[97]| II

[99]| Der ligger en lille By ved Middelhavet Nen Milsvej fra NGenua. Den ligner i sit Anlæg de fleste andre af de mange Hotel- og Pensionatsbyer, som vor soldyrkende Tid har drevet frem dernede i Evropas NVarmebænk under de olivengraa NAppeniner. Lagvis ligger den op ad Bjergmuren med stejle Gader, Buegange og tropiske Palmehaver. Langsmed Stranden er der ført en Promenade. Paa Nsvære Undermure er den løftet en halv Snes Meter over Brændingen, der under paalands Vind – og det blæser ganske hyppigt over Middelhavet – springer op med en Bevægelse, der minder om en stejlende Hest, og derpaa opløser sig i Skum med en Syden, saa helt forskellig fra det Drøn, hvormed vor egen graa Vesterhavsbrænding ligesom i tunge Drømme vælter sig over Sandrevlerne. Tager Vinden til og faar Syvmilestøvlerne paa – og det stormer slet ikke saa sjeldent under NAzurkysten – brydes Havet mod Undergrunden med en hul Sprænglyd og staar tilvejrs med et taarnhøjt Sprøjt som fra en undersøisk Eksplosion.

Byens største Hotel er Parkhotellet, et marmorhvidt, fem-etages Soltempel med Hundrede Altaner 100| lige mod Syd. Foran det ligger et stort, halvt offentligt Palme-Anlæg, som strækker sig helt ned til NSøen, hvor det ender i en Terrasse med Udsigtsbænke og en Trappe, der fører ned til Promenaden.

Her sad en vindstille Dag i Slutningen af Marts et Selskab af Hotellets Gæster og inspicerede Havet. De var gaaet derned efter Nden anden Frokost for at raadslaa om en fælles Eftermiddags-Adspredelse; men efter mere end en Times Kaglen paa forskellige Tungemaal var man endnu ikke kommen til noget Resultat. Udenfor Forstrandens yderste Klippeblokke, hvor Brændingen Nkogte, laa Havet blankt som Metal og vuggede Spejlbilledet af Middagssolen og dens NLysbro. Der var derfor af Nogle bleven foreslaaet en Rotur, saa man engang kunde betragte Kysten ude fra Søen. Andre havde derimod anbefalet at tage til Genua for at se et Par Negerboksere, som optraadte der i et amerikansk NMenageri; og der var ogsaa blandt Dagens Forlystelser bleven nævnt en averteret Begravelsesmesse i Domkirken derinde og en Flyveopvisning. I det hele var der saa meget at vælge imellem, at tilsidst Ingen rigtig vidste, hvad han havde Lyst til; og den livlige Raadsforsamling opløstes da ogsaa med det Resultat, at de Fleste gik tilbage til Hotellet for at hvile sig til den store Promenadetime, Klokken tre, naar Musikken spillede.

101| De standhaftigste – deriblandt flere Damer – gjorde dog Alvor af at leje en Baad og lade sig ro ud paa Havet. Tilbage paa Bænkene sad tilsidst kun to danske Herrer: en lille sortskægget Mand af jødisk Udseende og en stor Fuldblods-Nordbo med frodige Kinder og Øjne som en Foraarshimmel.

»Hvem er i Grunden den unge Mand, der hænger saadan efter Frøken Abildgaard?« spurgte den første, der var kommen dertil den samme Morgen og allerede havde gjort den Anden en halv Snes Spørgsmaal om deres Medpensionærer.

»Mener De Tyskeren?«

»Nej, den unge Københavner med de lilla Silkestrømper. Han fulgte ogsaa med hende nu paa Roturen.«

»Aa, det er unge Mohn! En Søn af Mohn & Drejer. En NDødens Kandidat, hvad De vist kan se paa ham. Han er her med en NSygeplejerske fra Rødekors ... paa Vejen til Ægypten. Stakkels Fyr! Han skal ikke have mere end en halv Lunge tilbage.«

»Det er blevet mig sagt, at Godsejer Torben Dihmer ventes hertil en af Dagene.«

»Ja. Han kommer fra NWiesbaden. Han har gennemgaaet en NKur der. Vi venter ham hver Dag.«

»Mon der er noget om, hvad jeg har hørt, at han og Frøken Abildgaard skulde være forlovede?«

102| »Det har man snakket om Gud veed hvorlænge, saa man maa vel begynde at tro paa det. Dihmer er forresten min Ven, og jeg kan godt unde ham at faa en smuk og interessant Kone nu, da han endelig er bleven rask. For han skal virkelig være bleven fuldstændig helbredet, siges der.«

»Ja, jeg veed det fra Professor Hagen selv. Han er min Læge.«

»Mærkværdigt! En virkelig Opstandelse fra deA Døde – kan man jo næsten sige. Det kunde egenlig være ganske interessant at have prøvet det.«

»Ligger De selv hernede for Deres Helbred, Hr. NGeneralkonsul?«

»Jeg? ... Synes De, jeg ser ud til det?« spurgte Kæmpen smilende men dog straks lidt ængstet. Han var en solbrun Mand i sin bedste Alder, havde et kraftigt Overskæg og to mandelstore, skinnende hvide Fortænder, der hver Gang han smilte – og han smilte næsten bestandig – præsenterede sig bag Skægget som gennem et Hareskaar. »Næ, Gud være lovet, jeg fejler ikke noget. Siden jeg begyndte at bruge Ndet wellerske System, har jeg følt mig som et Føl paa en Sommereng. Jeg havde tidligere brugt Nden pettermannske Metode, men det er Humbug og NReklame. Weller derimod er Problemets lykkelige Løsning. – Hvordan er det, Direktør Zaun? De er 103| selv kommen herned for Helbredets Skyld, ikke sandt? Er det Brystet?«

»Nej, jeg lider af Søvnløshed – desværre. Professor Hagen har tilraadet mig en NLuftkur.«

»Ja, Søvnløshed er en skrækkelig Plage. Jeg kender den Tilstand af personlig Erfaring. Sidste Gang var nu i Vinter, da jeg havde faaet en ubehagelig Efterretning sent om Aftenen. Jeg laa Nhalvtredje Time uden at kunne falde i Søvn. Tænk Dem! To Gange maatte jeg op af Sengen og tage kold NStyrt, inden jeg faldt til Ro. Jeg glemmer aldrig den Nat! ... De skal forsøge med Weller, Direktør Zaun. Op Klokken syv, Systemet punktlig gennemgaaet i tolv Minutter for vidtaabne Vinduer, bagefter Styrt, Havregrød, Frugtkompotter og senere paa Dagen Aandedrætsøvelser og elektrisk Massage eller NLysbade. Jeg siger Dem, De vil efter et Par Maaneders Forløb fryde Dem ved Livet som et Føl paa en Sommereng. Se paa mig! Jeg har i de sidste fire Aar ikke haft saa meget som Snue engang!«

»Ja, jeg veed det jo; den wellerske Sundhedslære har vundet megen Udbredelse –«

»Kære, det drejer sig om en Verdensbevægelse! Men Pettermanns Metode er Humbug. Afsløret Humbug! Min Kone har i det sidste Nummer af vort Foreningsblad skrevet en Artikel, der er aldeles 104| knusende for Pettermann. – Først med Weller er Problemet virkelig løst. Kraft, Sundhed, Sindsligevægt og Livsglæde for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler – Historien om Kolumbusægget endnu engang.«

»Agter De at opholde Dem her i længere Tid, Generalkonsul Kolding?« vedblev den utrættelige Spørger.

»Veed det skam ikke. Vi plejer ellers at være i NSan Remo i Sæsonen, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa kraftig her. Prøv engang! Det er, som om man inddrikker Styrke og Livsmod med hvert Aandedrag.«

Han lukkede selv Øjnene og aandede tre Gange dybt ud. Det var som en Andagt; og da han igen slog Blikket op, havde hans Ansigt ogsaa et helt forklaret Udtryk.

»Og Naturen er jo lige pragtfuld allevegne her,« fortsatte han derpaa. »Man maa erkende, at Vorherre harA været paa Højden af sin Skaberkraft, da han modellerede denne vidunderlige Kyst. Som Arthur Høj forleden saa brillant skrev i en Kronik: I disse herligt svungne Linjer paa Evropas Fodstykke synes man at læse hans Kunstner-Signatur: N Deus fecit!A«

Med udstrakt Pegefinger skrev han Ordene i Luften; men midt i den afsluttende Krusedulle 105| standsede han pludselig og lod Haanden synke. Han havde nede paa Promenaden faaet Øje paa en Mand, der stod ved Rækværket noget borte. En høj, skægget Mand i en lys NStøvkappe.

»Hvordan er det?« frittede Direktøren paany. »Mistede ikke NGehejmeraadinde Abildgaard for nogle Aar siden en Søn paa en lidt underlig Maade?«

»Underlig Maade?« sagde Generalkonsulen uden at tage Øjnene fra Manden dernede, som nu havde faaet en Lommekikkert frem og herigennem fulgte Baaden med det lille Hotelselskab, der vuggede derude paa Dønningen. »Han tog Gift. – Historien blev dysset ned, men den er sikker nok. Den unge Mand havde haft et Forhold til en NFigurantinde ved NMorskabsteatret, og da hun en skøn Dag stak af til Provinsen med en Anden, gik han af Melankoli hen og tog Livet af sig. Familjen er jo i det hele lidt ekscentrisk. De veed maaske, at der var en anden Søn, som ogsaa Ngik ud af Sagaen paa en noget hovedkulds Maade.«

»En anden Søn?«

»Ja, det er snart længe siden. En rask og Pokkers køn Knægt forresten. Han vilde være Søofficer og var kommen med paa et Øvelsestogt som Lærling, men i en eller anden vestindisk Havn rømmede han fra Skibet sammen med et Par Kammerater for at gaa paa Eventyr.«

106| »Ja, nu erindrer jeg det. Der stod saa meget om det i Bladene.«

»Det tror jeg! Det var jo en slem NBlame for Familjen. Man har aldrig hørt fra ham siden, saa han er jo nok gaaet tilbunds et eller andet Sted i Verden. – Aa hør, Direktør Zaun! Gør mig den Tjeneste at se paa den Herre, der staar derhenne og læner sig til sin Stok. Ham med Kikkerten.«

Direktøren fik en NNæseklemme frem og anbragte den med et Tryk af den samlede Haand foran en Guldlorgnet, der i Forvejen red paa hans orientalske Ansigtsfremspring.

»Den Herre? Ham saae jeg før, da vi gik herned efter Lunchen. Han sad derinde i Haven under en af de store Viftepalmer. Det er vist en Russer. Han kunde godt se ud til at rekreere sig hernede efter et længere Nufrivilligt Ophold i Siberien.«

»En Russer? Jamen ... Nej ... Jo, Nmin Sæl og Salighed! Det er Dihmer! Det er ham selv!«

»Godsejer Dihmer?«

»Næ, jeg veed dog ikke ... det Skæg! Og alligevel! ... Jeg tror, jeg vil kalde.«

»Men gaar det an? Jeg siger Dem, jeg er temmelig sikker paa, at det er en forvist Russer. Og han ser ikke ud, som om han var til at spøge med.«

»Jeg prøver alligevel ... Dihmer! Torben Dihmer!«

107| Skikkelsen derhenne foer sammen og Kikkerten forsvandt hurtigt ned i Kappelommen. Derpaa vendte Manden sig langsomt om efter Lyden.

»Jo, vist er det ham! Den Vædderprofil er da ikke til at tage fejl af! ... Dihmer! Gamle Ven!«

Generalkonsulen var sprunget op og svang sin hvide NKalabreser. Et Øjeblik efter stod han nede paa Promenaden med begge Hænderne plantet paa Torbens Skuldre.

»Velkommen tilbage fra de Dødes Rige!« brølte han ham i sin Glæde ind i Ansigtet og traadte derpaa et Skridt tilbage for rigtig at betragte ham. »Ved Gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det Skæg! Du ligner grangivelig en af disse Russere, der ligger hernede og rekreerer sig efter et længere Ophold i Siberien. Til Lykke, du medicinske Vidunder! Du veed vel, at der er skrevet om dig i alle Bladene?«

Torben stod foroverbøjet og stregede i Gruset med sin Stok. Han var ulykkelig over dette Møde, følte sig især skamfuld over at være bleven overrasket i en uværdig Situation. Og nu kom ogsaa Direktør Zaun listende ned ad Trappen med Nysgerrigheden kiggende ud af alle Træk og lod sig forestille. Hans Ansigt syntes iøvrigt Torben bekendt, men han huskede ikke hvorfra og brød sig ikke om at spørge.

De tre Landsmænd fulgtes et Stykke henad Stien, 108| og da Torben ikke saae nogen Udvej til at blive det generende Følgeskab kvit, foreslog han, at de skulde tage Plads paa en af de mange ledige Bænke. Han kunde derfra bedre i Smug holde Øje med Baaden og sikre sig mod at blive overrasket af en Landgang.

Ogsaa Generalkonsulens Tanker var fløjet ud til en vis Person derude i Baaden, og han begyndte straks at føle sig for med en Række venskabelige Spørgsmaal. Han vilde absolut vide, hvornaar Torben var kommen, hvilken Rute han havde taget, hvad for et Hotel han boede paa og om han havde truffet Landsmænd »eller maaske Landsmandinder«. Torben sad med en pinefuld Fornemmelse af at blive befamlet og besnust rent korporligt. Han svarede kort, at han var kommen dertil den foregaaende Aften over Milano, men han undgik at nævne Navnet paa den fredelige Hotel-Pension, han havde gemt sig i.

»Og du? Hvordan lever du? Du er bleven gift, ikke sandt?« spurgte han for at værge sig mod yderligere Toldeftersyn.

»Kære, det veed du da! Med Olivia Lund. Vi har allerede fire Poder. Fire Løveunger, der tilsammen vejer 62 Kilo. Efter seks Aars Ægteskab. Du maa indrømme, at vi har gjort vor Borgerpligt.«

109| Torben bevidnede ham sin Agtelse med en Hovedbøjning.

»Ja, min Kone fortjener virkelig Respekt. Jeg glæder mig til at forestille dig for hende. Et passioneret Friluftsmenneske ligesom jeg selv. Uforfalsket Natur. NIngen Korset-Deformitet, ingen løse Nyrer. Den 3die Februar Klokken 12¹⁵ arriverede vor sidste Unge med et stort Frydeskrig fra det Hinsidige, og den 25de samme Maaned havde min Kone Kufferterne pakket og var klar til Afgang med hele Flokken. Jeg tror, jeg kan sige, at det er noget af en Rekord.«

»Du ligger hernede med Familjen?«

»JaA, jeg rejser ligesom NKalifens Elefant med en Ammestue paa Ryggen. Egenlig skulde vi have været i San Remo som vi plejer, men baade min Kone og jeg synes, at Luften er nok saa frisk her, mere Nozonrig. Og Naturen er jo lige herlig allevegne. Ja for dig, kære Ven, maa det da være som at vaagne op midt i Paradiset.«

Hertil svarede Torben ikke noget. Han vendte sig om mod Direktør Zaun, der sad tavs med bortvendt Ansigt og aabenbart følte sig lidt krænket over ikke at være bleven genkendt. Da Torben nu tiltalte ham, smilte han dog straks, ja af lutter Iver Nsnappede han ham Ordet ud af Munden og sagde:

»De kommer oppe fra Rhinegnene. Der har jo 110| været en ualmindelig kold og vaad NEftervinter i Aar. Man taler om en alvorlig Beskadigelse af de unge Vinplanter. Det vilde jo betyde et stort økonomisk Tab. Hvad mener De om Storstrejken i NRuhr-Distriktet? Tror De, den bliver til noget? De sidste Efterretninger lyder jo ret foruroligende.«

Da han hørte, at Torben intetsomhelst vidste derom, trak han en mægtig Bunke Aviser op af sin Overfrakkelomme. Det var store engelske, tyske og franske Verdensblade, deriblandt et Kæmpenummer af »NFrankfurter Zeitung«, mellem hvis halvhundrede Blade hans Hoved helt forsvandt, mens han søgte en Artikel. Og da han endelig havde fundet den, gav han sig til at læse op af den.

Hans Stemme med de sære Strubelyde, hans lidenskabeligt rynkede Pandehud, den Maade, hvorpaa han hvert Øjeblik nervøst trykkede Næseklemmen tilrette med hele Haanden, endelig hans Avisforslugenhed, denne abeagtige OptagethedA af alt det ligegyldige, der skete omkring i Verden, vakte paany en flakkende Erindring hos Torben; men han kunde stadig ikke bekvemme sig til at spørge. Nu saae han ogsaa, at Baaden derude havde vendt og nærmede sig Land, og for ikke at risikere at faa sit første Møde med Jytte Abildgaard i disse fremmede Menneskers Paasyn rejste han sig saasnart Direk111|tøren var bleven færdig med sin Oplæsning og sagde Farvel.

»Nej vent dog!« sagde Generalkonsulen. »Om en halv Time begynder Musikken. Saa bliver her livligt.«

»Netop derfor vil jeg gaa nu. Jeg er jo endnu lidt Rekonvalescent.« –

Paa Vejen hjem til sit Hotel følte han sig virkelig utilpas og begyndte at frygte for, at han i sin Utaalmodighed havde vovet sig for tidligt ud i Livets Røre. Lægerne havde jo nok erklæret ham for helbredet, og naar han ikke forsømte at tage sine Piller, følte han sig ogsaa temmelig rask, spiste med Jægerappetit, sov det halve Døgn hen ligesom i gamle Dage og kunde heller ikke længer i sit Ydre se noget dybere Mærke efter Sygdommen undtagen en lille krampagtig Sitren af det højre Øjelaag. Men den sidste Uges Rejseuro og nu Synet af Jytte havde dog Naabenbart været for meget for hans Kræfter.

Mødet med Generalkonsulen havde yderligere forstemt ham. Det var gaaet ham ved Synet af den forhenværende Ven som det overhovedet syntes at skulle gaa ham ved denne saa heftigt attraaede Genforening med Livet: han kendte ikke Virkeligheden igen. Den præsenterede sig for ham som i et Hulspejl, der forvrængede og forgrovede alle Linjer i det Erindringsbillede, han havde bevaret af den.

112| »Men det er naturligvis en Rest af min Nervøsitet,« – trøstede han sig bestandig. Han havde levet for længe indemuret med sig selv til saadan paa en Studs at kunne taale at have sine kære Medmennesker saa nær ind paa Livet. Det Indtryk, de havde gjort paa ham straks den første Dag paa Rejsen hjemmefra, skulde han aldrig glemme. Da Toget kørte ind paa Stationen i Aarhus og han saae Trængslen paa Perronen, saae den lange Række dyriske Ansigter, der gled forbi hans Kupevindu, var han bleven greben af Angst.

Opholdet i den store Wiesbaden-Pension mellem de mange fremmede Mennesker havde været ham en daglig Lidelse. Heller ikke Naturen havde forskaffet ham nogen Glæde deroppe mellem NTaunusbjergene. Han savnede de vide Udsigter fra Favsingholm. Træerne udenfor hans Vinduer stod som livløse i den uforanderligt stille, graa Flodtaage. Aldrig et Glimt af Himmel, aldrig heller en Tone af det stærke Orgel, som daglig havde spillet for ham derhjemme i Jylland. Blot Piskesmæld og Biltuden og Klokkeringning fra elektriske Sporvogne, der med irriterende Punktlighed hvert andet Minut skurede sig gennem Alleen.

Intet af alt det, der var hændet ham siden han rejste hjemmefra, havde derfor villet blive til rigtig Virkelighed for ham. Alt var gledet ham forbi som 113| Syner i en forvirret Feberdrøm. Hin stjerneklare Februarmorgen for seks Uger siden, da Vognen derhjemme holdt nedenfor Trappen og Barbara løb omkring i Stuerne med et Lys for at finde hans Haandtaske, som han i Forvirringen havde forlagt, forekom ham ofte at være den sidste virkelige Erindring, han havde om sig selv.

Een stor og frydefuld Overraskelse havde han rigtignok haft til Trøst for sine Skuffelser. Han havde glemt, hvor Verden trods al sin Vederstyggelighed dog mylrede af skønne, unge Kvinder. Der var Dage, da han havde haft en Følelse af, at alle Jordens smukke Damer havde sat hinanden Stævne i Wiesbaden. De havde paa Promenaderne erstattet ham det Solskin og den Naturglæde, han maatte undvære. Ved Festerne og Koncerterne i NKurhusets barbarisk forgyldte Sale havde han igen nydt Synet af den yndefulde Bevægelse, hvormed Damer af den store Verden bredte de brogede Slæb ud over Gulvet og slog deres Vifter op – saa medfødt naturligt som Paafuglen spreder sin Hale. Han kunde sidde ganske stille blot for at lytte til et Par unge Pigers Tale, denne glade Snak om ingenting, der Nvederkvægede som Fuglekvidder ovenpaa al den taabelige Tyggen Drøv paa Avissladderen, som man ellers hørte overalt.

Og nu havde han set Jytte Abildgaard. Som lys114|levende Virkelighed var hun gaaet ham forbi derhenne under Hotelparkens Palmer. I en hvid Kjole med et blommefarvet Silkesjal over Skuldrene. Ganske som i gamle Dage omsværmet af Kavalerer, der summede omkring hende som Bier om en Honningblomst. Uforandret. Lige rank og ungdommeligt fyldig. Lige uudgrundelig i sin uanfægtede Jomfruelighed ...

Han var naaet hjem til sit Hotel og stod et Øjeblik ude under Solsejlet, der skyggede for hans Altan. Han havde ved sin Ankomst om Aftenen forsømt at skaffe sig et Værelse med Udsigt til Havet, hvad han dog netop havde længtes saa meget efter. Nu saae han til Gengæld ned i en Havekrog med det frodigste Vildnis af alle Aarstiders Flora. Side om Side hang Gyldenlak, Pelargonier og NNastursier i rige Klynger udover Havemuren. Magnolier og Roser stod i Flor, og Fersken- og Mandelgrene lyste af Blomster. Under tre Appelsintræer, der var fulde af modne Frugter, blaanede Græsset af Violer.

Ja – tænkte han – nu stod han her, hvor hans Tanker de sidste Uger havde færdedes, naar de ikke var paa Favsingholm. Og hvad nu? ...

Fra en Kirke i Nærheden begyndte det at ringe. Han talte Timeslagene og saae forbavset paa sit Ur. Var Klokken virkelig ikke mere end tre? Allevegne var Dagene lige uhyggeligt lange!

115| Først om to Timer gik det an at gøre et nyt Forsøg paa at træffe Jytte og hendes Moder. Og hvad saa? Hvad vilde der ske, inden Sol gik ned? Hvad skulde han læse i Jyttes Øjne? ... Maaske var han allerede imorgen igen langt herfra.