[1]| I

[3]| Der var nu gaaet tre Aar siden den Septemberdag, da den unge Godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk Badested saa ilde tilredt af en Hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Vognen. To Mand maatte lede ham op til Sovekammeret, og paa Vejen derop vendte Øjnene sig i Hovedet paa ham, saa man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vaagnede af sin Afmagt, saae han sig omkring med sit gode Smil og sagde:

»Saa slap jeg alligevel hjem til Favsingholm!«

Som det skamskudte Vildt bryder ud af Flokken, naar det mærker Døden komme, og vakler ind i Tykningen for at forbløde i Ensomhed, saadan havde han søgt herop til sin forladte, østjyske Fædrenegaard med den Beslutning at dø uden Vidner.

Det gamle Herresæde laa ved en tilgroet Vig af Fjorden og spejlede sit høje, kullede Tag i dens døde Vande. Siden Torben Dihmers Fader, Etatsraaden, forulykkede paa en Rejse, havde kun Avlsgaarden været beboet. Sønnen havde dengang været en tolvaars Dreng uden Moder; og da han heller ingen Søskende havde, var Hjemmet blevet opløst. Man 4| sendte ham til Herlufsholm for at opdrages der, og i disse mange Aar havde Vind og Væde spillet Herre paa Slottet sammen med et talrigt Tjenerskab af Rotter og Mus.

Nu var han vendt hjem for at visne og dø. Men endnu efter tre Aars Forløb havde Knokkelmanden ikke faaet Bugt med ham. Han tilhørte en gammel livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfader var den bekendte Kammerraad Klavs Dihmer, der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund, som kørte ind til Randers i en almindelig, stiv Bondevogn med et Forspand af to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, og der skabtes i en trang Tid en ny Indtægtskilde for Landet. Om hans egen Pengekiste fortaltes det, at den vejede Manden selv op, og det var da ogsaa ham, der igen havde samlet Favsingholms Jorder til et Gods. Forbogstaverne i hans Navn sad med god Grund lueforgyldt indmuret i Gavlen af den høje Ladebygning.

Ogsaa Torbens Fader havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Men trods disse glorværdige Forbilleder brød han selv afgjort med Slægts5|traditionen, tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine socialøkonomiske Studier og lære Verden at kende.

Han vilde være Politiker, Statsmand. I de politisk interesserede Studenterkrese, hvor han undertiden optraadte paa Diskussionsmøderne, var han tidligt bleven kaaret til en af Fremtidens Førere. Naar hans store, brunblonde Skikkelse med det mærkelige Vædderansigt og den omhyggelige Haarskilning viste sig paa Talerstolen, blev der Stilhed i Salen – og det ikke alene paa Grund af hans Godsejertitel. Han var en overlegen Taler. Mellem de mange ungdommelige Brushoveder og revolutionære Fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske Ro, indtog ved sin urokkelige Saglighed og et underfundigt Lune.

Ogsaa den københavnske Dameverden havde interesseret sig for den unge jyske Junker med det egenartede Ydre og de mange Penge. Fra alle Sider var han bleven efterstræbt og forkælet – da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold.

Paa Favsingholm havde han i alle disse Aar kun opholdt sig et Par Gange for Jagtens Skyld sammen med nogle muntre unge Venner, der en Ugestid huserede der som en Hvirvelvind. Nu sad han derinde i sin Bedstefaders brede Armstol og frøs paa 6| Hænder og Fødder som en gammel Mand og kunde dog ikke dø. Men saa svag han ogsaa var – Ungdommens Uro sad ham stadig i Blodet. Han var jo endnu ikke 30 Aar. Trods Aandenød og Hjertebanken og slappe Knæ maatte han idelig op af Stolen og spasere lidt op og ned ad Gulvet med sin Støttekæp for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Han var den hele Dag rastløs paa Færde som et indespærret Dyr, der endnu efter aarelang Vandring frem og tilbage langsmed Burets Tremmer ikke vil opgive Haabet om at finde en Vej ud til Friheden.

I det sidste Aarstid havde han dog forandret sig meget. Han ønskede nu ikke selv andet end at blive udløst af sin Elendighed. Svækkelsen havde naaet Øjnene, saa han daarligt kunde læse. Time efter Time sad han ørkesløs hen uden noget Værge mod Dødstankernes sorte Flok.

Henne i Landsbyens Præstegaard boede en Mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra Barneaarene. De havde engang for 18 Aar siden siddet sammen paa Skolebænken i Randers. Ogsaa senere havde de truffet hinanden i København som Studenter. Ved hans Hjemkomst havde Præsten gjort ham et Besøg; men han havde ved den Lejlighed – ganske uopfordret – givet sig til at udspørge ham om hans Forhold til Religionen, var derfor bleven af7|vist, da han næste Gang kom til Favsingholm, og havde ikke vist sig der siden.

Nu sendte Torben Dihmer selv Bud efter ham for at høre noget om, hvad Kirken for Tiden mente at vide om et tilkommende Liv. Men trods timelange Samtaler aabenbarede der sig ingen frelsende Himmelstige over det to Meter dybe Jordhul, som hans Tanker Dag og Nat kresede om.

Bitrest for ham var det dog næsten at tænke paa, at der heller ikke paa denne Side af Graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt Minde. Han, der havde været saa sorgløs for sin Fremtid, saa overtroisk sikker paa sin Bestemmelse, han sad nu her og maatte dø med to tomme Hænder. »Ikke engang den stakkels Doktordisputats naaede jeg at faa færdig« – tænkte han tit. Det havde staaet skrevet i Stjernerne den Time, da hans lille Moder fødte ham til Verden, at hans Liv skulde fare hen og slettes ud som en Bølge uden at efterlade noget Spor.

Endnu spaserede han daglig en Rundtur i Parken sammen med sin gamle Plejerske, Søster Barbara, til hvis Skulder han støttede sig. Paa solvarme Dage kunde han endog vove sig helt ud til Leddet ved Stakkehaven for at høre Lærkerne eller se paa Høvederne, naar de blev drevet hjem i Stalden. Arbejdsfolkene hilste ham med Frygt i Blikket; og som han 8| stod der i en lang graa Ulster, gulbleg og med stive Øjne, der pressede sig frem mellem Laagenes kødrøde Rande, var Indtrykket ogsaa uhyggeligt.

Han pintes selv frygteligt af det Abespil, Sygdommen havde drevet med hans Udseende, og som han troede endnu grellere end det i Virkeligheden var. Derfor havde Porten paa Favsingholm været lukket for alle Fremmede. Han vilde Ingen se.

Nu var der heller ikke mange af Egnens Folk der brød sig synderligt om at komme der. Ensomheden og Dødsangsten havde givet den før saa fredsommelige Mand et mørkt og stridbart Sind. Indtil den gamle Barbara kom til Gaarden havde han skiftet Sygeplejerske hver Maanedsdag, fordi hans Væsen, saa stilfærdigt det var, dog skræmmede dem. Han kunde have de urimeligste Indfald. En Dag fandt han paa, at han ikke vilde spise, en anden, at han ikke vilde vaske sig. »Til Kirkegaardsrotterne kan jeg vel være køn nok,« mumlede han saa. Haar og Skæg lod han vokse, saa det strittede omkring ham som Tjørneris; og paa samme Maade fandt han en trist Tilfredsstillelse ved at lade alt i Huset og Parken forfalde.

»Lad det vente, til jeg er død,« var hans monotone Svar, hver Gang hans Inspektør foreslog et nødvendigt Arbejde til Ejendommens Vedligeholdelse. »Det maa vel engang faa Ende med mig.«