Under de fire mægtige Lysekroner i Hotellets Spejlsal sad i den følgende Time et Par Hundrede festklædte Mennesker af alle Nationaliteter og spiste ved smaa blomstersmykkede Borde. Etablissementets tusindøjede Chef ledede selv Serveringen. Til dæmpet Musik af et skjult Orkester frembares 142| en Række Kunstværker af Mad, der mere var til Glæde for Øjet end for Ganen: en ravgul Suppe med smaa rubinrøde og smaragdgrønne Boller, Postejer i Form af en fuldrigget middelalderlig Galej, fantastiske Taarnbygninger af Fiskerygge opmuret i Majonæs med NSirater af kogte Krebs og Citronskiver – ialt en halv Snes Retter, af hvilke i hvert Fald Damerne for det meste lod sig nøje med den Forsmag, som Synet gav.

Fru Bertha og Jytte sad med deres Gæst i et af Salens Hjørner. Da Chefen paa sin Runde kom der forbi og saae, at der mod Sædvane stod Champagne paa deres Bord, bukkede han anerkendende. Den værdige Herre, der selv var flere Gange Millionær, forudsatte høfligt, at alle hans Gæster ligeledes var det, men ønskede til Gengæld ogsaa, at de viste det i Gerning.

Imidlertid var der trods Champagnen stadig ikke blomstret nogen Feststemning op mellem de tre genforenede Venner. Torben var lige tung at underholde, og det pinte ham selv at mærke det. Fru Bertha var tilsidst ved at tabe Taalmodigheden. Hun kendte ham ikke igen. Hvad var det for en Bussemandsmine? Der lod virkelig til at være noget om, hvad Asmus Hagen havde sagt til en fælles Bekendt, at han var bleven en Særling og en NGrillefænger.

143| Paa Jytte havde Torbens tavse, lidt ubehjælpsomme Væsen en ganske modsat Virkning. Det gjorde hende selv stille. Her mellem de mange fremmede Mennesker følte hun endnu stærkere end hjemme, hvordan Kærligheden voksede i hende med hvert Minut og gjorde hende baade glad og tryg. Rigtignok kunde hun stadig ikke faa sig til at møde hans Blik, der hele Tiden – det mærkede hun godt – var paa Jagt efter hendes. Men den Afgørelse, som for blot to Timer siden havde staaet for hende som et Dødsspring, der maatte gøres med tilbundne Øjne, den syntes hende alligevel nu saa selvfølgelig, at det var helt underligt for hende at tænke paa, at Torben dog endnu ingenting vidste.

Hun kom til at tænke paa sin Fader, paa Noget han havde sagt til hende den Dag, da hun fyldte 15 Aar. Han havde taget hende ind til sig i sin Stue, klappet hende paa Kinden og sagt, at hun jo nu var bleven en voksen Pige, som man kunde tale fornuftigt med om alvorlige Ting; og han havde saa fortalt hende Nen gammel Fabel om Menneskenes Tilblivelse. Det var Historien om, hvordan Mand og Kvinde i det Hinsidige skabtes forenede i en Helhed men siden Nparteredes og sendtes ned til Verden hver for sig, saa at de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlig144|hed. »Men forresten skal du ikke bryde dit Hoved for meget med den Ting,« havde han sagt. »Hold blot dine Øjne aabne, saa du kender ham, din paradisiske Tvillingbroder, naar han engang kommer. Andet Raad kan jeg ikke give dig.« Historien havde gjort et stærkt Indtryk paa hende dengang. Det var saa forunderligt lokkende at tænke paa, at der et Sted i Verden gik en »Halvpart« omkring og søgte efter hende. Alle ensomme Mænd saae hun spørgende ind i Øjnene: Er det dig? ... Men endnu før hun fyldte de Tyve havde hun opgivet Haabet om at finde den længselsfuldt Savnede. Hun følte sig saa ulig alle andre Mennesker; ja Tanken om en saadan mandlig Dobbeltgænger indgød hende til Tider Skræk og Uhygge. Da hun første Gang forelskede sig i Torben Dihmer løj hun derfor baade for sig selv og ham. Men forresten havde hun vel ikke været helt sikker paa, at han ogsaa var den rette. Først nu vidste hun det. Hun følte det i disse Øjeblikke næsten smerteligt voldsomt, at han var den eneste Mand, hun nogensinde virkelig havde elsket.

Efter Bordet samledes Gæsterne ude i den store hall, der optog hele Bygningens Midterparti og var høj og hvælvet som en Kirke. Her præsenteredes NToiletterne. De eleganteste og mest nedringede af Damerne anbragte sig gavmildt i de brede Kurvestole 145| midt paa Gulvet, og Herrerne gik rundt med Monoclen i Øjet og bedømte de udstillede Varer som Kendere. Der var mange Slags Folk, og hver Nation havde sit Ansigt, men det voldsomme elektriske Lys paasatte dem alle den samme Dødningemaske. Der var Børsmænd fra Berlin og Wien, ferierende Fabriksdirektører og store Handelschefer, tunge og udslukte som frakoblede Maskiner; der var et Par af disse Nlandløbende unge Levemænd, der om Dagen gjorde Vejene usikre med deres tordnende Biler og om Aftenen udbredte Nervøsitet paa Hotellerne med deres Fruer eller Kærester i dristig Halvnøgenhed illumineret af Diamanter. Der var den allestedsnærværende russiske General, to Ndøtrerige Godsejerfamiljer fra Pommern og en berømt Heltetenor Signor Busini, en stor kælen Kødmasse med Ringe i Ørene og malede Kinder. Men der var ogsaa ganske almindelige NManufakturister og jævne tyske Pølsefabrikanter med deres Koner, der sad stille henne i Krogene og andægtig udsvedte Bordets Glæder. Der var en armenisk Præst, en hinduisk Plantageejer fra NCeylon og to af NHimlens Sønner, der vakte megen Opsigt med deres pragtfulde Silkekaaber.

Ved den ene af Salens Vægge var der af en Forhøjning og nogle store Bladplanter dannet en aaben Scene, hvor der hver Aften efter amerikansk Mønster optraadte en Række Artister til Gæsternes 146| Underholdning ved Kaffen og Tobakken. Programmet bød denne Dag paa en Negerkomiker, Nneapolitanske Dansere, et Tyrolerkor og et NTintamaresque-Teater. Til Indledning gjorde Hotellets Orkester Honnør med et fejende Musikstykke.

Torben havde ledsaget sine Damer hen til en af de lange Sofaer ved Væggen, hvor de plejede at sidde under Aftenunderholdningen. Mellem saa mange af den store Verdens Luksuskvinder tog den danske Ministerenke og hendes Datter sig beskedne ud; men hvor de viste sig, vakte deres smukke Skikkelser dog altid Opmærksomhed og efterlod et Kølvand af interesseret Hvisken og Spørgen. Blandt Jyttes specielle Venner fremkaldte nu Torbens Opdukken stor Nysgerrighed. Hr. NOberverwaltungsgerichtsrat v. Auen nærmede sig øjeblikkeligt og lod sig forestille for at faa at vide, hvem han var. Han optraadte med Nhofmæssig Elskværdighed; men Torben, der genkendte Manden som en af Jyttes Kavallerer fra om Formiddagen, hilste ham med isnende Tilbageholdenhed.

I det samme blev der Bevægelse omkring i Salen. Alle saae hen mod den store, forgyldte Trappe, der i Salens ene Ende førte op til Hotellets Bel-Etage. En lille, gammel Dame med emaljeret Ansigt og ungdommelige Lokker bevægede sig langsomt ned ad Trinnene ved en Sygeplejerskes Arm. En NKam147|merjomfru bar det umaadelige Slæb af æblegrønt Fløjl, og bagefter fulgte en Tjener med en Dværghund i en Kurv. Dette pyntede og opsminkede Lig, der tilhørte et af de regerende Fyrstehuse, spiste af Etikettehensyn paa sine egne Værelser men mødte bagefter Nregelmæssig til Varieteunderholdningen. Med noget Besvær blev det bragt til Sæde i en Lænestol midt for Scenen, hvor det Ngav en kort Kur, inden Forestillingen begyndte.

Torben var imidlertid bleven bortført af sin Ven NGeneralkonsulen, som absolut vilde forestille ham for sin Kone, der sad i en af Sofaerne ved den modsatte Væg. Det viste sig at være en ganske køn, noget korthalset Dame i en Slags græsk Gevandt og med NNæseklemme. Bag Gevandtets hvide Folder rundede sig en Barm af udpræget moderlig Form; men Ansigtet besad trods en selvsikker Mine den vage, kønsløse Fylde, der som en Søskende-Lighed præger saa mange velhavende unge Fruer, der føder deres Børn Nunder Kloroformmaske.

»Jeg ønsker Dem velkommen her til Sollandet,« sagde hun paa en Maade, som om det var hende, der var Værtinde der. »Ja, De ser nok ud til at kunne trænge til at faa den kære Sol til Ven. Men det gør vi jo Alle. Hvorlænge tænker De at blive her?«

148| »Jeg rejser saa snart som muligt,« svarede Torben mørkt.

»Længes du allerede hjem?« udbrød Vennen. »Er det dine Køer og Faar og Stude, du ikke kan undvære længer? Du skal jo have faaet stor Interesse for NLandvæsenet, har man hørt.«

»Aa ja; jeg kan virkelig undertiden faa Hjemve efter Nde Umælende.«

»Ja – hjem til Naturen! Det er netop ogsaa vort Løsen!« begyndte Generalkonsulen, men en lille Bevægelse af Fruens Haand standsede ham brat.

»Vil De sige mig, Godsejer Dihmer,« tog hun derpaa selv Ordet. »Kender De det wellerske System ? ... For Dem som Sociolog og Politiker maa det have særlig Interesse at lære denne store Bevægelse at kende. Jeg skal tillade mig at sende Dem en Brochure – »Folkenes Velfærd« hedder den – den er udgivet af vor Forening, og De vil bag i Bogen finde Uddrag af Breve og andre skriftlige Vidnesbyrd om den Velsignelse, som den wellerske Sundhedslære allerede har bragt til mangfoldige Hjem i alle Lande.«

»Det drejer sig om en Verdensbevægelse, forstaar du. Helt ovre i Tokio har vi en Missionsstation,« faldt hendes Mand ind men blev igen bragt til Tavshed af Fruens Lillefinger.

»Selve Bogen maa jeg ogsaa bede Dem om at 149| læse med Velvilje. Vi har kaldt den en første Ledetraad til systematisk Udvikling af legemlig og sjælelig Harmoni, og Dr. Weller har avtoriseret den. Den er udarbejdet i populær Form men paa uangribeligt videnskabeligt Grundlag, i nøjeste Overensstemmelse med Fysiologiens Love. De fleste Nutidsmennesker har jo af lutter Ukyndighed vanrøgtet baade Sjæl og Legeme saa sørgeligt, at en Sundhedslære maa begynde helt forfra, saa at sige med en A. B. C. Det nye Menneske maa opbygges i os lige fra Naturgrunden; derfor begynder vi med Tyggeøvelser ligesom hos det diende Barn og gaar herfra gradvis frem gennem Arm- og Benbevægelser svarende til Barnets forskellige Alderstrin, indtil det svækkede Legeme er bleven modent til den egenlige Gymnastik.«

»Ja, Gymnastikken er Styrkens og Manddommens Amme!« fik Generalkonsulen endelig Lov til at efterplapre. »Det Ord lancerede min Kone fornylig i en brillant Artikel i vort Foreningsblad – den maa du absolut læse! Det er ogsaa slaaende sandt, hvad Professor Rosenheim sagde i et Interview forleden – –«

Der blev i det samme ringet paa en Klokke. Den første Artist stod – dybt bukkende – paa Scenen. Det var en hæslig lille Mulat i NKjole, hvid Silkevest, Laksko og hvide Handsker. En Abe i dress.

150| Torben greb straks Lejligheden til at trække sig bort. Men paa Vejen hen til sine Damer blev han standset af Direktør Zaun, der hele Tiden ubemærket havde kreset omkring ham paa Afstand.

»Undskyld, Godsejer Dihmer, vil De tillade mig at opholde Dem i to Minutter?«

Tidspunktet kunde ikke have været uheldigere valgt. Torben havde netop opdaget, at v. Auen under hans Fraværelse havde taget Plads ved Siden af Jytte, og han saae nu ogsaa, at Jytte laante hans Kikkert for at betragte Mandslingen paa Tribunen.

»Hvormed kan jeg tjene Dem?« spurgte han brysk.

I stadigt Haab om at blive genkendt tog Direktøren sin Guldlorgnet af og præsenterede ham sit nøgne Ansigt.

»Det er ikke saa ganske lige til at forklare. Jeg vilde derfor gerne have Lov til at aflægge Dem et Besøg en Dag, naar det passer Dem. Forresten har jeg en frisk Hilsen at bringe Dem fra en fælles Bekendt, Professor Asmus Hagen. Det var Professoren, der meddelte mig, at jeg vilde kunne træffe Dem her.«

»Er De taget herned for at træffe mig?« spurgte Torben aandsfraværende.

»Naa – næ – det er maaske for meget sagt. Professor Hagen er min Læge og har ordineret mig Rekreation. Men jeg nægter ikke, at naar jeg har 151| valgt at lægge min Rejse om ad denne Kant, saa var det især af Hensyn til, at De ventedes hertil. I salig NApril-Foreningens Dage havde jeg oftere den Fornøjelse at være sammen baade med Dem og Professoren.«

Et Sted i Baggrunden af Torbens Bevidsthed dukkede der et Erindringsbillede frem, som lyste klart et Nu men var borte med det samme. Han havde set for sig en lavloftet, røgfyldt Sal med en hujende og mjavende Forsamling omkring en Talerstol, paa hvilken denne lille sortskæggede Mand stod og gestikulerede lidenskabeligt.

»Det er da ikke om Politik, De vil tale med mig?« spurgte han.

»Jo ... unægtelig.«

»Men De veed dog vist, at jeg i lang Tid har holdt mig borte fra al Deltagelse i den politiske Debat.«

»Netop derfor.«

»Det forstaar jeg ikke.«

»Som sagt – det vilde blive for omstændeligt at udvikle her. Dersom De vil opgive mig en Tid, da jeg kan træffe Dem, skal jeg tillade mig at søge Dem en af de nærmeste Dage.«

Der var et Par Gange bleven tysset paa dem af Folk i Nærheden. Nu vendte en tyk, skaldet Herre med Svinetryne sig forbitret om imod dem og kræ152|vede Tavshed. De havde ikke lagt Mærke til, at der efterhaanden var bleven ganske stille i Salen. Den sortegraa Artist, hvis Specialitet det var at efterligne Dyrelyde, agerede i Øjeblikket en Mand paa Fluefangst. Med forbløffende Livagtighed eftergjorde han en sorgløst omkringflyvende Spyflues Summen, og da han havde fanget den, hørte man først dens vrede NKogen i hans lukkede Haand, derpaa dens hvislende Kamp for Befrielse, idet han trak det indbildte lille Kræ frem ved den ene Vinge. Da han tilsidst trykkede det ihjel under Spidsen af sin besløjfede Laksko og man hørte det lille fugtige Svi-vit, hvormed den masedes, blev han hyldet af hele Salen saa hjerteligt som nogen Løvedræber paa en romersk Arena.

Torben havde trukket sig bort fra Direktør Zaun uden at sige Farvel og uden at give ham sin Adresse. Og i Stedet for at gaa tilbage til sine Damer, søgte han ind i Læseværelserne, hvor der i Øjeblikket var ganske tomt.

Her kastede han sig i en af de store Læderstole og gav sig ganske hen i sin Fortvivlelse.

Han havde den samme Fornemmelse som han saa ofte havde haft i Wiesbaden, at han plagedes af et Mareridt og ikke kunde vaagne. Han følte det, som om alt dette med hans Helbredelse var en ulykkelig Indbildning. Var han ikke meget sna153|rere død for længe siden og ført ned i Underverdenen, nedstyrtet til de Fordømtes Rige for her at pines af Erindringen om sin upaaskønnede Fred og Lykke i Sygestuen paa Favsingholm? ... Hvad skulde han gøre? Han følte sig aldeles hjælpeløs. Og Jytte sad derinde og havde det Naabenbart rigtig rart i dette Skyggerige, der syntes ham saa uudholdeligt dumt og uværdigt! ... Men han var syg. Uhelbredeligt syg. Det nyttede ikke at ville lyve sig fra det. Hans Nforvendte Syn havde Asmus Hagens Piller ikke kunnet rette paa. Hans inderste, egenlige Jeg gik endnu stadig Afmagtens og Livsskyhedens triste Krykkegang derhjemme i de mørke Stuer paa Favsingholm. Og nu havde han tilmed faaet en ulykkelig Forelskelses hele Latterlighed at slæbe om med. Denne forkomne Ungdomskærlighed havde deroppe i Ensomheden ædt sig ind i hans Organisme som Giften fra et gammelt Saar – havde forhærdet sig til en fiks Ide, der gjorde hans Eksistens uhyggelig endogsaa for ham selv. I Stedet for at rejse til München, hvor en stor og smuk og glad Kvinde ventede ham, sad han her og sukkede som en forelsket Konfirmand; – ja havde han ikke staaet dernede ved Vandet idag og udspioneret Jytte gennem en Kikkert ligesom Nden skinsyge Ferdinand i Operetten? Saa vidt var det allerede kommet med ham! Det var Resultatet af den kloge Asmus Ha154|gens Trolddomskunster. Sin Ligskjorte havde han faaet ombyttet med en NNarrekappe. Hvad var der vundet? ... Og Asmus maatte jo have forudset det, siden han udtrykkeligt havde anbefalet ham at være forberedt paa alle en ny Pubertetsperiodes Latterligheder og Galskaber! –

Inde i Salen var Negeren imidlertid bleven afløst af nogle Nsortsmudsede Dansere, der sparkede omkring sig til et Nkannibalsk Spektakel af Kastagnetter og Tamburiner: Mændene figurerende med aabenstaaende Skjorter og NSvømmebukser, Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i kødfarvet Triko. Det kaldtes paa Programmet for neapolitansk Folkedans.

Jytte havde igen laant Hr. v. Auens Kikkert, dog kun for at søge efter Torben. Hun havde holdt Øje med ham baade da han blev forestillet for sin Vens Kone og siden, da han opholdtes af Direktør Zaun. Men pludselig var han forsvunden for hende, og hun begyndte at blive urolig.

»Hvor har Vorherre den unge Hr. Mohn i Aften?« spurgte Oberverwaltungsgerichtsraten, da hun gav ham Kikkerten tilbage. »Skulde det være blevet til Alvor med hans Rejse?«

»Det er det vel nok.«

»Jeg har virkelig ondt af den unge Mand. Han 155| skulde have haft Lov til at dø i Fred i sit Hjem. Han kommer aldrig levende tilbage.«

»Nej, det gør han vel ikke,« sagde Jytte uden at vide, hvad hun svarede paa. En Angst havde Nbetaget hende. Hun sad og overvejede, om hun skulde sige det til Moderen, at Torben Dihmer var gaaet. Maaske var han bleven syg ...

I det samme saae hun ham komme inde fra Læseværelserne, og hendes Øjne blev dybe, og hun smilte af hemmelighedsfuldA Lykke. Hun vidste det ikke selv, men Hr. v. Auen saae det og straks gik Elskværdigheden af ham. I samme Øjeblik, Torben naaede hen til dem, rejste han sig op og vendte ham sin pomadiserede og skilte Nakke med hofmæssig Uforskammethed.

Paa Grund af Torbens Nærværelse følte Jytte sig pludselig generet af de kortskørtede Damer og deres raa Hvin, og hun hviskede til Moderen, om de ikke skulde gaa.

»Detteher er ækelt,« sagde hun. »Jeg tror heller ikke, at Torben Dihmer morer sig.«

Baade Moderen og Torben var lette at overtale. Naar Fru Bertha i det hele taget deltog i disse Aftenunderholdninger, var det kun for at skaffe Jytte en Adspredelse, at hun ikke skulde sidde derhjemme og falde sammen eller ødelægge sig ved Klaveret.

156| Udenfor var det klart Maaneskin. Det saae ud, som om det havde snet. Stien foran dem, Appelsintræernes og NSkærmpinjernes tætte, mørke Løvmasser og Hustagene nede i Byen var vinterligt hvide. Det var kun Fru Bertha, der lagde Mærke til det, og hun sagde ogsaa nogle Ord derom; men iøvrigt fulgtes de op til Villaen i Tavshed.

Ved Gitterporten ind til Haven sagde Torben Farvel.

»Vil De allerede gaa? ... Naa ja, De har Lov til at være rejsetræt,« sagde Fru Bertha. »Sig mig, vil De ikke glæde os med at drikke Deres Morgente sammen med os imorgen Klk. 9? Vi faar den serveret her hos os selv, og det er virkelig ganske hyggeligt. Altsaa: Paa Gensyn!«

Uden at vente paa hans Svar gik hun ind for at lade de unge tage Afsked alene. Hensigten var lovlig tydelig og forstemte Jytte. Hun skyndte sig at give Torben Haanden for at følge ind med Moderen; men da han holdt hende tilbage, blev hun alligevel staaende.

»Tilgiv ... Men jeg maa bede Dem sige Deres Moder, at hun ikke skal vente mig imorgen.«

»De kommer ikke?«

»Nej ... jeg rejser.«

»Rejser? Men De er jo lige kommen?«

»Ja; og jeg skulde aabenbart helst være bleven 157| helt herfra. Det var en Misforstaaelse af mig. Det indser jeg godt nu. Jeg passer ikke længer til Selskabet her.«

»Men hvad er det for noget?«

Det kom som et Udbrud, uforvarende, angstfuldt næsten. Torben lyttede. Havde han hørt rigtigt?

Han saae prøvende paa hende.

»Vilde det ikke være Dem imod, at jeg kom og gik her ligesom i gamle Dage hjemme i Dronningens Tværgade? ... Tør jeg endnu betragte mig som en Ven og en lille Smule af en Kammerat?«

»Ja – naturligvis!« sagde hun men søgte dog nu at trække sin Haand til sig.

Han saae hende rødme i Maaneskinnet, og han følte hendes Hjertes Uro gennem Pulsslaget i hendes Haand, som han ikke vilde slippe. For sin egen Skyld vovede han dog ikke i Øjeblikket at trænge stærkere ind paa hende. Han mærkede, at han var i Færd med at miste Selvbesindelsen. Blodet var steget ham voldsomt til Hovedet, og hans Tanker var løbske.

Han nøjedes med at bøje sig ned over hendes Haand og kysse den med Ærbødighed. Og idet hun nu gik ind, blev han staaende med blottet Hoved, indtil hun var ude af Syne, og fulgte derefter Lyden af hendes Skridt paa hele Vejen op gennem Haven. Først da han havde hørt Døren 158| deroppe blive lukket, vendte han sig om og gik langsomt bort.

Inde i Stuen havde Fru Bertha tændt Lampen og sad allerede med en Avis. Hun saae ikke op, da Jytte kom ind, men lod som om hun var optaget af Læsningen.

Jytte var hende taknemlig for denne Forstillelse. Hun havde gerne sat sig hen hos hende og smaasnakket en lille Tid om ligegyldige Ting, inden hun gik i Seng. Uvilkaarligt frygtede hun Ensomheden oppe i sit Kammer. Men hun følte sig heller ikke helt tryg overfor Moderen, var bange for, at hun alligevel skulde give sig til at tale om Torben Dihmer og maaske spørge hende ud. Og hun havde jo i Virkeligheden ingenting at fortælle. Det hele var ogsaa kommet ganske anderledes end hun havde ventet. Hvad havde hun i Grunden svaret? ... Men nu vidste han det altsaa.

»Jeg tror, jeg gaar op med det samme,« sagde hun og lukkede sit Klaver.

»Ja, gør du det! Det er heller ikke for tidligt.«

Jytte gik mod Sædvane hen og kyssede Moderens Kind til Godnat. Fru Bertha holdt stadig Øjnene i sin Avis. Først efter at Jytte var gaaet, saae hun op. Og da smilte hun lidt og saae tankefuldt frem for sig.

Oppe i sit maanelyse Kammer blev Jytte staaende 159| ved Vinduet nogen Tid uden at lukke det. Hun troede endnu at kunne høre Torbens Skridt nede paa den fliselagte Sti mellem de høje, genlydende Havemure. Og hun tænkte: Dernede gik et Menneske, der nu raadede over hendes Liv; en fremmed Mand, til hvem hun havde betroet sin hele Lykke. Det var ikke til at forstaa, og dog var det saadan, og hun havde selv villet det saadan. Tidligere havde hun ikke kunnet lade være med at holde af Torben Dihmer, endskønt hun egenlig ikke havde villet det; men nu følte hun, at hun ønskede at tilhøre ham, at hun længtes efter at blive hans, helt og inderligt, med Sjæl og Legeme – ja, ogsaa med sit elskovssyge Legeme.

Gennem hendes Erindring jog paany det vilde Skrækkens Tog af alle hendes gifte Veninder, som bestandig i den sidste Tid havde vist sig for hende baade om Dagen og i hendes Nætters urolige Drømme. Hun havde været sammen med de fleste af dem paa deres Bryllupsdag, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under NMyrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam. Der var Emmy, som allerede var bleven skilt to Gange og nu trøstede sig med god Mad og platoniske Tenorforelskelser. Og der var Lydia og Fennimor og – aa Gud ja! – stakkels Kitty, den 160| fineste og kærligste af dem alle, hvem Samlivet med en smuk Garderofficer havde brutaliseret, saa hun nu levede et tøjlesløst Liv i det sletteste Selskab. Skulde det nu Ntimes hende selv engang at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke? – Men da vilde hun hellere dø.

Hun lukkede Vinduesskodderne i med en Nskudrende Bevægelse og tændte Lys. Hun var kommen til at fryse og vilde skynde sig i Seng. Men de mørke Tanker blev ved at flagre om hendes Lykke som Natsværmere omkring et Lys og lod sig ikke forjage. Da hun sad foran Spejlet i sin Natdragt og plukkede Naalene ud af sit Haar, sank Hænderne tungt ned i hendes Skød og blev liggende der.

Hvorfor skulde netop hun blive den ene af Tusinde, hvem Kærlighedsdrømmen ikke skuffede? Tilmed kendte hun i Grunden slet ikke sin tilkommende Mand. For det var jo saadan, at hun alligevel igen havde taget fejl af sine Følelser eller været troløs imod dem. Det var jo en hel anden Mand, hun var kommen til at holde af. Den Torben Dihmer, hun i alle disse Aar havde længtes efter, ham havde hun allerede halvvejs glemt. Det var denne underligt stille og barske Fremmede, hun nu elskede og havde knyttet sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften. 161| Saadan var hun! Og hun vilde aldrig blive anderledes! ...

Hun havde saa ofte maattet høre, at hun lignede sin Moder, og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Torben Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og saa et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Hun havde nogle Gange selv forsøgt at trænge ind til Bunden af sit Væsens Urskovs-Dyb men var altid hurtigt flygtet – grebet af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger, og vilde Rovdyrøjne havde glødet hende imøde inde fra Mørket. Men alt dette skulde Torben Dihmer vide. Hele hendes Liv skulde ligge aabent for ham, saavidt hun selv kendte det. Og saa skulde han sige hende, om han alligevel kunde holde af hende ...

Hun hørte Moderen komme op ad Trappen. Hurtigt krøb hun i Seng og slukkede Lyset. Da Døren til Sideværelset lidt efter sagte gik op, lod hun, som om hun sov.