Paa Hjemvejen, da de kom igennem Stationsbyen, standsede Vognen pludselig. Jytte, der havde siddet i sine egne Tanker, forstod ikke Meningen. Hun saae, at de holdt udenfor Gæstgivergaarden.

Men da opdagede hun sin Fætter. Han stod oppe paa den høje Trappe og havde raabt Kusken an. En tykhovedet Vært i Skjorteærmer fulgte ham til det næstnederste Trin med Hænderne sløvt i Bukselommerne.

»Naa Farvel, Hr. Andersen! Det er altsaa nu en klar Aftale, at De indtil videre reserverer mig Salen og 172| ikke udlejer den til nogen anden. Hvad jeg vil bruge den til, kan jo foreløbigt være Dem ligegyldigt, ikke sandt?«

»NGubbevares!«

»Skulde der altsaa melde sig andre NLiebhavere, maa De straks meddele mig det. Jeg har altid i Dem set en ualmindelig stabil Mand og min politiske Meningsfælle.«

»Takker.«

Mens NJægermesteren steg tilvogns, blev Værten staaende med Hænderne i Lommerne og gloede paa Jytte uden at hilse.

»Men hvor kommer du dog fra, John?« spurgte hun, saasnart Kusken havde faaet Tegn til at køre. Fætteren var ildrød i Øjnene og bragte en sødlig Spirituslugt med sig.

»Jeg har haft en Forretning at ordne med Gæstgiveren. Der er ikke mere end seks Uger til Valget, det gælder om at træffe sine Dispositioner i Tide.«

»Den Slags Folk vilde jeg i dit Sted forhandle med i Telefon.«

»Du tager ganske fejl. Gæstgiver Andersen er en af Kresens mest indflydelsesrige Mænd. Du skal lægge Mærke til, Nhvad en Statsmand engang har udtalt, at den politiske Stemnings Styrke vokser med Antallet af Kroerne. »Den Slags Folk« – som du siger – skal man altsaa ikke lægge sig ud med.«

173| »Men tænker du da paa at Nstille dig, John?«

»Det kunde jo gerne være. Men lad os lade det Spørgsmaal ligge! Der er noget andet, jeg længe har villet snakke med dig om, Jytte ... noget meget alvorligt og sørgeligt, som jeg trænger til at tale med et Menneske om. Og vi er jo Venner, ikke sandt? Fra Barndommen har vi kendt hinanden, og du har tilgivet mig, at jeg engang bildte mig ind, at det var os to, der skulde være Mand og Kone paa Storeholt.«

»Ja ja ... Hvad var det, du vilde fortælle mig?«

Paa et Tegn fra Jytte havde de sat sig over paa det andet Sæde af Hensyn til Kusken. Her sad de under det opslaaede NRuf og kunde ikke høres af ham.

»Sig mig, Jytte, du som er saa klog og straks ser alting – har du ikke mærket, at der er noget i Vejen mellem Vilhelmine og mig?«

»Jo, det har jeg.«

»Jeg tænkte det nok. Derfor skal du ogsaa vide hele Sandheden. Vilhelmine og jeg maa skilles. Der er ikke andet at gøre. Den nuværende Tilstand er utaalelig. Skal jeg blive ved at leve med det Menneske, fryser jeg ihjel. Jeg veed godt, at jeg har mange Fejl; men som Ægtemand har jeg ingenting at bebrejde mig. Jeg har baaret over med Vilhelmine og fundet mig i hendes Luner, fordi jeg er et Menneske, der trænger til Kærlighed og Ømhed. Men 174| nu maa det være forbi. Jeg vil hellere være gift med en Nskiden Malketøs, end med den Istap.«

»Det var vel nok gaaet bedre for jer, dersom I havde faaet Lov til at beholde lille Kaj,« sagde Jytte i sine egne Tanker. »Eller dersom I havde haft flere Børn,« føjede hun til lidt efter.

»Aa Gud, jeg maatte saamænd høre nok for Kaj, dengang hun Ngik med ham! Bagefter var hun jo stolt over at have faaet ham; men hun har alligevel ikke villet høre Tale om at faa flere Børn. Hun kan blive aldeles rasende bare jeg nævner det.«

»Kan du i Grunden fortænke hende i det?«

»Hvad siger du? Det kan du jo ikke mene, Jytte! Verden skal vel ikke affolkes? Det er dog Kvindens første Pligt at vedligeholde N Formerelsen.A – Nej, Nlad os nu være Mennesker, kære Kusine!«

Jytte svarede ikke noget hertil. Hun sad med bortvendt Ansigt, tæt indhyllet i et Sjal, som Fætteren havde hjulpet hende med at faa om sig.

»Men vi Mænd er for hensynsfulde. Derfra stammer hele Ulykken. Jeg maa ofte tænke paa en af mine Venner – en Kvindekender – han sagde engang rent ud til mig, at Vilhelmine skulde have været gift med en stor NHestepranger paa N12 Lispund, der engang imellem gav hende nogle gode Høvl af Ridepisken. Og det galdt forresten de fleste Kvinder – sagde han.«

175| »Hvem var den Vismand?«

»Det er jo lige meget med Navnet. Og det blev naturligvis sagt i Spøg. Men der er sgu ikke saa lidt om det. Det er nu min Erfaring.«

Ogsaa min! – tænkte Jytte. Man kunde jo lige saa godt tilstaa den brutale Sandhed, i det mindste for sig selv. Tolv Lispund Kød i Favnen og bagefter korporlig Mishandling under en eller anden Form, Svangerskabets ni Maaneders lange Lidelse, Fødselens Radbrækning eller – i Mangel deraf – Ridepisken. Saadan var Kvindens egenlige, inderste Krav til Manden. Det var denne aldrig slukkede Trang til Nedværdigelse, der blev hendes Skæbne. Meta vilde naturligvis aldrig i Livet indrømme det; men hun kendte ikke sig selv.

Jægermesteren Nopstemte nu sin sædvanlige Klagesang over det NVanheld, der havde forfulgt ham i alle Forhold. Men Jytte hørte ikke længer paa ham, og kort efter var de hjemme.

Da Vognen drejede fra Vejen ind i Alleen, fik de begge paa eengang Øje paa Hr. Frandsen, der noget borte Npolkerede afsted paa sin højbenede og stumphalede Ganger. Og idet de kørte op for Trappen, saae de Vilhelmine, der kom gaaende fra Stalden i sin Ridekjole.

Jytte skyndte sig at komme ud af Vognen og 176| gik straks op til sig selv. Udtrykket i Fætterens Ansigt havde gjort hende utryg.

Ægteparret mødtes paa Trappen efter at Vognen var kørt bort.

»Har du været ude at ride med Frandsen?«

»Ja, naturligvis.«

»Trods mit bestemte Forbud?«

»Forbud? ... Hvad kan du forbyde?« sagde hun haanligt over sin Skulder og gik forbi ham ind i Forstuen.

Jægermesteren fulgte. Fra Knagerækken derinde tog han den NHundesvøbe, han for et Par Dage siden havde truet hende med.

»Vi ses!« sagde han med sænket Stemme og gik op i deres Soveværelser.

Fru Vilhelmine var bleven bleg. Hun stod nogen Tid tvivlraadig og bøjede sin Nsmækre Ridepisk. Vendte sig saa mod Døren for at gaa tilbage til Stalden men betænkte sig og blev igen staaende nogen Tid i Overvejelser. Tilsidst gik hun raskt ind i sin Mands Værelse og tog Telefonen.

»NEkspres – København! ... Optaget? ... Saa Statstelefonen! ... NGrosserer Søholm. – Ogsaa! Hvorlænge? ... Aa!«

Hun lagde ærgerlig Hørerøret tilbage i Gaffelen og overvejede paany. Halvt i Tanker tog hun en Cigaret fra en Æske, der stod fremme paa Bordet, og tændte 177| den. Da den var udrøgen, gik hun roligt ud af Stuen, derpaa videre gennem Gangen og – ganske langsomt – op ad Trappen.

Hun vidste, at hendes Mand stod paa Lur oppe bag Sovekammerdøren.

Da Familjen noget efter mødtes ved det sene Middagsmaaltid, var Ægtefællerne bleven forsonede, og Jægermesteren var nu lige saa aabenhjertig i sin Glæde som før i sin Græmmelse. Han skinnede af Forelskelse og forlangte Champagne paa Bordet. Under hele Maaltidet havde han ikke Øjnene fra sin Kone. Han kaldte hende NDronningen af Saba, og da hun tilsidst bad ham om ikke at skabe sig, lo han af hendes Vrede og svor paa hendes Dejlighed.

I sit glade Overmod gav han sig endogsaa til at snakke om Hr. Frandsen. Han talte overbærende om sin gode Vens naragtige Væsen, kaldte ham »Baron v. Frandsen« og fortabte sig i Betragtninger over, hvor ubegribeligt det var, at Folk ikke vogtede sig mere for at blive latterlige.

Jytte blev saa led ved denne ægteskabelige NAbekomedie, at hun havde Lyst til at rejse sig fra Bordet. Allermest generede det hende at se sin Moders Optagethed af den og stille Glæde over den. Hun sad med Haanden under Kinden og smilte som i lykkelige Erindringer.