Indledning

1. Indledning

I 1997 er det byggeriet af en Øresundsbro, anlæggelsen af en ny lufthavn, udbygningen af en motorvej i Nordjylland og – netop da dette skrives – diskussionen om en vejsammenlægning ved Hørsholm i Nordsjælland, der optager sindene, i alle fire tilfælde fordi de såkaldte tekniske fremskridt kolliderer med private interesser og ejendomsforhold. I begyndelsen af 1920'erne var det anlæggelsen af de nye havne ved Jyllands vestkyst, diskussionen gjaldt. Forløbet er det samme. De offentlige vil bygge, de private vil ikke.

»Så dramatisk som Hans Hunby ville en dansker aldrig reagere«, indvendte nogle anmeldere efter at have læst FoF ved udgivelsen i 1925. Men tiden har givet forfatteren ret. Ethvert dansk sogn kender i dag eksempler på tvangseksproprieringens menneskeforagt, og der er mange andre end Hans Hunby, der har takket nej til et klamt håndtryk og en rund check fra det offentlige til gengæld for hus og hjem.

Det sker overalt, hvor der bygges vej, bro, lufthavn eller rettes åer ud. Den absurde størrelse ved navn almenvellet ter sig enevældigt i den slags sager, uanset hvad emnet er. Systemet er endda forstærket, siden ingeniør Beyer og bonden Hunby krydsede skæbner, men den menige borgers konklusion er den samme: i fremskridtets og teknologiens navn, i handelens og meromsætningens, i turismens og profittens, rækker den vedtagne offentlige gavn langt ud over den ellers så ukrænkelige private danske ejendomsret.

Det er ikke havne, der godt 70 år efter romanens udgivelse optager sindene, men så er det noget andet. Eksemplet er kun et eksempel. De menneskelige drifter og egenskaber er de samme som dengang. Det giver romanen en aktuel styrke, også i dag.

Læst eller genlæst i 1997 virker FoF trods tidens typiske indlæg som en moderne roman, moderne fordi problemstillingerne stadig er aktuelle, og fordi de farverige figurer ikke har mistet kuløren. Efter en uaktuel periode i 60'ernes og 70'ernes hæsblæsende udviklingsforceren – noget romanen netop advarer imod – er dens nerve igen blevet blottet i de mere nøgterne 80'ere og 90'ere. I dag vil den kunne tale appellerende om fremmedgørelse og rodløshed, og der vil være gehør for dens skepsis over for teknisk udvikling alene for udviklingens skyld.

Det er også en moderne roman, fordi den behandler milieu og naturfredning og gør dem til hjerte- og ikke pengesager. Den beskriver opgøret mellem statstvang og ejendomsret, mellem naturens ukrænkelighed og industrialiseringen og mellem blød idealisme og hård materialisme. Den er »greenpeace«, længe inden begrebet fik internationale vinger.

I går Hanstholm, i dag Ørestaden. Den gode roman er tidløs.

2. Forhistorien

I oktober 1923 arvede Jacob Paludan (1896-1975) en større sum penge efter sin onkel Holger, »et sekscifret Tal« skrev han mange år senere. Han telegraferede nyheden til sin ven Eric Eberlin (1899-1943) i New York og bad ham straks komme hjem, men forskellige forhindringer udsatte gensynet i næsten et år, og først den 4. oktober 1924 kan Nationaltidende i sin aftenudgave meddele, at »Forfatteren Jacob Paludan og Dansk-Amerikaneren Eric Conradt von Eberlin flyver den 10. ds. via Hamburg til Paris, hvor de agter at slaa sig ned for Vinteren.«

Det var dog ikke ren ferie. Samme dag som Nationaltidende kan fortælle om Pariserrejsen, udkommer Paludans fjerde bog, den 126 sider store prosabog »En Vinter lang«, som forlæggeren Steen Hasselbalch er fornuftig nok til ikke at lancere som roman. Mens forfatteren går og venter på de første anmeldelser, fortæller han i et interview til tidsskriftet Klokken 5: »Nu rejser jeg Syd paa for nogle Maaneer! Jeg har altid elsket de sydlandske Folkeslag og interesseret mig for den romanske Kultur. Nu haaber jeg dernede at faa nye Impulser, som jeg kan gøre frugtbringende for mit litterære Arbejde.«

Rejsen bliver en fiasko. Dansk litteraturs elendigste turist kører træt i den daglige pasta og den »sure Chiantivin«, og midt i november rejser Eberlin og han direkte fra Napolis varme til Hanstholm Kro og den kolde danske vinter.

De to venner havde besøgt Hanstholm sammen en gang tidligere, nemlig i den for begge lykkelige sommer 1919. Hanstholm var blevet et fristed for dem begge. Her var ingen surmulende forældre og ingen utilfredse principaler. Af sidstnævnte slags havde Paludan allerede mødt nogle stykker, både før og efter han i 1918 – omsider – var blevet færdig som cand. pharm.

Et brev fra Eberlin til Paludan i juli 1923 beskriver den akutte længsel efter frihed: »Hvad om en Tur langs Havnen ved Hanstholm, i Skumringen naar Havgusen langsomt kommer in[d] fra Havet og Vinden suser saa vemodigt i Marehalmen. Fyret bliver taendt og de store Lyskegler glider stateligt over Landskabet <M%10>...<D%0> og paa Kroret [kroen] venter der os iskolde Svalebajere og damphede Todyer.«

Paludans breve til Eberlin er gået tabt, men fyret i Hanstholm havde også fået en symbolsk betydning for ham efter det første møde i 1919. I En Vinter lang (1924) havde han brugt det i en dialog mellem provisor Keller og lektor Svane:

»Nerver, Nerver, sagde Keller træt og tændte en Cerut. Netop, brudte Nerver gør synsk. Det er os, de lidende, Neurosens forvildede Fugle, der støder mod – – Mod Fyret, smilede Keller genkendende …«

Fyret dukker op i romanen flere gange i forskellige sammenhænge, stærkest hvor det viderespiller et tema, Paludan allerede havde antydet i romanen Søgelys (1922), hvor det i en af Sigrid Nords indre monologer hedder om journalist Erup:

»han droges mod sin Overmand, mod Tilintetgørelsen, – – som Skibet mod Charybdis, Fuglen mod Fyret!«

Det forstærker effekten, at både Keller og Erup medvirker i FoF, hvor temaet om fuglene mod og omkring fyret gennemspilles adskillige gange og både indvirker på det dramatiske forløb og leverer stof til titlen.

Under den famøse Italiensrejse og de daglige og natlige samtaler med Eberlin har drømmen om Hanstholm fået ny næring. Det går med Paludans stof til romanen som med hans beskrivelse af havnen i Hanstholm: »Først en Tanke, saa et Ønske, saa en Plan, saa en Kendsgerning.« Da tanken og ønsket har fostret planen, går det hjemad i ekspresfart.

I Hanstholm lejer de sig ind på kroen, og det praktiske arbejde med romanen begynder. Da Paludan i februar 1936 blev interviewet af Vendsyssel Tidende i anledning af sin 40-års fødselsdag, fortalte han om forløbet og fastslog samtidig, én gang for alle, at skuepladsen var Hanstholm, ikke Hirtshals, som lokale aviser ellers havde meddelt:

»Det er Hanstholm. Jeg kom dertil en frostkold Vinterdag direkte fra Italien, hvor Solen havde skinnet over det stille, blaa Middelhav, og denne bratte Overgang satte Nervesystemet i Svingninger. Med det samme stod hele Romanens Handling klart for mig, og jeg begyndte straks at arbejde paa den.«

Notesbøger, en eventuel synopsis eller andre løse optegnelser er desværre gået tabt, men vi ved, at de to venner ankom til Hanstholm kro – hvis arkiver er brændt – i november 1924, at de iflg. Paludan (interview i Vendsyssel Tidende, 4/2 36) blev dér »i mere end en Maaned« og at forfatteren på det senere trykmanuskript har noteret: »Kladden: 11. December 1924 – 11. Marts 1925.«

Paludan har arbejdet hurtigt. I omtalte interview af 4/2 36 citeres han for at sige: »Om Dagen gik jeg rundt og talte med Folk; men hver Aften sad jeg i et iskoldt Kammer og skrev ved en Petroleumslampe.« I et privatbrev til biografen Orla Lundbo i 1942 foreslog Paludan det senere ændret til: »og om Aftenen blev der skrevet noget og festet en Del mere med Kroens Klientel.«

Paludan har alså brugt den lille måned inden kladdeskriveriet til at indsamle stof, til at vejre stemningen på stedet og til at diskutere stoffet med Eberlin. (Om sidstnævntes indflydelse på Paludans romaner, se Jacob Paludan. Historien om et venskab og Janus fra Thisted. Jacob Paludan som romankunstner).

Tilsyneladende har Paludan kun gjort notater og samlet stof i Hanstholm. Det egentlige skriveri påbegynder han iflg. renskriften 11/12 hjemme på Margrethevej i København, mens Eberlin flagrer rastløs rundt mellem Hanstholm, Aalborg og hovedstaden, og mens de nedslående anmeldelser af En Vinter lang dukker op i aviserne. De konkluderer, at han nok har talent, men endnu ikke har brugt det ordentligt.

Kladdens første side er identisk med begyndelsen af det senere »Første Kapitel«, men efter et par afsnit springer Paludan til de linier, der senere skal indlede »Andet Kapitel«, og på kladdens næste side har han opstillet en sproglig slagplan under overskriften »Anmærkninger«. Det er brugbare formuleringer, som han tidligt har konstrueret og er bange for at glemme. Derfor har han kradset dem ned her – og senere streget dem ud, efterhånden som de er brugt.

Et par eksempler skal nævnes:

»Hun holdt dem i Ave med sit Saalænge I endnu har mig og den korte Tid, der er igen.« (bruges i orig.udg. s. 149, her s. 151).

»Vise sig i et saa nationalliberalt Kostyme …« (bruges i orig.udg. s. 137, her s. 139).

»Tengelsens største Ros var nogenledes.« (bruges i orig.udg. s. 113, her s. 115).

»Bodil kunne … den Kunst at nyde Livet imellem to Piletræer.« (bruges i orig.udg. s. 237, her s. 236).

»Karriere-angst – – Manden, der var rejst til Sumatra.« (bruges i orig.udg. s. 231, her s. 230).

På kladdens femte side har Paludan opstillet en tidstabel, der også kan være læseren til nytte:

Endnu seks sider i kladden er brugt til spredte formuleringer, der senere kan genfindes i romanen, og kladdens 12. side, »Johans Generalieblad«, indeholder dels en oversigt over figurens udvikling, dels kontante formuleringer, der også går igen. Først derefter er Paludan begyndt på den egentlige kladde, skrevet med sort blæk og senere genemrettet med rødt.

Den er dateret »Finis 11-3-25 8.23 EM.«

3. Forbilleder

Både Paludan og Eberlin var ihærdige læsere af Knut Hamsuns romaner, og ved flere lejligheder opfordrer Eberlin Paludan til at kopiere Hamsuns stil. FoF, der er blevet til i et betydeligt samarbejde mellem Paludan og Eberlin, er da også hans mest hamsunske.

Fra Paludans yndlingsromaner Børn av Tiden (1913) og Segelfoss By (1915) stammer romanens bærende konflikt mellem natur og kultur. Den straffede bonde, der vender tilbage, minder om Markens Grøde (1917), Bartholin med krambod og kræmmersjæl er inspireret af Segelfoss By, byen der går til grunde med den nye, materielle kulturs fremmarch af samme roman, fiskeriets lunefuldhed og spekulationen i jord af Benoni (1908), det aristokratiske og let sarkastiske udviklingssyn af Konerne ved Vandposten (1920), den livsbitre fyrmester Brandt af Benoni (»Å denne Paul Schønning, fyrvogter på et fyr av fjerde orden, visnet ned til roten, forstenet i selvforagt og kynisme«), latterliggørelsen af amerikaniseringen af Segelfoss By, den irrationelle sagfører Nagel af Den siste Glede (1912), celoen som fremtidspant af Segelfoss By, den næsten sakrale jordtilbedelse af Markens Grøde, og det kontante lån af navnet Nagel samt diverse særheder ved samme af Mysterier (1892).

I noterne til FoF optræder andre klassikere som H. C. Andersen, Goethe, Johs. V. Jensen, J. P. Jacobsen, Dante, Shakespeare, Dickens og Balzac. Hertil kan føjes Victor Hugo. Allerede Søren Hallar gjorde i sin lille Paludan-bog i 1927 opmærksom på, at Paludan i sin naturbeskrivelse fra Sandhavn, hvis navn forresten er lånt hos Strindberg, er stærkt inspireret af Hugos Havets Arbejdere (»Les travailleurs de la mer«, 1866), og i kronikken »Lidt om Stil og Stilister« i Nationaltidende 31/8 1928 supplerer Paludan selv ved at citere bredt fra samme roman som et eksempel på, hvad »Ordenes Gigant« formår.

Det er Martin-udgaven fra 1919, Paludan har kendt og brugt, og også Hugos »1793« genkendes fra brudstyker i FoF, nemlig i beskrivelsen af kranens forlis, der minder påfaldende om kanonens undergang hos Hugo.

I det hele taget bekræfter FoF Paludans belæsthed og omhyggelige forarbejde. Men i et enkelt tilfælde forvirres man, nemlig når dokumentérbare begivenheder tilsyneladende bearbejdes fiktivt, som i tilfældet det gode skib »Defence« (s. 28). Fortælleren har den dybt saglige mine på i beretningen om ulykkerne ved vestkysten, men oplysningerne er ikke alene tvivlsomme, de er direkte og påfaldende urigtige:

Defense, der burde hedde Defence, var ikke en fregat, men et linieskib, det forliste ikke i 1807 ved Lønstrup, men juleaften 1811 ved Fjaltring, og der omkom ikke 300 mand, men 538, mens kun 6 blev reddet. Vraget blev i øvrigt fundet i 1985.

Hvad skal man tro? Dårlig research? Eller er det måske snarere en vandrehistorie blandt fiskerne, der genfortælles ? Eller er det forfatterens meget senere bemærkning: »Thi vi står under fortællingens lov, ikke den banale korrektheds« (Vink fra fjern virkelighed, 1975, s. 12), der allerede her udfoldes i praksis? Uanset hvad har urigtighederne ingen indflydelse på andet end troværdigheden.

4. Modeller

Jacob Paludan havde det ikke uvæsentlige handicap som romanforfatter, at han ikke var god til »at hitte på«. Hans svaghed lå i fiktionens fantasikrav, hans styrke i det sproglige udtryk og evnen til at skildre typer, den »skikkelsesdannende Evne«, som Tom Kristensen kaldte den.

I Jacob Paludan. Historien om et venskab er redegjort for figurernes ophav, og i Janus fra Thisted. Jacob Paludan som romanforfatter for deres rækkevidde og for Eric Eberlins medvirken som stofformidler. Det er fælles for de fleste figurer i FoF, at de er sammensat af flere forskellige autentiske forlæg, og ingen kan siges at være konsekvente nøglepersoner. Især Nagel er komponeret efter flere forbilleder, hvoraf de to, der direkte kan identificeres, skyldes oplysninger fra Eberlin.

Hovedpersonen Johan Brandt er delvis et selvportræt, men hans oplevelser i USA er modelleret efter Eberlins tilsvarende. Efter det uheldige ophold hos apoteker Tengelsen – en omdigtning af Paludans egne erfaringer som apotekerdiscipel – kommer Johan ud for et stemningsskred, der noget senere i romanen betegnes som »en Eksplosion i ham, efter hvilken han landede i Amerika.« Fortsættelsen lyder: »Naar de usynlige Værdier kun spottede den, der søgte dem, saa vilde han gribe de synlige.«

Her får den opmærksomme læser, med tilbagevirkende kraft, et vink om, at Johan mellem afrejsen fra Tengelsen og ankomsten til USA markant har skiftet karakter. Hidtil har han været veg, livsiagttagende og idealsøgende (efter Paludans forbillede), nu bliver han pågående, kynisk, materialistisk (efter Eberlins). Forfatteren bibeholder denne dualisme mellem tilbageskuende episoder og fremadrettede, hvor kontrasten mellem barndommens drømmende og resultatløse Johan og manddommens handlekraftige bilsælger trækkes op. Imidlertid lider den amerikanske Johan samme skæbne som Eberlin: »Men da han stod paa sin Højde, samledes de Magter, han ikke havde regnet med, for at hævne sig. De gav ham Tomhed efter Kærlighed, Hjemve efter Tilfredshed.«

Først i slutkapitlet, der er ren fiktion, giver Paludan afkald på Eberlin som forlæg. Johan vender hjem til Hanstholm og fyret og er således tilbage ved udgangspunktet – ligesom Paludan og Eberlin var det i november/december 1924 (også romanen slutter i december). Hvad det udvikler sig til mellem Johan og Bodil er kun af sekundær betydning, men som et kuriosum kan det nævnes, at Paludan engang i et privatbrev til en spændt læser har meddelt følgende: »Bodil Hunby har ingensomhelst Gaader, – Johan kommer hjem, og alt er godt.«

Om ingeniør Jørgen Fibigers beklagelse over at være portrætteret som ingeniør Beyer og Paludans deraf følgende indvendinger henvises til Janus fra Thisted. Jacob Paludan som romanforfatter, s.105ff.

5. Temaer og tolkning

Da den marxistiske litteraturkritiker Peter Madsen i 1973 skrev en meget teoretisk analyse af FoF, kommenterede Paludan i sit erindringsbind I høstens månefase (1973) med at citere et svært forståeligt afsnit fra analysen og fastslå om romanen: »Det var en underholdningsroman.«

Det var sådan, Paludan selv opfattede FoF. Som romanforfatter lagde han ikke fortolkningsmæssige røgslør eller skjulte koder for de skarpsindige – men derimod senere som essayist. Han opfattede sin funktion som fiktionsforfatter som formidler af en god historie, indpakket i godt sprog. Det var de store fortællere, de sproglige virtuoser som Knut Hamsun og Thomas Mann, der var hans forbilleder som romanforfatter, ikke de kryptiske og utilnærmelige.

Men hvordan læseren vil opleve romanen er jo en anden sag. Som tidsbillede, som samfundskritik, som kærlighedshistorie, som et sprogligt monument, som noget helt femte, eller – måske mest sandsynligt – som en syntese af det hele.

Struktur

Romanen består af 7 kapitler, der igen er inddelt i nummererede afsnit. De 7 kapitler er markant struktureret som 3+3+1, idet to dramatiske begivenheder med stor effekt for den akutte situation og for romanens fremdrift afslutter kapitel 3 (Hunbys skud, Johans fars død) og kapitel 6 (Havnens ødelæggelse, Hunbys død). I begge tilfælde er det Nagel, der afrunder dramatikken, og han får dermed en symbolsk rolle som varsel for handlingens videre forløb:

1. Efter Hunbys skud, der også bliver en dramatisk foreløbig afslutning på forholdet mellem Johan og Bodil, optræder Nagel som Bodils trøster og frister med et tydeligt diabolsk strøg i kapitlets sidste linier: »Han forsvandt inde mellem de sorte Skygger, og Maanen saa et utydeligt Smil i hans skarptskyggede Ansigt«. Kapitlet har antydet hans fremtidige funktion som spekulant, og i slutlinierne blotlægges hans kyniske manipulation af den naive Bodil. Hans besnærende galanteri antyder en kommende alliance, på forretning eller følelser, og sætter samtidig et brat punktum på kærlighedshistorien Johan-Bodil.

2. Også havnens ødelæggelse efterfølges af en dialog mellem Nagel og Bodil, men denne gang med omvendt effekt. Nagels høje spil har slået fejl. Hans sidste, kejtede forsøg på at besnakke Bodil, og, da det ikke lykkes, at vinde hende med magt, afviser hun indigneret. Herefter har den totale fallitspiller Nagel kun ét at gøre, begå selvmord.

Bodil overlever ham med renheden i behold. Nagels rolle er udspillet, og der lægges op til et 7. og sidste kapitel, hvor den modne Bodil kan gense den voksne Johan. Romanens dramatiske forløb er forbi efter kapitel 6. Tilbage er kun at binde de sidste sløjfer i kærlighedstemaet.

Temaer

Det strukturelle overblik afslører det ene af romanens bærende temaer, kærlighedstemaet. Det andet hovedtema, der langt mere dynamisk og dramatisk indvirker på handlingen, er konflikten mellem natur og kultur. De to temaer udspilles parallelt og flettes ind i hinanden.

Konflikten natur – kultur:

Forbilldet for konflikten melllem natur (bonden Hunby) og kultur (ingeniør Beyer) er Knut Hamsuns dobbeltroman Børn av Tiden og Segelfoss By, som Paludan har læst og ofte diskuteret med ungdomsvennen Eric Eberlin. Konflikten er også arrangeret som hos Hamsun. Tidligt i Børn av Tiden opstiller løjtnant Willatz Holmsen, der er romanens ræsonnør, for læseren de to modpoler: naturen (bønder og jordejere) og kultur (embedsmænd og andre »bestemmere«), hvorefter handlingen kan gå i gang.

I FoF er det fortælleren, der allerede på side 8 gør scenen klar til den kommende konfrontation mellem natur og kultur: »Skuepladsen for Begivenhederne laa vid og storslaaet og ventede paa de første Aktører.« Bare fire sider længere fremme anes de første følgevirkninger af det emsige kulturelle fremskridt, da det nye elektriske lys går ud midt under høstballet, og dette tekniske tilbagefald afslører, at befolkningen langt fra har mistet urkraften og rovinstinkterne. Kulturen har antastet den tungt hvilende natur, men fremskridtet er skrøbeligt, og intet er afgjort.

Romanens pointe er, at dualismen mellem soliditet og omvæltning, mellem natur og kultur, mellem konservatisme og fremskridt, udvikles så underfundigt, at det gøres svært for læseren at være solidarisk med nogen af parterne. Sympatien bliver ikke et enten-eller, men et både-og, og romanens egen konklusion følger Knut Hamsuns: det nye æder det gamle op, men går selv til grunde. Havnen i Sandhavn ødelægges af naturmennesket Hunby, mens det hos Hamsun er kræmmersønnen og spekulanten Theodor Jensen, der tærer Segelfoss By op. For at nå frem til denne konklusion måtte forfatteren gøre vold på virkelighedens havnedrama. Hanstholm havn blev ikke ødelagt. Den blev slet ikke anlagt, trods projekter og budgetter.

Både naturmennesket Hunby og kulturmennesket Beyer ender med at få ret, men får ingen glæde af deres ret. Hunby dør dramatisk, men hans profeti holder: der var ingen grund til tvangsekspropriationer, for der kom ingen havn. Beyer får også ret, grundigt bekræftet af hans mere emsige efterfølger, ingeniør Severin: »Inden han [Severin] besvimede i sit Hjørne, taagede der igennem ham Mindet om, hvad Beyer havde sagt vedrørende ekstra Sikring af den udsatte Mole. « (s. 215). Men da er Beyer forlængst pensioneret.

I det hele taget er de menneskelige omkostninger i romanen store, både i form af direkte dødsfald (Hunby, Nagel, Brandt), i form af social tilbagegang (Beyer, Nagel) og i form af ufrivillig adskillelse (Bodil, Johan). Som en grum kontrast består romanens hele fremskridt i, at de »fem blaa-hvide Wolframpærer« ved romanens begyndelse er erstattet af »fem Wolfram-lamper« i Bartholins vindue ved slutningen (s.235). Alle andre end netop købmand Bartholin vil mene, at det var en meget høj pris at betale for det fremskridt.

Samme Bartholin, den bondesnu forretningsmand, er medspiller i et mindre undertema, der udspilles parallelt med konflikten natur-kultur og har overordnede lighedspunkter. Det er konflikten mellem ham og den usunde levemand og spekulant Nagel, idet Nagel også er et udpræget kulturmenneske, der får næring fra naturmennesket Bodil Hunby, mens Bartholin er et naturmenneske, der snylter på de kulturelle fremskridt.

Modsat konflikten Beyer-Hunby har denne konflikt en oplagt vinder, Bartholin, der ikke alene overlever og profiterer af Nagel, men symbolsk også finder den hængende Nagel og hermed kan frigøre sig fra fortidens skyld og skyldsposter.

Kærlighedshistorien:

Romanens »ædle« kærlighedshistorie mellem Johan og Bodil er opbygget efter den klassiske model: mødes – skilles – mødes – genforenes (?). Det andet møde er forberedt ved Johans hjemrejse og udsat ved skibets omdirigering, så endnu engang formår Hunby ved en dramatisk handling at adskille datteren fra Johan. Det kunne friste til dybdepsykologiske analyser, men har for romanens forløb den praktiske funktion, at scenen skal gøres klar til genforeningen. Exit Hunby, exit Nagel.

Så kan Johan vende tilbage og opsøge Bodil. Deres genforening forberedes kun, men romanen afsluttes af to episoder, der både læses og tolkes positivt: Johan spørger om vej til Bodils skole, »og Barnet fulgte ham« – og kapitlet – og romanen – afsluttes med fire linier om en mand, der samler muslinger på det forladte bolværk. Altså: havnen, konflikternes årsag, er væk, konfliktskaberen Hunby er væk, og fristeren og rivalen Nagel er væk. Scenen er ryddet, så Johan og Bodil kan genforenes, efter mange fortrædeligheder.

Ved romanens start markerer de sig begge som naturbørn i en kulturgeneration og er alene derfor splittede. De repræsenterer fremskridtet midt i et fremskridt, de ikke kan identificere sig med. Hverken denne splittelse eller de selv spiller dog nogen egentlig rolle for udviklingen af konflikttemaet, mens dette direkte og meget dramatisk får indflydelse på deres forhold.

De eksisterer dog, og romanen handler ikke kun om døde værdier og begreber, men sandelig også om særdeles levende mennesker, der får deres ungdom ødelagt af mekanismer, de ikke selv har nogen indflydelse på. Blandt mange skæbnebilleder i romanen er det pointen, at Johan og Bodil på hver deres måde er underlagt et fædrene særheds-tyranni, der er så indlysende, at det er komisk for alle andre end de to fædre.

Hvis der var nogen retfærdighed til i brøkernes verden, kunne man forestille sig, at to gange halvtosset multipliceret med to gange småforelsket kunne give to op og et par i mente, men sådan reagerer skæbnens regnemester ikke.

Uanset gunstige tilløb og gode forsætter kastes Johan og Bodil rundt i den store verden, men drives stadig mod hinanden, mod barndomslandet, mod de ubrugte muligheder, mod lyset forude – som fuglene mod fyret. Om romanen, trods denne skræmmende metafor, ender godt, nemlig med en genforening – og om det i det hele taget er godt – er læserens egen afgørelse.

Mellem disse hovedtemaer huserer sporadisk en række farverige figurer, ikke mindst apoteker Tengelsen. Ingen af dem har nogen direkte indflydelse på handlingsforløbet eller på romanens arrangement. Sidstnævnte styres suverænt af den alvidende, ræsonnerende og arrangerende fortæller, der på forfatterens vegne tænder for lyset og ruller handlingen op for læseren.

6. Modtagelsen og karrieren

Til sidste øjeblik var Paludan usikker på romanens navn og i tvivl om den endelige struktur. Så sent som i renskriften (trykmanus) omtaler han FoF som »To Fortællinger af Jacob Paludan«, og han inddeler bogen i to dele, »Romantik« og »En Vinter lang«. Det er formodentlig forlaget, der har fået ham fra den ubrugelige idé, og også arbejdstitlen »Fugle mod Fyret« forkastes til fordel for det mere rummelige »Fugle omkring Fyret«.

Og så udkom romanen i øvrigt efter planen den 12. september 1925 på Steen Hasselbalchs forlag og kostede 7,50 kroner for de 237 sider. Efter aftale med forlaget tilfaldt der forfatteren 1 kr. pr. solgt bog. Oplaget var på 1000 eksemplarer.

I Jacob Paludan. Historien om et venskab er redegjort for romanens modtagelse i pressen. Det var vigtigt for forfatter og forlag, at prof. Hans Brix, tidens mest ansete og frygtede anmelder, var først til at anmelde bogen og stort set kun positivt. Det er en »virkelig god og anselig Roman, han her har skevet og digtet«, skriver han 16/9 i Nationaltidende, og i Ekstrabladet kalder Otto Gelsted FoF for Paludans »Gennembrud som Romanforfatter«.

Hans Brix går en tak længere: »Alt i alt hæver denne Bog sig altsaa betydeligt over Gennemsnittet af dansk Roman, som den for Øjeblikket bliver fremstillet i de aandelige Værksteder herhjemme. Det er en Fornøjelse at konstatere dette.«

Også Paludans kollega Tom Kristensen roser romanen. I Politiken skriver han om Paludan: »Da han desuden er en glimrende Stilist, der kan sige Ting lige saa godt og lige saa forbløffede som Johannes V. Jensen, og tillige ejer den skikkelsesdannende Evne, som er den største Sjældenhed i Danmark, skal der ikke meget profetisk Evne til at spaa ham en god Fremtid.«

Takket være de fine anmeldelser sælger bogen godt. Et nyt oplag hastes i trykken i oktober 1925, endnu et måneden efter, og i februar 1927 udkommer 4. oplag, så der nu er trykt 4000 eksemplarer. I 1926 oversættes romanen til tysk og hollandsk, i 1927 til svensk og i 1928 til engelsk.

Efter tre mindre heldige forsøg blev FoF, Paludans første udviklingsroman, hans gennembrud som romanforfatter. Hans næste roman »Markerne Modnes« (1927) blev fulgt op af et bind essays med titlen »Aaret rundt« (1929). Sidstnævnte blev anmeldt i Nationaltidende af Hans Brix, der sluttede sin dom med følgende ord: »Det er ypperligt, ypperligt – hvor man glæder sig. Men i Glæden er dog et Fnug af Ærgrelse at spore, fordi en Skildring som denne ikke er indgaaet i noget større Værk, i en Helhed med Figurer og Skæbnegang – hvornaar faar vi saa den Roman, Hr. Jacob Paludan?«

Den roman, Hans Brix efterlyser, den store udviklingsroman, kom i 1932-33. Det blev Paludans største og sidste roman »Torden i Syd« (1932) og »Under Regnbuen« (1933), fra 1937 samlet og udgivet som ét bind under hovedpersonens navn »Jørgen Stein«.

Af flere grunde opgav Paludan herefter romangenren (se Janus fra Thisted. Jacob Paludan som romankunstner). Hans Brix havde med Jørgen Stein fået sin roman, der af 51 fremtrædende forlagsfolk og kritikere i Bogrevyen i marts 1946 blev kåret som Danmarks mest betydelige roman i vort århundrede – FoF blev nummer 11 – og Paludan kunne nu hellige sig de fiktionsløse, sprogligt artistiske genrer essayet og aforismen, der skulle blive hans næste og måske største fortjeneste. Han nåede at skrive tæt ved 1800 kronikker og essays, og efter de markante essaysamlinger »Som om Intet var hændt« (1938), »Facetter« (1947), »Retur til Barndommen« (1951), »Fremad til Nutiden« (1953) og »Mørkeblaat og sort« (1965) afsluttede han sit forfatterskab med fire bind erindringer i brudstykker (1973-76). Fjerde og sidste bind »Låsens klik« udkom 6/2 1976. Den 27. september 1975, mens låsen var på vej mod sit sidste klik, døde Jacob Paludan i sit hjem i Birkerød.

7. Tekstkritik

Kladden og trykmanuskriptet (renskriften) til FoF findes på Det kongelige Bibliotek (NkS 2771 fol.). Det er to kapsler på henholdsvis 161 og 158 tætskrevne sider, hvoraf især førstnævnte bærer tydeligt præg af at være arbejdsredskab, mens sidstnævnte er sirligt arrangeret med Paludans karakteristiske, kalligraferede bogstaver.

Romanen udkom 12/9 1925 på Steen Hasselbalchs Forlag. Det er originaludgaven, der er grundlag for nærværende udgave af FoF, idet dog indlysende sætte- og skrivefejl stiltiende er rettet, f.eks: besynderlgi >> besynderlig, Napel >> Nagel, Emsemblet >> Ensemblet, Grape-fuit >> Grape-fruit, betydligt >> betydeligt, ægrede >> ærgrede, Hunby Gaard >> Hunbys Gaard, Mahilde >> Mathilde, ellers >> eller.

Derimod er Paludans inkonsekvente brug af stanse/standse, spasere/spadsere, cycle/cykle, Café/Cafe og samme inkonsekvente stavning af sammensatte substantiver (Cognac-Flaske og Faust-Side, men Sommer-eventyr og Ørne-apotek) bibeholdt som et udtryk for forfatterens spontane proglige balanceren mellem fortid og nutid.

På grund af romanens salgssucces blev ingen af sætte/skrivefejlene rettet i 2., 3. eller 4. oplag. I forsommeren 1931 besluttede Steen Hasselbalch at udgive en decideret ny udgave af romanen, en billigudgave (»Folkeudgave«) til 3 kroner mod originaludgavens 7 kroner, på tvivlsomt papir, af forlæggeren kaldt »fjerlet«, og af økonomiske grunde med stående sats og kun med de nødvendigste rettelser og justeringer.

De sammensatte substantiver har nu konsekvent stort bogstav i første ord og lille i andet (Cognac-flaske, Dandy-tilbøjeligheder, Fremtids-muligheder, Havne-indvielse, Faust-side, etc.), det stumme d er indføjet i standse og spadsere (men ikke i spænstig), Cycle er næsten konsekvent rettet til Cykle og Ørne-apoteket til Ørneapoteket.

På trods af rettelserne er heller ikke Folkeudgaven (5000 eks.) konsekvent. Ikke alle fejl er justeret, og det virker helt uden mening, at det germanske Marsch er ændret til det franske March s. 184, men ikke s. 128, hvor det dog drejer sig om Beethoven, og heller ikke s. 182.

Men med originaludgaven udsolgt var Folkeudgaven nu den autoriserede. Valdemar Setoft havde tegnet nyt omslag med fyr, havn og mennesker, og Hasselbalchs Forlag lancerede romanen i såkaldt »San Michele Format«, med praktisk skelen til, at den svenske læge Axel Munthes erindringer i løbet af et år var solgt i 25.000 eks. i Danmark.

Så strygende gik det ikke for FoF. Salget gik trægt, ikke mindst efter udgivelsen af romanen om Jørgen Stein i 1932-33, og først i 1942, midt under den tyske besættelse af Danmark, vovede Steen Hasselbalch at genudgive den meget danske roman. Aage Sikker Hansen tegnede et dystert omslag, der passede til tiden, og med en flaksende fugleflok i stedet for fyr, havn og mennesker. Omslaget var blåt i gråt, oplaget på 6000 eksemplarer og prisen igen steget til 7 kroner, det samme som romanen kostede ved sin udgivelse i 1925.

Denne gang havde Paludan haft fat i rettepennen, så det var helt illusorisk at tænke på at bruge stående sats, hvis den overhovedet fandtes. Han var nu færdig med at skrive romaner, og det var ham magtpåliggende, at FoF fremstod i den definitive form. Derfor skriver han i 3. udgaven, s. 2: »Denne tredie Udgave, som udsendes 17 Aar efter Førsteudgaven, er omhyggeligt revideret og ønskes derfor gerne opfattet som den gyldige.«

Og revideret er den. Jeg har optalt 336 ortografiske rettelser i forhold til 2. udgaven og 163 større eller mindre tekstrettelser, svingende fra modernisering af enkeltord til omskrivning af hele afsnit. Nu vælger Paludan næsten konsekvent at skrive begge substantiver i de sammensatte ord med versalier (Lys-egerne >> Lys-Egerne, Kommissions-indstillinger >> Kommissions-Indstillinger), eller han trækker sammen til ét ord (Lys-faget >> Lysfaget, Kommissions-medlemmer Kommissionsmedlemmer).

Som det ses, er det vilkårligt, hvad han vælger. I de fleste tilfælde (147) har han trukket sammen, mens 47 eks. har bibeholdt sammensat substantiv. I alt 21 sammensætninger af præposition + substantiv rettes til to ord (imorgen >> i Morgen, paafærde >> paa Færde, tilro >> til Ro, etc.), og i alt 215 af de 336 ortografiske rettelser skyldes Paludans ændrede forhold til sammensatte substantiver.

Men trods forfatterens forsikringer er heller ikke tredjeudgaven konsekvent og fejlfri. Man kan finde Is-cremen, iaar, iorden, ja endog Spaseretur, selv om de stumme der ellers er bibeholdt, og spænstig er rettet til spændstig. Andre rettelser skyldes ændret stavemåde og ny anvendelse af accenter. Det er rettelser af typen Koffert >> Kuffert (7 eks.) og Horizont >> Horisont (12 gange).

I forhold til 2. udgaven er Marsch nu konsekvent rettet til March, ligesom Depesche er blevet til Depeche, Parenthes til Parentes, Spektakkel til Spektakel, Vindu til Vindue og Stewart til Steward. Som et kuriosum er tjeneren Gieselbæk ændret til det mindre tyske Gisselbæk.

De 162 tekstlige rettelser af enkeltord og formuleringer er alle kosmetiske g har ingen indflydelse på romanens indhold. Der er tale om lydlige rettelser (»op til Ritz« >> »op paa Ritz«, »melankolsk« >> »trist«, »unge Tanker« >> »rene Tanker«), tidsbestemte rettelser (»grøn Jagtdress« >> »Tweeddress«, »Kristiania-damperen« >> »Oslo-damperen«, »et Værtshus« >> »en Kantine«), logiske rettelser (især omkring journalist Erup, der ikke mere kan forudsættes læserne bekendt), samt faktuelle rettelser (»lyseblaa Kjole« >> »lysegrøn Kjole«, »røde Kjole« >> »grønne Kjole«, »20,000 Pund Torsk« >> »10,000 Kilo Torsk«). To af rettelserne adskiller sig markant, idet de er udtryk for tidens alvor (1942!). Ingen af dem blev dog rettet tilbage til 2. udgavens ordlyd efter besættelsen:

Paludan har tydeligt forsøgt at gøre 3. udgaven tidsnær. Som eksempel er 2. udgavens 18 linier lange indledning til 3. kap. 5. afsnit (»En ung Pige <M%10>.…<D%0> i blaa Luft«) erstattet af det korte og fyndige »Johan saa Bodil bade.« Hermed har forfatteren undgået at skulle omskrive det tidskritiske billede.

Kun i en omskrivning af Bartholins første opgør med Nagel (s. 68) er der tale om en indholdsrettelse, idet Bartholin i 3. udgaven er gjort mere kræmmeragtig (han brækker netop ikke fajancetallerkenen) og mindre irrationel.

Tredjeudgaven, der i følge forfatter og forlag nu var den definitive, holdt i 12 år. Da en 4. udgave i 1946 skulle indgå i Samlede Værker, holdt forfatteren sig til sin egen anvisning og brugte 3. udgaven, men da Hasselbalch i foråret 1954 bad ham gøre klar til en ny og femte udgave, kom rettepennen frem igen. Da 5. udgaven kom på gaden i november med Sikker Hansens omslag fra 3. udgaven, havde romanen fået en markant ansigtsløftning.

Det var især de tidstypiske gloser og formuleringer, der var ført up to date (»Betler« >> »Tigger«, »Opvarteren« >> »Tjeneren«, »Benklæder« >> »Bukser«), men der var også foretaget mange sproglige rettelser, justeringer af formuleringer og afpudsning af billedsprog (»For i de det samme var han blevet en Mand« >> »Han følte sig voksen og klar med ét«, »mens Johan skyede sit Fyrtaarn« >> »mens Johan fik Vandrevaner«, [der var] »Modenhed i den, men ogsaa Skepsis« >> »et Mærke efter Slid, et Vidnesbyrd om Sejghed«).

I bestræbelserne på at gøre romanen mere læselig blev der også udskiftet fremmedord, der kunne synes for fremmede i 1954: (»Decennium« >> »Tiaar«, »Gratie« >> »Artighed«, »Protuberanser« >> »Udstraalinger«, »eksploitere« >> »benytte«), og der er kælet mere for de sproglige nuancer end i de foregående udgaver. Forfatteren frygtede antagelig, at denne ville blive den sidste og endelige.

Men sådan gik det ikke. Først udgav Hasselbalch i 1961-62 romanen som billigbog i fire på hinanden følgende oplag, suppleret med et 5. oplag i 1967, og i mellemtiden havde forlaget i 1966 lanceret en ny ordinærudgave, den 7. i rækken, med nyt omslag af Knud Agergaard. Den kom endda i et nyt oplag i 1970, så romanen nu var trykt i alt i 72.500 eksemplarer. Da Hasselbalchs Forlag blev overtaget af Gyldendal, fulgte forlaget i Klareboderne succesen op, og 3/10 1972 udkom romanen som Tranebog i sin 8. udgave, der af en eller anden grund af forfatter og forlag blev kaldt den 10. Til gengæld er også udgivelsesåret forkert: 1929 i stedet for 1925.

Med overgangen til Gyldendal måtte Paludan overgive sig til bolle-åer og substantiver med småt. Det er gjort så konsekvent i omtalte 8. udgave, at Aalborg (fejlagtigt) er rettet til Ålborg. Et par sjuskefejl fra den definitive 5. udgave er rettet (deprimerede >> deprimerende, ustadig >> stadig), men samtidig er et par tudser røget med: bøger for bølger, nytidsby for nutidsby. Nyt er et djærvt »Hejsa« og et par nye, tekstneutrale formuleringer.

Med sidstnævnte 8. udgaves andet oplag, der udkom i 1977, var FoF i alt trykt i 93.100 eksemplarer. Med lidt held – og en genopblusset interesse for forfatterskabet og tidsånden – vil denne klassikerudgave altså kunne runde de 100.000 eksemplarer.

8. Litteraturliste

I 1980 udkom Børge Benthiens minutiøse Jacob Paludan. En bibliografi, der byggede på hans omtrent komplette samling af forfatterens små og store værker. Hele denne uvurderlige samling, der senere blev komplet og er suppleret med talrige manuskripter og breve, blev af Benthien skænket til institutionen »Det danske folkebibliotek«, in casu Birkerød Bibliotek, hvor den nu opbevares i et særligt lokale. Det var en betingelse for overdragelsen, at alle interesserede – også ikke-professionelle – har adgang til samlingen.

Bøger om Jacob Paludan:

Søren Hallar: Jacob Paludan (1927).

Orla Lundbo: Jacob Paludan (1943).

Emil Frederiksen: Jacob Paludan (1966).

Henrik Oldenburg: Jacob Paludan. Historien om et venskab (1984).

Henrik Oldenburg: Janus fra Thisted. Jacob Paludan som romankunstner (1989).

Øvrig sekundærlitteratur:

Niels Barfoed: Pietismens helvede, i: Tilbageblik på 30erne (1967).

Torben Brostrøm: Jacob Paludan paa Sporet af den tabte Tid, i: Politikens Dansk litteraturhistorie (bd. 4, 1966).

Ernst Frandsen: Aargangen, der maatte snuble i Starten (1943).

Felix Nørgaard: Jacob Paludan, i: Danske Digtere i det 20' århundrede (bind 1, 1951).

Lars Peter Rømhild: Jacob Paludan, i: Danske digtere i det 20. århundrede (bind II, 1981).

Niels Birger Wamberg: i: Samtaler med danske digtere (1968).