Den første Gang, han havde set Jytte Abildgaard, var paa Storeholt, Asmus Hagens fynske Barndomshjem, hvor de mødtes i Sommerferien. Hun var dengang en lille Pige paa en halv Snes Aar med bred Mund og Stumpnæse; selv var han femten, Asmus omtrent i samme Alder. Hun kom fra Samsø, hvor hendes Fader paa den Tid var NBirkedommer; hendes Sprog var halvt bondsk, og hun 63| havde sat de to korrekt afrettede NHerlufsholms-Akademikere i Forlegenhed ved den ugenerte Maade, hvorpaa hun gjorde sig til Kammerat med dem og boltrede sig i NHøhjelmene paa Engen som en Dreng. Han huskede især en solhed Dag, da Asmus og han sad i en Baad ude paa en Sø, der hed Grønnevandet, og Ndrev efter Gedder. Pludselig stod hun inde paa Bredden og raabte til dem, at hun vilde med. De lod hende raabe. Hun var dem til Besvær med sit NOverhæng. Da saae de, at hun dukkede sig ned i Sivene og begyndte at smøge Klæderne af sig, og et Øjeblik efter kom hun svømmende hen imod dem. Det lange, brune Haar flød efter hende paa Vandskorpen, og da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfrue-Unge og lo højt. Han havde siden undertiden tænkt paa, at hendes Naturlighed dog næppe havde været helt saa Nparadisisk som han dengang troede. I hvert Fald havde hun paa Hjemvejen taget dem begge i Ed paa, at de ikke vilde Nsladre af Skole. Han kunde endnu se hende staa der i Enggræsset med en lyseblaa Langkjole og paa sin ivrige Maade rykke dem i Ærmet for at de skulde sværge rigtig højtideligt.

Den Sommer han blev Student mødtes de paany, og ogsaa dennegang var det paa Storeholt. Hun var nu halvvoksen, og han forelskede sig en Smule i hendes brune Øjne og den friske Mund med de 64| mange smaa hvide Tænder, der var som en overskaaren Hyben at se paa. Hendes Fader var i Mellemtiden bleven Rigsdagsmand, Familjen var flyttet til København, og det havde forandret hendes Væsen. Hun havde den Sommer en jævnaldrende Veninde med sig, en fregnet og skævskuldret lille Plapremund, en kvindelig NPolichinel, og de to var uadskillelige. Med et Udtryk, som om de tilsammen bar Verdens Ndyreste Hemmelighed, fulgtes de Arm i Arm hele Dagen endog til Steder, hvor der i Virkeligheden kun var Plads til een.

Derefter gik der næsten seks Aar, før de igen saaes. Jytte havde i Mellemtiden taget Studentereksamen Nmed Udmærkelse og studerede nu Engelsk og Fransk uden noget andet Formaal end at erhverve sig en Magistergrad. Selv var han endelig bleven Kandidat og havde i alle disse Aar ikke tænkt synderlig meget paa hende til Trods for, at han ofte havde faaet hendes Skønhed og Klogskab fremstillet i Nbengalsk Belysning af Asmus og Andre. Men hans Hjerte var dengang pantsat andre Steder.

Saa en Dag mødtes de i et københavnsk Middagsselskab. Allerede hendes Udseende overraskede ham. Han havde tænkt sig hende høj og slank, og saa var hun snarere under end over Middelhøjde og allerede ret fyldig. Han kunde endnu huske hendes Dragt af ildgul Silke med en perlestukken NKniplings-65|Bertha, der ærbart indrammede de jomfruelige Skuldre. Det lokkede Haar bar hun dengang kortklippet med en Skilning paa den ene Side.

De fik hinanden tilbords, og hun satte ham paany i Forbavselse ved den naturlige Ligefremhed, hvormed hun straks fortalte ham, at hun havde vidst, han skulde komme, og havde glædet sig til at træffe ham. Hun var netop vendt tilbage fra en Italiensrejse med sin Moder, og selv agtede han sig en af Dagene til Paris; alligevel talte de næsten udelukkende om Storeholt.

Han nævnede forsøgsvis ogsaa Grønnevandet, men da det gik op for hende, hvad han tænkte paa, saae hun bort og blev lidt rød. Af Naturbarnet fra Samsø var der bleven en mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig. Den lille Havfru-Unge kunde i det højeste endnu spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af hendes gyldenbrune Øjne, i Smilets Friskhed og saa i denne frimodige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa Nfarlig for Folk, der ikke kendte hende.

Allerede ved dette første Møde fik deres NUnderholdning en saa fortrolig Karakter, at hun spurgte ham tilraads om sine Studier. Han talte til hende om hendes Fader, der et Par Aar forinden var død som Minister; og da han for Spøg forhørte sig om 66| hendes egen politiske Trosbekendelse, erklærede hun aabenhjertigt, at hun aldeles ikke interesserede sig for Politik og ikke kunde begribe, at Nogen vilde være Minister. Hun havde ofte set, sagde hun, hvor forpint hendes Fader var kommen hjem fra Rigsdagsmøder og Statsraadsforhandlinger, og hun var overbevist om, at det var de mange Ærgrelser, han havde haft, der saa tidligt lagde ham i Graven.

Ogsaa efter Bordet blev de siddende sammen, hvad der vakte nogen Uro rundt omkring, hvor gamle og unge Herrer stod og trippede for at komme til med deres NKur. Hendes Moder maatte tilsidst hen og minde hende om, at der var andre gamle Venner tilstede, som gerne vilde hilse paa hende.

De Dage, der fulgte, stod siden for hans Erindring som henlevet i en gylden Sky. Han havde jo været forelsket før, ja det havde i Almindelighed været ret farligt for ham at komme paa Tomandshaand med en smuk Dame, da der gerne blev en eller anden Slags Forlovelse ud deraf. Nu følte han sig for første Gang grebet af Nden mystiske Magt, der fletter to Menneskers Livstraad sammen og fuldbyrder deres Skæbne. Dag for Dag udsatte han sin Pariserrejse for at kunne træffe sammen med Jytte Abildgaard, og tilsidst kom det da ogsaa til en NErklæring.

Det var ude paa NLangelinje, en frisk Solskinsdag med store, hvide Skyer i Drift ud over Sundet – 67| han skulde ikke glemme den Dag! Sammen med Jyttes Moder og hendes garderhøje Faster sad de paa en af Bænkene længst ude. Fasteren havde som sædvanlig erobret Konversationen og fortalte med hæs NDroskekuskestemme om sine astmatiske Anfald, om sin Gigt og de tyve andre Sygdomme, hun indbildte sig at lide af. Imens sad han i sine egne, forelskede Tanker og ridsede i Gruset med sin Stok, og Jytte, der havde Plads ved Siden af ham, begyndte tilsidst skalkagtigt at tegne hans Figurer efter med Spidsen af sin Parasol. Da han opdagede det, mødtes deres Øjne med en Dristighed, der bagefter Naabenbart forskrækkede hende og drev Blodet højt op i hendes Ansigt. Senere, paa Vejen ind til Byen, Ntog han Lejligheden iagt og friede straks da de blev alene; og saa sikker var han paa sin Sejr, at han nær ikke havde villet tro hende, da hun – højst ulykkelig – bad om Betænkningstid. I et lille, anstrengt, halvt humoristisk Brev bad hun ham Dagen efter om endelig ikke for hendes Skyld at opsætte sin Pariserrejse længer.

Han havde godt vidst, at der var andre Mænd, som hun holdt af at tale med og paa sin frimodige Maade viste Tillid. Der var navnlig Professor Ole Knudsen, den bekendte Historiker, hvem hun nylig havde lært personlig at kende i Rom, og hvis aandfulde Personlighed og triste Livshistorie tydeligt havde 68| gjort et stærkt Indtryk paa hende. Men Manden var over 60 Aar gammel og næsten blind, saa det var ikke faldet ham ind for Alvor at betragte ham som Rival. Nu tvivlede han dog ikke om, at det var for dette gamle Menneskes Skyld, hun Ngav ham Kurven og derved beredte ham hans Livs første alvorlige Nederlag.

Nogle Maaneder senere hørte han saa i Paris, at en svensk Friherre og Væddeløbsrytter gjorde Stormkur til hende, og at man ventede en Forlovelse. Og i de følgende tre Aar, mens han flyttede om i Evropa for sine Studiers Skyld, naaede der ham Gang paa Gang nye Rygter om forestaaende Forbindelser, som dog aldrig blev til noget. Han maatte da ofte tænke paa den vemodige Ytring, hvormed hun havde sluttet sit ellers saa spøgefulde Brev til ham, »at det vist overhovedet ikke var Vorherres Mening med hende, at hun nogensinde skulde blive gift«.

Saa var det en Vinterdag kort efter hans Hjemkomst, at de uforvarende mødtes i NRidehuset. Hun var nu bleven 22 Aar og stod i sin Nfejreste Blomstring. Det mørkebrune Haar havde hun i Mellemtiden ladet vokse; det laa – lidt egenraadigt umoderne – i en Nsvær Fletning omkring Hovedet, hvad der i første Øjeblik gjorde hende lidt fremmed for ham. Noget nyt var det ogsaa at se hende tilhest, og han kunde ikke lade være med at tænke paa, 69| om denne nye Sportsinteresse maaske var en Virkning af hendes Bekendtskab med den svenske Væddeløbsbaron, som man engang havde villet gifte hende med. Nogen god Rytterske var hun under alle Omstændigheder ikke bleven; hun havde stadig saa meget for med Hesten. Men Ridedragten og den sorte Fløjls Jockeyhue klædte hendes energiske Skikkelse henrivende.

De fandt snart igen den gamle, kammeratlige Tone. Som om der aldrig havde været noget Brud i deres Forhold sluttede hun sig paany til ham med denne søsterlige Tillidsfuldhed, der var særlig farlig for ham, der ikke havde kendt hverken Søster eller Moder og derfor altid havde en næsten sygelig Trang til kvindelig Forstaaelse og Ømhed.

Hun fortalte ham, hvad han forresten allerede vidste, at hun havde opgivet Videnskaben for at slaa sig paa Musik. Paa hans Spørgsmaal om Aarsagen svarede hun, at hendes Lyst i Grunden altid havde staaet til Musikken, og for at faa en Afgørelse havde hun saa en Morgen Ntalt paa sine Bluseknapper. Senere hørte han af Andre, at hun virkelig fra den samme Dag havde overflyttet hele sin mærkværdige Viljekraft fra Bogen til Klaveret og allerede var en anerkendt Dygtighed. En af hendes Lærere paa Konservatoriet skulde have sagt om hende, at dersom hun blot havde Ærgerrighed som hun havde 70| musikalsk Forstand og Arbejdsevne, vilde hun kunne blive en Virtuos af Rang.

I de følgende Par Uger mødtes de daglig paa det samme Sted, indtil hans Læge forbød ham alle stærke Bevægelser, ogsaa at ride. Siden saaes de mest i hendes Hjem hos Moderen – »NGehejmeraadinden«, som Fru Abildgaard oftest blev kaldt af Fremmede, fordi hendes Mand var død i sin høje Embedsstilling og fordi hun selv tilhørte den ansete og formuende Hagenske Slægt. De to Damer levede den Vinter temmelig stille. Fru Abildgaard havde Aaret forinden mistet den sidste af sine to Sønner, en begavet ung Mand, der af en Nurimelig Aarsag begik Selvmord. Desuden havde de mange Forlovelsesrygter, der overalt flagrede op af Jyttes Fodspor, efterhaanden isoleret dem noget. Det var ikke langt fra, at der var ved at lægge sig et NTvetydighedens Skær over dem. Jytte talte engang selv derom med nogen Bitterhed. Hun var til Tider aabenbart ikke saa lidt forpint.

»Synes De ikke, Jytte har forandret sig meget?« spurgte Moderen ham engang, da de sad alene sammen i Dagligstuen.

Han maatte give hende Ret. Frimodigheden var borte. Der kunde i Øjeblikke, da hun faldt hen i sig selv, liste sig noget tungt og forsagt ind i hendes Træk; og kom hun inde fra Ensomheden i sin egen 71| Stue, laa der ofte et Slør af Træthed over de skønne, kloge Øjne med det hemmelighedsfulde Skyggespil.

Han havde selv i de forløbne Aar oplevet et og andet, der havde givet ham Afsmag for Verden og faaet ham til at føle sig ensom. Han gjorde derfor ingen alvorlig Modstand, da han mærkede, hvordan Kærligheden igen begyndte at spinde sine gyldne Traade imellem dem. Men til nogen fornyet Erklæring kom det alligevel aldrig. Der mærkedes altid paa Bunden af Jyttes Væsen en Skyhed, som i sidste Øjeblik holdt ham Ordet tilbage paa Tungen. Han maatte ofte tænke paa de halvtamme Raakid, man kan træffe i Nærheden af Skovfogedboliger, som flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort.

Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunde være nogen Hemmelighed i hendes Liv, som hun ikke havde Mod til at tilstaa for ham. Han mindedes de forskrækkede og bønfaldende Øjne, hvormed hun havde set paa ham hin Dag paa Langelinje, da han friede til hende. De Øjne havde forfulgt ham ogsaa her paa Favsingholm.

Bedst huskede han hende dog fra den Aften, da de stod i Lygteskæret udenfor hendes Port i NDronningens Tværgade og tog den sidste Afsked. Det var Dagen før han rejste til Nauheim for at gennemgaa sin NKur – og hente sin Dødsdom. Han havde 72| fulgt hende hjem fra en Koncert, hvor de havde været lige aandsfraværende begge to, og de spøgte og lo nu af lutter Forlegenhed. Havde hun maaske kunnet se det paa ham, at han igen stod og tyggede paa Frierordet? Med paafaldende Hastværk stak hun sin Haand ud af den røde Aftenkaabe. »Naa, saa skal De altsaa igen paa Farten! Ja ja, Lykke paa Rejsen da!« – Det var de sidste Ord, han havde hørt af hende.

Siden havde han hvert Aar paa sin Fødselsdag faaet en Sending Roser fra hende og Moderen med en Hilsen fra Storeholt, hvor de paa den Tid altid opholdt sig. Han havde takket med et Par Høflighedsfraser, og anden Forbindelse havde der ikke været imellem dem. Hvor kunde da Asmus komme paa den Tanke, at det netop var ham, hun gik og ventede paa? Det var jo aldeles Nurimeligt, og han vilde ikke tro paa det.

»Hun vil, hvad hun vil; og hun vil altid det umulige,« havde Asmus sagt om hende. Var det maaske Forklaringen?

Først om et halvt Aar vilde han faa Besked. Endnu seks lange Maaneders Uvished! ... Han følte igen Sygdommens Lænker snære om Haand og Fod og sled et Øjeblik i dem som en Fange, der er vaagnet op af en Drøm om Frihed. Og han tænkte i sin Utaalmodighed: Hvad har jeg vundet? Ikke 73| saa saare har Døden maattet slippe sit Tag i mig, før Livets urolige Mare kaster sig over mig med endnu værre Pine.

Lyden af en Mus, der gav sig til at arbejde henne under Vinduespanelet, gjorde ham roligere. Saa er Klokken Et! – tænkte han. Det lille Mørkevæsen, der aabenbart førte en strengt reguleret Tilværelse, begyndte hver Nat paa den Tid at skærpe Tænder. Han havde vænnet sig saadan til Lyden, at han kunde ligge og længes efter den i sine søvnløse Timer, og denne haarde, standhaftige Gnaven virkede i Nattestilheden med en ejendommelig Nmanende Alvor. Udenfor havde Vinden rejst sig. Underligt luskende kom den henne fra det søndre Gavlhjørne og fingrede ved Døre og Vinduer som en Tyv.

I det samme aabnedes Døren til Barbaras Kammer sagte. Den Gamle havde hørt ham sukke. Hun stod derhenne i Skørt og NNatkappe og skyggede for Lyset med Haanden, saa kun hendes eget lille bløde Gammelkoneansigt blev belyst. Paa Væggen bagved hende strakte et uhyre NSkyggerids af hendes Hoved sig helt op under Loftet, hvor Aftegningen af Kappebræmmen vimrede paa NGibsdækket som et selvstændigt, levende Væsen. En vækket Natsværmer foer forvildet om et Sted deroppe og baskede med Vingerne.

»Kom kun ind. Jeg er vaagen,« sagde han. »Ræk 74| mig mine Piller og giv mig lidt at drikke. Jeg er tørstig.«

»Har Herren ikke sovet?«

»Jo – lidt. Se efter, hvordan Vejret er.«

Barbara trak et af Gardinerne op, tørrede Duggen af en Rude og saae ud i den blaa Nat.

»Vinden er i Sønder,« sagde hun.

»Ja, jeg syntes det nok. Jeg kunde ogsaa høre Nat-Ekspressen før. Vi skal have mere Regn.«

Barbara tussede hen til et Bord ved Væggen, hvor hun gav sig til at blande ham en Drik af frisk Hyldebærsaft. Lyset stod foran hende paa Bordet, saa næsten hele Stuen nu fyldtes af hendes Skygge. Torben havde rejst sig paa Albuen, og mens han betragtede hende, faldt han i Tanker. Det var saa besynderligt at tænke paa, at ogsaa hun snart skulde være bare et Minde for ham. I tusinde Nætter var hun dukket op af Mørket derhenne og havde puslet omkring ham som et venligt gammelt Husspøgelse. Hun havde ogsaa undertiden siddet her ved hans Seng og forkortet ham Tiden med sine enfoldige Fortællinger om de Mennesker, hun havde lært at kende i sin lange Vaagekonetid; og det forekom ham ofte, at hun trods sine Dages tilsyneladende Ensformighed havde oplevet mere end de fleste og trods sin Indskrænkethed var bleven klogere paa Livet end nogen Anden, han havde kendt. Men det 75| var vel, fordi hun hørte til disse sjeldne Mennesker, der altid havde deres hele Verden der, hvor Tilfældet anbragte dem. Hun stammede fra Kristiansfeld, hvor hun for 70 Aar siden fødtes i Brødremenigheden. I NKrigens Tid havde hun haft Ansættelse ved et af Feltlasaretterne og havde fulgt Hæren op gennem Jylland. Paa den Maade var hun kommen til Randersegnen, hvor hun var bleven gift, misbrugt og tilsidst ladet i Stikken af en fordrukken Mand.

Hvad skulde der nu blive af hende? Hun forstod sig hverken paa Termometermaalinger eller moderne Aseptik, havde overhovedet ingen anden Uddannelse som Sygeplejerske end et langt Livs Erfaring og Selvopofrelse. Derfor vilde Folk ikke bruge hende.

Men han var for træt til at tænke paa det nu. Da han havde drukket lidt, bad han hende slukke og gaa til Ro.