Jytte sad allerede fuldt paaklædt foran Spejlet oppe i sit Kammer. Hun var en af de Brunetter, hvem alting klæder, og som derfor gerne bliver lidt ligegyldige for deres Udseende. Uden mange Overvejelser havde hun af sit Klædeskab taget en broncefarvet Silkekjole med NUnderærmer af hvide 133| Kniplinger. I Brystet havde hun fæstet en Naal med en Safir; men ellers bar hun ingen Smykker.

Ogsaa hun havde hørt Skridtene paa Gruset nedenfor. Med Hjertet i Struben havde hun rakt sig frem mod Vinduet og forsigtigt trukket Gardinet tilside. Nu sad hun igen med Hænderne i Skødet og stirrede ind paa sit eget Billede i Spejlet – stirrede med dette mørke, grublende Udtryk, som ingen Andre end hun selv kendte.

Hun kunde ikke komme sig af sin Forbavselse og Skam over den Scene, hun havde Ngivet tilbedste dernede hos Moderen. Hun begreb ikke, hvad der var gaaet af hende. Det var den gamle Angst, der igen kom over hende. Det var Rædselen for, at hendes Kærlighed bare var Fantasteri og Selvbedrag – som saa sørgeligt meget andet i denne de skønne Indbildningers Verden! Da hun for lidt siden sagde det »Ja«, som Moderen fralokkede hende, havde det været med en Fornemmelse omtrent som den, hvormed man i Drømme kaster sig ud fra et svimlende højt Taarn.

Om Torben Dihmer endda kunde se helt ind i hende, saa han rigtig vidste, hvem hun var, og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var jo det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig forkerte Forestillinger om hende. Ingen anede f. Eks., at hun, den »kloge« og i alle 134| Henseender saa »overlegne« Jytte Abildgaard, at hun kunde sidde her saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov. Ingen uden hendes Moder maaske, og hun tav.

Tys! Hun hørte igen Fodtrin dernede paa Gruset. Og dennegang hældede hun sig ikke frem for at se, hvem det var. Hun vidste det straks. Hun følte det paa sig endnu før hun havde genkendt Skridtene.

Der blev saa højtideligt stille inden i hende. Hun rørte sig ikke, bare lyttede til disse Skridt som var det selve hendes Skæbne, der her indhentede hende. Nu hørte hun ogsaa hans Stemme. Moderen var kommen ud for at tage imod ham. De maatte staa lige nedenfor hendes Vindu.

Endelig rejste hun sig og listede hen ved Siden af Vinduet for at kigge bag Gardinet. Ja, der stod han! En høj, skægget Herre med en lysegraa NSommerulster hængende løst over Selskabsdragten. En fremmed Mand. Godsejer Torben Dihmer altsaa. N VoilàA tout! – Aa ja, hvor havde han forandret sig! Hvor var han bleven gammel! Det havde virkelig ikke været uden Grund, at han i sit Brev havde spøgt med at ville sende dem sit Fotografi »for at de ikke skulde blive altfor forskrækkede, naar de saae ham.«

Moderen holdt hans Haand med begge sine, og det Syn var hende imod. Men nu slap hun ende135|lig, og de gik ind. Et Øjeblik efter hørte hun deres sammenblandede Stemmer fra Stuen nedenunder. Og da maatte hun smile. Det lød med eet saa hjemligt. Saadan havde deres Stemmer saa ofte lydt for hende i Dronningens Tværgade, naar hun sad og surmulede inde i sit eget Værelse, fordi de var bleven saa ivrige i deres Snak om Politik og alt det, som Moderen saa godt forstod at tale med ham om. Saadan var hun jo! Rigtig modbydelig ond havde hun kunnet blive. For fuldt Alvor skinsyg paa sin egen Mor. Havde man hørt det før? Men saadan var hun. Og saadan skulde Torben Dihmer lære hende at kende!

Med Fingerspidserne presset fast mod Tindingerne gik hun et Par Gange frem og tilbage over Gulvet, idet hun forsigtigt holdt sig paa den smalle Løber for at hendes Skridt ikke skulde høres nedenunder. Hun ønskede inderligt, at hun kunde løbe sin Vej fra det hele. Aa Gud – og det var denne Time, hun i alle disse Aar havde drømt saa lykkeligt om! Det var baade til at le og græde over!

Hun stod igen ved Spejlet. Paa Toiletbordet laa de tre mørkerøde Roser, hun havde plukket i Haven. Der havde foresvævet hende noget om at overrække Torben Dihmer dem ved Ankomsten, men hun forstod ikke nu, at hun var kommen paa den Tanke. Med en Spøg paa Læben kunde hun maaske have 136| gjort det; – det højtidelige laa nu engang ikke for hende. Hun havde det i saa Henseende omtrent som Nden forheksede Prinsesse i Eventyret, der ikke kunde aabne Munden uden at der sprang en Skruptudse ud af den.

Hun stod et Øjeblik med Blomsterne i Haanden og saae paa dem med sit triste, trætte Udtryk.

Ja – tænkte hun. Det var maaske hendes egenlige Ulykke, at hun aldrig fandt Ord for, hvad der dybest bevægede hende. Derfor var hun bleven saa ensom i Livet trods alle sine mange Bekendtskaber. Dersom hun virkelig havde en Sjæl – noget hun forresten undertiden tvivlede om – var den i hvert Fald født stum.

... Fru Bertha og Torben Dihmer var imidlertid igen gaaet ud i Haven. Fru Bertha vilde absolut vise sin Gæst Udsigten derfra, inden Solen sank bag de Ngenuesiske Højder.

Torben beundrede høfligt; men hans Tanker var bleven inde i Villaen, og jo længere det varede, inden Jytte lod sig se, desto sikrere blev han paa, at han skulde have holdt sig langt borte.

For at have et NUsaarlighedsbælte i Beredskab havde han paa Vejen derhen tænkt meget paa to smukke Damer, som han havde lært at kende i Wiesbaden: en ung, svensk Enkebaronesse, en hjorteagtig Skikkelse paa høje, slanke Ben, og en tysk 137| Kunstnerinde Frøken Steinbach, der nu var i München. Især den sidste havde vist ham megen Venlighed. Den Dag, da han mødte paa Banegaarden for at sige Farvel til hende, havde hun egenhændig skrevet sin nye Adresse ind i hans Notebog og udtalt Haabet om at faa ham med paa en Selskabsrejse Jorden rundt. Hun var en sydlandsk Skønhed med gylden Hudfarve og Øjne som et Par Tvillingkirsebær. Hvorfor i Alverden stod han da her? Jorden bugnede af skønne Kvinder, og hvor han kom hen, raktes hvide Arme ud imod ham. Hvorfor da netop denne lille hemmelighedsfulde danske Pige, som ovenikøbet engang før havde ydmyget ham? ...

»Goddag!« lød det muntert bag ved ham.

Han vendte sig hastigt om.

Jytte stod henne paa det nederste Trin af Loggia-Trappen i Skæret af den synkende Sol. Hun holdt Haanden skyggende op for Øjnene. Den broncebrune Silkekjole faldt om hende som flydende Guld, hele Skikkelsen lyste i den dybe Aftenbrand som en Aabenbaring.

Hun gik ham langsomt et Par Skridt imøde.

»Goddag!« gentog hun og rakte ham en mat Haand. »Mor har nok skyndt sig at vise Dem vore Herligheder? Hvad synes De? Bor vi ikke smukt?«

Torben bøjede sig i Tavshed. Han tænkte ved sig selv, at han allerede vidste tilstrækkeligt, og han 138| følte det i Øjeblikket næsten som en Lettelse, at Spørgsmaalet nu var afgjort.

De gik alle tre tilbage til Stuen, hvor der begyndte en ret anstrengt NVisit-Konversation. Torben gjorde Jytte et Spørgsmaal om hendes Musik, hvad der omtrent var det uheldigste Emne han kunde komme ind paa. Jytte tilbragte stadig flere Timer daglig ved sit Klaver, men det var en Passion, som hun ønskede at have ganske for sig selv. Hun havde lige saa lidt noget praktisk Formaal med sit Spil som i sin Tid med sine sproglige Studier, og jo intimere hendes Forhold til Musikken var bleven, desto mindre holdt hun af at tale om det. Trods sin virkelig store Dygtighed spillede hun ogsaa kun nødigt for Andre.

Hendes Svar til Torben blev da ogsaa blot en Spøg.

»Jo Tak!« sagde hun. »Mit Klaver og jeg er uadskillelige. De kan spørge Mor! Hun kalder os NKlister og Malle.«

Hun mærkede nu selv, at hendes Tone skurrede, og tav stille.

Fru Bertha gav sig til at udspørge Torben om Wiesbaden og hans NKur, og han fortalte derom, hvad han kunde finde paa at sige uden at slippe sine egne Tanker.

Jytte havde sat sig hen i en Gyngestol i Nærheden 139| af Døren til Loggiaen. Hun sad med bortvendt Ansigt og havde stadig en forunderlig svævende Fornemmelse af sig selv. Tankerne galloperede gennem hendes Hoved omtrent som naar hun paa et Bal havde nippet lidt for hyppigt til Champagnen eller en Aften havde hørt rigtig megen god Musik. Derfor opfattede hun heller ikke synderligt af, hvad Torben fortalte. Hun hørte kun selve Stemmen, denne mørke, klokkedybe Mandsrøst, der altid havde været saa farlig for Kvinden i hende. Hun kunde endnu huske, hvordan den allerede paa Storeholt havde gjort hende undselig, dengang hun som en trettenaars Tøs traf ham første Gang efter at han var bleven helt voksen.

Hun fandt forresten, at den havde forandret sig ikke saa lidt. Der var kommen noget brudt i Klangen. Man kunde høre paa ham, syntes hun, at han var et Menneske, der havde gaaet meget igennem. Det var det samme Indtryk, hun havde faaet af hans Ansigt, da hun saae det paa nærmere Hold, og det havde hurtigt forsonet hende med Forandringen. Hun fandt ham endogsaa smukkere end før. Trækkene havde faaet Liv og Glød samtidigt med, at de var bleven strengere. Og det krusede Skæg klædte ham virkelig. Hun syntes, at han i sin Vrede lignede en græsk Gud.

Imidlertid sad Torben inde i Halvmørket og iagt140|tog hende med stigende Hede i Blodet. Han følte Luften i Stuen tung, sit Aandedræt besværet. Det var for ham, som om han i en Drøm var bleven ført fire Aar tilbage i Tiden og atter befandt sig i Dronningens Tværgade, hvor han spøgelseagtigt genoplevede svundne Dages halvglemte Pine. Han sad der med en Slags Kvælningsangst, mens han mærkede, hvordan den gamle sejglivede Forelskelse igen begyndte at indspinde ham i sin NNessusskjorte.

Fru Bertha, der stadig paany maatte sætte Samtalen igang, nævnede nu NGeneralkonsul Kolding og spurgte, om det forholdt sig rigtigt, at denne Mand var en af hans nære Venner.

»Jeg kendte ham i sin Tid – for længe siden. Han var forresten NHusarløjtnant dengang. Nu er han nok gaaet ind i sin Faders store Forretning.«

»Kender De ogsaa hans Frue?«

»Nej, men han synes at være meget stolt af hende.«

»Ja det tror jeg!« udbrød Jytte, vakt op af sine Tanker. »Hun er jo Profetinde. En af Nde sidste Dages Hellige. Vidste De ikke det? Hende skal De tage Dem i Agt for. Hun er farlig, vil jeg sige Dem. Hun har allerede gjort Hovedet forstyrret paa en halv Snes Mennesker hernede, og hun har dog kun været her et Par Uger.«

Torben lod, som om han var bleven interesseret, 141| og udbad sig nærmere Oplysninger. Og Fru Bertha fortalte da, at NGeneralkonsulinden var Forkynder af en ny Helbredelsesmetode med NVandkur og en Negenartet Gymnastik, som i visse Krese blev dyrket med næsten religiøs Iver.

»Det er en Læge i Kiel – en Doktor Weller – som har lavet den, og der er gjort en mægtig Reklame for den i alle Lande. Folk kommer rejsende til ham fra hele Verden. Hemmeligheden ved hans Mirakelkure skal forresten være den, at han hypnotiserer sine Patienter uden deres Vidende, og de vender saa hjem som begejstrede Apostle for hans System. Men han er jo ikke ene paa Markedet. Det er nærved at blive en hel Mani med de Sundhedsprofeter, og der er stadig Tosser nok, der formelig danner Menigheder om dem efter de bedste Mønstre. Men nu kan De jo selv lære den interessante Frue at kende. Jeg hørte Hotel-Gongong’en før. Vi maa gaa tilbords.«