34| Mads Vestrup var imidlertid kommen ud af Gaarden og stred sig hjemad mod den haarde Vind. En storskygget Kasket med Knap oveni Pulden sad ham ned paa Ørene, og han støttede sig tungt til en Kæp af den Slags med Strop, som NMarkedsprangerne bærer paa Haandleddet.

Til den ene Side laa de milebrede Enge og den skjulte Fjord, til den anden rejste Landet sig som en Vold med stejle, nøgne Lerskrænter. Landevejen fulgte paa det første Stykke Engbreden men bøjede derpaa brat af og steg tilvejrs gennem et Skaar i Bakkerne. Her naaede han Skoven, hvis høstlig-røde Løvmasser lukkede sig om ham som et brølende Baal.

Trods sit voldsomme Sjælsoprør havde han ikke glemt at smøge op forneden for at skaane sine Søndagsbukser, som han havde taget paa i Anledning af Besøget paa Herregaarden. Men hans Tanker var i Himlen. Deroppe knælede han for sin Gud og spurgte bævende, hvorlænge han endnu vilde taale den aabenlyse Forhaanelse. Vilde han dog ikke snart komme i sin Almagts og Herligheds Vælde og nedslaa denne triumferende Satansyngel, der indbildte Menneskene at kunne forvandle Livet til en Sum af straffefri Nydelser og Døden til en vellystfuld NHendaanen?

Han svarede sig selv: men lad dem kun trodse! 35| Regnskabsdagen og det store Skriftemaal Nundflyede de ikke. Engang skulde de vaagne op i Rædsel og erfare, at Gud levede og var deres Dommer!

Han vidste jo nok, at der var visse NHalvmands-Kristne, der forkastede Tanken om et Pinested som uforenelig med Troen paa Guds Kærlighed og tænkte sig den uomvendte Synders Skæbne blot som en evig Udslettelse. Men det var at Npaalyve den Alvise et dumt og skændigt Selvforræderi. Det vilde netop ikke være Kærlighed men et rigtig menneskefordærvende, et rent ud djævelsk Paahit, dersom disse frække Gudløse, der her i Kødets Verden boltrede sig i alle Laster og svælgede i alle Vellyster, ikke skulde bære saa meget som Erindringen om deres Synder med sig over i det Hinsidige, dersom deres raadne Sjæl ved Lægens Trolddomskunster kunde aande ud i et saligt Suk og være borte med det samme – Nvejret hen som en skiden Lugt. Men saadan legede Vorherre heller ikke! Nej, naar Helvede i deres Dødsstund aabnede sit Mørkegab for at opsluge dem, saa var der sikkert nok beredt dem en frygtelig men retfærdig Straf.

Han var kommen ud af Skoven og kunde begynde at vejre Hjemmet. Den lille Bondeby laa et Stykke inde paa det aabne Land og sendte ham en kraftig Tørveos imøde. Vinden trykkede Skorstensrøgen ned over Tagene og førte den med sig ud over Markerne, saa 36| det saae ud, som om Jorden dampede. Den yderste, gulkalkede Gaard med NVindfangeren paa Ladelængen var Præstegaarden, saadan som Asmus Hagens Detektivøjne ganske rigtigt havde set. Den lignede ellers aldeles de andre Gaarde i Byen; kun stod der ingen Hæs omkring den. Det meste af Embedsjorden var i Tidens Løb solgt fra; der var kun levnet en god NHusmandslod, som kunde føde tre-fire Køer og nogle Faar.

Da Præsten naaede hjem, søgte han ikke straks ind i Stuen men gik først sin sædvanlige Runde gennem Udhusene og Stalden for at paase, at intet var bleven forsømt her under hans Fraværelse. Dog var han idag ganske aandsfraværende paa sin Vandring gennem de halvmørke Rum med de fortrolige Lugte af Hø og Klid og Dyrevarme. Helt mekanisk Nplukkede han op, hvad han fandt paa Gulvene, her en tabt Roe, hist en Tot Hø, og da han inde i Kostalden traf Tjenestedrengen, der hjalp NPigen med Malkningen, glemte han at holde sin daglige Dunderstale til ham om det syndige i at sløse med Guds Gaver.

Han blev staaende i den aabne Stalddør og saae ud over Markerne, mens NAftenklokken ringede. Køernes hyggelige Gumlen og NDrynen bagved ham, Mælkestraalernes NKogen i NStrippen og Kattens Pusleleg i Halmen – al denne Naturens frodige Smaa37|snakken, som han ellers havde et saa aabent Øre for, overdøvedes denne Aften af Stormvejret i hans Sind.

Han stod og tænkte paa sine egne sørgelige Vildfarelsens Aar derovre i København, paa den mørke Fortvivlelse, der vilde have Nslaaet ham med Vanvid, dersom ikke Gud i sidste Øjeblik havde forbarmet sig over ham og ført ham hjem til hans gamle Moder, hende, som han halvvejs havde forglemt derovre og helt havde fornægtet Ni Sind som i Skind for at komme til at ligne de andre skidte Knægte i NBabelsbyen. Derinde bag den hvide Kirkegaardsmur laa nu den fromme Kvinde med de arbejdstrætte Hænder foldede om sin gamle Salmebog og ventede paa en salig Opstandelse. Han kunde ude i Aftenrøden akkurat skelne de to høje Popler, der havde skygget over det fattige Barndomshjem ved Grusgraven; derfor stod han saa ofte her, naar NAftenklokken ringede, og samlede Sindet til Lovprisning og Tak for den stærke NEnglevagt, som Gud i denne lille Nværkbrudne Kvindes Skikkelse havde sat for ham ved hans Indgang her i Syndens og Dødens Verden.

Derude under Vesthimlens flammetungede Skyer kunde han ogsaa skimte den Npilehegnede Landevej, hvor han i seks Aar daglig gik de Ntre Fjerdingvej ind til Latinskolen i Randers. Det hændte ham da undertiden, at han kom til at slaa Følge med Torben 38| Dihmer, der i NSommerhælvten boede hjemme paa Favsingholm og red til Skolen paa en NNordbag. Selv maatte han gaa Turen i Træsko eller paa bare Ben for at skaane Støvlerne; de hang ved NTornystret og maatte ikke tages paa, før han naaede Byen. Han huskede ham især i en mjødbrun Fløjlsdragt med Bælte og lange NRidegamasjer. I den Dragt havde den unge NJunker Nen Tidlang bedaaret hans enfoldige Bondehjerte. Men saa en Dag havde hans Moder snakket til ham derom og sagt: »Hvordan tror du vel, saadan en opstadset Knægt tager sig ud i Vorherres Øjne?« Og det Ord havde løst Fortryllelsen.

Klokken i Taarnet tav. Med en dyb Halslyd, der mindede om Køernes Drynen, vendte han sig om og gik ind.

Da han sad ved Aftensbordet sammen med sin Familje og sine NHusfolk, og efter at Bordbønnen var bleven læst af det ældste Barn, en lille Pige paa syv Aar, spurgte hans Kone ham, om det var sandt, at der var kommen en københavnsk Professor til Herregaarden med en ny Medicin, som kunde gøre Godsejeren rask. Stine Hvedebrødskone havde fortalt det i Køkkenet.

»Naa, har den gamle Sladrekælling allerede faaet den Historie at rende med. Ja, lad os nu først se! Maaske er det ovenikøbet Løgn og Mundsvejr det hele. – Satan skal ikke for tidligt triumfere!«

39| De sidste Ord brast ud af ham som en Torden, og alle saae forbavset op. Den Mindste, en lille Dreng paa tre Aar, foldede forskrækket Hænderne; men ogsaa de andre Børn var bleven blege af Angst. De vidste, at naar deres Fader skændte, var det Guds egen frygtelige Vrede, der forkyndtes gennem hans Mund.

Moderen spurgte heller ikke mere, og Maaltidet skred frem under tyngende Tavshed.

Der var ikke andet paa Bordet end et Fad bart Smørrebrød og Kander med kogt Mælk. Mads Vestrup, der saae ud som en Fraadser, krævede streng Nøjsomhed af sin Husstand og blev aldrig træt af at prise Selvforsagelse som ethvert Menneskes Pligt mod Gud og Næsten. Det kunde undertiden hænde ham, at han selv bukkede under for sin Naturs stærke Krav, især naar han blev sat for en af sine Livretter, Risengrød eller Blodpølse eller fyldte Hvidkaalshoveder, men til daglig gennemførte han sin Afholdenhed med stor Strenghed.

Inden de nu rejste sig fra Bordet, holdt han en lille Tale om det, som var sket ude paa Herregaarden. Hver Dag i Aaret, sagde han, og hver Time paa Dagen gjorde den kære Gud de dejligste Mirakler for os; han lod sin klare Sol skinne over Verden, kaldte nærende Korn og yndige Blomster frem af NMulde, skabte smaa levende Menneskebørn i sine 40| Engles Billede og lagde dem i vore Arme. Og alt saadant fandt Verdens Børn bare »naturligt« og ikke Snak værd, ja der var jo dem, som ikke engang syntes, at det var noget at sige Tak for. Men ikke saasnart havde en Doktor en Smule Held med Kniven eller med et Pulver, saa Nvidste vi straks ikke, hvordan vi var vendt, om det var Vorherre eller os selv, der styrede Verden. Men det vilde han sige, at i dette Hus taaltes ingen Formastelighed, og enhver maatte nu forstaa, hvad Tale der her turde føres om den Sag, som rimeligvis i den kommende Tid vilde optage Sindene paa Egnen.

Efter disse Ord Nbad han selv frabords; hvorpaa han tog den Mindste ved Haanden og gik ind i Dagligstuen.

Her plejede han at sidde lidt i Mørkningen med Børnene og fortælle dem et eller andet, oftest noget af den hellige Historie. Han, som var en daarlig Prædikant, havde en egen Gave til at tale med Børn. Navnlig forstod han at faa de Smaa til at lytte; og saadanne Øjeblikke, da de samledes om hans Stol, eller naar de om Dagen fik Lov til at følge ham ud i Marken eller i Stalden, var altid festlige Oplevelser for Børnene til Trods for, at Mads Vestrup var en nidkær Opdrager, der i sin Bibeltroskab ikke glemte at omsætte Faderkærligheden i NTugt og Formaning.

NMen denne Aften forlod han dem straks efter Bor41|det og gik tavs over i sit eget Værelse paa den anden Side af Gangen.

Den Mindste, en lille treaars Krøltop, blev staaende med Fingren i Munden og fulgte ham tildørs med Øjnene. Han var Nfærdig at græde men vovede ikke at følge efter. For ham som for de andre Børn var Døren til Faderens Stue Indgangen til et helligt Sted – Nbevogtet ligesom Himmerigsporten af en Kerub med et Flammesværd.

Da Præstekonen lidt efter kom ind til sin Mand med den tændte Lampe, sad han henne i sin korte NVoksdugssofa og røg en Pibe Tobak, hvad der var den eneste Luksus, han tillod sig. Fru Stine var en lille, hofteskæv Kone nær Fyrretyveaarsalderen, nogle Aar ældre end sin Mand. Hun var Datter af en forhenværende Skolelærer der fra Egnen, og de blev forlovede i hans allerførste Studenterdage. Dengang var hun en rødmosset Landsbypige, som Karlene sloges om; men da de endelig kunde gifte sig, var hun allerede begyndt at falme, og nu var hun afblomstret indtil Stilken.

Hun satte Lampen hen paa Skrivebordet og blev staaende lidt og skruede paa den, mens hun ventede paa, at han skulde tale til hende. Hun havde noget paa Hjerte, stod og tyggede paa et Navn, som hun ikke havde Mod til at nævne. Det var den frem42|mede Professor paa Favsingholm, som hun vilde have Lov til at søge Raad hos for sin syge Hofte.

Men Mads Vestrup sad som indemuret i sine egne Tanker, ytrede sig kun ufrivilligt med sin drynende Halslyd.

»Var der noget, du vilde?« spurgte han endelig.

Stemmen lød saa fjern, Tonen var saa ligegyldig, at hun opgav at tale og haltede ud med Haanden paa Hoften. Men forinden havde hun set sit Snit til at tage et forkrøllet Brev op af Kjolelommen under sit Forklæde og lægge det fra sig paa Bordet uden at hendes Mand mærkede det.

Ved Døren standsede hun igen og spurgte:

»Saa kommer du ikke ind til Børnene i Aften?«

»Nej, jeg har en vigtig Sag at overveje, Stine. Det er den her Skrivelse, som jeg forleden fik fra NVenstres Hovedbestyrelse. Jeg maa jo sende et Svar.«

Der Nslog en ny Frygt ud af den lille Kones forgræmmede Træk.

»Du vil jo ikke Nstille dig, Mads. Det vil du da ikke? Det har du jo saa bestemt sagt.«

»Men om nu Gud befalede mig det? ... Jeg har næsten den Tro, at NMaalet er fuldt og Tiden kommen, da Herren vil samle de forsprængte Rester af sin Menighed og byde os at plante NGolgata-Mærket midt i NDøgnets Helvede. – Men gaa nu ind til Børnene, saa skal vi siden tale om det. Jeg har ogsaa noget at fortælle dig.«

43| Folk, der bedømte Mads Vestrup efter hans Ydre, tog gerne helt fejl af ham og ansaae ham blandt andet for en Mand med en taabelig Selvfølelse. I Virkeligheden havde han meget beskedne Tanker om sig selv og Forsynets Bestemmelse med ham. Aldrig var det faldet ham ind, at han kunde være udset til at blive den genrejsende Kraft i det danske Folk og den danske Kirke. Han vidste altfor godt, at hans boglige Viden var mangelfuld, og at han heller ikke besad den ydre Personlighed eller den Art Veltalenhed, der virkede paa Masserne. Han havde derfor hidtil uden lang Betænkning afslaaet de forskellige Opfordringer til at træde ind i det offentlige Liv, som han i Aarenes Løb havde modtaget – rigtignok for det meste af Folk, der uden at bekymre sig om hans religiøse Anskuelser kun kendte ham som den paalidelige NDemokrat, der paa Valgdagen var Stiller for Almuens Talsmand.

Saa sad der ogsaa i hans Sind en skjult Frygt, der havde holdt de dumpe Kampdrifter i hans Blod i Tømme. Ungdomsminderne fra den store By skræmmede ham. For sin Barnetro frygtede han vel ikke mere; men der var andre Farer i NSodoma, og han havde jo set, at kun faa af de Mænd, som kom ind i det politiske Livs Hvirvel, slap ud derfra uden at have taget Skade paa Karakteren. Selv støtte jyske Bønder i NVadmel vendte efter blot et Par Aars 44| Rigsdagsliv hjem med al Hovedstadens Fordærvelse hængende i Klæderne.

Endelig var der ogsaa den økonomiske Side af Sagen. Trods Diæterne var det slet ikke saa sikkert, at han vilde kunne holde sig skadesløs. Og Familjen kunde han ikke føre med sig. Hans Kone maatte overtage ikke alene Børnenes Opdragelse men ogsaa Tilsynet med Bedriften, og hvordan skulde det vel gaa? Hvad vilde der ikke kunne bortødsles ved Sløseri og Tankeløshed under hans Fraværelse? Han havde sagt til sig selv, at en Mand med en svag Kone og fire Børn at tage Vare paa havde den Pligt at blive ved NStavnen, og altsaa kunde han heller ikke være udset af Forsynet til at blive en Fører for Folket.

Men nu havde Oplevelsen paa Herregaarden sluppet den bundne Vildskab løs hos ham. Han hørte Hærskrig i Luften, hver Gang han saae Asmus Hagens Porcellænsansigt for sig. Kampens Dage var Nsikkerlig kommen nu. Derom følte han sig mere og mere overbevist. Og var det virkelig Herrens Vilje, at ogsaa han, som der stod skrevet, skulde Nbeskikke sit Hus og binde op om sine Lænder, – nu, saa var han ogsaa beredt!

Han havde rejst sig fra Sofaen for at hænge den udgaaede Pibe hen paa NBrædtet. Paa Tilbagevejen standsede han ved Synet af det Brev, som hans 45| Kone havde efterladt paa Skrivebordet, og han stod nogle Øjeblikke og saae forbavset paa det med den pudsige Maaben, der var ham egen.

»Hvad er det for et Brev?« sagde han højt.

Det viste sig, at Konvolutten, som var aabnet, bar hans Kones Navn, og baade NUdskriften og selve Brevet var skrevet med fordrejet Haand.

»Hvad er det her for NKæltringstreger?«

Pludselig løb Blodet ham fra Kinderne, og hans Hænder begyndte at ryste. Brevet, der var undertegnet »En Troende af Menigheden«, indeholdt en Opfordring til hans Kone om at have et vaagent Øje med Jørgen Stauns Gaard paa Bakken. »Din Mand har sin Gang der tidlig og silde, og Oleane er en Møgmær, som jo Alle veed.«

Mads Vestrup undersøgte nøje Haandskriften, Frimærkets Poststempel og tilsidst selve Konvolutten, idet han holdt den op for Lampeskæret. Og nu svulmede Halsen paa ham, og Ansigtet blaanede, som om han skulde kvæles.

»Nej, dette er dog –!« sagde han og slog Haanden i Bordet.

I tre Skridt stormede han over Gulvet, rev Døren op og raabte ud gennem den mørke Forstue, hvor en smal Lysstribe røbede, at Dagligstuedøren var ladet paaklem:

»Stine! Er du derinde? ... Vil du komme et Øjeblik.«

46| Det varede temmelig længe, inden hun kom, og det var med en utryg Stirren, hun klemte sig ind ad Døren og blev staaende op ad Væggen med Haanden paa Hoften. Men hendes Mands Kalden havde heller ikke lydt som nogen angerfuld Anraabelse. Der havde tværtimod været Dommedagsbebudelse deri.

»Hvad er det her for noget?« spurgte han og rystede Brevet foran hendes Ansigt.

»Ja, hvad er det?« sagde hun og rettede sine mørke Øjne paa ham med en dristig Anklage.

»Hold op med det Komedievæsen! Det er jo dig selv, der har skrevet det Brev. Nægt det Nit’. Jeg har jo Beviser!«

Stine Vestrup holdt Armen parat til at afbøde et Slag. Det var engang imellem hændet, at hendes Mand i Hidsighed havde forløbet sig overfor hende.

»Jeg har ikke skrevet det,« sagde hun og stirrede ham forhærdet ind i Øjnene.

»Du lyver! Du lyver! Jeg siger dig, jeg har Beviser! Du har jo været saa dum at tage en af mine egne Konvolutter. Og det NTøjeri ligner dig da ogsaa godt nok, du skamløse Kvind! Det er jo it’ første Gang, du har Nkastet Skarn paa hæderlige Kvinders Rygte og bagvadsket din egen Mand. Men at sætte dig hen og skrive den Slags Sager, det er dog noget nyt. – Pøj, siger jeg! Pøj! – Gjorde jeg dig din Ret, 47| saa slog jeg det Nskidne Præk op paa Smedens Port, saa Enhver kunde se, hvad Slags Menneske du er, og Ntage sig i Vare for dig.«

Denne sidste Trusel fik endelig Stine Vestrups stive Nakke til at bøje sig. Klagende sank hun ned paa Kanten af en Stol med Forklædet trykket for Øjnene.

»Aa Mads; jeg veed it’ selv, hvad jeg gør i den her Tid. Jeg er saa syg – saa syg – saa syg.«

Mads Vestrup gik stakaandet op og ned ad Gulvet, og Sveden drev ham ned ad Kinderne. Men bedst som det var, gav han sig til at slide Brevet i mange smaa Stykker. Gik saa hen til Kakkelovnen og kastede det paa Ilden.

»Ja, ja – Stine!« sagde han allerede formildet. »Lad saa den Historie være glemt da, ligesom jeg har glemt og tilgivet de andre. Men nu skulde det helst være sidste Gang, du kom med den Slags.«

Han havde sine Grunde til ikke at gaa altfor strengt i Rette med hende. Skønt der snart ikke var et Kvindemenneske paa Egnen lige ned til Fattighusets gamle NKællinger, som hun ikke havde haft ham mistænkt for at staa i Forhold til, blev hans Vrede mod hende altid kun en NStraaild. Han kunde ikke skjule for sig selv, at Synet af en blomstrende Kvinde virkelig ofte førte hans Tanker paa Afveje. Med NBlu maatte han daglig bekende det for sin Gud. Ja, der havde været Tider, navnlig i hans første Præsteaar, da han 48| i sin dybe Skam derover alvorligt tænkte paa at gøre Fortræd paa sig selv for at blive NForargelsen kvit. Heller ikke kunde han sige sig fri for at have set paa Jørgen Stauns Oleane med urene Øjne; men han vidste ogsaa, at han fra det Øjeblik, han var bleven klar over Faren, havde lagt NBukke paa Vejen imellem dem. I mere end en Maaned havde han ikke sat sin Fod i det gamle Hjem, som dog i saa mange Aar havde været ham en kær Tilflugt. Derfor forstod han ikke, hvordan Stine var kommen til sin Mistanke. Men han havde mærket det før, at hun kunde blive næsten som synsk paa de Tider, da hendes Skinsyge helt besatte hende.

Den ulykkelige Kone tørrede sine Øjne. Der var noget, hun vilde sige; men det blev hver Gang kun til en Snøften. Først da hun havde rejst sig og allerede stod ved Døren, fik hun det endelig frem.

»Tror du ikke, Mads, at jeg kunde faa Lov til at snakke med den Professor, der er kommen til Favsingholm?«

Mads Vestrup standsede sin Gang over Gulvet og sagde forundret men uden Uvilje:

»Vil du sige mig, hvad det skulde gøre godt for, Stine?«

»Dersom han nu kendte et Raad ogsaa for min Sygdom?«

»Synes du ikke, vi har prøvet nok af den Slags? 49| Du kan jo ikke allerede have glemt, hvordan det gik ifjor, da du – meget mod min Vilje – tog ind til Randers og søgte ham denher omrejsende Bandagist og NMarkskriger. Den skammelige Bedrager! NFyrretyve Kroner tog han for det Bælte. Og hvad hjalp det saa? Du blev bare daarligere af at bruge det. Fyrretyve Kroner kastet paa Møddingen! Det synes jeg dog ikke, vi skulde gøre om igen!«

»Men denher er jo da rigtig Professor. Og rigtig Doktor. Han skal jo endda være en af de Nførste.«

Mads Vestrup rystede tungt paa Hovedet.

»Stine! Jeg har sagt dig det tidt: Der er kun een sand Læge for os Mennesker. Det er NJesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre. Han lærte os at bære vort NKors med Taalmodighed i Haabet om den evige Fred og Glæde Nhisset. Der er ikke Frelse i noget andet.«

Da Stine var gaaet, satte Mads Vestrup sig hen i Sofaen for at vende tilbage til de stærke Tanker, som han paa en saa uværdig Maade var bleven revet ud af. Men den kampmodige Stemning var jaget paa Flugt og vilde ikke lade sig indfange. Hverdagens Bekymringer havde paany trukket sin magiske Kridtstreg omkring ham, og han stønnede pludselig højt som en Trækokse under NAaget.