fra Østerbro via Jagtvejen, Fasanvej og Sønder Boulevard til Eng138|have Brygge. Ude paa dette mærkværdig ensomme Sted satte han sig tæt ved det mumlende Vand og betroede det sine Sorger. Han gik tilbage gennem de haabløse Distrikter, der ligger som en Fattigdommens Vold langs det overmodige Vesterbro. Han strøg ad Nørresøgade for at overtyde sig om, at der var lyst og muntert oppe hos Arne; saa skar han Byen igennem ud til Kristianshavn, rundede Langelinje og ansaa saa Gildet for at være vel overstaaet. For at holde sig saa tæt til Illusionen som muligt foregav han at have muntre Vanskeligheder med at klare Trapperne, og han plaffede et Par Gange forgæves efter Nøglehullet, før han aabnede Døren. – Paa Apoteket var han ret aandsfraværende. Om kort Tid vilde det gælde Knald eller Fald. Fortsætte dette Liv i tre Aar protesterede hans Natur imod. Han havde begaaet en Fejl, Linjen fra Sandhavn var brudt. Det maatte rettes snarest, ellers – vilde han desertere med et Skib eller foretage noget andet uhørt.

En Dag stod han for Tengelsen med et Brev i Haanden.

»Hvordan er det – jeg kan jo faa mine Penge, naar det gælder noget fornuftigt?«

Onkelen placerede stridbart sin Lorgnet paa den svedige Næseryg. Det var tydeligt, at der var mer end én Mening i Verden om, hvad der var fornuftigt.

»Min Fætter Georg har skrevet igen, at han tilbyder mig en Chance i New York. Og da dette – jo ikke gaar saa godt, saa vilde jeg gerne – have Rejsepenge.«

For enhver, der har lidt Forestilling om Tengelsen, er det overflødigt at forklare, at dette faldt som en Sprænggranat. For det første: det var en Overraskelse, og intet er i et regelmæssigt Liv mer irriterende end Overraskelser. For det andet: enhver Svingning fra Pligtens Bane er mistænkelig og vækker berettiget Frygt for Udartning i Familien. Og endelig: Amerika. Har man sagt Vridsløse, saa siger man derefter Amerika. For at gøre en lang Historie kort: Tengelsen nægtede. En Uge derefter: han vaklede. Endnu en Uge, og han holdt følgende Tale:

»Efter de Rapporter, der er afgivet fra Apoteket, og efter de Erfaringer, vi har gjort her vedrørende dit vanskelige og lidet tiltalende Sindelag, er jeg kommet til det Resultat, at du gør klogest i at forlade et Land, hvor du næppe vil efterlade noget større Savn.«

139|»Tak.«

»Hvis du imidlertid tror, at man derovre tager Hensyn til Selvraadighed og Dandy-Tilbøjeligheder, saa vil jeg lade dig vide, at jeg kender Amerika tilstrækkeligt til at kunne spaa, at du vil faa noget ganske andet at mærke der.«

Resten opfattede Johan ikke. Han var svimmel af Henrykkelse; Jernkæderne var ikke af Jern, men af Straa; en helt ny Chance var ham givet, Drømmene fra Sandhavn kom over ham. Han saa ikke den talende Moralist, men Sletten deroppe i Regndis, naar han gik og byggede Byer. Intet var forgjort; han stod ved Begyndelsen endnu. Der er Øjeblikke, hvor Hjertet, som sidder saa sikkert bag Gitteret, gør Oprør af bar Lykke og vil ud; det kaster sig som en uretfærdigt indespærret mod Burets Væg og vil ud og omfavne Alverden. Der er sørget for, at denne urimelige Fange bliver i sit Fængsel; hvilke Tider vilde vi ellers ikke opleve? Men Johan havde gerne svinget Onkel Tengelsen rundt paa Gulvet, hvis han ikke dybt i sig huskede den stenhaarde Parole: »Denslags bruger vi ikke her.«

For Færch var Johan fra den Dag en uværdig, der har sveget sin Sag, en Rømling, en Fredløs og en uinteressant Gaade. Johan havde den Følelse, at hvis han nu faldt i Nyhavn, vilde Færch næppe række sin Stok ned til ham; man behandlede ikke Færchs Livssag paa den Maade, man knipsede ikke ad Ørne-apoteket. Keller forstod ham bedre. »Ja, var jeg i Deres Alder, saa stak jeg vist ogsaa af. Forresten har jeg søgt Plads i Vejstrand, jeg er ogsaa snart træt af den Barnerangle« – og et eftertænksomt Rynke-lyn gled ned over hans bulede Pande.

Johans Dage fløj. Pludselig kom en Dag som alle andre; men det var Afskedens. Vidste han, hvad han gjorde? Nej, det ved ingen; snildt er vi fanget. Om Morgenen gik han ind til Onkelen. Det var for tidligt at tage Afsked, men et passende Øjeblik til almindelige Bemærkninger. Tengelsen laa paa alle fire og søgte efter noget; Tanten stod opmærksomt fremadbøjet med Stanglorgnetten for Øjnene. Johan blev ærbødigt ved Døren.

»Den Satans Kuponsaks,« gurglede det fra Tæppet. »Det er ikke et halvt Minut siden jeg aldeles bestemt havde den.«

»Du har naturligvis lagt den et andet Sted, Gustav.«

140|Det var en stiv Paastand; Tengelsen forholdt sig et Sekund ubevægelig.

»Jeg har aldrig i mit Liv lagt noget andre Steder end nøjagtig der, hvor det skal være.«

»Men nu ser vi dog –«

»Hvad ser vi,« tudede han. »Vi ser, at det Asen af en Pige smider med ens Ting« –

For det var aldrig Tengelsen; det var andres Fejl, altid andre –

Scenen udviklede sig voldsomt. Tengelsen stønnede sygt og erklærede Livet uudholdeligt, Tilværelsens Ondskab stimlede sammen om ham som Hunde.

»Gustav, jeg holder det ikke ud.«

Tengelsen var ved at opgive det. For sidste Gang følte han mellem Skrivebord og Væg.

»Vi skal altsaa flaas – – købe – en ny.« Det kom i et døende Hvisk, og alle Hundene fik Øjne som Tekopper.

Johan stod i Tanker. Han saa sin Rejse for sig; det var blot at skraa over Gaden. Men over den halve Himmel, med et Ben her og det andet tabende sig ovre i Sverrig, saa han en Kuponsaks' mægtige Nikkel-taarn ...

»Men Johan, det mindste du kan gøre er dog at hjælpe din Onkel –«

Han ilede til og fandt tilsidst Saksen ovre i Vindueskarmen.

»Ufatteligt, hvem der kan have lagt den der –«

Johan forsvandt ud i Gangen for at faa sin Koffert transporteret ned. Da han stod paa Gaden, bemærkede han en lille Trækkevogn, der bar nogle fattige Ejendele. En Mand stod klar til at køre med dem.

I det samme kom et ungt Menneske ned ad Trappen; han bar en Violoncel i et brunt Hylster.

»Kør saa,« sagde han.

»Skal vi ikke have Klimrekassen med,« spurgte Flyttemanden elskværdigt.

Den unge, blege Mand, der havde slaaet Kraven op for at skjule sin Flips Forfatning, saa sig fjendsk omkring:

»Nej vi skal ikke,« sagde han. »Den faar ingen – ingen.«

141|Og han fattede om den som et besværligt, men uendelig kært Barn og drog bort uden at se sig tilbage.

Onkelen og Tanten fulgte Johan ned til Skibet. De to kom imidlertid i Disput om, hvor langt der var til New York; Johans Oplysning blev fejet afvejen, og nogen Enighed kom ikke istand paa Turen til Frihavnen, skønt man jo paa Forhaand kunde vide, hvem der havde Ret. Johan saa sig om med forslugne Blikke; han stræbte efter at holde Højtiden i sit Sind upaavirket.

Tengelsen gav Haanden: »Som sagt, jeg misbilliger i høj Grad –«

Johan faldt i Talen: »Ja, tak for alting, Onkel og Tante. Dette er vist det bedste.«

Og de vendte om og gik. »En næsvis Fyr –« forlød det en Smule før Johan var udenfor Hørevidde.

Naar Musikken spiller Afsked paa Amerikabaaden, saa er der sjældent mange tørre Øjne. For Johan kom det mest bevægede Øjeblik først næste Aften. Han stod lænet mod det hvidmalede Ræk­værk i Skumringen og saa ud over de uendelige Smaabølger, der yderst bar Dagens sidste gule Lysstrejf.

»Vi har ringet til anden Servering, min Herre,« sagde en forbiilende Stewart. Og Johan hørte den iltre Klingren af Gafler og Porcelæn fra Skibets Bug. Stewartens Tone tiltalte ham; man var ikke Paria mer, men en Mand blandt Mænd.

Da saa han ude i Bunden af det tværede Lys sydvestpaa en lille blaahvid Gnist. Tre Gange tændtes den, hvilede sig lidt og kom saa igen. Var han Mand, eller var han Dreng? Han knugede Gelænderet for ikke at række sine Hænder ind mod Fyret. Hvor stort havde ikke dette derinde engang fyldt ham; tilbage var nu kun en bittelille Gnist i Ødet ...

En Svaghed gik igennem ham og løsnede hans Greb; han betvivlede i dette Øjeblik alt. Han maatte bore en tyk Taare bort med sin Finger. Udad, udad gik Skibet, sitrende under Kræfternes Vilje; det vuggede allerede prøvende i de første Dønninger fra et stærkere Hav. Der er intet, der hedder at undfly.

142| 6

Der var engang – men det er snart længe siden, som alt godt. Da var der en Georg Bürger, som besøgte Brandts paa Bøgenæs Fyr, holdt Johan ud i stiv Arm, til han var ved at besvime af Latter, og gjorde forsorent-enfoldige Bemærkninger om alt hvad han saa. Saa forsvandt han, og nede fra sin barnlige Verden opfattede Johan, at han var rejst langt bort; der havde været »noget galt«. – Og der var Geo. C. Burger, som drev Malerforretning i en Sidegade til Madison Avenue i New York. Det var næsten utroligt, at de to var den samme.

Nu var Fætrene lige høje, men Johan tegnede til at blive den kraftigste. Men Georg havde forud de haarde Linjer om Mund og Hage, som tegnes af den daglige Bevidsthed, at træder jeg ikke ned, bliver jeg selv traadt ned. Der kan over disse Vilje-ansigter være noget, der minder om Abens; den har de samme Furer, maaske opstaaet som Følge af Fortrædeligheder med Kokosnødder, den ikke kunde naa. Georg, der havde prøvet Striden i de nedre Lag, havde faaet sine danske Træk gaaet efter med Gravstikkel; der sad en Stivhed i dem, selv naar han smilede – dette amerikanske Vanesmil, der sjældent varmer Øjet. Men han straalede jo efter Evne, som Solen under partiel Formørkelse, da han blev Johan va'r. Hans Haandtryk var af de taaredrivende: »Hallo John, fald ikke i Riveren!« raabte han, da de stod i den tætte Trængsel paa Hoboken-molen; og idet Johan blev klemt op mod hans Ryg, mærkede han, at der laa noget haardt i hans Baglomme. En Revolver formodentlig! Saa var han da kommet til Mandfolkenes Land! – De tavlede Kæmpebygninger med hvide Røgvimpler foroven stod gullige i den besynderlig klare Luft; Trafikken ved deres Fod lignede en uafladelig afværget Katastrofe. Lysvaagen og utrolig, saadan var Byen. Johan følte en dump, uklar Smerte. Naar man ser Verden, mister man en indre Verden. Hvad vilde være stort, efter at han havde set dette?

Langt ude i den yderste Ende af Brooklyn havde Georg Hjem og Familie. De kom derud med et Hurtigtog, der skreg som et helt Slagteri, mens det fulgte sin Skinnes Kurve henover Husene. Johan maatte tvinge sit Blik fra Vinduet; han 143| saa saa mange Tage, at Uendeligheds-kvalmen begyndte at liste sig over ham.

Imens fortalte han løst og fast hjemme fra Danmark, »det raadne Land«, som Georg noget upatriotisk benævnte det. Om Johans Fremtid her udtalte Fætteren sig kun vagt; men han vendte Gang paa Gang tilbage til den Bemærkning, at »vi bestiller jo noget her.« Johan oplyste, at det gjorde man ogsaa hjemme, hvortil Georg nikkede ironisk. At dømme efter Prøver som Tengelsen og Bürger syntes der at herske Mistillid mellem den gamle og den ny Verden. Johan lod sig ikke skræmme af dette; han havde aandet i Mistillid sin Ungdom igennem, og han var jo netop den unge Slægt, der vilde bygge Broer.

»Men det gaar vel nok, bette Johan, om du skikker dig vel. Nu er der bare to Stationer igen.«

Derude, hvor Georg boede, begyndte der at trives lidt røgsvedent Grønt, men landligt var der dog ikke; Vejene kunde minde lidt om Frederiksbergs, hvis man tænker sig, at en ukendt Bakterie havde ædt Farverne af Billedet og Hyggen af Stemningen. Der blev talt norsk og dansk i Nabolaget, hørtes det. Georgs Hus var af mørkt Træ og aabenbart rimpet sammen i en Skynding. Hans Kone Dorothy, som modtog dem, syntes en halv Snes Aar ældre, men lignede ham i Ansigtets skarpe Udmejsling. Hendes Velkomstord var skraldende, og Johan forstod dem ikke; hun var indfødt Amerikaner og stammede fra Illinois. De havde en seksaars Dreng, en egenraadig Gut, der dog i Øjeblikket var stum af Interesse for Johan.

»Sesaa,« sagde Georg tilfreds og gned Hænderne. »Saa slap vi da lykkelig og vel fra Gamlelandet begge to. Hurra for det. Lad os nu se os om for noget at spise.«

Han trak, inden han satte sig, en Tingest op af Baglommen: en Metaldaase med japanske Kul-patroner i.

»Lændegigt, ser du,« forklarede han. »Det varmer.«

Johan sukkede uvilkaarligt.

– Der var en svær Fart over alting herovre. Næste Morgen, endnu med Søvn i Øjnene, susede Fætrene ind til Malerværkstedet, og Johan fik Lov at smide Jakken og bruge en Pensel. Georg saa med Forbavselse, at han gik med Seler og ikke med Livrem. Han sagde intet, rystede blot paa Hove144|det og følte sig bestyrket i sin Mistillid til Gamlelandets Fremtid. Han studerede Johans Haandelag. Det lovede godt. Men sikken Tid de var om alting, de derovre fra! Han tyggede paa Cigaren og saa til; saa gik han tavs ind i Kontoret, som blot var skilt fra Værkstedet ved en Bræddevæg; det rummede Klap-skrivebord, Telefon, Almanak, Ordrebog og saa ikke stort videre. Georg var en driftig Mand; han var i første Halvdel af Trediverne og havde allerede tre Mand i sit Brød. Og han var en snild Mand. Han slog sig ikke til Ro ved Regnskaber og tænkte: mine dygtige fellers derude gør sikkert, hvad de skal. Nej, han havde et lille Hul i Bræddevæggen, bag hvilket han uset kunde staa og følge Arbejdet derude. Men hans Folk var ogsaa ret snilde; de kom saa tit til at smøre lidt Kit ind i det lille Hul. Samfundskrigen førtes saa stille her, med lidt Kit paa den ene Side og en Lommekniv paa den anden. Men det meste Malerarbejde foregik jo udendørs; derfor havde Georg en lille, slidt Bil, i hvilken han kørte om paa Inspektion. Johan skævede til den og haabede, at han vilde faa Lov at lære Kørekunsten.

Den første Dag var lang og besværlig for Johan. Naar man begynder paa noget nyt, er det, som man uafladelig støder sig paa Tingene. Men den anden Dag var bedre. Den tredje forekom det ham, at han hellere burde være blevet paa Østerbro. Saa bedredes det igen. Tiden fløj; han var voksen. Dagene blev til en Uge, det gav Overblik; de blev til en Maaned, det gav Vished. Hellere dette; her var Løn, og her var mindre Vrøvl. Men længe varede det, før hans Forbavselse over Fætteren fortog sig. At Georg lurede –! Og naar han gav en Ordre, var der ikke Genkendelsens Blink i hans Øjne; blot Befalingens snerrende Ordlyd, et Slutnings-hop i Cigaren, og Georg gik ind. Og man hørte det liste lidt bag Bræddevæggen.

Naar de sad i Toget henad Aften, og det i flyvende Fart gik hjem over Flod og Gader, halede Georg Avispakken frem. Han læste mut, og han tyggede Gummi. Det tog den stramme Tobakslugt. Thi Georg var nok sin egen Mand og en Konge i sit Virke; men hjemme maatte han lægge Scepter og Krone.

Johan syntes efterhaanden, at han sad ved Siden af en 145| fremmed Mand. Og stort bedre blev det ikke, naar de endelig var naaet ud i det ydre Brooklyn og gik tilbords. Fru Dorothy havde ingen Interesse for sine Mandfolks Fødeland. Danmark – det var jo en ren Fixer-opgave at finde det paa Globus'en. Og det laa saa usandsynlig langt borte; man fik Hovedpine af at forestille sig den Afstand. Og Fru Dorothy fik saa let Hovedpine; hun var altid syg, af mærkelige, navnløse Sygdomme. Havde Fætrene en morsom Erindring at tale om, saa sad hun lidende der. Men hun klagede ikke; det var det store, det som man skal bemærke. Først længe efter kom det frem, hvor svært det var at sidde stille med de Smerter, mens andre sorgløst morede sig. Saa kastede Georg Avisen og spurgte dirrende, hvornaar dette var kommet? Igaar var hun jo rask.

»Igaar?« Hun løftede de posede Øjenlaag ironisk. »Igaar?«

»Jeg har haft det saadan hele Ugen,« kom det kirkegaards-stille.

Pause.

»Men jeg nænnede jo ikke at sige det.«

Hun kæmpede og bar, knirkede det i Johan ...

Georg sad sønderknust. Men han slap ikke saa let.

»Denne stadige Boren ned gennem Tarmene ...«

Saa fo'r han op og var halvt paa Vej til Telefonen: »Nu skal Lægen komme!« – Men hun vinkede afværgende; ingen skulde gøre sig Ulejlighed for hendes Skyld, det var ligemeget med hende. Georg satte sig igen; han havde spillet Scenen før.

Thi det er alt forsilde, smaaklukkede det i Johan ...

I uhyggelig Tavshed forløb Maaltidet. Georgs Ansigt bebudede medicinske Foranstaltninger af betydelig Rækkevidde. Men den lille Søn var ligeglad; hjerteløst oversaa han alle Mamas Anfald. Efter Bordet gik hun ind og lagde sig til Hvile, og de to Mandfolk kastede Jakken og fuldførte fløjtende Opvasken. Det gik i en Fart. Saa tog Georg Avisen igen og læste ubekymret, til Fruen paany viste sig, med Chocolade-spor i Mundvigen. Hun tog ham om Nakken:

»Du maa ikke gøre det altfor svært for mig, Ge. Hører du?«

»Nej, nej, min Engel. Gaar det ikke lidt bedre?«

146|Han klynger sig til Haabets Sytraad, tænkte Johan ...

Hendes Stemme lød paany, som om den kom fra hin anden Side: »Jo, meget bedre,« lo hun hult. Til det sidste vilde hun holde det skuffende Haab vedlige! Men med et var det, som Forstillelsen brød sammen: »Aa, naar blot I har det godt og er glade –«

Hun betvang sig, jernhaardt: »Men skal vi ikke gaa lidt ud, jeg kan jo dog ikke sove.«

Georg sukkede. Han vidste altfor vel, at hans Kone laa vaagen hver Nat et ukontrollabelt Antal Timer. Han havde ihvertfald aldrig vovet at paastaa noget andet.

Og han tog vanemæssigt sin Hat: »Jeg har forresten ogsaa tænkt, at jeg vilde i Biografen.«

»Naa vil du,« mumlede hun, for svag til at nægte nogen noget.

»Jeg vil med, daddy« – Purken kom dansende ind fra Køkkenet, ligeglad med Alverdens Sot og Sygdom. Børn har et fint Øre for Humbug.

Saa gik de. Johan blev ikke budt med, men det tog han sig let. Der var for ham nok at overtænke i de faa Timer, inden Søvnigheden kom blytung og salig efter den trættende Dag. Han hældte »Prince Albert« i sin Pibe, og saa satte han sig i Stolen og lod sig dette sødlige Produkt smage. Imens forestillede han sig de Mennesker og de Steder, han havde kendt. Der var ingen Smerte derved; alting var jo endnu i sin Vorden. Hvor langt ud var Havnen naaet? Var der blevet Fred paa Fyret? Sad Hunby i Cellen og skrev med Fingeren paa Væggen sin bidske Protest? Kunde Bodil synge – hvordan føltes det mon at vide sin Fader ødelagt og dog levende? Der var tusind Grublerier. Jo trættere han blev, des tydeligere saa han Tingene. Ved det første Nik var Væggen borte, og Sandhavns vældige Natur laa lige foran ham. Saa faldt Piben til Gulvet – med et Brag, forekom det ham, – og han sprang op og saa sig overrasket om.

Men han maatte jo skrive. Johan var i denne Henseende ulykkeligt stillet. Hvad friskt han tænkte, stod eller rettere laa dødt henover Papiret og bad mindeligt om ikke at blive afsendt. Hver Beskrivelse af hans Liv herovre tog sig trist ud som en Selvmorders sidste Meddelelse. Hver ærlig Følelse iførte sig Klichéens intet­sigende Dragt og forfærdede 147| ham ved sin Livløshed. Til at begynde med klarede han sig med Postkort; men ialtfald Bodil maatte engang have et Brev, som han havde lovet. Han fik det omsider sat sammen, og med god Samvittighed gik han til Postkassen. Det var en bælgmørk Aften; vestpaa stod et Taageskær over Metropolis, en Helvedes Aftenrøde. Om fjorten Dage, tusind Mil borte, skulde hun aabne hans Brev. Det var fjernt, altfor fjernt; man kunde næsten ikke længes saa langt. Men han troede paa Fremtiden; Kunsten var foreløbig at vente. – Han fik Svar fra hende en Maaned efter, et Brev, sirligt og redeligt som hun selv. Hun havde det godt, læste flittigt paa Seminariet og havde mange Kammerater.

Paa Forhaand næsten bevidstløs sank Johan om Aftenen hen i Søvnen i den lille Dukkestue, han havde faaet overladt. Og inde ved Siden af kom vel ogsaa den naadige Søvn til Fru Dorothy. For hvad kunde ellers være Skyld i, at Fætrene næsten hver Morgen under hviskende Eder maatte tumle om i det kolde Køkken og spørge hinanden, hvor i den skinbarliges Navn Kaffekanden nu igen havde skjult sig.

– Sit første Nybekendtskab gjorde Johan en Aften i den danske Loge i Brooklyn. Det var en tilsyneladende noget udlevet Herre ved Navn Frank. De kom i Kontakt derved, at de mærkede en Anelse af Terpentinlugt ved hinanden, og derved, at de begge kom til at gabe samtidigt i Logen, hvor en kødfuld dansk Sanger altfor vedholdende gav Ekstranumre. De kom i Snak i den Anledning. Hr. Frank tog Bestik med største Forsigtighed; han havde Mistillid til Landsmænd; de var slemme til at blive lyriske og værre til bagefter at ville laane Penge. Men Johan bestod Prøven. De forlod Logen og søgte andetsteds hen. »Maler De?« spurgte Frank. Johan fremstillede sine Forhold ganske kort. »Lønnen?« spurgte han videre. Johan nævnte den.

»Og De har været her snart et Aar, Hr. Brandt?« – Frank nikkede, som fik han en Mistanke bekræftet.

Frank var ansat i et stort Dekorationsfirma og aabenbart en holden Mand. Hans Speciale var Engle; ingen kunde overplastre en Kirkevæg med Engle saa prompte som han. Og nye Kirker skød jo op saa at sige paa en Nat.

»Ved De, hvordan Engle ser ud,« spurgte han pludselig.

148|»Saa omtrent,« smilede Johan.

»De skal have røde Kinder og et forspist Udtryk; og et vist Præg af Velklædthed skal de have. Naar man har malet tolv saadanne chorus-girls ridende paa en Fjerdyne af en Sky, trænger man til at gaa udenfor og gylpe.«

Johan blev overrasket over Bitterheden i dette Udbrud. Han udtalte, at det at male Engle var vel et ligesaa godt Arbejde som ethvert andet; og naar Produktet tilfredsstillede den lokale Smag, saa maatte vel alt være godt. Frank saa tankefuld paa ham; saa begyndte han igen at tage hans Forhold op til Prøvelse.

»Ved De, at Deres Fætter snyder Dem? De faar alt for lidt. Og for de Kostpenge, De giver, kunde De jo næsten leve som en Fyrste paa Mac Albin. De bliver udnyttet, min bedste! Det er min Pligt at sige Dem det.«

Dette kom ikke helt bag paa Johan. Han havde i lange Tider gaaet og gjort Hovedregning i Anledning af Lønspørgsmaalet. Bestandig forekom det ham, at han fik for lidt. Men nævnte han dette for Georg, kom der en lang Forklaring og en Opfordring til at være glad over, at han havde en Fætter, der tog Stødet af for ham.

»Dem kender vi,« sluttede Georg, »disse greenhorns, der kommer herover med Seler og tror de skal køre op og ned ad »femte« med en Millionærpige i Haanden, straks de faar Foden iland. Du skulde have været med dengang jeg sov paa Bænke og spiste Frokost ved Skarnkasserne. Tag saa fat igen, bette Johan.« –

Han fortalte om disse Samtaler til sin nye Ven, der nikkede som i Takt med en velkendt Vise. Han fortalte ogsaa, at da han havde lært at køre Automobil, vilde Georg have Honorar! Da Johan fandt det dette lidt stift, slap han dog efter en Del Skænderi mod at vedtage en mindre Bøde for Benzin og Slittage.

»Har De Anlæg for Tegning?«

»Lidt – maa jeg vise Dem mine Skitser?«

»Ja, ved Lejlighed. De ser saa ufordærvet ud; man faar sommetider Lyst til at vove en Indsats paa det sjældne. Vi tales ved. Men foreløbig, Hr. Brandt: Drej Skruen. Hvis ikke, saa fortjener De at blive sendt hjem med næste Baad og med en vis Paaskrift paa Ryggen.«

149|– Men Johan var taalmodig. Der gik endnu et halvt Aar uden Forandringer; men hans Irritation steg langsomt. Han følte sig stærk; han maatte snart kunne klare sit selv; hvorfor skulde hans Slægtninge altid tynge ham som et Aag? Den Velvilje, han havde mødt baade her og derhjemme, forekom ham sælsomt blandet og egennyttig. Bestandig søgte man at faa ham ind i Skyggen af sine Vanskeligheder og gøre ham til Partner. Men frie Hænder maatte han have, hvis han skulde tro helt paa sig selv.

Han kom sig legemligt og sjæleligt, men Atmosfæren i Hjemmet i Brooklyn hindrede hans endelige Udskrivning fra Uselvstændighedens Hospital. Fru Dorothy tillod ingen af sine Mandfolk at udfolde sig frit. Hun sagde ganske vist aldrig: »Georg, jeg er sløj idag.« Hun sagde intet. Men naar Øjeblikket endelig kom, da han maatte spørge, om hun havde ondt i Hovedet, tvang Sandhedens Bud hende til at svare: »Ja, og i Skulderen og i Ryggen.« Hun sagde det i en fjerlet Tone, for at antyde, at det var jo det sædvanlige; naturligvis havde hun ondt tre Steder. Syntes Georg om Is-cremen? – Hun maatte hellere have klaget sig; bag den rutinerede Omtale af Symptomerne laa et graadigt Krav om uafladelig Ynk og Beundring. Hun undveg Deltagelse, for at den uudtalt skulde nage dem hele Dagen. Hun holdt dem i Ave med en Stemning af »Saalænge I endnu har mig« og »Den korte Tid, der er igen.« I Virkeligheden var hun ikke rask; hun led af den modbydeligste af alle Sygdomme, Hykleri, og den uhelbredeligste, Dovenskab. Men man kan blive meget gammel med disse Skavanker.

En Dag mødte Johan med et nyt Lønkrav. Georg lovede Svar til imorgen, men uden Opmuntring i Stemmen. Sagen blev diskuteret om Natten inde ved Siden af; Johan kunde ikke undgaa at høre det meste. Det var Fru Dorothy, der afgjorde Sagen; hun nærede ingen Sympati for denne Dansker, der ikke rigtigt vilde lade sig amerikanisere og lægge sit Sprog og sine Seler tilside, men ligesom bibeholdt Manerer fra dette usandsynlige lille Land, han kom fra – og som var uden virkelig Respekt for noget, som endda kunde finde paa at drive Spøg med selve Præsidenten. Disse blaaøjede Nordboer maatte man lære at indordne sig; de maatte lære Ærbødighed for Myndigheder og Medfølelse med Sygdom 150| og Søvnløshed; og hjalp man dem trods deres Unoder, var det kun rimeligt, at de betalte godt for sig. – Johan indsaa, at Slaget var tabt, naar hun var den virkelige Feltherre. Næste Dag fik han da ogsaa et kort Nej af Georg; de maatte vente Kvartalet ud, saa maaske der kunde gøres Forandring.

– Johan stod i Værkstedet med Hænderne i Lommen. Inde bag Hullet spøgede det; Kighullet skiftede fra lyst til mørkt, og Gulvet knagede svagt. Han havde nylig talt med Frank; det var Sol idag, han følte sig leende indvendig og troede paa sin Lykke.

»Vil du se en Kunst,« hviskede han til Tom, der stod og skrabede et gammelt Skilt rent. Johans Haand gravede i Kitspanden. Han stod med Siden til Kontoret. I næste Nu havde han drejet sig; en vaad Klump Kit susede hen i Væggen. Det sprøjtede til Siderne, men Størstedelen sad fast om Hullet. Der lød et Ryk og et Stød til en Stol inde bagved. Tom smilede barket; saa skrabede han videre. Det var alligevel for grov Komik for hans Smag. Disse Folk fra Norden – de havde en Maade at spøge paa, som om de manglede Respekt baade for Vorherre og Arbejdsgiveren og alt, hvad helligt er.

»Aa John – kom her!« blev der kaldt lidt efter.

Han entrede Kontoret med et blankt, sorgløst Smil. Georg – nej, Geo. C. Burger, painter, sad ved Skrivebordet. Han tyggede Cigaren til Skraa; de skarpe Ansigtsfurer var i ustanselig Bevægelse. Det ene Øje saa haardt ud ad Vinduet; det andet blinkede taarevaadt, som i Sorg over upaaskønnet Frændesind.

»Tom og jeg væddede,« begyndte Johan frejdigt. »Om jeg kunde ramme Hullet med et Sekunds Sigte. Jeg anede virkelig ikke – at du – stod –«

»Sludder. Vi er ikke Skoledrenge.«

En Taare løsnede sig. Det kogte svagt i det ene Næsebor.

»Jeg vil gerne gaa,« sagde Johan pludselig grov.

»Du –?« Chefen lo foragteligt. »Du er mig den rette. Du gaa? Lad os se.«

»Jeg har Job.«

»Hør Johan, jeg har længe ikke været tilfreds med dig. Men prøv nu ikke paa at bilde mig ind, at du har Job.«

»Hør Georg, vi gør Pinen kort. Adieu.«

151|Men da maatte Georg more sig gennem Taarer: »Jeg vædder, at du gaar ikke, bette Ven.«

»Hvorfor ikke?«

»Fordi du først faar Løn paa Lørdag!«

Johan maabede lidt; saa begreb han. Lade en Lønrest i Stikken, det var utænkeligt for Georg. Han lo himmelhøjt:

»Herren bevare mig for nogensinde at blive en saadan Lusepuster som du, Georg. Naa farvel, og Tak for alt godt! Jeg haaber, at du har faaet dine Udgifter dækket. Haha, du er mageløs!«

Saa forsvandt han. Georg sad stum. Noget saa utroligt var vist aldrig sket før i New York, og den kaldes dog ellers Verdens Vidunder-by. –

Johan tog det første Tog til Brooklyn. Georgs Kone gik uredt om inde i Villaen, i hvis Stuer Uorden herskede. Han pakkede sin Koffert; hun fulgte ham med Øjnene og regnede efterhaanden ud, hvad der var sket. Men da han var færdig, fortalte han det hele selv og bød Farvel.

Hun satte Laaget paa Konfekt-æsken og vendte sit garvede Ansigt mod ham. Det ærgrede hende, at det ikke var lykkedes at kue denne nordiske Opsætsighed, som hverken gik i Kirke, eller til Gymnastik med 200 Jævnaldrende. Hendes amerikanske Kvindesjæl af Pimpsten maatte file til Skablon, polere til Ensartethed.

Johan saa spændt paa hende. Vilde hun nu vise sig lidt almenmenneskelig, saa vilde han i sit Sind frikende baade hende og Georg og føre alt paa den haarde Bys Konto.

»Gaar du?« (Hun tyggede Nougat). »Javel. Det skal se flot ud. Og naar du saa bliver sulten, faar vi dig jo nok at se her i Nabolaget.«

Der blev pludselig et Par graa Fregner synlige paa hans Kind. »Skylder jeg dig noget?«

Med et Hik (Nougat) satte hun Hænderne i Siden: »Hvad rejste du egentlig herover for? Det gad jeg nok vide.«

»En af mine Opgaver var at prøve at lære visse Folk Dannelse,« sagde han med Eftertryk.

Tage mod Bestikkelse – lad gaa. Stjæle Fattigfolks Penge – naaja. Men fornærme den amerikanske Kvinde, en Nations Afgud! Johan maatte lukke Døren bag sig, saa hastigt 152| som Menageriejeren, der i Tanker har forvildet sig ind til Kongetigeren før Fodringstid.

»Jeg har lært Dannelse!« skogrede det derinde.

»Men overfladisk,« mumlede han, »overfladisk ...«

Han aandede op efter umindelige Tiders Tryk. Byen sang uforstyrret omkring ham. Fri maa man være.