Der gik igen et Tiaar, og det gamle Ægtepar levede nu helt i Glansen af deres Børns voksende Anseelse.

Søren Smed havde fra først af været meget utilfreds med Tyges Valg af Levevej. Han havde drømt om at se sin Søn i Embedsuniform med Ntrekantet Hat og forgyldt Kaarde. Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store NBefrielseskamp. De første Gange, han præsenterede sit Navn for Offenligheden, stod det under nogle satiriske Vers.

Han havde levet den fattige NBondestudents ensomme og glædeløse Liv i Hovedstaden. Hans NVanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne Forladthed havde alle Indtryk af Mennesker og Samfundsforhold overvældet hans lidenskabelige Sind. 37| Her i den store, sorgløst henlevende Vrimmel blev han sig helt bevidst som Folkets Søn, Almuebarnet med det kvalte Skrig af Aarhundreders uhævnede Mishandling lydende i sin Sjæl. Den Tanke at blive de Undertryktes store Hævner greb ham tilsidst som en Besættelse.

En Nat ved et NLørdagssold i Studenterforeningen sprang han op paa sin Stol og holdt en politisk Tale, der var et Piskeslag i Ansigtet paa den glade NPunsje-Gemytlighed og skabte Panik. En politisk interesseret Student var i de Dage et Særsyn. En NAthenesøn, der i selve det akademiske Elysium optraadte som revolutionær Agitator i folkelig Stil, var noget ganske uhørt og føltes som en Vanhelligelse. Man brølte og skreg for at overdøve ham. Tilsidst rev man ham ned af Stolen uden at høre ham tilende. Det blev en Skandale, der rygtedes over det ganske Land.

Det havde indtil denne Dag kunnet se ud, som om Tyge skulde komme til at dele sin Faders Skæbne og slide sine store Evner op i en kummerlig Kamp for Brødet. Han havde giftet sig allerede som Student. I en Periode af Nedtrykthed og Selvopgivelse havde han en Dag ladet sig vie til sin tolv Aar ældre NPensionatsfrøken, der havde plejet ham under en Sygdom, og hvem han desuden skyldte Penge. Nu fløj hans Navn og Bedrift Landet over som et 38| af de Kampsignaler, der indvarslede en ny Tid for den akademiske Ungdom i Danmark.

Hans ældste Broder Kresten sad paa den Tid i en af Koldings Sidegader med sin lille Urmagerforretning: en stræbsom Næringsdrivende og lykkelig Familjefader, i hvis Blod der dog var dryppet nogle galdebitre Draaber som en Arv fra Faderens Trængselstid. Han havde længe baaret Nag til Tyge, fordi dennes Universitetsophold tog Glansen af hans gamle Lærlingepræmie, der engang havde gjort ham til Familjens store Haab.

Da han nu et Par Gange havde set Broderens Navn i Avisen, kom der en syg Uro over ham som over den tamme And i Gadekæret, naar den højt over sit Hoved hører Trækket af sine frit omstrejfende Slægtninge. Efter et Par søvnløse Nætter bestemte han sig til ogsaa at ville prøve sine Vingers Styrke.

I den lille By var Sindene i de Dage lidenskabeligt optaget af Planerne til en Udvidelse af Kirkegaarden, og en Aften læste man i Avisen en indsendt Artikel om Sagen, undertegnet »Kresten Sørensen, Urmager«. Artiklen vakte Opsigt fordi den ret uforbeholdent kritiserede Borgmesterens og andre Nfremragende Byraadsmedlemmers Standpunkt. Den hidtil navnløse Indflytter i NSnadregaden blev for nogle Dage Byens mest omtalte Person. Folk, som han 39| slet ikke kendte, opsøgte ham i hans Butik for at takke ham for hans modige Indlæg.

Og nu fortsatte han tillidsfuldt sit reformatoriske Værk. Ved et senere afholdt Borgermøde om Sagen tog han Ordet og vandt paany Folkestemningen for sig, hvorefter Byens Magthavere fandt det Nraadeligst at gøre den farlige Mand Tilnærmelser.

Endnu længe før Tyge havde tilkæmpet sig en Plads i Folketinget sad Kresten i Kolding Byraad, var Medlem af det ansete NLigbroderlav og Næstformand i Haandværkerforeningen. Samtidig havde hans Forretning blomstret, saa han kunde købe sig en Ejendom paa Hovedgaden, hvor han indrettede Butik med et Kontor i Stuen og en smuk Beboelse ovenpaa.

NEt Par Mil fra Byen, i en Landsby ude ved Havet, boede Broderen Jørgen – Skolelæreren. Han var tidlig bleven Enkemand og levede ensomt med sine to Børn, to blaaøjede Sønner, der var Tvillinger.

Den Nbringebrede Mand med det vildtvoksende Skæg gjorde et sløvt Indtryk, naar man ikke saae hans Øjne, der var urolige, fulde af Bekymring, tunge af Selvprøvelse og megen Grublen. Han var i al Enfoldighed en aandeligt vaagen Mand, der tilhørte Ndet samme politiske Parti som Tyge og engang selv havde drømt dybe NHolger Danske-Drømme om Kæmpedaad og Ry.

40| Temmelig regelmæssigt en Dag hver anden Maaned tog han ind til Kolding for at gøre Kresten og hans Familje et Besøg, og han havde da altid sine Drenge med sig, for at de ikke skulde være uden NOpsigt.

Der galdt for disse Besøg et engang for alle fastsat Program. De kom til Byen om Formiddagen ved Ellevetiden, og efter Middagsmaaltidet fulgtes Brødrene ned paa Kontoret for at kunne tale mere utvungent. Skolelæreren satte sig i Sofaen med sin Pibe, og ogsaa her tog han sine Tvillinger med sig af Hensyn til Svigerinden, der siden hun flyttede ind i det store Hus levede i en opfarende Angst for sine nye Møbler og fine Gulvtæpper.

Drengene maatte sidde ganske stille hver i sin Krog af Stuen og »være opmærksomme paa de Voksnes Tale« – som Faderen Nstrengelig formanede dem. De var med deres barnlige Lydighed et Par friske og kønne Knægte, der nu og da i Smug skævede over til hinanden med et Smil. Deres lyseblaa Øjne var et Særsyn i Slægten, der gennemgaaende var mørkøjet. Derimod havde Familjesvagheden i Anklerne hjemsøgt den ene af Drengene i Form af en styg Klumpfod.

Som saa mange andre offenlige Personer holdt Ur- og Instrumentmageren mest af at tale om sig selv. Mens han gik op og ned ad Gulvet underholdt 41| han Broderen med at Nanføre Stykker af sine Byraadstaler og fortælle om sine Fortjenester af Byens Velfærd. Men før eller senere fik Jørgen Skolelærer altid Samtalen lempet hen paa Tyge og dennes Optræden i Pressen eller paa Talerstolen.

Det maatte ske med nogen Forsigtighed. Kresten var ikke altid lige tilbøjelig til at indlade sig paa det Emne. Han lagde aldrig Skjul paa – heller ikke overfor Fremmede – at han betragtede sin Broder som en Eventyrer. Men naar han – som han sagde – »for sin Samvittigheds Skyld« havde aflagt denne Tilstaaelse, tav han helst om ham, og denne Tavshed havde hos hans egne politiske Meningsfæller indbragt ham megen Anerkendelse for Nhøjmodigt Brodersind.

Kun dersom Tyge tilfældigvis i de samme Dage havde Ngivet sig en Blottelse i en Avisartikel eller lidt et Nederlag paa en Valgtribune, kunde den Ndulgte Glæde herover gøre ham veltalende. Med overbærende Hovedrysten kunde han da blive ved at gentage, at »dette virkelig var en meget flov Historie for den gode Tyge ... en rigtig forsmædelig og flov Historie«. Og han endte gerne med de Ord:

»Tyge minder mig paa sørgelig Maade om Nden Historie med Fiskeren, der vilde være baade Konge og Kejser og tilsidst Gud for alt Folket. Han vil ogsaa ende i Muddergrøften. Vi maa kun haabe, at 42| vore gamle, hæderlige Forældre maa blive forskaanet for at opleve Enden paa Komedien.«

Jørgen Skolelærers Ord faldt mere milde. De kom tøvende ud af det store Skæg, blev et for et bragt til Verden i Svøbet af en Røgsky. Han og Tyge var mere jævnaldrende; de havde som Børn sovet i samme Seng og været gode Kammerater. Saa var de jo ogsaa politiske Meningsfæller. I Virkeligheden beundrede han sin Broder, men han gjorde det med daarlig Samvittighed og under Nmangehaande Anfægtelser.

Hans Bekymringer galdt Tyges private Liv, hvorom der gik saa mange foruroligende Rygter. Navnlig ængstedes han ved Tanken om, at Broderen skulde have lukket sit Hjerte for Kristus. Tyge selv udtalte sig aldrig offenlig om den Slags Ting. Men han var dog den, der bar Ansvaret for, at Partiet havde søgt Forbund med rige Børsjøder og Fritænkere for at støtte sin Presse. Og var der ikke meget i hans hele selvraadige Færd, der vidnede imod ham? Og maatte man da ikke for hans egen Skyld haabe paa og bede til, at Herrens stærke Haand vilde standse ham paa hans Sejrsbane og Nnedslaa ham i Støvet, saa han kunde lære Ydmyghed?