[224]| Syvende Kapitel

1

Nogen egentlig religiøs Natur var Johan ikke. Han var ikke indifferent; han hørte gerne paa, hvad der blev sagt for og imod; men selv var han gaaet istaa.

I sin Barndom var han blindt troende. Hjemmet og hans Læsning indpodede ham Troen. Han var overbevist om, at Vorherre personlig iagttog ham Nat og Dag; han følte ham tydeligt, især naar han vilde stjæle Syltetøj, og var ikke ganske sikker paa, at man ikke kunde faa ham at se bag sig, naar man drejede sig meget hurtigt. Men han fik ham aldrig at se.

Han bad Aftenbøn, og skete det, at han engang glemte det, blev han meget angst Dagen efter. Der skete dog aldrig noget særligt, og efterhaanden luskede han sig fra en Del af Ugens Aftenbønner. I en Periode havde han frygtelige Anfægtelser. Ens Pen vægrer sig ved at skrive hvorfor; men lad os nu forfærde Samtiden. Mens han en Aften laa nær Søvnen, raabte en Stemme i ham pludselig: »Hold Kæft, Gud!« Umiddelbart efter denne Blasfemi dækkedes han af kold Sved og ventede Spøgelser og Brand. Der skete dog intet. De følgende Aftener laa han krum af Skræk for, at hans uregerlige Indre skulde gentage Bespottelsen. Han tvang fortvivlet sin Tanke til at tumle med andet Stof; men i en søvnig Pavse sprang den jo alligevel frem som et blaat Lyn! Han var i denne Periode bleg og syg at se til. Han bad hede Bønner baade før og efter det skrækkelige Øjeblik om Aftenen. Imidlertid, Jehovas Hævn udeblev, og dermed svandt den djævelske indre Fristelse.

I Skolen forklarede Religionslæreren engang vedrørende Daaben, at den var ikke en Formalitet alene; der »skete 225| noget«. Han tilføjede, at udøbte Børn ofte kunde have et »sælsomt ondt Blik«, som svandt ved Behandlingen. Johan saa opmærksomt op. Jo, det var Mandens Alvor.

Fra dette Øjeblik bekræftede det sig uafladelig, at Religionen netop manglede Beviser. Han havde været lykkelig, hvis det havde haft sin Rigtighed med disse de udøbte Børns onde Øjne. Eller hvis der af og til saas blot en Fjer af en Engel, eller hvis Altergangen rummede blot en Ubetydelighed synlig Mystik. Paastande kunde enhver fremsætte; men turde man tro en usandsynlig Paastand, naar den ganske savnede Bevis? Han bad endnu, men mærkede til sin Skuffelse, at han kun huskede det i Modgangstider. Der var vist en trist Sammenhæng mellem Menneskelig Fejghed og Bønnen. Han følte sig altid styrket af Bønner; men saa opdagede han, at en sjælelig Ekstase uden religiøs Islæt ogsaa gav nyt Mod. Man syntes ved Bønnen blot at betjene sig af en hemmelig Sjælens Mekanik. Der steg ikke noget ned til en. Der var ingen, der svarede; man svarede sig selv. Selvopholdelsesdriften naaede ind i de inderste Lønkamre.

Med sin bedste Vilje kunde han derefter ikke se noget, der kunde gøre Nutidsmennesket troende, men hans Blik for det fine Væv af Hykleri og Selvbedrag skærpedes. Han bad stadig lidt, ikke af Tro, men af Viden om vor Erfarings Begrænsning. Han var af dem, der havde søgt, men ikke fundet, denne højst mistænkelige Kategori, som passer saa ilde i Kirkens System, og hvis Ærlighed man derfor gør klogest i at benægte. Den konfirmerende Præst anbefalede Betragtning af Stjernehimlen som den sikreste Vej til Guds Erkendelse; for Johan var det den sikreste Vej til Gysen.

Han betragtede dog en Dag sine Sko og maatte indrømme, at man af et Par Sko kunde slutte sig til Skomageren. Nuvel, den øjensynlige Verdensbygning hviskede vel saa ogsaa om Bygmesteren. Han forsøgte at læse sig til, hvad andre havde faaet ud af denne simple Tanke, og kom derved snart ud i det kendte Vildnis: Gud var Naturen, Naturen var Gud; Gud var det store Alt, det store Intet, var den hemmelige Drivkraft, hørtes i Havet, hviskede i Græsstraa, var Eros, var Moralloven i os, var de aandrigste Ting! Kloge Hoveder arbejdede med Skoene, der ikke kunde bort226|forklares, og betroede med stive Øjne Verden deres golde Funderinger vedrørende Skomageren. Det var Vindsteg for ærlig Hunger. Vi turde intet slutte. Det saa nærmest ud til, at Gud havde gjort sit Værksted mekanisk og var gaaet Tur i andre Stjerne-enge. Jorden havde frit Spillerum for raffinerede Fortolkninger.

Troede denne Forstokkede da heller ikke paa et Liv efter Døden? Han mente rentud, at vi vidste intet derom. Som Voltaire fandt han det ikke mer forunderligt, om man fødtes to Gange end én Gang. Men Beviset – eller blot Sandsynligheden? I Amerika boede han en Tid i Hus med et psykisk Laboratorium, der med Hensigt var anlagt lige over en undertaker, saa at de døde, mens de endnu var i Nærheden, kunde se indenfor i Laboratoriet og bringe Apparaterne i Svingning. Der skete meget mærkeligt paa dette Laboratorium, men uheldigvis ikke andet, end hvad levende Medier ogsaa kunde udføre. Hvad der skete, skyldtes blot nogle endnu ukendte Kræfter, som Mennesket med sin næsten sygelige Nysgerrighed nok vilde vide at afdække i Aarhundredets Løb. Liv og Død rugede videre paa deres Hemmeligheder.

Det er ikke overflødigt at vide noget om denne Johans Søgen, den meget moderate Faust-Side af hans Væsen; for skønt hans Anfægtelser ikke var kraftigere end Flertallets, maatte for ham, som for Flertallet, Resultatløsheden af den naturlige Bestræbelse paa at finde en sikker Byggeplads indvirke paa hele hans Livslinie. Efterhaanden som de aandelige Forhaabninger brød sammen, maatte man indrette sig paa at kampere i det reelle. Han rummede i sit Blod hele det foregaaende Slægtleds Livssyn, den bevislige Haabløshed; men som den yngre repræsenterede han Forgængerne plus noget mere. Engang, da han hørte Eroica-symfoniens første Sats, følte han klart, at Livet var Kampen værd, og imens maatte man lade Jerntæppet falde for Haabløsheden.

Under hele sin Opvækst havde han følt Ødets Trusler om sig. De gav straks hans Sind Længslen mod det haandgribelige, efter Reaktionens Lov, ganske ligesom de bestandige Rivninger og Sammenstød vakte Viljen til Fordragelighed. Han stod ved Bartholins Rude og samlede Kærlighed til Jordens Ting. Senere kom Havnen og Byplanerne. Det 227| var noget han forstod, denne Kamp med Hav og Øde; det var som hint pragtfulde Es-dur-thema. Videre gik han frem, klar over sine Maal. Hindringer slog ham ikke ned; en lurvet Frakke, en Foraarsaftens Pengemangel udviklede en Eksplosion i ham, efter hvilken han landede i Amerika. Naar de usynlige Værdier kun spottede den, der søgte dem, saa vilde han gribe de synlige.

Og han fik i rigeligt Maal, hvad han ønskede.

2

Men da han stod paa sin Højde, samledes de Magter, han ikke havde regnet med, for at hævne sig. De gav ham Tomhed efter Kærlighed, Hjemve efter Tilfredshed, skød Havnen isønder og nægtede ham Landgang, hvor han havde hjemme, og skaffede ham senere et Brev, hvori hans Veninde yderligere forøgede den Frihed, han i saa rigeligt Maal besad, ved at sige ham Farvel.

»Robertson« styrede nordøst, rundede Skagen i respektfuld Afstand, sejlede sydpaa i smult Vand og landsatte ham i Frederikshavn. Han havde da tabt sin Tillid og besluttede at udskyde Gensynet; han indskibede sig i Kristiania-damperen.

I Norge kastede han sig ud i den Opgave at bane Vejen for »Standard«-vognene, ikke fordi han mente at bringe Skandinavien nogen Salighed derigennem, men fordi det at mætte Varehunger, hvor den fandtes eller sporedes, var blevet hans Es-dur-Thema. I en anden Tid kunde han have sunget som Trubadur, bygget Pyramide eller jaget med Flintøkse; men nu var kun det at tegne og sælge Køretøjer indenfor hans Rækkevidde, derfor gjorde han det uden at smile bittert over Romantikkens Død. Han overvandt Mistro, han udnyttede Vaklen; han lokkede Forespørgsler frem og gik sjældent, før et Haandslag var faldet. Han besøgte Göteborg og andre svenske Byer, stadig telegraferende til Chicago. I Stockholm naaede Bodils Brev ham, overstemplet, medtaget som en Oldsag. Han mindedes det lille gule Papir, han havde fundet i Romanen. Alting begyndte at blive længe siden.

Megen Omflakken havde svækket hans Hjemfølelse. 228| Hotelværelset med Shagpibens Røg, saaledes duftede hans Hjem. Opvarteren med betalte Smil, Pigen, der skottede efter, om Kofferten endnu var der, saaledes var hans Husstand. Manden, han traf et Sted, det var hans Omgang. Nu sad han med dette Brev i slap Haand og lod sin Pibe gaa ud. En ny By, Stockholm, summede dernede. Hvor var der mange Byer! Byer og Havne, Jernbaner og Indvielser, det var vist ikke den Kost, Mennesker behøvede. Han erindrede, at han havde staaet ved Døren til Ingeniørskuret engang og hørt den mærkelige Beyer udtale sig: Naaja, man har jo set Havne før. Men vil Folk endelig have Havn –. Det havde lydt saa begejstringsfattigt den Gang. Nu forstod han det bedre.

Han sad der saa længe og blev træt og mismodig. Hun havde opsagt ham Huldskab og Troskab; hun havde vel haft sine Grunde. Nu, da det var forbi, følte han som ingensinde sin Hjemløshed. Det var jo hende, han var rejst over til; Hjemve kunde synes at gælde Træer og Veje, men inderst gjaldt den Mennesker og Fortid. Han havde ikke regnet med sligt; derfor hævnede det sig. Gang paa Gang havde i den ny Verden Bodils Billede vist sig forklaret og rent for ham; derovre, hvor Kønnene legede bytte Gaarde, hvor der saa let gik Slid paa de fine Instinkter, der havde han maattet give hende en Glorie ...

Og forresten – Verden over forrykkedes Vurderingen af Grundbegreberne efter Krigens moralske Rystelse. Bag Udendørsliv, Pragtlyst og Fornøjelser lo ikke Livskraft, men det huløjede Kranium. Kvinderne lagde ud i Pressen med Bidrag, der duftede af Skøge. Den Tvivl, Johan selv kendte, var nu Hvermands; Videnskaben var nu den, der skulde binde an med Livsgaaden, og Homunculus viste sig i Laboratoriedøren med Abegrin til begge Øren. Kvinden skar sit Haar af og sprang Højdespring, Manden tonede forkrøblet frem med Laurbærkrans, og de vekslede Abegrinet! Det var vel de nye Følelsers Tid, hvis det ikke var Efterveernes. Naar Johan gennem dette mindedes sit og Bodils Forhold, var det, som der faldt Liljer ned fra en anden, bedre Verden. Havde han fundet hende itide, skulde de have fortsat, hvor de slap den Aften, da Hunbys Skud faldt; og saa vilde han bedre have 229| forstaaet Meningen med alle Trængslerne, som snart begyndte at blive dunkel.

Men altsaa, han havde forregnet sig. Han vinkede med Brevet, et svagt Farvel. Han var sat ud af Spillet. Der var vel ingen Havn ...

3

Det uheldige Udfald af Havne-indvielsen havde gjort et vist Indtryk i Befolkningen. Der var imidlertid saa meget andet i de Tider, der gjorde Indtryk. De, der boede fjernt fra Sandhavn, tabte Sagen af Syne. Man huskede endnu nogle velskrevne Artikler i »Klokken et« og mente at erindre noget om en sindssyg Tugthusfange. De ved Sandhavn optagne Films vandrede gennem Landet i en Ugerevy, der blandt andet ogsaa viste en Brand i en østrigsk Aeroplanfabrik og Prinsen af Wales ifærd med at barbere sig. Hovedbegivenhederne deroppe fandt jo Sted om Natten og lod sig paa Grund af Lysets dobbelte Svigten ikke fotografere. Man saa kun et meget regnplettet Billede af Havnen, et flagstruttende Lokomotiv af lille Type, og paa en Perron nogle aabne Munde, fra hvilke der rimeligvis udgik Fødelandssange. Den nye By lignede enhver anden lille, gudforladt By i Regnvejr. Hvad der derimod vakte en Storm af Munterhed i Teatrene, var et Billede af en ældre Herre, der sprang efter en Hat og derefter hilste lidt for elskværdigt paa en lidt for ung Pige. Det var virkelig sublim Farcekunst.

Da Johan omsider kom til København, fik han brudstykkevis opklaret, hvad der var sket ved Havnen. Han gøs ved at høre om Hunby, hvis Lig var blevet fisket op en Uge efter. Vilde Ulykken da aldrig lade hans Veninde i Fred? Nu vilde han opsøge hende, følge hendes Spor til Verdens Ende, om hun saa var baade forlovet og gift; han vilde fortælle hende, at hun skulde ikke tabe Modet, at det var hende, der havde reddet ham fra at blive ond og sky i Barndommen, og at han skammeligt havde ladet hende i Stikken; men at fra nu af ...

Johan mødte paa Københavns Gader ingen, han kendte. Paa sin første Tur kom han forbi Ørne-apoteket; hans 230| Haand var paa Vej mod Hatten – men han saa kun fremmede Ansigter inde bag Ruden. Han gik op for dog at hilse paa Tengelsens; Døren lignede sig selv, men der stod Faurholt paa Pladen. Han fik et syrligt Træk ved Munden. Det var vist bedst at holde sig til sit Arbejde.

Saa gik han igang med at indføre »Standard«, denne Vogn over alle Vogne. Da han den næste Dag kom ud fra en Automobilhandlers Kontor, saa han Arne gaa forbi. Endelig en Bekendt – en Ven! De gik ind paa en Cafe og fordybede sig i gamle, nu saa lykkelige Minder.

»Og saa var der ham Reynolds,« sagde Johan leende.

»Hvem? En Amerikaner?«

»Nej, for Pokker. Den brave Konservesmester!«

»Naah – vent nu lidt –«

»Javist husker du ham og hans tragiske Død i de oprørte Bølger.«

Arne smilede lidt uforstaaende. Han huskede efterhaanden nok disse uskyldige Paahit.

»Bag den slidte Vest bankede et trofast Hjerte –.« Johan lo hovedrystende og henrykt.

»Hm ja – der blev sgu ingen Konserves dennegang.«

»Nej.« Johan blev alvorlig. »Hvornaar bygger de Havnen færdig?«

»Aa, det har lange Udsigter. Riget fattes Penge.«

»Ja, jeg mærker det paa Automobilerne.«

»Du er altsaa – en Slags Agent?«

»Ja, dette blev Enden,« sukkede Johan angerfuld.

De mødtes igen om Aftenen paa et Lægeværelse ude paa Rigshospitalet, hvor Arne gjorde Kandidat-tjeneste. Det viste sig, at det var hans Fødselsdag, og en Del af hans jævnaldrende Kolleger mødte op til Gilde. Samtalen var saa isprængt Fagudtryk med mange underfundige Bibetydninger, at Johan følte sig lidt udenfor denne selvoptagne Kreds.

Nogle Sygeplejersker overrakte den unge Doktor en Buket gule Blomster. Han takkede dem kavallermæssigt og sænkede sin Næse mod dem.

»Hvilken Duft,« udbrød ham sværmerisk.

Johan gik lidt irritabel rundt. Efterhaanden som Vinen varmede, blev Fagudtrykkene sjældnere, og Kredsen videde sig hjerteligt ud. Der var dog endnu et Stadium at over231|vinde paa Vejen til Frigjorthed: Karriere-angstens. En Kollega var rejst til Sumatra, og han fik saa skønt et Eftermæle, som havde han været rigtig død; i den Grad befriende føltes Konkurrentens Bortrejse. Det var de smaa Landes Pladsnød, der mærkedes. Oplysninger om Kammeraters Fremgang modtog man med spejlblanke Smil og en sær Trykken i Mellemgulvet, for derefter nervøst at opregne egne Muligheder. Men omsider naaedes da Talernes Stadium. Arne, der lod til at nyde megen Anseelse, blev prist som Forskeren, vor Tids Livsgaade-løser. Forskerne, Eksekutorerne i de forvirrede Overleveringers Fallitbo – det var dem, Aarhundredet saa hen til, kun de kunde give en tvivlende Tid, hvad den trængte til. »Den illusionsløse Forsker, Fremtidens Præst – tillykke, Arne, tillykke, Fremtid –!«

Johan snusede til de gule Blomster.

»Arne, de lugter jo ikke det mindste?«

Arnes lyse Øjne kneb sig i, svagt advarende.

»Det forekom mig virkelig –.«

Selskabet blev lystigt. En havde allerede udnævnt Johan til sin Ven, en anden fandt ham en Pokkers rask Fyr. Johan fortalte Anekdoten om den gerrige Irlænder, der havde Pibe, men var afskaaret fra at ryge: Købe Tobak var for dyrt, og naar man bød ham, stoppede han saa haardt, at det var umuligt at faa Træk. Arne glippede venligt med Øjnene. Johan betragtede ham fra Siden. Arne var af dem, der ikke havde et Virvar af Spøg og Sentimentalitet under Hverdagsskallen. For ham som for Kvinder var det spildt Ulejlighed at drikke – der var ikke mer, ingen indre Værelser, brogede Skatkamre, som han forbavset rev Døren op til og foreviste Vennerne.

»Hører du noget fra Bodil Hunby?« spurgte Arne søvnigt.

»Nej. Hvor er hun nu?«

»Vistnok i Sandhavn. Der var jo denne Sagfører ...«

»Nagel. Hvad han?«

»Det siges, at deres Forhold var ret intimt. De boede paa Hotel sammen.«

»Nej virkelig,« sagde Johan ligegyldigt, og hans Hænder krummede sig under Bordet i Smerte. Arnes Øjne vandrede først nu hen paa ham: glitrende Iris og to smaa sorte, indtagende Perler: »En Whisky?«

232|»Tak. Det er vist snart paa Tide –«

»Aa hvad. Men du saa lidt bleg ud.«

Den næste Dag talte Johan Automobilernes Sag med voldsom Energi. Det nyttede ikke at hænge med Hovedet. Arbejde skulde man i Med- og Modgang – blæse sit Handlings-thema ud over Verden paa Sølvbasun! Men Dagen efter gik han ud til Enghave Brygge; han bestilte intet den Dag, gik blot og stirrede paa Vandet, til det var blevet aftensort som engang før, da han gik ulykkelig ved denne Strand og fattede store Planer – som nu var endt i Goldhed. Byens Skorstensprofil lignede en slidt Redekam. »Du fik Ret, Far, jeg blev virkelig stækket,« sagde han trist ud mod de hele og halve Tænder.

Den næste Aften førte en ubetvingelig Nysgerrighed ham igen hen til Arne. En Sygeplejerske viste ham ind paa Værelset med den Besked, at Doktoren kom straks.

Johan sad planløst ved Bordet og stablede med en Bog, der laa fremme paa Tæppet. Saa slog han op i den. Han blev overrasket ved at finde skrevne Bogstaver paa dens Blade, og han vilde have lukket den igen, hvis hans Blik ikke var blevet fastnaglet af den første Sætning, han saa:

– 2 dec. Johan viser sig igen, yankee-frisk og dog lidt sentimental over gamle tider. Gav ham derfor om aftenen et prøvemaaltid (Bodil Hunby + sagf. Nagel). Virkningen rapid. Vi fortsætter ved lejlighed med andet anvendeligt opspind.

Arne sad imens ved Laboratoriets Mikroskop. Der saas nede i den hvide Cirkel et Møde mellem sygt og sundt, Serum og Tyfus. Kom der Reaktion? Den lille Strid dernede fængslede ham; den store Strid i en fjern, nummereret Seng havde han i Øjeblikket glemt. Det smukke, fyldige Ansigt bar et svagt Smil, Haanden hvilede sært passiv ved Objekt-glasset. Bare se ...

Johan havde klappet Bogen i og rejst sig, da Arnes hastige Trin lød.

»Jeg vilde blot sige Farvel,« sagde Johan. »Jeg kører ad Sandhavn til nu.«

»Skade, Skade,« udbrød Arne. »Naa du vil dog derop –«

223|Hans Blik faldt paa Bogen, der ubetænktsomt laa fremme. Der kom et svagt Farveskær over hans Øren.

»Vi kunde ellers have haft det rart,« vedblev han, og efter en kort Nølen søgte hans Øjne Johans, milde og spørgende. Johans ene Bryn løftede sig svagt; og Arnes andet Øje kneb sig en Ubetydelighed sammen.

»Ja, rigtig rart. Farvel.«

En Erfaring rigere, en Ven fattigere begav Johan sig hen et Sted, hvor man kunde faa Automobiler til Udlejning.

4

Ret modløs og usikker sad Johan den næste Dag bag Rattet og kørte ned gennem Sjælland. Siden hans Hjemkomst havde Dagene bragt ham Tab paa Tab. Han havde vel troet, at naar han forlod sit Land, vilde alt staa stille og vente, saa han vilde finde det uforandret ved Hjemkomsten. Men Tiden havde ryddet op; hans Spor var forlængst slettede som Spor i Tøsne for syv Aar siden, hans Ansigt var en kødfarvet Plet, hans Navn en Lyd, hans Minde en Saga kun. Imens havde hans Veninde gaaet omkring her, udsat for en Libertiner-sagfører. Han var kommet hjem for at gøre sine Tab op.

Saa laa Landet igen om ham, dette flade Graa under Graahimlen, med Møller og Kirker, Popler og Gærder, Verdens fordringsløseste Idyl. Han troede ikke paa noget heldigt Udfald af denne sin sidste Ekspedition; saa naar han nu rejste, vilde dette Landskab være det eneste, han bragte uforandret med sig ud – – Landskabet, som vilde faa en Udlænding til at græde, men som kunde gøre en syg af Længsel, naar man levede mellem Cement-klinter, ved sin tungsindige Charme, sin inderlige Dejlighed.

Det gik langsomt over Storebælt; han tog Revanche over Fyn og blev da ogsaa noteret i Odense, under megen Spøg mellem ham og Betjenten, som ikke var til at bevæge til at gaa med ind og drikke en Carlsberg. Den korte Dag svigtede ham paa Vejen mod Strib; med en Aftenfærge slap han over til Fredericia, hvor han holdt Natterast.

Vinteren havde været ret mild iaar, men lunefuld: snart selvopgivende under Taagens Dyner, snart opfarende med 234| Storm og Stridregn, snart afklarende med Nattefrost og store, eftertænksomme Stjerner. Den Morgen, da Johan vendte sin Mascot mod Nordjylland, var frisk graa, Landet var overstrøet med Rim, og under Hjulene brast de smaa Isspejle med munter Knasen. Skov og Plantage trak sig forbi ham, Telefonmasterne var løbende Orgelpiber, ude i Horizonten beskrev Engesvang Kirketaarn en lille Kreds under Himlen, men Husene ved Vejen drejede sig, saa han fik set hele tre Sider af dem; Jylland ilede ham imøde, og Vinden laa mod hans Ansigt som en Staalhjelm. Han naaede Nordby, mens det endnu var Dag. Han staldede op i Hotel Royal, kaldet »Rylen«, og gik tilfods ud i Gaderne, hvor den bistre Havvind huserede som sædvanlig. Ude i Byens Periferi nynnede en Lirekasse som en fjern Myg.

Johan gik bred og myndig op ad Hovedgaden. Der blev kigget paa ham fra Vinduesspejlene; det var paa en eller anden Maade mærkbart, at han var udenlands fra. Husene forekom ham sammensunkne som gamle Folk, Gyderne uventet snævre. Han kiggede ind i den tomme Skolegaard. Hvorfor tynger Gensyn paa Hjertet, hvorfor dette Tingenes bebrejdende Blik? Har man ladet noget ugjort, noget uopretteligt? – Den strenge Skolebygning saa paa Johan med en underlig Alvor.

Han gik videre for at søge efter Frederiksens Butik, men fandt den erstattet af et Kontor for Brandassurance. Den store, revolutionerende Opfindelse var nok aldrig sluppet ud af denne Kælder. Han begav sig til Kirkegaarden, hvor alle Problemer finder Afslutning, om ikke Løsning, hvor Spillet er Slut, fordi Brikkerne er væltet. Han mente, at han maaske fandt den grublende Opfinders Mindeplade deroppe. Men efter megen Søgen opgav han det. Derimod saa han i et Hjørne en nykastet Grav; paa en sort Marmorsten læste han: Mathilde Nagel, og derunder med nyere Skrift: Herluf Nagel. Der laa de to Fremmede, forenede i værgeløs Ro.

Og Lirekassen spandt sine grædende Tonekredse tættere og tættere. Da han sad ved sit Maaltid, betjent af fremmede Hænder, havde han den med fuld Styrke ind i Ørene; den holdt i Gaarden, og Julesangen klang saa bittert forfrossen ud i Vinteraftenen. Johan lagde sin Gaffel; endelig havde dette Orgel fanget ham, han maatte give sig dets Trøstesløshed 235| ivold. Manden derude gjorde Ophold midt i Verset for at klø sig; og saa hvinede han videre:

Gammel, enfoldig Tillid var endelig saa tyndslidt, at den passede for Lirekasse. Han lukkede Øjnene og følte sig nøgen og elendig. En øde By, en Tilvandrende og et Positivs rasende, klingre Tonestød! Han havde gerne hylet med.

Øklimaets Vinter, denne inkarnerede Tvivler, satte uvis sin Finger til Mundvigen efter denne Dags Frostlune. I Nattens Løb drejede han Vindene og vidste ikke sit levende Raad med, hvad Hjørne han skulde vælge. Udmattet faldt han i Søvn hen ad Morgen; Vinden havde han glemt i Syd, saa der valgte den at blive staaende, saalænge Mester sov. Der blev en mild og mærkelig Dag ud af denne Elementernes Leg uden Tilsyn.

Johan følte straks, at Vinter var det ikke. Naar man bøjede om Hushjørner, hvor Vestenvind ellers plejede at ligge paa Lur og gribe raat omkring én, saa mødte man i Dag ikke andet end et svagt Drivhus-vift, der kom listende langs Murene og kun havde godt isinde. Det var som at vente sin Kreditor og møde sin Kæreste, saa mildt overraskende og lykkeligt.

Johan startede sin Motor og kørte ud under en mælkehvid, lysmættet Himmel. Ganske sagte lod han Vognen løbe; han kendte jo hver Horizont herude. Men jo nærmere han kom Havet, des mere fremmed blev Udsigten. Banen, som smuttede frem bag Bakkerne, kendte han ikke; og denne Klynge Huse vidste han ikke Navn paa. Men der var jo Fyret! Saa var det vel Sandhavn. Jo, det var Sandhavn. Navnet Bartholin paa en ny Købmandshandel, forsynet med fem Wolfram-lamper i Vinduet, overbeviste ham.

Han svingede ind foran Hotellets Veranda; der stænkede lidt Grus fra Gummihjulene op paa Glasruderne, hvilket fik Tjener Gieselbæk til at vise sig i Døren. Var det en ny Turist, som skulde se paa Ruiner? Mens Johan trak de svære Handsker af, saa han spændt paa Tjeneren. Nej, hel236|leringen Genkendelse her. Johan kendte ham godt; han havde før i Tiden ofte betragtet denne Cafe-paradisets Kerub, men der havde ganske vist i Reglen været en Rude imellem dem, saa Gieselbæk var undskyldt.

Johan bestilte Frokost, og saa løb han ned ad Gaden. Der laa den vældige Havn! Stort tænkt, stort anlagt – men midt gennem Molen gik en perlehvid, rivende Strøm paa vel halvhundrede Meters Bredde, og langs Vestsiden, meget lang og meget høj, byggede Havet en fugtig Sandbarre. Automat-fyret helt ude, der gik Dag og Nat, glimtede forgrædt mod det lysegraa; Acetylenen var vel ved at slippe op, og ingen vovede sig derud. Inderhavnen var ubenyttet; Strømmen ødelagde Indsejlingen. Henne paa det gamle Slæbested laa Fiskekvaserne som sædvanligt, bredbugede og kulørte. Kvikgræs nikkede over de rustne Kranspor. I Administrationsbygningen var der ikke mange hele Ruder.

Han vendte sig bort fra Havnen. Den var ubrugelig, Vandet gik gennem den som et Sold; den bød ikke Skibene Beskyttelse, men sikker Undergang. Havde han set dette Syn som Dreng, vilde det have rystet ham. Nu tog han det anderledes. Havne var der mange af, og Havne kunde genopbygges. Der var det, hvis Ødelæggelse var værre.

Da han sad ved sin Frokost, begyndte de hvide Skyer at bølge, og en fjern, gul Sol drev en Lysklinge ind i Væggen overfor ham. Der kom Drift i Vejret; paa Væggen udspilledes en vedholdende Duel mellem gyldent og graat, Skarphed og Dis. Gennem Vinduesfelterne, der delte Verden til et Mosaikbillede, saa han, at Havet begyndte at tone grønt og blaat mod Opklaringen. En stor Damper kom tilsyne; dens mønjemalede Vandgang lo ildrødt mod ham, og Røgkaaben viftede. Han følte sig svævende let med et. Aa, Stedet og Tingene, hvad Vægt laa der paa dem? Fjern og nær, overalt var der Opgaver for travle Hænder, men mer end Bygninger behøvede Verden Troskab og Forstaaelse, Godhed, Menneskelykke. Dér skulde man bygge. I Uvejrstider nyttede det ikke at lægge Planer paa langt Sigt; det gjaldt blot at finde sin lille Plet og gøre den skøn. Græs grønnedes paa Ruiner, og ude paa Molehovedet vilde Søfuglene finde Legeplads. Ingen vidste, hvad den største Bygmester havde 237| ment; men hvor der var Fodfæste, skulde man vel slaa sig ned og udfolde sit Væsen, selv om Verden vaklede ...

Bodil, hun kendte den Kunst at glædes ved Livet mellem to Piletræer, tænkte han pludselig lykkelig.

»Hør Tjener, bor Frøken Hunby her?«

»Paa Nr. 18, ja. Hun er paa Skolen nu. Skal jeg –«

»Nej tak, jeg skal nok selv – Resten.«

»Meget vel.«

Han hjalp Johan i det lidt fremmedartede Overtøj.

»Et lille, fattigt Land,« sagde han næsten undskyldende.

»Naa hvad,« smilede Johan.

Ude paa den grusede Plads strakte Johan sig og lo mod den svømmende Decembersol. Han drev op ad et Stræde, hvor nogle Smaabørn stod paa en Skrænt og gravede med røde Skovle.

»Jeg kaster Jord ned paa Hunde,« forklarede en lille Pige, da han gik forbi.

»Du er ikke bange. Saa kan du ogsaa sige mig, hvor den nye Skole er?«

Den lille saa tænksomt fra ham og hen paa sin Bedstemoder i Døren.

»Men Grete, det ved du da godt. Det er ellers lige herovre,« pegede hun.

»Ja for det ved jeg godt,« sagde Barnet ivrigt.

»Hvor er det da?«

»Det er der, hvor Alfred gaar i Skole. Saa nu skal jeg hellere følge dig derhen.«

Og Barnet ledte ham.

Ude paa Molen laa en Mand med en grøn Metalkasse og skrabede. Han var udsendt af zoologisk Museum for at undersøge, hvilke Muslinger der trivedes paa forfaldne Bolværker.