93| Under Doktorfamiljens Besøg havde Fru Bertha været en Rundgang omkring til alle de gamle Steder i Avlsgaarden og Parken, hvor hun havde leget som Barn. Hun var født paa Storeholt, og det forstemte hende at se, hvor daarligt Gaarden blev vedligeholdt, saa den næsten stod og forfaldt. Paa en af Ladebygningerne havde Taget været under Reparation, men af en eller anden Grund var Arbejdet standset. Ovenpaa den ene Halvdel af den store Længe strittede de nøgne Spær.

Folkene gik underligt og drev. Et Par af dem saae haanligt paa hende og hilste ikke.

Køerne blev netop dreven hjem i Stalden, og hun undrede sig over, at der ikke var flere. Da hun spurgte Underforvalteren om Grunden, forklarede han, at NJægermesteren var i Færd med »at rydde op i Bestanden« for at anskaffe sig en Besætning af NJersey-Køer.

»Men hvor er da de?« spurgte hun.

»De er ikke kommen endnu,« sagde Forvalteren lidt forlegen.

Fru Bertha kom igen til at tænke paa sine udeblevne Rentepenge, og hun bestemte sig til at tale lige ud med sin Brodersøn om Sagen.

Paa Tilbagevejen gennem Parken mødte hun Frøken Søholm, som gik Aftentur der i fuld Pynt med 94| NSilkechenille og en mægtig »NEsprit« i Hatten. De fulgtes et Stykke, og da Frøkenen nogen Tid havde snakket om sit Helbred, gik hun over til det andet af de to Emner, hun overhovedet var i Stand til at tale om: sin Broder, den rige Kaffehandler, der i hendes Øjne var Vorherres sidste NUndergerning.

NGrosserer Søholms Forretning var kendt over det ganske Land. Hans Navn gloede Folk imøde overalt fra Gadeplakater og Husgavle, og om Aftenen rullede det i NFlammeskrift henover Hustagene tilligemed Forsikringen om, at Søholms Kaffe var Verdens billigste og bedste. Han havde oprindelig været almindelig Pakhuskarl, hvad han paa ingen Maade lagde Skjul paa. Den selvbevidste Mand fortalte det ved enhver Lejlighed, at han havde arbejdet sig op »fra Skidtet af.« Nu var han en af Københavns Millionærer, og hans Døtre hørte til Byens flotteste. Da deres Moder havde været simpel Grønthandlerske var de fra Tolvaarsalderen bleven opdraget i udenlandske NPensionater. Grossereren var en stor, Nbringebred Mand med Lemmer som en Bryder. »Egetømmer helt igennem« – forsikrede han selv.

Fru Bertha havde to Gange været sammen med sin Brodersøns Svigerfader, den ene Gang her paa Storeholt. Under hendes Ophold her for to Aar siden rullede han en Dag uventet op for Trappen i sin Kæmpebil, og det Besøg havde hun ikke glemt. 95| Hr. Søholm havde ved sin Datters Giftermaal anbragt en Kapital paa N30 Tusinde i Gaarden, og af den Grund optraadte han nu med en Anmasselse, som om det var ham, der var den egenlige Ejer af Storeholt og John hans Forvalter. Han gik rundt og vurderede Besætning og Markredskaber, takserede Malerierne paa Væggene og Parkens Værdi som Brændsel. Enhversomhelst Ting omsatte hans Tanker straks i Penge. Hun blev saa harmfuld over at høre denne brovtende Fremmede tale om Storeholt som om en almindelig Handelsvare, at hun ikke kunde faa sig til at sige ham Farvel, da han efter nogle Timers Ophold rullede tilbage til København. Hun havde derfor heller ikke beklaget det, da hun senere engang fik at vide, at det var kommet til et Brud mellem John og hans Svigerfar, saa de ikke længer taalte at se hinanden.

Ved nu at tale med Frøken Søholm kunde hun mærke, at den rige Mand var begyndt at blive ængstelig for sine 30 Tusinde. Hun fik endogsaa det bestemte Indtryk, at Søsteren i Øjeblikket opholdt sig her paa Gaarden som hans Spion. Dette gjorde hende urolig, og hun besluttede, at hun straks vilde tale med John og forlange en Forklaring.

Hun kom op ad Verandatrappen umiddelbart efter, at Doktorfamiljen var kørt bort. Da hun ikke fandt sin Brodersøn i nogen af de andre Stuer, søgte hun 96| ham i hans eget Værelse, skønt Døren dertil var bleven lukket. Her sad han slapt sammensunken i en Lænestol. Den sorte Fløjls Baret havde kan kastet fra sig paa et Bord.

»Forstyrrer jeg?«

»Naa –. Jeg sad ganske vist og tænkte. Men kom kun ind, Tante! Du er altid velkommen!«

Han rejste sig op og bød hende Plads i Sofaen.

»Hør, John! Skal vi ikke med det samme snakke lidt om vore Pengeaffærer?A Saa er det overstaaet.«

Jægermesteren smilte ret naturligt, skønt han blev noget farveløs i Ansigtet.

»Er du bange for dine Penge, Tante Bertha?«

»Nej, men jeg sætter Pris paa at have Rede paa mine Ting. Hvorfor har jeg ikke faaet mine Renter?«

»Herregud, vi er jo endnu midt i Terminen.«

»Jamen, jeg har heller ikke set noget til mine Decemberrenter, og dem plejer du dog at sende mig i Løbet af Foraaret.«

»Jeg skal se efter i mine NBøger. Der er altsaa sket en utilgivelig Forsømmelse, som jeg meget beklager .«

Men Fru Bertha var bleven opskræmt og lod sig ikke berolige af den Forklaring. Hun bad ham om at sige hende det lige ud, dersom han i Øjeblikket daarlig kunde undvære de Penge.

»Du veed, jeg kommer ikke paa NSundholm, fordi 97| jeg skal undvære dem et Aar. Men jeg forlanger ordenlig Besked.«

Jægermesteren tav et Øjeblik og saae mod Gulvet. Hans Læber var hvide.

»Naar du direkte spørger mig, saa vil jeg ikke nægte, at jeg for Tiden er temmelig stærkt engageret. Men det hele vil ordnes af sig selv. Jeg skal gerne ved Lejlighed vise dig min Terminsopgørelse, saa vil du se, at jeg blot behøver Henstand. Jeg beder kun om, at du vil fritage mig for at komme nærmere ind paa de Ting netop i disse Dage. Jeg forsikrer dig, der er i Forvejen tilstrækkeligt, som trykker og piner mit Sind ... Ogsaa Sorger, som jeg ikke kan tale om til nogen.«

Han havde rejst sig og gik uroligt omkring i Stuen. Hans sidste Ord var gaaet Fru Bertha til Hjertet, og hun opgav at gøre ham Bebrejdelser for hans NUefterrettelighed.

Lidt efter satte han sig fortrolig hen til hende i Sofaen.

»Tante Bertha! Vi talte før om Møller Jensens Sygdom og Muligheden for et Repræsentantskifte her i Kresen. Du syntes at være lidt forbavset over, at jeg i saa Tilfælde ventede en Opfordring til at Nstille mig. Det gør jeg nu maaske ikke; men – oprigtig talt, Tante Bertha! – jeg synes, at du – og særlig du – maa kunne forstaa, at det piner mig ved en98|hver Lejlighed at blive forbigaaet af Folk som Balduin Hansen, Karl Holm og nu maaske af Pastor Gaardbo, en ganske fremmed Mand. I næsten et Aarhundrede var vor Familje den førende her paa Egnen. Bedstefar sad i NStænderforsamlingen. Far var den første fynske Godsejer, der offenlig vedkendte sig moderne liberale Anskuelser. Mine egne Fortjenester som teoretisk og praktisk Landmand tillader du mig forhaabenlig at tie om. Men nu er det glemt altsammen. Naar der skal vælges til Amtsraadet, eksisterer jeg ikke for mit eget Parti. Jeg bringes ikke i Forslag engang. Fars Plads i NLandhusholdnings-Selskabets Bestyrelse gav de til Forpagter Holm, og i Stedet spiser man mig nu af med den skidt Formandsstilling i Ungtyreskuet, som der saagu’ ikke er stor Stads ved. – Naa, jeg er vant til at bære Modgang; men jeg kan med Sandhed sige, at jeg har maattet betale min politiske Overbevisning dyrt. Siden jeg første Gang var Stiller for Møller Jensen har saa at sige alle mine Standsfæller vendt sig fra mig. Baron Brahe hilser mig ikke mere, naar vi mødes. Du veed, at det paa et hængende Haar var kommen til Duel imellem os i den Anledning. Og alligevel bliver jeg af mit eget Parti systematisk udelukket fra alle Tillidsposter. Det er en fuldkommen Sammensværgelse – anderledes kan jeg ikke se paa det.«

99| Han havde igen rejst sig op og stod foran Tanten i stærk Bevægelse.

»Men Gudskelov!« sagde han med fugtige Øjne. »Jeg har under alle mit Livs Skuffelser bevaret min Fars lyse Sind. Dersom jeg ikke saa sikkert troede paa, at Miskendelsen og Forfølgelsen engang vilde høre op, havde jeg for længe siden skudt mig en Kugle gennem Hovedet. Og saa har jeg jo heldigvis ogsaa haft mit Laboratorium at ty til. Det har naturligvis været mig til stor Opmuntring.«

»Derfor synes jeg ogsaa, John, at du skulde blive ved det og slaa de andre Tanker af Hovedet,« sagde Fru Bertha.

»Det kan jeg ikke, Tante! Jeg siger det ganske ligefrem: jeg er en ærgerrig Mand. Jeg gør Fordring paa et større Virkefelt for mine Evner og min Energi, og jeg forlanger Anerkendelse. Naar jeg ser paa de Folk, der nu spiller de store Roller i vort lille danske Samfund, kan du vist forstaa, at det ofte syder i mig. Jeg er endog saa ubeskeden at Nformene, at det trods alt engang skal vise sig, at jeg er født under en lykkelig Stjerne. Men forresten ... der er ogsaa en anden, en mere privat Grund for mig til at ønske at komme til at leve under nye Forhold ... Men det kan jeg ikke tale om.«

Han gik hen til Vinduet og blev staaende der med Ryggen til Stuen. Men et Øjeblik efter vendte han 100| tilbage og satte sig igen i Sofaen hos Fru Bertha, idet han i Forknythed stille tog hendes Haand.

»Jo, Tante, du alene skal vide, hvordan det staar til her i Huset. Saa Npinligt det Nogsaa er for mig at tale om det, – jeg trænger til et Menneskes Fortrolighed. Jeg har haft en stor Sorg, Tante Bertha. Derfor er jeg i disse Dage, som jeg er; jeg kan ikke samle mig til nogen Ting. Der har været Timer, da jeg var ved at miste min Forstand.«

»Men Gud, hvad er det?«

»Har du aldrig mærket, Tante, at ikke alting mellem Vilhelmine og mig er som det skal være?«

»Naa ja, I har lidt vanskeligt ved at komme overens.«

»Det er ikke blot det. Jeg kan naturligvis ikke gaa i Detailler. Jeg kan kun sige, at Vilhelmine viser mig en Ligegyldighed, som ingen Mand kan finde sig i. Forandrer hun sig ikke, maa vi skilles.«

»Er det saa alvorligt?«

»Det er meget alvorligt. Jeg tror ganske vist ikke, at Vilhelmine har begaaet noget absolut utilladeligt; men der er altsaa en anden Mand, som hun interesserer sig for, og det er min bestemte Hensigt at forlange Skilsmisse, dersom Forholdet ikke forandres.«

»Sig mig, John, veed din Svigerfar noget om detteher?«

»Min Svigerfar? Det er ganske lige meget med 101| ham. Kan du tænke dig, den Pakhuskarl er fornærmet paa sin Datters Vegne, fordi jeg ikke har kunnet indføre hende hos Egnens NLensadel paa Grund af mit politiske Standpunkt. Det er det samme Vilhelmine stadig har bebrejdet mig, at jeg ingen passende Omgang har skaffet hende, og jeg maa jo indrømme, at hun paa det Punkt har nogen Ret til at beklage sig. Men – ikke sandt, Tante? – dersom jeg nu kunde blive valgt, og vi kunde bosætte os i København, saa vilde med eet alt forandres. Vi kunde der vælge vor Omgang, som vi selv synes, og igen begynde at Nføre Hus. Og jeg Ngad set den, der har Vilhelmines Evne til at Nrepræsentere. Du maa indrømme mig, Tante Bertha, at naar hun er glad og føler sig tilfreds, er Vilhelmine en charmerende Værtinde, der uvilkaarlig indtager alle. I København vilde hun glemme alle sine Nykker, og der kunde endnu blive to lykkelige Mennesker af os. Og nu forstaar du vist, Tante Bertha, hvad det vilde betyde for mig, dersom – –.«

Der blev i dette Øjeblik banket paa Døren. En af NPigerne kom ind med et Telegram.

Jægermesteren foer op og bad Tanten undskylde, at han maatte afbryde Samtalen. Han snappede Telegrammet ud af Pigens Haand men brød det ikke, før Fru Bertha var ude af Døren. Selv da tøvede han. Farven paa hans tykke Kinder skiftede 102| uophørlig. Han stod nogle Sekunder med lukkede Øjne for at samle Mod til at møde Afgørelsen. Og den Tanke foer ham gennem Hovedet som et blodrødt Syn: »Dette Øjeblik betyder Liv eller Død for dig, John Mathias Hagen!«

Saa rev han rask Papiret op.

Nogle Minutter efter viste han sig ude paa Verandaen, hvor alle fire Damer nu igen var samlede. Med Telegrammet i Haanden forkyndte han, at hans Broder Asmus vilde komme dertil i Løbet af Natten.

»Han skal hentes i Odense. Han kommer med Midnats-Ekspressen og rejser allerede igen imorgen Eftermiddag,« meddelte han og vendte straks tilbage til sin Stue uden nærmere Forklaring til de forbavsede Damer.

Inde hos sig selv gik han nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet, tændte derpaa en Cigar – hans Haand rystede endnu efter den overstaaede Sindsbevægelse – og lod sig synke ned i en Lænestol. Han var nu lidt ærgerlig paa sig selv, lidt skamfuld over den ganske overflødige Nervøsitet, han havde gaaet om i de sidste Dage. Herregud, han vidste det jo dog ... han havde jo hele Tiden sagt det til sig selv, at Sagen saamænd nok ordnede sig.

Men Banken havde unægtelig været ualmindelig uforskammet. Hvad han ikke i sine mest nedslaaede Øjeblikke havde troet muligt, var virkelig sket. Store103|holt, det hagenske Familjegods, var bleven truet med Udpantning! Dersom hans Svigerfader ikke nu havde tilsagt Assistance, vilde han allerede have ligget derhenne paa Sofaen med et NLod Bly i Hjernen. Han havde været fast besluttet paa ikke at ville overleve den Skam. Naar han ikke paa anden Maade havde kunnet indridse sit Navn i Slægtens berømmelige Historie, skulde det i hvert Fald ske med Blod og Rædsel.

Det eneste, der nu trykkede ham, var Frygten for, at han i sin unormale Sindsstemning skulde have gjort sig latterlig. Blandt andet fortrød han sin Nubetimelige Aabenhjertighed overfor sin Tante. Han havde jo Naabenbart i disse Dage taget lovlig tungt paa den Historie med Vilhelmine og Kaj Frandsen. Paa en Maade kunde det jo kun smigre ham, at en køn Fyr som Frandsen gjorde Kur til hans Kone. Og Vilhelmine havde virkelig nogen Grund til at føle sig skuffet over deres Omgang. Han havde jo ogsaa selv glædet sig til at indføre hende i de gode Krese og se hende beundret og omsværmet. Hvor ofte havde han ikke i Tankerne hørt Folk sige om hende: »Det er da endelig igen en smuk og elegant Ministerfrue.« – Nu vilde han tale ganske roligt og fredsommeligt til hende om deres Forhold.

Han saae paa sit Ur og tog derpaa Telefonen, der stod ved Siden af ham i Vindueskarmen.

104| »NOdense. – – Er det Bankdirektør NFreistadt? Er Direktøren ikke tilstede? Det er Jægermester Hagen. – Goddag, Freistadt,« sagde han, og hans Tone var meget højtidelig. »Vil De sige mig, hvad er det for en uforskammet Skrivelse, De har tilladt Dem at sende mig ind ad Døren for et Par Dage siden? ... Hvadbehager? Ikke Dem personlig; nej manglede saamænd bare! ... Ja, det kan virkelig gerne være; men nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt. Jeg arbejder i denne Tid seks­syv Timer daglig i mit Laboratorium, saa det kan vel undskyldes, at man glemmer en Indbetaling. Men nu skal Pengene blive sendt Dem ... En Check med min Svigerfaders Navn anser De vel for god? ... Naa dog! ... Hvornaar? ... Imorgen ja! ... Hvad siger De? ... Bankraadsmøde paa Torsdag. Nu skal jeg sige Dem noget, Freistadt, jeg frabeder mig flere ubehagelige Skrivelser i Anledning af den Forglemmelse. Det maa De for mig gerne lade gaa videre til NEtatsraaden. – Vi mødes vel forresten d. 29de paa N Grand ... Linnemanns Fødselsdag ja ... Ja, der kommer kun Herrer ... NHøj? Ja, det bliver den vel nok ... Javel ... Naturligvis ... Er der ellers noget Nyt af Interesse derinde? ... NNi Matadorer! Hvem? I Hjerter ... Og det i Juni Maaned! Hør, det maa da i Avisen! Dersom De taler med Redaktør Albertsen, saa maa De gerne med det samme fortælle ham, at jeg haaber 105| i en nær Fremtid at kunne meddele de første Resultater af mine Undersøgelser af Kartoffelskimmelen. Foreløbig vil jeg kun røbe saa meget, at jeg anslaar ... Hvad siger De? ... Aa, undskyld! Har deNFremmede! ... Ja ja, Farvel da, Freistadt!«