En Vinternat i Aaret 1825 fødtes der et Drengebarn i NSøndbjerg i NThyland. Barnet kom til Verden som NFørstegrøden af et Par unge NHusmandsfolks frugtbare Kærlighed, og allerede længe før dets 10| Tilsynekomst i den fattige Stue havde det givet sig tilkende som et utaalmodigt Væsen med Uro i Kroppen.

Begge Forældrene hørte til de Nsorte Jyder, og navnlig var Faderen mørk i Huden som en NTater. Der blev aldrig snakket om det, men man vidste godt, at der engang havde forvildet sig nogle Draaber NNatmandsblod ind i hans Slægt.

Under Opvæksten maatte Drengen bestandig høre om, hvor sprælsk han havde været i sin Moders Liv, og at han straks efter Fødslen havde givet sig Luft i et stort Vræl, der grangivelig lød som et Hurra.

»Den Knægt bliver der sgu nok noget stort af,« havde Jordemoderen sagt, og ogsaa denne Spaadom blev saa ofte gentaget i hans Nærværelse, at den kom til at Nsysselsætte ham mere end det var godt for ham. Han fik tidlig eventyrlige Tanker om sig selv og blev uvorn. Hverken hans Forældre eller Skolelæreren kunde tilsidst magte ham. Først Præsten fik ham dukket. Han lod ham N»gaa om« til Konfirmationen, og den Skam gik Drengen dybt i Sindet og sved længe.

Paa Grund af sine vældige Kræfter blev han sat til Ambolten. Han stod først fem Aar i Byens Smedje og arbejdede siden som Svend i et Jernstøberi i Aalborg. Her kom man snart paa det rene med, at der groede andet end netop Muskelkraft hos den store, tunge Thybo, – Søren Kresten Madsen hed han. 11| Der sad baade et godt Hoved og et Par snilde Hænder paa ham. Selv skrev han hjem til Forældrene, at alle Folk i Aalborg kaldte ham for Mestersmeden. I hvert Brev skrød han sig forskellige store Bedrifter til.

Men saa blev han igen forsvarlig knægtet. Han sad en Dag paa en Beværtning og drak en NPuns sammen med en Gørtlersvend der fra Byen, og bedst som det var kom de op at mundhugges. Selv var han ganske rolig og drillede bare lidt; men den anden blev mere og mere hvid i sit Ansigt, og da Søren engang kaldte ham en bitte NGimpernik, røg han op og Ntog Vidner paa hans Mund.

Søren blev stævnet og maatte i Retten bøde ti NRigsdaler.

Først var han Nmousig og vilde ikke betale. Han havde nemlig hørt, at en NPranger, der paa NHjallerup Marked havde givet en Mand en blodig Snude, kun maatte bøde fem Rigsdaler. Men Politimesteren forklarede ham, at de to Tilfælde retslig set var meget forskellige, idet Hjallerupmændene begge havde været stærkt ophidsede i Gerningsøjeblikket og desuden godt fulde.

Søren brød en Stund sin Hjerne med denne Retfærdighedens højere Matematik men opgav tilsidst Forstaaelsen og talte Pengene op. Men den Tanke, at han for den halve Pris havde kunnet smadre An12|sigtet paa sin NAvindsmand, forfulgte ham siden og lod ham ikke Ro. Den satte sig tilsidst i Fingrene paa ham som en ulidelig Kløe, og en Søndag Eftermiddag, da han mødte Gimpernikken paa Gaden, foer han løs paa ham og slog ham fire Tænder ud af Munden. Til hans fornyede Overraskelse blev der imidlertid ved Straffens Udmaaling ikke taget mindste Hensyn til, at han dennegang virkelig havde været fraadende gal i Hovedet og ogsaa havde drukket godt. Han fik en alvorlig Dom og maatte spasere i Fængsel.

Kort efter brød NKrigen ud og gjorde ham til Soldat – Infanterist.

Ogsaa i Felten gik der snart Ry af hans Opfindsomhed og mærkværdige Fingersnille. Naar en Kanon under Marsjen kørte i Grøften og led Skade, blev der straks raabt paa »Smeden fra Thy«. Sammen med et Par Ingeniørsoldater fulgte han tilsidst sin Afdeling som en Slags Ambulance for Materiellet. Han var med i NBlodbadet ved Stolk og saae NSchleppegrell segne. Ved NMysunde fik han selv Armen opreven af en Granatstump. Men hans Hædersdag blev Nden 4de Oktober i det belejrede Frederiksstad.

Det var om Aftenen paa Beskydningens sidste Dag, da Skanserne stormedes ved Skæret af den brændende By. I seks Døgn havde en Hagl af glødende Kugler og Brandgranater hvislet i Luften. Det ene 13| af Byens Kirketaarne stod i Flammer som et Lys, der brænder ned i den ene Side. Ulden Røg og mørkerøde Gnister væltede ud af de mange sammenstyrtede Bygninger.

Soldaterne havde i alle disse Dage ikke været af Klæderne. Tilsmurte af Jord og Sod og Krudtslam sad de paa Hug bag de sønderskudte Brystværn med Kinden til Geværkolben og saae i Brandskæret ud som Negere.

Søren sad mellem sine Batallionskammerater i den mest udsatte af de tre Skanser, der forsvarede Byen. Her var Brystværnets ydre Skraaning styrtet ned. Ogsaa NStormpælerækken var paa de fleste Steder sønderskudt, og de nedfaldne Jordmasser havde fyldt Graven udenfor, hvorved der var dannet bekvemme Overgange for Stormkolonnerne. Lige siden Morgentaagen lettede var Skansen bleven tildænget med Jern fra Fjendens Nsværeste Skyts. Der var i Virkeligheden ikke længer stort andet Værn tilbage end Bøsserne og to smaa Feltkanoner.

Stormen var begyndt ved Solnedgang, da et Kompani holstenske NJægere i spredt Orden forsøgte en Overrumpling. De blev standset paa Halvvejen af tre hundrede pibende Geværkugler. En efter en Nsank de raske Mænd stumt overende som Aks, der falder for Leens Hug. Andre, der fulgte efter, kastede sig ned paa Jorden og søgte Dækning.

14| En Timestid senere, da det sidste Dagskær var svundet og Himlen glimrede af Stjerner, lød stærke Trommehvirvler og Hornsignaler ude fra de fjendtlige Forskansninger. Gennem Morterernes Brøl og Kanonernes Dundren hørtes ogsaa ganske tydeligt et Musikkorps, der spillede »NSchleswig-Holstein meerumschlungen«. Og med eet mylrede Skikkelser op af Jorden derovre, og Bajonetter glimtede. Kolonne efter Kolonne brød frem af Mørket og styrtede sig under Skrig og Hujen frem mod Skansen.

Brandskæret lyste et Øjeblik paa lange Rækker af dødblege Ansigter med vildt forvrængede Træk. Men straks efter var alt skjult af Krudtrøgen. Man skød iblinde. Sigtede i Retning af Hærskrigene og de Saaredes Hyl. Da man kunde høre, at nogle af de Stormende var naaet ind til Foden af Skansevæggen, hvor de var skudsikre, kastedes Sten, Træklodser, Øldunke, Flasker og andet Kasteskyts ned i Hovedet paa dem. Men pludselig stod fire-fem Skikkelser oppe paa Voldens Krone og fyrede ned i Skansen. Nogle andre var i Færd med at kravle op bagved dem.

Synet af disse fremmede Mænd tændte et ubændigt Raseri hos Søren. Han styrtede sig imod dem med løftet Kolbe, knuste Hovedet paa den forreste og huggede to af de andre Geværet ud af Haanden. Flere af hans Kammerater var sprunget op og havde 15| fulgt ham. Det blev i Løbet af nogle Øjeblikke til et blindt NHaandmænge, hvorunder Blod og Hjernemasse sprøjtede til alle Sider. Størsteparten af de indbrydende Fjender tumlede tilbage i Voldgraven som Lig. Resten afvæbnedes og dreves ned i Skansen som Fanger. Søren havde faaet fat i Struben paa en Fanebærer, der havde plantet det slesvig-holstenske Flag paa Voldkronen og forsvaret det med sin Sabel. Han havde afbødet hans Hug med sit Gevær og kastet sig over ham. Han kom nu slæbende med den halvkvalte Mand i Favnen som en Bjørn, der bærer sit Bytte bort; og da man fik Øje paa den erobrede Fane, som han førte med sig under den ene Arm, hilstes han med jublende Hurraraab.

De efterfølgende Stormkolonner havde imidlertid kastet sig Nplat ned paa Marken foran Skansen. Den uophørlige Plaskregn af Geværkugler og NKardæsker tilligemed Synet af deres faldne Kammeraters Lig havde taget Modet fra dem. Officererne Nbandte og brugte NKlingen. Trommerne Nrørtes, og Musikken, der fulgte med i Bagtroppen, spillede opildnende Melodier. Men Mandskabet blev liggende og lod sig ikke længer drive frem.

Det gik ikke Fjenden stort anderledes foran nogen af de andre NVærker, der skulde tages. Efter fem Timers Kamp blev der blæst Retræte, og NGeneral Willisen opgav Byens Erobring.

16| Som NKongens Tak for Sejren blev der nogen Tid efter uddelt en Række Dekorationer, deriblandt ogsaa et Par NDannebrogskors til Menige. I Sørens jyske Bataljon vidste man tidligt, at Chefen havde indstillet ham til denne sjeldne Udmærkelse, og nogle Dage før Uddelingen rygtedes det ogsaa, at han var bleven en af de udvalgte.

Søren tog mod sine Kammeraters Lykønskninger med et Nforsorent »Tak for Mad«. Men Nat efter Nat laa han og svedte i Sengen og kunde ikke sove for Sindsbevægelse og Spænding. Det var mest sine Forældre han tænkte paa, allermest paa sin Moder, som han havde voldt saa megen Skuffelse og Sorg. Nu skulde han igen se hendes gode Øjne smile, naar han kom hjem med Sølvkorset paa sin Frakke.

Saa en Dag stod Brigaden opstillet i NLinjeformering og ventede paa Obersten, der i Kongens Navn skulde fæste Hæderstegnet paa Heltenes Bryst. Men til alles Overraskelse blev det slet ikke Søren, der kaldtes frem for Fronten for at modtage Dekorationen. Det blev hans Sidemand i Kompaniet, en juridisk Kandidat, der ogsaa havde vist sig tapper under Belejringen og desuden var i Familje med en af Hærens Generaler.

Kort efter var Krigen forbi og Mandskabet Nhjemforlovedes.

Søren gik omkring paa Landevejene og søgte Ar17|bejde. Hjem til Forældrene vilde han ikke nu. Tilbage til Aalborg, hvor han havde siddet i NArrest, vilde han heller ikke. Han agtede sig Nud i det fremmede og gjorde sig selv det Løfte ikke at komme igen, før han havde øvet en Stordaad. Han følte saadanne vældige Kræfter i sig nu. Han vilde se at komme over Havet til en af de store NFabriksbyer i England; men til den Rejse behøvedes Penge, som han først maatte samle.

Han blev i disse Dage et ensomt Menneske. Mens de fleste andre hjemsendte Krigsmænd vedblev at bære NFelthuen som et Emblem, der aabnede Dørene for dem i de bedste Huse, fortav han bestandig hvor han kom fra, og talte aldrig om sine Krigseventyr. Derfor varede det længe, inden han fandt Arbejde, og tilsidst led han Nød.

Som en pjaltet Landstryger kom han en Regnvejrsaften vandrende til Enslev. Bysmeden her, en ældre Mand, havde faaet en NSvaghed i Ryggen og trængte til Hjælp. Søren arbejdede der et Par Dage paa Prøve og blev saa Nfæstet for en god Løn.

Men ogsaa her var Ulykken ude efter ham. Han gik hen og forelskede sig i Husets unge Datter, og det paa den Maade, at Pigen blev med Barn. Det kom til uhyggelige Graadscener, og den syge Fader, der var forpint af Smerter, fik et Raserianfald. I Stedet for en NFrifærd ud i den store Verden blev 18| det til et Møde for Præsten og Hastværksbryllup og bagefter til Overtagelse af Smedjen mod Prioritetslaan, Sagførersalærer, NAftægtsydelser og de mange andre Haandjern og Tommeskruer, hvormed en ung Mand kan komme til at bøde livsvarigt for et Øjebliks Letsindighed.

Paa Bryllupsdagen drak Søren sig lynende fuld, kaldte sig foragtelig for en NRallikeskomager og Nvæltede sig ind paa Gæsterne.

Ane-Mette, hans Kone, var pæn af Skikkelse og dertil et godhjertet lille Menneske og en dygtig Husholderske. Man skulde tro, at hun nok kunde gøre en omløbende Svend lysten efter et Hjems NMag og Hygge. Stue og Smedje laa Side om Side; der var kun en tynd Væg imellem. Men mangen Gang lod Søren den Nsvære Forhammer tordne bare for at overdøve Skraalet af den lille Menneskeunge, der havde lagt sig i Vejen for ham.

Ane-Mette begreb ikke Aarsagen til disse Udbrud af Vildskab, som hvert Øjeblik fyldte Huset med Uvejr. I sin Enfoldighed tænkte hun, at de kunde stamme fra en Sygdom i Hovedet, som kom med visse Vinde ligesom NFlyvegigt. Søren kunde til andre Tider sidde saa kønt med den lille Kresten paa sit Knæ og være helt forgabet i hans smaa Hænder og Fødder.

Aaret efter laa der en Dag et Par Nfuldvægtige Tvillinger i Vuggen, og det Syn gjorde Søren stum 19| af Skræk. I denne ubegærede himmelske Gavmildhed saae han et Tegn, en Guds-Dom. Den var som Vorherres egenhændige Besegling af hans Vanskæbne. Han forstod nu, at han var Livsfange. Her i Enslev skulde hans Dage gaa hen i Trældom, indtil man bar ham ud paa Kirkegaarden.

Hans Væsen forandredes fra den Dag. Han lukkede sig inde i sig selv og blev stille. Barndomshjemmet i Thy nævnede han aldrig mere. Han taalte ikke at tænke paa, at hans Forældre og Søskende maaske endnu sad og ventede, at han en Dag skulde vende tilbage som en Eventyrprins.

Naar Ane-Mette efter Fyraften kom ned i Smedjen for at kalde ham ind til NNadveren, fandt hun ham undertiden siddende i Tanker med Haanden under Kinden henne paa Kulkassen.

»Hvad er der dog i Vejen med dig, bette Søren?A« kunde hun da spørge, og lagde Armen kærligt om hans Hals.

Han plejede at sige, at han havde NTandværk. Og netop saadan saae han ogsaa ud.