[193]| IV

[195]| Det store politiske Sommermøde i Strige Skov – Enslev-Mødet som det nu kaldtes – var trods Pastor Gaardbos tavse Modstand blevet forberedt som en Hyldingsfest for den gamle Fører. For mange af de unge var det noget af et Eventyr at skulle se denne Mand, hvis Livs Bedrift allerede tilhørte Sagnenes Verden, og om hvis Karakter der i Tidens Løb havde dannet sig saa mange modstridende Myter.

»Fyens Venstre«, der var Enslevs egen Avis og Egnens mest udbredte Blad, slog daglig Generalmarsch. Redaktør Danielsen var en moderne Pressemand, som forstod den Kunst at gøre Vind. Han fyldte hvert Nummer med Billeder og lange Citater af den store Folkefører og med gamle eller selvlavede Anekdoter om ham. Ogsaa det gamle Dobbeltportræt af Søren Smed og Ane-Mette maatte endnu engang gøre Tjeneste som Sensationsstof.

Den store Dag begyndte med Regn. En stille, stædig Sydostregn, der syntes bestemt paa at ville ødelægge hele Festen. Men som saa mange Gange før viste Vestenvinden sig som Enslevs Forbundsfælle. 196| Opad Formiddagen sprængte den frem gennem Skyerne i sin blaa Kappe med Guldtrompeten for Munden som Solens Herold. Da Flagene ved Middagstid blev hejst, dampede Jorden af Solvarme.

Ved Firetiden kørte Landaueren frem foran Hovedtrappen paa Storeholt smykket med Bøgeløv.

Jytte havde i sidste Øjeblik bestemt sig til at blive hjemme. Hun følte sig utilpas, og trods sit nære Venskabsforhold til Enslev – »Onkel Tyge«, som hun fra Barn havde kaldt ham – vilde hun ikke udsætte sig for Folketrængsel for at komme til at høre ham. Som politisk Taler brød hun sig desuden ikke om ham. Saa haabede hun ogsaa at faa ham at se her paa Storeholt. Hendes Fætter havde ganske vist ikke faaet noget Svar paa sin Indbydelse; men hun havde forstaaet, at Egnens politiske Kendere netop udlagde denne Tavshed som Tegn paa, at Indbydelsen vilde blive modtaget. John selv troede det aabenbart. Han var i glimrende Humør, havde indbudt mange Middagsfremmede til den næste Dag og i det hele gjort store Forberedelser.

»Hvad er det, jeg hører?« sagde Fru Vilhelmine; hun kom ind i Havestuen i stort Væddeløbs-Toilette og trak et Par lange Handsker paa. »Du vil ikke med?«

»Nej, jeg bliver hjemme,« sagde Jytte.

197| »Saa veed du maaske ikke, at Pastor Gaardbo skal tale?«

»Jo Tak, jeg veed det.«

»Og alligevel tager du ikke med?«

»Maaske netop derfor,« spøgte Jytte for ikke at komme til at forløbe sig overfor Svigerinden. »Jeg er naturligvis bange for, at jeg skal falde ham om Halsen af Henrykkelse i hele Folkets Paasyn.«

Fru Vilhelmine fik stramme Læber. Hun havde stillet sig op foran et Spejl for at rette paa sin Hat. Lidt efter sagde hun med et haanligt Smil:

»Sig mig, Jytte, er det virkelig sandt, at du har tilbudt igen at vaage over Oline? Du maa endelig sige til i Tide, saa jeg kan ordne det med Pigerne. I Nat er det ellers Katinka.«

»Hvornaar bliver det din egen Tur?« spurgte Jytte roligt men med hede Kinder.

Svigerinden vendte sig om. Hænderne havde hun endnu oppe paa Hatteskyggen.

»Du maa virkelig undskylde ... Jeg er ikke forelsket i Pastor Gaardbo.«

Jytte lo.

»Vistnok mere end jeg!« sagde hun og gik ud i Haven.

Et Kvarterstid senere stod hun ude paa Hovedtrappen og viftede Farvel til sin Mor, der fulgte med de andre til Festen. Da hun derpaa gik 198| tilbage gennem de mange tomme Stuer, følte hun sig utilpas ved den Ensomhed, som hun netop havde glædet sig til.

Hun satte sig ved Flyglet i Dagligstuen. Hun havde de sidste Dage ikke rørt det, fordi det generede hende at tænke paa, at Svigerinden maaske sad et eller andet Sted i Stuerne og hørte paa hende. Hun var kommen til at hade dette Menneske. Hendes Kynisme opbragte hende, og hun var glad ved, at det var iovermorgen, hun skulde herfra. Hun havde ogsaa nu hørt tilstrækkeligt, fordi hun nogle Gange havde spaseret med Pastor Gaardbo i Haven, naar han kom her for at se til den syge Pige. John havde været ligefrem ubehagelig og – saa latterligt det lød! – advaret hende mod Præsten. Det var helt rørende at se, hvor alarmerede begge disse to Alvorsmennesker var bleven af den Tanke, at det trak op til en ny »Historie« med hende.

Hun var begyndt paa en chopinsk Polonæse men havde ikke spillet mange Takter, før hun brød af og rejste sig. Tavsheden omkring hende knugede.

»Var bare Bob her!« – tænkte hun. Det var Hundehvalpen. Men da hun havde forsømt den et Par Dage, var den bleven hende utro og holdt sig nu til Husjomfruen.

Hun ringede paa Pigen og forlangte en Kop Te.

»Dundrende stærk!« raabte hun efter hende.

199| Saa satte hun sig hen med en Bog; men ogsaa den opgav hun snart og sank hen i sine egne Tanker.

At hendes Møder med Pastor Gaardbo ikke altid havde været tilfældige – det skulde hun saamænd gerne indrømme sin Svigerinde. Hun satte Pris paa at tale med ham. Skønt han hverken var underholdende eller aandfuld, snarest det modsatte, havde Bekendtskabet med ham været noget af en Oplevelse for hende, fordi han var saa forskellig fra de fleste andre Mænd, hun havde truffet. Selv Torben Dihmer havde aldrig interesseret hende paa den Maade.

Men hendes kære Fætter og elskelige Svigerinde kunde alligevel ganske spare sig deres Ængstelse. Hun var ikke forelsket i Pastor Gaardbo og kunde aldrig blive det ... vilde heller ikke være det. Bare den Tanke at blive hvirvlet ind i en ny haabløs Forelskelses Heksedans fyldte hende med en Lede, saa hun kunde gøre en Ulykke paa sig selv. Men det havde ingen Nød. Pastor Gaardbo hørte med sit hele Væsen en Verden til, som aldrig kunde blive hendes. Jo mere hun havde talt med ham, desto stærkere følte hun det. Som det meste af, hvad hun havde oplevet i de senere Aar, havde ogsaa disse Dages Erfaringer kun forøget hendes Ensomhedsfølelse og hendes Tristhed.

Hun forstod ham ikke. Hans urokkelige Tillids200|fuldhed forargede hende. Gik den Mand da gennem Verden med lukkede Øjne? Og stirrede han aldrig ind i sin egen Sjæl? ...

Havde han endda ikke været Præst! Havde han været Læge som sin Broder eller hvadsomhelst andet. Saasnart han begyndte at missionere, følte hun det som en Lidelse. Det var jo ogsaa næsten umuligt, at han selv kunde tro paa alle de Børnehistorier, han gik rundt og trøstede sine Almuesfolk med. Og gjorde han det virkelig, saa blev han hende blot endnu mere uhjælpelig fremmed og ufattelig.

Desuden ... der stod en ung Piges Skygge imellem dem. Den viste sig for hende i hvide Gravklæder hver Gang hun tænkte paa ham, og det vilde aldrig blive anderledes. Paa det Punkt kendte hun sig selv, – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider ligefrem hadede hende. Dersom det kunde tænkes, at hun virkelig kom til at holde af Pastor Gaardbo, vilde hun ikke faa Fred, før hun havde revet dette Minde ud af hans Sjæl; og dersom hun blev gift med ham, vilde hun altid have en Følelse af, at der gik et Spøgelse omkring i Huset og udspionerede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie.

Pigen kom ind med Teen. I det samme hørtes Brølet af en Bil, der kørte op for Indgangen.

»Se hvem det er ... Og sig, at der er ingen hjemme!«

201| Trods den sidste Ordre aabnedes Døren lidt efter, og en Dame traadte uanmeldt ind. Det var Meta.

»Men, kære! ... Kommer du her? Skal du ikke med til Mødet?«

»Jo, det var egenlig Meningen; men da min Mand og jeg kom kørende, passerede vi din Familje ved Aalehusene; og da du ikke var med paa Vognen, tænkte jeg nok, at jeg kunde træffe dig hjemme. Det foretrak jeg saa og fik min Mand til at vende. Ærlig talt du, jeg bryder mig ikke saa meget om at træffe din Svigerinde og Jægermesteren, og der er noget, jeg gerne skulde have talt med dig om. Min Mand kommer tilbage og henter mig, naar han har hørt lidt paa Talerne. – Sig mig nu blot, kommer jeg til Ulejlighed?«

»Ikke det mindste! Tværtimod! Du kommer som du var kaldet. Jeg sad netop og trængte til Selskab. Her er saa uhyggeligt. Jeg er ganske ene hjemme ... det vil sige, her er en Tante til min Svigerinde; men hun ligger i Sengen og har faaet ondt i Maven af en Snaps Petroleum.«

»Petroleum?«

»Ja, det er en lang Historie. Den kan du faa en anden Gang. Du drikker vel en Kop Te med?«

»Tak.«

De satte sig hyggeligt tilrette i to Lænestole omkring et lille Mosaikbord, som Anretningen var 202| bleven stillet paa. Pigen bragte en ny Kop under en Varmer tilligemed noget Bagværk.

»Som sagt, var det ikke netop blevet idag, saa var jeg kommen en af de nærmeste Dage,« begyndte Meta, da Pigen var gaaet. »Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om, og det kunde ikke saa godt gøres skriftlig. Jeg er ogsaa en stor Klodrian til at skrive Breve ... det husker du nok.«

»Det gør jeg ikke. Men jeg lytter altsaa!« sagde Jytte muntert, skønt Venindens Tone havde gjort hende lidt urolig. »Vil du ikke ha’ Citron?«

»Tak. – Det var altsaa det, Jytte ... ja, nu bliver du maaske forfærdet og synes, jeg er paatrængende ... men ser du, ... du veed vist, at der imorgen otte Dage skal være en lille Festlighed herhenne i Præstegaarden. Vi kalder det for »De Gamles Skt Hansfest«. Det er min Svoger, der arrangerer det ... Alle de Folk her i Sognene, der er over halvfjers, er indbudt. De faar Kaffe og Hvedebrød og bliver underholdt paa forskellig Maade. Vi havde en lignende Fest ved Juletid, og du skulde have set alle de gamle Menneskers Glæde. Det var virkelig rørende! ... Kunde du nu ikke have Lyst til at se saadan noget og maaske være mig lidt behjælpelig med Kaffeskænkningen? Den har jeg nemlig paataget mig, og det giver noget at bestille, kan du tro! ... Aller gladest vilde vi naturligvis være, dersom 203| du kunde tænke dig at være med til at underholde de Gamle lidt – f. Eks. ved at spille for dem. Der findes rigtignok ikke noget Klaver i Præstegaarden; men min Svoger har et godt Stueorgel. Selv plejer han at holde en lille Tale, min Mand vil læse en Akt af »Jeppe paa Bjerget« – han gør det saa glimrende – og saa har vi ogsaa et Damekor. Det hele skal foregaa i Haven. Vi haaber jo paa godt Vejr.«

Jytte sad foroverbøjet med Albuerne paa Stolens Sidestykker og saae ned paa sin Fod. Hun havde ikke kunnet faa sig til at afbryde Veninden, skønt hun hele Tiden vidste, at hun vilde svare nej. Hun skulde jo ogsaa rejse.

»Det kunde maaske være ganske fornøjeligt,« sagde hun. »Men hvor er du kommen paa den Tanke at anbringe mig ved et Stueorgel? Er det din egen Ide? Eller har du talt med andre om det?«

Fru Meta var akkurat en lige saa stor Klodrian til at lyve som til at skrive Breve. Hun vidste det selv og opgav derfor straks alle Forskansninger.

»Naar du spørger saadan, Jytte, vil jeg hellere sige det lige ud, som det forholder sig. Det er min Svoger, der har spurgt mig, om jeg troede, du kunde lade dig overtale til at tage med og glæde de Gamle med din Musik.«

»Det overrasker mig lidt. Som du øjensynlig veed, 204| har din Svoger et Par Gange omtalt den Fest for mig. Det er da besynderligt, at han ikke selv har spurgt mig.«

»Aa, det kan maaske nok forklares.«

»Hvordan da?«

»Jeg tænker, han har været bange for at faa et Nej.«

»Bange?«

Meta flyttede sig lidt nærmere, og hendes Stemme blev igen fortrolig.

»Maa jeg sige dig noget, Jytte, uden at du bliver vred? Jeg kunde mærke paa min Svoger, at det var ham meget om at gøre at faa dig med til den Fest. Jeg tror, det vil være ham en umaadelig Skuffelse, dersom du bliver borte.«

Det var Ord, der ikke kunde misforstaaes, og det var aabenbart heller ikke Meningen med dem. Jytte følte Blodet stige op over Øjnene. Hun ønskede, at hun bare et halvt Minut kunde gemme sig bag sine Hænder. Samtidig var hun opbragt paa Veninden for hendes Overrumpling og blev ogsaa vred paa Pastor Gaardbo, fordi han havde gjort Meta til sin Fortrolige i den Sag. Men det lignede ham vistnok, saadan at forsøge sig frem ad Omveje.

Hun lagde sig tilbage i Stolen og sagde:

»Oprigtig talt, Meta – jeg tror, jeg foretrækker at blive borte. Jeg passer dog ikke i det Selskab. 205| Bare det, at jeg skal tænke mig siddende ved et Stueorgel ... Du maa ikke blive vred, men det er det skrækkeligste Instrument jeg kender.«

»Gør det noget? Naar du kan glæde de andre? Det er dog Hovedsagen, ikke sandt? Og hvorfor mener du, at du ikke passer i Selskabet? Du har da nylig paa den smukkeste Maade vist, at du har det samme Sindelag som vi.«

»Hvad tænker du paa?«

»Du vaagede jo forleden hos den syge Pige her. Det gjorde du vel ikke bare for din Fornøjelse.«

Jytte blev igen rød.

»Naa, du veed det ogsaa! Det lader til, at jeg er kommen for Skade at vække Sensation med mit første Forsøg som Sygeplejerske. Det var virkelig ikke saa alvorlig ment.«

»Hvorfor siger du nu saadan, Jytte?«

»Fordi jeg har en Fornemmelse af, at der er gjort et ganske urimeligt Væsen af den Historie. Det hele kom saamænd ganske naturligt. Jeg saae, at Pigerne var overanstrengte. Min Fætter har nu engang sat sig i Hovedet, at han ikke vil have fremmed Hjælp, og Oline tør jo ikke flyttes. Saa ofrede jeg en Nats Søvn og skal saamænd gerne gøre det igen. Men jeg kan ikke i den Anledning tage mig selv højtidelig som barmhjertig Søster.«

206| Efter nogle Øjeblikkes Stilhed føjede hun til med sænket Stemme:

»Jeg har jo heller ingen himmelsk Fader over Skyerne, som jeg absolut skal gøre mig velbehagelig for i Haab om Gengældelse. Vi to, Meta, maa i saadanne Tilfælde nøjes med Bevidstheden om at have hjulpet en af vore Medvandrere over en Grøft – som min gamle, kloge Ven Professor Ole Knudsen engang har sagt.«

»Er det da ikke ogsaa nok?«

»Nok?« sagde Jytte efter nogen Overvejelse. »I Længden gør vi ikke noget gratis. Det er aabenbart den menneskelige Natur imod. Kan du huske Frøken Mohn – Anna Mohn – hende, der blev Diakonisse. Det vakte saadan Begejstring, fordi hendes Far var saa rig, at hun kunde have gjort sig Livet behageligt paa alle Maader. Hende har jeg netop tænkt en hel Del paa de sidste Dage. Hun har altid været mig absolut imod. Den Slags Folk bliver i Almindelighed saa uhyggeligt selvgode. De tror, at de opofrer sig for andres Skyld, og saa nyder de bare deres egen Fortræffelighed. Saadan er vi Mennesker i vore allerbedste Øjeblikke. Narcis! Narcis! ... Men lad os ikke komme ind paa det! Sig mig –.« Hun standsede lidt og gentog derpaa Ordene tøvende: »Sig mig, Meta. Spiller din Svoger? Det forekommer mig, at han engang har sagt det modsatte.«

207| »Nej, han spiller ikke. Hvorfor tror du det?«

»Du sagde jo, han havde dette Stueorgel.«

»Det blev anskaffet til hans afdøde Kæreste. Hun spillede lidt.«

»Naa ja, nu forstaar jeg! Det forklarer Sagen.«

Hun sank igen hen i sig selv. Ogsaa Meta var bleven stille. Hun kendte nu rigtig sin Veninde igen fra gamle Dage i København, hvor Jytte tidt besøgte hende i Pensionatet og sad og vippede i hendes Gyngestol med den ene Haand i Siden, den anden under Nakken, mens hun trevlede alting op, saa man tilsidst vidste hverken ud eller ind. Indtil hun pludselig blev tavs og var hundrede Mile borte. – Om det saa var Stillingen, saa var den akkurat den samme nu.

»Hvor du dog er underlig!« sagde hun; men det var ikke – som i de unge Pigedage – et Udtryk for Beundring.

»Det er jeg vist. Naar du blot vil tro, at jeg ikke er det med min gode Vilje. Jeg tænker saamænd ofte paa, om jeg ikke er kommen til denne kære Moder Jord af en Fejltagelse og i Virkeligheden har været bestemt for en anden Klode helt ude i den modsatte Ende af Verdensrummet. Jeg føler mig til Tider som en døvstum, der ikke begriber et Muk af det hele, og til andre Tider har jeg en ikke mindre 208| ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere.«

Hun vilde have sagt mere, men opgav det. Hun kunde jo dog aldrig forklare sig, saa det ikke blev misforstaaet. Hun hørte det ogsaa selv nu, at Tonen var falsk.

Stuepigen kom ind med en Besked. Hun bragte Jytte et Visitkort, og Meta saae, at det gav et lille Ryk i Veninden, da hun læste Navnet.

»Er den Herre her?«

»Ja, han spurgte efter Frøkenen og Gehejmeraadinden.«

»Men jeg har ikke hørt nogen Vogn.«

»Den Herre kom paa Cycle.«

Jytte tænkte ved sig selv, at dette frække Besøg i Grunden kom hende godt tilpas. Hun trængte til Undsætning – og her meldte sig en Redningsmand. Efter nogle Øjeblikkes Overvejelse, hvorunder hun lige saa ofte havde et Nej som et Ja paa Tungen, bad hun Pigen om at tage Teen bort og vise Herren ind.

»Kommer her Fremmede? Saa vil jeg hellere gaa,« sagde Meta.

»Nej, hvorfor dog? Det er en Bekendt af mig. Karsten From – du veed nok – den bekendte Portrætmaler. Han maler for Tiden Greven paa Bækkelund. Han er ganske underholdende.«

209| Døren gik op, og Hr. From blev et Øjeblik staaende ved Siden af den med sænket Hoved som en angerfuld Synder. Da Jytte saae, at han ikke var i Visitdragt, forstod hun straks Sammenhængen. Han havde været paa Vej til Skovfesten ligesom Meta og truffet Vognen herfra. Trods hans Komediespil mente hun ogsaa at kunne se paa ham, at han følte sig skuffet over at træffe Fremmede hos hende.

Hun fortrød, at hun havde modtaget ham. Men Ulykken var nu engang sket, og for at Meta ikke skulde ane Uraad hilste hun endda paa ham med et Smil.

»Hr. Kunstmaler From – Fru Gaardbo.«

»Jeg nedlægger for Deres Naades Fødder,« begyndte han med Haanden paa Brystet.

Men Jytte afbrød ham.

»De vilde hilse paa min Mor. Hun er netop kørt bort. Værs’god og tag Plads!«

» Grand merci!«

Hr. From rullede en Stol hen til Bordet og satte sig lige overfor Damerne.

»Hvorledes befinder De Dem paa Bækkelund?« spurgte Jytte i Konversationstone.

»Ganske rædsomt! Lige til Daarekisten! Jeg er netop kommen for at anraabe Dem og Gehejmeraadinden om Barmhjertighed.«

»Hvad er der i Vejen?«

210| »Jeg har ikke anet, hvad jeg gik ind til. Tyve Gange om Dagen staar jeg i Begreb med at begaa Selvmord.«

»Men jeg forstaar det ikke. Grev Rønnovs har dog netop Ord for at være meget elskværdige Folk.«

»Elskværdige ... derom har jeg ingenting sagt. Himlen bevare min Mund! Men Greven er 82, og hans Søstre, de to Komtesser, har med Respekt at sige heller ikke været unge i denne Kongefamiljes Tid. Og anden Ungdom er der overhovedet ikke i en Fjerdingvejs Omkres. Saa hører Familjen ovenikøbet til den indre Mission ... til den allerinderste Mission. Nu be’r jeg Dem, Frøken Abildgaard! Kan De tænke Dem mig ved en Morgenandagt? Og det er meget lidt velset, dersom man ikke møder baade til Morgen- og Aftensangen sammen med alle Tjenestefolkene. Disse Missionsfolk er jo i det hele saa uhyre sensible. Allersværest er det næsten med denne Bordbøn, som Greven altid selv læser. Forleden ved Middagsbordet gjorde han den aldeles ubeskrivelig lang, og jeg tillod mig saa i allerstørste Ærbødighed den stilfærdige Bemærkning, at Suppen vistnok blev kold. Saa skulde De have set den Gamle! Han blev aldeles vild.«

»Det var da ogsaa meget upassende sagt.«

»Synes De virkelig? Men finder De dog ikke, at det er en Smule hensynsløst at lade sine Gæster 211| stille paa Kommando til Bøn og Faste? I gamle Dage tilhyllede man sit Aasyn eller gik ind i sit Lønkammer. Nu hører en brændende Bøn i visse Krese med til Menuen. – Ja, undskyld, jeg haaber ikke, jeg er saa uheldig at saare Deres Naades Følelser,« vendte han sig pludselig til Meta, der sad aldeles maalløs.

Hun tog sine forfærdede Øjne til sig uden at svare ham.

»Med andre Ord, Utilfredsheden er gensidig,« sagde Jytte.

»Det er den desværre, og De kan begribe, at Situationen er yderst penibel for mig. Jeg forstaar mig ikke paa den Slags Folk. Som nu forleden Aften ... Jeg hentede min Guitar og tilbød at kvæde lidt efter Middagsbordet. Jeg sang et Par Bellmænd og tre af mine franske Viser, som De jo kender. Blandt andre den om Toldassistentens Fristelser, som ellers allevegne gør stormende Lykke. Men her fik jeg skam ingen Fornøjelse af mit Traktement. Damerne frabad sig rent ud den Slags Underholdning for Fremtiden. Ogsaa Greven var rystet.«

»Det var da ogsaa et mærkværdigt Repertoire at vælge.«

»Det var det naturligvis. Det indser jeg godt nu. Besynderligt var det bare, at hverken Komtesserne eller Greven sagde et Muk før bagefter, da det hele 212| var forbi og jeg havde sunget, hvad jeg vilde. Men det er velsagtens det, man kalder for medfødt Takt.«

Jytte mærkede godt, at Meta sad og stirrede paa hende i en voksende Forfærdelse; men det var netop, hvad hun tilsigtede. Hun dristede sig endog til at give sine smaa Bemærkninger til Karsten From et Skin af Fortrolighed.

»Og den lakrøde Kammerherreuniform, som De glædede Dem saa meget til at male? Har den ikke kunnet trøste Dem?«

»Jo, i den lillebitte Time, Greven naadigt tilmaaler mig. Men hvad i Himlens Navn skal jeg tage mig for hele den øvrige Tid? Dagene er jo endda saa urimeligt lange paa denne Aarstid. Det er derfor, jeg anraaber Dem og Deres Fru Moder om Barmhjertighed. Jeg ber Dem ydmygst om at interessere Jægermester Hagen og Jægermesterinden for en betrængt Maler, der er saa ulykkelig at være i Besiddelse af et selskabeligt Temperament. Jeg tror, De vil kunne anbefale mig som en uskadelig Person med en nogenlunde præsentabel Guitar og et forholdsvis godt Brøl i Halsen.«

Hans Dristighed imponerede Jytte. Hun fandt det nu paa Tide at blive af med ham. Uden at svare ham vendte hun sig til Meta og gav sig til at tale om andre Ting. Meningen var saa tydelig, at Maleren ikke med sin bedste Vilje kunde tage fejl 213| af den. Lidt efter rejste han sig ogsaa og trak sig bort med et Smil under det lille lyreformede Overskæg og en Forbandelse mellem sine smukke hvide Tænder.

Da han var gaaet, sad Veninderne nogen Tid uden at kunne faa Samtalen igang paany. Jytte foreslog tilsidst en Spaseretur i Haven; men Meta fandt nu paa, at hun nødvendigvis maatte gaa. Hun havde noget at aftale med sin Svogers Husholderske i Anledning af Festen. Hun vilde saa vente paa sin Mand derhenne i Præstegaarden.

Jytte forsøgte ingen Overtalelse. Hun vidste godt, at hun nu havde mistet den sidste af sine Veninder, maaske den eneste, der virkelig havde haft noget tilovers for hende. Hun havde flere Gange kunnet mærke det paa Pastor Gaardbo, at han og Meta havde talt om hende, og at Meta havde taget hende varmt i Forsvar overfor Folkesnakken. Det vilde hun nu ikke gøre oftere. Og hvad der var foregaaet her, vilde Pastor Gaardbo altsammen faa at vide. Meta var jo hans Fortrolige. Det havde netop været det afgørende for hende.

Hun fulgte Veninden ud gennem Alleen, og hele Tiden holdt hun hende under Armen, skønt Metas Holdning ikke just indbød dertil. Men hun vidste, at de nu aldrig mere vilde ses.

»Lad mig sige dig det, Meta – skønt det endnu 214| ikke er officielt – Mor og jeg rejser herfra iovermorgen.«

Meta saae tvivlende paa hende.

»Rejser I? ... Det maa da være bleven pludselig bestemt.«

»Ja, det skyldes Forhold her paa Gaarden, som jeg ikke godt kan tale om. Mor vilde endda have rejst tidligere; men jeg fik hende overtalt til at blive her for Enslevs Skyld. Vi er jo gamle Bekendte fra den Tid han og Far sad i samme Ministerium.«

»Det nævnede du ikke noget om før.«

»Du hører jo, jeg har egenlig slet ikke Lov til at tale om det. Men jeg syntes, du skulde dog vide det.«

»Hvor rejser I saa hen?« spurgte Meta, da hun igen havde gaaet lidt uden at sige noget.

»Jeg veed ikke bestemt. Maaske til Skagen. Der skal være saa livligt i Sommertiden.«

»Ja, det er der nok.«

De var nu naaet til Enden af Alleen, og her tog de Afsked med hinanden. Jytte, som ellers ikke kunde udstaa Scener, havde fugtige Øjne, da hun kyssede Venindens Kind til Farvel, og holdt hende saa længe fast, at Meta tilsidst selv trak Haanden til sig.

Saa gik hun langsomt tilbage.

Paa Vejen op ad Trappen hørte hun, at Frøken 215| Søholm var kommen op. Hendes falske Fløjteskalaer lød som en fortvivlet Klage gennem Husets øde Stilhed. Jytte holdt Haanden op for Øret med et »Aa!«

Hun gik op paa sit Værelse og lagde sig paa sin Chaiselongue med Hænderne over Øjnene. Mere og mere følte hun det som sit Livs egenlige Ulykke, at hun ikke kunde give sig tilkende for nogen, at hendes inderste Væsen var stumt. Det var vel født saadan. Eller havde hun engang i sin tidlige Ungdom mistet Mælet af Angst? Nu var hun fordømt til at gaa rundt som en Karikatur af sig selv baade i godt og ondt. Men det var vel i Grunden de fleste Menneskers Lod. De vidste bare ikke af det.

»Kun Gud kender Mennesket indtil Sjælens Bund,« havde Pastor Gaardbo engang sagt. Hun syntes, man maatte være meget glad ved sig selv for at kunne finde nogen Trøst i den Tanke. Sjælens Bund – det var jo netop Rædselsdybet, der fik det til at sortne for Øjnene.

Gennem de aabne Vinduer fandt Frøken Søholms Fløjtetoner Vej ind til hende, og denne ihærdige Sundhedsmusik, der havde forfulgt hende under hele Opholdet paa Storeholt, virkede særlig i Øjeblikket nedslaaende paa hende.

Der var noget af en Besættelses Uhygge i den. En fattig Sjæls ynkelige Dødsfrygt skælvede igennem 216| den. Hun maatte tænke paa den gamle Dame saadan som hun sad dernede ved Bordet og mistænksomt undersøgte hvert Stykke Brød med sine nærsynede Øjne af Angst for den Bacille, der engang skulde gøre det af med hendes stakkels, glædeløse Tilværelse. Og de krampagtigt frempinte Toner svulmede op for hende og blev en Spottelatter over hende selv og den hele Menneskeslægt med dens Fastklamren til et Liv saa fuldt af Gru.