9| Saa hændte det ud paa Efteraaret, at der uventet kom Fremmede til Gaarden. Det var en mørk Dag med en tung Skyhimmel paa Vandring ud mod Øst. Den Syge havde haft en daarlig Nat; endnu ved Middagstid var han ikke staaet op.

Gamle Barbara stod inde i Opholdsstuen og lagde et Par Tørv til Ilden, da hun til sin Forskrækkelse hørte en Vogn rumle ind i Slotsgaarden. Hun aabnede et Vindu paa Klem. En Nnedslaaet Kalesjevogn med to Herrer holdt nedenfor Trappen.

Den ene af Herrerne kendte hun; det var Doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse Fremmede, der sad ved Siden af? Og hvad vilde det Menneske her?

»Er Mikkelsen da bleven ren tumpet!« udbrød hun pludselig og trak Vinduet til med et Smæld. Hun havde set begge Herrerne staa ud af Vognen og følges op ad Trappen. Hun havde ogsaa set Kusken lange en Haandkuffert ned.

Hun skyndte sig ud for at standse dem i Forstuen. Helt ophidset sagde hun her den Fremmede lige i Ansigtet, at han kunde ikke komme ind.

Doktoren traadte imellem.

»Hør nu her, NSøster Barbara! Denne Herre er Professor i Medicin ved Københavns Universitet ... er altsaa Læge ... og desuden en Ungdomsven af Godsejeren. 10| Professoren er rejst hertil fra København for at hilse paa ham. Vil De øjeblikkelig gaa ind og melde, at Professoren er her.«

Men den Gamle stod som en Mur.

»NA haar min Instruks,« sagde hun paa et fremmedartet Jysk. »Det veed De jo Naa saa møj godt, Mikkelsen.«

»Men her skal jeg dog vel i alle Tilfælde ikke blive staaende,« sagde nu Professoren – en lille blond Mand med et rødkindet Barneansigt.

Noget i hans Tone gjorde Barbara betænkelig. Han havde talt som den, der er vant til at blive adlydt. Med en mistroisk Skulen førte hun de to Mænd gennem Gangen ind i sin Herres Værelse, der tilligemed Spisestuen og Sovekamrene var de eneste af Husets mange Rum, der var i beboelig Stand.

Den unge Professor blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og saae sig tavs omkring i det store, mørke Sygeværelse med det røgsværtede Loft, det falmede Tapet og de andre triste Vidnesbyrd om Opløsning og Forfald. Saa vendte han sig mod Barbara, der var bleven staaende ved Døren, og sagde med uvilkaarligt dæmpet Stemme:

»Vær saa god at gaa ind og sig til Godsejeren, at Asmus Hagen er her. Vil De sige ham, at jeg har glædet mig til endelig at se ham igen.«

Med ny Forskrækkelse i sine smaa, mørke Øjne 11| saae den Gamle hen paa Randersdoktoren og tilbage igen paa den fremmede Mand.

»Herren veed saa ikke, hvordan det er fat med Godsejeren?«

»NVist saa! Doktor Mikkelsen har elskværdigt givet mig al fornøden Underretning,« sagde han. Og da Barbara endnu tøvede, tog han sin Tegnebog frem og skrev et Par Linjer bag paa et Visitkort. »Vil De bringe Godsejeren dette. De forstaar, at her er Tale om en Ordre«.

»Men Godsejeren ligger tilsengs.«

»Saa bring ham det paa Sengen. Og nu maa det være nok med Indvendinger.«

Endnu nølede den Gamle. Hun var bragt ganske ud af Fatning ved dette Besøg. Alene det at høre en fremmed Røst i disse Rum fyldte hende med onde Anelser.

»Hvad Pokker er det for et Spøgelse, min kære Ven her har anskaffet sig?« spurgte Professoren, da hun endelig var gaaet. »Skal det forestille en Sygeplejerske?«

Doktor Mikkelsen trak paa Skuldren.

»Det er en forhenværende Vaagekone herinde fra NHerredet. Jeg har gentagne Gange foreslaaet at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet Plejerske hertil; men Godsejeren vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige Menneske har ligefrem faaet en sær 12| Magt over hans syge Sind. – Naa, men nu vil jeg altsaa trække mig tilbage. Godsejeren sætter ikke Pris paa at se mig, naar han ikke udtrykkeligt har sendt Bud.«

»Ja ja. Der bliver forhaabentlig senere Lejlighed til en NKonference her. Jeg siger Dem nu Tak for Ledsagelsen.«

»Ingen Aarsag. Jeg har som sagt et Par Patienter her i Nærheden, som jeg dog skulde se til.«

Da Asmus Hagen var bleven alene, lod han igen sit hurtige Blik løbe rundt i Stuen og faldt i Tanker. Det var bleven ham fuldkommen klart, at Vennens Sindstilstand foreløbigt var en større Fare for ham end den egenlige Sygdom. Han var derfor glad ved, at han ikke havde opsat Rejsen en eneste Dag længer. Det var aabenbart paa høje Tid han kom med Hjælpen.

Barbara vendte nu tilbage med den Besked fra sin Herre, at han var i Færd med at staa op og vilde komme om et Øjeblik. Asmus Hagen forlangte imidlertid at blive ført ind til ham med det samme; men da gjorde den Gamle sig igen stiv som en Huggeblok og spærrede ham Vejen, og da han trængte paa, fik hun det Indfald at fortælle, at Godsejeren var gaaet ud paa NNatskrinet. Hun havde lige været Vidne til den voldsomme Sindsbevægelse, hendes Herre var kommen i blot ved at læse den Fremme13|des Navn paa Kortet. Skulde han nu ovenikøbet overraskes under Paaklædningen?

Asmus Hagen maatte slaa sig tiltaals og gik paa Undersøgelse omkring i Stuen, mens han ventede. Paa en Hylde over Skrivebordet fandt han en gammel støvet Foliant i Svinelædersbind, som han forresten havde lagt Mærke til straks ved sit Komme. Det viste sig at være en snurrig tysk Bearbejdelse af nogle Oldtidsværker om Lægekunsten. Baade NHippokrates’ og NAretæus’ Navne spøgede i rødt Tryk paa de mørnede Blade. Men hvad der især fik ham til at gøre store Øjne var, at der rundt om i Bogen laa løse Papirer med Optegnelser og Citater skrevne med Vennens Haand.

Han gav sig til at undersøge ogsaa de andre Bøger paa Hylden. Der var et stort astronomisk Værk i flere Bind og et Skrift om NJordmagnetisme. Desuden fandt han Nen fransk Oversættelse af en arabisk Sundhedslære fra Middelalderen forfattet af en Mand, der kaldte sig »Den troldkyndige i Cordova«. Ogsaa denne var fuld af Noter.

Hvad i Alverden! Hvordan var al denne gamle Galskab kommen her?

Uvilkaarlig vendte han sig mod Barbara, der laa paa Knæ foran Kakkelovnen og Nlivede Ilden med en NFjervinge. Men i det samme blev en Dør bag ham 14| aabnet. Torben Dihmer traadte besværligt over Tærskelen.

Asmus Hagen blev et Øjeblik staaende uden at sige noget. Saa vel forberedt han havde været, studsede han dog nu ved Synet.

»Hvordan kommer du her?« spurgte Torben og blev staaende i Døren, idet han støttede sig til Karmen med den ene Haand. Han stod der med sænket Hoved i en falmet Slaabrok af brunt Klæde og havde store, graa Filtsko paa Fødderne.

»Torben! Gamle Ven!« udbrød Asmus og gik hen imod ham med udbredte Arme.

»Kom mig ikke for nær!« sagde Torben og holdt en Haand ud fra sig. »Jeg stinker allerede!«

»Aa Snak! Jeg er netop ganske overrasket over, hvor rask du ser ud. Du har sandelig holdt dig tapper!«

Han lagde sine Hænder op paa Vennens Skuldre; men ved denne fortrolige Berøring kom Torben til at skælve. Det saae et Øjeblik ud, som om han skulde overvældes af sin Bevægelse; men han mandede sig op og slap Dørkarmen for at gaa ind i Stuen. Han kom dog ikke langt, før det svimlede for ham. Han havde undset sig ved at vise sig for Vennen med sin Gammelmandskæp, og nu kunde han pludselig ikke komme Naf Pletten. Asmus Hagen maatte tage ham under Armen og føre ham hen til hans Læne15|stol ved Kakkelovnen, hvor Barbara i Forvejen havde lagt et Par Puder tilrette.

I den følgende Time sad de to Venner og talte sammen, mens Barbara Nidelig gjorde sig et Ærende ind i Stuen og i stigende Uro kresede omkring sin Herre med en svag Klynken som en skinsyg Hund.

Asmus Hagen vovede sig foreløbig ikke til at stille Spørgsmaal; han fortalte løst og fast om sine egne Oplevelser, mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Han bragte Hilsen fra fælles Venner, og da Torben Dihmer mistænksom spurgte ham, hvad der havde ført ham til Jylland paa denne Tid af Aaret, Ngav han en Historie tilbedste om, at han var bleven kaldt til en Patient i Aarhus og nu havde benyttet Lejligheden til endelig at gøre ham et Besøg.

»Du kunde forresten have svaret paa dine Venners Breve, saa havde du nu vidst mere om os, end jeg saadan i Hast kan fortælle. Mon du veed, at det er over to Aar siden jeg hørte fra dig?«

Torben Dihmer nikkede.

»Jamen det er absolut højst utilstedeligt – som vor gamle Rektor sa’. Har du virkelig gaaet her og glemt alle dine Venner?«

»Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har jo kun haft min Sygdom at skrive om. Hvorfor skulde jeg plage jer med den?«

16| »Naa, til mig kunde du da egenlig nok have skrevet om den.«

»Jeg vilde netop, at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en, der er død – for det er jeg jo i Virkeligheden. Det troede jeg forresten, I havde forstaaet.«

»Naa, hør nu! Du tager virkelig lovlig tungt paa din Tilstand, kære Ven! At du er syg, er jo sikkert nok, men –.«

»Anstreng dig ikke! Den trøsterige Tale ved NBaaren kan du gerne spare dig. Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. – Og nu har vi talt nok om mig.«

Asmus Hagen saae ud af Vinduet og overvejede et Øjeblik. Saa gav han sig igen til at snakke i Øst og Vest om København og fælles Bekendte. Blandt andre nævnede han – ligesom tilfældigt – sin Kusine, den smukke Jytte Abildgaard; men da han saae, hvordan Vennen ved den blotte Lyd af Navnet lukkede Øjnene som for et altfor pludseligt og voldsomt Lys, bøjede han straks af og gjorde ham et Par Spørgsmaal om hans Søvn og Appetit.

Lidt efter sagde han:

»Jeg skrev paa det Kort, jeg sendte ind til dig, at jeg kom med godt Nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?«

»Ikke stort. Naar man hænger i Galgen, gaar Nysgerrigheden af En – veed du nok.«

17| »Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! Paa den Maade kan du aldrig blive rask. Nu skal jeg minde dig om et andet gammelt Ord: Haabet maa man aldrig slippe!«

»Det vil jeg dog netop helst. Og det er jo bare jammerlig Fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort Ende paa Misèren med et Skud Krudt. Men jeg gør det ogsaa en Dag. Dette her er ikke til at udholde!«

De sidste Ord blev stikkende i Struben. Han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sin Haand for at skjule, at han maatte kæmpe med Graaden.

Der blev nogle Øjeblikkes Stilhed, saa rejste Asmus Hagen sig. Han gik lidt frem og tilbage over Gulvet, satte sig saa hen paa Sidestykket af Vennens Lænestol og lagde Armen om hans Skulder.

»Gamle Ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig! ... Du skal være ved godt Mod. Du har glemt, at vi lever i en stor Tid, da Videnskaben – og jo ikke mindst min egen – gør et nyt Mirakel hver Dag. Der er Grund til at tro, at din Sygdom ikke er saa farlig, som vi allesammen har ment ..... Ja, du ser paa mig! Men du kan jo nok forstaa, at jeg ikke her siger noget uovervejet. Dit Tilfælde falder rigtignok ganske udenfor mit eget Omraade; men jeg har paalidelige Erfaringer at støtte mig til.«

18| Torben havde forsøgt at afbryde ham. Nu klappede han Vennens Haand, som laa paa hans Skulder, og sagde:

»Jeg kender dit gode Hjerte, Asmus! Du vil saa gerne hjælpe. Men lad det nu være nok! Du veed dog, at jeg har gjort, hvad der staar i menneskelig Magt for at blive rask. Jeg har søgt Evropas berømteste Specialister, baade Professor Hermann i Wien og Schinders i NNauheim –.«

»Ja, og gamle Kvaksalvere og Troldkarle har du selv studeret,« sagde Asmus med et Nap i hans Øre og lo. »Du ser, jeg har allerede ransaget din Lektyre. Men nu skal du være fornuftig, NJunker Torben! Saa skal jeg fortælle dig, hvordan det er gaaet til, at jeg har faaet Mistanke til vor gamle Diagnose.«

Han gik igen ud paa Gulvet. Med Tommelfingrene i Ærmegabet og de andre otte Fingre spillende paa sit høje Fuglebryst gav han sig til at berette.

»Ser du, da jeg i Foraaret var i Paris og besøgte Hospitalerne, talte jeg ogsaa med den berømte Overlæge Dr. de Bèze, og han gjorde mig bekendt med nogle Undersøgelser, han netop var i Færd med. Han var kommen til den Overbevisning, at visse sygelige Tilstande, som man hidtil har tilskrevet Ninkurable Forandringer i Hjertets Væv, i flere Tilfælde har som tilgrundliggende eller i hvert Fald som medvirkende Aarsag et skjult N Myxødem. Du kender den 19| Sygdom – en Destruktion af Skjoldbruskkirtlen; den maa jo ganske vist i Øjeblikket siges at være uhelbredelig, men dens Virkninger har den moderne Lægevidenskab saa at sige fuldstændig formaaet at ophæve, ganske simpelt ved at tilføre Legemet det manglende Kirtelsekret i kunstig Form. Under en Stuegang fik jeg Lejlighed til selv at undersøge hans Patienter og læse Journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele Sygdomsbillede lignede dit. Jeg har nu staaet i Brevveksling med Dr. de Bèze, og for et Par Uger siden skrev han til mig, at Resultatet af Behandlingen fuldt ud havde svaret til Forventningen. Af hans Patienter var 87 pCt. udskrevne som helbredede. En af dem, en forhenværende NSlørugle, var endogsaa kommen saadan til Hægterne, at hun havde genoptaget sin Profession paa selve Hospitalet og for Velanstændighedens Skyld maatte fjernes i Utide. Og nu maa jeg gøre dig en Tilstaaelse, kære Ven! Samtidig har jeg korresponderet med Schinders i Nauheim, og ogsaa med din nuværende Læge, den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen, har jeg staaet i Forbindelse bag din Ryg. Og for at drive Frækheden til det yderste er jeg altsaa nu kommen i Nhøjstegen Person for med din Tilladelse at foretage en sidste Undersøgelse.«

Torben, der flere Gange under Vennens Tale havde slaaet afvisende ud med Haanden, sad nu stille og saae ned for sig.

20| »Det er jo umuligt«, sagde han tonløst.

»Der er ingenting umuligt.«

»Men jeg føler det dog bedst selv. Se paa mig! Jeg er jo allerede et halvt opløst Kadaver.«

»Snak! Der er meget mere Liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde med dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i Mørket. Hvem skulde have tænkt det om dig? ... Men vent! Du kan endnu blive den lykkeligste af os alle!«