© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Endnu inden det nye Sandhavns Træk havde fæstnet sig synderlig, oplevede Kysten en Velstandsperiode uden Lige. Som en Komet kom den, og dens gyldne Hale slæbte ned over den fattige Kyst. Man behøvede kun at bukke sig for at samle Dalerne op. Det var vilde Tider. Men en Dag, da man vanemæssigt bukkede sig, fik man kun Luft i Haanden – Kometen var borte, for evig borte.
Det var Tyskland, der behøvede Fisk, og det betalte svimlende. Og Havet var gavmildt i den Periode; Baadene kom svinglastede ind. 20,000 Pund Torsk kunde en Baad tage, og en Krone gaves der for Pundet. Tre mand i Baaden, det gav godt 6000 Kr. til hver. Der var unge Knøse paa 16-17 Aar, der oppebar denne anselige Dagløn. Kan man undre sig over, at den steg dem til Hovedet?
Den gamle Kro, der naarsomhelst kunde vente at blive revet ned, oplevede en straalende Række fulde Huse. Mureren, der Vinterdage havde kredset saa trist og alene om i Skænkestuen, saa pludselig Fiskerhæren komme, og der blev Gilder, som holdt ham skadesløs for de bitre Stunder, da han havde troet al Glæde død. I denne Tid var der ingen, der bestilte sin Drik og satte sig skummel hen med den; det hed, straks man traadte ind: »En Omgang til Stuens Mandskab!« – og der kom mange ind i Aftenens Løb. Kromandens Fotografier kunde ikke rumme flere Tal, men noget nøjere Regnskab behøvedes heller ikke; Kunderne rundede selv Summerne fyrsteligt opad. Hans Datter maatte skære Smørrebrød til langt ud paa Natten; og var Paalægget ikke tilfredsstillende, lagde Fiskerne en Tikroneseddel oven154|paa og fortærede med største Fornøjelse det saaledes fremkomne »Stykke med dobbelt«.
Naar Fiskerne kom iland henad Aften, og Fangsten var ekspederet, var det for mangen en af de yngre en ulidelig Tanke at skulle gaa op til Kroen. Der blev telefoneret efter Biler i Nordby, tre Mil borte; og naar de kom, kørte Fiskerne de tre Minutter til Kroen. Der fortælles om en ung Gut, der vilde barberes, at han lod en Bil hente sig paa Stranden og kørte med den ind til Nordby-barberen. Senere var han en Vending inde paa »Rylen«, og i Aftenens Løb forlangte han gentagne Gange, at Tjeneren skulde skaffe ham en Bil hjem. Ved Titiden holdt der tre Biler udenfor; alle Chaufførerne hævdede, at de var bestilt. Vel, Fiskeren tog et Par Indkøb op af Lommen, Tobak og Sæbe; Tobakken blev lagt mageligt paa den første Bils Hynder, Sæben paa den andens; selv satte han sig med en Havannacigar i den tredje; de tre Signalhorn glammede, og Kortègen førte den unge Morgan og hans Indkøb i største Hast ud til Sandhavn. Det samlede Antal Mil, disse tre Biler tilbagelagde, løber op til fireogtyve, hvilket er lig Afstanden fra København til Strib; men hvad gør en Velhaver ikke for at blive forsvarligt barberet?
Det var vilde Nætter paa Sandhavn Kro. Naar Ingeniør Beyer sad paa sit Værelse, kunde han tro, at Krigen var brudt ind over Danmark; Champagnepropper drønede, Raab og Spektakkel aflod ikke. Enhver anden vilde være blevet opbragt over saadanne Hotelforhold; Beyer smilede animeret, tog et Tæppe under Armen, vinkede til Fiskerne og begav sig ned til Ingeniørhytten ved Stranden. Det var i den milde Tid; man kunde have sovet ude, om det skulde være. Lys Nat brændte stille bag Havet, og Himlen var en grøn Glasskaal med Stjerne-mønstre. Skulde han være tilfreds? En Klingren af Vand stod tæt mod hans Øre; Evigheden byggede sine Grotter over hans Søvn, snakkede monotont og fortroligt ind i den, og der var stor Fred over hans Pande Natten lang. – Imens gik det hidsigt for sig oppe paa Kroen. Der blev spillet, men ikke om Pebernødder. Hundredkronesedlerne skiftede Ejere, og de Hænder, der holdt dem, dirrede ikke mer af Angst over at røre noget saa uhyre; man vænner sig til alt. Eder klang, nu og da slaaet over af svær Champagne-hikke. En Aften købte en Fisker en hel Kasse 155| Øl og kørte den paa Trillebør ud i Klitten; en anden klædte sig nøgen og legede Jagthund i Marehalmen om ham; en tredje, hvis Begreber forlængst var dysset i Slummer, skød lidenskabeligt med Gevær efter denne Hund, ud fra det forvirrede Ræsonnement, at der var en vis Forbindelse mellem Begrebet Jagt og Begrebet Hund. Det godmodige Forsyn, der paa Bacchi Initiativ beskytter fulde Folk, forhindrede en Katastrofe. Naar de sidste Gæster var gaaet og laa og søgte at slaa hinanden fordærvede i Omegnen, betalte det sig for Kromanden at feje i Stuerne; Fejeskarnet kunde være mere værd end et tilsvarende Kvantum Guldsand fra Alaska. Dæmringstimen kom, og snart efter var Sviregasterne paa Benene. Havet stod fuldt af Fisk, og Fiskenes Skæl var Sølvskæl i mer end poetisk Forstand.
Naturligvis var det mest de unge Fiskere, der tog saadan paa Vej. De ældre og verdenskloge satte Penge i Banken og købte Grammofoner og Stueorgler, alt efter Intensiteten af deres religiøse Overbevisning. Kvinderne, hvem Krolivets Glæder er nægtet, maatte finde sig andre Forbrugs-omraader; en Dag mødte en Fiskerkone frem i overdaadig Plydskaabe, og kort Tid derefter ejede samtlige Koner i Lejet pragtfulde Plydskaaber. En Mængde Fiskere havde iforvejen faaet nye Hjem, idet de havde bygget for Ekspropriationssummen udenfor det beslaglagte Omraade; de forladte Rønner stod og ventede deres Skæbnetime. De gamle og kloge nikkede advarende: Dette her varer ikke længe ved, Børnlille. De unge lo. Men de gamle fik jo Ret, som de desværre plejer at faa. En Dag var Herligheden forbi. Der viste sig nogle Herrer, der talte daarligt Dansk; de repræsenterede noget, der hed »Centraleinkauf«, et Ord, der bør udtales med al den Afsky, man kan lægge i sin Fjendes Navn. Disse forretningsduelige Folk fik hurtigt drevet Priserne ned i et ganske normalt Leje, og dermed var denne Del af Eventyret forbi. Rundt om i Hjemmene stod Champagneflaskerne med visnende Guldhalse, fyldt med Eddike, Saltsyre og andre stramme Nyttevædsker. For manges Vedkommende var disse Flasker alt, hvad der var blevet tilbage, foruden de dyre Minder.
Men Aarsagen til alt dette, Krigen, vedvarede. Den blev stedse alvorligere. Der gled hver Morgen i lange Tider et 156| Luftskib henover Sandhavn, et uhyggeligt Spøgelse i hemmeligt Ærinde. Ude bag den strenge, graa Kiming fandt der engang et Søslag Sted, og længe efter drev der foruden Vragstumper noget iland, som en kølig Terminologi kalder Menneske-materiale. Dette Produkt, som er uundværligt i al sund Krigsførelse, ligner efter Brugen ganske afdøde Mennesker; hver Enhed kunde være ens Broder eller ens bedste Ven; eller en selv. De staar oprejst i Vandet, og Maagerne viser Interesse for deres Øjne.
Desuden begyndte der at drive noget iland, som det var klogest at holde sig fra: Minerne. Disse store Jernkugler laa om Morgenen fredeligt paa Stranden og saa ud, som de tænkte sig om. En enkelt Gang var der en, der tænkte saa kraftigt, at den sprængte sig paa Opgaven, og en af Bartholins Ruder, der maaske var stemt i Knaldets Node, splintredes. Minerne blev stedse hyppigere, og et Minørkorps berejste Kysten fra Skagen til Esbjerg. Ved Sandhavn uskadeliggjorde de paa en enkelt Dag toogtredive Miner. Efter særlige Regler blev Minerne enten afsprængt eller desarmeret. Naar der var Sprængninger forestaaende og en eller anden i Nabolaget ønskede et Stykke Husgeraad fornyet, for Eksempel en Hængelampe, skruede han Tingesten løs, aabnede Vinduet og oppebiede Knaldet. Staten betalte al Skade, forvoldt ved Minesprængninger.
Ved daglig at omgaas Faren bliver den en god Bekendt, som man hilser mer og mer skødesløst paa. At Minørerne legede med Faren, er endnu i frisk Erindring. Men ogsaa Strandens Folk ophørte at tage Minerne alvorligt. Enkelte maatte bøde for deres Mangel paa Respekt. En ung Fiskerknøs fordrev en Dag Tiden med at kaste Sten hen paa en Mine; han syntes vel, at det rumlede morsomt nede i dens Skydebomulds-vom. Hvad saa? Begivenheden maa rekonstrueres i Fantasien; man saa ham bogstavelig talt ikke igen. Der var ikke stort andet end Kasketten at begrave. Den, der skriver dette, saa en Morgen en Baad komme iland med en opfisket Mine ombord. De to Folk derude stod og holdt meget kammeratligt paa den. En ondskabsfuld Bølge gav pludselig Baaden et Puf; Minen dumpede fra Toften ned i Baadens Bund, og Mændene faldt efter den. Iagttageren ved siden den Stund, hvad det vil sige at være »naglet til Plet157|ten«! Men der skete intet; Minen maa have været saa venlig ikke at gribe for sig med Stødhornene. De to Mænd derude tog det hele som en fortræffelig Spas. Søens Folk kom paa en mærkelig fortrolig Fod med Minerne, skønt disse i Sandhed ikke skaanede dem i Krigens mørke Aar.
Og mens Krigen blev ondere og Tiderne mørkere, voksede Havnen, dette Fredens Foretagende.
Stranden var totalt forandret. Man gik paa Brolægning; Kranen holdt sine Skinner blanke; Cementblanderen larmede; Høvlspaaner føg, en Smedie blussede, Sænkekisterne byggedes. Der stod en hel By af færdigstøbte Cementblokke. Et Tipvognstog førte den Jord afvejen, som en Gravemaskine fyldte i Vognene. Klitten var ædt bort; Fyret stod paa en ensom Pynt, og Vejen dertil var lagt om, saa den efter en Sænkning indad Land mødtes med det øvrige Plateau. Dette, der strakte sig rummeligt Øst for Fyret, skulde da bære den By, som Kortet viste, men som i Realiteten endnu ikke var til. –
Naturligvis afhang alting af Havnen. En By her, saalænge der ingen Skibsfart fandt Sted, vilde savne Berettigelse. Kun hvad der havde direkte Tilknytning til Havnen, havde man taget fat paa. Et Dobbeltspor gik fra Havnen i en svag Bue hen forbi det Sted, hvor Hunbys Gaard havde ligget. Her delte det sig i diverse Vigespor; man anede, at denne Plads var udset til Stationen. Sporene var rustne, og Græs spirede mellem Svellerne. Indad Land saa man den snorlige Banedæmning; et Hold Arbejdere lagde Skinner og vilde i Tidens Fylde mødes med de Kolleger, der foretog det samme Arbejde fra Nordby-siden. Paa Plateauet saa man en bred, makadamiseret Vej – Fremtidsbyens Hovedgade. Den havde Master med elektriske Lygter. En af disse Lygter var knust; et Par af Masterne hældede. Alt var under Forberedelse, og ogsaa det vordende har sit Forfald. Sidegaderne var nøjagtigt afstukne og forsynede med Kantsten; Bartholins Købmandshandel var kommet til at ligge ved en af disse Gader af anden Rang. Havde han haft Hjul under Huset, vilde han have kørt det frem til en bedre Beliggenhed, men 158| hans Angst for Udgifter paa langt Sigt fik ham til foreløbig at blive, hvor han var. Han vilde se Tiden an; som et Skridt i den rigtige Retning indlagde han dog tre Wolfram-pærer til sit Vindues Belysning. Et underligt Skue frembød Plateauets Kæmpe-tallerken; de fleste gamle Huse var borte, men Grund var gravet til nye og større; betydelige Distrikter laa øde hen og ventede. I Periferien saa man Arbejderbarakkerne; det røg fra en Skorsten, Marketenderiets; Købmand og Kromand havde ikke faaet den fulde Fornøjelse af Befolknings-tilvæksten, idet store Mængder af Proviant blev taget direkte fra Nordby. Kroen, der laa indenfor Plateauets Østgrænse, syntes at skamme sig ved at være kommet paa Præsenterbakke; Nabohusene var revet ned, de laa ivejen og vilde ogsaa i en moderne By have lignet Musæumsgenstande. Deres Ejere boede nu i de nyopførte Huse, der laa som en fjern Krans uden om det eksproprierede Distrikt. Kroens Time vilde ogsaa snart være inde, men først maatte der dog bygges en ny. Begyndelsen var gjort; Kromanden gik hver Dag over til »Hovedgaden« og betragtede den anselige Udgravning, der skulde blive det kommende Hotels Kælder. Lige saa langt var man naaet med ti-tolv andre Nybygninger; snart vilde den første, vage Profil af Fremtiden hæve sig op af Jorden.
Steg man op paa Fyrvejen, fik man et godt Overblik over Niveau-forholdene i det nye Distrikt. Mod Havet aabnede sig den lave Hulning, der var gravet for at bringe Havn og By i Plan. Banen laa i et svagt forsænket Leje; den kommende Station derinde vilde befinde sig en Etage dybere end Hunbys Gaard. Hovedgaden viste en Stigning; Bartholins, Murerens og Bagerens Huse laa paa Klintens østlige Affald og befandt sig omtrent i Niveau med Gadens hvælvede Midte, saa de behøvede ikke at rives ned. Hele Kæmpearenaen hældede lidt mod Havet; mod Vestenvinden laa den vel beskyttet af Fyrklinten. Grønsværet var for Størstedelen afgnavet; i Sol blændede Sand- og Kridtflagerne Øjet.
Men vendte man sig mod Nord, saa man Fyr, Poststation, Sirenehus og den gamle Kirke; her lignede Sandhavn sig selv. Og i Vest bredte Sletten sig uforandret. Gik man derned over de bølgende grønne Volde, saa man Faareflokkene græsse fredeligt, og en gammel Hytte laa stadig helt 159| dernede, saa bittelille, at Vandreren kunde faa Lyst til at tage Tilløb og springe over den. Men ogsaa dette var Statsgrund; et Stykke fremme i Sletten mødte man først det Pigtraadshegn, der angav Grænsen. Der sad smaa Totter Uld i Pigtraaden og viftede; en enkelt Pig stak særlig ond og blind mod Himlen – det var den, der havde skaffet Nagel en blodig Finger og dermed Bodil Hunbys Bekendtskab. Skæbnen havde truffet en Aftale med den, fæstet et Kim paa den; og Skæbnens Frøkim er ligesaa forunderlige som de mikroskopiske Celler, der hensætter den tænkende Verden i ekstatisk Forbavselse. – Ude i Sletten var ethvert Spor af Nutidens Rastløshed borte; Fyrbakken lukkede for Horizontens virksomme Side, og man saa kun de tunge Bakkedrag, de slumrende Moser; Flora og Fauna delte den øde Flade mellem sig, Vejrligene tumlede sig derover; om Natten lod Fyret hvert Græsstraa faa sin egen spinkle Skygge at se; imellem raabte Sirenen som et Udbrud af fjern Galskab, og evigt drev Havets søvndyssende Harpestrofer ind med Vinden.
Oppe fra Fyrets Altan kunde man overskue, hvad der foregik paa Kysten. Den venstre Havnearm, den, der skulde tage Søens sværeste Stød, tog sig helt solid ud; den naaede nu i Havnens tredje Aar henved 300 Meter ud, saa der var langt igen; men Arbejdsholdet dernede blev gradvis forstærket; der var nu 75 Mand igang. Hver Bølge frembragte et hvidt Fyrværkeri mod Molens urokkelige Mur. Den svage Krumning, der allerede var synlig, lod ane det fremtidige Bassins Omrids. Den østre Mole var netop paabegyndt; man kunde se Kranen som en taalmodig Elefant bringe Blokkene hen til den svage Bule, der antydede en begyndende Fremvækst; Udlæggeren svingede og firede Blokke ned. Disse Blokke vejede 100 Tons; ved Hovedmolen brugte man Sænkekister, da det her gjaldt at faa Enhederne saa store som muligt; deres Værdi som Bygningsmateriale vokser nemlig i et Forhold, der ikke er langt fra at være proportionalt med Vægtens Kvadrat. Det er betydelige Stød, en Mole skal kunne modstaa; ifølge visse Udregninger kan en fem Meter høj Bølge »slaa« med en Kraft af to Kilo pr. Kvadratcentimeter. – Sænkekisterne færgedes fra en Slisk ud paa deres Plads i Molen; Kranen indfandt sig dernæst med den fintblandede Beton for at laste Kisten, som sænkedes. Tilfældigt udkastede Blok160|ke gnaver paa hinanden; den strengt regelmæssige Struktur, som anvendtes her, udelukkede Friktion og skulde kunne trodse et hvilketsomhelst Uvejr. Det Stykke, der var færdigt, dækkede omtrent Inderhavnen; bag dette og den planlagte Tvermole skulde der være Fiskerihavn og Dokplads. Tilbage stod fremdeles de 400 Meter Mole paa dybt Vand. Om man vilde kunne manøvrere med Sænkekister herude, var i Øjeblikket et uløst Spørgsmaal.
Kun i meget haardt Vejr blev Arbejdet indstillet. Det første Aar var gaaet uden større Uheld. Aaret efter faldt en Mand i Vandet; det var en Augustdag med ret godt Vejr. To Arbejdere løb ind efter en Baad; de andre stimlede sammen. Gruppen blev sprængt af en Mand med en Line om Livet; var det ikke Ingeniøren –? De havde ikke set ham komme og genkendte ham først, da han efter en Dukkert viste sig i Vandfladen. Nu saa de ogsaa, at der flød et Redningsbælte et Stykke fra ham. Ja, den Beyer havde dog tænkt paa alting! Men hverken Beyer eller Baaden fandt den forulykkede; Strømmen havde taget ham. Beyer klatrede op med flængede Hænder, drivvaad og meget faamælt. Tre Dage efter var der en ung Fyr, en Søn af en Sandhavn-fisker, som snublede over en Hammer og faldt baglæns ud i Brændingen. Det var Regn og stærk Sø; man saa kun et Glimt af ham nu og da. Han blev slaaet mod Molesiden, og faa Minutter efter sendte en Bølge ham langt op paa Stranden. Han var ganske ukendelig. Den, der bragte ham op i Klitten, var Beyer. Da de ældre Fiskere saa ham ligge der, brød en hemmelig Uvilje mod Havnen pludselig frem. Hvad skulde den Havn til? De og deres Forfædre havde klaret sig helt pænt uden den. Man skulde ikke bilde sig ind, at man kunde lege med Havet. Der var bedre og nyttigere Maader end denne at dø paa for unge Fiskere. Beyer sad Vagt ved Liget og ventede paa Familien; han svarede ikke, sad med blottet, flagrende Haar, tavs som den, der har tusind milde Ord rede og græder over deres Fattigdom.
Og fremdeles sænkedes Millionerne i Havet. Der var noget storslaaet over dette Anlæg, der voksede trods voksende Modstand. Bølgerne satte Skulderen mod den hushøje Molevæg, slikkede med vilde Tunger op mod Kronen, hvor Mændene færdedes. Det var Alvor. Det var som Havet blev sig 161| bevidst, at der var ved at ske et Indgreb i en ældgammel Ret til at tumle uhindret her. Det fraadede grønt og hvidt ude om Arbejdspladsen, vandrende Bjerge sang mod tusind urokkelige Centner. Det lavede Hvirvler, gik omkring sig selv, til der opstod dybe Tragte, som var stygge at se ned i. Hvis det er Døden, den aabne Sø mumler om, saa er det selve Djævlen, der galer i Brændingen. Der var ingen Tvivl om, at her var ond Vilje paafærde. Naar Vinterens Nordvest stod ind, saa Huden hang fast i Redskaberne, naar Havet kogte isnende og Bølgeangrebet blev til drønende Kanonader, fik de tapre Folk derude paa de tynde Planker en tydelig Forestilling om, hvad det vil sige at være Kulturens Pionerer.
Hvis Nagel var i Forfald, saa var det et stilfuldt Forfald. Han blev snarere mere pillen og omhyggelig med sit Ydre, som Aarene gik. Den manglende Tand havde han snarest faaet erstattet hos Hovedstadens ypperste Tandlæge. Forfaldet viste sig kun antydningsvis. Hans Hudfarve var ikke gul, men gullig; om det var Poser, han havde under Øjnene, eller ikke, kunde diskuteres – og blev diskuteret. Hans Ansigt fortalte, at han kendte alle de Livets Glæder, der købes med Helbred; men naar han sænkede sine mørke Øjenvipper, var det stadig, som et Forhæng faldt ned mellem Verden og en ren, vemodig Sjæl. Hans Linned var næsten paatrængende hvidt, som Aarets første Sne. Han var fysisk fremdeles paa sin Højde, men man kunde faa den Tanke, naar man saa og hørte ham: Naar det først begynder at gaa nedad, saa bliver det mere et Fald end en Dalen.
Da han var i København og havde skaffet sig den skønneste Stifttand, som fremskreden Dentalvidenskab kunde præstere, deltog han i en Del Festligheder hos nærmere og fjernere Bekendte. I det sidste Selskab traf han en Dame, der vakte hans Lyst til nærmere Bekendtskab. Han forsømte dog at indhente Oplysninger om hende og glemte hende, til han et Par Aar efter traf hende i en første Klasses Kupé paa Vej mod Aarhus. Da han flyttede sit Blik fra Mundelstrups forbiflygtende Perron, mødte det hendes. Hun havde sat sig herind for at kunne ryge en Cigaret. Nagel sænkede de ærbare 162| Øjenlaag og betragtede hende gennem Vippernes Fløjl. Da smilede hun langsomt; hun kendte ham igen og følte med hoppende Hjerte, at han var en af dem, man kunde komme til Forstaaelse med.
Hun var en ung, nu fraskilt Frue fra Odense. Hun havde bløde Harems-øjne og mathvid Hud, og der var disse hemmelige erotiske Strømme om hende, som fornemmes af Omgivelserne som en ikke ubehagelig Gysen. Det er sandsynligt, at hvis Lukian havde kendt hende, vilde han have skænket Verden endnu en Hetære-samtale. Nagel dyrkede hendes Bekendtskab et Par Dage i København, og han fortrød ikke disse Dage, men huskede mærkelig lidt fra dem – nogle røde Hummere hos Nimb, noget delikat Silke-undertøj, og ellers næsten intet. Aaret efter traf han hende i Aalborg. Han befandt sig der i Forretningsanliggender, men tilbragte en Aften i Sommerteatret paa Skovbakken. Hvem traadte ind paa Scenen og sang en Vise om en sørgende Pjerrot? Den unge Frue fra ifjor. Nagels ene Bryn løftede sig højt og misbilligende. Alligevel lod han lidt efter sit Kort sende op, fæstet til en Buket. Bekendtskabet opfriskedes ved en sen Soupér og fortsattes om Natten paa Nagels Hotel.
– Næste Morgen laa han i Badekarret og saa misfornøjet ud. Han ringede og lod Tjeneren bringe et Glas Portvin med et Stænk Bitter. Han frotterede sig med Eau de Cologne, klædte sig halvt paa og lod Barberen hente. Selv efter at denne havde masseret og behandlet ham med største Omhu, indtraadte der ingen Forandring i hans Misstemning, der grænsede til Tungsind. Skulde han blive eller rejse hjem? Han havde bogstavelig talt ikke Kræfter til at træffe en Afgørelse. Det syntes paa engang altfor magtpaaliggende at finde det rette og altfor ligegyldigt at fordybe sig i Spørgsmaalet. Denne Ubeslutsomhed, udviklet til Sygdom, havde fra Barnsben af i neurasteniske Perioder faaet ham til at sende det berømte Æsel mellem to lige gode Halmviske en forstaaende Tanke; jo mere ligegyldigt Valget var, jo mere sønderrivende føltes det at skulle bestemme sig, samle den udflydende Sjæl og faa den til at hælde mod en af Siderne.
Han kæmpede mod disse Bagatellernes Hydraer og besluttede tilsidst bleg at tage til Nordby. Den unge Frue fulgte 163| han til Hjørnet af Bispensgade og gav hende undervejs et Par intime Raad af sit betydelige Lager. Da hun gik, svækkedes hendes Billede mærkelig hurtigt, hun blev til en Glasdukke og ophørte at have Eksistens.
Næste Dag, da han sad i sit Nordby-kontor og kiggede i Statskalenderen, fik han Besøg af en ung, rødhaaret Mand, Hr. Pihl, som efter en Del Omsvøb fik forklaret, at han var udlært Kommis i Kolonialfaget og nærede et Ønske om at blive selvstændig. Han havde ikke Penge, men tænkte sig Muligheden af, at Sagføreren kunde ordne et Laan for ham. Begrebet Kaution syntes at være ham ukendt; han mente vistnok, at naar man blot satte sit ærlige Navn nederst paa et Stykke Papir, aabnede Bankerne deres Skatkamre. Nagel anbefalede ham at opsøge nogle velhavende Venner eller eventuelt skaffe sig nogen, tog hans Navn og Adresse og lod ham gaa.
Saa drev han over i sin Lejlighed. Fru Mathilde Nagel laa paa Sofaen; hun led af Morgentræthed. Hun var en hvidblond, ret svær Dame med mørke Øjenbryn, hvis Ægthed var et nagende Problem for Nordby. Der var meget delte Meninger om Spørgsmaalet, og Diskussionerne manglede ikke en vis Glød; man fortalte om en Forlovelse, der var gaaet overstyr, at den første lille Uenighed havde vist sig, da disse Bryn kom paa Tale, og havde derfra bredt sig til vitale Omraader.
»Det er glædeligt at se dig allerede, Herluf,« sagde hun med en Stemme, der var blevet haard og højthævet af tyve Aars Malice.
Det faldt ikke Nagel ind at svare.
»Den Dag man ser dig handle – da vil jeg gaa til Øjenlæge,« lo hun ulysteligt.
»Søge Læge har du ganske vist altid haft en stærk Tilskyndelse til.«
»Pyh! Tal du aldrig om det, min Ven. Jeg har haft dit Rejsetøj til Eftersyn.«
Dette hverken undrede eller foruroligede Nagel.
»Er hun lys, er hun mørk, har hun Arme som Sne –«
»Hør Mathilde, vi er for gamle til at spille Problem-dramaer i vel møblerede Dagligstuer. Jeg henter Vinen.«
Han skænkede, og hun stjal sig til at nyde hans Rygs 164| harmoniske Bøjning. Der flakkede noget sort gennem hendes Øjne, en aldrig stillet Kvindesorg, en Græmmelse bag forlængst frosne Taarer.
»Held og Lykke,« sagde han med mekanisk hævet Glas.
»Ja – Lykke,« lo hun teatralsk.
»Vi er virkelig snart gamle i Spandet, du.«
»Ja, tak for Køreturen.«
Hun drak. Deres Øjne mødtes strejfende, men havde intet at sige hinanden. Mammon havde været Præst, da de gik til Alteret.
»Sært, hvor saadanne Damer af Selskabet kan komme til at ligne Skøger,« mediterede Nagel.
Der lød en Skraben ved Døren. Silkekjolen raslede om Fruen, da hun med Besvær rejste sig og lukkede op. En sort-hvid Jagthund strøg ind gennem Stuerne med piskende Hale, saa maalbevidst, som havde den med egne Øjne set en Agerhøne etablere sig under Buffeten. Den vendte hurtigt tilbage, saa sig ivrigt om og brugte Næseborene. Nagel betragtede tankefuldt dens Færd.
»Du siger, jeg mangler Initiativ. Hvad om jeg nu modbeviste det og tog med Jax til Sandhavn?«
»For mig gerne – jeg lægger dig aldrig et Halmstraa ivejen.«
Nagel var i et lysegraat Sæt Tøj; han overvejede, om det var bedst at skifte, og imens begyndte Jagtplanen saa smaat at tabe Tillokkelsen. Kom han endelig derud paa Sletten, saa fik han rimeligvis sine Nykker at slaas med; han havde det paa Fornemmelsen.
»Skal din unge Veninde med,« spurgte Fru Nagel bittersødt.
»Hvem?«
»Bodil Hunby. Har du flere?«
»Er hun her,« spurgte Nagel med nedkæmpet Overraskelse.
»Ja, hun kom i Forgaars paa Feriebesøg hos Præstens.«
Til nogen Overraskelse for Nagel selv satte denne Meddelelse ham i bedre Humør. Kunde han faa hende med, slap han for Nykker. Men først maatte han dementere:
»Kære Mathilde, en Ting maa jeg sige dig –«
»Kære – hvor det lød! Aa, sig det igen!«
165|»I dette ene Tilfælde vilde det klæde dig bedst ikke at insinuere –«
»Men Gud –! Er hun da ikke din Veninde?«
»Hm. Et skæbneramt Væsen, som har vist mig Tillid, skal jeg have Lov at omgaas, uden at du straks fabrikerer Tvetydigheder.«
»Et skæbne –!« Fruen lo meget herad. Man kan ikke tale saadan til sin Kone; aldrig saa snart tager man Stylterne frem og vil en Smule tilvejrs, før hun ser nøgent paa en og ler Løftelsen ud af en. Men Nagel følte nu i sig selv, at her var hun for en Gangs Skyld kommet for tidligt.
»Naa. Bliv du saa her, men pas paa ikke at blive kvalt i giftige Kommentarer.«
»Ja, mit Liv, det er tidligt og silde din eneste Tanke, Herluf.«
»Jeg kan ikke gøre for, at du har Leddegigt, Mathilde, ellers maatte du gerne komme med som Chaperone. Scener, ved du nok, er det spildt Ulejlighed at ville hidse mig op til. Kom saa, Jax.«
Det lød koldt og decideret, og Svar udeblev. Nagel ekviperede sig til Jagt og gik – ikke forbi sine egne Vinduer, men ad Bagvejen ned mod Præsteboligen. Undervejs mødte han Bodil.
– Der var paa dette Tidspunkt hengaaet tre Aar siden Hunbys Arrestation, og før om fire Aar tidligst vilde han ikke komme ud. Bodil, der læste til Lærerinde, vilde næppe have vist sig paa denne Kant af Landet, hvis ikke den Nordby Præst, der ligesom Nagel havde ydet hende moralsk Støtte efter Ulykken, altid opfordrede hende til at komme i sine Ferier og bo i hans Hjem. Bodil fulgte gerne denne Opfordring, og hun havde efterhaanden faaet et Par gode Veninder i Præstens Døtre. Under sine Feriebesøg forsømte hun aldrig at aflægge en privat Visit hos Nagels, foruden de officielle, der gjaldt hendes Pengesager.
Det var saa sært med hendes Tanker om Nagel. Han var jo vidt forskellig fra Pastor Vibæk (heldigvis, kunde man sige med Henblik paa Menigheden). De var næsten Antipoder. Vibæk var brav og ligefrem, Nagel mere mystisk. Sommetider syntes hun slet ikke om Nagel, navnlig ikke, naar hun saa ham i hans Hjem; og Præsten var egentlig helst fri 166| for, at hun besøgte ham. Men alligevel var Nagel næsten Nummer et for hende; han var nemlig kommet først. Han havde hjulpet hende paa Benene den tungeste Aften; Præsten var kommet til hende nogle Dage senere. Og mens Præsten først havde maattet vikle sig ud af sine teologiske Formularer som en Proprietær af en Kørepels, havde Nagel med et Instinkt, hvis Sikkerhed hun først med Aarene rigtigt havde kunnet værdsætte, grebet til og straks sagt netop, hvad hun behøvede at høre. Nu trykkede Præsten hende ofte til sit Faderhjerte, og hun kyssede ham datterligt paa Kinden og frygtede ikke hans Formularer mer; men Nagel var Kavalleren, der aldrig tog sig Friheder. Hun holdt af den ene, men beundrede den anden.
Noget af alt dette maa ialtfald søges til Forklaring af det Faktum, at hun rødmede stærkt, da Nagel hilste. I det samme stak Jax sin vaade Snude ind i hendes Skørter, stillede sig derefter til at piske hende med Halen og saa flabet-fornøjet hen paa sin Herre. Denne, der ikke havde noget imod, at han endnu kunde faa Smaapiger til at rødme, forklarede hende i belevne Vendinger, at han og Jax udbad sig hendes Selskab paa en Tur til Sandhavn.
Bodil havde ikke været deroppe i tre Aar. At gense dette Sted forekom hende utænkeligt. Om end alt var forandret, Mindets mørke Fugl skyggede dog over Stedet. Hun sagde ham med bortvendt Blik, at der vilde hun helst ikke vise sig mer.
Imidlertid, der var Advokatblod i Nagel. Indvendinger var for ham de ypperligste Fælder til at fange Folk i. Han gav en Udvikling tilbedste, hvoraf det fremgik, at ligesom man skal udtale sine plagende Tanker netop for at blive dem kvit, saaledes skal man se det i Øjnene, man frygter, netop for at døde Frygten. »Man skal ikke undfly,« sagde han, »man skal opsøge.« Hendes lille Fæstning maatte falde for hans Retoriks Kanoner. Da hun opdagede, at der inderst i Fæstningen laa et hidtil ubevidst Ønske om blot én Gang at se Stedet, maatte hun give op og føje ham.
Hun skulde dog først ind i Præsteboligen og skifte Fodtøj. Imens skaffede Nagel en Automobil. –
Stilistens Evne kendes fortrinsvis paa det, han fortier; en Konversationens Mester røber sin Duelighed især gen167|nem det, han faar andre til at sige. Da Bodil lidt usikker havde sat sig ved Nagels Side, havde hun ikke troet, at hun fem Minutter efter skulde diske op med allehaande Historier fra det Seminarium, hvor hun levede og studerede. Nagel morede sig kongeligt, og det var, som hendes Beskrivelse lod ham se hver enkelt af Kammeraterne; det var ligesom fælles Bekendte, de drøftede. Men midt i en Anekdote faldt hendes Stemme, blev tynd og ængstelig. De var ved det sidste Vejsving før Sandhavn.
Nagel havde taget hendes Haand.
»Kør langsomt, Chauffør,« raabte han.
»Ja, for nu skal De være stærk,« sagde han med dyb og tvingende Stemme. »Nu er det De skal se, at der ikke er noget slemt ved det, som De maaske har drømt ilde om. Se Dem blot rigtig om.«
Det var en Dag i September – en af de Dage, hvor Sommeren synes at have rejst sig i smertelig Majestæt og prøvet at ryste Dødstanken af sig. En solbriset Dag, Luften skærende klar, smagende baade af Rim og af sene Blomster. Havet som et blaat, bølgende Silkebaand, en skyggeløs, rummelig Himmel med gylden Sol, ikke saa straalende som Julis, men ædlere i Løden. En egen Friskhed: varme Vift og kolde Pust, der ikke blandede sig, men vippede Stemningen uafladelig som over en Knivsæg fra Glød til Død og holdt alle dens Horizonter klare. Dette særlige Bryg, Efteraarsluften, der baade minder og glæder, intet giver en saadan Rus; Foraarets Sejd er Uro, Vinterens er Haab, Sommerens Mættelse, men Høstens er Handling. Det er endnu Tid, ler de varme Pust, men det kan blive for sent, maner de kolde; det er Umagen værd, ildner de varme, og det er ondt at have forspildt sin Tid, hvisker de kolde og lægger et tyndt Spind henover Ansigtet; og man stryger det væk og ser sin Vej, saa liflig klar er Rusen.
De kørte langsomt over de nye Skinner. Gaarden var borte; en gul Bygning var under Opførelse, Stationen. De gled ned over det svagt hvælvede Terræn; Vejen var brolagt med sammenvævede Buer af Smaasten, der gav en behagelig Kørsel. En Række Huse stod halvfærdige, nye Hjem groede; grønne Kranse fortalte muntert om Rejsegilder, de røde Korsflag smældede iltert mod Himmelblaaet. De kørte 168| ind i en ny Verden. Der var ingen Folk at se, men de myldrende Huse talte om en ukendt Frugtbarhed i denne Landets goldeste Jord. Kridtede Ruder og Malerpletter overalt, Duft af Høvlspaan og Fernis. En grøn Dør stod og hvilte sig mod en Væg; den saa morsom og ynkelig ud; den skammede sig, bad saa bønligt om at blive løftet op paa Hængslerne. Vinden dansede salt op ad den lyse Passage, der mundede ud i en stejlt løftet Havflade.
»Se, alt er vordet nyt,« sagde Nagel og slap ikke hendes Haand.
Han følte selv noget af den mægtige Resonnans, der er over Bibelord. Bodil drejede Hovedet bort fra ham, med Øjnene blindede af Taarer.
Der var stadig tomt i Byen. Foran en to Etagers Sandstensbygning saas en stor Hund; den gled sammen i Bagpartiet og begyndte at klø sig demonstrativt. Jax, som stod mellem deres Knæ, fik Staal i alle Lemmer i den Anledning og trak Vejret stødvis af lutter Hunde-oplevelse. De maatte holde den i Halsbaandet og smile til hinanden.
Nagel lod Vognen stanse foran denne Bygning, der paa Façaden navngav sig som »Sandhavn Ny Turisthotel«. De steg ud og trippede hen ad Gaden i denne sælsomme By, som man kunde tage for en Luftspejling, hvis den ikke duftede saa overbevisende alkalisk. Nagel opdagede en Jernrist i Rendestenen; ogsaa Kloakker var der tænkt paa. Denne prosaiske Rist fik ham til at staa stille et Øjeblik og sige »Død og Pine«.
Bartholins Hus laa noget afsides; en ret anselig, men endnu ubeboet Bygning var opført foran det. Tanken om Bartholin distraherede Nagel en Smule. De havde ikke talt sammen siden deres Opgør, men hver Termin blev der sendt en Regning paa Beløbet, med Tilføjelse af den nøjagtige Rente. Bodil og Nagel gik forbi Butikken; tre smaa Sole glitrede i de nye elektriske Pærer, men Vinduet fuldt af blandet Skrammel forekom for støvet og gammeldags for denne Nutidsby, der dampede nykalket i Høstvejret. Der saas ingen i Butikken, men Nagel mærkede paa sig selv, at der var en Fjende derinde – en ækel og ubetydelig Fjende, men staalsat i ét, i Had til Udgifter, farlig ved det ene, dybe Instinkt, der fik hans Haand til at lukke som en Jernring for 169| Pengesækken. Det tegnede til at blive en Udholdenheds-duel, og det morede Nagel; der var noget pirrende i at vide, at en Dag vilde der komme en Kamp, hvis Udfald trods alt ikke lod sig forudse.
Han glemte snart Købmanden, mens de gik frem over Fyrbakkens grønne Skrænt. Han havde gaaet her utallige Gange alene, og mangen god Dag havde Naturen hjulpet ham til at glemme den ensformige Simili-tilværelse i Nordby. Men idag spillede hans Nerver livfuldt. Sandhavn var ingen Søvnplet mer, den var en oplagt Realitet. Hans Mistillid var i stærk Aftagen. Mangen Gang havde han i Aarenes Løb skottet op til denne usandsynlige Aktivitet her nordpaa; fra sine Puder, gennem Cigaretrøgen, havde han smilet snart skeptisk, snart overrasket. Ofte havde han i Nordby betragtet den nye Jernbanelinje, et Syn, der kunde skære underlig koldt gennem en. Hvad han idag havde set, gjorde ham helt vaagen. Selv Sletten her var ikke mere et udstrakt Intet, Tomhedens taagede Forhal; den var Opland. I det Sollys, hvori den strakte sig under hans Fødder, opfordrede den ikke til at drømme, men til at lægge Planer.
»Jeg tror virkelig, vi maa til at regne med Sandhavn, bedste Frøken Hunby.«
Han betragtede sin Ledsagerske. At dette Menneske virkelig var den rasende Gaardmands Datter! Der var noget baade sikkert og uvidende ved hendes Gang, mens hun lod de lange Græsstraa kilde sine Hænder. Hun havde kunnet bære sin Modgang. Hendes Legemes Spinkelhed var yndefuld, men ikke svag; hun var ofte skælmsk, men aldrig kaad, var bleg, men ikke sygelig; Slægten Hunbys Energi var i hende naaet til Finhed. Hendes Pande talte om mørke Tanker, men de var gennemlyst af et indre Skær; smilede hendes Øjne, var der dybt i dem et bedrøvet Forbehold. Hendes Ansigt blev derved fængslende at betragte; dets Ungdom var en dobbelt, den oprindelige og den genvundne. Naar hun talte, var det ikke Snakken; tav hun, var det ikke Stumhed. Hendes Munds Kurve var mærkelig sød og uberørt.
Som enhver, der har kendt mange Kvinder, havde Nagel ikke høje Tanker om Kvindeværd. Han saa nøje paa Bodil og søgte samtidig at erindre den ligegyldige Glasdukke, han havde logeret med i Aalborg. Forskellen – nej, det var nok 170| Ligheden, man maatte lede efter. Hendes tynde Kjole blafrede om Skulderen og laa vindspændt mod Knæet. Hun gik med sin Hat i Haanden og lod Haaret flyve; den solrige Sommer havde mørknet hendes Hals, men nede ved Halsudskæringen lyste Huden kridhvid. Hun gjorde Holdt for at se paa en Libelle, en springende Streg, der stansede foran hende og svirrede der som et blaagrønt Under i Solen; hun var lutter ny Sansning og Forundring, hun saa ikke træt til sig selv i alle Spejle. Saa megen Nydelighed maatte virke paa Nagel og gøre hans Hjerte varmt; gerne havde han ønsket, at hun var hans Datter. Hun var jo dog for ren og frisk til den rigtige Leg ... nej det vilde være Synd, det vilde være som at træde i lysegrøn Sæd.
Hunden havde imens tumlet sig paa den fri Slette. Pludselig rejste den en stor Fugl, og Nagel havde i samme Nu kastet Bøssen til Kinden. Men da han trykkede løs, stødte en Haand til Vaabnet.
»For Pokker,« udbrød han ærgerlig. Kuglen slog ned i Sandet flere Meter fra Fuglen.
»Aa nej,« bad Bodil. Hun gispede helt konfus over sin Egenmægtighed. »Nej, blot ikke idag – ikke dræbe idag –«
»De er minsandten en besynderlig Jagtkammerat. Hvad skal det sige?«
»Nej, for – det er ligesom Helligdag for mig. Men nu blev De jo vred!«
Han havde rødmet af Vrede. Men tilgængelig for sartere Klange mukkede han velvilligt: »Og jeg som troede, at vi skulde tænde Baal og lege Indianere –«
»Det er ogsaa dumt af mig. Men jeg gik og var saa begejstret over, at jeg fik set Sandhavn igen – saa glad over, at De tog mig med.«
»Rigtig, man skal trække Tornen ud.«
»Hvordan var det, De sagde: Man skal ikke undfly, man skal opsøge –. Og ved De, hvad jeg tænkte: Naar jeg er færdig med at læse, saa vilde jeg se at blive Lærerinde herude. Netop her skulde jeg sone ... Det var en helt ny, dejlig Tanke. Men hvis jeg saa i det samme havde set – nogen dø –«
Han tog let om hendes Skulder: »Lille Pige.«
»Er jeg saa lille,« lo hun mod ham.
Jax kom hen til dem, meget opbragt og med Uorden i 171| hele sin Begrebsverden. Bodil klappede den: »En anden Gang, Jax! Idag spaserer vi blot Tur med Verdens artigste Hund.«
Den surmulede og pistrede, saa tilvejrs med spekulative Øjenrynker; saa pludselig sprang Gabet op, og den lo med; Tungen drev ud i Vindretningen som en rød Krølle. De tre stod lidt hos hinanden, Menneskene Blik i Blik, Hunden med Naturen spejlet i vagtsomt Øje. –
Han var virkelig meget charmeret i hende. De gik rundt mellem de kullede Aase. Funklende rent rislede Smaasøernes Vand. En Skybanke toppede sig ude over Havet, blaa og blegrød som Eventyrets Bjerge. Nagels Tanker arbejdede med disse Distrikter, som laa værdiløse hen udenfor det indhegnede Areal. De kunde købes, og sikkert billigt. Men naar der nu blev By? Hvad der ligger nær en By og en Bane, bliver næppe ved at være værdiløst. Man havde endnu Esbjerg i Erindring. Blev Sandhavn engang et lille Esbjerg, saa fik Sletten Opgaver og dens Ejer Fortjeneste – Byens Lunger, Kolonihaverne, et Sundheds-reservoir ...
Men i en anden Sektion af hans Hjerne tumlede samtidig mere nærliggende og særdeles muntre Ideer. At føre denne unge Dame til det Ny Turisthotel var en kummerlig Plan, naar man har pralet med Indianer-fornemmelser. Han huskede, at der herude laa en tom Villa, hvis Salg beroede under ham. Han følte i Smug i Lommen: jo, han havde Nøglen til Brug ved eventuelle Forevisninger. Der var det fornødne Materiel i Huset; Næringsmidler kunde faas hos Bager og Købmand.
De havde sat sig ved Aaen. Han gik hen og bøjede sig over dens Spejl, og han smilede som til en afvæbnet Fjende, mens han deklamerede for hende, at naar de blev sultne, vilde han føre hende til en Præriehytte og der befale hende at gøre Ild paa og koge hans Aftensmad – mens han selv vilde sætte sig paa Dørtrinnet og stirre langvejs ud mod den faldende Sol. Saa lagde han sig ved Siden af hende og tændte Piben. De passiarede. Hun legede med Græsstraa, støttet til sin Albu; Armen stak ud af det korte Kjoleærme, dungylden i gennemlysende Sol; men følte man den mod sin Pande, var den vist kølig og skær som Roser.
»Afsted efter Proviant,« kommanderede han.
172|Bartholins Klokke modtog dem med et ildevarslende Rabalder. Bodil vidste stadig ikke rigtig, hvad de skulde her; men Nagel havde faaet en ubetvingelig Lyst til at se hende være husmoderlig. Ellers havde han vel undgaaet sin Fjende paa denne harmoniske Dag.
Bartholin, Modtageren af jævnt voksende Terminsregninger, havde i Virkeligheden faaet forbitret sit Liv. Hans Omsætning bedredes, mens Havnen blev større; men dette, at han skyldte en stor rund Sum bort, fordi han i et ubesindigt Øjeblik havde villet tjene Penge paa en nemmere Maade end ved Galoppen bag Disken, ødelagde al Glæde ved anden Medgang. Rent ud betale Summen og saa være fri – nej, hellere vilde han af med et Pund Kød! Men Nagel var ingen Shylock; han vilde have Penge, kort og godt. Bartholin betalte ikke; men Summen steg. Den steg som Vand i hans Butik. En Syndflod var den; snart maatte han søge Tilflugt paa Disken, snart vilde han flyde oppe under Loftet, nægtende, nægtende, saalænge der var Luft at faa! Det var virkelig saaledes, at Tanken om kontant Udbetaling ene af alt i Verden kunde faa hans bentørre Sjæl til at skælve af Syner.
Da han saa sin Plageaand, sænkede han Hovedet. Hans Tunge bevægede sig som en kold Fisk, han maatte synke og synke for at faa en Lyd frem. Imens remsede Nagel i en hverdagsagtig Tone op, hvad han ønskede.
Ak, hvis Bartholin havde været mere af en Ildsjæl og en Adelsnatur, saa havde han med de færrest mulige Ord og Bevægelser vist sin Kunde ud. Men her tegnede det til Handel; Omsætningen ringede med Jubelklokker. Den maatte være af Sten, som stod rank, naar de kaldte. Før han vidste af det, var han i Begreb med at lange ned fra Hylderne, den fineste Konserves, Pickles, Syltetøj og Lækkerier. Et helt Læs laa paa Disken foran Nagel.
Et Blik i Tegnebogen viste Kunden, at han havde glemt at forsyne sig med Penge. Men hvor alle kender hinanden, er den Ulykke ikke saa stor. »Vil De skrive det,« sagde han og begyndte at stoppe i Lommen.
Der undslap Bartholin en uartikuleret Lyd.
»Hvadbehager? Er De syg?«
»De har ikke Konto her.«
»Hvad har jeg ikke –?«
Nagel tøvede et Øjeblik. Han saa ud, som om han havde faaet for meget Pickles. Det fortrædigede ham i højeste Grad saaledes i Vidners Nærværelse at blive erklæret mistænkelig. Adskillige vilde Planer sprang gennem hans Hoved, men en betænksom Røst hviskede: Forløb dig ikke! Vel, han maatte aflevere, hvad han ikke havde betalt. Bodil stod stille og saa ud ad Vinduet; Nagel bed sin ene Mundvig.
»Nu maa I gaa,« sagde Bartholin lavt. Han havde med hastige Hænder lagt Varerne paa Plads, og Adelsnaturen begyndte at komme til sin Ret.
»Kom, Frøken Hunby,« sagde Nagel. Han talte nølende: »Hør Bartholin, De begaar Fejl paa Fejl. Dette var mer end en Uhøflighed; det var en Dumhed.«
De forlod Butikken. Nagel bad hende indtrængende undskylde denne Scene; den havde sin Forhistorie, som dog kun var af juridisk Interesse. Hans Ord faldt livligt, og han mere løb end gik; hun begreb ikke, hvad Meningen var.
»Man siger, at jeg ikke tager Livet alvorligt nok,« lo han til sig selv. »Paastaar, at man aldrig vil faa Lejlighed til at se mig handle. Nu skal De se Løjer! Nu vil vi arbejde; siden finder vi vel en Erstatning for Bartholins Hermetik. Halløj, De der!«
Ved dette Tilraab stansede en midaldrende Mand et Stykke fra dem og saa spørgende paa Nagel.
»Med Forlov, hvis Hus er det?«
»Det er min Brors.«
»Er det tilsalg?«
»Nej.«
»Tilleje maaske?«
»Spør' ad.«
»Er Deres Broder herude idag?«
Lang, prøvende Pause.
»Ja.«
»Jeg maa straks tale med ham. Jeg er Sagfører Nagel.«
Pause.
»Naa.«
I det samme blev et af de plettede Vinduer aabnet, og et gemytligt Ansigt viste sig: »Dav, Sagfører, ja min Bror er lidt sen i Vendingen. Har De faaet Lyst til Huset?«
174|Nagel kendte Manden; det var en Handlende fra Nordby ved Navn Nielsen. Han lod sig Huset forevise, kritiserede let, omtalte, at han maaske havde en Lejer, var flere Gange ved at gaa, da Lejesummen blev nævnt; men da de endelig var blevet enige, lo hans Øjne til Bodil, triumferende som en Drengs. Det blev aftalt at sætte Kontrakten op næste Dag.
»Hvad Slags Mand er Deres Lejer,« frittede Nielsen.
»Købmand.«
Nielsen snusede lidt og fik et fiffigt Blink i Øjet, da han saa tilbage mod Bartholins Hus:
»Krr. Det er bare godt ham. Konkurrence, hva', Sagfører?«
Nagel begav sig ufortøvet over til Bager Lerhøj, hvis Telefon han laante. Han fik Forbindelse med Kommis'en fra i Formiddag og meddelte ham, at han vilde financiere ham paa den Betingelse, at Butikkens Beliggenhed fastsattes af Laangiveren. Stemmen langt borte steg et Par Toner af glad Overraskelse. Der blev aftalt et Møde samme Aften hos Nagel.
Ude foran Butikken stod Bodil og ventede; hun hilste Nagel med et fornøjet Smil, da han kom tilbage, tagende Stentrappen i ét Spring: »Saa travl tror jeg aldrig, jeg har set Dem!«
»Nej, jeg kender ogsaa daarligt mig selv. Det var Bartholin, der satte mig igang. Eller dette Vejr. Hvis det da ikke er – naa, det er det samme. Vi kommer ikke til at lege Nybyggere idag; De maa tage tiltakke med Sandhavn Ny.«
Det var den gamle Krovært, der drev Hotellet, men han havde faaet en Søn hjem til Assistance. Der var i Hotellet en folkelig og en finere Afdeling; gamle Traditioner maatte vige ved den ny Tids Daggry. Der var Restaurant med Smaaborde og med Skilderier, malet for Kosten af en omrejsende Kunstner. Over en Gang kom man ind i Afdelingen for Fiskere og Arbejdere. Bohavet dèr stammede fra Kroen; det var snittet af flittige Knive og brunt af Skraasovs, men kunde taale mangen Tørn endnu; Mahogni forgaar, men Fyrretræ bestaar. Paa første Sal og ud mod Gaarden var der Gæsteværelser; under Opførelse var en ny Fløj samt en Teatersal, til Brug for de omsiggribende oplysende Foredrag samt Nordbys frygtelige Sommer-revyer, der plejede at give Gæstespil i Omegnen efter endt Sæson. Nagel kastede Hat og 175| Handsker paa et Bord i Restauranten. Der duftede af Terpentin; en stor Buket næsten gennemsigtige Blaaklokker smykkede det endnu altfor friske Interiør. Der var kommet en rigtig Kelner herud, en Mand med en Menneskealders Erfaring fra »Rylen« i Nordby. Han nærmede sig Nagel, diskret genkendende.
»Separat?« mumlede han.
»Naa, ogsaa det? Ja lad os se, hvordan det ser ud, Gieselbæk.«
»Hvad maa jeg servere?«
»Hvad Varmebordet formaar.«
»Meget vel, Roastbeef.«
»En Fiskeret først, og Frugter bagefter.«
»Gerne.«
»Og vis os saa »Separaten«.«
»Meget gerne.«
Det var et Værelse mod Vest; Døren blev aabnet som en Port ud mod Aftenrøden. Den vældige, flammende Himmel stod mod Ruderne; Fyret var begyndt at flakke med sin hvide Stjerne deri. Havstrimen, dybt mørkeblaa, fyldte Stuen med sin svage Konkylje-lyd. Der var underlig skyggeløst herinde, hverken Nat eller Dag; ustoflige stod Væggene, tændt af en stille Ildebrand.
»Vi er kommet til Himmeriges Kro,« sagde Nagel elegisk. »Om lidt, naar De stikker Haanden ud ad Vinduet, faar De den fuld af Stjerner.«
Hun smilede tankefuldt.
»Himlen bæver af Morild i Septembernætter ...«
Ude over Skrænten viste der sig en Skare mørkklædte Arbejdere paa Vej hjem. Det blev et helt Tog. Gnister lyste fra et Par Piber.
»Der har vi Fremtidens Soldater. Lad os komme ned paa Jorden igen, Frøken Bodil. Hverdagen skal i Højsædet, mærker jeg. – Men vi har haft en dejlig Dag herude?«
Hun nikkede. »Ja, hvis dette var en Hverdag, saa kan jeg godt undvære Festdagene.« Hun hentede et Par Blaaklokker og fæstede dem i hans Knaphul: »Dem faar De, fordi De trak Tornen ud. Her vil jeg arbejde engang – netop her.«
Vinen kom. »Imorgen,« sagde Nagel, »vil jeg ind og tale 176| med de Lodsejere, der har en Slags Ejendomsret til Sletten. Jeg kan ikke tage fejl i, at det er klogt at sikre sig Grunde itide. Naar vi Sagførere kommer i Nærheden af Værdistigninger, faar vi uroligt Blod og Regnestykker paa Hjernen og 39 Graders Guldfeber ...«
Og Nagels Haand rystede ganske lidt. Det var noget, der var begyndt at vise sig i den senere Tid. Han stak hurtigt Haanden i Lommen. Tjeneren tændte det elektriske Lys.
»Nej sluk, Gieselbæk. Det er Skade for Dem, at De mangler Farvesans.«
Da de var ene, tilføjede han modfalden: »Og jeg er jo en Mørkefugl –«
Hun saa længe paa ham. Han løftede sit Glas:
»Vi drikker for det nye, ikke?«
»Hjælper det egentlig at skaale,« spurgte hun, med et vaagnende Smil.
Nagel mindedes de utallige Gange, han havde motiveret Skaal. For hvad? Han prøvede at erindre det. Det var, som han saa ud over en taaget Dal med Kors ved Kors. Nej, det hjalp ikke. Han fik pludselig Lyst til at slynge Glasset i Væggen.
Men sligt var gjort før; det var gammelt. En Gestus. Alt var prøvet før. Han saa tydeligt sig selv gøre det og føle det pragtfuldt. Kvalm af Lede satte han Glasset. Han vidste med sig selv, at hun der vilde ikke have ladet sig imponere deraf.
»Menneske,« sagde han stille. »De har tit rørt mig; nu ramte De mig.«
Bodil saa lige paa ham. »Jeg tror ikke paa Festtaler,« sagde hun ærligt.
»Menneske –.«
Hun sad overfor ham, med det svindende Skær i Ansigtet. Han mindedes i et Glimt Bernina-dagene – de smaa absinthdrikkende Bohemepiger med Cleo-frisure; de var saa bedaarende nye og respektløse, de kunde citere og inspirere Litteraterne, deres var Aarhundredet! Man belo Renhed og Moral, Udviklingens sidste Ord var sagt, Verden vilde uvægerlig gaa i intellektuel Forraadnelse, og ingen beklagede det. Men den nye Ungdom dukkede frem og bar intet Spor 177| af den Tids Sygdom. Landet over grønnedes Menneske-skoven ubekymret; de Storme, der havde lignet Verdens Ende, var uden Interesse nu.
Der sad hun ovre, varm og ung, rede til Arbejde og rede til Lykke. Han saa stjaalent paa hende: Kjolens Halsudskæring, saa ærbart fristende; Huden, der nu i Skumringen fik Lød som Kødfarven paa gamle Mestres Billeder. Og ved Skulderen lyste en Smule Kniplingskant, snehvid og ren ...
Det sang hemmeligt inde i ham: Saa yndig, saa yndig du er.
»Maa vi virkelig ikke skaale mer,« lo han. »Og det paa en Dag, hvor en Flegmatiker sprang som en Cowboy ned ad en Bagertrappe ...«
Hun havde lagt Mærke til ham, mens han mediterede. De sænkede Laag gav ham et Udtryk af skøn, erindrende Vemod. Da faldt det hende ind, at han maaske led ondt. Uvilkaarligt rakte hun ham sin Haand over Bordet:
»Jo, jeg vil rigtignok hilse paa Dem. Det klædte Dem saa godt at – handle.«
Han fik en stormende Lyst til denne lille, blussende Mund og de mørkebrune Øjne, til hendes Legeme og Sjæl, Foryngelsens vilde, krydrede Urt –
»Saa ung og indtagende – og saa uforlovet?« frittede han.
»Meget lidt – næsten ikke,« lo hun undvigende og saa ud over Havet.
Han gik næsten ubevidst hen og trykkede et Kys paa hendes Skulder.
Hun rejste sig forvirret ...
Endelig kunde Johan løfte sin bøjede Nakke.
Da han forlod Fætteren, var der ikke flere Mennesker i Verden, der paa Familieskabets Konto kunde eksploitere ham eller svide deres Mærke i hans Skind. Indtil nu havde de Tanker, han havde skænket sig selv, forekommet ham halvt utilladelige og gældende en uværdig Person. Endelig kunde han sætte sig selv i Midten. Der var ingen Sag, der behøvede ham som Offer; derfor gjorde han sig til en Celle, 178| hvis Trivsel var en Del af Samfundets Trivsel. Hvis dette var Egoisme, gjorde den ialtfald Ingen Fortræd.
Naar han traf Folk, iagttog han dem nøje, og han mærkede til sin Glæde, at han var som andre; der hang ikke noget Særlinge-væsen ved ham fra de svundne Aar. Deres Blik blev ikke skarpt, ejheller krøb det tilside. Han havde reddet sin Værdi som Ener; hvad han senere skulde blive, maatte bygges op indefra. Han havde intet at demonstrere for og købte derfor samme Slags Slips som Naboen.
Han saa sig omgivet af andre, hvis Kaar og Maal var ganske som hans; han var et Fnug for dem, og de for ham. Det angreb ikke hans Nerver. For ham som for dem gjaldt det at tjene og lægge tilside – ikke for egen Skyld alene; det gjaldt Fremtiden, den Sommer, der vel engang maatte komme som Løn for alle Dagenes festlige Mas! Arbejde sig træt, saa Tankerne gav op, naar de endelig skulde igang med Livets Forklaring, som ingen havde fundet, – og som Johan havde en Følelse af, at hellerikke han vilde finde. Gribe fat i det nærmeste og slide med det, hvis Sindet vilde flygte til andre Kyster eller begyndte at mumle om andre Værdier. Her havde han naaet det nære Forhold til Tingene, og han havde altid anet, at over dem maatte man herske, hvis alt det andet skulde tillægges en.
Og han havde Heldet med sig. Hans nye Virksomhed tog ham som en Feber. Han for Byen igennem med sin Malerspand og efterlod Vægge lysende af oplivende Farver. Han var med til at male Fantasiblomster i Forhallen til Biograf-teatre, der skød frem i et Antal, som endog overgik Kirkernes. Han bevægede sig paa livsfarlige Stilladser under Kirkekupler og malede Alfresco-engle efter Franks Kartoner. Hans højre Haand var ofte Krampen nær af disse Bestræbelser i det Skønnes Tjeneste. Hans Dag var forceret; en ægte New Yorker-dag, begyndende med et Vækkeurs infernalske Skingren, som sendte ham, endnu halvt sovende, ned i Badekarrets kolde Vand, hvor han med et Hyl blev sig selv bevidst. Mens han klædte sig paa, laa han paa Vandringer ud i det lille Køkken, hvor han regulerede Gassen under Skinken og Spejlæggene. Han spiste staaende, med Haanden rakt frem efter Hatten mod Slutningen; og mens han satte den paa, var den anden Haand allerede igang med Entré-179|døren. Han var ligesom et Stykke foran sig selv om Morgenen. Dagens øvrige Tempo var omtrent som Morgenens. Hans Aftener var ægte New Yorker-aftener. Han delte dem mellem Kursus i Tegning og Boksning samt Biografer. De første udviklede hans Talent, de andre gjorde ham stærk. Hvad opnaaede han ved det tredje? Ja, hvad er Hemmeligheden ved Filmens Succes? At den bringer det fjerne nær, at den gætter Tidens skiftende Idealbillede af Mandsmod og kvindelig Ynde? Ganske vist, men især dette: at den illustrerer den Drøm om Kærlighed, som skjules i alle Sind, baade de, der engang skal kende den, og de, der har kendt den; og de, der ejer den, har Genkendelsens Oplevelse. Johan var ude af Stand til at modstaa Dragelsen fra de raa, fantastiske Lys over Teatrenes Porte.
– Men allerede næste Sommer var han ikke mer alene. Han fandt sig indkvarteret i en lille Lejlighed med Udsigt over Central Parks hviskende Trækroner; og ved sin Side havde han en ung, dejlig Kvinde. Han var indspundet i et Eventyr, opstaaet en Martsaften, da hans Blik ikke havde kunnet slippe uden om et Par brændende, blaa Øjne. Der var blevet danset et Sted, og spist og drukket; et Bekendtskab havde udviklet sig til Venskab, og den stigende Sol havde glødet det til Elskov. Det maatte ske; Ungdom og Sommer vilde det. Den unge Pige var ansat i en Modeforretning; hver især bar de deres Løn hjem i Lejligheden, hvor de gjaldt for Ægtefolk. De ensomme Nætter var forbi; Johan erfor med mandlig Henrykkelse, hvor godt det var, at nogen puslede om en og forvandlede et Rum til et Hjem. At blive kræset op for med Kaffe paa Sengen, det lader sig høre; at gaa lige hjem om Aftenen og ikke ubeslutsomt slide Asfalt, det er endnu bedre. At være to Hoveder paa Puden i Stedet for et, at sove ind med et Smil og vækkes af Latter, det er ti Gange mer henrivende, det er vidunderligt.
En Dag, da Solen stod allerhøjest efter en uendelig Række af skyfri Lykkedage, havde Johan et Held, som fik hans Glæde til at stige til Svimmelhed. Hans omhyggeligt skolede Tegnetalent havde sat Frugter i en Række over-elegante Reklamebilleder, der, hvad han selv saa, var paa Højde med det bedste, som ydedes i dette Reklamens Hjemland. Disse Tegninger, der forestillede slanke Automobiler med pels180|klædte Damer hvilende ved Rattet, og yndige Børn, der kom løbende frem over velslaaede Græsplæner, havde han forevist ved »Standard« Bilkompagniets Afdeling for Annoncering. De havde der indbragt ham en alvorlig Samtale med Reklamechefen, der navnlig var optaget af en ny Bogstavtype, Johan havde lanceret, og et positivt Tilbud, der gav ham en Løn paa henved det dobbelte af, hvad Malerpenselen indbragte. Der var Fremtid i dette; man kunde tillade sig Luksus nu, man kunde gifte sig. Han sendte et langt Suk østpaa – det havde ikke været Meningen, at han skulde blive her; Bodils udviskede Billede svævede endnu for ham. Men hvor han havde paadraget sig Forpligtelser, der maatte vel Fremtiden ligge. Til Bodil vilde Kærligheden jo ogsaa komme en Dag. Der var saa mange himmelblaa Planer, som Virkeligheden aflivede ...
Han kom hjem den Aften saa kry som nogen Verdenserobrer. Men Sarah, saaledes hed hans Kæreste, var i et nedstemt Lune, skønt hun ved hans Meddelelse gjorde alt for at synes sjæleglad. Lidt efter fandt Johan en uforsigtigt henkastet Konvolut, der bar Poststemplet Mexico City.
Denne Konvolut fortalte ham en hel Del. Han vidste, at han havde en Rival af en mærkelig Art. Johan var ikke den første, Sarah havde elsket. Hun havde før ham kendt en i alle Maader lidet værdifuld Person, en troløs, fordrukken og yderst brutal Fyr, som hun aabenbart havde næret et romantisk Ønske om at »redde«. Ved hendes Kvindesinds Inkonsekvens blev denne første uforglemmelig, hans Udsvævelser en Glorie, hans Brutalitet et sødt Minde. Johan havde stundom mærket hans Skygge, ja hørt hans Navn hviske i Øjeblikke, da det dybest skulde være glemt. Moderen i hende havde den vanartede Søn mest kær, Elskerinden i hende sukkede for den raa Forfører. Sarah selv, Pigen efter Johans Hjerte, bad ham vagt om Befrielse fra denne Besættelses Vellyst. – Men de skrev altsaa fremdeles til hinanden?
Johan holdt intet Forhør; han kastede Konvolutten i Kakkelovnen og slentrede træt hen til Vinduet. Saa vendte han sig mod hende, der laa paa Sengen. Hendes Blik gled væk som en Oliedraabe. Det satte hans Sind op mod hende; han flettede hendes Fingre ind i sine og pressede til. Først 181| da hun vred sig, slap han langsomt og lagde sig ved hendes Side. Der var en Skygge imellem dem, hver især laa ene. Himmelblaa Planer ...!
Parken saa ind til dem med stille Træer; der lød Klokkeklemt fra fjerne Sporvogne, Børns Latter og Fuglekvidder. Mørket faldt. Hvad nyttede det egentlig at tage paa Veje? Mennesker var som oftest hinanden utilstrækkelige; Verden over gik Skænderiet i den Anledning. Johan vilde holde sig udenfor dette Kor.
»Hør Børnene, Sarah. De leger.«
Det lød saa tomt, det var et Forsøg paa at tage Verden som den var og tale om noget andet. Han lyttede længe: Livet tonede saa upersonligt derude; hvad betød en lille Krise mer eller mindre? – Men hendes Aandedrag vævede sig ind i Lyden, hendes Klæder hviskede, idet hun rørte sig. Og han følte, hvor hans Nerver klang med ved de mindste Lyde fra hende, han var som en Sangbund, men ikke sin egen.
Hendes Arm gravede i Luften efter ham, en hvid, forgæves Leden i Skumringen. Han søgte blindt derhen ...
Det blev dog ikke Beyer, som kom til at fuldende Havnen.
Der havde været Havnesyn en Aprildag. Af flere Grunde var det nødvendigt, at Myndighederne besaa Anlægget og dannede sig et Skøn. For det første forekom det, at Fuldførelsen ikke skred frem med den beregnede Hast. For det andet bevirkede de Prisstigninger, der fortrædigede dette og andre Lande, at den bevilgede Sum ikke vilde slaa til, hvilket var alvorligt, eftersom en Tillægsbevilling vilde blive svær at tvinge igennem; Statskassen havde kun altfor megen Brug for sine Midler, og den med Møje opagiterede Begejstring, der i sin Tid havde gjort Vedtagelsen mulig, kunde næppe vækkes igen. Og endelig forelaa der en Indberetning fra Beyer, ifølge hvilken det var umuligt at manøvrere med Sænkekister ved Bygningen af Molernes yderste Grene. Han saa ingen anden Udvej end at lade Kranen bygge dem af 182| de størst mulige Blokke, hvorefter man til Sikring maatte udkaste et mægtigt Bælte Beton-sten foran Molens Vestside.
I Biler ankom Ministeren, Vandbygningsdirektøren, Kommissions-medlemmerne, en polyteknisk Professor, en Journalist Erup og nogle Ingeniører med Erfaring andetsteds fra, deriblandt en Belgier og en Finne. Der fandt en foreløbig Frokost Sted paa Hotellet. Beyer udviklede sine Synspunkter, der var underbygget med Beregninger og Eksperimenter. Han opdagede snart, at han havde en Modstander i en Ingeniør Severin, en høj, mørkhudet Mand med kulsort Overskæg og herskesyge Øjne. Denne Kollega, der nylig var vendt hjem fra Amerika, havde personlig deltaget i Bygningen af en Stillehavs-havn, og han havde studeret adskillige europæiske Anlæg, saaledes Portlands, Marseilles og Dovers. Han var sagkyndig og yderst skarp i Replikken; Beyer, dette Bjerg af Godmodighed, maatte rynke Panden paa en misfornøjet Maade flere Gange. Severin syntes at betragte de tilstedeværende som forbenede Teoretikere og Beyer som en pylret Praktiker. Han forsikrede, at man godt kunde bygge forsvarligt uden en Ødslen med Beton, som Landets Økonomi ikke tillod; og han lod falde en Bemærkning om, at rundt om i Verden var det gaaet af Mode at overskride givne Frister. Erup, hvis Mening ingen havde spurgt om, anbefalede os herhjemme at følge med i den europæiske Fremmarsch. Severins Ord var faldet med Vægt, og de affødte en Diskussion, i hvilken Beyers Meninger gjorde et stedse aftagende Indtryk. Luften tyknede af Cigarrøg, mens Beyer sad og mærkede, hvor han fortyndedes i det almindelige Omdømme. Han saa ud ad Vinduet; oppe paa Himlen gik Klodeskyerne sydpaa med glødende Rande. Skulde man mon nu sydpaa –? Drøftelsen virkede tilsidst søvndyssende paa ham. Bygge, bygge, sagde de. Han saa paa Skyerne.
Man maa ikke tro, at Beyer blev afskediget. Han søgte selv sin Afsked, den mærkelige Mand. Helbred, skrev han og smilte. Han satte Severin ind i alting med største Elskværdighed. En Dag først i Maj lød der til Afsked et Hurra fra Strandens samlede Arbejderskare. Lidt efter viste Beyer sig oppe paa Fyrbakken; han havde faaet det Indfald at gaa til Nordby.
183|Oppe fra det højeste Punkt kastede han et Blik tilbage over Havnen. Der stod et stille Uvejr langt ude. Havnen – Lands Ende og Begyndelse, det første og sidste Favntag til Rigets farende Sønner! Endnu var Armene stumpede; det var en valen og lumsk Omfavnelse at komme ind i. Det staalblaa Hav sled vanemæssigt i dem med hvide Tænder.
»Men det der staar, det bliver staaende,« betroede han Vinden.
Han vendte sig og gik. Foran ham var Kimingen diset hvid. Han kom i Tanker om, at Læmolen ved Klitmøller var sprunget istykker. Hvad bliver staaende, smilede han derpaa eftertænksomt.
Skyldtes sligt Underminering, eller var det en Rystelse af Havbunden? Han erindrede, at Mors hvilede paa et Lag af Molér og storkornet Vulkanaske. Engang havde der oset en Vulkan i Nordjylland; maaske var der lidt Dødskamp i Dybet endnu. Hvad vidste vi?
Der kom en Gravhund i Galop hen imod ham, som et lille Telegrafbud med en fornøjelig Depesche. Han tog den op, dæggede for den og glemte alle Vulkaner imens. Han glædede sig over dens varme Silkeskind og dens vimsede Travlhed; saa satte han den igang henad Grønsværet igen, ligesom man starter en Kugle paa en Keglebane.
Han mærkede, at han var ved at blive lidt vesterhavstræt, saa det passede jo altsammen ypperligt. Hans Paastaaelighed i Spørgsmaalet Stenbarrière var maaske lidt latterlig; Severin holdt ham ialtfald for en Nar. Og Havnen klarede sig vel ogsaa uden Beskyttelse; det var sandsynligt, ja rimeligt, at han var en Taabe. Men engang havde han maattet tilsværge sin Moder aldrig at løbe nogen Risiko og aldrig gaa paa Akkord med Ansvaret. Hun havde nemlig tilfældigvis set en Bro brække midt over; derfor var han for Livstid hæmmet og altsaa lidt til Grin. En Stenvold var nu god; den gav Bølgerne hundrede Angrebsflader og trættede dem. En vred Mands Opmærksomhed skulde man give en kraftig Afleder med det samme; saa kunde man lempelig fjerne Revolveren imens og faa Fornuften op i ham. Naa, Beyer vilde ikke kritisere nogen; det gik jo nok, og gik det ikke, saa havde Sammenbrud ogsaa sin Skønhed. Men hans Paastaaelighed i dette Spørgsmaal ...
184|Nu gik hans Tanker behageligt i Ring; det var Majluft idag, og Majluft skulde de skønne paa, som endnu lever. Midt i hans Betragtninger tonede et Billede frem af de mørke Hedeflader ved Karup. Han gik mod Syd og spilede Næsen. Nu huskede han ogsaa Foraarsregnen nede i Lunden paa Stigsnæs, Sjællands Sydvesthuk. Blikstille Løvspring, Dryp-dryp fra tusind dunede Blad-ovaler! Og ude i Bæltet laa Øerne som store blaa Pramme med et Par Sogne ombord. I Gribskov kunde man ligeledes glemme hele Verden, naar Oktobervinden kom som en flyvende Torden oppe fra Helsingekanten. Gud ved om Pavillonen ved Søen var aabnet nu; der var noget morsomt derinde, hvad det nu var, et Billede eller et Klaver.
Han vinkede til en Gruppe Banearbejdere, der stod og glattede Skraaning. Derefter førte han bekymret Haanden over Kinden: jo, han havde glemt at barbere sig. Aa, men der var saa meget at huske paa! Der var nu dette med Stenbarrière ... Tyndere og lifligere blev hans Tanker, mens Landet aandede foraarsblidt mod ham. Marschen gjorde ham godt, sendte Blodstrømme gennem Hjernen – disse Strømme, som paa fredfulde Vandringer aabner den store Billedbog deroppe. Og fra de graa Hinder lyser halvglemte Ting frem, farvefriske og fulde af gribende Udtryk – Minder og Dufte, Menneskeøjne, man har set i, et Stjernefald og en Kaprifolie, en dødtræt Lygte en Frostmorgen paa Banegaarden i München. Der var saa meget. Langt ude, hvor Vejen smeltede ind i den maj-hvide Himmel, var han blot at se som en sort Prik, der smeltede med.
Det var Snevinter i Chicago, og Johan befandt sig der. Det blæste bittert; Luftens Kuldegrader føg uafladelig mod hans Ansigts ømme Hud, stjal Varme derfra og takkede med Piskeslag. Rygmarven stod i ham som en Stang af Is. Der duftede af Røg, Sæbe og Madvarer, en lumpen og nøgtern Os, der paatvang sig Erkendelsen uden Skaansel ligesom denne lange, lige Gade. Hvor var der mange Gader i Verden, saadan lige op og ned og uden Glæder – men skærende vaagne og med en ustanselig Transport af menneskelig Ragelse, fly185|vende i to sorte, maalbevidste Rækker! En Lastbil med Blikaffald hoppede over en Snehob – det lød, som om en Prismekrone faldt ned i et aabent Flygel.
I andre lignende Gader langt borte tænkte han sig Sarah gaaende, hyllet i en ny Elskers Pelsværk, paa sin Vej nedad. Restauranter, Dans og kold Latter endnu en Stund; men hun var mærket, maatte synke; for Byerne krævede som Havet deres Procent i Betaling for ydede Tjenester. Selv var han blevet forflyttet hertil, hvor »Standard« havde sit Salgs-centrum; som Reklametegner stak han en stor Ugeløn i Lommen, men følte sig trist, halveret og uden Rod i Livet, siden de skiltes. Han behøvede noget at støtte sit Hoved til; det var ham ikke længere nok blot at bygge, bygge sig en Stilling og hæve Løn, som dog ikke kunde købe det mest fornødne. Uundgaaelig begyndte Hjemveen at spøge; stærke, besynderlige Glimt – Minder om Landeveje, skraatblæste Pile, Regnens enstonige Syngen i døsige Morgentimer. Hans Danmarks-billede var ikke yppigt, og Sandhavn syntes en uanselig Plet at længes mod; alligevel lyste den saa varmt, kaldende som Kyster i Drømme. Idag, da han havde bladet i Bleak House, var det Papir faldet ud, som Bodil havde siddet og skrevet paa den Aften, da Skæbnen saa voldsomt havde vendt sig for dem begge. Der stod: »Blot du altid var saadan imod mig som idag, Johan, saa var det hele ingen Sag! Men det er du ikke, jeg er vis paa, at du har glemt mig om fem Aar –.«
Han rodede i Lommen med stive Fingre og fandt Papiret frem. Det var gulnet i Kanten som et Aktstykke fra en grundigt død Fortid. Han havde til nu troet, at Tiden var grænseløst rummelig; nu blev dens Forrædervæsen ham klart: den var jo grænseløst flygtig. Helst af alt vilde han rejse hjem lige nu; men Verden spurgte ikke om Ønsker, men om Kontanter.
Vente og spare, anden Vej gaves ikke ...
Den lille Seddel fløj ud af hans Haand, steg op til anden Sals Højde og lagde sig mod en Rude. Saa kom den ind i en Skarnhvirvel, mængede sig med Aviser, Halm og Cigaretpapir og tog derpaa Flugten ned ad en Sidegade. Han fulgte efter, grebet af Ømhed for den og for hende, der havde skrevet den – men den var borte, alt værdifuldt var borte, han 186| var blot en Slider i Chicago. Han kom ind i et Opløb ved Fortovskanten i den isnende Skumring. Man kunde ikke se, hvad der var sket; Folk stod tæt, kiggede og smaagrinte. Han trængte sig frem. Der stod en Knøs med en Due i Haanden; den levede, men maatte have forslaaet sig – der dryppede lidt Blod ud af dens Næb.
»Hjertefejl,« foreslog en gemytlig Svend, der lignede en Slagter.
Johan hørte Vittighederne summe. Gruppen samlede sig halvsulten om det ensomme Offer. Kval og Raahed, Livets uudholdelige Dissonans! Folk tændte Cigaretter, en ung Dame smilede, en Betjent kom til for at hidføre en Afslutning.
Johan stirrede syg i Sindet paa de røde Stjerner, der prikkede en sørgelig Sti hen over Sneen.
