Klokken var tre om Natten, og Fru Bertha laa i dyb Søvn, da hun vaagnede ved at høre Jyttes Stemme. Endnu før hun fik sig helt besindet, Nrejste hun sig overende. HunA havde straks paa Tonen forstaaet, at der var Nød paafærde. Jytte stod 209| tænderklaprende ved Siden af Sengen i sin Natdragt og bad om hun ikke maatte komme lidt ned hos hende. Hun kunde slet ikke sove, sagde hun. Døren til hendes Kammer stod aaben, og derinde brændte Lyset paa Natbordet med en lang NTande.

»Hvad er der, Barn? Er du syg?«

Jytte krøb ned til Moderen og lagde sig tæt ind til hende som et Barn, der er blevet bange i Mørke. Hendes Hænder og Fødder var som Is, og der gik Jag paa Jag igennem hende som Febergys.

»Fortæl mig nu, hvad der er i Vejen,« sagde Fru Bertha, da hun havde dækket godt til omkring hende. »Har du drømt noget stygt?«

»Jeg siger dig jo, jeg har slet ikke sovet.«

»Hvad er der da? Du gør mig forskrækket.«

»Jeg kan ikke sige det, Mor! Det er altfor forfærdeligt!« brast det ud af hende og hun gemte sit Ansigt ved Moderens Bryst.

»Prøv nu paa at samle dig lidt. Er det noget med Torben Dihmer?«

»Ja.«

»Har han friet til dig?«

»Ja.«

»Og hvad har du saa svaret ham?«

»Aa, jeg veed ikke. Men du maa sige det til ham, Mor, at jeg ikke kan holde saa meget af 210| ham som jeg gerne vilde. Vil du? Jeg kan det ikke selv!«

Hun havde løftet Hovedet og slaaet Armene om Moderens Hals som en Druknende.

»Hvorfor har du ikke sagt det før? Da jeg forleden udtrykkeligt spurgte dig, svarede du anderledes.«

»Jeg vidste det ikke dengang. Men nu veed jeg det. Med fuldkommen Sikkerhed veed jeg, at jeg ikke holder af ham og aldrig har gjort det. – Du maa faa ham til at rejse, Mor. Naar du siger det til ham, saa tror han det.«

»Saa er det altsaa alligevel den Anden, du holder af?«

Jytte tav hertil. Hun ønskede, at Moderen skulde tro, det forholdt sig saadan. Og forresten vidste hun i Øjeblikket heller ikke, om hun ikke virkelig holdt af Hr. v. Auen.

»Aa, Jytte, hvad skal der blive af dig?«

»Tror du ikke, jeg tidt selv har spurgt om det samme? Men saadan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes. – Og saa vil du altsaa sige ham det, Mor? Straks imorgen Formiddag maa du gaa til ham og sige ham hele Sandheden.«

Moderen lovede det, for at faa hende rolig. Hun forstod, at Jytte foreløbig for enhver Pris maatte 211| bringes ud af sin hjælpeløse Tilstand, dersom hun ikke skulde miste sin Forstand.

»Men nu skulde du prøve paa, om du ikke kunde falde lidt til Ro. Vi kan begge to trænge til det.«

»Maa jeg blive her?« spurgte Jytte. »For saa tror jeg næsten, at jeg kan sove nu.«

Hun skubbede sig tilrette i Moderens Arm og aandede befriet ud i et langt Suk. En Tid laa hun derpaa og smaasnakkede. Hun talte om sine gifte Veninder, om deres ulykkelige Ægteskaber og meget andet af det, der havde beskæftiget hende saa stærkt i den sidste Tid. Engang sagde hun efter en Pavse:

»Veed du, hvad jeg engang imellem har tænkt paa, Mor?«

»Nej.«

»Du vil vist finde det underligt; men naar jeg saae dig og Torben Dihmer sammen, har jeg undertiden kunnet tænke paa, om det ikke i Virkeligheden var dig, han holdt af uden selv at vide af det. Jeg har rigtig kunnet blive skinsyg paa dig, Mor, fordi du og Dihmer altid saa godt kunde tale sammen. I Grunden var der aldeles ikke noget Nurimeligt i det. Du ser jo slet ikke gammel ud med dit hvide Haar. Og Dihmer vilde ikke i nogen Henseende tabe ved Byttet – tværtimod. Dersom han virkelig kendte mig, vilde han forstaa det.«

»Hør, Jytte, alt det du der siger Nrimer ikke rigtigt. 212| Du paastod for lidt siden, at du aldrig havde elsket Torben Dihmer, og nu fortæller du mig, at du har været skinsyg paa mig for hans Skyld. Det forstaar jeg ikke.«

Jytte laa en Tid stille uden at svare.

»Forstaar! Forstaar!« sagde hun saa. »Hvem forstaar nogensinde alt det underlige, der kan findes i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv.«

»Saa skulde du ikke gøre det.«

»Ja – kunde jeg blot lade være! Jeg veed ikke selv, hvordan det er kommet; men jeg tror nu, det har gjort noget, at jeg saa tidlig blev betragtet som Voksen. Det er altid til Skade for unge Piger, der ser lidt godt ud, at de Ældre tager sig saa meget af dem og ser saa meget i dem, som de slet ikke er. Enten bliver de skabagtige og indbildske eller ogsaa begynder de at reflektere over sig selv, og jeg veed ikke, hvad der er værst for dem. Derfor bliver de grimmeste ogsaa gerne de lykkeligste. Aa, Mor, du skulde have sørget for, at jeg var bleven En med store, brune Fregner ligesom Rosalia, saa havde jeg vist ikke gjort dig saa megen Sorg.«

»Nu skulde du ikke tale mere men prøve paa at sove,« sagde Moderen, der kunde mærke, at Jytte var ved at blive varm.

»Ja ja.«

213| Hun blev dog endnu ved at snakke om alt, hvad der faldt hende ind. Men lidt efter lidt begyndte Stemmen at sløres, Sætningerne blev usammenhængende, og hendes Hoved hvilede stadig tungere paa Moderens Skulder. Tilsidst sank hun med et lille Ryk ind i Søvnen.

Lyset inde paa Natbordet i Jyttes Kammer slukkedes lidt efter. Det havde længe staaet og blaffet i Stagen, og Skyggerne var faret uroligt op og ned ad Væggene. Nu laa Stuen i et stille, grønligt Maaneskær, der Nsigtedes ind gennem Tremmeskodderne.

Men for Fru Bertha blev der ingen Søvn denne Nat.

Hun var i Tankerne tyet til sin afdøde Mand, som hun endnu bestandig vendte sig til om Raad eller Trøst. »Aa, Hjalmar!« sagde hun. »Hvad Skyld har vi her – du og jeg?« Hun turde ikke tænke derpaa. For hvad hjalp det nu, at alt var sket af Kærlighed. Her laa hun med deres sidste Barn i sine Arme og mærkede, at ogsaa det var i Færd med at glide uhjælpeligt fra hende – at føres bort af den samme vilde, mørke Strøm, der tilsidst havde hvirvlet Ebbe ned i Døden.

En Kirkeklokke begyndte at ringe nede i Byen. Hun vidste saa, at Klokken var fem, og hun tænkte paa, at det var NMorgenbønnens Time for hver rettroende Katolik. Dernede rejste nu andre Søvnløse 214| sig af deres Senge og søgte med deres Angst ind i Kirkerne – besværgede Nattens onde Aander ved Trolddom foran en lille Oljeflamme og et NMariabillede. I det samme hørte hun en dyb Stemme tale til hende.

»NDe som saa med Taarer skulle høste med Glæde,« sagde den.

Og lidt efter:

»Der staar skrevet: NDine Synder skal hjemsøges paa dine Børn!«

Hun genkendte Røsten, saae ogsaa Skikkelsen for sig: en høj, Nknokkelstærk Kvinde helt klædt i Sort – et Minde fra hendes Barndom og første Ungdom paa Storeholt. Det var en gammel Grandtante, som Nspiste Naadensbrød der paa Gaarden og havde været Børnenes Skræk. Naar de Nhændelsesvis stødte paa hende under deres Leg i Parken, flygtede de; ja blot de saae hende staa bag sit Vindu, forputtede de sig som for en Aand fra Graven. Hun tilhørte en pietistisk Sekt og holdt sig helt for sig selv, viste sig kun ved Middagsmaaltidet, hvor hun sad stiv og dyster som en tavs Indsigelse mod al den glade Livlighed, der rørte sig omkring hende. Kun under Pavserne i Samtalen Noplod hun sin Stemme, idet hun sendte et eller andet mørkt Bibelord ud over Bordet som en truende Profeti. Den gamle Dame havde været Spøgelset der i Huset allerede i levende 215| Live, og endnu længe efter, at hun var død, gik hun og hendes bibelske Sentenser uhyggeligt igen i Familjens Erindring. I mange af Livets tunge og Nkvalfulde Øjeblikke havde de lydt ogsaa for hende som et ondt Galder. Grandtantens høje, knokkelstærke Skikkelse havde vist sig for hende dengang hun med Dødens Gru i Hjertet fødte sit første Barn, og den havde staaet ved Ebbes NBaare som en Mørkets Udsending og spottet hendes Smerte med sine hævntørstige Ord.

For nu at forjage Synet slog hun Øjnene op, og hun saae da, at Dagen var ved at bryde frem. Maaneskæret var forsvundet; paa Væggen spillede et rødt Morgenlys.

Kort efter listede hun varsomt sin Arm bort under Jyttes Hoved for at staa op. Jytte smilede lidt i Søvne og sov videre.

Inde i det andet Kammer, hvor hun vilde klæde sig paa, aabnede hun sagte Vinduesskodden. Solen var netop kommen op over den mørke Bjergpynt i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lyseste Blaa. Selve Pynten svømmede i en Guldflod; men udenfor var Havet endnu skjult af Nattetaagen.

»Igen en dejlig Dag for dem, som faar NSind til at glæde sig over den,« tænkte hun og mindedes de mange herlige Sommermorgener hun havde oplevet 216| sammen med sin Mand, især paa Samsø, hvor de saa ofte gik ned til Stranden i det tidlige Gry og saae Fiskerbaadene stryge hjemad fra NAnholt-Bankerne med solfyldte Sejl. Hvorfor skulde vi Mennesker dog tilbagebetale Livets gode Gaver med saa Nblodige Renter? Men det var godt, at i det mindste Hjalmar blev forskaanet for at opleve Enden paa deres Sommerlykke og fik Lov til at dø i Troen paa, at hvad der var saaet i den reneste Glæde ikke kunde forgaa i Sorg og Skam. – –

Hun maatte denne Morgen drikke sin Te alene. Men Jytte havde hørt Koppernes Klirren, og da Hotelkarlen var gaaet, skramlede hun med en Stol for at vise, at hun var vaagen.

Hun sad oprejst i Sengen, da Moderen lidt efter kom derop, og modtog hende med et Udbrud.

»Aa – en rigtig stor Kop Te, Mor! Og megen Mad! Jeg er frygtelig sulten!«

Ikke med et Ord nævnede hun Nattens Begivenhed eller ytrede nogen Forbavselse over at befinde sig i Moderens Seng.

Fru Bertha tog det for et godt Tegn og bestemte sig til foreløbig ogsaa at tie. Da hun senere kom op med Bakken, bad Jytte hende om at blive siddende hos hende, mens hun drak Teen; men heller ikke nu talte de om andet end de ligegyldigste Ting. Jytte spurgte om Vejret, snakkede om et Par 217| Sko, der skulde til Skomageren, og om, at Brødet havde en aparte Smag.

Først da hun igen havde trukket Tæppet op om Ørene for at sove videre og Moderen allerede var halvt ude af Døren med Bakken, sagde hun, mens et spejdende Øje viste sig over Tæppets Kant:

»Og glem saa ikke, hvad du har lovet mig, Mor! Jeg stoler paa dig!«

Fru Bertha standsede med et Ryk og saae tilbage paa hende over Skuldren. Hun vilde sige noget; men da hun mærkede, at Vreden steg hende til Hovedet, tyggede hun Ordene i sig og gik stille ned.

Jytte havde virkelig ikke længe følt sig saa fri og lykkelig som denne Morgen. De sidste Dages Oplevelser, den Sjælenød, hun havde været ude i, stod nu for hende som en vild Feberfantasi. Hun følte sig tilmode som en Søvngænger, der er vaagnet op netop i det Øjeblik, da han skulde til at spasere ud over Husenes Tage for at slaa sig ihjel paa NStenbroen.

Nu længtes hun kun efter sit Klaver.

Nede i Stuen sad Fru Bertha med Hænderne fortabt i Skødet. Hvad skulde hun gøre? ... Nej, hun kunde ikke slippe Haabet. Det var jo dog hændet hende nogle Gange før i hendes Liv, at hun havde stirret ind i et Mørke, der syntes bundløst og saa havde det dog tilsidst lysnet. Naar nu JytteA 218| fik sovet rigtig ud, vilde hun nok komme til sig selv, – hun kunde ikke tro andet. Hvad der var hændet denne skrækkelige Nat, kunde kun være den sidste, svære Krise, der maatte gennemstrides, forinden hun naaede til fuld Klarhed over sig selv. Jytte var jo dog med al sin Uberegnelighed en fornuftig, ja i Grunden en besynderlig nøgtern Pige. Og hun havde jo endnu ikke mistet sin Forstand.