87| Mads Vestrup gik langsomt ad Hjemmet til. Han gik med Blikket fæstet til Jorden. Et nyt, mørkt Uvejr var brudt ind over hans Sind. Dog havde han heller ikke dennegang glemt at smøge sine Søndagsbukser op forneden.

Han naaede op gennem Skoven og havde det aabne Land liggende for sig under en flyvende Skyhimmel. Her standsede han et Øjeblik med Kasketten i Haanden for at lade Blæsten køle sit blussende Hoved. Blikket fulgte en Flok Krager, der styrede forbi, og da de var forsvunden blev det hængende i Luften – mørkt, vildt og fortvivlet.

Ja, Satan var en gavmild Herre at tjene! Nu laa Livet atter for dette gudløse Menneske som en sorgløs Leg. I Stedet for Død og retfærdig Straf i NHelvedpølen Nvinkede der ham ny Lyst og nye Glæder af Syndens Overflod. Havde Gud da underkastet sig? Havde Satan sejret? ...

Han saae sig omkring. Og da han ingen Mennesker kunde opdage i Nærheden, forlod han Vejen og skraaede ind over en Stubmark, idet han tog Retning efter en NUdflyttergaard, der laa ensomt oppe paa en Bakke.

Hans Hjerte slog tungt og uroligt. Da han engang troede at se et lyst Kvindehoved dukke op over Hækken omkring NBlegepladsen, standsede han 88| brat og vilde vende om. En Flok Duer steg i det samme op fra Stuehusets Tag, vendte sig i Luften med et NBlink som af en viftende Dug og slog sig ned paa en Mark noget borte. Synet virkede paa ham som en truende Advarsel; men han var i sine Drifters Vold og gik videre.

I Porten mødte han NGaardsdrengen.

»Er Jørgen Staun hjemme?« spurgte han.

Nej, han var lige kørt til Randers, fortalte Drengen.

»Naa er han det. Det var kedeligt nok,« sagde Mads Vestrup; men det lød ikke helt oprigtigt.

Stuehuset var en lav Bindingsværksbygning, der lige saa lidt som Gaardens andre Længer gav den rette Forestilling om Ejerens Formuesomstændigheder. Paa gammeldags Vis laa Møddingen midt i NGaardsrummet, omhyggeligt tilklappet og plejet som en Slags Have, hvor Hanen og Hønsene livede op som Tulipaner.

I det østre NFremmers, der førte ind til NBryggerset og NAftægtsstuen, standsede Mads Vestrup, da han fornam en Duft af Haarolje, og snuste begærligt Luften til sig. Enten maatte Oleane eller NPigen nylig være gaaet der igennem. Bag Bryggersdøren tilvenstre hørte han nu ogsaa Nynnen og Lyden af en Vandøse.

Han genkendte Stemmen og vendte sig sky til den 89| modsatte Dør. Men i det samme aabnedes Bryggersdøren paaklem. Et halvpaaklædt Kvindemenneske med stort, gult Haar stak Hovedet frem.

»Aa, er det dig,« sagde hun og trak sig lidt tilbage. »Bedstemo’er har spurgt saa meget efter dig. Hvorfor har du Nit’ været her saa længe? Gaa nu ind, saa kommer NA straks.«

Mads Vestrup bankede paa Døren og kom ind i en mørk, tilsyneladende mennesketom Stue, der hilste ham Velkommen ved et tikkende Bornholmerur.

»Det er mig – Mads Vestrup!« sagde han og stillede sin Kæp hen i Krogen med Kasketten ovenpaa.

Forhænget for en Alkove blev ført til Side og et indbundet Hoved kom tilsyne. Det var NAftægtskonen paa Gaarden, Jørgen Stauns Moder. Den gamle Kone havde været sengebundet i de sidste ti Aar. Det var et Maveonde, hun led af, hvad man ogsaa nok kunde mærke paa Luften i Stuen.

»Er det Præsten?« sagde hun og lagde sin lange, gule Benhaand skyggende over Øjnene. I krænket Tone lod hun ham derpaa vide, hvor længe det var siden, at han havde været der og holdt Andagt med hende.

Uden at svare noget til hendes Bebrejdelser tog 90| Mads Vestrup en Stol og satte sig hen ved hendes Seng.

Han havde tidligere ofte tyet til denne stille Aftægtsstue, naar hans Sind var tungt og uroligt. Det var et af de faa Steder, hvor han endnu fandt Forstaaelse af sin enfoldige Tro. De fleste Hjem i Sognet var i hans Øjne smittede af moderne Vantro. Flere af Menigheden havde ligefrem Nløst Sognebaand til NProvst Broberg eller en af de andre NJudaspræster i hans Nabolav. Den gammeldags Fromhed, han havde taget i Arv fra sin Moder, havde gjort Mads Vestrup til en dybt ensom Mand.

Den syge Aftægtskone havde altid Biblen eller Salmebogen hos sig i Sengen; men forøvrigt var hun med Liv og Sjæl tilstede overalt paa Gaarden, idet hun havde vænnet sig til at erstatte Synet med Hørelsen. Hun havde i Almindelighed bedre end nogen Anden Rede paa, hvor Redskaberne var at finde og hvem der sidst havde brugt dem. Hun kendte alle Køerne i Stalden paa Brølet alene og vidste paa Dagen, hvornaar hver af dem skulde kælve. En Gang om Aaret, i Højsommertiden, blev hun i sine Dyner baaret udenfor til Havegærdet for at se ud over NAgrene og skønne over Høstudsigterne; og siden laa hun bag sit Forhæng og holdt Tal paa Læssene, naar der kørtes ind.

»Jørgen er nok taget til Staden,« sagde Mads 91| Vestrup, da de havde talt lidt om Vejret. »Det var da ellers en sær Tid.«

»Han maatte derind til Doktoren med Pigen. Hun skulde have snittet en Nbolden Finger. Saa vilde han i det samme snakke til ham om sit Bryst. Han er saa plaget i denher Tid.«

Saa var Oleane altsaa alene hjemme. Det var et underligt Træf – tænkte Mads Vestrup i ny Uro og mindedes Dueflokkens Advarsel. Og han angrede, at han ikke havde Nagtet paa den. Han var jo kun kommet her for at se hende, – ikke for paany at fristes.

»Ja, lad os saa bede sammen, Mette,« sagde han.

Han foldede Hænderne og begyndte med at læse Fadervor. Da han kom til Ordene »Led os ikke i Fristelse« gjorde han et længere Ophold og fortsatte derpaa stærkt bevæget.

Andagten var knap tilende, før Oleane kom ind og hilste ham med et kraftigt Haandtryk.

»NVi var saamænd nær ved at tro, du havde taget Vejen med dig sidst,« sagde hun spydigt og lagde sig ned foran Kakkelovnen for at stikke et Par Tørv til Ilden. Hun havde et stort, frodigt Legeme men var ellers ikke køn, idet hun engang havde faaet Næsebenet knust ved i Kaadhed at springe ned fra et NHøstænge. Mads Vestrup vendte sine Øjne fra hende, mens hun sad der paa Hug og 92| hvilede Armene paa de stærke Laar, der svulmede under Kjolen. Som en ung Jættekvinde sad hun der i Skæret fra Ilden og pustede paa de sammenragede Gløder. Bagefter rystede hun med et mægtigt Spektakkel sine Skørter og sit rene Bomuldsforklæde, hvorpaa hun satte sig hen paa Bænken under Vinduet med et Strikketøj og sendte ham et frittende Øjekast over Pindene.

Mads Vestrup og Oleane var Bysbørn fra Barndommen og sagde derfor du til hinanden. I Opvæksten havde der ogsaa været lidt Kæresteri imellem dem paa Landsbyungdoms frie Vis. Nu havde Livet igen ført dem sammen, idet Oleane for tre Aar siden var bleven gift med Jørgen Staun, og dette Genmøde havde vist sig farligt for dem begge. Mads Vestrup havde dog kun kendt sin egen Svaghed, indtil de nu i Høsten havde været sammen ved et Bryllup. Her kom de til at sidde nogen Tid alene ude i Lysthuset, og bedst som det var, brast Oleane ud i Hulken og sagde, at hun følte sig saa ulykkelig. Han havde i Forvejen af sig selv forstaaet, at hun ikke var tilfreds i sit Ægteskab med Jørgen Staun, især fordi han ingen Børn skaffede hende; alligevel gjorde det et underligt Indtryk paa ham at se hende, der ellers var saa djærv i sin Mund og førte sig med næsten karleagtig Raskhed, sidde der saa hjælpeløs i sin Sorg som et lille Barn. Han 93| lagde sin Haand paa hendes Skulder for at sige hende nogle trøstende Ord; men denne Berøring maatte hun have misforstaaet, hun slog Armene om hans Hals og sagde, at hun endnu holdt saa meget af ham. Han vristede sig løs, og de havde siden ikke set hinanden uden om Søndagen i Kirken.

Nu sad hun derhenne paa Bænken under Vinduet og havde lagt det ene Ben skødesløst over det andet, saa en mørkerød Strømpe kunde ses næsten op til Knæet. Mads Vestrup vendte stadig Ansigtet den anden Vej; men han kunde hele Tiden mærke, hvordan hendes blanke Øjne Nanglede efter hans, og han maatte Nidelig have sit Lommetørklæde frem for at tørre Sveden af sig, denne kolde Sved, der saa villigt sprang ham ud af Kroppen under alle Sindsbevægelser. Han havde hidtil ikke troet paa Byens Sladder, der længe havde haft saa travlt med Oleane og ligefrem villet gøre hende til et mandgalt Fruentimmer. Men hendes Væsen idag gjorde ham mistænksom.

Uret paa Væggen slog, og han rejste sig for at gaa. Det var nu ogsaa bleven mørkt baade ude og inde. Kun det flakkende Skær af Kakkelovnsilden lyste lidt omkring i Stuen. Oleane lagde Strikketøjet fra sig for at følge ham ud.

»Det behøves ikke,« sagde han. »Bliv du kun herinde.«

94| Men hun fulgte ham alligevel.

Ude i Forstuen fandt han til sin Forbavselse Gaardsdøren laaset og Nstænget. Nøglen var endda taget ud.

»Ja, her render saa mange Bisser i den her Tid,« forklarede hun. »Saa satte A Stangen for. Du kan jo ogsaa lige saa godt gaa igennem til Nvort.«

»Jeg plejer at gaa ud den samme Vej, jeg er kommen ind,« sagde han bydende. »Luk op her!«

»Hys! Hys!« hviskede hun fortroligt. »A maa snakke med dig, Mads Vestrup! Hvorfor har du it’ været her saa længe?«

»Luk op!« gentog han og ruskede af al Magt i Laasen. Han forstod nu, at han var bleven Nindringet. Satan havde været ude efter hans Sjæl og ført ham i et Baghold.

»Vil du it’ snakke med mig, gør A en Ulykke paa mig. Nu veed du det, Mads Vestrup!«

»Du glemmer, at det er din Præst, du taler til,« svarede han, idet nu ogsaa hans Stemme sank ned til en Hvisken.

»Aa, lad Nkuns Præsten være udenfor dether! Du er vist it’ helt saa hellig en Mand, som du har Ord for. Du var da it’ mer end en tolv Aars Knejt, da du sad nede i Sivene og kiggede, naar Møllerens Piger gik i Vandet. A har jo selv overrasket dig engang. Og du har vel ogsaa nok vidst af, at Jørgen 95| var kørt væk med Pigen. Ellers var du vel it’ kommen netop i NDav.«

»Nu kommer du med Nøglen, si’er jeg; ellers gaar jeg lige med det samme ind til Mette og fortæller hende, hvad Slags Menneske du er.«

»Ja ja. Tvinge dig til at snakke med mig kan A jo it. Nu skal A hente Nøglen.«

Hun gik ind i Bryggerset og derfra videre gennem Køkkenet ind i Stuen. Han hørte hende ogsaa aabne Døren til det lille Kammer bagved, der brugtes til NSkabsstue; men derpaa blev alt stille. I flere Minutter stod han der i Mørket og ventede uden at der hørtes en Lyd derinde fra.

Det var ved at blive uhyggeligt. Han mindedes hendes dystre Tone og den Trusel, hun havde udslynget. »Hvad kan et Kvindemenneske af hendes Slags ikke finde paa!« sagde han til sig selv og begyndte igen at svede koldt.

I sin Angst tænkte han først paa at gaa tilbage til Aftægtsstuen og der afvente Jørgen Stauns Hjemkomst; men han kom saa til at huske paa, at man kunde Nkomme i Fortræd og blive straffet, dersom man i et Tilfælde som dette ikke gjorde Anskrig. Han tvang da Modet op i sig, gik gennem Bryggerset og standsede i Døren til Køkkenet.

»Oleane ... hvor bliver du af?« kaldte han og blev bange for sin egen Stemme, da han ikke fik 96| noget Svar. Et Par grønne Katteøjne gnistrede i Mørket henne under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; andet var der ikke at se.

Nu stod han inde i Stuen. Ogsaa her lyste kun Gløderne i Kakkelovnen, der spredte en Ildvifte ud over Gulvet. En Kedel inde i NKogerummet klaprede uroligt med sit Laag.

»Oleane!« kaldte han igen; men Tavsheden slog ham isnende imøde som fra en aaben Grav. Selve Angsten drev ham fremad nu. Han rev Døren til Kammeret op, og her skimtede han ogsaa hendes Skikkelse. Hun sad paa en af Klædekisterne og hvilede Hovedet i sin Haand.

»Hvorfor sidder du der? .... Hvad er der dog i Vejen med dig, Oleane?«

Hun rejste sig tavs op og vilde gaa ham forbi; men i sin store Glæde over, at hun levede, spærrede Mads Vestrup hende Vejen. I samme Øjeblik følte han hendes Arme omkring sin Hals.

»Aa! A vidste det jo, Mads, at du endnu holdt lidt af mig. Nu vil vi være glade med hinanden og glemme alle vore Sorger.«