Den næste Formiddag, da Jytte traf sin Fætter i Haven, spurgte hun ham, om han kunde overlade hende en Vogn engang i Løbet af Eftermiddagen. Hun vilde gerne gøre sin Veninde, Doktorfruen i Jerve, et Genbesøg.

»Det er kedeligt, jeg har netop givet Kusken en anden Ordre. Kan det ikke vente til imorgen?«

»Jo, kære – imorgen eller en anden Gang. Det er ganske ligegyldigt,« sagde Jytte og var straks mest tilbøjelig til helt at opgive Turen.

Den følgende Dag ved Firetiden kom hun alligevel afsted.

Da hun holdt foran Lægeboligen, saae hun straks, at hun kom ubelejligt paa Grund af Storvask. Rundt om Huset hang Tøj i Solen. Ogsaa i Haven var der trukket Snore; den friske Os af Lud sporedes helt ud paa Vejen. Hun fandt alle Døre aabne, gik fra Stue til Stue uden at træffe et Menneske.

Veninden stod ude i Haven midt i de blafrende Lagenrækker med Hovedet skjult i en stor NHelgolænder. Et lille Barn sad ved Siden af hende i Græsset og ribbede eftertænksomt en Fandens Mælke162|bøtte. Nogle andre Børn hørtes at lege et andet Sted i Haven.

Jytte stod længe i Havedøren og iagttog Veninden uden at blive bemærket. Fru Meta vendte Ryggen til, og da Jytte saae, at hun igen var Nfrugtsommelig, kom hendes Hjerte til at banke.

»Goddag, Meta!« sagde hun endelig; men hun maatte gentage det et Par Gange før det hørtes paa Grund af Tøjets Blafren.

Nu blev der stor Modtagelse. Den Lille blev taget op paa Armen for at præsenteres. Ogsaa de andre Børn skulde Jytte straks se.

»Hedvig – Jørgen – og Olga!« raabte Moderen, og under de ophængte Lagner og Sengetæpper kom lidt efter tre halvnøgne og solbrune Unger kravlende frem paa alle fire, brølende og brægende. Da de opdagede den fremmede Dame, tav de forskrækket. Derpaa rejste de sig op og gik artig hen og gav Haanden.

»Det er jo et helt Regiment!« sagde Jytte.

»Ja, synes du ikke jeg har Lov til at være vigtig.«

»Jo – og det er du nok ogsaa.«

»Men hvor ser I dog ud, Børn!« sagde Meta. »De ligger jo hele Dagen og boltrer sig i Jorden ligesom Spurve ... Kom, nu gaar vi ind, Jytte! Jeg skal blot give NPigerne Besked.«

»Jeg er ked af, at jeg kommer til Ulejlighed –«

163| »Det skal du virkelig ikke tage dig nær. Vi er næsten færdige. Men vi begyndte ogsaa Klokken fem i Morges. Det skal netop være dejligt at hvile Benene lidt.«

Mens Meta var borte, saae Jytte sig om i Havestuen, der tillige var Familjens NDagligværelse. Døren til Doktorens Stue ved Siden af stod aaben. NUdstyret i begge Værelserne var holdt i gammeldags Bondestil. Høje, mørkfarvede Paneler med en fast Bænk langs den ene Side. Hvidtede Vægge. Rødbejsede Møbler. Ingen Gardiner eller Portierer. Bare en gul Kappe over Vinduerne. Umagelige Stole med Straasæder.

»Dette her har du ikke selv fundet paa,« sagde hun, da Veninden kom tilbage – og hun saae, at Meta havde benyttet Lejligheden til at skifte Kjole. »Det er altsaa din Mands Smag.«

»Ja, det er det. Hvad synes du om det?«

»Jo, her er hyggeligt,« sagde hun men vidste ikke selv, om hun ogsaa mente det. Hun følte sig paa fremmed Jordbund her og var usikker.

I nogen Tid sad de nu uforstyrret og talte om fælles Veninder, deres Giftermaal og Skilsmisser og de andre mer og mindre selvforskyldte Ulykker, der havde ramt de fleste af dem. Meta havde trukket en stor Sykurv med Stoppesager hen foran sig. Hun var ikke vant til at sidde ledig og Nkom derfor i For164|legenhed med sine Hænder. Jytte anede, at Veninden desuden med denne husmoderlige Syssel halvt ubevidst forskansede sig mod Indtrykkene fra den Verden, som hun ikke længer tilhørte.

»Længes du aldrig tilbage til København?« spurgte hun.

»Nej aldrig! Jeg synes man lever meget lykkeligere paa Landet. Det sagde du forresten ogsaa selv engang, kan jeg huske. Det lød saa pudsigt. Jeg troede heller ikke det var dit Alvor. Men saa fortalte du om din Barndomstid paa Samsø, og saa forstod jeg, at du virkelig mente det.«

Jytte nikkede.

»Derfor troede jeg ogsaa straks paa det, da jeg hørte, at du var bleven forlovet med en Godsejer. Det var altsaa ikke rigtigt. Men du skal se, naar du engang gifter dig, bliver det nok med en Landmand.«

Jytte kom til at smile.

»Hvorfor vil du med Vold og Magt have mig gift, Meta?«

»Fordi det er det eneste, som der er rigtig Lykke ved. Nu veed jeg det!«

»Ja, jeg misunder dig dine Børn. Kunde man bare faa dem sendt med Posten uden alle disse forudgaaende Formaliteter.«

Nu var det Metas Tur til at smile. Hun skottede 165| til Jytte over sin Stoppenaal med et halvt skalkagtigt, halvt blufærdigt Blik.

»Det mener du jo ikke et Ord af,« sagde hun.

Men i det samme forandredes hendes Ansigt og blev alvorligt: »Aa, du tænker maaske paa Fødslerne ... Ja, de er skrækkelige ... rædsomme ... endnu langt værre end man har forestillet sig det,« sagde hun, – og Jyttes agtpaagivende Øjne saae, hvordan Blodet gik Veninden fra Kinderne af Angst for det, der nu igen forestod hende.

»Nej, det var forresten ikke dem jeg tænkte paa; og en saadan NBarselaffære er vel heller ikke, hvad den var i gamle Dage,« sagde hun for at trøste hende. »Det meste foregaar jo nu under Bedøvelse. Kornelia Borgen fortalte mig engang, at hun fik sit Barn uden at ane det mindste. Kan du huske den store Opstandelse der blev blandt Præsterne for et Par Aar siden, fordi min Fætter Professor Hagen skrev om den moderne Videnskab, at den høfligt havde Nlyst den ene efter den anden af Nde gammeltestamentlige Forbandelser ned ad Trapperne.«

Meta sagde stille og indadvendt uden at se op fra sit Arbejde:

»Jeg er ikke bleven bedøvet mere end een Gang. Og den ene Gang er jeg nærved at fortryde nu.«

»Hvad mener du?«

»Jeg er jo naturligvis bleven hjulpen af min Mand, 166| og han kan ikke lide den Barselbedøvelse. Han synes, at Børnene skal komme til Verden paa naturlig Maade. Ellers bliver det bare som en Operation for en Svulst. Man faar ikke selv at vide, hvad der foregaar med En i det største Øjeblik i en Kvindes Liv. Ligesom et Barn bliver man sat udenfor Døren, naar de vigtigste Ting skal drøftes – siger min Mand. Og det maa jeg give ham Ret i.«

»Hvad har du da gjort?«

»Ingenting. Jeg har bidt Tænderne sammen saalænge jeg kunde. Men dengang jeg fik Olga, maatte jeg hjælpes. Barnet laa saa rent forkert.«

»Og det er du nu ked af?«

»Det vil jeg ikke sige, for det frelste Nsagtens baade mit og Barnets Liv. Og jeg holder naturligvis lige saa meget af Olga som af de andre. Men jeg føler det alligevel tidt som et Savn, at jeg var saa langt borte, da hun kom til Verden. Jeg tror, det betyder meget for en Mor, at hun har mærket sit Barn blive født og hørt dets allerførste lille Kvæk. Min Mand plejer at sige, at ellers følger de fineste Hjerterødder ikke med.«

Jytte havde sat sig sidelæns paa den umagelige Stol og holdt Haanden under Hovedet. Hun følte det sortne for sine Øjne under et sønderslidende Indtryk af Livets Grumhed.

Hun begreb ikke, at Veninden trods alt, hvad hun 167| havde gennemgaaet og endnu skulde lide, kunde sidde der saa fattet og endogsaa føle sig lykkelig midt i Rædslerne. Var der da slet intet i hende der gjorde Oprør? Tænkte hun heller ikke paa, at disse Børn, som hun bragte til Verden under saa raffinerede Pinsler, maaske engang Nvilde ønske, at de aldrig var bleven født? Hvor mange Mennesker gjorde ikke det? Hver Dag var der Hundreder, som dræbte sig selv af Lede ved Livet og dets meningsløse Mishandlinger.

»Din Mand er vel sagtens meget religiøs?«

»Nej, ikke det mindste. Børnene er ikke engang døbte.«

»Er det sandt?«

»Dersom du vil lade være med at snakke om det, saa kan jeg godt fortælle dig, at min Mand skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar, og han sidder ofte oppe den halve Nat for at skrive paa det.«

»Hvad handler det om?«A spurgte Jytte paa den interesserede og dog aldrig helt nærværende Maade, der var hende egen.

»Ja, det kan jeg ikke saadan sige. Det er ikke Filosofi, men alligevel noget i den Retning. Det handler i Grunden om alt muligt. Men mest om Børneopdragelsen og Ægteskabet og Livet med Naturen. Men det kan ikke nytte, jeg begynder paa at for168|klare dig det; det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det altid gerne.«

»Jeg er lidt forbavset over, hvad du her fortæller mig, fordi jeg kan huske, du sagde forleden, at din Mand og din Svoger Præsten er saa meget for hinanden. Jeg tænkte derfor – –.«

»Min Svoger hører ikke til dem, der tager det højtideligt med Dogmer og den Slags. Han ser alene paa Sindelaget. Selv er han det elskeligste Menneske under Solen ... Men det er sandt, du kender ham jo! Han fortalte os igaar, at han havde truffet dig og din Mor. Endogsaa et Par Gange tror jeg.«

Jytte svarede blot Ja.

Veninden talte nu en Tid om Præstens Kærlighedsgerninger blandt de Fattige og spurgte saa:

»Veed du af, at min Svoger har haft en stor Sorg?«

»Jeg har hørt lidt om det. Han mistede sin Kæreste, ikke sandt?«

»Ja, og paa den uhyggeligste Maade ... og lige før Bryllupet. Hun fik Krampe i Vandet og druknede. Det var sidste Sommer. Han havde dengang lige besøgt os ovre i Vestre-Byrup, og jeg tror aldrig jeg har set et saa lykkeligt Menneske.«

»Hvem var hun, den unge Pige?«

»Hun var fra Kolding. Det var forresten hans og min Mands Kusine. Et udmærket lille Menneske. 169| Frisk og sød. De havde været forlovet lige fra han var ung Student. Mærkeligt nok taler han aldrig om hende. Men man kan se det paa hans Øjne, at han altid tænker paa hende. Man føler det ogsaa, at han har hende med sig i al sin Gerning. – Her kan du forresten se hende.«

Meta hentede et Fotografi fra en Ramme, der stod paa Skrivebordet.

»Var hun ikke nydelig?«

Jytte saae skødesløst paa Billedet og nikkede bekræftende, skønt Ansigtet Nvirkede ubehageligt paa hende.

»Lever din Svoger nu ganske alene i Præstegaarden?« spurgte hun.

»Ja, det Skind! ... Han har naturligvis en Husholderske. Et forfærdeligt Menneske forresten, som bogstavelig talt sulter ham. Selv vejer hun sikkert sine Nto Hundrede Pund. Uh, jeg har tidt den største Lyst til at give det Asen en ordenlig Endefuld med et NBanketræ. Men hun hører paa en Maade med til Familjen. Derfor er hun ikke let at slippe af med, saalænge min Svoger ikke gifter sig.«

»Det gør han vel ogsaa nok.«

»Det haaber vi jo paa. Saadan en Ungkarl har det virkelig ikke godt. Og – ikke sandt? – det vilde dog være Synd og Skam om en saa god og kærlig 170| Mand ikke fik Hjem og Børn og blev lykkelig. Han holder netop saa meget af Børn.«

Der var noget i denne halvt forelskede Snak, der igen opæggede Jytte og vakte hendes Spot. Men hun nænnede ikke at lade Veninden mærke det, og nu rejste desuden Meta sig; hun havde hørt en Bil køre ind i Gaarden.

»Det er min Mand. Jeg vil blot sige ham, at du er her.«

Jytte ønskede sig bort. Hun havde heller ingen Lyst til at træffe Doktor Gaardbo, fortrød i det hele, at hun var kommen her, og besluttede at tage afsted saasnart hun havde hilst paa ham.

Til hendes Overraskelse viste Doktoren sig imidlertid ganske elskværdig. Han gjorde sig endogsaa tydeligt Umage for at være underholdende, idet han med naiv Ligefremhed fortalte om sig selv og sine Meninger. Han sad med den mindste lille Pige paa Skødet, og mens han talte, lagde Jytte Mærke til, at Barnet klædte den grimme Mand og næsten gjorde ham smuk.

Omslaget i Doktor Gaardbos Følelser overfor hans Kones københavnske Veninde skyldtes en Bemærkning, som hans Broder Præsten den foregaaende Dag havde ladet falde om hendes »hemmelighedsfulde Falkeansigt«. Den havde i al sin Uskyldighed røbet en vis Optagethed af den smukke Ministerdatter. Nu 171| ønskede han derfor selv at danne sig et Skøn om den unge Dame med det tvivlsomme Rygte, og han fandt hende til sin Forbavselse ikke saa lidt menneskeligere end han efter Pynten havde forestillet sig. Da Meta søgte at overtale Jytte til at blive der til Aften, stemte han endog i med og tilbød at køre hende hjem i sin Bil, dersom hendes Vogn ikke kunde blive.

Men Jytte havde faaet Uro paa sig. Hun bad om, at der maatte blive sendt Bud til hendes Kusk.

Kort efter fulgte hele Familjen hende tilvogns. Doktoren svøbte egenhændig Køretæppet om hendes Fødder og bad hende at vogte sig for Aftenkøligheden.