178| Den følgende Eftermiddag sad Jytte alene ude under Kastanjerne, mens den øvrige Familje hvilte sig ovenpaa den solide Frokost. Det var en graa, stille Dag med tung Luft og Tordenvarme. Jytte sad bøjet over Bordet med Haanden under Kinden og læste i en Avis, der laa udbredt foran hende. Af og til tog hun et Kirsebær fra en Skaal, der stod ved Siden af, førte det langsomt til Munden, spyttede Stenen ud i sin Haand og kastede den bort over Skulderen, altsammen uden at tage Øjnene fra Bladet. I Kastanjekronerne oven over hende summede Bierne omkring Blomsterresterne. Det Ntonede deroppe som i en uhyre Kube.

Det hørte til Sjeldenhederne, at Jytte saadan faldt hen i en Avis. Hun plejede kun at læse de smaa Notitser med Bynyt og Anmeldelserne fra Koncertsalene. Resten interesserede hende i Almindelighed ikke. Men der stod i disse Dage i »Femte Juni« en Række livlige Rejseskildringer fra Nden italienske Riviera, netop fra de samme Steder, hvor hun nylig selv havde færdedes med Torben Dihmer.

Det undrede hende hver Dag lidt, at hun saa roligt kunde læse om denne Eventyrkyst, hvor hun havde tilbragt et Par af sit Livs pinefuldeste Dage. Men det blev hende samtidigt ganske klart, at hun aldrig havde elsket Torben Dihmer, ikke siden de 179| begge var saa unge, at de knap forstod deres egne Følelser. Det hele havde været en halvt burlesk Fejltagelse. Han var et kært Ungdomsminde for hende, en vemodig Erindring fra hendes lykkelige Tid, – ikke mere. At hun dengang paa den høje Bjærgtrappe mellem Citronhaverne Ngav ham sin Mund, var en ulyksalig Forvildelse. Dersom ikke den Ulykke var sket, kunde maaske alt være blevet ved det gamle imellem dem. Hun havde da nu kunnet glæde sig til hans Hjemkomst, til Mørkningstimerne i sin Moders Stue, til Hyggen og Trygheden ved hans Nærværelse. Paa Grund af dette ene Øjebliks Selvforglemmelse havde hun mistet en kær Ven og god Kammerat for bestandig. Nogen Kærlighedslykke var hun derimod ikke Ngaaet tabt af.

Den sorte Pudelhvalp, der nu fulgte hende overalt, trillede sig foran hende i Gruset og sprang op af hendes Kjole for at paakalde hendes Opmærksomhed. Den vilde lege; men hun var for optaget af sin Læsning og tog sig ikke af det. Tilsidst sprang den ud paa Græsplænen, hvor de plejede at more sig med hinanden. Her blev den staaende med sine smaa gnistrende Øjne opmærksomt rettet paa hende. Ved hver Bevægelse, hun gjorde, sitrede det igennem den. Nu kommer hun! – tænkte den. Men saa var det bare et nyt Kirsebær, hun skulde have fat i, eller igen en Sten, der blev kastet over Skuldren.

180| Ogsaa en anden opmærksom Tilskuer havde hun uden at ane det. Oppe i Havestuedøren stod Pastor Gaardbo. Han havde besøgt den syge Tjenestepige, og han var nu kommen gennem alle de tomme Stuer, da han standsede ved Synet af hende. Han havde allerede staaet der en lille Tid – lidt tvivlraadig.

I samme Øjeblik han traadte ud paa Verandaen, hørte Jytte ham. Hun løftede Hovedet fra Haanden, og da hun genkendte ham, rankede hun sig uvilkaarlig. Med Forbavselse og nogen Uro saae hun ham komme ned imod hende.

»Undskyld!« sagde han og hilste paa sin lidt formløse Maade med den brede Straahat. »Jeg forstyrrer Dem vist. Men jeg er gaaet gennem hele Huset uden at træffe et Menneske. Ogsaa NHusjomfruen har jeg forgæves søgt. Jeg tænker, det maa være Middagsheden, der har fristet til at opsøge Ensomheden.«

»Er det NJægermesteren, De søger?« spurgte Jytte.

»Nej, det er egenlig mere hans Frue idag. Men maaske jeg maa have Lov til at aflevere min Besked her hos Dem, Frøken Abildgaard. Jeg er ikke saa meget for at komme to Gange i samme Ærinde.«

Jytte Nvar i Forlegenhed med, hvad hun skulde svare. Præsten var bleven staaende paa den anden Side af Bordet og holdt Haanden paa Ryggen af en Stol, som om han ventede paa en Opfordring til at sætte sig.

181| »Jeg veed jo ikke, hvad det drejer sig om ... Men vil De ikke tage Plads?«

»Tak. – Jeg kommer inde fra den syge Oline. Det lader jo Gud ske Lov til, at hun skal komme over det. Men hun er dog stadig en Del urolig og er navnlig lidt bange for at være alene. De andre NPiger her paa Gaarden har jo i Forvejen deres at passe, og jeg vilde derfor gøre NJægermesterinden opmærksom paa vor nye Menighedspleje. NSøster Olga, vor Sygeplejerske, er netop ledig for Tiden, saa der behøves blot et Bud.«

Jytte lovede at bringe Beskeden. Samtalen stoppede dermed op, og hun ventede, at Præsten skulde rejse sig. Da det ikke skete og Pavsen blev længere, bød hun ham af Kirsebærskaalen. Han tog ogsaa med Tak et Par Bær. Og nu fortalte han om den lille Bjerggruppe Kaiserstuhl midt i den graagrønne Rhindal, hvorfra de fleste af disse Foraarskirsebær kom. Han havde i sine Kandidatdage været der netop i Bærhøstens Tid sammen med sin Broder.

De talte derpaa lidt om Rejser; og da ogsaa dette Emne hurtigt blev opbrugt og Jytte imidlertid havde faaet Hvalpen op i sit Skød, kom de ind paa at tale om Hunde og de forskellige Hunderacer.

Præsten vilde nu rejse sig, da Jytte ganske mod sin Vilje kom til at holde ham tilbage ved at nævne sit Besøg i Jerve den foregaaende Dag.

182| »Deres Svigerinde er min gamle Veninde ... Det glædede mig at træffe hende igen og se hendes Børn.«

»Meta har fortalt mig, at de endogsaa har været Klassekammerater,« sagde Præsten. »Rigtignok paa den Maade, at De altid var Klassens NDuks og hun Deres Modpol. De blev jo ogsaa Student, ikke sandt?«

»Jo.«

»Og studerede i nogle Aar?«

»Ja.«

»Jeg mener temmelig sikkert at kunne erindre Dem fra en Universitetsfest. De sad oppe paa NPulpituret sammen med en meget blond Herre, vistnok en Udlænding. Da De kom ind, hørte jeg Folk rundt om sige, at det var Minister Abildgaards Datter.«

Jytte huskede godt Dagen. Det var med Baron Cederstrøm, hun havde været der. Hun havde tilfældigt mødt ham paa Vejen til Universitetet og havde da taget ham med for at han skulde høre Studenterkoret synge. Det var rimeligvis netop dette Følgeskab, der havde foranlediget den dumme Snak om deres Forlovelse.

Erindringen var hende i det hele ubehagelig, og hun vilde ikke nærmere ind paa den. Og nu talte de en Tid om Universitetsforhold, om Professorerne, om de altfor mange Studenter og om Skolernes Undervisning. Pastor Gaardbo fortalte spøgefuldt, at han 183| som nybagt Kandidat en kort Tid havde været Lærer i et københavnsk NPigeinstitut, og at hans Erindringer fra den Tid ikke hørte til de lyseste.

»Jeg kan endnu vaagne midt om Natten af Skræk, fordi jeg har drømt, at jeg igen staar foran Døren og skal ind i Klasseværelset. Jeg tror, at bare det, at jeg vilde være Præst, gjorde mig lidt komisk i de unge Damers Øjne. De kom bestandig med de taabeligste Spørgsmaal til mig i den Anledning. Jeg skammede mig tidt for mine Medlærere paa Grund af den Uro, der var i Klassen.«

Jytte tænkte ved sig selv, at de unge Pigebørn naturligvis allesammen havde været forelskede i ham, og den naive Mand havde ikke forstaaet det.

»Hvad var det for en Skole, De underviste i?«

»Det var Magda Evensens Institut paa Østerbro.«

»Naa ja, det har nu heller aldrig haft det bedste NLov paa sig.«

»Ikke det? Nej, det kan jo være. Jeg maa ofte tænke paa, hvad der vel er bleven af mine gamle Elever. Der var virkelig saa meget godt i mange af dem. Det var bare, som om hverken Sorg eller Glæde rigtig kunde faa nogen Magt over dem. Men det gælder jo forresten om de fleste Mennesker.«

Nu talte de lidt om Hovedstadslivet og dets mange Adspredelser, og Præsten syntes, at Folk ikke engang tog deres Fornøjelser rigtig alvorlig. De jog fra 184| den ene til den anden, som om det bare galdt om at faa dem overstaaet. Ogsaa den uforholdsmæssige Musikinteresse hos de velhavende Klasser omtalte han som et Sygdomstegn hos NSlægten.

»Spiller De, Frøken Abildgaard?«

»Aa ja – til Husbehov. De holder med andre Ord ikke af Musik?«

Han svarede, at han tværtimod følte det som et Savn ikke at have lært at spille. Efter hans Mening burde ethvert voksent Menneske – i hvert Fald enhver Husmoder – kunne spille til en Sang og til en Dans. Et Hjem uden Musik var der noget døvstumt ved. Men disse saakaldte Musikelskere, der sad halve Dage ved Klaveret og hver anden Aften gik til Koncert eller Opera – og af den Slags fandtes der jo i vore Dage mange – de misbrugte en Kunst, der var skabt til Oplivelse, og anvendte den som Bedøvelsesmiddel. Det var et Misbrug, der temmelig nøje svarede til Drankerens overfor Vinen, og Formaalet var jo ogsaa væsenlig det samme: Glemsel, Selvudslettelse, Flugt fra Hverdagslivet og dets mange Vanskeligheder.

Jytte hørte paa dette med Overbærenhed uden at sige noget. Det pinte hende ved denne Lejlighed mere end sædvanligt, at hun manglede Evnen til at udtrykke, hvad der dybest inde bevægede hende. Hun havde kun sin stakkels københavnske Selskabs185|jargon, der under saadanne Forhold lød saa ulidelig i hendes egne Øren. Derfor foretrak hun at tie. Hun vilde ikke have, at Pastor Gaardbo skulde gaa bort med det Indtryk af hende, at hun var en NPjanke.

De talte nu en Tid om forskellige Komponister. Præsten priste NBeethovens Storhed i ret almindelige Vendinger. NWagner kunde han derimod ikke lide. Han kaldte ham en Spektakkelmager og foretrak NGriegs Musik. Da Jytte mærkede hans Ukyndighed, søgte hun skaansomt bort fra Emnet.

Samtalen gik saa tilbage til Magda Evensens Institut. Et Par af Jyttes Veninder havde gaaet der, og de regnede nu i Fællesskab ud, at disse rimeligvis havde været blandt hans overgivne Elever. Hun nævnede dem ved Navn, men han huskede dem ikke.

»Hvilke Fag underviste De i?«

»Kun i Religion.«

»Naa ja, det er vist næsten ogsaa det aller vanskeligste. Det husker jeg fra min egen Skoletid. Der har nok ogsaa i Rigsdagen været Tale om helt at opgive Religionstimerne for paa den Maade at skaffe Plads til de mange nye Fag, der stadig kommer til.«

»Ja, det har der jo.«

»Der blev netop talt om det igaar hos Doktor Gaardbo. Doktoren vilde i saa Fald have Religionsundervisningen erstattet med – jeg tror, han kaldte 186| det »praktisk Levelære« – og det kan der maaske ogsaa nok være Brug for.«

Hun sagde dette uden et Øjeblik at tænke paa, at der kunde være noget saarende for Præsten deri. Derfor saae hun uforstaaende over paa ham, da hun paa hans Tavshed mærkede, at han var bleven forstemt.

Hvad kan jeg have sagt? – tænkte hun.

For at bøde paa sit Uheld begyndte hun at tale om gamle Bodil og fortalte om, hvor rørende det havde været at se den Gamles Glæde og Taknemlighed over hans Besøg.

Han svarede, at det sandelig var ham, der havde al Grund til at være den kære Kone taknemlig, ikke omvendt. Saadan et gammelt Menneske, der sad alene tilbage med sine næsten hundredaarige Minder, var der noget helligt ved. De Folk var paa ingen Maade saa overflødige her i Verden, som de gerne selv troede. Den Fred, han hver Morgen tog med sig fra Bodils Stue, var ham en Indvielse til Dagens Gerning, som han meget nødig vilde undvære.

Jytte havde været fraværende et Øjeblik. Hun var kommen til at se paa Præstens Haand og havde derved opdaget, at han stadig bar sin Forlovelsesring. Hun havde ikke lagt Mærke til det før.

»Ja, gamle Bodil er nok ikke den eneste af deres 187| Sognebørn, som De paa den Maade tager Dem af,« sagde hun efter en lille Pavse.

»Eller som tager sig af mig,« svarede han uforbederlig med sit smukke Smil. »Jeg Nholder for, at det er sandt og rigtigt, Nhvad en af vore kendte Skribenter engang har skrevet, at ethvert Menneske altid for sin egen Skyld burde begynde Dagen med en saakaldt Kærlighedsgerning.«

Og han anførte efter Hukommelsen et længere Stykke af Søren Kierkegaards »Kærlighedens Gerninger«, en Bog og en Forfatter, som han varmt anbefalede hende at stifte Bekendtskab med.

Jytte fandt, at han nu blev lovlig meget Præst. Hun sad med bortvendt Ansigt og ventede paa, at han skulde rejse sig.

Han tog ogsaa sin Hat, som han havde lagt fra sig paa Bordet, men blev alligevel ved at tale. Meget indtrængende talte han om, hvordan Lejligheden til at gøre sig selv den Glæde at være en Vennehjælp for andre altid var ved Haanden. I den Henseende kunde man aldrig komme Ni Forlegenhed.

»Der er nu f. Eks. den stakkels Oline derinde. Hun fortalte mig netop, at Deres Moder flere Gange har siddet lidt inde hos hende, og det var hun saa inderlig taknemlig for. Jeg tror, hun vilde blive meget glad, dersom ogsaa De, Frøken Abildgaard, vilde se lidt ind til hende engang imellem i hendes Ensom188|hed. Hun har et Par Gange talt om Dem med saa megen Godhed.«

Jytte forstod Bebrejdelsen i hans Ord og følte sig stødt, skønt hun for sig selv maatte indrømme, at den var fortjent. Hun vidste ikke, hvordan det var gaaet til. Hun havde flere Gange Nforesat sig at se ind til Oline men havde stadig igen glemt det.

Jægermesteren var imidlertid kommen ud paa Verandaen uden at nogen af dem havde hørt det. Rødkindet af Søvnen, glatkæmmet og nybarberet kom han ned til dem og hilste paa Præsten i sit allerbedste Lune.

»De bliver vel og drikker en Kop Eftermiddagste?«

»Nej Tak, jeg var netop ved at gaa,« sagde Præsten uden at sætte sig igen. »Jeg havde et Ærinde til Deres Hustru, men Frøken Abildgaard har været saa venlig at tage sig af det til videre Besørgelse.«

»Hvad er det? De har vel ikke Hemmeligheder med mine Damer, min gode Hr. Pastor?«

Pastor Gaardbo gentog nu sine Oplysninger om den nyoprettede Menighedspleje, og Jægermesteren hørte i Begyndelsen paa ham med Njunkerlig Velvilje. Men paa eengang fik han Nykker og svarede afvisende. Han maatte paa det bestemteste frabede sig enhver Indblanding i Tyendets Forhold her paa Gaarden. Hans Tjenestefolk fik en Behandling, som han i enhver Henseende kunde forsvare. I Sygdoms189|tilfælde blev de regelmæssigt tilset af Lægen og kunde tylle lige saa megen Medicin i sig som de vilde. Altsammen ganske gratis. Mere kunde der vist ikke forlanges.

Præsten svarede ham roligt; men Jægermesterens Tone overfor ham blev nu saadan, at han hurtigt maatte afbryde og tage Afsked.

»Jeg kan ikke døje den NSeminarist!« sagde Jægermesteren, da han var gaaet. »Og han er en Luskepeter med al sin Hellighed. Det skal nok vise sig! Jeg er ked af, at han har faaet sin Gang her i Huset. Hvor den Slags Folk engang har skaffet sig Indpas, er de ikke til at fordrive hverken med Krudt eller Gift. Og saa blander de sig i de intimeste Ting. Har du kendt Mage til hans Uforskammethed?«

Jytte var saa opbragt paa sin Fætter, at hun ikke kunde faa sig til at svare ham. Det havde været hende en virkelig Pine at se, hvor tarvelig, ja rent ud latterlig han tog sig ud ved Siden af den fremmede Præst.

»Jeg er ogsaa overbevist om, at han har haft noget Lumskeri for med denne Anbefaling af sin Menighedspleje. Han har villet bage mig en Rævekage. Lagde du Mærke til, hvor Nflov han saae ud, da han gik? Han formelig Nskelede. Du skal se, han har villet sætte en Saks ud for mig nu til 190| Valgene. Og jeg har dog slet ikke anmeldt min Kandidatur endnu! Men visse Folk er ude om sig i Tide. – – Det har naturligvis været Meningen at prakke mig denne Sygeplejerske paa Halsen for at man bagefter kunde fremstille Tyendeforholdene her paa Gaarden som saa skandaløse, at det var nødvendigt at gribe ind. Alle Egnens Aviser skulde op imod Valget fyldes med Rædselsskildringer fra Storeholt. Det er jo Socialisternes sædvanlige NTrafik. Utænkeligt er det i hvert Fald ikke, at det hele har været et modbydeligt Forsøg paa at snigløbe mig. Foran et Valg bliver visse Folk omskabte til Hyæner. Du skal se, det bliver Nartige Ting vi kommer til at opleve i de næste Uger. Sine bedste Venners Rygte myrder man med koldt Blod, naar det gælder om at fiske en Stemme. Dannelse, Humanitet, Takt og Finfølelse – det er i vore Dage blevet til gammelt Skrammel, der skal paa Pulterkammeret. For at komme frem i Verden maa et Nutidsmenneske være født til Skallesmækker. – – Veed du forresten, Jytte, at jeg idag har skrevet til Enslev? Jeg har bedt ham om at gøre mig den Ære at betragte Storeholt som sin Ejendom saalænge han opholder sig her. Jeg tænker ogsaa paa at gøre en større Middag for ham. Maaske med paafølgende Aftenfest med Illumination af Haven. Man kan jo ikke gøre for megen Ære af den Mand, 191| og jeg tror, han sætter Pris paa det. Middagen har jeg forøvrigt tænkt mig ganske Nborgerlig. Det er ogsaa nødvendigt af Hensyn til Deltagerne. Det bliver jo de Ndemokratiske Foreningers Bestyrelse, Sogneraadsformændene og den Slags Folk. Jeg har tænkt mig: Kold Suppe, Pigvar, Kalveryg, unge Kyllinger og Karamelbudding. Den Menu kan da ingen tage Forargelse af, vel?«

Jytte havde aldeles ikke hørt paa ham. Og nu rejste hun sig for at gaa ind.

»Gaar du? ... Kære, er du ikke rask?«

»Jeg? Hvorfor mener du?«

»Saa bliv dog lidt! Nu sad vi netop saa rart. Du skulde jo ogsaa se mine Kulturer.«

»Det maa vente, John! Jeg har et Brev at svare paa. Du maa undskylde!«

Jægermesteren saae forbavset efter hende, og uvilkaarlig vendte han derpaa sine opspilede Øjne mod den Kant af Haven, hvor Pastor Gaardbo nylig var forsvunden.

»Det var som Pokker! Skulde det være muligt? NBrænder det nu der!«