Søren Smed og Ane-Mette har nu i mange Aar ligget Side om Side i Enslev Kirkegaardsjord, og hvad de efterlod heroppe af godt og ondt vokser 48| allerede videre hos en ny, en tredje Slægt, der kun kender deres Liv som et udsmykket Familjesagn.

I Aviserne mindes de to Gamle regelmæssigt hver Gang Tyge Enslevs Levnedsløb paany fortælles. Ogsaa deres Billeder ses undertiden i Bladene. Herfra gik de over i selve Verdenspressen Nhin historiske Julidag i Aarhundredets Begyndelse, da Tyge blev Minister i Folkets første Ministerium.

Den Dag kunde Jørgen Skolelærer ikke holde sig hjemme for Uro og Spænding. Man ventede Ministerudnævnelserne i Løbet af Formiddagen, og straks om Morgenen tog han ind til Kolding for at være Nyhedskilderne nærmere. Fra enkelte Huse var der allerede stukket Flag ud, da han fra Stationen skridtede op gennem Hovedgaden mellem to blaaøjede Studenter med hvide Huer paa det lokkede Haar – hans Sønner.

Han traf sin Broder og Svigerinde alene i Familjens Dagligstue og fik en meget kølig Modtagelse hos dem begge.

Den forhenværende Byraadsmand, for nylig udnævnt til NKancelliraad af den afgaaede Regering i Anledning af et Jubilæum, desuden hædret af Befolkningen med en Sølvvinkande paa Grund af Fortidens Fortjenester, levede i Virkeligheden nu som en fredløs Mand der i Byen. Han var med Alderen bleven mager og gul i Huden og havde faaet Munden fuld af falske Tænder. Desuden havde han lagt 49| sig forgyldte NStangbriller til. De gav det blankt barberede Ansigt et prælatagtigt Udseende, hvad ogsaa udtrykkeligt var tilsigtet. Siden det var hændet ham, at han af sine egne politiske Meningsfæller havde hørt sin Broders forhadte Navn nævne med Anerkendelse, havde han mere og mere sluttet sig til et lille Samfund af Fromme, hos hvem al NDøgnets Larm og navnlig al Tale om Politik var bandlyst.

Han modtog da ogsaa Broderen med en Bemærkning, der paa Forhaand afviste enhver Diskussion om Dagens store Begivenhed.

»I faar altsaa nu jeres Vilje,« sagde han i verdensfjern Tone. »Du kender mine Anskuelser, saa det er ikke værd, vi taler mere om det. Naar Tiden kommer, vil vi faa at se, hvem af os der havde Ret.«

Middagsmaaltidet forløb saa højtideligt som en Altergang. Nede paa Gaden var der til Gengæld et usædvanligt Liv. Løbesedlerne med Ministerlisten var kort forinden bleven spredt omkring i Byen. Tyges Udnævnelse, der iøvrigt havde været sikkert ventet, var nu officiel. Man kunde høre Folk raabe hans Navn til hinanden over Gaden.

Kancelliraaden, der Npræsiderede for Bordenden med Guldbriller og NKalot, lod ganske uberørt af det hele Røre. Han underholdt sine Brodersønner med nogle langtrukne Erindringer fra sin Ungdoms Læreaar i Tyskland, som de ikke ved denne Lejlighed 50| hørte for første Gang. Hans egen Søn, der var Bestyrer af Forretningen og i et og alt var hans foryngede Spejlbillede, efterlignede i Begyndelsen sin Faders ophøjede Ligegyldighed men kunde i Længden ikke dy sig for at blotte Gifttanden. Han maatte engang rejse sig fra Bordet, fordi Butiksklokken ringede, og da han vendte tilbage bemærkede han med Øjne, der lyste af Tilfredshed, at ogsaa en Slægtning af den fordrukne Sidse NRullekone efter Sigende skulde være bleven Minister.

Husets unge Datter Rosalie begreb ikke Aarsagen til den sære Stemning, der herskede ved Bordet. Hun var en køn lille Brunette, hvis Aabenmundethed og hele frimodige Væsen var baade Forældrenes og hendes Broders daglige Bekymring. Hun havde aldrig set sin københavnske Farbroder, og det var hende derfor – som hun sagde – saa inderlig knusende revnende ligegyldigt, at han nu var bleven Minister. De bar jo ikke engang det samme Navn.

Hun havde det i saa Henseende ganske som sine to Studenter-Fættere, der heller ikke interesserede sig for Politik, og hos hvem kun Ærbødigheden for Faderen og Respekten for den værdige Onkel holdt det ungdommelige Humør i Tømme. I deres unge Sjæle havde den tunge Slægtsarv fra Søren Smeds Trængselsdage endnu ikke fundet nogen Rugeplads. Alle tre var de lykkeligt uvidende om de Sindets 51| Giftstoffer, der formørkede Tilværelsen for de andre. Deres Tid var endnu ikke kommen.

Straks efter Bordet gik de to Gamle deres vante Gang ned paa Kontoret, mens Studenterne og Kusinen tog ud paa en Spaseretur.

Jørgen Skolelærer satte sig paa sin hævdvundne Plads i Sofaen med sin store Træpibe, og uden at nogen af dem rigtig vidste det, talte de længe om en af Byens ældre Borgere, der var kommen ulykkelig afdage ved et Fald fra en Trappe.

Kancelliraaden sad foran Skrivebordet og lod, som om han var optaget af at gennemse nogle Regninger og sammentælle Tal.

Skolelæreren sad tungt hensunken i sig selv og bakkede paa Piben uden at mærke, at den var gaaet ud. Der var for ham det underlige ved det store, der var sket, at han i sine Tanker havde oplevet det altsammen for længe, længe siden. Fra sin Ungdom havde han drømt begejstret og lykkeligt om denne Sejrens Dag, havde forestillet sig baade den flagsmykkede By og Røret i Gaderne og de mange glade Ansigter. Kun een Ting var anderledes: han selv, hans egen Glæde, der var forvandlet til Uro og Bekymring ved Tanken om Tyge.

Trods megen Grublen og anstrengt Nattevaagen ved NBedepult og Bibel fattede han ikke, at Nden Alseende, for hvem Hjertets dybeste Afgrunde var som 52| den klareste Dag, havde udvalgt et Menneske som Tyge til Fører for et kristent Folk i dets Kamp for Frihed og Retfærdighed. En NFrafalden, en NVellystning. Paa sine Knæ havde han bedt Gud om at Noplyse ham.

Pludselig hørtes der Musik henne i Gaden. En Ndemokratisk Vælgerforening trak i Procession gennem Byen paa Vej til den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Sejren skulde fejres med en Fest.

Jørgen Skolelærer vilde rejse sig for at gaa til Vinduet; men da han saae, at Broderen ikke rørte sig, blev ogsaa han siddende. Toget kom nærmere. NMessinglarmen klang mod Ruderne. Det var en Fædrelandssang der blev spillet, og mange af Følget sang begejstret med.

»De Folk er nok allerede bleven fulde,« bemærkede Kancelliraaden bøjet over sine Papirer.

Da Toget naaede udfor Huset, raabte en af Deltagerne demonstrativt:

»Leve Tyge Enslev!«

Og øjeblikkeligt svarede Folkemængden med et rungende Hurra.

Jørgen Skolelærer skottede frygtsomt over til sin Broder. Men ved Synet af dennes hvide, fortrukne Ansigt tog han Blikket til sig og slog det skamfuldt ned.

»Ser jeg selv saadan ud?« tænkte han.

Han havde endnu denne sidste Nat ligget paa sine Knæ og anraabt Gud om dog at afvende NFor53|argelsen. NSom Job var han gaaet i Rette med Forsynet, havde krævet det til Regnskab for Tyges NSejrsløb. For den danske Menigheds Skyld og for Tyges egen Frelses Skyld havde han anklaget sin Broder for Guds Domstol og opregnet hans Forsyndelser.

Han mindedes det nu med Blusel.

Folketoget var trukket forbi. Musikken døde hen. Da hørtes Stemmer udenfor paa Gangen, og der blev banket paa Døren. Det var de to Studenter, der efter Aftale med Faderen kom ind for at erindre ham om, at det var Tid at gaa til Stationen.

Jørgen Skolelærers store, tunge Okseøjne strømmede over ved Synet af Sønnernes friske, uberørte Ungdom. Og med bævende Læber bad han i Stilhed:

»Herre! Bevar deres Hjerter rene!«

Igen er en Række Aar gaaet hen, og baade Kancelliraaden og Jørgen Skolelærer er vandret ind til den store Hvile. Af alle Søren Smeds og Ane-Mettes Børn lever nu foruden Datteren i Avstralien kun Tyge. Men ogsaa ham har Døden mærket. Hans Ansigts Bleghed er bleven blyfarvet. Det tætte Haar og Skæg lyser om det runde Hoved som det hvideste Vat. Kun Brynene er endnu mørke.

Men Tyge Enslev tilhører Historien. Om hans Alderdom og Død skal der fortælles i en anden Sammenhæng.