Henne paa Promenaden, hvor Musikken var begyndt at spille, gled en livlig Strøm af Vinterens mange Flygtninge, der havde reddet sig herned fra Taagerne og Kulden nordfor Alperne. Lykkelige Rekonvalescenter stolprede afsted ved en Slægtnings eller en Tjeners Arm, og i Rullestole sad pelsklædte Oldinge med mørkerædde Øjne, der var rejst herned for at tiltigge sig endnu et Aars Frist af Solens og Luftens Naade. Forelskede Nygifte sværmede omkring i deres lovlige Ærinde midt imellem professionelle NDagtyve, der var bleven mætte af Storstadens Vinterfornøjelser og nu en lille Tid hengav sig til sommerlige Glæder. Og som overalt, hvor der i Italien høres Musik, var ogsaa Byens egen Befolkning strømmet til og blandede sig kammeratlig mellem de Fremmede.

Megen Opsigt vakte nogle indianerrøde Skikkelser, Mænd og Kvinder i en Slags Aposteldragter med bart, vejrbleget Haar og nøgne Fødder i Sandaler. De tilhørte Net Samfund af moderne Stenalder-116|Mennesker, der boede i Jordhytter oppe i Bjergene, levede af Rødder og tilbragte deres Dage med fromme Naturbetragtninger. Alligevel savnedes de sjelden her i den store Promenadetime, hvor de med Nøjensynlig Tilfredshed spejlede sig i deres forhenværende Samtidiges Forbavselse.

Det lille Selskab af Parkhotellets Gæster, der havde været ude og ro, var nu kommen tilbage til Baadhavnen. Oppe bag Brystværnet samlede der sig gerne nogle Tilskuere, naar en Baad landede. Der skulde selv i stille Vejr en Smule Styrmandskunst til for at bjerge et saa let Fartøj Nfrelst over den Nsvære Undersø. I det farlige Øjeblik havde der ogsaa lydt Angstskrig derudefra; men nu laa Baaden velbeholden ved nogle store, flade Sten, som tjente til Landgang.

Jytte Abildgaard var en af de sidste, der sprang i Land. Hun stod paa Rælingen i sin hvide Kjole med det blommefarvede Sjal svøbt omkring sig, og der blev strakt saa mange hjælpsomme Hænder frem imod hende, at hun Npaa et hængende Haar var faldet i Vandet. Hun havde som sædvanlig først forbavset og derpaa indtaget alle de Fremmede med sit Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed. Hun havde ogsaa været den eneste af Damerne, der ikke var bleven bange, da Baaden pludselig løftedes af NBraadsøen og førtes ind over Skæret.

»Det kan da umuligt være sandt, at det er af 117| Hensyn til Deres Datters Helbred, De opholder Dem hernede,« sagde en amerikansk Oberstfrue til hendes Moder, idet nu hele Selskabet begav sig op ad Trappen til Promenaden. »Hun ser jo ud som Sundheden selv.«

Fru Abildgaard vidste knap, hvad hun skulde svare. I et Øjeblik som dette fandt hun selv sine Ængstelser Nurimelige. Men forresten havde hendes Hensigt med Rejsen ogsaa lige saa meget været den at kunne mødes med Torben Dihmer paa et Sted, der var nogenlunde beskyttet mod NBredgade-Københavnernes langsynede Nysgerrighed.

Jytte gik et Stykke foran det øvrige Selskab sammen med den unge Hr. Mohn, som var Nsaare lykkelig over endelig at have erobret hende fra Hr. NOberverwaltungsgerichtsrat von Auen, der hele Tiden havde anmasset sig Pladsen ved hendes Side. Det unge Menneske saae uhyggelig ud i en Nresedafarvet Dragt efter sidste Mode med NUndertøj af violet Silke. Der var ikke stort andet tilbage af ham end Skelettet. De lange Ben slingrede, og Øjnene hang ham ud af Hovedet af Træthed.

»Nu maa De altsaa høre min Ide, Frøken Abildgaard. Den skulde jo helst have været en Overraskelse for Dem, men jeg er nødt til at aabenbare den, inden jeg rejser. I Aften Klokken elleve sejler jeg altsaa her forbi paa »Victoria«. Og nu er det, 118| jeg vil se at faa Lov af Kaptajnen til at sende nogle Raketter tilvejrs, og saa vil jeg bede Dem, om De vil gøre mig den Glæde at staa oppe i Deres Vindu og se paa dem.«

»Klokken elleve. Men paa den Tid ligger jeg forhaabenlig og Nsover paa mit grønne Øre, Hr. Mohn! Og det skulde De vist ogsaa helst gøre.«

»Naar jeg nu beder Dem om det som en allersidste Gunstbevisning. Det skal nok blive et Fyrværkeri, der er Dem værdigt. Jeg veed, man kan købe den Slags Ting hos Styrmændene, naar Kaptajnen giver Lov til det. Og det gør han altid, naar det er stille og klart Vejr.«

»Hr. Mohn! Hvad tror De egenligt Deres Hr. Fader vilde sige til, at De smed saa mange dejlige Penge op i Luften til ingen Verdens Nytte?«

»Til ingen Nytte? Dersom jeg kan gøre Dem en Glæde med det?«

»Jamen det kan De ikke.«

»Ikke? ... Det var kedeligt. Hvad skal jeg saa gøre? ... Vil De heller ikke give mig Lov til at skrive til Dem, naar jeg nu kommer til Ægypten? Jeg vil saa gerne fortælle Dem om alt, hvad jeg oplever.«

»Sig mig, Hr. Mohn, hvor gammel er De i Grunden?«

»Det Spørgsmaal gør man ikke et Menneske i 119| min Alder – det veed De godt. Giver De mig saa Lov til at skrive?«

»Værsgod! Men jeg svarer ikke. Det siger jeg Dem paa Forhaand. – Er der saa ikke lidt mere, De ønsker?«

»Jo. De to NKamelier, De gaar med der i Bæltet, – vil De forære mig dem til Minde om den altfor korte Tid, jeg har haft den Lykke at være sammen med Dem? Vil De?«

Jytte nænnede ikke at sige Nej. Hun havde ondt af den stakkels Fyr, der næppe havde tre Maaneder at leve i. Men netop som hun vilde tage om Blomsterne, huskede hun, hvordan hun engang var Nkommen i Fortræd, fordi hun havde efterkommet en ganske lignende Anmodning, hvad Vedkommende saa ulykkeligt havde misforstaaet.

»Nej, de Blomster kan jeg ikke give Dem,« sagde hun. »Det gør mig ondt; men De veed jo da heller ikke, om jeg ikke selv har faaet dem foræret.«

»Saa er det maaske af Hr. von Auen?«

»Nej, det er det ikke. Men saadan noget kan en Kavaler forresten slet ikke spørge en Dame om. Husk dog paa det, Hr. Mohn!«

De var naaet hen til den halvrunde Udvidelse af Spaserevejen, hvor Musikken stod opstillet paa en Forhøjning. I Trængslen her fik hun Øje paa NGeneralkonsul Kolding, hvis to store Fortænder 120| lyste paa lang Afstand. For at undgaa ham drejede hun ud til Siden, – hun havde en Slags Vandskræk for dette store Kraftmandfolk med det utrættelige Kænguru-Smil. Men Generalkonsulen havde allerede opdaget dem og styrede Nlige løs paa hende.

»N Bon giorno! Bon giorno, Signorina! De har vel set den Genopstandne?«

»Hvem?«

»Godsejer Dihmer naturligvis! Vidste De ikke, at han var kommen? Det er ikke en halv Time siden han gik herfra. Jeg havde forresten nær ikke kendt ham igen. Han har lagt sig Fuldskæg til og ligner grangivelig en forvist Russer direkte undsluppet fra Siberien.«

Jytte havde et Øjeblik været fuldstændig borte, men Generalkonsulens familiære Tone fik hende hurtigt til at samle sig. Uden at sige et Ord vendte hun sig fra ham og gik tilbage den samme Vej hun var kommen for at naa tilbage til Moderen. Da den unge Hr. Mohn vilde ledsage hende, frabad hun sig venligt men meget bestemt ethvert Følgeskab.

Fru Abildgaard og den amerikanske Oberstfrue var bleven staaende ovenover Trappen til Baadhavnen for at se paa nogle halvnøgne Unger, der sprang omkring paa de solhede Sten. Da Jytte naaede dem, stak hun stiltiende sin Haand ind under Moderens Arm; og nu fulgtes de alle tre 121| nogen Tid uden at hun kunde faa sig til at fortælle Nyheden. Men Moderen, som tilsidst mærkede, at der var sket noget, vendte sig under Samtalen spørgende om imod hende, og da hviskede hun, at Torben Dihmer var kommen.

Fru Abildgaard stansede.

»Det er ikke sandt! Har du talt med ham?«

»Generalkonsulen har truffet ham. Han er gaaet herfra for lidt siden.«

»Saa maa vi helst gaa hjem. Det vilde være kedeligt, om han søgte os uden at træffe Nogen.«

De undskyldte sig hos NOberstinden og gik bort gennem et af de snevre, halvt underjordiske NSmug, der fra Promenaden førte op til Byen. Jytte holdt stadig sin Moder under Armen. De gik raskt til, og ingen af dem talte noget videre; men skønt Fru Abildgaard gik paa højre Side af sin Datter, kunde hun mærke, hvor febervildt hendes Hjerte slog.

Jytte var mindre end sin Moder og ikke saa mønsterværdig slank men lignede hende iøvrigt Træk for Træk. Det var den samme energiske Holdning og fodsikre Gang. Det var den samme kødfulde Næse, de samme honningbrune Øjne under stærke Bryn. Som de to Damer gik der Arm i Arm, mens Hatten og Sløret skjulte Fru Berthas sølvhvide Haar, kunde man godt antage dem for Søskende.

122| De boede ikke paa selve det store Hotel men Nvar kun Kostgængere der. De havde deres private NKvarter i en Villa med egen, murindhegnet Have, der laa nogle Minutters Vej derfra, lidt højere oppe paa Bjergskraaningen. De havde der et Opholdsværelse i Stueetagen bag en tæt bevokset Loggia og desuden to smaa Sovekamre ovenover.

Af en Kone, som gik og rev Havegangene, fik de at vide, at der under deres Fraværelse havde været en fremmed Herre og spurgt efter dem. Det var kort efter, at de var gaaet ned til Lunchen paa Hotellet.

»Det har været Dihmer!« sagde Fru Abildgaard. »Hvor det dog er kedeligt!«

Inde i Loggiaen, der var møbleret som et Værelse, fandt de ganske rigtigt hans Kort med en vedføjet Hotel-Adresse.

»Jeg tror, jeg sender ham et Par Ord med det samme,« sagde Fru Bertha og satte sig ned ved et Bord, hvor der stod Skrivesager. »Jeg vil bede ham om at komme her og spise sammen med os. Hvad synes du?«

Jytte lod, som om hun ikke hørte Spørgsmaalet, og gik videre ind i Stuen. Her løste hun sin Hat og lagde den fra sig paa en Etagere. Og pludselig trykkede hun Haanden for Øjnene, ganske over123|vældet af Tanken om det, som nu var rykket saa ufatteligt, saa uafvendeligt nær.

Det hele forekom hende paa eengang ganske Nfantastisk. Her havde hun gaaet og ventet ham med noget af den samme Følelse, hvormed man læser en Roman, naar man ikke kan begribe, hvordan Slutningen vil blive; – og nu var det pludseligt blevet til fuld Virkelighed altsammen. Torben Dihmer havde staaet derude i Haven og spurgt efter hende. Hun vilde endnu kunne finde hans Fodspor i Gruset, dersom ikke Annunciatas Rive tilfældigt havde slettet dem ud. Det lød som en Fabel. Den Mand, der i alle disse Aar havde været hendes Tankers eneste Fortrolige, hendes hemmelige Medvider og Ven, ham skulde hun nu møde her som en Fremmed, sige »De« til og »Hr. Dihmer« ...

Fra Etageren tog hun Moderens Album og ledte hans Billede frem. Med anspændt Opmærksomhed betragtede hun det underligt udslukte Ansigt, idet hun uvilkaarligt fæstede sig ved de Træk deri, som hun aldrig havde været indtaget i: de smaa Øjne, der sad saa utilladeligt nær ved hinanden, den altfor brede Næse og – aa! – disse milelange Kinder! Hvordan var det dog gaaet til, at hun havde kunnet forelske sig i denne groteske 124| Maske? Og nu havde han ovenikøbet lagt sig Skæg til! ...

Hun hørte Moderen rejse sig derude og lagde hurtigt Albummet tilbage paa sin Plads.

»Nu er Brevet afsted,« sagde Fru Bertha, da hun kom ind. »Jeg lod Annunciata løbe med det. Vi kan altsaa vente ham naar det skal være. Jeg tror derfor, jeg gaar op og klæder mig om med det samme. Saa er der i det mindste een af os hernede, dersom han skulde komme inden Spisetid.«

Jytte nikkede blot. Hun havde sat sig hen ved Klaveret og bladede i de Noder, der tilfældigt stod fremme, idet hun af og til løb en Passage igennem med den ene Haand.

Hun sad der endnu, da Moderen en halv Time efter kom tilbage. Det saae ud, som om hun ikke havde flyttet sig i Mellemtiden, dog havde hun et Øjeblik været nede i Haven og udsøgt sig tre smukke, mørkerøde Roser, som laa godt skjult bag en Nodestabel paa Klaveret.

Fru Bertha var Npynteligt klædt i en dybviolet Silkekjole med et langt Slæb, der gav hendes høje Skikkelse megen Værdighed. I det hvide Haar sad en stor, ciseleret Sølvkam. Hun satte sig ud i sin Solkrog paa Loggiaen, hvor der stod en kurveflettet Sofa med Puder. Hun havde herfra et prægtigt Udkig nedover Byen, der heroppe fra Højden tog sig 125| ud som en eneste stor Park, yderst ude indhegnet af en blaahvid Mur – Havet.

Hun sad der en Tid i Tanker med en uoplukket Avis i Skødet, forundret og lidt urolig over, at Jytte i et Øjeblik som dette kunde sidde der saa optaget af nogle dumme Noder.

»Aa hør!« sagde hun tilsidst. »Sæt dig lidt herud, min Pige!«

Jytte kendte Tonen; det varede derfor noget, inden hun viste sig i Døren.

»Kaldte du?«

»Ja, kom lidt herud. Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.«

»Det maa virkelig vente, Mor. Det er paa høje Tid, jeg kommer op og klæder mig om.«

»Aa, fem Minutter kan du nok afse. Sæt dig nu her ved Siden af mig og lad os tale lidt fornuftigt sammen.«

Jytte tog uvilligt Plads og anbragte en Pude bag sin Ryg.

»Hvad er det saa?«

»Nu skal du ikke straks se saa bøs ud. Jeg vil blot spørge dig, om du nu ogsaa rigtig har forstaaet, hvorfor Torben Dihmer er rejst netop hertil – han kunde jo have valgt saa mange andre Steder til sin NEfterkur.«

»Du mener, det er for vor Skyld?«

126| »Hvad mener du selv?«

»Jo, det har jeg naturligvis ogsaa tænkt mig. Du og han har jo altid saa godt kunnet tale sammen. I har saa mange fælles Interesser, – Politik, Socialøkonomi og hvad det altsammen hedder. Gud veed, om han ikke var lidt forelsket i dig. Det vilde der jo slet ikke være noget Nurimeligt i.«

Hendes Ord lød vel ikke som Alvor men heller ikke helt som Spøg, og Fru Bertha blev nu rigtig vred.

»Nu skal du ikke vrøvle, Jytte. Og siden du ikke vil forstaa Nhalvkvæd Vise, saa skal jeg nu betro dig noget, som jeg ikke før har villet sige dig, fordi jeg oprigtig talt ikke troede at gøre nogen Gavn med det. Det Brev fra Torben Dihmer, som vi fik forleden, er ikke det eneste, jeg har faaet fra ham her. Jeg havde tidligere et andet, som jeg ikke har talt til dig om. Han bad mig deri, om jeg vilde sige ham det rent ud, dersom jeg troede, at du helst var fri for hans Selskab.«

Jytte sad tilbagelænet i Puden med Hænderne foldede over Knæet og saae stift frem for sig.

»Hvad har du saa svaret ham?« spurgte hun efter nogen Tavshed.

»Hverken Ja eller Nej. Hvad kunde jeg svare? Jeg veed jo igen saa lidt om, hvordan du i Virke127|ligheden har det i den Henseende. – Sig mig, min Pige, veed du det rigtig selv?«

Fru Bertha lagde sin Haand hen paa Datterens; det var et varsomt Frieri til hendes Fortrolighed, men Jytte var som hudløs for enhver Berøring og trak Hænderne til sig.

»Nu synes jeg, vi har snakket nok om Torben Dihmer, Mor. Du veed vist ikke, at du i de sidste fjorten Dage næsten ikke har talt om andet.«

»Ja, nu vil jeg have ordenlig Besked. Dihmer har døjet ondt nok og skal ikke holdes hen med Udflugter. Og lad mig nu tale rent ud af Posen engang. Ser du, min Pige, du har jo altid holdt dit Hjerte under Laas og Slaa for Andre, ogsaa for mig; men jeg mener dog at vide lidt Besked om, hvor du har haft dine Tanker henne i de sidste Aar. Jeg har heller ikke glemt Udtrykket i dit Ansigt den Aften nu i Efteraaret, da Fætter Asmus kom tilbage fra Favsingholm med den store Nyhed om Torben Dihmer. Saadan skinner et Menneske kun, naar man faar sit eventyrligste Haab opfyldt ved et Under. Men nu i den sidste Tid ... ja, jeg kan jo tage fejl, og forhaabenlig gør jeg det, men jeg har faaet en Fornemmelse af, at der er en anden Mand, der er kommen til at optage dine Tanker lovlig meget, dersom du da har i Sinde at give Torben Dihmer dit Ja.«

128| Jytte vendte forbavset sit Ansigt om imod hende.

»Hvem skulde det være?«

»Forstaar du virkelig ikke, hvem jeg tænker paa?«

»Er det nogen af dem, vi omgaaes hernede?«

»Ja.«

»Er det maaske Generalkonsulen?«

»Nej, det er det naturligvis ikke.«

»Er det den unge Mohn da?«

»Aa Snak! Du veed jo meget godt, hvem jeg mener. Det er v. Auen.«

»Ja, det er det vel saa. Men Nhvor falder du i Grunden paa det?«

»Aa, det er da ikke saa underligt. I har jo spaseret meget sammen. Folk begynder ogsaa at snakke om det, har jeg mærket.«

»Naa ja, jeg finder ham underholdende. Han har rejst meget, kender mange fremmede Lande, som det morer mig at høre om. Og forresten er han slet ikke saa arrogant som Folk siger. Det er bare den sædvanlige Plebejer-Misundelse.«

»Jeg kender ham egenlig kun af din egen Omtale, Jytte. Da vi havde været sammen med ham første Gang, kaldte du ham en friseret Orangutang og vilde endogsaa have ham indespærret.«

Jytte blev rød og gav sig til at glatte Kjolen over Knæet for at skjule sin NFlauhed.

»Du kan nu engang ikke lide Tyskere, Mor! 129| Du ligner ogsaa Ni det Stykke Far. Jeg indrømmer, at Hr. v. Auen har sit Væsen imod sig. Nogen NAdonis er han heller ikke. Skønt ... han har i Grunden et karakterfuldt Ansigt. Og han kan være meget elskværdig. Hans Øjne er da ogsaa smukke. Jeg holder af at være sammen med ham – det tilstaar jeg gerne. Jeg synes han er den eneste af alle dem, vi har truffet hernede, som man har nogen Fornøjelse af at tale med.«

»Du mener jo ikke et Ord af alt det, du sidder der og siger, Jytte.«

»Hvorfor spørger du mig saa? Og hvorfor skal jeg absolut i Forhør?«

»Hvor du dog er irritabel, Jytte! Du skulde forsøge at tage dig lidt sammen.«

»Du kunde jo have ladet mig være!«

Hun vilde rejse sig, men Moderen holdt hende tilbage med Magt.

»Hvad er der dog i Vejen med dig, Barn? Jeg kender dig slet ikke saadan.«

»Lad mig nu gaa, Mo’r! Jeg skal op. Lad mig gaa!« bad hun.

»Jytte, hvad er det med dig? Betro dig til din Mor. Er der sket Noget?«

»Nej – ikke Spor! Hvad skulde der være sket?«

Men Fru Bertha lagde nu begge sine Hænder om hendes Hoved og vendte hendes Ansigt om imod 130| sig for at se hende ind i Øjnene. Da gik det haabløst ned i Afgrunden for Jytte. Under de sitrende Øjelaag piplede en Taare frem, Munden bredte sig, og hun sank tungt ind til Moderens Bryst.

»Aa – Mor!«

Fru Bertha vidste snart ikke, hvad hun skulde tænke om detteher. Det var hende noget ganske Nyt at se Jytte give sig saadan hen. Hun kunde ikke huske, hvornaar hun sidst havde set hende græde.

»Kære Barn, hvad er der dog med dig?«

»Ingenting! Ingenting! ... Jeg vilde bare ønske, jeg var død!«

De sidste Ord beroligede Fru Bertha. Hun var end ikke langt fra at smile. Denne dystre Paakaldelse af Døden vakte Minder hos hende fra hendes egen unge Kærligheds NVaar, da Livet syntes altfor svimlende rigt og Lykken for stor til at Hjertet kunde bære den uden at briste.

Hun strøg Jytte henover Haaret og sagde:

»Vil du sige mig, min Pige ... vil du betro mig under mit højtideligste Tavshedsløfte ... elsker du Torben Dihmer? Gør du?«

»Ja,« kom det glædeløst – som et Suk langt, langt indefra.

»Og du kan give ham dit hele Hjerte? Der er ingen anden Mand, som har nogen Part i det?«

131| »Nej, nej!«

»Jamen saa er jo alting som det skal være! Hvad er der saa at græde for?« sagde hun, mens de klareste Taarer trillede hende selv ned ad Kinderne. Med stormende Glæde omfavnede og kyssede hun sin Datter, der modstræbende og tilsidst med aabenlys Uvilje tog mod hendes Kærtegn.

»Lad mig nu gaa op, Mor! Der kunde komme Nogen.«

»Ja, gaa – mit Barn! Gaa! Torben Dihmer skulde jo ikke saa gerne se dig første Gang med røde Øjne.«

Men hun kunde daarligt slippe hende; og endnu længe efter, at Jytte var gaaet op, blev hun siddende der i sin Solkrog med Avisen uoplukket i Skødet og mærkede ikke, at Aftenskyggen havde naaet den og at Skyerne derude over Havet begyndte at blive røde. Den Vished, hun nu endelig havde faaet, lagde Sol over hendes Tanker. For første Gang i mange Aar saae hun Fremtiden imøde med et nyt Haab.

Hun fortrød nu blot, at hun overhovedet havde talt til Jytte om denne ækle v. Auen; men Jytte var ikke selv helt uden Skyld i, at hun havde faaet en Mistanke. Flere Gange i den sidste Tid, naar de sad derinde og Nholdt Mørkning med lidt Ild i Kaminen og hun maatte tro hendes Tanker hos en 132| Anden, havde Jytte kunnet give sig til at snakke om Tyskeren paa en Maade, der røbede, at hun havde siddet der og haft travlt med at finde paa Undskyldninger for alt det hos ham, som frastødte hende. Men det var Gudskelov altsaa kun Nblind Allarm dennegang. Og det vilde da ogsaa have været til at Ngræde Blod over, dersom Jytte efter sin trofaste, tilsyneladende saa haabløse Venten paa en dødssyg Mand netop nu var gaaet hen og havde tabt sit Hjerte til en Anden. Naar hun nu blev gift og fik et virkeligt Maal for sit Liv, vilde ogsaa nok hendes gamle Sundhed vende tilbage. Kærlighedens Lykke var jo dog den bedste Medicin. Det kendte hun fra sig selv. – –

Hun hørte Skridt udenfor paa Gruset. »Der er han!« tænkte hun og rejste sig bevæget. Men hun blev skuffet. Det var blot en gammel Herre, en af deres Husfæller, der kom trippende hjem fra sin Eftermiddagstur.