© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Dandserinden udkom anonymt vinteren 1832-33 og skaffede Frederik Paludan-Müller (1809-76) vind i sejlene. Læserne kaldte ham et geni og rev bogen væk fra boghandlerne, så den måtte genoptrykkes gang på gang gennem hele det nittende århundrede. Efter digterens 100-års fødselsdag ebbede interessen ud, og i dag kendes værket kun af et fåtal, hvilket er synd Dandserinden genudgives hermed efter en pause på 76 år og for første gang efter den sjældne originale tekst -bortset fra et fotokopieret oplag fra 1970 til universitetsbrug.
Det, at et værk ved udgivelsen bliver en succes, behøver selvfølgelig ikke altid at garantere for værkets kvalitet. Men en sådan bog vil altid være bemærkelsesværdig, hvis man ønsker at kende en bestemt epokes smag og værdier - og vil som sådan have kulturhistorisk interesse. Med Dandserinden har vi altså en mulighed for at fa forståelse for det københavnske borgerskab i 1830'erne, så meget mere som en del af indholdet er en veloplagt satire over det selvsamme publikum, som den henvender sig til.
Litteraturhistorisk set er Dandserinden det første velskrevne danske romantistiske værk og giver os mulighed for at sammenligne den stormende og revolutionære europæiske romantisme med den mere forsigtige i Danmark, hvor der strengt taget ikke findes så megen litteratur, der kan kaldes romantistisk. Som et romantistisk værk peger Dandserinden frem i tiden og kan ses som en forløber for naturalismen. Bogens desillusionerede holdning har bevaret sin aktualitet og kendes fra senere digtere, for eksempel den unge Johannes V. Jensen, Tom Kristensen og Michael Strunge.
Ser man på Paludan-Müllers udvikling, kommer man ikke uden om Dandserinden, fordi værket rummer spirerne til hele det efterfølgende forfatterskab; for eksempel er klassikeren Adam Homo (1842-49) skrevet over Dandserindens læst. Paludan-Müllers stadige redigeringer af Dandserinden for hver ny udgave kan ses i lyset af forfatterens personlige udvikling, der spænder fra stadier af nihilisme til stadier af stadig strengere idealisme og religiøsitet.
Men Dandserinden er også læseværdig i sig selv, idet værket giver os mulighed for at møde en helt ung digters svendestykke med en usædvanlig friskhed i sprogbehandlingen og en bidende humor. Paludan-Müllers udnyttelse af den metriske spændetrøje, som han samtidig tør bryde, viser ham som kunstnerisk moden, og den suveræne benyttelse af dagligsproget når næsten op på siden af H.C Andersens. I værket gives en klassisk skildring af konflikten mellem kærlighed og samfund, og det fine erotiske portræt af heltinden Dione virker stadig indtagende.
Paludan-Müller tilhørte generationen, der blev født i skyggen af en række ulykker: Slaget på Reden 1801, englændernes bombardement af København og tabet af flåden 1807, den danske statsbankerot 1813 samt tabet af Norge 1814. Den hermed forbundne - mere eller mindre ubevidste - nederlagsfølelse bragte de som en uro i sjælen med ind i den kommende periode, der normalt karakteriseres som guldalder og biedermeier.
Wienerkongressen 1815 betegnede opgøret med napoleonstiden og ses gerne som nøgle til nogle årtier, hvor fred og borgerlige værdier herskede. Selvom den oplyste enevælde som institution kunne siges at høre fortiden til, undgik landet den revolutionsbølge, der rullede over blandt andet Grækenland, Frankrig, Belgien og Polen. Kongens position forsvaredes især af hans magtfulde embedsmænd fra det fremvoksende borgerskab, der så en fordel i en alliance med enevælden, fordi det betød social sikkerhed og karrieremuligheder. Den stærkt konsoliderede kirke så ligeledes en fordel i at støtte enevælden og manede befolkningen til besindighed Den fælles fjende var de lavere klasser og adelen, der kunne afskaffe de øvriges magt, men det var ikke ligetil, for alt censureredes: det var forbudt at holde møder uden godkendelse, og alle oprørske elementer fængsledes, landsforvistes eller fik ansættelsesforbud i det offentlige.
Landet åndede derfor fred, og politisk ufarlige emner nød fremme. Digtning og anden kunst som udtryk for fantasi og følelse trådte i forgrunden, men ofte på borgerskabets vilkår. Man læste romantikkens store forfattere Adam Oehlenschlåger (1779-1850), N.F.S.
Grundtvig (1783-1872) og B.S. Ingemann (1789-1862), der genoplivede den slemt medtagne nationalbevidsthed ved at skrive om den danske histories helte og endvidere ved at anvende elementer fra den danske fortælletradition. Gennem romantikkens ledende filosofier, platonismen og organismetanken, lærte man om en oprindelig enhed og harmoni, der ved et fald (syndefaldet) var blevet splittet i modsatrettede, hinanden bekæmpende kræfter (det åndelige og det materielt-sanselige), men den historiske proces, der er et udtryk for denne kamp, ville dog i tidens fylde harmoniseres med kræfternes udsoning og genetablering af den oprindelige enhed.
Omkring 1830, da landet var på vej til et økonomisk og industrielt opsving, fyldte Paludan-Müllers generation 20 år og skulle til at stå på egne ben. De forældre, der havde råd til at lade sønnerne uddanne, forventede en embedseksamen, et fornuftægteskab og bevaring af klasseskel, dels for at sikre efterkommerne økonomisk, dels for at opretholde den sociale status. Dette førte naturligvis i mange tilfælde til en klar generationsmodsætning, idet Paludan-Müllers jævnaldrende ikke accepterede tingenes tilstand og skuffedes dybt over, at romantikkens idealer viste sig som tom deklamation og underholdning; imidlertid kunne de unge ikke gøre åbenlyst oprør, blandt andet på grund af censuren. Endelig havde forældrene en økonomisk klemme på børnene: uden forældrenes støtte ingen uddannelse og dermed intet levebrød.
Den unge generation endte i første omgang som splittede, desillusionerede nihilister, klemt mellem de romantiske drømme og den barske virkelighed. Nogle kastede sig i hvert fald for en tid ud i et »vildt« liv med fester, vin og kvinder, men glæden viste sig hurtigt at være tom og kort. Andre turde gøre mere åbenlyst oprør ved at indgå ægteskab uden skelen til social status, kappe båndene til familien, opgive en del af traditionerne og søge at give kunstnerisk udtryk for opposition - med de forsigtighedshensyn, som var nødvendige under et enevoldsstyre med censur. Da de ikke direkte kunne protestere mod samfundet, klagede de i stedet over romantikkens idealer, der havde vildført dem (se eventuelt Niels Barfoed: Don Juan, s. 253). Det er et af de første ungdomsoprør, vi ser markeret i litteraturhistorien, først senere er generationskløfter blevet hverdagskost. Bemærk endvidere, at protesten kom i et økonomisk opsving - akkurat som i 1960'erne.
Det er karakteristisk, at gængse udtryk for den desillusion og splittelse, som den unge generation vistnok følte med større styrke end deres jævnaldrende i andre perioder, kom fra de tre store kulturlande: fra tysk kommer ordene for den sentimentale pessimisme: Weltschmerz, og den »interessante« sønderrevethed: Zerrissenheit (for eksempel i Heinrich Heines (1797-1856) digtsamling Buch der Lieder, 1827). Fra fransk betegnelserne lokalkolorit og voldsomme, uformidlede kontraster: antiteser (for eksempel i Victor Hugos (1802-85) fortale til Cromwell, 1827, og Notre-Dame de Paris, 1831, da. 1832), samt udtrykket mal du siécle: århundredets syge (for eksempel i Alfred de Mussets (1810-57) La confession d'un enfant du siècle, 1836, da. 1841). Fra engelsk: spleen, egentlig ordet for milten, hvor man tidligere mente, at den blaserte kedsomhed, livslede og tristhed havde sæde (begrebet for eksempel i George Gordon Lord Byrons (1788-1824) klassiker Don Juan, 1819-24). Romantismens samfundstrods samt lidende og »interessante« figurer, oprørske mod Gud og mennesker, blev efterlignet af mange unge digterspirer.
I Danmark fik det »interessante« en særstilling i romantismen som »et modernt Begreb, for hvilket de gamle Sprog ej engang have noget tilsvarende Udtryk«; således skrev digteren J.L. Heiberg (1791-1860) i anmeldelsen af Adam Oehlenschlågers skuespil Dina (1842) i Intelligensblade (16/17, 1842), hvor han forklarer begrebets særbetydning. Det »interessante« kan forklares ved et eksempel: Byron overværede for første gang en halshugning af tre forbrydere; den første gjorde ham ganske hed og tørstig og fik ham til at skælve, så han knap kunne holde kikkerten, den anden og tredie lod ham ret kold, hvilket viser, hvor hurtigt selv forfærdende oplevelser bliver ligegyldige. Det »interessante« er dermed noget for betragteren nyt og pirrende, der ikke kan gentages. Begrebet anvendes foruden om begivenheder også om personer, der afdækker forfærdende skjultheder som incest, mord, nihilisme, og om kunstværker, der vækker uro, forvirrer og fastholder betragteren i spænding til afsløringen af det skjulte. Igennem det »interessante« kunne det snerpede samfund få afløb for sine frustrationer ved at kikke på fremmede og sære skæbner, som man aldrig gjorde tilløb til at følge (se Erik A. Nielsen*: Det interessante i Kritik* 17, eller Torben Hviid: Det interessante - vendepunktets kategori i Kritik 37).
Den romantistiske digtergeneration i Danmark bestod især af Paludan-Müller, H.C. Andersen (1805-75), Carl Bagger (1807-46) og Søren Kierkegaard (1813-55). De unge drog til København i slutningen af tyverne for at studere og skabe en karriere: Paludan-Müller og Bagger læste jura, mens Kierkegaard læste teologi (H.C. Andersen falder selvfølgelig med sin sociale baggrund lidt udenfor; han tog studentereksamen i 1828). De valgte alle senere at træde i ideens tjeneste, som man sagde, og følge digterkaldet i stedet for embedsvejen. Emil Aarestrup (1800-56) må også siges at høre med, selv om han er lidt ældre og valgte lægegerningen som levevej.
H.C. Andersens tidlige romaner kan kaldes romantistiske og »interessante«, fordi hovedpersonerne forsøger at skjule en forbrydelse eller en fattig barndom, der dog langsomt afdækkes, og den eventuelle endelige harmoni eller idyl kan virke uholdbar og påklistret (for eksempel i Improvisatoren, 1835, og O.T., 1836). I Carl Baggers Min Broders Levned (1835) hersker dæmoni, spleen, fri erotik og Weltschmerz over verdens ondskab, og Arthur dør med oprørske tanker mod Gud og konge, mens bedsteborgeren Johannes beskrives med ironisk distance. Søren Kierkegaards Forførerens Dagbog fra Enten-Eller (1843) skildrer æsteticisme og værdisammenbrud, idet Johannes vælger en uskyldig pige som en »interessant« genstand for forførelse; der tages dog i forfatterskabet som helhed stærkt afstand fra æstetikerens stadium. Emil Aarestrup skrev en række vovede digte, hvor han skildrer fri erotik, Zerrissenheit og spleen (Digte, 1838).
Den lidt ældre generation opfangede de nye signaler og skrev enkelte romantistiske værker, men graden af fortvivlelse og oprør kan nok betegnes som mindre, måske endda tillært, og der findes flere spor fra romantikken. Man kan for eksempel nævne Chr. Winthers (1796-1876) erotiske gyser Skriftestolen fra Fire Noveller (1843), Henrik Hertz' (ca. 1797-1870) dæmoniske Ragnhild og »interessante« slutning i Svend Dyrings Huus (1837) og B.S. Ingemanns splittede morder i novellen Varulven fra Tre Fortællinger (1835).
Den danske romantisme fra cirka midten af tyverne til fyrrerne opfordrede ikke til revolution som i udlandet, blandt andet fordi det var begrænset, hvad man kunne skrive i censurens Danmark, og fordi samfundet hurtigt integrerede forfatterne og legaliserede deres digtning. Forældregenerationen tog tilsyneladende ikke de unges oprør alvorligt, men betragtede det som en overgangsperiode - og de fik fortrinsvis ret. Romantismen kan derfor siges at have været en litterær strømning i tiden under den mere udbredte, ikke nødvendigvis litterære biedermeier. Forskerne er dog langt fra enige om romantismens betydning; nogle mener, at romantismen er et privat problem for enkelte digtere, ingen åndshistorisk begivenhed (for eksempel Henning Fenger i Georg Brandes' læreår, 1955, og Erik Lunding i Biedermeier og romantismen i Kritik 7), mens andre mener det modsatte (for eksempel FJ. Billeskov Jansen i efterskriften til Adam Homo).
»De vil maaskee forundre Dem over, at dette kommer fra min Haand, fra hvilken De endnu intet Product har seet, som kunde lade Dem formode Dygtigheden til sligt et Foretagendes Udførelse. Dog troer jeg, at jeg med et vist Slags Selvbevidsthed tør forsikkre at jeg ikke aldeles er et Musernes Stedbarn, hvorpaa jeg mener at have et Beviis i den Samling af Digte, jeg for min egen Fornøielses Skyld har udarbeidet, og som befinder sig hjemme i min Skuffe.« (C.St.A. Bille og N. Bögh: Breve til H.C. Andersen, 1877, s. 531). Således introducerede Paludan-Müller sig selv den 28. nov. 1828 til H.C. Andersen for at vinde denne for en plan om at udgive et ugeblad sammen. Brevet afslører en meget ung Paludan-Müller, der lige var kommet til København fra Odense for at studere jura, men hellere ville dyrke sit egentlige kald, skriveriet. Brevet viser tillige den kommende forfatters store selvtillid og fremstormen: han var en ung mand med mange ambitioner. H.C. Andersen afviste dog samarbejdet.
Paludan-Müllers første kendte offentliggørelse, digtet Raab til Polen, kunne læses i Kjøbenhavnsposten den 8. marts 1831, men var uden forfatternavn, da han endnu ikke ønskede at træde offentligt frem. Raab til Polen giver udtryk for revolutionsstemningen i Danmark og vandt almindeligt bifald, fordi det var aktuelt og velskrevet. Sproglærer N.F. Berg (1782-1832) fremsagde digtet ved en aftenunderholdning samme år - måske sad Paludan-Müller og hørte på, i hvert fald var der ikke langt til næste skridt efter denne opmuntring.
November 1831 indleverede Paludan-Müller skuespillet Kjærlighed ved Hoffet i fem akter til Det kongelige Teater. Stykket kunne umuligt opføres på grund af dets bredde og manglende sceniske effekter, i stedet tildelte man forfatteren fribilletter og anbefalede at lade stykket trykke. På samme måde gik det året efter, hvor han deltog i en konkurrence udskrevet af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse med Fire fædrelandshistoriske Romancer. Ingen af de seksten konkurrenter vandt, men Paludan-Müller fik hæderlig omtale, og man anbefalede at lade dem trykke. Skuespillet og romancerne udkom separat og anonymt i 1832 uden den store opsigt, men anmelderne kunne se forfatterens kvaliteter og forholdt sig afventende.
Først som 25-årig fik Paludan-Müller et gennembrud med Dandserinden, der afspejler hans indre modsætninger i årene op til udgivelsen. Han skiftede mellem at være den flittige, velopdragne dreng, der pænt sad hjemme og studerede, og en desperat, tøjlesløs modelaps, der boltrede sig til baller, lagde an på samtlige kønne piger og knuste et par hjerter. Men han følte sig oftest alene i det store København og fandt en åndsallieret i sin kusine, den 22 år ældre Andrea Hansteen, født Borch (1787-1840), der boede i København fra 1828 til 1829 med sine seks børn. Han forelskede sig i Andrea som en skoledreng i sin lærerinde, og hun fungerede både som den tilbedte og som erstatning for Fritz' elskede moder, der døde, da han var 12 år. Paludan-Müller betroede Fru Hansteen alt, sin kærlighed, sine drømme og splittelse; således i et brev fra den 28.-29. juli 1830:
»Alvorlig talt, mit Skib gaar ingen jævn Gang; tidt ligger det maustodt [: stendødt] og tidt gaar det for saa fulde Sejl og med saa stærke Vinde, over brusende Bølger rundt omringet af mørke Skyer og knitrende Lyn og rullende Torden, at jeg ikke mere formaar at holde Roret eller styre Sejlene, men lader det staa til, som det kan; da falder jeg i Fristelser og mange daarlige Begærligheder; Fornuften stryger sit Flag, og »Piger, Vin og Kortenspil« - som der staar i Visen - bliver min Havn, dog kun en skrøbelig, hvori jeg bjerger det synkefærdige Vrag. Dog er Opvaagnelsen af saadan en Drøm egentlig ikke behagelig. Da kommer Tomhed, Smerte, Kval og Anger, [...] og kun én Trøst bliver, den samme som [den italienske digter Torquato] Tasso omtaler, naar han siger: »Mir gab ein Gott zu sagen, was ich leide«. [...] Lys maa jeg have, et andet Liv maa aabne sig for mig, hvis ej vil jeg selv aabne det. Bogen med de syv Segl vil jeg bryde og se, om mit Navn er tegnet i Livets eller Dødens Bog -[...] jeg vil se til, at mit Haabs Øjne ikke briste, thi [...]: »Øjet er Legemets Lys - naar da det Lys, som er i Dig, bliver Mørke - hvor stort er da Mørket?« Og er ikke Haabet Sjælens Øje; derfor vil jeg vogte det, og bliver det end svagere og svagere, vil jeg betjene mig af Konservationsbriller [: beskyttelsesbriller]; men disse ligge tre Favne under Mulde - og det løjerligste er, dog kan man være lystig, fornøjet, spøge og spase, gøre Kommers og bære sig, som man ikke vidste, hvor man skulde anbringe de tusinde Løjer og Indfald, som for Andres Øjne sidder En paa Læben og i Blikket, ja lyve allerstærkest, naar Sandheden gerne styrtede frem i tusinde Taarer. Saadan er Mennesket - sin egen Gaade og Modsætning.« (Fr. Lange: Frederik Paludan-Müller, s. 59).
Brevet viser den unge Paludan-Müller som romantist, men nyder han ikke også lidt sin vildskab, og nyder han især ikke at beskrive den? Fortvivlelsen er transformeret til kunst. På mange punkter minder brevet således om Dandserinden, sammenlign for eksempel de fem første linier i brevet med stanzerne (som angives under hver side) 85-86 og de sidste syv linier i brevet med for eksempel: »Øiet er tungsindigt, Læben leer« (279.8; i det følgende: stanze/linie). Brevet kan således siges at afspejle Dandserindem første stadier, idet den unge digter afprøver nogle tanker på Andrea, efterhånden som skriveprocessen skrider frem. Dette understøttes yderligere af, at handlingen i Dandserinden foregår lige efter at brevet blev skrevet (kap. VI).
Paludan-Müller anerkendte senere Andrea Hansteens store indflydelse på Dandserinden, her i et brev til Andrea fra den 26. sep. 1834: »Hvor meget jeg forresten i disse to Arbejder [Dandserinden og Amor og Psyche (1834)], to forskellige Frugter af den samme Rod, skylder den Borchske Familie og navnlig dig og dine to Søstre Henriette og Charite, kan ingen bedre føle end jeg selv. Det var et Vendepunkt i mit Liv, da jeg lærte Eder at kende, og hvad den Gang og endnu virker paa mig af Eders forunderlige dybe og urolige Natur - tilgiv mig dette sidste Udtryk - det vil aldrig kunne udslettes af min Sjæl, og jeg anser det for den rigeste Gave, Himlen har tildelt mig, at mit Liv er faldet sammen med Eders paa Jorden.« (Vilh. Andersen: Paludan-Müller, s. 108).
Fortælleren er den egentlige hovedperson i Dandserinden. Han kan først og fremmest karakteriseres ved sin frække fortællemåde, der kommer til udtryk derved, at intet tilsyneladende er ham helligt. Han gør nar af den deklamatoriske, gammeldags fortæller ved først at imitere og overdrive dennes teknik med for eksempel retoriske spørgsmål (365.5), vurderinger (399.5), henvendelser til læserne (17.8) og alvidenhed (196.5), for derefter at bryde med den klichéfyldte rolle ved at blande sig med de fiktive personer: »Her staae to vakkre Mænd ved Logeranden,/ Hos dem vil jeg mig stille ganske nær« (33.1-2), og ved at give henvisninger til sig selv: »Fine fra den anden Sang« (310.7), hvilket er et digtersuverænt brud på illusionen.
Den frække fortæller ønsker eksplicit at underholde læseren en vinteraften (24.4-8), men revser, modsat det han bedyrer at ville (17.6), implicit sin samtid ved at gøre grin med alle i de borgerlige kulisser: kunstnere, adelige, studerende, præster, professorer og officerer (127-130), der ironisk nok udgør hans potentielle læsere. Han angriber og hudfletter middelklassen for dens følelsesmæssige afstumpethed (224), dårlige smag (79), pengegriskhed (226) og blinde følgen trop med moden (109-118), men tilhører selv borgerskabet og ses til dets aftenselskaber (12.1-2), på teatret (33.1-2) og i restaurationer (322.1). Alligevel føler han sig hævet over samfundet som eneren overfor flokken og mener, at han er »Fri, stolt og eensom mod de andre vendt« (103.5).
Fortælleren forholder sig imidlertid overbærende overfor hovedpersonerne, Dione og Charles, fordi de repræsenterer ungdommens naivitet: »De kjendte ei hvad Hjertets Tragten var,/ De ahned' ingen Hensigt i det Hele« (249.1-2). Men han tror ikke på deres idealiserede kærlighed, fordi han kender dens væsen fra sig selv: »Din Favn vi søge, skjøndt i den vi trættes,/ [...] Tomhed bli'er af Alt hvad vi har havt/ [...] Du døer tilsidst, skjøndt evig Du begjæres« (182). Det sidste citat røber en desillusioneret, spleen-plaget fortæller, og nærlæser man hans mange indskudte kommentarer, ser man da også, at han er en, i datidens betydning, »interessant« mand, der aldrig giftede sig (81), men tilsyneladende har brudt hver blomst og røvet hver frugt (87.3) i sin gådefulde fortid. Beskrivelserne af glædespiger, kvinders undertøj og forførerteknik viser, at han har et nøje kendskab til erotikken, skønt han er ungkarl. På nedskrivningstidspunktet har han endt »Livets Dandsebane« (18.6) og befinder sig på et stadium, hvor »Liv og Følelse mod Graven ile« (75.6). Han lider af romantismens Weltschmerz, og svinger konstant følelsesmæssigt mellem yderpunkter: »Og løser end min Tanke Alvors Læbe,/ Den vækker ogsaa Ironiens Smiil« (26.5-26).
Ungkarlen har tabt barndommens uskyld, den ureflekterede livsudfoldelse, idealerne, sit sociale tilhørsforhold, håbet og troen. Ligesom Adam og Eva, som »Gud« fordrev fra Paradis, har fortælleren mistet sit jordiske Eden, da han nåede alderen, hvor »Betragtningstimen slaaer«, så han kunne »skjelne mellem Ondt og Godt« (19). Skønt han ikke har illusioner om at vende tilbage, brænder han af længsel mod det tabte og føler, at han er strandet i en åndelig ørken uden håb eller udvej. Han forbliver en »interessant« gåde, fordi læseren sidder tilbage med mange ubesvarede spørgsmål: hvorfra kender han Diones historie? Måske har han oplevet en lignende, tragisk kærlighedsaffære i sin ungdom, som han digter videre på, og som har gjort ham til romantist.
Den splittede fortæller ligner til forveksling den unge Paludan-Müller, som det fremgik af brevet til Andrea Hansteen (kap. III). Ved at krybe ind i en midaldrende figur har den anonyme forfatter opnået at skjule sin sande identitet og overbevise flere læsere, der hellere lytter til en ældres end til en ung fusentasts livserfaringer. Den unge Fritz kunne skabe illusionen med den ældre fortæller, fordi han modnedes tidligt og havde oplevet alt, hvad den københavnske subkultur kunne byde på af vin, kvinder og spil. Forfatteren drev rundt som »et splintret Vrag« (86.7), da han skrev Dandserinden.
Dandserinden kan kaldes en versfortælling eller versnovelle, idet fortælleren anvender udtrykket: »Novelle,/ Som her jeg har den Ære at fortælle« (24.2-3), og idet han kalder værket en »Bagatelle« (24.5), der er skrevet i »ædel Korthed« (26.1).
Kompositionen er flyvsk og til tider kaotisk: »Uorden har jeg ei, skjøndt ingen Orden« (255.8), men inddelingen i sange virker velovervejet: 1. Sang handler om Diones debut, 2. Sang om Diones og Charles' kærlighed, der ender med deres forening (270.8), og 3. Sang om deres adskillelse og død. Således er 2. Sang og kærligheden en akse, hvorom alt drejer sig, og hendes »fald« er begyndelsen til enden. Fortællerens kommentarer og selve fortællingen hænger nøje sammen, idet han reflekterer over det skete eller over det, som skal til at ske, for eksempel reflekterer fortælleren over syndefaldet (251-255) før Diones egentlige erotiske »fald« (267).
Versemålet, der stammer fra Italien, kaldes ottave rime og indeholder otte linier i femfodede jamber: ⋃/⋃/⋃/⋃/⋃, hvor enderimene normalt har regelmæssig rækkefølge: abababCC; CC altid med kvindelig udgang. Ludovico Ariosto's (1474-1533) Orlando furioso (1516; se stanze 25.4) er et klassisk eksempel på benyttelse af ottave rime. Men Paludan-Müllers forbillede har nærmere været Lord Byrons regelbrydende ottaver i Don Juan, hvor jamberne ikke altid følger skemaet, hvor enderim frit er byttet om, og hvor ottavens to sidste linier ikke altid har kvindelig udgang. Rimene i Dandserinden synes heller ikke altid lige rene eller gode, hvilket fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851) gav udtryk for i et privat brev til Paludan-Müller. Ørsted anså det for en frækhed at rime »Phantasie« med »vandre vi« (137), fordi det sidste er sammensat af to ord Afvigelserne skyldes ikke, at Paludan-Müller manglede talent, for uregelmæssigheden illustrerer på glimrende måde overenstemmelsen mellem det fortvivlede indhold og formens forvridninger - eller som Ørsted udtrykte det: »Stilen dissonerer, men derimod consonnerer ret vel med Tankedissonantsen« (kap. VIII).
Det splittede og disharmoniske gennemtrænger ligeledes rytmen, der det ene øjeblik lyder smuk og melodisk, i for eksempel Diones sang ved harpen (65-68), for straks efter at blive skærende i de sarkastiske partier. Georg Brandes karakteriserer skiftet meget præcist med billedet af en svane, der afbryder sin kongelige sejlen ved at vende enden i vejret som en and (Fr. Paludan-Müller, II, i Samlede Skrifter, II, s. 169). Rytmen understøttes af en anden hyppigt anvendt figur, nemlig gentagelsen og opremsningen; prøv at sammenstille de smukke sætninger: »Du stille, stolte, straalerige Stjerne« (103.8) og »Den brister - alting bristed' da den brast« (392.8) med den ironiske, tunge opremsning: »Caput er Kjolen, Vesten, Støvlen, Hatten,/ Caput er Kjærlighed med hele Klatten« (20.7-8). Ligeledes anvendes den for romantismen meget typiske antitese til at illustrere følelsen af splittelse, for eksempel beskrives kærligheden således: »I dine Lænker først til Frihed kaldt'« (180.4) og »Selv Paradiis og Paradisets Slange« (180.6).
Ordvalget understreger det romantistiske, idet de for datiden talesprogsprægede, uanstændige, irreligiøse og lavkomiske ord står i skarp modsætning til de højtidelige, lærde og forfinede; for eksempel: »Man mønstrer under Latter Byens Tøse« (329.5) overfor det poetiske »Guds Klædebon, som bort hans Billed kaster« (341.1). Paludan-Müllers sprog virkede overraskende moderne i trediverne, fordi han anvendte ord og udtryk, der ikke fandtes hos andre digtere, og blandede lav- og højstil. Det giver størst effekt, når fortælleren ironisk springer direkte fra lavkomiske til højtidelige, arkaiserende ord, for eksempel i sætningen: »Hvor Liigtorn stødes paa den frosne Tilje« (5.6). Men de mange fremmedord virker studentikost og røber den unge forfatter.
Lysmetaforer og natursymboler anvendes hyppigt gennem hele værket som fortællerens kommentarer til fortællingen; mørke er således negativt, idet det associerer til uorden i det jordiske/horisontale plan, mens lys er positivt og associerer til orden i det overjordiske/ vertikale plan (stjernerne). Den alt for håndgribelige elskov må da foregå i »mørke«. Således advarer fortælleren om fremtiden eller tager afstand fra Diones handlinger: »En dunkel Lok om hendes Øie bæver -/ Saadan om Nattens Stjerne Skyggen svæver.« (44.7-8). Ligeledes sænker mørket sig bogstaveligt lige før Diones og Charles' »Brudeseng«: »Men rundt om dem de lette Skyggers Rige/ Nu hersker med sin underfulde Magt;/ Med Dunkelhedens Næt er Alt belagt,/ Og Lysets Straaler nu tilbage vige« (268.1-4). På samme måde viger lyset lige før Diones død, således at læseren aner det forestående endeligt, og man må tvivle på, om hun kommer i himlen: »Dog Glands og Lys ved disse Ord forsvinder,/ Og dunkle Skygger dække Himlen til« (406.1-2). Ordet »dunkel«, der forekommer i alle ovenstående citater og mange gange i Dandserinden, er karakteristisk nok et af romantismens nøgleord.
Fortælleren kan kaldes teknikkens mester i Dandserinden, fordi han med alle midler understreger sit splittede sind og tvinger læseren til -næsten fysisk - at opleve disharmonien. Kort sagt, der spilles på samtlige tangenter.
Dandserinden foregår dels i København, dels i Nordsjælland, hvor »Sommerhvile« (190.3) ligger et par mil fra byen med udsigt til søen og havet (194.7), men tæt nok på hovedstaden til at Charles kan ride frem og tilbage på samme dag, og til at lægen kan hentes hurtigt. Handlingen udspilles lige efter 1830, da D.F.E. Aubers (1782-1871) populære opera Den Stumme i Portici (1828; opført Kbh. 1830) stadig synges på gaderne (8.8). Paludan-Müller er en af de første romantister, der beskriver det samtidige københavnske borgerskabs selskabsliv og giver et indblik i datidens omgangsformer og mode; således beskrives 1830'ernes beklædning med stor detaljerigdom og nøjagtighed. Som det fremgår af anmeldelserne (kap. VIII), har samtiden heftet sig meget ved værkets lokalkolorit, hvilket er vigtigt for forståelsen af Dandserindens succes; københavnerne begejstredes i høj grad over at læse om sig selv.
I de kendte, ydre rammer placeres den koncentrerede historie om Dione, der varer et halvt år, fra vinter til sommer, nogle år før den fortælles. Fortælleren anvender denne sløringsteknik for at skabe større distance mellem sig selv og hovedpersonerne, som han ikke vil blandes sammen med. Værkets realisme understreges af, at dagene i fortællingen kan tælles; således varer den centrale kærlighedshistorie kun fire dage: fra Charles helbredes til deres forening, og i 3. Sang går der nøjagtig 20 dage: fra Charles' svigt, til Diones lig skyller i land. Den meget konkrete placering i rum og tid fastholder læseren i fiktionen og gør handlingen så troværdig som muligt.
Diones væsen synliggør det guddommelige i mennesket, idet hun til at begynde med fremtræder som en harmonisk 17-årig pige, skønt hendes familie omkom i en katastrofe. Hun er derfor tvunget til at optræde for at tjene til livets ophold, men hjælpes godt på vej af sin skønhed, ædle sjæl, rene hjerte, stærke tanke (60.7-8) og tro på det gode i menneskene og på Gud, som hun står i forbindelse med gennem sin ånd og sit kunstneriske geni. For omgivelserne, der ikke kender Dione (36.1), er hun »interessant«, hvilket skaffer hende adgang til de højere kredse. Det begynder først at gå galt, da hun forelsker sig i Charles, idet hendes åndelige kærlighed blandes med stærke seksuelle drifter, der til sidst tager magten over hende, og det hele ender i død og gru. Da kærligheden ikke kan realiseres, dels på grund af hans svigten, dels på grund af samfundets indblanding, skuffes hun i sine forventninger til livet og ender i en fortvivlet sjælstilstand langt fra Gud som sindssyg (291.1-2, 385). Fortælleren synes, at »det Sande hendes Blik forfeiler« (399.5), fordi hun blændes af fænomenerne i verden og ikke længere ser gudsideen bag, men han fascineres dybt af hendes udvikling fra en naiv, harmonisk pige til en splittet, »interessant« kvinde.
Charles ligner tilsyneladende helten i triviallitteraturen: den unge og smukke greve. Ved nærmere eftersyn nuanceres billedet, for eksempel når Charles beskrives som en talentløs fløjtespiller, der ovenikøbet er »genegen til Forkjølelse« (144.8), og man forstår, at fortælleren tager ironisk distance til den mandlige »helt«. Charles elsker ikke Dione, men går efter en »interessant« oplevelse, hvor han først presser hende til at ofre sin uskyld: »Grumme! Du,/ Som lukker Øret til for Længsels Hu,/ Hvis stolte Bryst vil ingen Bønner føie« (266.2-4; Paludan-Müller udelod stanzen i udgaverne fra 1847-72, fordi den var for vovet). Så snart hun overvindes, mister Charles interessen for sit objekt ligesom Johannes i Kierkegaards Forførerens Dagbog. Charles' svigt skyldes dog ikke en bevidst handling som Johannes', men en medfødt dårlig karakter: »Svaghed« (303.1). Hans hjerte banker »fuldt af Følelse« (144.7), hvilket både kan være godt og dårligt, fordi det viser, at hans indre stadig har sans for gudsideen, men samtidig gør følelserne ham karaktersvag - et nemt offer for andres manipulation: »Og Verdens Stemme fanger nu hans Øre;/ - Thi Moden har Dione Ryggen vendt« (305.1-2), og han dirigeres let af sin ærgerrige moder, der vil have ham gift med den rige Fine. Når hans hjerte til sidst »sprænger alle Hensyns Baand« (315.5), og han planlægger at gifte sig med Dione, nøler »kun hans Villie« (316.5). Charles har den for en helt så usædvanlige blødhed tilfælles med Paludan-Müllers senere Adam Homo, hvis gravsten forkynder: »Her hviler Adam Homo med den blide Aand/Baron, Geheimraad, Ridder af det hvide Baand«.
Maries repræsenterer alt det negative og dæmoniske i mennesket, der leder til andres fordærv. Han ligner en skurk (146), og i bedste litterære tradition svarer hans hæslige ydre til hans begsorte sjæl og fordærvede hjerte (145.3). Maries er en dreven, »interessant« forfører, der ikke går af vejen for at kurtisere Dione, selv om han er gift. Han kan ses som en ældre udgave af Charles, der viser, hvordan Charles ville udvikle sig, hvis han havde giftet sig med Fine. Men han kan også ses som Charles' alter ego, jævnfør deres næsten identiske navne og præsentationen af dem side om side som konkurrenter om Diones gunst (142). Efter at have været ude af næsten hele historien dukker Maries pludselig op i Charles' valgsituation mellem Fine og Dione og fungerer som en udspaltning af Charles' negative side. Løgnehistorien om, at Maries holder Dione som elskerinde, giver Charles dårlig samvittighed, fordi den blot illustrerer, hvad Charles selv har gjort, men den gør ham også vred Da Charles beslutter sig til at duellere for sin egen og Diones ære, som han selv har smudset til, følger han falske værdier, idet denne verdens æresbegreber stærkt nedvurderes af fortælleren (336-337). Således anskuet taber Charles og dør, fordi hans skygge, Maries, er for stærk.
Diones og Charles' kærlighed har kun mulighed for at eksistere, hvis den kan holde sig uden for al berøring med samfundslivet, men det kyniske og overfladiske københavnske selskabsliv ødelægger alt, så snart forbindelsen bliver kendt, og det hele ender som en tragedie. Charles' moder, »Fru Grevinden« (306.1), kan således ses som en negativ inkarnation af samfundet, idet hun er snobbet, grisk, »intriguant« (306.5), kunstig og falsk. Hun modarbejder sønnens kærlighed, fordi Dione tilhører en dengang foragtet klasse, teaterfolket, og giver i stedet den viljesvage søn i køb til det gode parti, excellencens latterlige datter, Fine: »Hvis Sjæl var lille, men hvis Krop var lang« (310.8). Omgivelserne skalter og valter med Diones liv ved først at tilbede hende for derefter at vende hende ryggen som et umoderne objekt. Først da Charles dør, og Dione bliver syg, får københavnerne lidt medfølelse for den forældreløse pige: »Og hun, hvem hele Verden nys rev ned,/ Blev Gjenstand nu for Alles Kjærlighed.« (390.7-8) -men da er det for sent. Konklusionen må blive, at alle mennesker, selv de bedste og ædleste, vil falde.
Dione og Charles' historie er »interessant«, fordi det erotiske, men også tragiske emne dengang virkede overraskende og pirrende på det snerpede samfund, der aldrig kunne tænkes at gøre det samme som hovedpersonerne. Men Dandserinden er mere end tom underholdning, for bag den måske lidt overfladiske historie skjuler sig mange alvorlige tanker, og når de står klare for os, far det hele først sin egentlige mening.
Refleksionerne, der slynger sig gennem Dandserinden som en rød tråd, gør det til et tankedigt fremfor et værk, hvor man lever sig totalt ind i fortællingen. Læseren får sjældent lov til at glemme, at historien er en fiktion, men føres ind i tidens diskussioner: om modsætningen mellem individ og samfund kan medieres, samt om skellet mellem det dennesidige og det hinsidige kan overskrides. Fortælleren har tydeligvis ikke fundet et fast ståsted i tilværelsen, men anvender de begreber fra kristendommen, platonismen og organismetanken, som han finder passende, og blander dem respektløst sammen. Det er således svært at definere fortællerens holdning, fordi han ikke altid er entydig, men svinger som et pendul. I det ene øjeblik klynger han sig til håbet om en tilværelse efter denne, i det næste tvivler han og har kun et hånligt smil tilovers for troen. I det følgende gennemgås først fortællerens fortolkning af tidens tankeverden og derefter hans afvisning af dens budskab.
Mennesket opfattes i romantikken som en trehed bestående af legeme, sjæl og ånd: Legemet rummer drifterne og er dødeligt (410.8) ligesom sjælen (410.3-4), der rummer intellektuelle kræfter, og som helst skal stå i åndens tjeneste. Ånden er evig (93.7) og rummer minder fra dengang den opholdt sig hos guderne (92.3), frihed fra den naturgivne nødvendighed, vilje til at vælge og dermed følge den guddommelige bestemmelse, samt en gudsgnist, der kommer til udtryk i tanker (76.2), anelser (92.4) og drømme (92.6). Menneskets mål er at få ånden til at vokse og dermed realisere sig selv. Men fortælleren eller Paludan-Müller kan ikke finde ud af at skelne mellem sjæl og ånd, måske fordi begreberne ikke betyder noget for ham endnu. Han anvender dem derfor sammen med »Sind«, »Hjerte« og »Gemyt« som en slags synonymer for gudsgnisten i mennesket. Først i Adam Homo opnåede Paludan-Müller orden i begreberne.
Den desillusionerede fortæller bliver ikke ved romantikkens positive opfattelse af mennesket. Han mener derimod, at mennesket er viljeløst (85-86, 135.7-8), gennemtæret af arvesynden (19, 251), dets sjæl/ånd er »Lavheds lænkebundne« (229.1) og kan ikke huske sit guddommelige ophav, gudsrefleksionen er formørket og tankerne »gaae som Møllehjulet rundt« (32.4). Mennesket ser derfor ikke gudsideen, men kun det ydre gøglebillede, der »aagrer med vor Sjæls Eenfoldighed« (110.2). Man »griber Skallen, men laer Perlen ligge« (229.8). Mennesket er således blindt for det egentlige, sande i tilværelsen og kender »Ei Glæden ved Ideernes Modtagelse,/ Ei Frugten af vor egen Aands Opdragelse« (228.7-8). Selv Dione fejler: »Og hendes Sjæl, liig Speilets blanke Plade,/ Hvert Indtryks Billede at tolke veed,/ [...] Men tidt formørked Taage denne Flade,/ Og Alt som Skygger da forbi den gled,/ Fordunklet var alt Gammelt da og Nyt -/ Saa skiftende, saa svagt er vort Gemyt!« (133). Mennesket lever derfor i et åndeligt mørke, hvor det ikke kan realisere sig selv.
Samfundet bør, ifølge tidens tankeverden, ledes af kloge mænd, der har erkendt det guddommelige, sande, og har realiseret sig selv, for eksempel en enevældig konge »af Guds nåde«. Andre mennesker skal rette sig efter denne leders autoritet og klogskab, for kun på denne måde kan samfundet undgå krig, revolutioner og kaos og opnå fred og fuldendt harmoni.
Fortælleren afviser denne optimisme, fordi han tvivler på, at de sande ledere findes, og fordi moden er blevet det blinde samfunds afgud (110.5-6), der har gennemtrængt det ideale (114.3). Samfundet forveksler det sande, det gode og det skønne, med falsk ære, fordærvende rigdom og ydre skønhed. Hjertets rigdom er således blevet til en »Handelsvare« (224.1), og sjæl/ånd er ikke andet end et »Lottospil« (227.6). Samfundets håbløse blindhed gør det nytteløst for mennesket at forsøge at realisere sig selv, idet det vil blive modarbejdet af hoben. Idealerne er derfor dømt til undergang - hvilket også sker i Dandserinden, hvor kærlighedsoprøret slås ned i 3. Sang. Dione er i begyndelsen et kunstnerisk geni, der skimter gudsideen, men hun ender alligevel som sindssyg, fordi hun kommer i konflikt med omgivelserne, der ikke kan acceptere hendes kærlighed på tværs af vedtagne normer. Det ideelle kan derfor ikke realiseres, så længe verden ser ud som den gør, og fortælleren har opgivet troen på, at det nogen sinde vil blive bedre, fordi kloden har alle odds imod sig.
Det dennesidige, mente man i romantikken, er kun tilsyneladende kaotisk, fordi et guddommeligt princip binder de modsatrettede kræfter sammen til en kosmisk enhed. Denne opfattelse kan kaldes optimistisk dualisme, jævnfør Erik M. Christensen: Guldalderen som idehistorisk periode. H.C. Ørsteds optimistiske dualisme. Det guddommelige kan anes på jorden, når man for eksempel betragter naturen: erkendelsen af naturlovene er nemlig i sig selv et indblik i den højere orden.
Fortælleren kan ikke tilslutte sig den optimistiske tankegang, der modsiges af erfaringen. Det dennesidige er en jammerdal, præget af altings forgængelighed og tomhed. Tiden er således en faktor, man ikke kommer uden om og aldrig får lov til at glemme (20-23) - selv kærligheden afsløres som tom og kortvarig (182, 260). Mennesket kan ikke engang trøste sig ved at betragte symbolerne på »Guds« eksistens, fordi de vil forgå som alt andet: »Caput er Alt [...]/ som Tidens store Vinge værner:/Jord, Sol og Maane, Nattens gyldne Stjerner« (23.6-8). Gudsideen skjuler sig for os ved ikke at reflekteres i fænomenverdenen: havoverfladen er i oprør, så den ikke kan spejle stjernerne, og himlen skjules af mørke og dækkes af skyer og tåge: »Forneden sees kun Undergang og Grav,/ Foroven Evighedens Lys sig dølger« (86.3-4). Dermed har det dennesidige mistet sin eneste forbindelse til det hinsidige, og skellet synes uoverstigeligt.
Det hinsidige er romantikkens forestilling om livet efter døden i et himmelsk Paradis »fuld af evig Lykke« (99.5). I det hinsidige virkeliggøres »Gud«, også kaldet »Ideen« (92.8) og »Det Ene« (100.3), der tænkes at gribe ind i tilværelsen som et mere eller mindre styrende skæbneforsyn, der holder alt samlet med et bestemt, men ukendt formål.
Fortælleren ved ikke, hvad han skal tro. Han ønsker på den ene side brændende, at der eksisterer en kærlig og nådig »Gud«, da det syndige og onde menneske virkelig har brug for frelse. På den anden side beklager han sig over ikke at kunne få vished på grund af »Det aldrig gjennemtrængte Kundskabs Slør« (99.2). Fortælleren svinger konstant mellem håb og tvivl: »Til Tvivl [blev] hvert helligt Haab om Himlens Herlighed« (87.8), »Hvad Tro mig var,/ Er nu kun Haab, hvis Rod af Tvivl er knækket« (97.5-6), og »neppe blev vor Tvivl til Hvile bragt,/ Da reiser sig med Vælde flux Erfaring,/ Og peger paa det Døende i Alt« (369.5-7). Han afviser derfor troen som det svage individs forsvarsmekanisme: »hvad er Tro? vor Svagheds gyldne Skjold« (370.1).
Når det dennesidige liv forkastes, og der stilles spørgsmålstegn ved det hinsidige, kan mennesket kun resignere og bede (370.7), for måske eksisterer Gud og kan hjælpe. Håbet er det svage individs eneste trøst, fordi det forhindrer ham i at gå til: »Dog meer end Alt er herlig denne Haaben!/ I Livets Bølgegang vort Anker kun« (416.1-2). Fortælleren er, som Rolf Dorset skriver i Den erindrende Faun (s. 148), ikke langt fra totalt at afskrive evigheden som en projicering af ønsker med rod i det fysiske. Der er altså tale om to grader af nihilisme: a) det transcendente eksisterer, men vi kan ikke nå det, eller det kan ikke realiseres på jorden, og b) det transcendente eksisterer ikke, men vi har stadig et håb, der dog er ren illusion. Fortælleren svinger mellem disse to opfattelser; det hinsidiges eksistens afvises ikke konsekvent, og ingen af hovedpersonerne fornægter Gud.
Fortællerens løsning er at isolere sig fra livet og leve i ophøjet ensomhed: »Den høie Værd af eensom, stille Leven« (227.8), mens han forsager alle livets tomme glæder og blot venter på døden: »Forsage, det er Læren kun [...]/ Vel er kun Sorg dens Rod, dens Duft og Lugt/ Kun Kulde, Bitterhed og mørke Dage:/ Dog voxe skal den, til den kolde Steen/ Bedækker Hjertet, Jorden vore Been.« (275). Til sidst er der ikke andet tilbage end livslede og dødslængsel.
I modsætning til romantikkens optimistiske dualisme opfatter den romantistiske fortæller i Dandserinden mennesket som delt mellem legeme og sjæl/ånd, der på ingen måde kan være i harmoni, fordi mennesket er syndigt og blindt, og fordi det sande og ideelle oftest modarbejdes af samfundet (340). Fortælleren opfatter ligeledes skellet mellem det dennesidige og det hinsidige som uoverstigeligt, mens man lever (372.2-4). Dandserindem fortæller kan derfor kaldes pessimistisk dualist.
Paludan-Müller har i Dandserinden givet udtryk for sin utilfredshed med samfundet: embedsmandsvældet, fornuftægteskabet, pengemagten og modeafguden; han tør endda sætte spørgsmålstegn ved troen og dermed ved kirken, men han nævner aldrig kongemagten - måske på grund af frygt for censuren. Det var farlige tanker dengang, men Paludan-Müllers antihelte, erotiske oprør, frihedstrang, krav om jordisk lykke og afvisning af gudsprincippet forudgriber på en måde naturalismen. Romantismen kan således siges at danne bro til vort århundrede uden om den, for os, fjerne biedermeier.
Dandserinden »var i Alles Munde, den oplevede i kort Tid flere Oplag, unge Digtere dannede sig efter den. Alle vare enige om, at dette Digt var det Skjønneste, som endnu var skrevet paa Dansk, og at Paludan-Müller var den største danske Digter, som havde existeret«. Således erindrede J.L. Heiberg stemningen i 1833, da værket udkom (Intelligensblade, II, 1842; Prosaiske Skrifter IV, 1861, s. 364). Men mens de unge jublede, fik de ældre dybe rynker i panden over det nihilistiske værk. I det følgende gennemgås i kronologisk rækkefølge den vigtigste modtage Iseskritik af Dandserinden.
Den første væsentlige, offentlige reaktion, der kunne læses i Kjøbenhavnsposten den 19. feb. 1833 ved forfatteren og redaktøren A.P. Liunge (1798-1879), gav udtryk for den generelle begejstring: »Dette Digt [...] udmærker sig ved Emnets geniale Behandling, som isærdeleshed er tiltrækkende ved den gratieuse Sammensmeltning af sublim Begeistring, Livsphilosophie, spøgende Ironie og Humor [...] Versificationen er overhovedet let og flydende, og Digteren veed, med en Frihed, der sjeldent overskrider den tilladelige Licents's [: digteriske friheds] Grændser, at bevæge sig i den valgte episke Form, saa at denne intetsteds falder trættende. Vi tvivle ikke om, at dette Digt jo vil tildrage sig Publicums almindelige Opmærksomhed, paa hvilken det har et saa fortrinligt Krav; og troe ei at kunne slutte denne korte Notits bedre, end ved at lade den aandfulde Forf tale for sig selv, idet vi anføre et Par af de talrige Digressioner, der i Digtet ere saa heldigt anbragte og af saa ægte poetisk Gehalt, at de som oftest forhøie Interessen og intetsteds svække den.« (7. årg. nr. 36).
Den unge, lidt naive digter bad en af universalromantikkens fremmeste repræsentanter, H.C. Ørsted, om en kommentar til Dandserinden. Ørsted svarede meget negativt i et længere brev, der senere gik tabt. Heldigvis bevarede Ørsted kladden; den er uden dato, men brevet må være afsendt før den 24. feb. 1833, der er datoen for Paludan-Müllers svarbrev:
»[Min Hovedbemærkning] angaaer en Tvivlens og Utilfredshedens Aand, som hyppigt bryder frem og forstyrrer de nylig vakte skjønne Indtryk ved en bitter Ironie [...] Utilfredsheden over Glædernes Forgjængelighed synes mig at beroe paa en Selvmodsigelse. Paa den ene Side fremstilles hvorledes saa mange Glæder ikke ere andet [end] Indbildning, og paa den anden beklages der dog over at de ere andet. Men den der indseer deres Forgjængelighed, maa han ikke nyde dem, saaledes som forgjængelige Glæder bør nydes? Og hvorledes kan han da beklage deres Tab, som om digde burde været uforgjængelige? Eller har han eengang anseet dem for uforgjængelige, hvi da anklage Tilværelsen for sin Vildfarelse? - Det rette Middel mod denne Utilfredshed er klart at gjennemskue den hele sandselige Tilværelses Forgjængelighed; vi kunne da heller ikke andet end føres til Beskuelsen af det Uforgjængelige, hvoraf hele Sandseverdenen blot er en Tilsyneladelse. En Følge af hiin Uroe og Utilfredshed synes det mig at være, at De nu og da, saa pludseligt gaaer over fra alvorlige Tanker og Følelser til det lavt comiske eller endog Spot.« (u.å., Ørsteds Saml. 42,2°, Kgl. Bibi.; trykt i S. Kühle: Frederik Paludan-Müller, I, s. 97).
En universalromantiker som Ørsted måtte reagere således, da han tror på en universel harmoni og ikke kan forstå, at de unge ikke gør det. (Om Ørsteds optimistiske dualisme: se Erik M. Christensen: Guldalderen som idehistorisk periode). Ørsted fandt også Dandserindens romantistiske stil meget provokerende:
»Digtet synes mig nemlig at være en sand Sprogmusik frembragt med en harmonisk Forening af Tanker, Følelser og Udtryk; men i denne Musik, synes adskillige af de spottende Steder mig udgjøre skrigende, uopløste Dissonantser [...] jeg vil her blot nævne s. 9 og 10 [stanzerne 18-23] hvor ogsaa Stilen dissonerer, men derimod consonnerer ret vel med Tankedissonantsen [...] Trestavelsesrimene og et af flere Ord sammensatte Riim, synes mig ogsaa at være Dissonantser, som ikkun have deres Sted i det Latterlige. De nøies ikke med at kildre Øret, de krille [: får det til at klø i] det [...] det er kun i de hist og her forekommende Udbrud, hvor Veemoden gaaer over til Mismod, ja endog nu og da faaer et Anstrøg af Fortvivlelse, at Digtet synes mig at gaae over i en falsk Tone.« (do.)
Paludan-Müllers fader, biskop Jens Paludan-Müller (1771-1845), så heller ikke med milde øjne på sønnens muse. Biskoppen var selvfølgelig langt fra enig i den ros, der blev drengen til del, fordi bogen satte spørgsmålstegn ved kristendommen. Men selv om faderen savnede den faste tro i Dandserinden og i forfatterens sind, tvivlede han ikke på, at Fritz nok skulle finde den rette vej til Gud med tiden, som det fremgår af følgende brev fra 1833 til sønnen, historikeren Caspar Paludan-Müller (1805-82): »Jeg tilstaar Dig, at mit Haab om Fritz som Digter fornemmelig er grundet paa mit Haab om, at han vil naa hen til en saadan bevidst Grundanskuelse. Hans »Kærlighed ved Hoffet« indeholder ikke faa Spor til, at en slig Grundanskuelse vil arbejde sig frem i ham. Hans »Dandserinde« skildrer mig klarligen hans Sjæls Nød under Fødselsveerne, medens denne Hovedidé af Livets Betydning i sin uendelige Mangfoldighed af Former vil skyde sig ind i hans Aand og aabenbare sig i Klarhed og Bevidsthed for den. Men jeg ser som sagt i »Dandserinden« ikke andet end Fødselsveerne. Det himmelske Barn viser sig i den endnu ikke kommet til Verden« (Fr. Lange: Frederik Paludan-Müller, s. 72). Ellers var faderen fuld af begejstring over sønnens talent, men han vogtede sig for at sige det til den unge Paludan-Müller, der godt kunne være temmelig selvglad.
I slutningen af udgivelsesåret var Dandserinden mere populær og omdiskuteret end nogensinde. Anonymiteten udfordrede det københavnske borgerskabs fantasi, og alle ville være med i gættelegen. Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn skrev således den 3. dec. 1833: »Forfatteren til de geniale Digte: »Kjærlighed ved Hoffet« og »Dandserinden« veed man hvo er, men paa Prent tør man ikke sige det« (S. Kühle: Frederik Paludan-Müller, I, s. 112).
Værkets skæbne afgjordes først endeligt af filologen og den magtfulde anmelder Chr. Molbech (1783-1857), der kendte digterens familie siden 1813 og havde hjulpet Paludan-Müller med Kjærlighed ved Hoffet. Til alles overraskelse roste den normalt gnavne kritiker Dandserinden i Maanedsskrift for Litteratur fra december 1833 (X, s. 895-910). Det er såvidt vides den eneste gang, Molbech kapitulerede overfor et digterværk (Morten Borup: Christian Molbech, s. 283). Molbech fremhæver især værkets »mandige Ungdom«, »egen Natur«, »den danske Aand og dette danske Hierte« samt »nationalt og individuelt Præg«. Paludan-Müller river »Sløret af den glimrende Armod og blotte hvad en Slægt mangler, der tror sig rigere, end enhver foregaaende«, og han skjuler ikke, »at der er en Magt, ligesaa stærk, som Aandens høieste Kraftyttring«. Molbech blev helt blød om hjertet: »da jeg første Gang læste dette Digt, virkede det paa mig, som om jeg ved Phantasiens Magt blev henført til en Himmelegn [...] og imedens jeg følte denne Styrkelse udgyde sig over min Aand, hørte jeg bekiendte Toner, der, fra den pludseligt fremtryllede poetiske Verden uden om mig, fandt Veien til mit inderste Væsen.« Recensionen tager derefter form af en impressionistisk gendigtning; snart er tets toner som fuglesang, snart lyder det som havets vrede, og undertiden er det melankolsk og skærende som isens skurren: »Dog hørte jeg altid en dybere Harmonie opløse Dissonantserne i de omskiftende Sangtoner [...] Derfor saaredes jeg ikke, ja berørtes neppe af en og anden Mislyd; thi Virkningen af denne var paa intet Punkt stærk nok til at tilintetgiøre Sangens Harmonie«. Molbech kan dog ikke skjule sit mishag ved »enkelte ungdommelige, og med et kiækt, om ikke altid besindigt Ungdomsmod vovede Friheder - det være nu i Digtets Verdensanskuelse, eller i dets philosopherende Partier«. Ligeledes klager den nu vrisne kritiker på de sidste sider i anmeldelsen over disharmonien mellem de poetiske elementer: satiren er mindre vægtig og dyb end den lyriske alvor, den korrekte og ædle form agtes mindre i de humoristiske partier end i de alvorlige og didaktiske, overgangen mellem alvor og ironi forekommer overfladisk, og det lette synes undertiden for let. Molbech afslutter med at opremse en række eksempler, hvor renheden og elegancen mangler, for eksempel i »Gaaer det i Staae med Brug af Pusselanker« (18.8). I Dandserinden fandt Molbech et rigt materiale til sin sprogforskning, fordi mange af Paludan-Müllers udtryk ikke fandtes hos andre digtere og således virkede overraskende moderne.
Den 24-årige stud.theol, senere politiker og biskop D.G. Monrad (1811-87), fremhævede fortællerens Weltschmerz i artiklen Om Dandserinden, betragtet som reflecterende Poesie, der kunne læses i J.L. Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post den 19. jan. 1834. Monrad diskuterer først, om refleksioner er poetiske eller filosofiske, og konkluderer, at refleksionerne i Dandserinden »ere ægte poetiske; thi de ere alle udgaaede af umiddelbar Følelse, af umiddelbar Opfattelse af Livet, og ei af rolig Forstandsbetragtning over det«. Monrads følgende kommentar, som F.J. Billeskov Jansen og andre kalder tiårets dybsindigste stykke prosa, bærer tydeligt præg af den alvorlige religiøse krise, Monrad befandt sig i fra 1832 til 1835:
»Forfatteren har nemlig ved sine Reflexioner mesterlig skildret os den Stemning, som næsten indtræder hos alle unge, kraftfulde, poetiske Gemytter i en Gjennemgangsperiode, og som ofte er en umiddelbar Forløber for Mandens rolige, klare Besindighed; en Stemning, som opstaaer, naar den unge Sjel med al sin inderlige Kjerlighed har omklamret det Evige, Uendelige, Ideelle og har villet realisere det og saa at sige binde det til ethvert Forhold i Livet, til alt det Endelige og Forgængelige, som i det finder Sted; men see! Verden gaaer alligevel sin sædvanlige, rolige Gang, det Omskiftelige og Foranderlige i alle jordiske Forhold bliver ikke Uomskifteligt og Uforanderligt, fordi det unge Hjerte saa gjerne ønskede at bevirke det; da er det, at Ungdomsdrømmene, de himmelske, de kjære, de tomme, forsvinde; da er det, at den uendelige, navnløse Smerte griber den bævende Sjel, og pludselig forandre alle Anskuelser af Livet sig. Hjertet med alle dets feilslagne Forhaabninger og Forventninger bliver os selv en besynderlig Gaade, vi kunne ei forstaae dets Kjerlighed, dets Længsel, som ikke i Verden kan finde nogen Tilfredsstillelse; og denne Verden, denne saakaldte kolde, upoetiske Verden, som saa dybt har skuffet vore Forventninger, som vi indbilde os er den sande Kilde til al vor Smerte, mod den vender nu Sjelens hele Bitterhed sig, den bliver Gjenstand for vor Haan og Foragt, eller den vækker Ironiens Smiil, og aftvinger Sjelen en Vittighed, under hvis Spøg og Latter den bittre Følelse, den inderlige Smerte ei skjuler sig for den skarpe Iagttager. Dette Sidste er isærdeleshed Tilfældet med vor Forfatter, der ogsaa ofte ikke kan afholde sig fra med Liv og Ungdomsovergivenhed at gjøre sin egen Smerte til Gjenstand for sin Latter. Men uagtet Tvivl og Uro saaledes gribe Hjertet, uagtet Troen paa det Uendelige næsten ganske tilintetgjøres, fordi det endelige Forhold, hvormed man vil forbinde det, omskiftes; saa kan dog Mindet om denne Troe ikke forsvinde, og omendskjøndt dens Toner mere og mere hendøe og tilsidst ganske ophøre, saa blive de dog ved at lyse for Sjelen i stille Øieblikke, ligesom Efterklangen af en Musik, der rører og bevæger os, selv længe efterat Musiken selv er forstummet.« (Interimsblad, nr. 2, mrk.: D.G.M.).
Monrads oplevelse af idealernes sammenstød med virkeligheden svarer til hele den romantistiske generations, men romantismen bliver for Monrad og, som vi senere skal se, for Paludan-Müller til et individuelt, aldersbetinget problem, som overvindes - nøjagtig som Fritz' fader forudså. (Erik M. Christensen gennemgår Monrads kommentar i Guldalderen som idehistorisk periode, s. 28ff.).
En anonym anmelder af Carl Baggers Min Broders Levnet kom i modvind, da han udtalte sig temmelig negativt om Dandserinden den 18. juli 1835 i Kjøbenhavnsposten: »Kun maatte man igjen advare denne Digter [: Bagger] mod det Misgreb, som den sindrige Forfatter af Dandserinden forledtes til, idet han ikke gav flere lyriske Stemninger, af sand Værdi, deres naturlige Form i forskjellige lyriske Digte, men indflettede dem i en ubetydelig Historie om denne Dandserinde, hvorved deres Monotoni blev trættende, deres naturlige Musik tildeels udtværet til fad Klang, og deres bly, men dybe Betydning vanhelliget ligesom til Spøg eller Pral.« (9. årg., nr. 169).
Svaret kom prompte den 22. juli 1835 fra en anonym »r.I.-.« i artiklen Til Recensenten af »min Broders Levnet«: »Det glædede Indsenderen, at skimte Agtelse for Christendommen hos Forf af Rec; men skulde han maaskee være saa eensidig, at hans Skjønhedssands aldeles ikke kunde afficeres [: påvirkes] af et Digt, som, skjøndt ikke christeligt, dog indeholder et Stadium, der er nødvendigt for at blive en sand, troende Christen? Lad Historien om Dandserinden være ubetydelig, saa skal dog et saa enestaaende Udtryk ikke bruges, thi Historien om hende er ogsaa poetisk-, og blive da de tre skjønne lyriske Digtes Værd forringet ved at staae blandt andre Vers? [...] Har den lette, herlige Form ikke tiltalt Dem; ikke den dybe Følelse, som paa saa mange Steder lyser frem; ikke den smertefulde Længsel, som er udtalt i det hele Digt? Og dette skal kaldes Løgn og Pral! Hvis De forbliver fast ved denne Ytring, da er De en uværdig Dommer, hvis Roes selv ikke turde opmuntre en Forfatter.« (Kjøbenhavnsposten, 9. årg., nr. 172). Her opfattes desillusionen altså også kun som en fase, ungdommen skal igennem.
Det er påfaldende, så meget man gør for at trække Dandserinden ind i harmonien: man ser helst glimt af det gode, kalder desillusionen en overgang og så videre, men værket har åbenbart haft så megen appel til agtværdige læsere, at det ikke bare kunne forvises til smudslitteraturen.
Paludan-Müller takkede »underdanigst« de fleste af sine kritikere; der eksisterer således et brev fra Paludan-Müller til A.P. Liunge fra den 24. feb. 1833 (NdB, 2. rk., Kgl. Bibl.) og et til H.C. Ørsted fra den samme dag. Det sidste brev afslører, at Ørsteds kritik fik betydning for den unge digters udvikling: »Imidlertid har jeg besluttet - hvad mine poetiske Bestræbelser angaaer - i det mindste for en Tid, aldeles at vende mig fra mit eget Indre til det udvortes Liv; da meget af det, som nu trykker og ængster, maaskee netop er af den Natur, at det kun kan hæves og opklares af Tiden, og da en klar og uhildet Anskuelse af det Objective maaskee renser og luttrer det Speil, hvori man bør betragte sig selv og sit Liv.« (Ørst. 1-2,2°, Kgl. Bibl.; trykt i Breve fra og til Ørsted, 1870, 2. Saml, s. 115-16). Brevet kom til at stå som indledningen til en total ændring i forfatterens liv.
Hvorledes Paludan-Müller senere så på sit ungdomsværk, fortæller digterens nevø, dr.med. Fritz Lange (1842-1907), i en anekdote: »Mangfoldige Aar efter, medens han en Dag paa Fredensborg Slot ventede i Kongens Audiensgemak, underholdt en gammel Hofmand ham paa det Elskværdigste og yttrede blandt andet, at »Dandserinden« hørte til hans stadige aandelige Kost. »Det var saamænd en mager Kost,« føjede Paludan-Müller smilende til, da han fortalte Historien.« (Fr. Lange: Frederik Paludan-Müller, s. 73).
Efter udgivelsen af Dandserinden rygtedes navnet på forfatteren hurtigt, og Paludan-Müller så sig pludselig som centrum for det københavnske selskabsliv. Store navne som H.C. Ørsted, Chr. Molbech, J.L. Heiberg og hans hustru, Johanne Luise Heiberg (1812-90), inviterede den unge digter til sammenkomster, hvor han præsenteredes for de mest fremtrædende danske forfattere og opbyggede en udsøgt bekendtskabskreds. Det kongelige Teater tog den unge digterspire ind i varmen og opførte det først afviste skuespil Kjærlighed ved Hoffet, og som hyldest til Dandserindens forfatter oplæstes digtene St. Helena og Den ottende Konst i 1837 for publikum på teatret.
Paludan-Müller virkede som en munter og livlig selskabsløve, der drog kvinderne til sig - ifølge Fru Heibergs erindringer. J.L. Heiberg kunne til en kedelig fest hviske til sin hustru: »gid Paludan-Müller ville komme«, for så vidste de, at situationen var reddet. På den anden side kunne det være et problem at slippe af med digteren igen på en pæn måde. Heiberg måtte da gribe til det sidste middel: milde trusler om at lade rede en sofa op i stuen, hvis gæsten ikke fandt døren. Hvorvidt Paludan-Müller spøgte, da han skrev følgende brev til Fru Heiberg den 11. marts 1836, må stå hen i det uvisse: vi »sloge alle Meubler og alle Speile istykker, knuste Glas, Flasker og Tallerkener, toge Tappen af alle Viinhandlernes Tønder, og lode Rom, Viin og Cognac i een skjøn Strøm rende ud paa Gaden.« (S. Kühle: Frederik Paludan-Müller, I, s. 124). Brevet afslører, at han endnu ikke havde overstået det vilde liv med »Piger, Vin og Kortenspil« (kap. III).
Andre breve og optegnelser viser, at Fritz stadig svingede mellem munterhed og melankoli, måske fordi de ydre omstændigheder ikke tillod ham megen ro til samling og eftertænksomhed. I efteråret 1835 bestod han den juridiske embedseksamens teoretiske og praktiske prøve, som faderen krævede, men gjorde aldrig brug af den. I stedet valgte han at træde »i ideens tjeneste« ligesom Kierkegaard og delvis Bagger.
I slutningen af trediverne skete der en mærkbar ændring i Paludan-Müllers liv på grund af en negativ, anonym recension i Maanedsskrift for Litteratur af hans Poesier I (1836). Den fornærmede digter skabte en intrige for at afsløre anmelderens navn og udnyttede sin forbindelse til Molbech. Året efter udgav Paludan-Müller det poetisk-polemiske gensvar Trochæer og Jamber, hvor den formodede anmelder, professor Chr. Wilster (1797-1840), og andre kendte personer sværtes til og latterliggøres. København chokeredes over den grove tone. Jens Paludan-Müller skammede sig og udtalte, at den unge digter ikke kunne have skilt sig bedre fra sin offentlige yndest, hvis han havde betalt for det. Foruden at skaffe sig fjender og være totalt til grin mistede Paludan-Müller alle sine nye bekendtskaber -men især såredes Molbech. Det værste var, at Wilster ikke engang var anmelderen, men derimod filologen, den senere rektor C.A. Thortsen (1798-1878) - det fik Paludan-Müller eller offentligheden dog ikke at vide.
På omtrent samme tidspunkt blev Paludan-Müller syg. Den 31. aug. 1837 erfarede hans fader, at Andrea Hansteens yngre søster, Paludan-Müllers kusine, Charite L.P. Borch (1801-84), havde flyttet den syge digter til sin moders og sit eget hjem for at passe ham i stedet for at indlægge ham på hospitalet (Fr. Lange: Frederik Paludan-Müller, s. 99). Slægtningene chokeredes, og det københavnske borgerskab forargedes over at en ugift kvinde således boede sammen med en mand - selv om han lå syg, og de ikke var alene. Set fra Paludan-Müllers synspunkt var Charite den eneste, der ikke svigtede ham, og han kom til at holde meget af hende - måske også fordi Charite mindede om Andrea Hansteen og hans egen moder.
Den 30. aug. 1838 giftede de sig uden familiens samtykke eller vidende og tiltrådte et par timer senere en to-årig rejse gennem Tyskland, Nederlandene, Frankrig, Schweiz og Italien. Endnu en gang chokeredes alle parter, fordi Charite var meget ældre end Paludan-Müller; Fru Heiberg nægtede endda først at tro på giftermålet. Paludan-Müllers familie tilgav aldrig Charite, fordi hun efter deres mening havde ødelagt hans talent, men det ser nærmere ud til, at ægteskabet reddede den urolige digtersjæl ud af splittelsen. Den religiøse Charite sørgede nemlig for ro omkring sin mand, de gik sjældent ud og levede isoleret i knappe og beskedne kår uden nogen nævneværdig omgangskreds.
I denne lukkede husidyl skrev Paludan-Müller sit mesterværk Adam Homo, om hvilket Georg Brandes skrev: »Undertiden er det forekommet mig, at dette er det mandigste, eller dog det mest mandlige Digterværk, der er skrevet paa Dansk.« (Fr. Paludan-Müller, II, i Samlede Skrifter, II, s. 194). Adam Homo er det eneste værk, hvor Paludan-Müller direkte griber tilbage til Dandserinden. Således løber der i Adam Homo en rød tråd tilbage til gennembrudsværkets fortællemåde, refleksioner, springende komposition, ottave rime, friske sprog, og Dandserindens hovedpersoner kan ses som skabeloner til Adam Homos, men budskabet er vidt forskelligt. Adam Homo ender positivt, idet Almas savn af Adam transformeres til et savn efter det guddommelige, og hun redder »helten« fra fortabelsen efter døden ved at gå i forbøn for ham, ligesom Margarete i Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) Faust (ca. 1808-32), der frelser sin elskede i det hinsidige. (Vilhelm Andersen sammenligner Dandserinden og Adam Homo i Paludan-Müller, II, s. 52ff).
Adam Homo står som et stadium mellem Dandserinden og Paludan-Müllers sidste religiøse værker. Han trivedes mere og mere i roen hos Charite og fandt efterhånden sjælefred i en fast gudstro. Georg Brandes, der personligt kendte forfatteren fra 1863 til 1868, skrev således: »Jo ældre han blev, des mere stadigt sysselsatte han sig med bibelsk, ja med egenlig teologisk Granskning. Han kunde - om end skjemtende - gøre sig til af at være en ganske lærd Dogmatiker; af sit Digterværd gjorde han sig aldrig til, end ikke i Spøg« (Fr. Paludan-Müller, II, i Samlede Skrifter, U, s. 180).
Paludan-Müller ophørte efterhånden med at skrive romantistiske værker og overgik til en kristen livsfilosofi og stadier af stadig strengere idealisme. Men den indre harmoni blev ofte vundet ved tilsidesættelse af de dybere inspirationer, som kun »en uafbrudt Forbindelse med Omverdenen« kan give. Paludan-Müllers Luftskipperen og Atheisten (1853) og Tre Digte indeholdende Kaianus, Abels Død og Ahasverus (1854), som han skrev efter koleraepidemien, vakte bekymring i litterære kredse, fordi man frygtede, at digterens poetiske åre var ved at tørre ud Således skrev den liberale avis Fædrelandet om værkerne: »de vidne om en Digter, som mere har sænket sit Blik ind i sig selv, end vendt det ud i Verden. Naar han derfor, som her, bevæger sig i den rent objective Poesie, savner man vel den Friskhed og det Farvespil, det kraftige Omrids og den Individualisation af Figurerne, som en Digter kun naar ved at bevare en levende og uafbrudt Forbindelse med Omverdenen« (1854, nr. 156). Holdningen deltes af mange i samtiden, også af kristne, men dommene over den ældre Paludan-Müller forekommer i dag ikke helt retfærdige. For eksempel tager digteren stilling til aktuelle spørgsmål i den realistiske og religiøse dannelsesroman Ivar Lykkes Historie (1866-73), men værket vakte ingen opsigt i datiden, fordi det overskyggedes af naturalismens fremmarch. Det kan dog ikke benægtes, at Paludan-Müller mere og mere fascineredes af spørgsmålet om døden, og netop dette ord kan stå som nøgleordet gennem hele forfatterskabet; digtet Adonis (1874) blev hans sidste, smukke hyldest til dødens gudinde: Proserpina.
Den unge Fritz fandt sin havn og overvandt splittelsen ligesom Kierkegaard og Monrad, mens Baggers forsøg næppe lykkedes og H.C. Andersens slet ikke. Anmelderne fik dermed kun delvis ret i, at romantisternes splittelse var et aldersbetinget problem, der overvindes. Få fra den romantistiske generation kom hele ud af krisen og blev religionens forsvarere. Paludan-Müllers udvikling fra desillusion til tro er et ikke ukendt udviklingsforløb hos skabende kunstnere; jeg vil her blot nævne Johannes Jørgensens overgang til katolicismen, og fra nyere tid Ole Sarvig, der nærmede sig et frireligiøst stadium med sine salmer.
Teksten følger førsteudgaven, men der skelnes ikke mellem fremhævelser ved spatiering og ved antikvaskrift, og udgiveren har tilføjet stanzenumrene. Manuskript findes ikke. Der er foretaget så få rettelser mod teksten som muligt, dog er otte indlysende tegnfejl og sættefejl stiltiende rettet. Udgiveren har ikke rettet den specielle genitivsform: Adoni's (104.5), Venu's (283.7) etc., der optræder i førsteudgaven; formen er af Paludan-Müller ændret i de følgende udgaver til: Adonis', Venus' etc.
Førsteudgaven udkom anonymt vinteren 1832-33 på C.A. Reitzels Forlag. Derefter blev den udgivet med angivelse af forfatterens navn med jævne mellemrum gennem hele det nittende århundrede: i 1834, 1837, 1847, 1854, 1861 og 1872. Samtlige genudgivelser var stærkt reviderede, skønt Paludan-Müller altid forsikrede, at der kun var tale om »ydre Formforbedringer« (forordet til 1847-udgaven).
Den samlede proces i ændringerne afspejler Paludan-Müllers udvikling og aldring, men berøver også teksten mere og mere af dens oprindelige liv og tidspræg. Den romantistiske fortæller ender som en mere og mere dødsmærket moralist, hvilket netop medfører, at hans distance til de unge hovedpersoner bliver større. Stilens moderne disharmoni nærmer sig normalsproget såvel i ordvalg som i stilfigurer. Samtidig ændrer hovedpersonerne karakter: Dione styres efterhånden mere af den store kærlighed end af drifter, og skønt han fortsat forfører og svigter hende, ændres Charles' karakter - ikke plausibelt - bort fra lapsen og kujonen hen imod den positive helt, mens Maries bliver en ren skurk uden skyggens dimensioner. Alt dette hænger selvfølgelig sammen med digterens udvikling fra splittelse og tvivl til forsagelse og tro - og i større tidssammenhæng: med udviklingen fra romantisme til kritisk idealisme.
Hvor vigtige revideringer var for Paludan-Müller, fremgår af et brev til forfatteren P. Hjort (1793-1871) den 10. dec 1866: »Uagtet Formen jo er Aandens Sag, kan vi her vel bedst lære af Naturen, der straffer med Monstrøsitet ethvert formelt Brud Forsømmelse i dette Stykke er ogsaa et sikkert Kjendetegn paa, at en Forfatter gaaer ned ad Bakke« (Udvalg af Breve til P. Hjort, Ny Samling, s. 474). Paludan-Müller havde da også langtfra tillid til egne rettelser og sammenlignede derfor gerne med manuskript og tidligere udgaver. Således kan man konstatere, at han havde hele fire tidligere udgaver ved hånden, da han reviderede 1872-udgaven.
Paludan-Müller ønskede, at man ved genudgivelser efter hans død ville holde sig til den sidste af ham selv besørgede udgave, hvilket alle udgivere hidtil har gjort. Dandserinden blev sidst genoptrykt efter 1872-udgaven i 1914, hvortil kommer et fotografisk optryk af førsteudgaven i 1970 i et lille oplag til intern undervisningsbrug, udgivet af Københavns Universitets Fond til tilvejebringelse af læremidler.
Førsteudgaven er valgt som tekstgrundlag af især to årsager: den er det historisk rette tekstvalg, fordi den giver et biologisk og psykologisk signalement af den 25-årige, splittede Paludan-Müller og hans generation, som sløres i de senere udgaver. Førsteudgaven er ligeledes det æstetisk rette tekstvalg, fordi den har den smukkeste og mest kraftfulde form.
Vilhelm Andersen: Paludan-Müller, 1910, II, om Dand. s. 5-51.
Niels Barfoed: Don Juan. En studie i dansk litteratur, 1978, om Dand s. 178-192, 191-192,248-249,252-254.
Morten Borup: Christian Molbech, 1954, om Pal.M. s. 283-287.
G. Brandes: Fr. Paludan-Müller, I: 1867, II: 1877, i Samlede Skrifter. Danske Personligheder, II, 1899, om Dand s. 151-209.
Peter Brask: Tekst og Tolkning. Bidrag til den litterære semantik, 1974, I:II, om Dand s. 703-706.
Rolf Dorset: Den tænkte evighed i Den erindrende Faun. Digteren og hans fantasi, 1968, om Dand. s. 143-148.
Sejer Kühle: Frederik Paludan-Müller, 1941,1, om Dand s. 77-100, 113-115.
Fr. Lange: Frederik Paludan-Müller. Et Levnedsløb, 1899, om Dand s. 67-74, 78-79.
Carl S. Petersen: Paludan-Müllers Poetiske Skrifter i Udvalg, 1909, I, om Dand. s. 483-503.
Paul V. Rubow: Paludan-Müller som Tekstfordærver i Berlingske Aftenavis' Kronik den 6. dec. 1948; optrykt i Litterære Studier, 1949, s. 138-142.
Berit Ziegler: Frederik Paludan-Müller: »Dandserinden«, konferensspeciale i nordisk litteratur med analyse af alle udgavers tekstrettelser og hvad de viser, 1990, Specialebiblioteket, KUA.
Uffe Andreasen: Romantismen 1824-1840, 1974.
Erik Aschengreen: Boumonville, Biedermeier and French Romanticism i Theatre Research Studies, II, 1972.
Poul Borum: 8½ holdninger til en strømning i Kritik 35/1975.
Erik M. Christensen: Guldalderen som idehistorisk periode. H.C. Ørsteds optimistiske dualisme i Guldalderstudier. Festskrift til Gustav Albeck, 1966.
Leif Emerek: Romantismen i Danmark i Danske Studier, 1974-75.
Hans Hertel: P.L. Møller and »romantismen« in Danish Literature i Scandinavica, London, N.Y., maj 1969, 8, nr. 1.
Torben Hviid: Det interessante - vendepunktets kategori i Kritik 37/1976.
FJ. Billeskov Jansen: efterskrift til Adam Homo. Dansklærerforeningen, 4. udg., 1965.
Sven Møller Kristensen: Mod Romantismen i Den dobbelte Eros, 1966, s. 106-286.
Kritik: 83/1988, et temanummer om perioden.
Erik Lunding: Biedermeier og romantismen i Kritik 7/1968.
Erik A. Nielsen: Det interessante i Kritik 17/1971. Ligeledes i Ideologihistorie I, 1975, s.100-141.