© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Hunby var en af de underligste Fanger, man i Tugthuset havde haft Anledning til at studere.
Paa Forhaand var hans Skæbne egnet til at vække Deltagelse. Han havde skudt en Mand, og dog følte man med sig selv, at det vilde være uretfærdigt at kalde ham Morder. Han sad otte Aar i Fængselet, men var han, hvad man forstaar ved en Forbryder? Loven dømte, Instinktet frikendte. Han var et Offer for en af de mange Tragedier, hvor Tilfældet lægger Snare for et heftigt Sind. En Forbryder er en, der overlægger, ikke en, der kommer til at. Hunby havde ikke truffet den Bestemmelse at skyde nogen; men da han var paa Kogepunktet af Vrede over at falde over Afspærringer paa sin Mark, vilde Tilfældet, at han havde Geværet med. Havde Betjenten taget ham fornuftigt, kunde Ulykken være undgaaet. Hunby var næppe Forbryder, men han fik Straf. Naar saadanne Mennesker straffes, kan det ske, at de er farligere for Samfundet, naar de forlader Fængselet, end før de forbrød sig; de lange Timer derinde forhærder. Fængselet renser ikke for de Forbrydertanker, der fandtes, men bereder Jordbunden for dem der, hvor de ikke fandtes. Fangen er melankolsk, naar han kommer, men hadefuld, naar han gaar. Man taler i denne Forbindelse om Forbedringshuse.
Den Hidsighed, som ifølge manges Udsagn havde besat Hunby under Ekspropriationen, var naturligvis blevet fremhævet af Defensor som undskyldende Moment; men det var ikke lykkedes at faa Lægerne til at kalde den Utilregnelighed. Under Forhørene og Observationen var han rolig, ja sløv; men han svarede fornuftigt, omend uvilligt, paa alle 188| Spørgsmaal. Han vakte en vis Sympati hos alle, som havde at gøre med Sagen; han saa nedbrudt ud og gned uafladelig sine Hænder. Mens Aktor med vældig Retorik fremstillede ham som et Menneskedyr, Livsfarligheden i skummel Person, kom han til at se over Manuskriptet hen paa Anklagede. »Gud, han er jo et Barn,« tænkte han. Og Kraften gik af de følgende Sætninger. – Men nogen Anger kunde man ikke faa op i Hunby, og noget Sammenbrud for aaben Skranke fandt ikke Sted. Han var en Gaade, og han kunde ikke hjælpes. Retfærdigheden rømmede sig utilpas og afsagde Dommen.
Saa blev han spærret inde. Mens hans Gaard jævnedes med Jorden, sad han og pillede ved Kalken i sin Celle.
Hans Spor var slettede, han var glemt. Andre Begivenheder fyldte Bevidsthederne, store og truende; hvad der laa før Krigen, syntes at tilhøre en fjern uvigtig Tid, en Uskyldstidsalder, før Verden vækkedes af uhørte Opgørs Basunstød. I Nordby huskedes han, men ikke tydeligt; Havnens voksende Skygge skjulte ham, dens direkte Ofre krævede ny Deltagelse, og den nye By udslettede Dramaets Topografi. Hvor man før huskede ti Aar, glemte man nu paa et. Der var en, der huskede ham, en, der talte disse Aar udenfor Murene, som han talte dem indenfor; en, der lagde Planer for hans Alderdom og ikke havde opgivet Haabet om, at han endnu engang skulde føle sig optaget blandt Mennesker efter en udsonet Fortid. Det var hans Datter. Hun troede paa ham og paa Fremtiden. Hun var den voksne nu; hun skulde støtte ham; de skulde sammen finde sig en Krog, hvor ingen kendte dem, nogle smaa Stuer med mange Blomster.
Disse hendes kærlige Tanker blev kun i ringe Grad gengældt af ham. Det er sandsynligt, at Lægen hellere burde have givet ham Utilregneligheds-pas. Hans Logik var iorden, men inderst inde var der sket voldsomme Sammenstyrtninger. Bag tilpas Sløvhed skjulte han disse Ruiner. Man fik ikke Indtryk af at tale med en Galning; den dæmpede Stemme syntes at komme fra et næsten indslumret Sind. Man tænkte: han har holdt sin egen Rettergang; nu venter han i Resignation paa, om der vil findes en Trøst hinsides; i denne Verden har han ikke flere Opgaver. Hans 189| Øjne syntes trætte; det ene var næsten faldet til, og om det andets lille Pupil saa man den hvide Isring lægge sig, der følger med Oldingeaarenes Tilfrysning. Brynenes forvirrede Tegning var det eneste, der modsagde Ansigtets Udtryk af haabløs Fred. Det var Cellens Ensomhed forbeholdt at se den Opblussen af Vilje, der stundom kunde faa den sorte Pupil til at glinse flinthaard.
Hunby var ikke sindssyg, for saavidt som Obsession ikke forlanges henregnet til egentlig Sindssyge. Alt hvad han havde af Bevidsthed arbejdede med den fikse Idé, at han var uretfærdigt forfulgt. Først havde man jaget ham fra hans Ejendom; dernæst havde man begyndt at martre hans Sjæl og Krop. Der havde oprindelig ikke været en ond Tanke i ham; han var Bonde i en Slægtkæde af Bønder. Alligevel havde man pisket ham med Skorpioner. Retfærdighed, stod der over den Dør, hvorigennem han var gaaet ind til sin Ødelæggelse. Disse Ideer besatte ham og farvede hans Syn paa alt og alle. Fordi Bodil ikke havde staaet ubetinget paa hans Side, var hun i Pagt med Forfølgerne. Hun havde svigtet hans Sag.
Naar man tirrer den fangne Ørn, er der Haab om, at den ikke sygner hen i Buret. Kun naar den daglig gennemlever sin Smerte, holder dens Vilje sig blank, saa den en Dag, naar man har glemt at lukke dens Bur, kommer over en som et Mørke og hakker begge ens Øjne ud. Sandsynligvis vilde et Aar i Fængselet have forvandlet Hunby til et svagt og klynkende Barn, hvis ikke en Opsynsmand straks havde forset sig paa ham og derefter moret sig med at tirre ham paa alle optænkelige Maader. Dette stimulerede Hunbys Besættelse og førte ham ud til den Grænse, hvor Dagdrømmen begynder – hvor Ønske-billederne faar Virkelighedspræg og beskæftiger alle Tanker, leder Sindet fra sin Sorgkilde. Naar Hunby sad ved Væven, puffede han sin Fængselsbetjent i Havet og handlede ilde med ham paa tusind Maader.
Disse Fantasier holdt faktisk Hunby oppe, og de var saa levende, at de aflyste Nødvendigheden af at forgribe sig korporligt paa den ondskabsfulde Betjent. Denne var den nærværende Personifikation af alt, hvad der havde fortrædiget Fangen, og han holdt Mindet levende om, hvad der var gaaet tilgrunde. Hunby levede i en ensrettet aandelig Strøm 190| og spændtes som en Streng; alt andet var dødt for ham. Der var Stof i ham til en Martyr og en Helgen. Men hvad var hans Planer? Han lagde ingen Planer; han ventede.
Langsomt arbejdede han sig op gennem Klasserne. Først de tre Maaneder i ensom Celle; saa gennem andet Stadies fem Klasser. Hans Karakterer var gode, og han tjente hver Dag nogle Øre i Overarbejdsløn. Disse Penge havde han kunnet faa Tobak for; men han gemte dem. Efter tre Aars Straffetid blev han angrebet af Fængsels-tuberkulose og tilbragte saa et Aar paa Hospitalet. Han kom sig til Lægernes største Forundring og fik nu lettere Arbejde. Somren tilbragte han i en Koloni, der opdyrkede Hede. Efter fem Aars Indespærring blev han indstillet til betinget Benaadning, men blev forbigaaet. I det sjette Aar var han atter paa Hospitalet, og Lægen forsøgte at faa sin gaadefulde Patient til at tale ud. Men Hunby talte ikke mer om, hvad der beskæftigede ham; han vidste, at hele Verden laa paa Lur for at kaste sig over ham, hvis han hævdede, at en Mand havde Ret til sin arvede Jord. Men han svarede døsigt. Lægen gned længe sin Hage og saa paa ham.
Ret uventet kom ved det syvende Aars Slutning Meddelelsen om, at han vilde blive benaadet. Præsten gjorde nu alt for at smelte denne stivnede Sjæl og berede den til det nye Møde med Verden – forgæves. Lægen anstillede endnu en Række Eksperimenter for at faa Klarhed paa, om Manden kunde kaldes rigtig klog. Han blev spurgt, hvor han agtede sig hen, og han opgav Navnet paa en Bekendt i Herning. Dette blev indført i Tilsyns-protokollen, og vedkommende underrettedes. Man tilbød ham Hjælp; han svarede med et trodsigt Hovedkast. Saa fik han udbetalt to Tredjedele af sin samlede Arbejdsfortjeneste.
Saaledes præpareret og forbedret blev Hunby da tilbagegivet Samfundet. Et sidste Hospitalsophold havde forsinket Løsladelsen nogle Maaneder. Han stod i Hallen paa Løsladelsens Dag; det var mørkt Oktobervejr og en hvinende Storm, en Dør slog i med et gjaldende Ekko. Det var en Ynk at se, hvor lidt han fyldte i sin gamle Frakke.
Hvad var han, der gik, Olding, Barn eller Mand? Ingen kunde sige det. Man havde aldrig set Mage til Affart. De løsgivne plejede at rave drukkent, naar Friheden og Horizon191|ten slog dem i Synet, plejede at stanse ved hvert af Fængselsvejens Træer og se baade frem og tilbage. Man havde aldrig set Mage: Hunby gik sin snorlige Vej mod et Maal.
Den første Sne var i Luften. Et Snefnug landede paa hans Frakkekrave, men hvidere var hans Haar.
Paa dette Tidspunkt havde Nagel været Enkemand i et Aar. Fru Mathilde var efter nogle Cancer-operationer omsider sovet hen, og Døden kom i høj Grad som en Befrielse. Det Nagelske Ægteskab, der vanskeligt kunde tænkes indstiftet i Himmelen, var hermed opløst, og ved et sært Træf maatte Nagel betale Klokker og Degn med Medgiftens sidste Smuler.
Saaledes saa Nagel sig paa et fremrykket Tidspunkt af sit Liv overgivet til Friheden, Ensomheden og en usikker Økonomis Ubehageligheder. Han foretog et Par haarde Indkasseringer, rejste en Kredit, hvilket hans pragtfulde Indbo let muliggjorde, averterede sin Bortrejse i Aviserne og drog til Paris. I denne By, der kaldes Glædens, gjorde han den Opdagelse, at Lede og Træthed kan trives ypperligt paa de støjende Boulevarder. Den forandrede Levevis skaffede ham Besværligheder; Kvinderne var anderledes end i hans Ungdom; der var gaaet Krigs-perversitet i deres Erotik. Han viftede den Tanke bort, at maaske ogsaa han var forandret. Han drog efter nogle Maaneders Forløb sydpaa og konstaterede i Lyon-Ekspressen, at Rejseliv er det mest trættende af alt, endog mer udmattende end Arbejde, hvilket siger en Del. Ved Monte Carlo sad han nogle Dage i Middelhavssol og skrev med sin Stok i Gruset; saa drev han ind i Casinoet. Han tabte nogle Smaasummer ved Rouletten. Da han ved sin Lommekalenders Hjælp fik Vished for, at det var Fredag, indstillede han Spillet og kom igen næste Dag, men var fremdeles afgjort uheldig. »Altsaa Kærlighed,« tænkte han og begav sig smilende til Toget. Det er sørgeligt at maatte sige det, men den berømte Udsigt fra Riviera-banen hensatte ham paa ti Minutter i en dyb Søvn. I Genua vaagnede han forfrossen, krøllet og med Togskarn i alle Porer. Han skyndte sig at faa fat i en Sovekupé, spiste en tung 192| Diner og gik saa tilro, dødtræt af Norditaliens forvirrende Blanding af Prospektkort-skønhed og industriel Hæslighed.
Da han vaagnede, jog Toget over den romerske Campagne, en triviel Fodbold-fælled at se til. »Næ, Romantik, det maa man aabenbart opgive at ...« gabede han. I Rom tog han ind paa et Hotel, hvor han havde boet paa sin Bryllupsrejse. Han vilde have det samme Værelse som sidst, for at føle sig lidt hjemlig tilmode, men det viste sig, at den paagældende Fløj var revet ned. I nogle Uger gik han og hørte paa Kirkeklokker og betragtede engelske og amerikanske Turist-galninge. Da han en Dag saa, at begge hans Hænder var begyndt at ryste, begav han sig til et Bjergkloster ved Byen C. Her indrettede han sig en Tid uden Tobak, men med en Bibel og et Stearinlys ved Sengen, og han paahørte en Del Messer med største Opmærksomhed. Gravalvorlig undersøgte han Biblioteket og førte Samtaler paa Tysk med en ældre Pater. Der fandtes i dette Kloster ingen Spejle; ellers havde han rimeligvis maattet rejse efter faa Dages Forløb. Nu gik der over en Uge, før han en Morgen tog sin Koffert og forlod Klosteret med et stærkt Smil paa Ansigtet.
Paany i Rom! Han indlogerede sig privat hos en Fru Sonnino for at blive Turist-fornemmelsen kvit. Det er kompromitterende ikke at være grebet af Rom; han vidste det og gjorde alt for at blive modtagelig. Imidlertid opnaaede han ikke andet end at samle en blytung Museums-træthed i sig. Forunderligt, at han ikke som en d'Annunzio kunde gaa og forestille sig at være »romersk Fyrste« og beskæftiget med en vidtløftig katolsk-krydret Erotik mellem visnende Marmorsøjler. Hans Rejse manglede nu kun lidt i at være en oplagt Fiasko. Saa en Dag førte Tilfældet ham østpaa ad Via Tiburtina ind i Campagnen. Dette Øde over al Forstand mindede ham om Sletten ved Sandhavn, før hans Jagtrevier, nu hans Ejendom. Han kom tilbage næste Dag og fordybede sig yderligere i Ørkenen. Naar man lagde sig ned, saa man ikke saa den sorte Akvadukt, kunde man tro at være hjemme; dette var som Sletten en hed Sommerdag, omend i fattig Efterligning.
Endelig havde han fundet Enden af en Tanketraad. Her laa han, som fordum Goethe, og gjorde sig Ting klart, ikke 193| vedrørende Roms Historie, men vedrørende sin egen. Som dette Øde, og med skønne Ruiner i Horizonten, havde hans Liv været; han havde sovet og troet sig tilfreds, til den nye Tids Basunstød lød; da havde han en Dag følt Lede ved sig selv og var pludselig begyndt at handle.
Hvorfor havde hans Interesse ikke holdt sig? Fordi hans Protegé var rejst. Der var det. Hvorfor kedede han sig her? Fordi hun ikke var her. Han manglede Kvinden.
Kvinden! Ja, det var let at begribe. Hun gav den Hjemfølelse, han forbavset mærkede, at han havde. Og en Mand handlede ikke af tør Ærgerrighed; hvilede der ikke Kvindeøjne paa ham, saa rørte han sig ikke fra sin Stol. Livet var en vammel Drik; Kvinden gjorde den frisk. Kvinden, ikke Kvinderne.
Denne Aften vandrede et Postkort den lange Vej fra Rom mod Thule. Han vidste, hun længe havde søgt Plads ved den udvidede Skole i Sandhavn, og der var Grund til at tro, at hun havde faaet den nu.
Sælsomt! Rom var nu forvandlet til en underholdende Ventesal. Han laa i Campagnens Sol, der fremdrev kælne Tanker. Hvad vilde hun svare? Han havde kysset hendes Skulder, og hendes Forvirring derover var ham en værdifuld Garanti. Hans Tanker fik Liv. Hvilken Opgave at vinde hende! Dette Kys paa hvid Barnehud havde hans Læber ikke glemt. Der var i hende en Varme og en Sødme, som hendes Liv havde nægtet Udfoldelse. Hvilken Opgave at vise hende Livet, som det er! Han mindedes en forlegen Gestus, en Vigen i hendes Blik. Barnlig Uprøvethed, Angst overfor Lykken – en Times Kærlighed, og hun vilde være straalende Kvinde! At se hende i Øjet, naar de Skygger lettede, at søge denne ufordærvede Sundheds Dyb! Hun skulde forlade sit usle Slid og følge ham. Han vilde tage hende hertil, klæde hende i Silke fra Milano og Karmeliterfløjl, lægge en dyr Pels over hendes Skulder og føre hende hen foran Hotelværelsets Spejl, se hendes Smil i dette Øjeblik, den kvindelige Rus ...
Midlerne til alt dette? Aa, det havde ingen Nød. Nagel ejede Sandhavns bedste Opland, Grundenes Værdi voksede, og en Dag vilde Byen komme til ham og tigge ham om at sælge. Desuden vilde han genoptage sin Sagførergerning, rimeligvis ude i Havnebyen. Dèr var Brydninger, dèr var det 194| nye; der vilde han virke som en ny Mand og have en ung Kvinde ved sin Side.
En Uge gik under tiltalende Overvejelser. Saa fik han et Kort fra Bodil, skrevet med stejl Lærerindeskrift. Det viste et Billede af Sandhavn nye Skole og var forlagt af Sandhavn ny Bog- og Musikhandel (P. Nielsen). Bodil skrev, at hun var tilfreds med sin Gerning derude; hun haabede, at det adspredte ham lidt i hans Sorg at være dernede i Syden, som hun vel aldrig fik at se. Hun handlede naturligvis kun hos den nye Købmand Pihl, for at straffe B. for hans Uhøflighed; men forresten var der kommet tre nye Købmænd derud, saa Konkurrencen var haard. Hun takkede ham for hans Godhed og sendte mange Hilsener.
Nagel blev glad for dette Livstegn fra sin Fantasis Herskerinde. Han gav sig straks ilag med et rigtigt Brev. Selvfølgelig gik det ikke an at skrive, at han havde kedet sig; Succes i alle Forhold er dog altid det mest flatterende. Han hentydede til sin Sans for arkitektonisk Skønhed, skrev en kort Hymne til Roms Pris og nævnte i Forbigaaende celebre Festligheder, som stod paa denne fortryllende Bys Dagsorden. Dernæst fremførte han som Modsætning Sandhavn, mindedes ganske kort deres lille Udflugt, hvor hun havde stødt til hans Riffel, og gled derefter over til Omtalen af Klosterlivets dragende Indflydelse paa et saaret Sind. Dette Mesterværk af fin Forstillelse pinte han sig med at gemme en Uge, thi man maa aldrig lade ivrig i Affærer, hvor man brænder af Utaalmodighed. Saa afsendte han det.
I Virkeligheden havde han den største Lyst til at rejse nordpaa, og hans Aftentur gik gerne ned til Banegaarden, hvor han saa Toget glide ud over Campagnen, bort fra denne solflimrende Forvirring, der intet sagde ham og intet gav ham. Imidlertid lod han Dagene gaa med Planer og Beregninger vedrørende den Fremtid, der virkelig nu rummede baade Interesse og Spænding. Et Tilfælde fik ham til endelig at købe Billetten.
Han fik nemlig en Dag fat i en dansk Avis, efterladt af en Landsmand paa et Trattori. Det var et Nummer af »Klokken et«. Under Overskriften »Havne-problemet« fandtes følgende:
»Det er almindelig kendt, at det ikke er lykkedes at fuldende det storslaaede Havneanlæg ved Sandhavn (Nordby), 195| som nu har staaet paa i otte Aar. Imidlertid vil et Rygte vide, at man vil søge foranstaltet en Prøvelanding samtidig med, at den nye Banestrækning Nordby-Sandhavn indvies nu i Efteraaret, og det er ingen Hemmelighed, at man herved mener at kunne lette Vedtagelsen af den Efterbevilling, som udkræves til Fuldendelsen af den østre Havnemole. Ingeniør Severin, der har bygget Havnen, udtaler til os, at Landingen vil kunne finde Sted uden mindste Risiko, og at vor nye Transithavn saaledes allerede nu er en Kendsgerning. Det enestaaende Bygningsværk vil indskrive dansk Ingeniørkunsts Navn i Verdenshistorien, og vi kan glæde KLOKKEN ETs Læsere med, at vor skattede Medarbejder Hans Erup i en Række Breve vil skildre Indvielsen af Anlægget, der yderligere vil forbedre vort Lands Stilling i det internationale Kapløb.«
Samme Aften sad Nagel i sit polstrede Kupéhjørne og gyngede ind i Italiens Nat bag et Iltogs-lokomotiv, som sendte sine Ildgnister ud under stedse nordligere Stjerner.
Damperen »Robertson«, 3000 Tons, forlod Havnen i Hartlepool.
Det var henad Aften. Oktobersolen var vinterlig rød; mens Damperen langsomt drejede ind i sin Kurs, gled Koøjnenes Solbilleder som blodrøde Flammer over Bestiklukafets brune Væg. Der var ingen derinde. En Flamme ramte Barometret, og der opstod en lille Lys-eksplosion; fra Glas og Messing sprang farvede Glimt til højre og venstre. Men bag Glasset stod den blaa, alvorlige Naal og hældede sig mod de lave Lufttryks Region.
Havet var ret stille og havde under Solen en Glans som anløbet Kobber. Bag Damperen sank England tilbage i sin Røgtaage; østpaa laa Vandlinjen høj, skarp og skifergraa. Man hørte Skramlen fra Lastrum og Maskinrum; Dækket blev svabret og Lastlugerne dækket med Presenninger. Det var en Fragtbaad, i Øjeblikket lastet med The, Mel og lettere Maskindele. Den havde hidtil sejlet paa Esbjerg, Frederikshavn og Gøteborg; paa denne Rejse skulde den anløbe Sandhavn og der afgive sin Last til Distribution over Nordjylland. Der 196| var en vis Spænding ombord i denne Anledning. Hvorledes vilde den nye By tage imod dem? Turde man tro, der var en anstændig Knejpe, eller vilde man ogsaa her blive stillet overfor den glædeløse Lokalitet, benævnet Læsestuen for Søfolk? Ingen havde set Stedet. De kendte kun Fyret.
Der stod i Læ bag Hækjollen en Herre i blaa Dragt og svær blaa Ulster. Han røg Cigaretter og betragtede det arbejdende Mandskab. I Ny og Næ medførte Damperen Passagerer; der var midtskibs et Par gode Kahytter, og i Kaptajnens Maaltider kunde selv en kræsen Rejsende være tjent med at deltage. En saadan Passager havde indfundet sig idag kort før Afrejsen. Hans Rejsebureau havde opgivet ham denne Damper som den mest direkte til Nordjylland. Kaptajnen var veltilfreds med at faa en fremmed at snakke med.
Denne Passager havde en særlig Interesse af at gøre netop denne Tur. At spare nogle Timer betød lidet for ham; at se Sandhavn igen betød meget. Det var nemlig Johan.
Han stod i det hurtigt faldende Mørke og saa sig om. Dette var altsaa den anden Ende af det Hav, han havde spejdet saa tit ud over i en Tid, der nu syntes uendelig fjern. Han havde nu et kvart Aarhundrede paa sin Ryg, og han havde benyttet sine Aar godt efter denne Verdens Maalestok. Som Tegner for »Standard« havde han startet en ny Stil. Først havde Publikum fundet hans Streg fremmedartet og lidt brutal; senere fandt man den raffineret, dernæst allerkæreste, og tilsidst begyndte Plagiaterne at vise sig, Successers sikreste Bevis. Paa dette Tidspunkt var der i »Standard« vaagnet en Trang til at forsøge sig paa skandinaviske Markeder og en Trang i Johan til uden Opsættelse at gense dem. Disse Interesser kunde let forliges; Johans Modersmaal gjorde ham særlig skikket til at tale indtrængende til skandinaviske Forhandlere. Derfor befandt han sig nu paa en kombineret Lyst- og Forretningsrejse hjemad, og det mærkelige Tilfælde paa Rejsebureauet havde givet hans Kurs en uventet lige Retning mod netop det Sted, han mest af alle ønskede at gense.
Johans gule Støvler knirkede fint i Dækket, da han begav sig hen til Bestiklukafet. I Lyset fra Mast-lanternen saa man, at han var blevet en velvoksen og kraftig ung Mand. Under den brede Hat viste hans Kind en permanent lodret Fure bag Mundvigen; der var Modenhed i den, men ogsaa Skepsis. 197| – Nu stod han og kiggede ind gennem Lukaf'ets Rude. Det blæste ret kraftigt ind over Skibet fra Vest-nordvest.
Du forbarmende – stod den Barometernaal ikke helt vandret nu –? Der var Uhygge ved denne stumme Pegen, foreløbig det eneste Vidnesbyrd om, at Naturkræfterne havde rynket Pande.
Havnens Indvielse tegnede til at blive en virkelig Begivenhed.
Den ene Mole laa nu virkelig trekvart Kilometer lang ud fra Kysten og afviste med sine Betonvægge det enorme Vandpres, som fulgte med vestlige Vinde. Det var en hel Spaseretur at gaa fra Havnepladsen ud til Molehovedets Blinkfyr og tilbage igen. Brystværnet derude var af huggen Granit; indad havde man foreløbig maattet nøjes med en svær Bjælkevæg langs Ydersiden. Det skulde være et vildt Vejr, der blæste Skum over den høje Mole. De enorme Betonblokke herude dannede et plant Gulv. Kransporene laa her endnu. Den anden Mole var kun halvt færdig; Yderbassinet var derfor endnu aabent mod Øst. Vinden fra dette Verdenshjørne formaaede imidlertid ikke ved Sandhavn at rejse synderlig Sø, saa ved Indersiden af den store Mole var der et langt, roligt Farvand, hvor en Damper eller adskillige kunde finde Liggeplads. Hellerikke Inderhavnen kunde kaldes færdig; det sørgelige Svind i Pengenes Værdi havde stanset Arbejdet i Utide.
Kranen, denne Jætte paa Hjul, stod paa Havnepladsen og oversaa sit Værk. Den var lutter Skelet og en Begyndelse til et Ansigt øverst, men den havde baaret Sten og lagt dem ud i Brændingen i mange Aar; det var den, der var Havets Overvinder. Nu stod den og hvilte sig, godmodig og lidt forlegen som stærke Folk efter en imponerende Ydelse. Det var saa lidt at tale om. Man kunde se sig helt glad paa den og udnævne den til Forbundsfælle i Kulturkampen; men der var noget i dens Ansigt, som røbede total Ufølsomhed overfor skønne Ord.
Paa den vidtstrakte Havneplads saas en hyggelig Administrationsbygning af røde Sten med endnu ufærdige Kontorer for den kommende Havnefoged og Personalet. En Række 198| hvide Buelamper svingede blidt i høje Master. Langs Jernvejsporene indad Byen til laa Skure af Bølgeblik og Haller af Sten; her var Stedet for Nedpakning af Fisk. Til det store Kølerum kom »Robertson« med Ismaskiner. Mellem Skurene laa nyankomne Bjerge af Cementsække og ventede paa at komme i Blanderen. Paa den anden Side af Sporene var der en bred, overdækket Perron og et Toldsted; man skimtede Lokomotiv-remise, Drejeskive og Kulbunker. Bag alt dette grupperede sig Begyndelsen til en By.
Den, der ikke havde set Sandhavn i otte Aar, vilde ved et Gensyn nu have al mulig Grund til at knibe sig i Armen. Kroen erstattet af et betydeligt Hotel med Glasveranda; Fiskerne installerede i solide Nybygninger langs en Vej, som et blaat Skilt navngav som »Genforeningsvej«; paa »Nordbyvej« to røde Kolosser under Opførelse, et Forsamlingshus og en Kommunalbygning; et Utal af Barakker; overfor Jernbanestationen et Udsalg fra Crome og Goldschmidt og en pragtfuld Filial af Landmandsbanken; adskillige Garager, en Benzinpumpe som en rød Flamme op af Jorden; en bred, nordgaaende Hovedgade, simpelthen døbt »Norgesvej«, og paa denne en Købmandshandel bredende sig foran Bartholins, den forhen eneraadende. Saaledes var i flygtige Træk den By, der paa Indvielsesdagen spredte sine Murmasser under Fyrbakken. Den ansloges til i Øjeblikket at have 2,000 Indvaanere, men en betydelig Procent af disse udgjordes af Bane- og Havnearbejdere og disses Familier, indvandrede Haandværkere, et cetera; saalænge Skibsfarten ikke var kommet igang, fandtes der selvsagt ikke flere naturlige Ernæringsmuligheder end tilforn. Der var da ogsaa noget kunstigt over dette pulserende Liv, noget belaant over disse Huse og Butikker; derfor havde man haft gode Grunde til at søge Havneindvielsen fremskyndet. Den første Sæk Mel, der kom iland, den første Foustage Smør, der blev trillet ombord, den første Turist, der fra Molen lorgnetterede denne myreflittige lille By, vilde virke som et Sundhedspust over de ophedede Pander, genopvække den økonomiske Tillid og bringe reelle Penge til Stedet. Der var gode Grunde for den Nervøsitet, der i Øjeblikket beherskede denne mærkelige Wild-west-by.
– Dagen kom.
Naar man i Danmark planlægger en Skovtur, faar man 199| gerne Regn den paagældende Dag; ved Kapsejladser indtræffer et mat Vindstille, hvorimod en Indvielse af Vandbygninger maa regne med Uvejr og Storm. Vejrguderne har altid vidst at more sig paa vor Bekostning. Men at det skulde blive en saa forbitret Orkan som den, der allerede Aftenen før stod som et Batteri af Mitrailleuser udenfor Døre og Vinduer, havde man dog ikke forudset.
Der svævede den Aften en Maanestump i Vest; det var klart, men snart kom de første Skytotter hvirvlende, og det saa hurtigt, at Maanen syntes at falde hovedkuls mod Havet. Der kom Skyskibe; de blev til Flaader, til en Armada, som skjulte den sidste Plet Himmel og sejlede med taagede Køle lavt over Sandhavn. Om Morgenen var det Graavejr, og Stormen medførte lidt Regn, Sne og Havfraade, en Blanding, der smagte ubeskriveligt. Fyrbakken ydede Byen nogen Læ, men paa Havnepladsen gik det løs; man maatte næsten krybe de første Skridt. Ingeniør Severin stod i Regnkappe midt paa Molen; hans Hat var blæst af, det sorte Haar flagrede ned over Panden. En for en kom de vældige Vand-vægge vandrende, brød sammen og gav Plads for den næste; Molen drønede i hele sin Længde. Havet førte Stormbukke frem for at prøve hans Værk. Severin gik længere ud. Her i Yderhavnen, hans Afsnit, var Molen smallere, men urokkelig kastede den Angriberne tilbage. Paa højre Side var der smult Vand i et bredt Bælte; man havde her kunnet manøvrere en Robaad, ja en Pram.
Han saa paany mod Vest og smilte spottende. I et saadant Øjeblik er Hovmod tilgivelig: naar Naturen ved at udfolde al sin Magt kun opnaar at bevise, at Mennesket er mægtigere. Bygmesteren nød sin Triumf i et ensomt, grumt Øjeblik. En Søfugl lynede hvidt over den graa Himmel. Gule Tangflager laa slynget indover Bjælkeværket. Hver Bølge stod et Øjeblik som en Mur af Glas, grønligt klar i Midten og truende sort i den tynde Kam; paa Sekunder sprang en hvid Løbeild hen langs Kammen, og Eksplosionen skete og hyllede ham i Saltstøv. Allerede da stod den næste Bølge glat og stum, og bag den rakte andre Hals for at se. Naar en Kæmpebølge ude over Revlen sank i sig selv, aabnede den en pludselig Udsigt som til fjerne hvide Byer og Skove af urangrønt Glas. – Han lagde sig ned og lyttede tæt ind mod Cementen, lyttede efter Klage200|lyd i Stenen gennem Havets Maskinhals-torden. Der var intet, der vaandede sig. Han gav sig Luft i et Triumfraab, men hørte det kun inde i sit Hoved; der var ikke Ørens Lyd. Klamret til Bjælkeværket begyndte han at gaa ind.
Paa dette Tidspunkt stod den Nordby Stationsforstander paa sin Perron og gjorde, iført stram Galla, Honnør for et langsomt bortrullende Tog. Utallige Tog havde han dirigeret sydpaa; men dette gik mod Nord. Han saa den sidste Vogn forsvinde i den »gale« Retning. Det var, som der boredes en Tunnel ud gennem Bagsiden af hans tilvante Forestillingsverden. Nogle forpiskede Blomster dansede Kankan henover Asfalten. Han rullede tankefuldt sit Flag sammen og gik ind til Telegrafen.
Ved en kedelig Malkonduite, som dog ikke forundrede nogen, kørtes dette Premieretog af et af Statsbanernes værste Rakker-lokomotiver, og Togstammen var sammensat af de Vogne, som i Aartier havde bragt Nordjyllands Smaastadspublikum til Fortvivlelsens Rand. Imidlertid, Maskinen struttede af Flag, og Togføreren var endnu varm af Afskeds-portvinen. Langs Vejene stansede Godtfolk og vinkede, Ledvogtere stod strunke, og Sporskiftere med Haanden endnu hvilende paa Grebet viste sig i alvorstung Fotograf-positur. Ved Stationerne, af hvilke der syntes anlagt alt for mange, fløj en civil Herre ud paa Perronen og skiftede Kupé. Det var Hans Erup, den kendte Journalist, der ønskede at faa talt med saa mange som muligt.
Inde i Nagels røde Fløjls-kupé havde han dog intet Held med sig. Nagel var apatisk. Han havde ikke været rigtig ædru i de sidste tre Dage.
Nagel befandt sig i en yderlig Situation. Hans Penge stod i Grundene og i Pihls Butik. Kontantmangelen havde svævet over hans Hoved, siden han kom hjem. Aldrig i sit Liv havde han prøvet dette det mest prosaiske af alt: en tom Lomme! Havde Krediten ikke været en hellig Institution i Nordby, havde han maaske ligefrem maattet nægte sig baade det ene og det andet! Dog, det hele skyldtes jo kun et Sammentræf af uheldige Omstændigheder. Indvielsen herude og den paafølgende Sanering af Sandhavns Økonomi vilde forandre alt; hvem vidste, maaske var de første Købere til hans Grunde 201| allerede paa Trapperne. Først skulde dog Bartholin klemmes; nu var det nok med den Henstand.
Han var paa ingen Maade særlig oprevet af Situationen. Egentlig var han glad; han var jo ved at forny sig selv. I Nordby var han færdig; men Sandhavn behøvede en Sagfører. Han holdt til Stadighed to Værelser paa Hotellet derude og viste sig en Gang om Ugen i disse, rigtignok hidtil uden at træffe Kunder. Men nu vilde han flytte over i det nye og indlade sig mere med Folk. Her kom han agende med flagsmykket Lokomotiv; Nordby var glemt bag ham. Hvilket nyt Liv skulde han ikke begynde ude ved det friske Hav!
Pengesagerne hobede sig op i hans Sinds Forgaard; men i dets Tempel levede kun Tanken om den unge Pige, han vilde vinde. Nat og Dag saa han hende. Nu skulde Slaget staa! Han havde set hende nogle Gange efter sin Hjemkomst; hun havde faaet Farve i Kinderne af det Havliv. Der var ingen Tvivl om, at hun var indtaget i ham. Dog følte han sig ikke ret som den sikre Erobrer; han var nervøs over endelig engang at være saa personlig optaget af nogen, over at dette betød noget mer end Adspredelse. Hun pinte ham ved ikke allerede nu at være hos ham; han gjorde sig urimelige, næsten skinsyge Forestillinger om hendes Gøren og Laden. Han tænkte paa hende med forhekset Uro og drak imens. I Forgaarden laa Pengesager og mumlede. Der blev præsteret en Indbetaling paa hans Kontor for Salget af et Hus. Han lagde naturligvis disse Penge i Pengeskabet. Men hvad var da det, som nu gjorde hans Tegnebog saa tyk? Naa ja, Sælgeren kom jo først om en Tid efter dem. Der manglede allerede en Del, men dette og mere til vilde snart være indtjent. Fy, hvor hans Hænder dirrede ...
Efter Bjerringsted kom endnu en lille Station; Byen bestod kun af tre Huse og en Vej, der var den søndre Indgang til Sletten, hans Grund.
»Sic itur ad astra,« sagde han til Erup.
»Naa – ja, paa en Maade,« svarede denne ilde tilpas.
»– mod mine to dejlige Stjerner,« drømte Nagel. »Her er Forstaden.«
»Hvorledes?« spurgte den forbavsede Journalist.
»Forstaden til vor nye Havneby. Kolonihaverne ... Søndagsudflugterne ...«
Erup 202| betragtede ham prøvende. Skønt han selv efter god journalistisk Sædvane fremstillede de Ting, han blev sendt ud at se paa, i revolutionerende Maalestok, for næste Dag at glemme dem, forekom Nagels Overdrivelse ham dog mistænkelig. De tre Huse, man saa bag den regnvaade Rude, var for uanselige, og Vejen var af dem, som øjensynligt kun fører ud til et Sted, hvor de efter slyngede Spekulationer over deres Berettigelse gaar tilgrunde.
»Hm,« sagde Nagel og førte det svagt parfumerede Lommetørklæde over Panden.
»Hvadbehager?«
Nagel saa ud ad Vinduet.
»Jeg syntes, De sagde noget?«
»De maa have hørt fejl.«
Erup betragtede Nagels Laksko og anede sig til Kjolesættet bag den sorte Frakke.
»De er maaske Formanden for Sandhavns Grundejerforening?«
»Nej, for Foreningen til Beskyttelse af Privatmænd.«
Man holdt ved Terminal-stationen. Nagel følte til sit Halsbind, og underlig nok kunde han føle sit Hjertes Slag helt der oppe. Heldigvis var han kun Næstformand; Kromanden herude var Præsident. Nagel kunde derfor nøjes med hastige Hilsener paa Perronen. – Begivenheden skulde fejres ved en Banket paa Hotellet; Vestkystens Fiskeriforeninger var Værter. Disse havde sendt fem Delegerede; indbudte og tilstede var, for at begynde ovenfra, Ministeren, to Rigsdagsmænd, Nordbys Borgmester, Havnens Ingeniører (Beyer var dog udeblevet), Arbejderformændene, Stationsforstanderen og andre Honoratiores fra det nye Sandhavn, Grundejerforeningens Spidser og et Par Journalister. Nagel hilste sig gennem Sværmen og beklagede Vejret. Var hun her ikke? Det trak op til Taler allerede paa Perronen; han skyndte sig at forlade Stationen med en optaget Mine. Der stod hun ovre!
En Filmsfotograf havde taget Opstilling paa Pladsen. Nagels celebre Tilsynekomst fornægtede ikke sin Virkning; Manden begyndte at dreje. Sagføreren tog til Hatten for at hilse paa Bodil, men Stormen havde andre Planer; Hatten hvirvlede gesvindt frem over Pladsen. Heldigvis var her faa Mennesker; de fleste Tilskuere var strømmet ind paa Perronen, 203| hvor en flerstemmig Fædrelandssang netop løftede sig manende. Nagel fik med sin Stok sat Bom for den balstyrige Hat. Situationen er med Rette frygtet. Den smagte hellerikke Nagel, og det forekom ham, at han havde hørt hende le en Smule. Han var ikke langt fra at ærgre sig, men i Betragtning af, at det ellers aldrig hændte ham at være til Latter, fandt han det for denne ene Gangs Skyld pikant. Herregud, der var et Spil af Ømhed og Drilleri i hendes Øjne, noget meget livligt og yndigt, som fik ham til at ønske Indvielsen aflyst, saa han kunde gaa Tur med hende langt ud i de gule Klitbjerge.
Imidlertid fortalte hun om Damperen, at den skulde være kommet nu Klokken fire, men Taagen inat havde vistnok sinket den; oppe fra Fyret ledte de med Kikkerter i Horizonten og vilde telefonere til Festkomiteen, saa snart den viste sig. – Der var noget oprømt over hende idag; Blæsten syntes at forny hende sjæleligt, gøre hendes Tone let og forhaabningsfuld. Hun talte om, hvor god han havde været mod hende, et Emne, han ikke brød sig om, fordi »god« altid havde en Klang henimod det sølle; desuden kunde det tyde paa, at hun vilde lette sit Hjerte nu, da Faderen snart kunde ventes sat i Frihed, hvilket desværre vilde forandre meget. Alt dette trættede Nagel, han vilde hende nærmere, ind bag alle Taksigelser til hendes Pigevæsens Kærne. Men hans Frist var for kort; Flokken fra Stationen var allerede paa Vej bag dem og vilde snart optage ham i sig.
»Se, der kommer de,« afbrød han. »Der bliver Taler og Skaaler og alt det som en lille retskaffen Pige hader. Blot det var overstaaet. Jeg vilde meget hellere en Tur i Klitterne, en rigtig Stormvejrstur.«
Hun saa paa hans Laksko: »Nej, det duer De ikke til idag. Jeg er ogsaa vis paa, at De gaar med en stor Tale i Dem. Bare jeg skulde med ind og høre Dem.«
»Hvad skal De da?«
»Ind og skrive et Brev.«
»Ved De hvad,« sagde han overgiven, »jeg gaar med Dem, jeg gider bogstavelig ikke –«
De stod i Hoteldøren. »Nej,« protesterede hun leende. »Idag fester vi –«
»Og imorgen?«
Hun tænkte sig om. Imorgen? Arbejde naturligvis, arbejde 204| den Dag som andre Dage. Det samme Livet igennem, hvis ikke noget indtraf – for Eksempel imorgen! Og hendes lille Hoved, pludselig tungt af Tanker, hvilede et Øjeblik mod hans fine Frakke:
»Imorgen – Arbejde.«
Han havde imens snoet en af hendes Lokker om sin Finger, og den var som levende Kobber:
»Nej, Fest imorgen, Bodil. De har lagt Dem en Arbejdsrynke til; den maa glattes ud. Og jeg ved én –.« Men da havde hun allerede revet sig løs, hendes lyse Ansigt og de lyse Strømper forsvandt i Gangen. Paa hans Nethinde tegnede de sig endnu, i hans Hjerte stormede de endnu. Saa lidt og saa meget skulde der til for at nagle en Fribytter til Livets Pæl:
»Først i Overmorgen Arbejde – for dig.«
Med de sorte Frakker hvirvlende om sig kom den snakkende Flok, veg forsigtigt ud paa Gaden for ikke at faa Mursten i Hovedet fra en Nybygning, og slog saa sammen om Nagel. Denne Opvaagnen til Lugten af forskelligartet Tøj og Skraa, vaade Hatte og smagløse Urkæder var Nagel ubehagelig; han undskyldte sig hos Siemsen, de Delegeredes Formand, som vilde have en Forhandling igang om, hvad man egentlig skulde gøre, og søgte over til sine to Værelser. Han børstede sig omhyggeligt, skænkede en respektindgydende Cognac og satte sig paa Sengen i lykkelige Tanker. Det store Spejl i Skabet ænsede han ikke.
En Tid efter gik han ned paa Gaden og ind til Købmand Pihl.
»Hvordan staar Maaneds-balancen, Pihl?«
Han blev vist ind i det private Rum.
»Ikke godt. Folk holder ved Bartholin, af gammel Vane. Og de nye har nærmere til Jensen ... Men naar nu Byen faar Lov at komme sig og vokse videre, saa kommer det igen med store Renter, Sagfører.«
»Er Bartholin inviteret?«
»Ja.«
»Og De?«
»Jeg – øh, ser vel indenfor i Aftenens Løb.«
Nu maatte Nagel slutte sig til Selskabet. Der var tyk Tobaksrøg inde i Glasverandaen. Et Forslag om straks at bese Havnen var blevet stemt ned; man havde Forpligtelser over205|for sit gode Tøj. Som en Slags Erstatning viste Ingeniør Severin Planer og Prospektkort frem. Erup og Kelneren skiftedes til at ringe til Fyret, om der dog snart ikke var en Mastetop at se.
»Lægger Damperen virkelig bi i dette Vejr?« spurgte Nagel.
»Selvfølgelig,« svarede Severin skarpt.
Ministeren og Rigsdagsmændene havde dannet privat Kaffebord i et Hjørne. Stemningen var ikke den bedste.
Nagel tændte sukkende en Cigaret.
– Bodil sad paa sit lille Værelse og skrev. Det var et Brev til Johan. Hun havde valgt denne Dag til det, for det skulde næsten være et Slags Opgør. Det var, som en ny Tid begyndte nu, og man maatte gøre op med den gamle. Der havde jo altid været noget mellem dem, ligesom en stille Aftale om, at hun skulde vente paa ham; men han skrev aldrig mer til hende. Naa ja, saa havde han vel fundet Glæden et andet Sted; det kunde ingen bebrejde ham. Men de maatte vide, hvor de havde hinanden. For hende stillede det sig saaledes, at ogsaa hun havde ungt Blod; hun kunde ikke love noget, hvis maaske – en Dag – –. Hun havde faaet Meddelelse om, at hendes Fader snart vilde blive udskrevet fra Hospitalet; der var Fremgang i al Ting, hun fik sin Fader igen, Havnen indviedes – –
Men hvor den Slags var svært at skrive! Hun saa grublende ud ad Vinduet og stak Pennen bag Øret, en uklædelig Vane fra Seminariet. Det var ved at blive Aften, og den graa Himmel tonede over i gult. Et Sted maatte Solen have fundet en Sprække; nu farvede den Verden med en underlig Lød, gusten, angstfuld, uvirkelig; et Lys, der gik ind i alle Kroge og fik Folk til at se fremmed paa hinanden. Dette Visionskær, i hvilket Stormen syntes at tøve, fik Bodil til at erindre Fortiden heroppe, Johans og hendes frie glade Dage, og mindes med hvilken Glød Drengen Johan havde fulgt Havnens Vækst. Han troede paa den som et Evangelium; naar de tvivlede paa, at noget rigtigt vilde gro for dem, fordi det saa saa sort ud i Hjemmene, sagde han altid: Se blot til Havnen! – Og vist groede den. Aa, at han dog ikke kunde være her til den store Begivenhed! De skulde tage hinanden i Haanden og gaa ned i Skumsprøjtet, være de første til at vinke 206| velkommen til Damperen. Havnen betød jo meget mer for dem end for de Selskabsherrer derovre. Ja tænk, om han var her ...
Og dette gule Lys, der gabede saa underlig grædefærdigt herind, gjorde hende forknyt. Hun pillede ved sit Lommetørklæde. Hvorfor gik det dog altid saa skævt! Hun sad med lukkede Øjne og huskede ham saa tydeligt. »Johan,« sagde hun en eneste Gang, og Navnet gjorde hendes Strube tør og uregerlig. Saa smældede en Haglbyge løs mod Ruden, og Verden blev atter graa. Hun tørrede sin Kind og tog Pennen:
»Farvel da. Din Bodil.«
Punktum.
Hun kastede sin Kaabe om sig med et Suk, men kun ét. Det nyttede ikke med den bestandige Sukken. Siden dette var Verden, maatte hun godkende den. Det nyttede ikke – nej og nej og nej!
Det var Aften nu. Ved Posthuset, der nu laa ved Siden af Stationen, tøvede hun, da hun skulde kaste Brevet ind. Her var Læ. Hun kunde forresten gerne tælle paa Knapperne. Skal, skal ikke ... skal ikke. Havde hun flere Knapper? Nej. – Hun var gaaet hen til Hjørnet. Men der laa jo en løs Knap i Lommen! Mon den talte med? Det var bedst at spørge Nagel om det. Brevet skulde selvfølgelig afsted; hun lod det plumpe ned i det røde Svælg.
I det samme gik en gammel, foroverbøjet Mand forbi hende i næppe et Skridts Afstand.
Hun tog sig til Hjertet. Hvem var dog det?
»Hallo, Frøken!« Erup kom frem i Døren. Han missede parisisk med Øjnene: »Undskyld Afbrydelsen! Hvis jeg ikke var Referent ved »Klokken et«, vilde jeg i et Digt prise Deres skønne Nakke, set gennem et Posthusvindu. Tillad mig at spørge Dem, som lokalkendt, om Telegrafpersonalet er gaaet til Barber paa denne Tid?«
Hun viste ham, hvor Indleveringen var.
»De er bleg, Frøken?« Der kom noget vejrende over Erup.
»Farvel, jeg maa gaa,« stammede hun og løb ud i Tusmørket. Der var ingen at finde.
– Erup hjemsendte sin første Beretning. Som god dansk Journalist formede han den ikke som en Oversigt over Kendsgerninger, men som en lyrisk Komposition, udsat for det føl207|somme Instrument Erup. Beretningen, i hvilken man næsten ikke følte Manglen af det udeblevne Skib, lod diskret ane, at Jernbane, Havn og By altsammen var bragt tilveje af »Klokken et« som en lille Overraskelse til Læserne, og sluttede med en Betragtning af Danmarks internationale Stilling, som kunde give Europa noget at tænke paa.
Han gik sulten hjem gennem Mørket og fandt Stemningen yderst trykket. Damperen var fremdeles ikke isigte. Kaffebestillingerne var døset hen, og Gieselbæk halvsov. Endelig løftede Siemsen det graa Hoved:
»Vi kunde jo maaske,« rømmede han sig og saa uskyldigt ud ad Vinduet, »gaa tilbords –?«
Det lettede. Man rejste sig, lidt skamfuld, men glad.
»Ja, naar Gæsterne kommer for sent –,« spøgte Ministeren med Henblik paa den ventede Kaptajn.
»– Troede vel, det var Souper,« forsøgte en Rigsdagsmand og slap heldigt fra Fremmedordet.
»– Lære sig Præcision,« supplerede den anden med et rødt, velvilligt Grin.
Man begav sig over i Salen, hvor et straalende Bord var dækket. En Del Nordbyfolk var mødt op. Bartholin holdt sig sky midt i den tætteste Gruppe; man saa Lysene spejle sig i hans stille Evangelist-øjne. Nagel konstaterede, at han selv var den eneste, der var mødt i Kjole.
»Nej, Kultur,« betroede han vemodigt sit Rundstykke, »det maa man sgu ikke – vente –.«
Middagen tog Opsving og Talerne var mange. Udenfor styrtede Regnen. Der bredte sig en vennesæl Stemning; man glemte Kaptajnen og Skibet og havde Følelsen af, at Havnen var godt og forsvarligt indviet nu. Siemsen bød Velkommen og talte for de tapre Fiskere, Kromanden for Stedets Opkomst, Ingeniøren for Havnen og sin Forgænger, som han smilende mindedes; Stationsforstanderen saa nærmest Sagen fra et Jernbane-synspunkt. Nagel talte for Kvinden, Borgmesteren for Søsterbyerne, Arbejderformanden for de heltemodige Arbejdere og deres Faldne (man rejste sig); Ministeren for Konge og Land. Der blev røget Cigaretter mellem Retterne, og et Vindu stod paa Klem; Erup telefonerede af og til op til Fyret. Den røde, bondefødte Rigsdagsmand lyttede bevæget til Regnen, den gamle, kære Lyd. Han maatte ogsaa op og tale:
208|»Naar (a) jeg ber om Ordet for en – lille Bemærkning, saa gælder den Regnen, der minder mig om min Barndom. Regnen, det er den gode Lyd for vi Bønder. Dansken kan fare tilsøs og køre paa Jernbane; han kan bygge Havne og Huse og Hoteller. Men den inderste Kærne i Dansken er Følelsen for Jorden. Bønder er vi. Den Jord, som vi legede paa med Hestetømmer og Drager engang, den lægger vi ogsaa vor Manddoms Gerning i, og den vender vi tilbage til langvejs fra. Derfor: en Skaal –«
En Rude faldt skingrende ind i Salen. Alle sprang op. Kroværten styrtede derhen.
»Var der nogen?«
»Kun Stormen.«
»Onde Aander – uha.«
»Men sæt dog en Skærm for.«
Vinden strøg kold ind i Salen. Man gyste og garderede sig. Rigsdagsmanden, der saa noget apoplektisk ud, fik Skaalen gennemført.
For at forstaa det følgende maa man gøre sig klart, at Nagel, der længe ikke havde været nøgtern, under Festen havde drukket for tre Mand. Han var nervøs, oprevet af at vente, og led ved de summende Fraser. Nu var han lykkelig og vel naaet derover, hvor alle Hæmninger viger. Ved Kaffen trak han Bartholin hen i et Hjørne:
»Hør nu – sagt i en velvillig Stund. Paa atten Aar fordobles en Kapital.«
Bartholin nikkede mørkt.
»Paa ni Aar vokser den ikke nær saa meget. Vi vil have Sagen ud af Verden. De 4000 er vokset til 6,200, ikke?«
Bartholins Læbe løftede sig lidt for en gul Gnaver-tand. Hvad var Meningen? Nagel havde jo selv med frygtelig Omhu holdt ham underrettet om Gældens uhyggelige Vækst.
»Se, jeg har brugt – snak, jeg skal imorgen bruge 6,000 kontant. Jeg vil give Dem Dekort. Jeg skriver nu en Kvittering paa 6,000; saa gaar vi straks over til Dem.«
Købmanden nølede.
Nagel tog et Kvitteringshæfte frem, udfyldte det med Summen og saa paa sin Skyldner. Han udfyldte Datoen. For Bartholins Blik faldt en Regn af Dalere, tjent en for en bag den blankslidte Disk. Give dem fra sig, kontant ...
209|Nagel skrev langsomt sit Navn ...
»Altsaa –?«
Bartholin drejede sig paa Hælen: »Næi.«
»Det var igen dumt. Nu bliver der Retssag,« mumlede Nagel. Tankefuldt lagde han Kvitteringen i Tegnebogen.
Likørerne bragte Sødme i Selskabets Stemning. Den onde Nat var glemt. Man stod i Smaagrupper og opdagede, at man havde jo egentlig smilende Venner overalt. Stride Meningsforskelle lod sig glat udjævne; for i Grundsynet var man enig, i de store Syner mødtes man. Hænder lagde sig trofast til Hvile paa Skuldre, Arme smøg sig let om Kroppe, der skulde ledes til Likørbordet. Nagel sagde umotiveret til en Mand, han ikke kendte:
»Drikke, det er ingen Skam. Skammen begynder med Violnæsen, Stubskægget og det plettede Tøj ...«
Den ukendte smilede i dyb, dionysisk Enighed.
Da kom Gieselbæk ind, stormløbende for første Gang i sin Praksis; han raabte med løftet Serviet: »Den er der!«
»Hvem?« mumlede Nagel svajende.
»Damperen, selvfølgelig,« svarede det fra et køligt Hoved.
»Aa, den Satans –,« var en saa uheldig at komme til at sige. Erup sprang op paa en Stol for at bearbejde Stemningen.
I det samme gik Lyset ud.
Fyrmesteren, hvis Arm snart var dødtræt af at holde Kikkert og Telefon, undersøgte paany Horizonten. Trods Ruskregn var Vejret nogenlunde sigtbart. Nu saa han tydeligt Dampskibs-lanterner omtrent i Vest, i otte Sømils gættet Distance. Han ringede straks til Hotellet. Det blev en underlig Samtale; det var som at ringe til en Daarekiste og først faa Opsynsmanden, derefter lutter Idioter. Han hørte i sit Rør, mer eller mindre tydeligt, Raab som: »Hvornaar? Skandale! Hent ham. Hvem? Elektrikeren! Nu skal jeg! Lys, for Pokker!« – Fyrmesteren lagde Telefonen, utilbøjelig til at ofre mer Ulejlighed paa denne besværlige Sag. Fyret, der jo havde sit eget Værk, stod urørt i sin Krans af Lys-eger, som kred210|sede Kimingen rundt og efter endt Rejse sprang som Katte op ad Sandhavns ravende mørke Mure.
Hvad var der sket? En Fremmed og ildesindet var kommet til Byen. Han havde ikke været med Toget; han var gaaet. I Nordby havde han set den nye Banelinje, men benægtet dens Eksistens. Han var gaaet ad Landevejen og havde maattet kæmpe for Erobringen af hver Meter. Jo længere han kom ud, des vildere blev hans Ansigt. Han ledte efter Kendemærker; men hans Verden var ætset væk. Der klang Stenbro under hans Støvler, da han stod paa sin Agerjord. Kunde han rive disse Sten op? Hans Mosefelt var fyldt op til Banedæmning. Hans Øje, hvidt i Randen som Bugen af en død Fisk, søgte efter et eneste Kendemærke. Himlen tændtes gusten over ham. To store Bygninger grinte, hvor Gaarden havde sin Plads. Kunde han vælte disse Mure? Han gik med bøjet Hoved og fik derfor Øje paa en Sten i Fliserækken, en Sten, der bar dette Tal: 1825. Snart vilde Hæle have slebet det væk. Han gik Pladsen rundt i en stor Kreds. Der var intet tilbage. Hans Sind var blevet for tørt til Sorg, men haardt nok til Hævn. Hvor skulde han begynde? Da følte han, at hans Hænder var kraftløse, en Oldings Hænder. Hans Ansigt fortrak sig og lignede ikke mer et Menneskes. Der var en Hund, der betragtede ham bag et Stakit i dette Øjeblik; den veg tilbage med et Sæt, knurrede hvidtandet og satte saa i høje, skærende Hyl.
Han flakkede om ad saa forvirret en Rute som en Kugle, hvis Underlag idelig vippes. Han havde før gaaet afsindig om her, men det syntes Menneskealdre siden. Sin Kones Død havde han forvundet, men dermed var Sjælens Lægedomskræfter udtømt. Denne Verden haanede ham ved at have forandret sig; dens nye Træk var en Vrængen. Ens Landevej, bygget om til Gade, mens man var i Lænker: saa har selv Tingene forstødt en. Bag en lys Rude hørte han en Røst, der udtalte hans Livs Sandhed; men denne Røst vilde ogsaa vende sig imod ham, hvis han traadte ind i Festsalen, drivvaad og gal, i Martyriets Rædselskaabe. Han trykkede Ruden ind med sin Albu. Med et voksede Stormen; han mærkede, at han stod overfor Havet i al dets Vælde. Her var Pakhus og Skinner; alt var forandret. Men Havet, det var dog det samme? Nej, ogsaa det havde faaet en Næve i Synet: Havnen, Begyndelsen til det Onde.
211|Han arbejdede sig ud ad Molen. Et Sted var et Vindstød ved at tage ham, men hans Fod blev hængende i et tyndt Reb; han faldt og var reddet. Dette Reb skar han løs med sin Kniv og stak det i Lommen, for at det ikke skulde redde andre. Uden at han mærkede det, blev det lidt efter hængende ved et Søm i Bjælkevæggen. Han naaede Ydermolen og sank sammen. Vejr og Hav stod brølende ind; han saa halvblindet frem over Molen. Da hørte han med et en Skuren og en svag Jamren. Den Sten, han laa paa, dirrede lidt under ham. Han lagde Ansigtet tæt ned mod Molegulvet; det smalle sorte Mellemrum mellem to Blokke blev større og mindre i Takt med Bølgesug og Bølgeslag; det var som en Blinken op til ham. Han stak sit Knivsblad ned i Fugen; nu sad det urokkelig fast. Nu plumpede Kniven ned mellem Blokkene. Han stak en stor Mønt ned i denne Presse og ventede, til den blev fri igen; da var Præget forsvundet.
Han rejste sig og hørte stadig denne Knirken og Klagen, en Mørkets Tænderskæren. Ude paa Molehovedet blinkede det automatiske Fyr rødt og ensomt. Det anede ham, at dets Forbindelse med Land snart vilde være underskaaret. Hvis denne Mand endnu kunde føle Glæde, saa følte han det nu.
Uden Plan, dybt udmattet, men med en underlig mørkerød Flagren for Øjnene krøb han atter ind mod Land. Hans Tankeindhold var ligesom splittet til uregerlige Fluesværme, men dybt i ham, tonende af Vished, men uden Forklaring, lød det: Havnen vakler!
Hans Fjender var dog ikke de stærkeste; Havet gav ham tilsidst Oprejsning. Hans Hjerte svandt ind til en bittelille, varm Klump. Alle hans Led dirrede; oldinge-krum og vejrløs naaede han Kajen. Han havde da ikke Kræfter nok til at løfte en Arm; han kunde ikke paaskynde Katastrofen og følte Angst for, at han skulde dø, blæse ud, før han fik den at se.
Han segnede om og ramte med Haanden noget haardt; det var Kranens Fodstykke. De store elektriske Lamper brændte klart over Havnepladsen. Han saa enkelte Skikkelser stride sig omkring; selv laa han i Skygge.
Det var Fiskere. De var hernede for at spejde efter Skibet; de brugte Øjnene godt og vejrede mod Vejret. Der var noget, der interesserede dem mer end Skibet.
212|»Kommer Fuglene en Nat som denne, saa –,« sagde en.
»Saa bliver der Fangst, ja,« svaredes der.
»Se til Fyret. Er der ikke noget Liv i Lyset?«
»Vi kan vente Graagaasen.«
»Dette Vejrlig skal nok gi' den Rejselyst.«
Hunby hørte ikke hvad de sagde. Han saa dem samles henne ved Molen og spejde. Hans Tankers Fluesværm summede; og bag den truede en Stemme: De mistænker dig for at have gjort det. Naar Havnen revner, saa sender de dig i Fængsel igen. Nu kommer de ...
Angst for fornyet Indespærring vækkede hans forvirrede Hjerne. Han maatte gemme sig øjeblikkelig. Han klatrede op ad Kranstigen; Førerhuset deroppe var det eneste Smuthul, han kunde tænke sig. Han sank sammen paa Gulvet, ubevægelig, mens Fiskerne i en Klynge kom hen under Stilladset for at tænde Piber. De raabte følgende til hinanden gennem Stormen:
»Jeg synes nu bestemt, det fløjtede.«
»Der er nok nogen deroppe allerede!«
»Det var nu en Skam at komme for sent til Fangsten.«
»Men saa stikker vi derop med det samme.«
Denne Samtale hentydede til Fuglevingernes Fløjten, og »deroppe« betød oppe ved Fyret. Hunby hørte Samtalen gennem Bræddebunden og troede sig fortabt. Hvis noget fløjtede, saa var Politiet vel allerede efter ham. Nu kom de ...
Gennem sine Hallucinationer mindedes han dunkelt, at han havde været her før. Og en eller anden havde vist ham, hvilke Haandgreb man skulde bruge.
Der stod Kranen, det flittige Monstrum, vor lydige Hjælper. Den nød Hvilen, mens den med stive Øjne saa frem over sin Skinne.
Men saa begyndte den at køre.
»Jesus!« skreg Fiskerne og tumlede overende. Den ene holdt paa den anden; de pegede fremad og hylede som Børn. Her var Djævelskab paafærde.
Hunby sled i Haandtagene. Han saa Rudens Lysfirkant løbe over Gulvet og hørte en dyb Rumlen. Han kom paa Benene og stirrede gennem de forreste Ruder. Molen syntes langsomt at glide henimod Kranen og ind under den.
Det frygtelige vilde ske. Hunby stod som omgivet af Luer, 213| spændt af Handlekraft for sidste Gang. Hans Hænder havde tusinddoblet deres Styrke. En Olding var blevet en Titan. Døende vilde han knuse deres Havn!
I nogle Sekunder fik han sin Ungdom igen. Han saa, hørte og vidste alt. Han huskede hele sit Liv, lo til Hustru og Barn, mindedes en stribet Bluse, han havde haft som syvaarig. Imens væltede Kolossen ud ad Molen med Knasen og Skingren. Han slap ikke Haandtaget, og Farten steg. Saa ...
Breschen, der var slaaet i Molen, viste sig fjernt som en lille, sort Bæk. Han saa den nærme sig og blive gabende stor. Nogle voldsomme Stød i Kranen forkyndte Afsporing. Han raabte beruset. Imens løb Kranen et godt Stykke frem ved Siden af Sporet, rev hundrede Meter Bjælkeværk løs med et Brag, fik det ene Hjulpar udenfor Molen og vendte med Værdighed Bunden ivejret. Hunby faldt op paa Loftet; Vandet væltede i samme Nu ind i Kammeret, en hvid, kold Bedøvelse, som slog ham som en Orm ind i et Hjørne. Han opfattede endnu, at Kranen drejede sig igen, da den sank.
Oppe paa Molen saa man en svovlblaa Flamme springe fra Kablet til Skinnen og tilbage igen, et langt Stykke ind. Saa lød et forfærdeligt Drøn, og det indre Bolværk fik pludselig Udseende som en brækket Arm. Hver Bølge gentog Drønet; den forsvundne Kran blev hamret mod Molefundamentet.
Lyset var gaaet ud i Sandhavn. Fyrstraalerne slikkede over den døde By. Det saa ud, som var Straalerne fulde af Støv; og den, der havde gode Øjne, kunde ved Fyrets Fod se det svage Skær af Cyclelygter, – hoppende Lygtemænd, der spejlede sig i forvildede Fugleøjne.
Bartholin var sprunget hjem efter en Pakke Stearinlys, saa Selskabet fandt omsider sit Overtøj. Imens var Kromandens Søn paa Jagt efter Elektrikeren. Man søger først en Mand i hans Hjem; derefter paa Kroen. Er han ingen af Stederne, saa er han maaske gaaet en Tur eller taget paa Besøg. Med stor Kløgt fik den søgende opsporet, at dette sidste var Tilfældet, men det tog over en halv Time. Ligesaa lang Tid gik der med at finde det Hus, hvor han var Gæst. Her oplyste en Røst ham om, at Vært og Elektriker var gaaet ind 214| til Naboens. Den søgende fandt ogsaa dette nye Mørke, i hvis Bund der laa nogle sovende Skikkelser. En Duft af Brændevin gav Forklaringen. Endnu en halv Time tog det at faa Elektrikeren bragt til Besindelse og faa opklaret, at han havde forlagt eller tabt Nøglen til Transformatorhuset.
Saa gjaldt Jagten en Smed ...
Selskabet, der ikke kunde være til Nytte i Bestræbelserne paa at skaffe Lys, kørte i Automobiler ned til Havnepladsen for at paase, at alt blev gjort rede til Damperens Modtagelse. Severin søgte at berolige Selskabet og redde Stemningen. Chaufførerne kørte med Forsigtighed ud paa den mørke Havneplads; nogle Passagerer steg ud, andre smaablundede i Hynderne.
Severin stred sig hen til Molen. Vinden syntes lidt aftagende, men Bølgerne, der først kulminerer efter Stormen, var højere end nogensinde; de kom nu fra den vest-nordvestlige Retning og slog omtrent lige ind mod Molen.
Hvorledes opdagede han det? Hjertet sygner, før man ved Ulykken. Han anede noget, skønt han intet saa. Der var en fremmed Lyd i Brændingen. Næsten samtidig mærkede han en Tomhed paa Havnepladsen; hvor var Kranens Silhuet?
Han løb som en Vind langs Sporet til dets Ende. Kranen var der ikke.
»Kranen er borte!« raabte han med Panden i Sved.
»Stjaalet,« foreslog Nagel lakonisk.
Severin var lige ved at slaa ham.
»De spøger. Jeg fraraader Dem –. Mine Herrer, her er sket noget ubegribeligt. Hvis nogen nu spøger, svarer jeg ikke for Følgerne. Det er Alvor, det er Alvor –.«
Hans Hoved gjorde ondt; det ufattelige var ved at sprænge hans Hjerne. Det lod til, at Festdeltagerne intet begreb. De begyndte at lede efter Kranen som efter en Paraply.
Han følte sig alene. Havnen var hans Sag, Øjeblikkets Gaade maatte han løse. Han forlod dem; de kunde være lige glade. Alene gik han ud ad Molen.
Ti Minutter efter kom han tilbage. Han gik op i Automobilen og sank sammen.
De flokkedes omkring ham.
»Molen er brudt,« klagede han. »Min Mole er brudt, sprængt.«
215|»Red Damperen,« skreg han pludselig.
Inden han besvimede i sit Hjørne, taagede der igennem ham Mindet om, hvad Beyer havde sagt vedrørende ekstra Sikring af den udsatte Mole.
Størsteparten af Selskabet begav sig uhyggeligt ædru ud paa Molen for at faa Syn for Sagn. De saa, at det forholdt sig rigtig nok. Der var en Bresche paa nogle Meters Bredde, som det var klogt at holde sig fra. Vandet fossede grønt gennem den, og store Hvirvler dannede sig ovre paa Læsiden. Blokkene omkring Bruddet bevægede sig. Fra det sydende Dyb stak der nogle sorte Jernarme frem.
Siemsen ledte forgæves paa Stranden efter Øjenvidner, der kunde forklare, hvorledes alt dette var begyndt. Men han fandt ikke en eneste af Fiskerne, der skulde have fungeret som Havnevagt. De gav alle Pokker i Havn og Damper; et gammelt Instinkt var vaagnet, det var Fuglefangstens Nat.
Nagel betragtede den pragtfulde Vandfos. Nogen tog i hans Frakke som for at give ham en diskret Meddelelse. Han vendte sig; der var ingen. Han famlede ind mod Bjælkerne, mærkede et Søm og fandt et Reb. Dette Reb betragtede han med lamslaaet Opmærksomhed og stak det saa i Lommen.
– – –
Maskintelegrafen kimede, og Damperen slog over i halv Fart. De vældige Dønninger, som i det sidste Døgn havde sat Skulderen under Bagstavnen og ladet »Robertson«s Skrue svirre i fri Luft, syntes nu i truende Mængde at samle sig om den næsten stillestaaende Damper for at tvinge den til at lægge Bredsiden til.
Johan stod ved Rælingen, der sænkede sig til Foden af disse Mulmbjerge og igen steg svimlende mod Regnhimlen, faldt og steg som et heftigt bevæget Bryst. Hans eget Hjerte slog haardt og hurtigt mod den haarde Lønning. Naar en Bølgebanke slugte sig selv, saa han det klare Fyrglimt, og Raketter tegnede buede Ildstrimer derinde. Fjernt hørtes Sirenernes vilde Strubelyd – Uvejrstonen fra hans Barndoms Nætter, naar Taagen faldt: Flygt, flygt, min Mand er Menneskeæder! – Men der var noget overmaade urovækkende ved at høre dem gaa i sigtbart Vejr. Damperen laa tungt hældende, funklende af Lys, ligesom uvis. Paany løftede Kysten sin hujende Stemme, og nu brummede Damperen orgeldybt 216| til Svar. Johan hørte Telegrafens sprøde Klingren igen, og en Dirren i Rælingen meldte om Skruens fornyede Arbejde. »Robertson« drejede sig, lagde Stævnen fast udad, genoptog Kampen med Havet, men efter en anden Vinkel og med en anden Brændingstone om Stævnen: Nej, her var ingen Havn, her var ingen Havn ...
Erup, spænstig og oplagt, var paa Vej mod Telegrafkontoret. Imens formede hans Beretning sig i hans Hoved. De ufattelige Uheld ved Havnen, Damperens spørgende Holdning derude, det uigennemtrængelige Mørke, Ingeniørens dramatiske Sammenbrud – det var ypperligt Stof. Den optimistiske Kærne, som ikke turde mangle, var han ifærd med at fælde ind. »Hvor Modstand kan være inciterende, det følte vi en Nat som denne. Hvor gerne havde vi ikke, om vi kunde, plomberet Molen, kaldt Damperen ind og budt Kaptajnen et ærligt dansk Velkommen! Vi formaaede det ikke, men saa sandt vort Ord har Vægt, raaber vi nu: Danske Kvinder og Mænd, byg Havnen færdig! En National-opgave! Vær med at række Haanden ud mod det travle Europa ...!« – I sit inderste var Erup dog sensationsmæt; han haabede at kunne desertere imorgen tidlig efter at have faaet Opklaringen paa alle Aftenens Begivenheder. Der forestod ham nemlig en vigtig Rejse, det aarlige Trip til Storbyerne. Med en tyk Teaterdirektør, dennes Kone og en rødhaaret Kapelmester drog Erup hvert Aar til London, Paris og Berlin for at samle Revy-nyheder, en Mission, som de alle gik til med største Alvor og med hele Landets Blik spændt hvilende paa sig. Naar de saa efter de talrige Diners bænkede sig i de talrige Parketter og tog Skøn af Nøgenhederne, følte de sig med Rette som det nye Danmarks kulturelle Pionerer.
Men sidst af alle havde Nagel forladt Havnen. Den grønlige Strøm af Vand, han havde hørt bruse gennem Molen, afskærende dens Fortsættelse, genlød inde bag hans Pande. En lammet Havn, en lammet By! Han kunde ikke tro det. Han havde jo sat alt ind paa dette Kort. Han havde troet paa Vaartiden heroppe. Han gik mod Hotellet, vidste, hvad han vilde, og vidste dog ikke. Han var ramt, han var saaret; men én 217| havde engang forbundet hans Saar. Derhen gik hans Vej. Det var en Plan uden Hoved og Hale, det var hen i Vejret; Fornuften i ham skoggerlo fjernt. Men alt andet i ham vilde. Hans Fingre krummede sig som Kløer i Frakkelommen.
I Hotellet saas her og der et flakkende Stearinlys. Han slap uset ind i Gangen, og Løberen dæmpede hans Skridt. Hvad vilde han? Anede det ikke. Men her var hendes Dør.
Bodil havde faaet en Stump Stearinlys og klædt sig af ved den. Hun vilde sove, og hun var forberedt paa at faa urolige Drømme; der var en Uhygge ved alting, som berøvede hende Lysten til at gaa ud. De Rygter, hun havde hørt, var hende nok. Sove vilde hun.
Men hun kom i Tanker om, at Døren skulde laases. Da hun vilde gaa hen og gøre det, stod Nagel pludselig derinde. Hun slukkede straks Lyset, veg tilbage til Sengen og snappede efter Vejret. Ingen sagde noget.
»De maa virkelig gaa,« hviskede hun lidt efter.
»Bodil,« sagde han dæmpet. »Havnen er knust.«
»Alligevel maa De gaa.« Hun trykkede sig angst ind mod Væggen. Hun vilde skrige, men vovede det ikke.
»Jeg kan ikke se Dem,« vedblev han roligt. Det var ikke ganske sandt; han saa hende som noget stille hvidt i Mørket. »Og jeg vil intet ondt.«
»Hør paa mig,« bad han febrilsk. »Ved De, hvad det er at elske? Et underligt Spørgsmaal lige nu. Men bliv ikke urolig, kære. Man stoler paa en Havn; saa gaar den under. Hvis jeg ikke elskede, var jeg selv gaaet under. Men de, der elsker, skal leve. De skulde blot vide, hvor jeg elsker Dem. Det er, som jeg hele Livet har ventet paa Dem; jeg har betalt med Kobber og sparet mit Guld. Aa, De er saa ung og ren; hvis jeg kyssede Dem, vilde jeg komme til at tro paa Gud. Hør hvor jeg snakker! Men det er Alvor, fat Dem; jeg har aldrig gjort noget uoverlagt. De kom ind i mit Liv engang da jeg blødte; derfor maa jeg tilhøre Dem. Mænd faar Skrammer; naar en Kvinde forbinder dem, lænker hun ham. De tog min Finger den Gang; nu har De mig med Liv og Sjæl. Vi maa gifte os; jeg vil stampe Værdier frem, saa De kan faa alt hvad De vil. Jeg skrev Deres Navn i Sandet paa den romerske Campagne. Inde i Nordby skrev jeg det i Støvet paa min Bordplade. Er der Dugg paa en Rude, maa jeg skrive det 218| deri. Saadan er det at elske; jeg har aldrig anet det før. Hvis De traadte paa mit Hoved, vilde jeg kun elske Dem højere. Hvis De slog mig ...«
Bodil var lammet af hans Tale. Hun havde ikke Ord. Nu begyndte hendes Strube at summe uartikuleret, blot for at stanse ham.
»Aa Gud, hvordan skulde De kunne ane, hvad jeg mener. Naar jeg er nær ved Dem, sitrer mine Lemmer. Et Smil fra Dem kan jeg leve paa en Dag. Er jeg gammel? Jeg kunde udrette alt, hvis De kom hen til mig. Saa dette er Deres Værelse? Jeg vilde ikke have et Palæ i dets Sted. Her er den Luft, der er ved unge Tanker. Ved Gud, jeg kunde sove paa dette Gulv som paa Edderdun. Tænk, her bor De! Deres Hænder har jeg altid holdt særlig af, de er saa ærlige. Jeg ved godt, at Neglene er lidt for smaa. Hør, jeg glemmer mig selv. Min Fremtid er maaske alligevel ikke helt sikker, men jeg elsker Dem, hører De nu! Dem, Dem!«
Hun var afkræftet sunket sammen i Sengens Fodende. Hans Ord lød langt borte; de legede som en kærlig Vind, naar man drømmer om Sommeren. Han var hendes Ven, og han led ondt, hvor kunde hun vise ham fra sig ...
Han var sunket ned foran hendes Seng og begravede Hovedet mellem Lagen og Tæppe, hvor hendes Varme endnu sad. Han tænkte med lukkede Øjne og sagde langsomt:
»Jeg løj før, da jeg sagde, at jeg ikke kunde se Dem. Jeg saa en Ubetydelighed, Omridset af Deres hvide Natdragt. Det er værre, at jeg ogsaa løj, da jeg talte om Fremtiden. Naar man kommer op i Aarene, hører man altfor let sine egne Overdrivelser. Man drømmer om Maj, men ved det er taaget Oktober ... Jeg har opkøbt store Tomter herude, der er lige Græs nok til Geder, men Huse kommer der ikke i min Levetid. Lille Ven, jeg er et daarligt Parti, jeg er ruineret. Jeg levede meget tomt, og da jeg blev ældre, begyndte jeg endelig at handle og sikrede mig nogle meget store Tomter. De maa ikke blive vred, fordi jeg kysser Deres Knæ.«
Han knælede foran hende. Hans Læber mærkede hendes glatte Hud gennem det tynde Linned.
»Gennemskue sig selv, det er en Skødesynd. Hjernen bliver en Krystal, og man ser efter Spejle. Beruselse bringer den Taage, man trives i; men paa Glassets Bund sidder der al219|tid en Tudse. Kærlighed er det eneste, der forbinder Skrammer og vugger en Sjæl lykkelig. Nu tænker jeg kun paa Dem. De er Kvinde; Deres Skuldre er ualmindelig skønne, jeg har forlængst set det. Der kunde jeg glemme alting. Glemme en eneste Gang, naar jeg dog er færdig imorgen, det kan De ikke nægte mig. Menneske, hvor De dog er sød. Jeg troede, jeg levede paa Solsiden, men det er Dem, der er Solen – hold af mig – –«
Bedøvet havde hun mærket hans Hænder, der holdt hende saa ømt og sikkert, at hun ikke vovede at røre sig af uanet Lykke. Idag begyndte jo den nye Tid; idag maatte hun vælge, hvem hun vilde. Langsomt aabnede hun sine Øjne og saa hans Ansigt – en svagt graa, vablet Masse. Hans Aande slog mod hende som en Pest af Alkohol og Tobak.
Hun slog vildt ud i Luften og ramte ham en Gang.
»De – taler om Renhed,« hulkede hun og faldt om i Sengen.
Han havde rejst sig og veg ærbødigt tilbage.
»Nej. Hm. Jeg er vel ikke den rette. For sent. Det er Alderens – Forbandelse, at Rusen er tynd og kort. Jeg skammer mig. Jeg er knust. Jeg glemte – saa meget. Men hvor slog De blødt. Det vilde lyde latterligt at bede om Undskyldning ...«
Hun lo hysterisk.
»Farvel. Dette er et meget alvorligt Farvel.«
Nagel tumlede ud i den mørke Korridor. Han var glad ved Mørket nu. Det er desværre en Umulighed at spytte sig selv i Ansigtet; ellers havde han gjort det. Hans Blod kogte endnu, besat af Nærheden af marmorhvid Skønhed; men Fornuften lo og drev ham med Svøber mod hans Værelser. En Dryppen af Regn mod en Rude vakte en Forestilling om den øde Slette derude, hans Indsats i den nye Tid; han løb de andre Regnestykker igennem: Processen mod Bartholin, som næppe kunde vindes, Pihl, der vilde gaa rabundus, Laanet i Indboet, der skulde forrentes, Husejeren, der vilde komme og fælde ham som Tyv ... Bag alt mærkede han, at han havde en staalsat Hensigt af skrækkelig Natur. En Række i sig selv klare Fornemmelser hvirvlede i hans Hoved, saa han kun saa en utydelig, svingende Mangfoldighed.
220|Han rev en Tændstik og læste paa Dørens Nummerplade.
»Finde hjem,« mumlede han brudt.
Han aabnede Lyskontakten derinde, men Lampen ved Sengen forblev mørk. Han trak Gardinerne for og gik lidt rundt og ordnede. En Gang slog han Skinnebenet mod Sengen og blev fortørnet derover. Han glemte at laase Døren, hvad der er typisk for saadanne Øjeblikkes samvittighedsfulde Distraktion. Saa steg han op paa Stolen og prøvede med Fingeren, om Krogen i Loftet var solid. Der begyndte at høres en underlig Lyd, en langtrukken Knurren. Han maatte sætte sig lidt; Lyden kom fra hans egen Strube, det var Rædslens stigende Trommehvirvel! Hænderne brændte, Pandens Sved løb tung mod Brynene. For at besejre al Svaghed koncentrerede han sig skarpt om, hvorvidt han burde beholde Kjolen paa. Flip og Slips lagde man naturligvis ikke. Han fandt Rebet frem, trak det op om Krogen og blev imens klar over, at det var rigtigst at være i fuld Dress. Saa slog han en Løkke om Halsen.
Lyden var døet hen, og han stod rolig et Øjeblik, sig selv ganske mægtig. Naturligvis maatte det komme hertil; det var klogt, afsluttende og desuden gjort saa ofte af andre. Han smilede lidt: »Plaudite nunc, comoedia finita est.«
Da han stod oppe paa Stolen, savnede han i høj Grad Lys i Værelset. Han blev koldt interesseret i det, der skulde ske, og ønskede at følge det i Spejlet. Nu maatte han nøjes med at rive en Tændstik, idet han kastede sig frem.
Faldet mislykkedes ganske; Stolen væltede. Skælvende rolig udtænkte han en anden Maade.
– Oppe i Transformatorhuset arbejdede Elektrikeren saa godt han formaaede. Der fløj nogle Lysglimt gennem Nagels Lampe.
Nagel lod sig falde igen. Inde i det store Skabsspejl saa han et Ansigt springe frem mod sig. Det var et ældet Ansigt med højt opspærrede Øjne. Dette Syn voldte ham en dyb Interesse en Brøkdel af et Sekund; han opnaaede at se Brynene derinde hvælve sig spændt, mens Ansigtet blev meget stort og saa atter mindre, idet Verden med en ubeskrivelig Lyd blev revet midt over. –
Elektrikeren havde grebet ved Siden af, han tabte Værktøjet, og Mørket blev atter totalt.
221|Et sortskægget Ansigt havde hele Tiden været presset mod Nagels Ruder. Gardinet var ikke helt trukket for; et lille Mellemrum tillod denne passive Spejder at gøre sine Observationer. Da en vis Tid var gaaet, saa han sig om til alle Sider og gik saa ind i Hotellets Korridor. Han mødte Stuepigen og slentrede et Stykke bag efter hende. Da hun var af Syne, løftede han sig paa Taaspidser og listede den modsatte Vej, til han stod ved Nagels Dør. Han aabnede den langsomt og skød den i bag sig. Saa stod han stille og pustede.
Alt var mørkt, men Mørket var i Bevægelse; det trak og blæste inde fra den anden Stue, hvis Vindu var sprunget op. Et Mørke i Bevægelse! Bartholin holdt Vejret, idet han mærkede noget, der nærmede sig, og nu kun var en Tomme borte. Hans Haand strejfedes af noget køligt, og hvislende gled noget hen over hans Bryst. Nu mærkede han et lunere Pust, og lidt under sig saa han et opadvendt, meget utydeligt Ansigt. Dette Syn var lige ved at slappe hans Knæ. Mørke kan være uhyggeligt nok, men et Mørke, hvor store graa Ansigter svømmer forbi en, er overvældende.
Det første han gjorde, da han genvandt Kontrollen over sig selv, var at gaa hen og trække Gardinet helt for. Denne saa simple Handling voldte ham en Del Besvær. Naar Dykkere trænger ind i forliste Skibe, kommer de Druknede spaserende henimod dem fra alle Sider. Denne hængte Mand syntes, assisteret af Mørket, at besidde Evnen til at bevæge sig saaledes, at Bartholin snart stødte Brystet mod ham, snart følte hans Varme bag sin Ryg. Da Bartholin for at flytte den væltede Stol greb ud efter Stolebenet, fik han i Stedet en halvkold, slap Haand stukket ind i sin. Med kvalte Eder voltigerede han i Mørket og fik gennemført Flytningen. Saa strøg han en Tændstik, og uden at se paa den Døde knælede han ned og rev skyndsomst hans Tegnebog frem. Jo, Kvitteringen laa der, ubeskadiget. Han stak den til sig og lagde Tegnebogen tilbage, netop som han hørte hastige Trin gennem Gangen. Aa Helvede, han havde glemt at laase; nu var det for sent at gøre det! Han fløj ind i det andet Værelse og pressede sig flad mod Siden af et Skab. I det samme kom der nogen ind i dette Værelse.
De Minutter, som Bartholin nu gennemlevede, var værre end alle Nætters Drømme om ynglende Renter, værre end 222| Handlinger i Mørke med et Lig svingende i en Cirkel. De Døde har dog ialtfald intet Politi. Stiv som en Støtte, med Brystet mod Skabet, løftet Hage og et glasagtigt Blik fæstet paa Loftet, stod han, mens en Person gik rask over Gulvet og lukkede Vinduet med et Smæld. Vedkommende fløjtede en sorgløs Melodi og slog paa sine Lommer for at finde Tændstikkerne. Han stod ved Vinduet, fremdrog langsomt et Etui og klappede det i igen, efter rimeligvis at have stukket en Cigaret i Munden.
Saa tændtes et skærende Lys; Bartholin saa sin Skygge jage op ad Skabet. Han var opdaget ...
Naar Folk tænder Cigaret, sænker de gerne Hovedet lidt og fæster Blikket interesseret paa dens Spids. Erup, der i denne Henseende var som Folk er flest, opfattede først ved Tændstikkens sidste Glød, at der var noget fremmed ved Værelset. Var det her, han var gaaet hen for at skrive sine Beretninger før, eller var han gaaet galt? Erup anede ikke i dette Øjeblik, at han havde et Lig foran sig og en Desperado bag sig. Han gik nogle Skridt frem, bankede paa den halvaabne Dør til Naboværelset og nynnede forundret. Han gik derind, rodende efter Tændstikkerne. Det næste var et Fald og et Brøl af Rædsel. Der lød rappe Trin inde i den anden Stue; Erup frigjorde sig for en underlig Dværg, der havde lagt sit Hoved hen over hans Skulder, og styrtede derind, strøg en Tændstik, – men saa ingen. Rev Døren op til Korridoren og mente at høre en svindende Lyd af Skridt. Da Tændstikken gik ud, blev der ikke mørkt; en Række Lyn flammede op i Hotellets Lamper, deres Varighed voksede, og tilsidst blev de staaende.
Bartholin fjernede sig fra Hotellet, men tog Opstilling paa Gaden et Stykke borte. Der lød Raab derinde, Skygger for over Gardiner, Telefoner kimede. Hotellet straalede af Lys. I Nagels Værelse blev der Sammenstimlen. Han saa derpaa med rolige Øjne og aftagende Interesse. Saa vendte han sig. Sand ...
En halv Time senere sad han paa Restauranten i Snak med Købmand Pihl.
»Der bliver ikke Brug for saa mange Købmænd her i den første Fremtid,« bemærkede han.
223|»Nej, du har Ret,« sukkede Pihl. Han sad og gjorde op, hvormeget han skyldte sin Velynders Bo.
»Jeg er den ældste paa Pladsen. Du har lagt dig – lige foran mig.«
»Ja, det var Nagels Paafund.«
»Ja, det ved jeg. Skade, det skulde ende saaledes. Min gamle Principal ...«
»En flinke Mand –«
»Ja. Men vi solide Handelsfolk lar os nu ikke saadan skubbe tilside –«
Af de her Vindbøjtler, fuldendte han lydløst. De sad begge tavse lidt, i Mindernes Vold. Saa sagde Bartholin, og der var ingen Triumf over ham, kun dette sagtmodige: at Livet maa leves, og at vi bør hjælpe hinanden:
»Du kunde dog lade mig se din Status engang, Pihl. Hvis det var, at jeg vilde flytte frem til dig – saa kunde vi vel finde en gunstig Ordning.«
»Jeg har saa smaat tænkt paa det samme, Bartholin.«
»For jeg tænker næsten, at jeg vil frem –«
Saa sad de stille igen. Lysene spejledes i Bartholins skyfri Øjne. Han sad lidt krummet, han var blevet ældre; men der var Børn bag ham, der var Vækst i ham og hans.
Da Erup bragte sit sidste Telegram til Stationen, var Sandhavn ved at gaa til Ro. Gadelygterne slukkedes. Endnu var Vestenvinden stiv, og Regndraaberne laa skraat i Luften, men der var en mærkbar Aftagen i Vejret; Dagvindens Hylen var sunket til et natligt Fløjt, gennem hvilket Havets usvækkede Ophidselse hørtes tydeligere. Der var i Sandhavn en Trang til Søvn efter Aftenens bekymrede Spekulationer. Man maatte møde udhvilet til den Fremtid, som begyndte imorgen, og næppe vilde dæmre gennem Rosenskyer.
Der stod endnu et Par tavse Natteravne oppe under Fyret. Kom noget tumlende ned, saa havde man sin Lygte og sin Sæk parat. Hænder greb om drivvaade Fjer og listede sig øvet op til Struben. Skræppende Protester blev stilfærdigt stanset. Men det store Fugletog var draget forbi, sydpaa; Fyret fejede Horizonten ren. Man forføjede sig hjem.
Og saa var der kun Regnen.
