50| Ude paa Herregaarden var alle Lysene slukket, da det røde Maaneansigt løftede sig over Skoven med den ene Kind formørket. Asmus Hagen, der havde tilbragt hele den foregaaende Nat paa Rejse, var gaaet i Seng med Hønsene, og Torben havde været saa udmattet af Dagens mange Sindsbevægelser, at han endnu tidligere var bragt til Hvile. For at skaffe ham Søvn havde den medicinske Troldmand tilberedt ham et Pulver, som var nøje afpasset efter hans hele Tilstand. Han var da ogsaa hurtigt faldet til Ro, og for første Gang i lange Tider sov han uden Afbrydelser lige til Daggryet.

Gamle Barbara, der laa i et Kammer ved Siden af, og som plejede at blive kaldt op et Par Gange i Løbet af Natten for at rette paa hans Leje eller give ham noget at drikke eller blot for at underholde ham lidt i de lange, søvnløse Timer, – Barbara var hvert Øjeblik oppe af sin Seng og lyttede ængstelig ved NDørklemmen. Men hun hørte ham stadig sove med rolige Aandedrag og blot snakke lidt i Søvne nu og da.

Først den sprukne NMorgenklokke ovre i Avlsgaarden vækkede ham. Med en vidunderlig Følelse af Udhvilethed, som han ikke længe havde kendt, slog han Øjnene op og huskede nu, hvad der var sket. I det samme gik det op for ham, at det var NDag51|skæret og ikke Maanen, der lyste paa Rullegardinerne, at Natten allerede var omme, – og han blev liggende i stille Forundring. Det var, som om han langsomt vaagnede af en anden, endnu dybere Søvn. De døde Klokkeklemt derovre, det søvndrukne Spurvepip ude i Haven, de regelmæssige Hvin af Pumpestangen ovre ved NMaterialskurene – alle disse kendte NLyd, som nu i tre Aar hver Morgen efter en endeløs Nat havde bebudet ham en ny Dag med ny Angst og ny Pine – de naaede ind til ham som fra en svindende Skyggeverden, en bortflygtende Rædselsdrøm.

Barbara, der havde hørt, at han var vaagnet, kom nu ind og begyndte sin foreskrevne Melding om Vejret og Vindretningen. Men Torben havde ikke Taalmodighed til at høre paa hende idag; han vilde straks op. Det kneb for den Gamle at faa ham til at blive i Sengen, indtil der var bleven ordenlig varmt i Stuerne.

Ved Otte-Tiden sad han ved Tebordet sammen med Asmus. Vennen var lidt morgensur. Han savnede sin Avis med de friske Nyheder fra København, og for dette Savn havde han ingen Medicin. I en lidt irriteret Tone gav han sig til at tale om de gamle Lægeskrifter, han havde fundet her.

»Om jeg kan begribe, hvad der har været din Hensigt med det Studium. Det har forhaabenlig dog kun været for Kuriositetens Skyld.«

52| Torben vilde helst ikke ind paa Sagen; men da Asmus blev ved at gaa ham paa Klingen, lod han sig tilsidst fralokke en Bekendelse. Han forklarede, hvorledes han allerede paa et tidligt Tidspunkt af sin Sygdom havde haft en Fornemmelse af, at hans Befindende med det bestandige Op og Ned var under Indflydelse af visse Fænomener i Naturen og ude i Himmelrummet. Ikke alene virkede alle atmosfæriske Forandringer straks ind paa hans Nervesystem, fremkaldte Svimmelhed og anden Forstyrrelse, saa han kunde forudføle en Storm eller et Tordenvejr længe i Forvejen; men ogsaa alle regelbundne Naturbegivenheder, de skiftende Tegn i Sol og Maane, Planeternes Vandringer og Jordens egen Stilling i Verdensrummet havde forekommet ham at indvirke paa hans Tilstand. Han havde da søgt at gøre sig bekendt med, hvad der fandtes i Literaturen af lignende Iagttagelser, og dette havde ført ham ogsaa til Studiet af Oldtidens og Middelalderens Lægekunst.

Asmus, der havde hørt paa ham med sine rundeste Øjne, fik tilsidst et mørkt og bekymret Udtryk; men da han mærkede, at han blev iagttaget, skyndte han sig at smile.

»Gud bevare din Forstand, min Dreng! Det var aabenbart paa høje Tid, jeg kom og ruskede dig vaagen. Du plejer Omgang med Præster, studerer 53| Mystikere og forfalder til Trolddom! ... Men du var nu altid et lille Stykke af en Ngehejm Drømmer, NJunker Torben!«

»Du tror med andre Ord ikke paa den Mulighed, at –«

»Gudbevares! Alt er muligt! Dersom du vilde fortælle mig, at Maanen er den synlige Bagdel af en Gud, der har vendt os Ryggen, saa turde jeg ikke benægte det. Men jeg for min Del holder mig til de Nfattige Kendsgerninger.«

»Men det er jo netop Kendsgerninger, jeg har villet undersøge. Og de Iagttagelser, jeg mener at have gjort paa mig selv, bekræftes af Andre. I vor egen Landalmue f. Eks. er – ganske ureflekteret naturligvis – Fornemmelsen af en kosmisk Indvirken paa Blodet og dets Kraft slet ikke noget ualmindeligt. Det har jeg ogsaa faaet mundtlig konstateret af den gamle Kone, der passer mig; og hun har en lang Erfaring at tale af.«

»Mener du den lille NKælling, der lister omkring her? Ja, hun ser jo rigtig ud, som om hun kunde være kommen flyvende hertil paa et Kosteskaft.«

»Naa ja, men der findes altsaa ogsaa literære Vidnesbyrd af videnskabeligt uddannede Mænd fra alle Tidsaldre. Jeg kunde nævne en Autoritet som NTyge Brahe, dersom jeg ikke var bange for at blive mistænkt for ogsaa at tro paa NAstromanti. Men – for 54| at holde mig til Landsmænd – du kender maaske NPeder Palladius og hans Visitatsbog? Han er flere Steder inde paa det samme. Hos ham er det dog væsenlig endnu blevet ved den enfoldige Fornemmelse. NNiels Hemmingsen derimod – vel et af de fineste og skarpsindigste Hoveder, Norden har frembragt – taler af personlig Erfaring ganske aabent om en sympatisk-organisk Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet.«

»Ja, du maa undskylde, men den Videnskab lugter mig for meget af Kirkegaarden. Og nu maa du tillade mig at sige dig et Alvorsord. Jeg vil bestemt fraraade dig at fortsætte med den Slags Studier. Det er aldrig sundt for en Patient at beskæftige sig for indgaaende med sin egen Tilstand. Særlig har den Art eksperimenterende Trang til at føle sig i Kontakt med Elementarkræfterne – et for os Læger velkendt Symptom – nedbrudt Konstitutioner, der var stærkere end din. Det er maaske undskyldeligt, at vi Mennesker gerne vil have vore Lidelser betragtet fra et højere Synspunkt end Laboratoriekælderen; men Videnskaben maa have sig frabedt at blive engageret i den Anledning og henviser uden Misundelse til Æstetiken og Teologien. Det skal jeg nu ikke komme nærmere ind paa. Sig mig blot – Nuden Fortrydelse – vor gode NHr. Skidtmads skulde vel aldrig have haft en Finger med i Spillet her?«

55| »NHvor falder det dig ind!« sagde Torben stødt, og Samtalen blev nu en Tid hængende ved Mads Vestrup, fordi han paany følte sig forpligtet til at værge Præsten mod Vennens Spot.

Der kom dog ingen virkelig Varme i hans Forsvar for ham; dertil var der altfor meget hos Manden, der bød ham selv imod. Navnlig var der en gammel, grim Erindring fra Drengeaarene, som hans Tanker aldrig kunde komme udenom. Dengang de sad paa Skolebænk sammen derinde i Randers, havde der en kort Tid bestaaet et Slags Venskab imellem dem. Han havde haft ondt af den klodsede og ufrimodige Bondedreng, der straks var bleven Klassens NUgle. Mads var ikke saa lidt ældre end sine Kammerater og dertil en Nlemmestærk NPrygl, som meget godt kunde have holdt sig sine Plageaander fra Livet uden Beskytter; men han var en umodig Dreng, der helst krøb i Krog og først slog fra sig, naar han kom i Raseri. En Dag paa Legepladsen hændte det saa, at de selv kom op at brydes. Det begyndte i Spøg men blev efterhaanden Alvor. Kammeraterne slog Kres omkring dem, og deres Tilraab hidsede dem yderligere op. Det blev en Holmgang efter alle Brydekunstens Vedtægter. Mads var ham overlegen baade i Masse og Styrke, alligevel blev han ikke kastet, før den anden Nlumskelig begyndte at spænde Ben. Men i Faldet lykkedes 56| det ham at vende sig, saa Mads kom til at ligge underst, og et mægtigt Glædeshyl fra Tilskuerkresen hilste NGoliats Nederlag. Men saa skete der noget. Da Mads blev klar over Stillingen, hvæsede han af Raseri og spyttede ham pludselig op i Ansigtet.

Hvad han i Øjeblikket følte udover Væmmelse ved det Slim, han tørrede af sig med sit Lommetørklæde, huskede han nu ikke længer. Han mindedes kun, at han bagefter stod henne ved Muren omgivet af sine Kammerater, og at NInspektor ude paa Legepladsen havde faaet fat i Kraven paa Mads, der raabte i vild Desperation, mens Spanskrørsstokken buldrede paa hans tykke NVadmelsryg, at saadan en Herregaardsdreng i Fløjlsklæder ikke var andet end det bare Skidt i Vorherres Øjne. Han huskede ogsaa, at han straks, da han kom hjem, bad sin Fader om at tage ham ud af Skolen men ikke kunde faa sig selv til at sige Grunden. Dette at have set et Menneske, en Kammerat ovenikøbet, forvandle sig for hans Øjne til et modbydeligt, Nedderspyende Kryb, gjorde ham skamfuld.

Ikke længe efter var det, at han paa Grund af Faderens Død blev sendt til NHerlufsholm; men seks Aar senere traf de hinanden igen som nybagte Studenter i København, og med nogen Overvindelse fornyede han Bekendtskabet. Mads Vestrups fuld57|komne Hjælpeløshed i den store, fremmede By skabte igen et Slags Forhold imellem dem, – men til nogen virkelig Omgang var det dog af flere Grunde ikke blevet. Mads kom og laante de moderne Bøger hos ham, spiste ogsaa undertiden ved hans Bord, fordi det var kommet ham for Øre, at han engang i NStudentersamfundet, da han et Øjeblik troede sig alene i Restavrationslokalet, i sin umættelige Hunger havde ladet sig friste af nogle afskaarne Brødskorper, som var bleven levnet paa en Tallerken. Men pludselig en Dag forsvandt Mads Vestrup fra København, og da de igen efter en Række Aars Forløb mødtes her paa Favsingholm, optraadte han udelukkende i sin Egenskab af Præst og nævnte aldrig med et Ord Fortidens akademiske Broderskab. – –

Op ad Formiddagen, da Solen kom frem, foreslog Asmus, at de skulde køre en lille Tur. Torben lod sig tilsidst overtale, og til hans Overraskelse gjorde baade Bevægelsen og den friske Luft ham godt. Genmødet med Omverdenen virkede dog næsten for stærkt paa ham. Synet af de fremmede Marker gjorde ham sky, og da han paa Vejen ind gennem den efteraarsrøde Skov hørte en Fasankok skogre, blev han saa bevæget, at han uvilkaarligt greb Vennen i Armen.

Asmus begyndte igen at tale om sin Kusine, Jytte Abildgaard.

58| »Hun er jo et mærkværdigt Menneske. Gaar hun f. Eks. ikke der i al sin Pragt og Herlighed og er stadig lige uforlovet. Jeg begriber det ikke. For der er vedblivende ingen Mangel paa Lysthavende. Men der maa velsagtens være en bestemt hun gaar og venter paa.«

Torben vilde ikke høre mere. Han sagde, at han begyndte at føle det koldt, og gav Kusken Ordre til at vende. Og ved sig selv gjorde han den Bemærkning, at den kloge Asmus dog i enkelte Punkter var mærkeligt naiv. Han huskede, at han mellem Linjerne i flere af hans Breve havde læst den samme Formodning om Grunden til, at hans Kusine ikke giftede sig. – Han vidste det bedre selv! Dersom den unge Dame overhovedet gik og ventede paa Nogen, var det temmelig sikkert ikke paa ham.

Da de kom hjem, blev de modtaget af Doktor Mikkelsen fra Randers, hvem Asmus af egen Magtfuldkommenhed havde sendt Bud efter. De to Herrer havde derpaa en længere Forhandling nede i Haven, og nu fik Asmus pludselig Uro paa sig og maatte nødvendigt være tilbage i København næste Morgen. Torben forsøgte ingen Overtalelse. Det pinte ham at mærke, hvor Aarene havde gjort dem fremmede for hinanden; og trods den store Taknemlighed, han følte, længtes han efter igen at blive alene. Ud paa Eftermiddagen rejste Asmus saa fra Favsingholm.

59| Afskeden var dog meget hjertelig. Da Torben stod med Vennens Haand i sin, kunde han daarligt slippe den; og han blev staaende ved Vinduet for at kunne følge Vognen lige til den drejede ud af Alleen.

Resten af Eftermiddagen sad han stille i sin Lænestol ved Kakkelovnen. Med en Fornemmelse af at have været borte paa en lang, eventyrlig Rejse tog han paany sin lille Hjemmeverden i Besiddelse. Han sad der med Haanden under Hovedet og hørte Vinden stryge saa husvant langsmed Muren. Han fulgte Lyden af de klaprende Træsko ovre i Avlsgaarden og hørte – langt borte – Brølet af det hjemvendende Kvæg. Og han følte, at der i alt dette var noget, der havde vokset sig fast til hans Hjerte, og som han vilde komme til at savne.

Og han tænkte paa sin Moder, der havde siddet her ligesom han og ventet paa Dødens sidste NKrampetag. Han havde ikke bevaret mindste Erindring om hende; men ofte i disse Aar havde han kunnet høre hendes hule Hoste, den som Tjenestefolkene havde talt saa meget om, da han var lille. Derhenne i det lukkede Skab laa ogsaa en lille Pakke af hendes Breve fra Forlovelsestiden. Det skyldtes rimeligvis Faderens pludselige Død, at de endnu eksisterede; det havde næppe været Meningen, at de skulde læses af Andre. Men han kunde alligevel ikke fortryde at have trængt sig ind i sine Forældres Fortrolighed. 60| Disse Breve havde givet ham hans Moder tilbage og dermed ogsaa i meget givet ham en klarere Forstaaelse af sig selv. Hun, som havde været blot et Navn for ham og et traditionelt Idealbillede, var her traadt ham næsten haandgribeligt imøde, var vokset ud af de fine Skrifttegn som et levende, temperamentsfuldt Menneske, fra hvem han uden stor Vanskelighed kunde aflede enkelte af sine egne Karaktertræk.

Han rejste sig op og slæbte sig lidt omkring ved sin Stok, mens Stuen mere og mere fyldtes af et rødligt Aftenlys. Han standsede tilsidst ved Skrivebordet og blev staaende et Øjeblik med Haanden paa Pladen, mens han skottede op til den Række Værker paa Boghylden ovenover, der havde vakt Vennens Forargelse. »Naa ja,« tænkte han. »Det Verdensproblem kan jeg endelig gerne lade ligge. Det var dog kun et Tidsfordriv for mig i min Ensomhed.« Men der var andet her, som det ikke vilde blive saa let for ham at skilles fra. I de mange aabne Rum under Hylden og inde i Skabene paa Siderne var der fuldt op af Dokumentpakker og andre Papirer, der tilhørte Gaardens Arkiv. Han havde en Dag ladet dette hente op fra Ndet brandfri Lukke i Kælderen for at have en NSysselsættelse, og saalænge hans Øjne endnu taalte Arbejdet havde han daglig været beskæftiget med at bringe Orden i det. Der 61| var Regnskaber, Skøder, NForhørsudskrifter, Kontrakter og Familjebreve fra de sidste to Aarhundreder, og selv den tilsyneladende ligegyldigste Lap havde haft noget at fortælle ham om de Mennesker, der havde levet her paa Gaarden endnu længe før den kom i hans Familjes Eje. Disse gamle Papirer havde fyldt de øde Stuer omkring ham med Genfærd og Genlyd af mange ejendommelige Fortidsskikkelser og paa en Maade givet ham Erstatning for det Liv, han var lukket ude fra. Nu vilde han Nsagtens hurtigt glemme alle disse døde Venner for de levende. Den hele mangfoldige Skyggeverden skulde igen forsvinde i Graven!

Han gik tilbage over Gulvet og standsede igen i nogen Afstand fra det runde Midterbord, hvor Jytte Abildgaards Blomster endnu stod. Han betragtede dem med Skyhed. Hvad vilde hun ham egenlig? – tænkte han. Hvad mente hun med alle sine Blomstergaver? Var det et Medlidenhedstegn, eller troede hun virkelig selv, at hun havde ventet paa ham? – Men det var jo umuligt!

Han havde langsomt nærmet sig, og nu bøjede han sig ned over Blomsterne, idet han tænkte paa, at hendes Øjne havde hvilet paa dem. Tilsidst tog han Skaalen mellem sine Hænder og løftede den helt op til sit Ansigt og lod sig gøre svimmel af Duften.

Da hørte han Døren gaa. Barbara kom ind og 62| spurgte, om hun ikke skulde tænde. Han svarede ikke men vinkede hende til sig. Med Haanden paa hendes Skulder gik han et Par Gange op og ned ad Gulvet uden Stok for at prøve, om han ikke kunde spore nogen Bedring. Og virkelig forekom det ham, at han allerede bevægede sig noget lettere. Tilsidst slap han den Gamle og gik nogle Skridt uden Støtte.

»Jeg skal sige Jer, Barbara,« sagde han paa sin tørre Maade. »Imorgen begynder jeg at danse NGalopade.«

En Timestid efter laa han i sin Seng, og skønt han ingen Sovepulver tog, gled han ogsaa denne Aften hurtigt ind i Bevidstløsheden. Men omkring Midnat slog han Øjnene op med et dybt Suk, vækket af sine Drømme. Og da det gik op for ham, at det var Jytte Abildgaard, han havde drømt om, blev han med eet lysvaagen.