Udenfor Apoteket skiltes Fru Bertha og Torben. Inde i Butikken var der fuldt af Kunder, mest fattige Folk, der andægtig stod og ventede med Flasker og Recepter mellem Hænderne – uvilkaarligt bragt til Tavshed af den mysteriøse Stemning, der slog ud imod dem fra NTroldkøkkenet bagved Skranken.

Fru Bertha satte sig hen paa Bænken for at hvile sig, og her overvældedes hun pludselig af sin Træthed, saa hun blev siddende med lukkede Øjne af Frygt for at besvime. Alle hendes Tanker var igen hos Jytte. Hun mindedes, hvordan hun i tidligere Dage kunde blive bekymret ved at tænke paa, at hendes Datter, naar hun engang giftede sig, skulde blive ført langt bort fra hende, og hun følte, at hun nu med Glæde vilde sende hende til den anden Side af Jordkloden endog uden Haab om nogensinde at se hende mere, naar hun blot vidste, at Jytte vilde faa Fred i sit Sind og blive lykkelig.

Da hun havde gjort sit Indkøb, gik hun straks hjem.

Paa Tilbagevejen blev hun opholdt af NGeneral228|konsulinde Kolding og hendes Mand, der næsten var de Mennesker hun allernødigst vilde have mødt nu, – saa inderlig usympatiske som de begge var hende. Konsulen gik med en af sine smaa Sønner ved Haanden, en lille pluskæbet NSamson paa fire Aar med langt Haar nedover sin røde Trøje. Den stolte Fader forestillede Drengen for hende med de Ord:

»Enogtyve Kilo. NGehejmeraadinden skulde prøve at løfte paa ham. – Ikke sandt? Jeg tror, vi kan være ham bekendt. Og Kuløren paa Kinderne er vaskeægte – det garanterer jeg for.«

»Deres Datter er da ikke syg?« spurgte nu Fruen. »Vi saae Dem slet ikke paa Hotellet igaar.«

»Lidt Træthed bare. Jeg holder hende i Sengen idag. Imorgen er hun nok over det.«

»Ja, jeg har godt kunnet se det paa Frøken Jytte i den sidste Tid, at hun ikke befandt sig helt vel. – Aa, Holger, gaa lidt i Forvejen; jeg kommer om et Øjeblik,« sagde hun til sin Mand, der straks adlød og trak sig tilbage med et diskret Smil. »De maa ikke tage mig det ilde op, Gehejmeraadinde Abildgaard,« fortsatte hun derpaa, idet hun lagde sin Haand paa Fru Berthas Arm og deltagende saae hende op i Øjnene. »De maa give mig Lov til at sige Dem, at vi i vort System har Leveregler og Øvelser for alle Arter af Svaghedstilstande, der overhovedet endnu kan afhjælpes. Og jeg tør paa229|staa, at Ingen, der i Alvor har taget Systemet til Rettesnor for sit Liv, er gaaet uhjulpet bort.«

Fru Bertha trak sig lidt tilbage for at gøre sig fri af den fortrolige Berøring.

»De skal have Tak for Deres Interesse, Fru Kolding; men –.«

»Maa jeg blot have Lov til at fortælle Dem et Træk af mit eget Liv. Som ung Pige var jeg saa ødelagt af Nervøsitet, at jeg ofte var mere død end levende – som man siger. Min Viljekraft var ganske nedbrudt og jeg følte mig grænseløs ulykkelig. Ved et Tilfælde hørte jeg saa om Dr. Weller og kom under hans Behandling. Og her ser De Resultatet for Dem. Jeg veed næsten ikke længer, hvad Sygdom er, og naar jeg sidder hos min Mand og mine Børn, kan jeg sige, at jeg føler mig som det lykkeligste Menneske paa Jorden.«

»Det vilde De saamænd gøre ogsaa uden alle »Systemer«, kære Fru Kolding. Den Følelse er jo Gudskelov et Fælleseje for alle unge Mødre i hele den vide Verden.«

»Men hvordan modnedes jeg til den? Det var jo netop Miraklet. Og nu vil jeg fortælle Dem den hele og fulde Sandhed. Uden Dr. Weller vilde jeg for længe siden have ligget paa Havets Bund. Og hvormange tror De ikke, det har taget en saadan Ende med, som blot lidt Vejledning, en Smule for230|trolig Anvisning af en sjælekyndig Læge kunde have reddet fra Undergang?«

»Det har De vistnok Ret i, – men jeg har saa ondt af Deres Mand, der staar og venter og vist bliver utaalmodig. Derfor Farvel, Fru Kolding! Og nu maa De endelig ikke gøre Dem Bekymringer med Hensyn til min Datter. Imorgen ser De hende sikkert igen til Lunch.«

Fru Bertha forlod hende med en Følelse af Uhygge. Hun var ikke længer i Tvivl om, hvad det var for en Slags Paavirkning den lille Dame havde været underkastet hos den kielske Mirakeldoktor; og aller uhyggeligst var det næsten at tænke paa, at hun sandsynligvis ikke selv anede, at hendes Selvtilfredshed var Produktet af en hypnotisk Besættelse. Og saa var denne kunstige Livsglæde tilmed bleven overført paa hendes Mand og Andre, som hun var kommen i Berøring med, ligesom en Smitte. Det kunde faa NTanken til at svimle.

Hun skyndte sig hjem; men ved Havelaagen standsede hun pludselig og tog sig til Hjertet. Oppe fra Villaen lød livligt Klaverspil, og hun hørte straks, at det var Jytte. Hendes Ben blev med eet saa tunge, at hun maatte støtte sig til Laagen. Og hun blev staaende der med lukkede Øjne, mens Klavertrillerne lød ned til hende og skurrede i hendes Øre som Lærkekvidderet over en Gravplads. Hun 231| vidste nu, at Alt var forbi. Jytte var atter Tusinde Mile borte – var flygtet for sig selv ind i Musikkens NElverland, hvorfra hun ikke lod sig kalde tilbage.

Jytte rejste sig fra Klaveret, da Moderen kom ind. Hun blev staaende med Knæet paa Stolesædet og saae spændt paa hende.

»Har du været nede i Byen?«

»Ja, jeg havde et Par Ærinder at besørge,« svarede Fru Bertha med Ryggen til hende og lagde sit Overtøj. »Torben Dihmer har forresten været her.«

»Jeg kunde høre det.«

Fru Bertha gik lidt omkring og ordnede i Stuen uden at sige noget. Jyttes Øjne fulgte hende overalt. Hun havde igen sat sig ned og klemte Hænderne om Stoleryggen.

»Har du saa sagt ham det?« kom det endelig spagt.

»Hør, Jytte,« sagde Moderen henne fra Sofaen, hvor hun tilsidst var sunket ned. »Synes du ikke, vi nu skulde snakke lidt roligt og fornuftigt sammen om det, som du talte til mig om i Nat?«

»Saa har du ingenting sagt!«

»Nej. For jeg kan og vil ikke tro, at det kan være sandt. Det er bare Noget, du har prøvet at bilde dig selv ind. Du kan umuligt for Alvor holde af denne v. Auen?«

232| »Har jeg sagt det?«

»Ja det er ogsaa lige meget. Men du har sagt, at du ikke holder af Torben Dihmer, og det tror jeg ikke paa. Jeg har dog Øjne i Hovedet! Det er jo bare Taabelighed.«

»Men det er sandt. Nu maa du tro det, Mor!«

Fru Bertha blev stille en lille Tid.

»Og dersom du nu alligevel tog fejl?« sagde hun derpaa. »Og dersom det saa, naar det gaar op for dig, er blevet for Nsilde?«

Efter et nyt Ophold svarede Jytte:

»Saa vilde det alligevel være bedst som det nu er. Baade for ham og for mig. – Og saa trækker vi da heller ingen Andre med ned i Ulykken.«

»Jytte,« sagde Moderen – hun havde igen rejst sig og stod ved Siden af hende med Haanden paa hendes Skulder. »Hvorfor gør du dig alle de meningsløse Bekymringer? Du grubler dig ind i sygelige Stemninger, der stjæler dig Livet og Lykken ud af Hænderne. Kan du dog ikke selv mærke det? ... Lad nu dit Hjerte raade, Barn!«

Hun tog blidt om Jyttes Hoved og bøjede det tilbage i et sidste Haab om at kunne raabe den døde Kærlighed tillive. Men Jytte saae hende roligt op i Øjnene og svarede:

»Er det da ikke dig selv, der har lært mig at bruge min Forstand? Og nu synes jeg, du skulde 233| holde op med at tale om Torben Dihmer, Mor! Det faar mig blot til at synes mindre og mindre om ham.«

Hun rejste sig i det samme og gik lidt efter ud i Haven.

Fru Bertha blev staaende ved Stolen og fulgte hende med Øjnene. Harmen voksede i hendes Sind. Jyttes rolige Tone oprørte hende. Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Livs-Ligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse!

Hendes Blik søgte rundt i Stuen efter den Pakke, hun havde bragt hjem fra Apoteket. Hun fandt den henne paa Etageren, og hun aabnede den langsomt, ligesom sky. En lille Reklamebog med Læge-Anbefalinger faldt ud af den. Hun gav sig til at blade i den men uden at læse. Hendes Tanker var hos Generalkonsulinden. Og hos Vidunderdoktoren i Kiel ...

Hun hørte Jytte komme tilbage fra Haven og lagde Pakken tilside med et lille Kuldegys.

»Det var Gongongen til Lunch, Mor! Vi maa gaa ned nu!«

»Jeg havde egenlig tænkt, Jytte, at du helst var fri for at være sammen med Fremmede idag. Vi 234| kan jo faa Maden bragt herop, dersom du synes det.«

»Hvorfor dog det?«

»Ja ja. Naar du selv har Lyst, saa –.«

I Tavshed fulgtes Moder og Datter ned til Hotellet, og i Tavshed indtog de deres Maaltid saadan som de i forrige Tider saa ofte havde gjort det under lignende Forhold. I sin dybe Raadløshed blev Fru Bertha ikke Tanken om Dr. Weller og hans NTroldkunster kvit. Generalkonsulens sad ved et Bord ikke langt fra dem, og hun mærkede godt, at den lille Frue et Par Gange forsøgte at fange hendes Opmærksomhed, sandsynligvis for at Nlykønske hende til, at Jytte allerede var kommen op. Men hun havde ikke Mod til at se til den Side.

»Fru Kolding vil vist gerne hilse paa dig,« sagde Jytte tilsidst.

»Aa – det kan være lige meget,« svarede hun.

Efter Bordet gik de sammen med det øvrige Selskab ud paa den store Terrasse, der strakte sig langsmed hele Hotellets Forside og var Ntækket med et Solsejl. Her drak man Kaffen iflæng og indledede Dagens NNarrebejlen.

Fru Bertha stod et Øjeblik og talte med den amerikanske Oberstfrue. Da hun saae sig om, havde Jytte og Hr. v. Auen allerede fundet hinanden; og 235| lidt efter saae hun dem gaa sammen ned i Parken i livlig NUnderholdning.

Det Syn bestemte hende. Nu skulde der en Ende paa denne letfærdige Leg med Livet og Døden – om saa det yderste Middel maatte voves! Vilde Jytte ikke frivilligt gaa ind til sin Lykke, skulde hun tvinges derind uden selv at vide af det.

Hun opsøgte straks Generalkonsulinden, og i den følgende halve Time gik de to Damer frem og tilbage paa Havegangen nedenfor Terrassen, mens Jytte og Hr. v. Auen spaserede ovre paa den anden Side af den store Græsplæne.

Fru Bertha forhørte sig forsigtigt om Dr. Wellers Personlighed, spurgte ligesom tilfældigt om hans Alder, om hans Væsen overfor sine Patienter og om hans Diskretion. Men pludselig, da hun mærkede, at hendes Hænder rystede, blev hun angst for at Nforraade sig, sagde derfor hurtigt Farvel og gik hjem alene.

Paa Vejen op til Villaen maatte hun flere Gange standse af Træthed og Svimmelhed. Hjertet dirrede inde i Brystet. Da hun naaede Loggiaen sank hun ned i Sofaen og blev siddende der med lukkede Øjne.

Og nu, da Ophidselsen var ovre, vidste hun godt, at det hele var omsonst, fordi hun aldrig vilde kunne overvinde sin NSky for at løfte paa det Mør236|kets Forhæng, bag hvilket Livets skjulte Kræfter virkede, aldrig vilde faa Mod til at tage Jyttes Skæbne i sin egen Haand og styre den efter sin Vilje. Her stod hun ved Grænsen og erkendte sin Afmagt. Saa sikker hun Nogsaa var paa at kende Vejen til sit Barns Fred og Lykke – hun vovede ikke at tage Ansvaret paa sig.

»NSke din Vilje!« lød det i hendes Øre med Grandtantens barske Stemme. – Ja ja! Hun gav tabt! Livets misundelige Gud vilde faa sin Hævngerrighed tilfredsstillet. Hun var træt nu og kunde ikke mere.

Gitterlaagen dernede peb paa sine Hængsler. Jytte kom gaaende tankefuldt op gennem Haven. Paa Trappen standsede hun med et lille forskrækket Udbrud, da hun opdagede Moderen.

»Sidder du her? ... Jeg saae dig jo nylig nede paa Hotellet.«

»Jeg kom for lidt siden.«

»Er du ikke rask?«

»Jo – hvorfor det?«A

»Jeg troede, du var gaaet ned til Stranden. Det plejer du jo. Jeg vil gaa op og hvile mig lidt.«

I Døren vendte hun sig om og føjede til:

»Dersom Torben Dihmer skulde komme her igen, saa bliver jeg oppe paa mit Værelse, Mor!«