Et Par Timer senere sad Asmus Hagen ved Vinduet og røg en Cigaret efter et forsinket Frokostmaaltid. Han var godt tilfreds med Resultatet af sin Undersøgelse, og da han havde taget en Prøve af det nye Lægemiddel med fra København, var Kuren forsaavidt allerede begyndt.

Torben sad i Sofahjørnet med Haanden under Kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.

»Husk altsaa: to Piller tre Gange daglig. Forøvrigt frisk Luft, Sol og en fornuftig Diæt. Du skal se, inden der er gaaet Ntre Fjerdingaar ligner du dig selv fra gamle Dage. Om et Aar er du Rigsdagsmand, og saa er det jo kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar du skal optræde med Nden bekendte Trekantede under Armen og Guldgaloner ned ad NBøvserne og 21| henrykke Hoffets Damer med din velskabte Person. NLys, Luft – und Liebe. Med denne moderne Treenigheds Velsignelse skal mine Piller nok gøre Underværker. Se der!«

En af Husets NPiger var kommen ind. I raadvild Forlegenhed blev hun staaende henne ved Døren med en Skaal fuld af friske Blomster.

»Hvad er det?« spurgte Torben næsten brysk – ængstet af en Anelse.

»Ja – tænk dig! – dem havde jeg skam nær glemt. Jeg telefonerede igaar med Tante Bertha – ja med Jytte forresten ogsaa – og fortalte dem, at jeg rejste herover. Den nærmere Anledning fortav jeg dog naturligvis. De bad mig saa om at hilse, og i Aftes paa Banegaarden stod der et Bud med de Blomster til dig i en Æske. Har de ikke holdt sig godt? Aa, NJomfru, bring dem dog hen til Godsejeren!«

Torben afviste Pigen og undskyldte sig med, at han ikke taalte Duften.

»Sæt dem hen paa Bordet!« befalede han.

»Du skal forresten høre noget mærkeligt«, sagde Asmus, da Pigen var gaaet. »Mens alle vi Andre ærlig talt – nu kan jeg jo godt sige det – ikke havde noget stort Haab om at se dig rask igen, gamle Ven, saa har min kække Kusine hele Tiden haardnakket holdt paa, at du nok vilde komme dig. Det var 22| som en fiks Ide, hun havde faaet. Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Men saadan er hun. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige.«

Torben rejste sig. Han taalte ikke flere stærke Indtryk. Hans Tanker svimlede. Ligesom løsslupne Duer, der sidder og trykker sig omkring det aabnede NSlag – lysblændede, raadvilde og forskræmte – vilde de tilbage til Ensomheden og det tilvante Mørke.

I det samme kom Barbara ind igen. Hun gik hurtigt hen til Torben og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.

»En Præst?« sagde Asmus Hagen og gjorde store Øjne.

Torben blev lidt ærgerlig.

»Sagde I ikke, at her var NFremmede? Forresten ... Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup.«

»Vestrup?«

»Ja, husker du ham ikke fra NStudentersamfundet og NAprilforeningen? En NBondestudent her fra Egnen.«

»Vent lidt! Er det NSkidtmads?«

»Ja ja. Han har forresten forandret sig meget. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!«

Asmus Hagens smukke og kloge Øjne blev atter store af Overraskelse, da Præsten kom ind. Det var en Mand af Middelhøjde, lavbenet men med bugnende Overkrop og tung af Fedme. Han bar Briller men 23| ellers var der ikke noget præsteligt ved ham. Han var mørk i Huden som en Bonde og var ogsaa paaklædt som en Bonde, bar en Nbredskødet Frakke af NDyffel og et blomstret Bomuldstørklæde knyttet om Halsen i Stedet for Flip. Omkring Munden og ned over Hagen bredte sig en sort NSkæggebund.

Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen Fremmede til Favsingholm. Han havde fra sit NVænge set Hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem Landsbyen. Derfor var han netop kommen her. Men da han nu saae Asmus Hagen, var han nær ved at fortryde at have givet efter for sin Nysgærrighed. Til sin Ærgrelse og Skam følte han overfor denne elegante og verdensvante Herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne Forsagthed, der i gamle Dage saa tidt havde faaet ham til at slaa Øjnene ned for Folk, som han i sit Hjerte foragtede. Blandt andet blev han urolig ved Synet af den andens Nbrocherede Silkevest og fik travlt med at knappe sin Frakke over Brystet, fordi hans egen var mærket af mange Aars Brug.

Hvad der overraskede Asmus Hagen var ikke desmindre netop den Selvsikkerhed, som Aarene havde givet den forrige Bondestudent, hvem han taaget erindrede som en forkommen Stakkel med et upaalideligt Blik. Han hilste paa ham med nogen Forbeholdenhed og sagde:

24| »Jeg har vist allerede set Deres Hjem. Er det ikke Præstegaarden, der ligger straks paa højre Haand, naar man kommer fra Randers? Et langt, gulkalket Stuehus med mange Stærekasser paa Gavlen og en NVindmotor paa Ryggen af Ladebygningen?«

»Jo, det er mit Hjem,« svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret, idet han ved sig selv gjorde en højst uærbødig Bemærkning om »den lille københavnske NLaps«.

Der sad nu de tre gamle Studenterkammerater i den Nhældende Dag og holdt med Besvær en Samtale vedlige ved at opfriske Minderne fra Ungdomstiden. Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end nogle smaa Grynt til Bekræftelse eller Benægtelse. Ikke med en Mine røbede han, at han havde genkendt Asmus Hagen eller vidste, hvem han var, endsige at han viste ham nogen særlig Agtelse paa Grund af hans glimrende Løbebane. Tilsyneladende udeltagende, men med et aarvaagent Blik bag Brillerne, sad han og strøg sig med Haanden over sin ubarberede Hage. Det lød som om han gned sig med Sandpapir.

I Virkeligheden vidste han dog rigtig god Besked. Han havde ofte læst den unge Professors Navn i Aviserne og set ham løftet i Højsædet som den moderne Medicins Førstemand herhjemme. Men den Slags Døgnberømmelse misundte han Ingen. Hvad 25| betød Nsligt i Evigheden? Dersom han havde villet det, kunde han ogsaa godt selv have siddet derovre i København med et landskendt Navn og haft baade Universitetsprofessorer og endnu mere Nhøjnæsede Personer rendende paa sine Trapper. Det var saamænd ikke mere end et Par Dage siden han igen havde faaet en Opfordring til at Novertage Folketingskresen her for at bevare den for NDemokratiet.

Torben trak sig mere og mere ud af Samtalen. Han var glad ved at sidde et Øjeblik uforstyrret med sine egne Tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store Nyhed. Men da han vilde begynde paa en Forklaring, gik det hurtigt i Urede for ham.

»Fortæl selv, Asmus!« sagde han og strøg sig over Panden.

Mads Vestrups mørkegraa Øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens Fortælling. Han var i Begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et Forsøg paa at Nhave ham tilbedste. Men ogsaa da han havde forstaaet, at det var Alvor, forholdt han sig tavs. Noget i den Tone, hvori denne Videnskabens nye Sejr over Døden blev forkyndt, fik ham til at slaa Blikket ned.

Vendt mod Torben sagde han tilsidst ganske kort og uden at ytre nogen særlig Forbavselse, at dersom det virkelig skulde vise sig at være Vorherres Hen26|sigt at give ham hans Sundhed tilbage, saa vilde mange der paa Egnen glæde sig derover og ikke glemme at takke den himmelske Fader derfor.

»Hans NMiskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen,« sluttede han.

Asmus Hagen forstod godt, at der blev Ntilkastet ham en Handske; men han fandt det ikke Umagen værd at tage den op. Som den fede Præst sad der med Hænderne foldede over Brystet og med Fødderne i de klodsede Ankelsko væltet om paa Siden, saadan at Saalerne stødte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk Indtryk paa ham, – det var jo den genopstandne NAnders Tikøb!

»Det glæder mig, hvad De der siger, Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres NKaldsbrødre havde kaldt Lægerne for Djævelens Haandlangere. Der er altsaa i det Spørgsmaal en Divergens indenfor Kirken.«

Mads Vestrup løftede sit tunge Hoved.

»Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af Ungdommens Lærere. Mener De, at Lægen i sin Gerning kan undvære Herrens Velsignelse?«

»Spørgsmaalet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, saa plejer jeg at sige til mine Studenter, at der ikke er Videnskaben noget Tilfælde bekendt, hvor Virkningen af et Lægemiddel 27| ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig Proces, ganske uafhængig af nogen Troesbekendelse. En Spiseskefuld Namerikansk Olje f. Eks. virker ogsaa efter min personlige Erfaring ganske suverænt. Paa en Kristen, en Muhamedaner eller en Hedning garanterer jeg den samme Virkning.«

Mads Vestrup saae over paa ham med paatagen Forbavselse. Han formelig maabede. Hvordan? Kunde det virkelig være oplyste Menneskers alvorlige Mening – spurgte han – at et kemisk Præparat ejede nogen livsopholdende Magt i sig selv? Det var jo da at sætte sig paa samme aandelige Standpunkt som Negere og Hottentotter, der tilbad »Aanderne« i en Kampesten og besværgede dem ved Trolddom. Saa forstod han da bedre den katolske Overtro paa hellige Kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis maatte fordømme ogsaa denne Form for Genstandsdyrkelse. Men forresten vilde han spørge: hvad hjalp det at gøre Legemet friskt, dersom Sjælen sygnede hen og Hjertet forhærdedes? Herpaa skyldte den højlærde Videnskab endnu Menneskeheden Svar.

»Det Svar har De dog faaet allerede i Deres Skoletid, Hr. Pastor! https://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secbreve/nathansen/1910_10_23.html).