Torben gik denne Aften lige hjem til sit Hotel. Han var ikke længer saa tilfreds med Dagens Udbytte. Paa sit Bord fandt han nogen Post, der var sendt efter ham fra Wiesbaden, deriblandt en Avis i NKorsbaand, der gjorde ham lidt nysgerrig, fordi han i NUdskriften genkendte Asmus Hagens Nilfærdige Lægepen. Alligevel blev han siddende med Avisen i Haanden uden at bryde Omslaget.

Hans Tanker var bleven tilbage hos Jytte. De forfulgte hende mistænksomt paa de gamle Snigveje. Der var altsaa ogsaa en Hr. Mohn! Det var allerede Nummer to! Var der flere? Og havde hun maaske ladet sig kysse af dem Alle i Skjul af et Par høje Havemure? ...

Der blev banket paa hans Dør.

Tjeneren bragte et NKort.

»Er den Herre derude? Bed ham om at ulejlige sig herop!A« sagde han og var taknemlig for at blive revet ud af sine lumre Tanker, som han nu skammede sig over.

201| Tjeneren aabnede atter Døren, og Direktør Zaun tumlede ind med en Undskyldning, fordi han forstyrrede saa sent paa Dagen.

»Jeg havde ventet at træffe Dem ved Middagen paa Hotellet. Da mit Haab skuffedes, og jeg dog skulde gaa min ordinerede Aftentur, forsøgte jeg at finde Dem her ... Jeg bringer en Nyhed, som forhaabenlig vil interessere Dem.«

»Tag Plads! Tag Plads!« sagde Torben. »Jeg er lutter Øre!«

»NTingets Opløsning er besluttet!« forkyndte Hr. Zaun allerede i halvt siddende Stilling. »Jeg kan ikke saa godt nævne min Kilde, men den er fuldt tilforladelig. Valget kommer i Begyndelsen af Juli. De erindrer maaske, at jeg igaar angav nøjagtigt det Tidspunkt som det sandsynligste i Tilfælde af Opløsning.«

Torben nikkede. Han tænkte paa, at Valget altsaa vilde falde akkurat paa den Tid, da han haabede at kunne holde Bryllup.

»Jeg rejser nu hjem imorgen eller iovermorgen. Partibestyrelsen skal samles næste Torsdag. Det er jo yderste Tid at tage fat paa Forberedelserne. Og nu vilde det unægtelig være mig meget kært – ja, jeg vilde føle det som noget af en personlig Triumf for mig, om jeg kunde medbringe Deres Tilsagn om at overtage en Kres.«

202| »De rejser hjem?« spurgte Torben for at vinde Tid.

»Ja, imorgen Aften, senest Mandag Morgen.«

»Men Deres NKur, Hr. Zaun? De skulde jo gennemgaa en Kur her.«

»Ja, den maa jeg altsaa desværre afbryde. Det er der ikke noget at gøre ved,« sagde han, og hans ellers saa mistrøstige Øjne lyste ved den nære Udsigt til en Valgkamps Travlhed og Spænding. »Gudbevares! Jeg betragter mig ikke som uundværlig; men jeg har nu i flere Aar haft Partiets Valgadministration under mig og derved erhvervet mig et NPersonalkendskab, som ikke saa ganske let lader sig erstatte. Og dennegang gælder det jo en afgørende Styrkeprøve. Lider den borgerlige Liberalisme Nederlag, har vi enten NAbsolutismen over os eller den sociale Revolution.«

»Jeg maa gøre Dem et Spørgsmaal,« afbrød Torben ham. »Dersom jeg har forstaaet Forholdene rigtigt er det Hensigten at indgaa i Valgforbund med NArbejderpartiet. Er det ikke saadan? Jeg holder af at have Tingene paa det rene og maa derfor udbede mig Oplysninger.«

Direktøren krympede sig lidt ved Svaret.

»Nogen officielt anerkendt Alliance vil der næppe blive Tale om. Det vilde sikkert heller ikke være nogen klog Taktik i Øjeblikket. Men – unægtelig 203| – vi vil bestræbe os for underhaanden at faa et Samarbejde bragt i Stand i adskillige Valgkrese.«

»Nuvel. NMen tror De saa egenlig, at det vilde være heldigt for Partiet at have en Mand som mig paa sin Kandidatliste – en Godsejer?«

»Men ingen almindelig Godsejer – om jeg maa bede! En Godsejer, der hylder de Ideer om Retten til Jord, som De i sin Tid tog Ordet for i NAprilforeningen. En Godsejer, der er erklæret NGeorgist.«

»Aa, det er saa længe siden!«

»Det gør ikke noget. Vi lader Deres Udtalelser fra dengang optrykke i NPartiets Blade Landet over, og jeg lover Dem at interessere mig personlig for, at ogsaa Arbejderbladene optager dem. Men forresten nærer jeg aldeles ingen Ængstelse for, at man skal tvivle om Oprigtigheden af Deres Tilslutning til os, allermindst efter at De nylig paa en saa smuk Maade i Gerning har givet Bevis for Deres humane Syn. Jeg tænker naturligvis paa den Stiftelse, De har oprettet paa Deres Gods. Var det ikke et Alderdomshjem? Jeg vil sige Dem, at den Foranstaltning har gjort Dem meget populær i Arbejderkrese.«

Torben afbrød ham igen med nogen Utaalmodighed. Det var ham ubehageligt at blive mindet om den Sag. Meget mod hans Vilje havde alle Landets Aviser Nillumineret hans Navn i Anledning af denne Smule Velgørenhed, som ogsaa paa anden Maade 204| var bleven ham til Ærgrelse og Skam. I næsten hvert Brev, han havde modtaget fra sin NInspektør eller fra NGodsskriveren, var der bleven forebragt ham Klager fra Asylets Beboere, der var misfornøjede med Alt og levede i evig Ufred. Et Par af dem var endogsaa paa opsigtsvækkende Maade flyttet tilbage til Sognets smudsige Fattighus, og – hvad der gjorde ham mest ondt – skræmmet af Spektakkelmagerne havde gamle Barbara en Dag i al Stilhed forladt Favsingholm med sine faa Pakkenelliker, og Ingen vidste, hvor hun var tyet hen. Det syntes saaledes at skulle gaa bogstaveligt i Opfyldelse, hvad Mads Vestrup, den Ulykkesprofet, havde spaaet ved deres sidste Møde, at der »ingen Velsignelse vilde blive ved det Hjem.«

Hr. Zaun tog et stort Papir op af sin Brystlomme. Det var Partibestyrelsens Udkast til et nyt Program, der skulde vedtages paa det forestaaende Landsmøde. Han bad om Tilladelse til at oplæse det i sin Helhed, i hvilken Anledning han rejste sig med Lorgnetten i Haanden og stillede sig op i Talerstilling bagved Stolen.

Torben hørte opmærksomt efter. Det var løfterige Ord om NHusmandsbevillinger, om forøget Alderdomsunderstøttelse, om NTyendets Frigørelse, om NValgretsudvidelse, om Præmier for Havedyrkning o. s. v. – den hele lange Række af Partiets »Mærkesager«, som 205| engang havde lyst ogsaa for ham som Milepæle paa Vejen ud mod et lykkeligt Retfærdighedsrige. Nu følte han ret, hvor uhjælpelig fremmed han var bleven for meget af sin egen Fortid med dens naive Tro paa alle Slags menneskelige Paafund. Al denne glade Bebudelse lød uhyggelig i hans Øre. Men han havde i Øjeblikket heller ikke Tanke for meget andet i Verden end at vide Grunden til Jyttes Skyhed. Hans genvundne Manddomskraft sad foreløbig Nfangen som Herkules og holdt Garn for Lydiens Dronning; og før han følte fast Grund under sin egen Lykke, kunde han ikke bryde sig stort om andres.

Samtalen endte da ogsaa uden noget Resultat. Jo ivrigere Hr. Zaun blev for at aflokke ham et bindende Løfte, desto bestemtere blev han vist tilbage.

»Jeg er bleven vant til at have en lang Betænkningstid,« sagde Torben. »Jeg vil i hvert Fald have Lov til at sove paa det.«

Den Anden iagttog ham et Øjeblik mistænksomt over sine Briller.

»Men længere end til imorgen Aften kan jeg altsaa ikke godt vente paa Deres Svar.«

»Til den Tid skal De saa ogsaa have det,« sagde Torben og lod nu forstaa, at han ønskede en Afslutning.

206| Da han havde fulgt Direktøren tildørs, blev han nogen Tid staaende ved Siden af sin Stol og faldt i Tanker med Haanden paa dens Ryg. Han tænkte paa, hvad Asmus Hagen og hans andre politiske Ungdomsvenner vilde sige, i Fald han afslog at lade sig engagere som offenlig Personlighed – i hvert Fald foreløbig. Og Fru Bertha? Hun vilde ikke tilgive ham det. Til Gengæld vidste han, at han vilde finde Forstaaelse hos Jytte, og det var ham unægtelig det vigtigste. Han havde ikke glemt, hvordan hun engang havde talt respektløst om selve Ministerværdigheden og ment, at hendes egen Fader havde betalt den med sit Liv. – Aa, hun havde været den eneste kloge!

Hans Øje faldt i det samme paa Asmus Hagens Korsbaandssending, der stadig laa uoplukket paa Bordet, og han satte sig endelig ned og brød Omslaget.

Det viste sig at være et Nummer af et liberalt Hovedstadsblad, som Vennen undertiden selv skrev i. Her fandt han paa Forsiden en Meddelelse afkrydset med et blaat Blyant og forsynet med to mægtige Udraabstegn i Marginen. Endnu halvt fraværende løb han Linjerne igennem, indtil han stødte paa Mads Vestrups Navn. Saa begyndte han forfra og læste nu, at Præsten til NFavsing og Lime, der for sin Provst havde tilstaaet sig skyldig i NOvertræ207|delse af det sjette Bud, var bleven afsat fra sit Embede og straks havde forladt Sognet sammen med sin Familje.

Torben kastede sig tilbage i Stolen og lagde Armene over Brystet.

»Det var som Pokker!« tænkte han højt.

Iøvrigt huskede han nu godt, at der allerede forinden han rejste hjemmefra var gaaet sære Rygter om Mads Vestrups Sindstilstand. Hans Godsskriver havde ogsaa senere engang i en Efterskrift til en af sine Ugeberetninger omtalt et Optrin i Favsing Kirke, hvor det mærkværdige Menneske midt under sin Præken var kommen til at hulke saa voldsomt, at det havde været uhyggeligt for alle Tilstedeværende. Her kom altsaa Forklaringen!

Han tog igen Avisen, og da han nu læste Meddelelsen anden Gang, virkede den forstemmende paa ham.

»Stor Præsteskandale i Jylland – En Helvedprædikant paa gale Veje – Interviews med Beboerne – Hvad der skete bag Høstakken,« stod der i brølende Overskrifter. Hele Dagspressens NStøverkobbel var sluppet løs paa den arme Mand, der aabenbart i Fortumlelse var flygtet fra Hus og Hjem og nu stod Npaa bar Bakke med en syg Kone og en Flok smaa Børn.

Han rejste sig op og slængede Avisen fra sig. Han 208| havde Nsaavist ingen Grund til at ynke den selvretfærdige Landsbyapostel; men dette Triumfskrig var ham dog afgjort imod. Og at Asmus gad stemme i med!

Aa jo, han kunde alligevel godt have Lyst til at Nfaa et Ord med i Laget! ... Kun frygtede han for, at Ingen vilde kendes ved ham igen. Han gjorde det jo knap nok selv. Her havde han gaaet med Erindringens Lygte og søgt efter sit gamle Jeg, der var død for længe, længe siden. Af den Grund havde han haft saa vanskeligt ved paany at orientere sig i Verden, og foreløbig følte han sig jo ogsaa temmelig ufri og forlegen i sin forvandlede NMenneskelighed – omtrent som en Konfirmand i sine nye Klæder.

Derfor var det vel ogsaa bedst, at han endnu en Tid forblev i Stilheden og søgte at blive klar over, hvad det var for en underlig Slags NMellemvæsen, han var bleven til. Vorherre maatte saa efter Evne tage Vare paa Danmark saalænge!