223| Festpladsen var en stor, aaben Slette midt inde i Skoven. Her, hvor til daglig Raager og Krager holdt Raadsforsamling, stod nu fire-fem Tusinde Mennesker Hoved ved Hoved foran et granklædt og flagsmykket NHjal, som ogsaa var fuldt af Folk. Det var delt i to Dele ved en Midtergang, der førte ud til den egenlige Talerstol. Paa den ene Side var der indrettet en Baas for NBladreferenter, paa den anden sad Repræsentanter for Egnens politiske Foreninger og andre særlig Indbudte. Blandt disse sidste var NJægermesteren i sin Egenskab af Skovens Ejer og Fru Vilhelmine. Ogsaa Fru Bertha havde man skaffet Plads til her.

Nedenfor Talerstolen var der et Par Rækker faste Bænke bestemte for gamle Folk. Her saaes især mange af Pastor Gaardbos fattige Venner.

Mødet begyndte med, at Balduin Hansen som Ungdomsforeningens Formand traadte frem og bød velkommen. Derpaa meddelte han, at Gaardejer og Amtsraadsmedlem Jørgen Mosegaard vilde overtage Hvervet som Ordstyrer.

Jørgen Mosegaard var en af Egnens politiske Veteraner. Man saae det straks, at den lille skægløse Mand gik ind til sit Hædershverv med mangeaarig Øvelse. Han traadte frem paa Talerstolen med en NNæseklemmer i Haanden, saae sig forretningsmæssigt omkring, rømmede sig myndigt et Par Gange 224| og blottede først Hovedet i samme Øjeblik han begyndte at tale.

Der var endnu en Del Uro, saa næsten ingen kunde høre, hvad han sagde. Der blev raabt »Hys«; men inden der blev Ro, var han allerede færdig med sin Tale. Man saae ham svinge sin Hat i Luften, og et Par Mennesker raabte Hurra. Det oplystes bagefter, at det havde været et Leve for Fædrelandet.

Nu traadte Pastor Gaardbo frem som Mødets indledende Taler. Det vakte Skuffelse hos de mange Fremmede, der alene var kommen for at se og høre Enslev. Det var nysgerrige, der var Nløben sammen her som til en Folkeforlystelse. Der var Købstadfolk fra hele Fyen, NLandliggere fra Svendborg og Taasinge, Flokke af hvidklædte unge Piger, der ikke vidste andet om Enslev, end at det var ham, der udgav »Femte Juni«, hvor alle de vittigste og Nrespektstridigste Journalister fik Lov til at tumle sig. Der var Kommiser og Soldater, og der var skulende NLandevejsbisser, der taknemlig huskede Enslev som den Minister, der havde holdt sin Haand over Nden fattige Mands Snaps og gjort NTvangsanstalter og NArrester til menneskelige Vinter-Opholdssteder.

Disse mange Fremmede gjorde ingen Hemmelighed af deres Utilfredshed med den unge Præst. De kendte ikke hans Navn fra Aviserne og Nbrød sig 225| derfor ikke om at høre ham. Ogsaa flere af Balduin Hansens politiske Venner deltog i Tilraabene.

Utaalmodigheden for at komme til at høre Enslev var især stor, fordi der i de sidste Dage var gaaet Rygter gennem Bladene om en opstaaet Strid mellem ham og den nuværende Regeringschef, Tyrstrup. Et Par NHøjreaviser havde endog paastaaet, at det var hans Hensigt at benytte Valgene til at fælde denne Mand, som han i sin Tid selv havde bragt til Magten.

»Nu er det nok! ... Kort den Nav, Hr. Pastor! ... Amen!«

Ordstyreren maatte tilsidst vise sig og tysse paa Forsamlingen, hvad han gjorde ved paa faderlig Vis at løfte Lorgnetten.

Oppe bag Tribunens Rækværk sad Enslev, synlig for alle. Han sad med Haanden under Kinden, og det tog sig ud for Folk, som om ogsaa han var ked af denne Præst, der ikke vilde holde op at snakke. Ingen anede, hvor lydhør han var, hvor bevæget han hørte paa Præstens mandige Røst, hvori han genkendte sin egen Ungdomsstemme. Denne Brodersøn havde beskæftiget den gamle, barnløse Mand i langt højere Grad end han havde vovet at lade ham forstaa i den Samtale, de nylig førte. Omkring ham havde i de sidste ti Aar hans blideste Drømme kreset. Men ogsaa hans mørkeste Tanker, 226| hans dybeste Frygt. Nu havde han desuden faaet at vide, at Tyrstrup hemmeligt støttede hans Valg.

Yderst ude i den bageste Række af den store urolige Forsamling stod et andet lyttende Menneske og holdt Haanden bag Øret. Det var en Mand, som hans Omgivelser havde trukket sig lidt bort fra paa Grund af hans Paaklædning og hele besynderlige Udseende. En Mand i Fyrretyveaars-Alderen, en tung Skikkelse med et Nvejrslaaet Ansigt, Briller og en grov, rødlæbet Mund i en mørk NSkæggebund. En mærkværdig Kasket med stor Skygge og en Knap oven i Pulden sad ham dybt ned over det brune, vildtvoksende Haar, som Solbrand og Vind næsten havde affarvet. En fedtglinsende Skødefrakke, der var knappet over Maven, hang om ham som en Sæk. Derunder saaes mørke NVadmelsbukser og et Par elendige Ankelsko, der syntes at være bleven slidt flade paa Alverdens Landeveje.

Nogen almindelig NOmløber kunde han alligevel ikke være. Han saae mere ud som en gal Mand, der var paa Flugt, eller en udbrudt NTugthusfange, der letsindigt havde ladet sig friste ud fra sit Skjul i Kornmarker og Skove. Hans Øjne var fulde af Uro, og hans Lemmer rystede.

Under ironiske Bravoraab fra den største Del af Forsamlingen sluttede nu Pastor Gaardbo, der havde talt for en »Barmhjertighedens Politik«.

227| »Tak for det Ord! ... Kom igen paa Fredag! ... Farvel, Hr. Pastor!«

Hans fattige Venner udbragte et frygtsomt Leve for ham. Der hørtes nogle spredte Hurraer, og en Del gamle Hatte saaes i Luften.

Men nu blev der stille. Alles Øjne rettedes mod Enslevs hvide Hoved under den bredskyggede NKunstnerhat deroppe bag Tribunens Brystværn.

Enslev blev siddende lidt for at give Forventningen Tid til at vokse. Som gammel Praktiker kendte han Betydningen af en saadan omhyggelig Forberedelse af Stemningen. Den store, sammenløbne Menneskemasse blev i disse Øjeblikke forvandlet til en Organisme, der sitrede under en fælles Bevægelse. Hver Gang Enslev rørte sig, gik der et Ryk gennem Forsamlingen som gennem et Dyr paa Spring.

Nu saae man, at han strakte Haanden ud for at tage sin Stok. Tegnet var givet. Længe før han naaede ud til Talerstolen begyndte Hurraerne. Og med eet svulmede Raabet og blev til Jubel, da han stod der for alles Øjne – smilende, med blottet Hoved, takkende for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som ønskede han at kunne trykke hver enkelt af de mange Tusinde i Haanden.

Hans Taknemlighed hidsede Bifaldet endnu mere op. Ogsaa Pastor Gaardbos Tilhængere deltog i Leveraabene. Det var jo Enslev. De unge Piger viftede 228| med deres lange Tylssjaler, og Bisserne tilbrølte ham deres Anerkendelse med rustne Halse. Og han gjorde intet for at standse Stormen. I en Menneskealder havde Folket vænnet sig til at hylde Friheden i hans Person, og han ønskede særlig i Øjeblikket ikke at bringe det ud af denne Vane.

Pastor Gaardbo var gaaet ned fra Tribunen umiddelbart efter, at han havde sluttet sin Tale. Han sad nu nede paa en Yderplads paa en af Bænkene foran Talerstolen. Han holdt sin Hat i Haanden men tog ikke Del i Leveraabene.

Endelig fik Forsamlingen jublet ud, og Enslev kunde faa Ørenlyd. Han begyndte med at meddele, at gamle Møller Jensen havde set sig nødsaget til at stille sit Folketingsmandat til Raadighed. Kresens Nfrisindede Vælgere stod altsaa overfor den alvorlige Opgave at enes om en ny Repræsentant. Derpaa gav han et lille nænsomt udført Billede af den fratraadte Folketingsmands politiske Personlighed, talte om hans stille Færden i Rigsdagen og fremhævede meget kraftigt hans Partitroskab, der i Virkeligheden ogsaa havde været Mandens eneste Fortjeneste.

Enslev holdt sig endnu rank, naar han stod paa en Talerstol, hans Bevægelser var hurtige, hans Tale fuld af Liv. I hans Stemme derimod mærkedes Alderdommen. Ude i de yderste Krese af For229|samlingen kunde man til Tider trods Stilheden daarligt høre ham.

NHan gik nu over til at tale om Frihedens Kaar i Nutiden. Tilsyneladende – sagde han – havde vi herhjemme nedhugget dens før saa overmægtige Fjender paa alle Omraader: i Statsstyrelsen, i Administrationen, i Skolen og i Kirken. De maatte nu søges med Lygte omkring i de dunkleste Afkroge ligesom Rotter.

»Men det skal ikke skjules, at Sejren til Gengæld har skaffet os adskillige Venner paa Halsen, som der er al Grund til at være mistænksomme overfor. Det gaar jo gerne saadan med en Bevægelse, naar den lykkeligt har overstaaet sine Trængselsaar. Saa overvældes den pludselig af Tilslutning og staar nu Fare for at blive kvalt i Omfavnelser og drukne i Glædestaarer. Det mylrer allevegne med kampivrige Venner, der møder med Haanden paa Hjertet og forsikrer, at de i deres Inderste altid har tilhørt Bevægelsen og kun ved et ulykkeligt Sammenstød af Omstændighederne hidtil har været forhindret i at ofre Livet for den hellige Sag.

Jeg har i tidligere Taler advaret mod den skjulte og forklædte Reaktion, der sniger sig omkring imellem os i al Slags Nskuffende NFormumning og nu er vor største Fare. Den kendes iøvrigt paa, at det gerne er den, der udvikler den største Hjerte230|varme. Jeg vil nu idag gøre opmærksom paa en Kendsgerning, som det er paa Tide at faa draget frem til Overvejelse for det danske Vælgerfolk. Det synes nemlig at være en historisk Lov, at der i den tvivlsomme Hob, der i den ellevte Time slutter sig til en sejrende Bevægelse, altid befinder sig et paafaldende stort Antal Præster, og saadan har det ogsaa været i vort Tilfælde. Vor brave Gejstlighed, der sad forskanset rundt om i Præstegaardene med teologisk opsvulmede Hjerner under NKalotten, de er nu nær ved at være bleven vore mest kampivrige sociale Reformatorer. Læg Mærke til det Mod, hvormed endogsaa NProvster og Bisper nu præker mod Rigdommens Overgreb og forkynder NLighedens og Broderskabets Samfundslære, som om det slet ikke var dem, der havde bekæmpet den som forargelig og ukristelig, saa længe der blot var nogen Mulighed for at kvæle den i Fødslen. De er nu bleven NSmaamandens sande Venner. Adskillige unge Præster tager med prisværdig Offervillighed personlig Del i Arbejdet for at lindre den sociale Nød, som Kirken har været saa forbavsende længe om at opdage. – Naa, bedre sent end aldrig, naar det gælder Næstens Vel. Men vore kære ornatklædte Partifæller maa dog ikke tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige Erfaringer møder dem med lidt Mistro og tilspørger dem med en klassisk Re231|plik: »Hvad Ærinde bringer NEder hid, Nvelærværdige Herrer?« Kommer I for – lidt sent – at aftjene jeres samfundsborgerlige Værnepligt, eller har I jeres skjulte Formaal med dette lidt overraskende Massetilbud om Samarbejde?«

Der var bleven nogen Uro i Forsamlingen. Egnens Folk havde efterhaanden forstaaet, hvis Hoved det var, der skulde falde, og manges Øjne søgte Pastor Gaardbo. De, der kendte Familjeforholdet mellem ham og Enslev, følte det især uhyggeligt, og der rørte sig en mere og mere hørbar Utilfredshed mellem Præstens Venner. Til Gengæld fik den gamle Talerstolens NMestermand larmende Tilslutning baade fra de fleste fremmede Tilhørere og fra adskillige af Balduin Hansens Vælgere, der opfattede Ordene som Agitation for hans Valg.

Enslev fortsatte:

»Der bør desuden nu gøres opmærksom paa, at af alt formummet Frihedshad er efter Historiens Vidnesbyrd intet farligere end det, der skjuler sig i en Præstekjole. Jeg tilstaar derfor, det er med blandede Følelser, at jeg for mit Vedkommende er Vidne til den nuværende Masseudfoldelse af Gejstligheden i vort offenlige Liv, som fra anden Side i vort Parti er bleven hilst med mere og mindre aabenlys Tilfredshed.«

»Tyrstrup!« raabte en Ngavmundet Student, der 232| ragede op midt i Forsamlingen. Det vakte en Del Harme og nogen Hyssen rundt omkring.

Enslev standsede et Øjeblik og sagde derpaa:

»Lad mig benytte den Anledning, som denne Afbrydelse giver mig, til at dreje Halsen om paa en Avisand, der ogsaa har rappet for mit Øre i disse Dage. Man har i forskellige Blade beskæftiget sig med Forholdet mellem den nuværende NKonsejlspræsident og mig. Jeg ønsker her at sige, at jeg ikke har noget andet Formaal end at hjælpe det tyrstrupske Ministerium til et godt Valg. Jeg haaber kun, at Hjælpen ogsaa vil blive modtaget.«

Meddelelsen blev hilst med et stærkt og langvarigt Bifald af den største Del af Forsamlingen. De sidste Ords skjulte Trussel opfattedes kun af faa. Og dette Udbrud af Tilfredshed kom til at virke som en uvilkaarlig Demonstration til Gunst for Tyrstrup, hvad det i Virkeligheden ogsaa var.

Enslev mærkede det, og det varede en Stund, før han fortsatte.

»Lad mig sige min Mening uden Forbehold,« sagde han derpaa, og hans Gammelmandsstemme var nu snerrende hvas. »NJeg frygter Kirken ogsaa naar den bringer Gaver. Ornatklædte Medarbejdere maa nødvendigvis i et hvilket som helst Nborgerligt Parti blive Ntvetydige Venner. De gaar deres eget Ærinde og tjener en anden Sag end den, de fører i Munden. 233| De taler maaske smukt om Folkets Frihed men tilføjer ved sig selv: »Under Kirkens Formynderskab«. De forkynder maaske en Barmhjertighedens Politik og ivrer for sociale Reformer, men samtidig staar dog hele deres Haab til den mirakuløse Indgriben hinsides fra, hvis Administration hører ind under deres Myndighed. Der har jo, som Historien videre lærer os, heller ikke været den Sag, som Kirken ikke har forraadt, naar den har ment at tjene sine egne Interesser dermed. Og nu vil enhver, der har et lydhørt Øre, let kunne fornemme det Suk, der gaar gennem hele den danske Gejstlighed for Tiden. Et Længselssuk, der gælder Kirkens tabte Magt og Myndighed i Ndet borgerlige Samfund. I visse kirkelige Krese, der ikke staar os fjernt, stønnes der allerede ganske ubehersket af NBrynde. I vore egne Rækker gaar man endnu ret stille om med sine Forhaabninger. Men det er paa Tide at sige det, saa det høres over Landet, at af alt Tyranni var Kirkens altid det utaaleligste, det mest nedværdigende, det blodigste. Der maa særligt erindres om, at selve den religiøse Følelse hos Folket bestandig har haft sin uforsonligste Fjende i Kirken. Tænk blot paa NGrundtvig! Husk paa jeres egne Nfynske Lægmands-Prædikanter, Kristian Svane og hvad de andre hed, som Præsterne lod kaste i Fængsel, fordi de uden deres Tilladelse samlede Folk til en Bibellæsning! ... Mit 234| Ord til det danske Vælgerfolk skal da idag være: Vogt jer for Ulven i Faarepelsen! Han er Historiens Ngrimmigste Dyr. Dens glubskeste, dens ubarmhjertigste. Og lad os saa raabe et rungende Hurra for et godt Valg. Jeg mener dermed et Valg, der utvetydigt nedslaar alle Forhaabninger til Genvækkelse enten af et nyt Adels- eller et nyt Kirkevælde og paany lægger Omsorgen for Statens Styrelse i det arbejdende Folks Hænder!«

Han havde holdt den sidste Del af sin Tale med stor Kraft, og Slutningsordene kaldte paany Jubelen frem. Ogsaa de, som ingenting havde forstaaet, ja selv Folk ude i Yderkresen, som ingenting havde hørt, blev revet med af hans lidenskabelige Gestikulation og raabte Hurra.

Men der var blandt Landboerne ikke saa faa, der var forargede og beholdt Hatten paa. Andre var betænkelige ved Ordenes Uforsigtighed, og Egnens Bondeungdom, der var kommen dertil med saa store Forventninger, følte sig gennemgaaende umaadelig skuffet. De havde ventet at høre en Genklang af Kamptidens friske NGny, som de havde hørt deres Fædre tale om med tindrende Øjne, – og der stod en gammel bidsk Mand og gav sig Luft med en Heftighed, hvis Aarsag de ikke forstod. De var optaget af praktiske Interesser, eller de gik op i en eller anden mere privat Hjertesag som NAfholdsbevægelse eller Georgeisme eller NFredssag. De vaag235|neste af dem var netop stærkt kirkelig interesserede, og forsaavidt de overhovedet havde beskæftiget sig med Fortidens Historie, læste de kun ud af den, hvad der stemmede med deres egne Erfaringer.

Der var alligevel Folk nok til at raabe Hurra, og Enslev maatte flere Gange frem til Talerstolen for at tage mod NHylding.

Nu skulde Balduin Hansen tale; men forinden var der en lille Pavse, og Størsteparten af de nysgerrige, der alene var kommen for Enslevs Skyld, benyttede Lejligheden til at trække sig ud af Sværmen. Cyclestaldene stormedes, og Skarer af glade Landliggere drog med Hallo bort gennem Skoven.

Da Ordstyreren igen viste sig med Lorgnetten i Haanden, var det tyndet stærkt ud i Tilhørerskaren. Den bestod nu hovedsagelig af Folk fra selve Valgkresen, og Balduin Hansens Tilsynekomst paa Talerstolen blev straks Tegnet til en livlig Vælgerkamp. Hans Venners demonstrative Hurraraab hidsede Modstanderne frem, og det viste sig nu, at Pastor Gaardbos Tilhængere var mere mandstærke end det fra først af havde set ud. Enslevs Tale havde desuden skaffet dem en Tilvækst af mange unge. Der blev raabt og hysset. Det varede et Par Minutter, før Balduin Hansen kunde komme tilorde.

Han var en midaldrende, skallet Mand med et tilspidset Hageskæg og Briller. Mens han talte, stod 236| han foroverbøjet med Hænderne stemmet mod Talerstolens Kant og udadvendte Albuer. I denne Stilling ligesom stangede han Ordene ned i Hovedet paa sine Tilhørere med den fødte Folketalers agitatoriske NSvada.

Hans Tale var en regelret Valgtale. Han gennemgik i Løbet af et Kvarterstid hele sit Program. Han talte for forøget Alderdomshjælp, offenlig Børnepleje, tvungen Lægetilsyn og al den megen anden Medicin for Samfundets NBrøst, som han i sit Hjertes Godhed og Enfoldighed ventede sig saa meget af og begejstret kæmpede for.

Da han sluttede, gentog Meningsytringerne sig, og oppe bag Tribunens Brystværn sad Enslev som en opmærksom Tilskuer til Kampen.

Mødet skulde nu efter Bestemmelsen være forbi, og man ventede kun paa, at Ordstyreren vilde staa frem og sige de afsluttende Ord. Da blev man opmærksom paa, at der foregik et eller andet mellem dem, der opholdt sig paa Tribunen. Alle havde de vendt sig om mod Trappen, der førte derop fra Bagsiden, og de Herrer af Pressen strakte Hals. Der maatte være Nforefaldet noget uventet.

Nu saae man ogsaa en Mand staa paa Trappens øverste Trin med blottet Hoved. Det var den bebrillede Flygtning, der under Pastor Gaardbos Tale havde staaet ude i den yderste Kres af Tilhører237|skaren. Ordstyreren og et Par andre af Mødets ledende Mænd stod og talte med ham. Bagefter havde de en længere Forhandling med Enslev.

Den førte til, at Ordstyreren traadte frem og med sin lille Knirkestemme meddelte, at han efter Samraad med de i Øjeblikket tilstedeværende Medlemmer af Ungdomsforeningens Bestyrelse vilde give Ordet til en Mand, der havde anmodet om Tilladelse til at aflægge et NVidnesbyrd for Forsamlingen.

»Det er forhenværende Præst i Folkekirken, Pastor Mads Vestrup.«

Der var ikke mange, der kendte Navnet; og af disse havde de fleste kun en uklar Erindring om at have læst i Aviserne om en »Vandrepræst«, der var bleven afskediget fra sit Embede og nu gik omkring i Landet og holdt Opbyggelsesmøder paa aaben Mark og i NRejsestalde. Det vakte derfor Forbavselse, da Pastor Gaardbo pludselig rejste sig fra sin Plads paa Bænken foran Talerstolen og med Heftighed udbrød:

»Den Mand maa ikke tale her!«

Folk saae paa hinanden; og den unge Præst forstod, at det blev nødvendigt for ham at forklare sig. Han oplyste da, at Pastor Vestrup siden sin Afskedigelse, der skyldtes et usædeligt Levned, rejste rundt og ophidsede Befolkningen mod Kirken og dens 238| Præster med raa og forargelig Tale. Han vilde henstille til Forsamlingen, at den nægtede at høre ham.

Folk saae igen paa hinanden og derpaa uvilkaarligt op til Enslev, fra hvem man ventede en Udtalelse. Den kom ogsaa lidt efter. Han tilraabte sin Brodersøn spøgefuldt:

»NFrihed for Loke saa vel som for Thor!«

»Jeg synes, at den Frihed allerede er bleven benyttet tilstrækkeligt ved dette Møde,« svarede Præsten, og disse modige Ord fandt mumlende Tilslutning flere Steder. »Jeg nedlægger Indsigelse imod, at Pastor Vestrup faar Ordet her!«

Han havde talt med en Kraft og Myndighed, der gjorde Virkning: Men man saae, at Enslev var bleven forbitret, og der bredte sig en almindelig Raadvildhed i Forsamlingen.

Den forhenværende Præst var imidlertid kommen ind paa Tribunens Midtergang. Alle kunde nu se ham, og Indtrykket af hans forkomne, medynkvækkende Person bestemte Afgørelsen. Ikke mindst Pastor Gaardbos egne Venner, der for en stor Del bestod af Fattigfolk, bevægedes ved Synet, og der rejste sig ingen Modsigelse, da Ordstyreren paany – og dennegang med løftet Haand – forkyndte:

»Jeg giver Pastor Vestrup Ordet!«

Synet af den besynderlige Mand, der nu traadte frem paa Talerstolen, optog Folk, saa ikke mange 239| lagde Mærke til, at Pastor Gaardbo gik bort; og der var heller ingen, der fulgte ham.

Forinden Mads Vestrup begyndte at tale, stod han en Tid og saae ud over Forsamlingen. Han syntes stærkt bevæget. Hans højre Haand løftede sig flere Gange nervøst op til Brillerne, og i hans Ansigt med de grove Bondetræk skiftede Udtrykket uophørlig som Skyggespillet fra en urolig Aprilshimmel over en Pløjemark.

»Det var lige haardt nok at sige om mig, at jeg ophidser Folket mod Guds Kirke,« begyndte han paa sit ru jysk, som en stærk Forkølelse gjorde endnu mere grødet. »Jeg veed nu ikke bedre, end at jeg netop gaar rundt og leder efter Guds sande Menighed her i Landet; men den er ikke let at finde. Den sidder saa forsagt og gemmer sig som en gammel Morlille, der ikke tør vise sig, fordi Gadeungdommen ler af hende. For mange af jer Godtfolk, der her er samlede, vil detteher maaske lyde som underlig Tale. I veed maaske slet ikke, at ogsaa Satan har sin Kirke her paa Jorden, og den tager de fleste saa skammelig fejl af. Det er forresten just den samme, vi lige hørte om, den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de bringer Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden, og det skal jeg nu fortælle jer en lille Historie om. – Se, det var dengang – I veed nok – Nda Vorherre van240|drede omkring her paa Jorden i en Pilgrims NLignelse. Og nu maa I endelig ikke forestille jer Himlens og Jordens vældige Gud som saadan en gammel hyggelig Julenisse med Godter i alle Lommerne som vi plejer at se ham afbildet paa Glansbilleder og ogsaa i de fleste Opbyggelsesbøger. Nej, nej! I hans Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig og de urolige Drømme. NKorsfæstelsesdagens Mørke bredte sig over Jorden for de Øjne, som saae ham og kendte ham. Og de fromme Hjerter bævede. Saadan er Herrens Genkomst, og saadan vil den blive, indtil NDomsbasunen lyder for os paa den yderste Dag. Amen! ... Men nede i Helvede sad Djævlen og var bleven rigtig saa forknyt. Det var sløje Tider for Løgnens Fader, og han forstod, at der maatte gøres noget. Da han saa havde grundet i nogle Hundrede Aar, saa tog han sig ogsaa Menneskeskikkelse paa og gav sig til at præke paa Torvene. For med al sin Kløgt kan Djævlen jo aldrig hitte paa noget selv. Det bliver altid bare til »Bøf paa en anden Maade«. Og Maaden ... ja, det var hans gamle Kneb, det var Fornægtelsen! NSaa begyndte han da med at fornægte sin egen Eksistens. Satan var bare en Sagnfigur, og Helvede kunde man grine af, det var ikke andet end et snedigt Munkepaafund. Og hvad Vorherre angik ... o, saa var han saadan et elskeligt gammelt Skrog, som bare forlangte, at vi 241| holdt lidt af ham og forresten elskede hverandre og sang Lovsange paa den fra Verdens Skabelse kendte Melodunte:

Han maatte vende sig om og tage sit røde Bomulds Lommetørklæde op for at pudse sin forkølede Næse. Folk var igen bleven urolige og saae tvivlraadige op til Ordstyreren og til Enslev. Hvad kunde detteher blive til? Men der blev ingen Tid til Overvejelser. Mads Vestrup, den ubehjælpsomme Prædikant fra NFavsing og Lime Kirker, der hver Søndag talte sin Menighed i Blund med sit søvnige Mæle, havde faaet Tungebaandet løst. Nøden havde lært ham den Kunst at lukke Folks Øren op, og hans Apostelvandrings Eventyr havde givet den før saa modløse og bekymringsfulde Mand en Uforfærdethed og en Krostuehumor, der forbløffede.

»Det kan ikke undre nogen, der kender Menneskene, at Satan fik Held med sin List,« fortsatte han. »Der blev Tilløb til den Forkyndelse. Saa poetisk og trøstefuldt havde ikke selve Hans NHøjærværdighed Biskop NVaffelgaffel talt. O, der blev et Menighedsliv, som man aldrig havde kendt Mage til. Og saa havde Satan endda flere behagelige Overraskelser i Baghaanden. Det galdt jo om at gøre Livet 242| til en rigtig fiks og underholdende Fastelavnsspøg for os alle. Saa forførte han Politikerne til at Ngive Fattigdommen Adelsbrev; Lægerne skaffede Lidelserne ud af Verden, Opfinderne byggede Jernbaner, Flyvemaskiner og andet rart Legetøj til Tidsfordriv for hans kære Børn, at de ikke skulde kede sig. Og nu var Spillet vundet for den gamle Løgner og Troldmand. Menneskeheden glemte igen sin Børnelærdom: at leve Livet i NFrygt og Bæven. Da saa Pilgrimmen kom tilbage, var der ingen, der kendte ham. Han stod ved Dørene og spurgte: »Hvor er dit sønderknuste Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters NSukke?« – men Folk forstod ham ikke og raabte: »Hvad staar han og snakker om? NPak dig, Mand! Den Slags Sager har vi ikke her. Vi er glade og frejdige Mennesker, og nu skal vi hen i Bedehuset og se Lysbilleder og drikke NSukkerlade!« – –«

Han maatte igen have sit Lommetørklæde frem; men der var nu bleven ganske stille rundtom. De fleste havde hørt paa dette sidste med en Slags forlegen Andagt. Enslev sad med Haanden under Kinden og syntes paa sin egen Vis interesseret. Da Ordstyreren engang gjorde Mine til at skride ind, forhindrede han det. Synligt for alle havde han 243| paany med en Haandbevægelse beskyttet Talerstolens Frihed.

»Jeg skal nu bare bede om Lov til at fortælle jer om en lille Oplevelse, jeg havde idag paa Vejen herhen. Der stod et Par Mennesker udenfor et fattigt Hus, og jeg kunde mærke paa deres lavmælte Tale, at der var noget paafærde. Nu er jeg lidt nysgerrig af Naturen – det vil jeg gerne staa ved – og jeg fik saa at vide, at derinde i det Hus laa en Mand og Ndroges med Døden – »Hønse-Lars« kaldte de ham. Saa kender I ham vel nok. Jeg gik indenfor, og der laa den gamle fattige Mand med en fin hvid Skjorte paa og i skinnende rene Lagner, i det hele saa velplejet og opstadset som Nden gamle Komediefigur Jeppe, der blev lagt i Baronens Seng og troede sig i Himmerig. Han havde allerede mistet Mælet, hans Bryst arbejdede tungt, men Sjælen var endnu fuldt nærværende, og jeg kunde se paa hans Øjne, at den gamle Hønsetyv følte sig paa betryggende Maade præpareret til den store Dom og værdig til den evige Salighed. Endnu i Dødens NDaanen skinnede han af Selvretfærdighed. Saa kunde jeg jo forstaa, hvem der havde været der og beredt den stakkels Mand til Helvede. Og jeg tænkte ved mig selv: hvorfor kunde dog denne gamle Synder ikke faa Lov til at dø som han havde levet, saa havde 244| han maaske fundet Naade og Barmhjertighed hos Nden, der er alle Synderes Ven.

Dette her nedslaaende Syn er blevet ved at Nstaa mig for Tanken, fordi det har mindet mig om noget forfærdeligt, der nylig hændte mig selv. I hørte jo før, hvem jeg er. I fik ogsaa at vide, hvorfor jeg blev afsat fra mit Embede. Det var Verdens Dom. Men Gud kender Menneskene. Han veed, at det kan hænde for enhver at komme til at svine sig til. Saadan skabte han os – opfyldte af grimme Tanker og onde Lyster saa længe vi Ndrager Aande. Jeg var en Tid dybt nedbøjet af Skam over det, der var overgaaet mig. Men nu veed jeg, at aldrig var jeg vederstyggeligere for Gud, end da jeg forsøgte at Ngaa ham under Øjnene med mine Dyder. Og aldrig var jeg ham nærmere, end da jeg syndede. Men det skal jeg ikke komme ind paa her. Jeg vil blot fortælle om den Dag, da jeg stod ene paa Landevejen med min syge Hustru og mine Børn, forjaget fra min Præstegaard, forladt af alle, forladt ogsaa af Gud – syntes jeg. Men det var mit Bedrag. Nogle Dage efter Nfaldt jeg i en svær Sygdom. Jeg laa med Feberfantasier, og der var det besynderlige ved det, at hele min Ulykke paa eengang var gleden ud af min Erindring. Jeg var endnu den Nskyldfri Præst for Favsing og Lime Menighed, og jeg laa syg i min egen Præstegaard og vidste, jeg skulde dø. Saa en 245| Aften gik Døren op, og en fremmed Mand kom ind. Jeg kendte straks Vorherre. Bagefter ham fulgte Dødsenglen med de sorte Vinger. Det skal forresten have været Lægen og en Kone, der gik tilhaande i den Familje, der havde taget sig af os. »Mads Vestrup! Nu skal du herfra! Men hvor skal du bringes hen?« sagde Vorherre, og i det samme lagde han sin Haand prøvende paa mit Hjerte. Jeg var jo nok lidt angst, men jeg havde dog en god Samvittighed. Og jeg opregnede saa for Gud, at mit Levned havde været rent, mine Tanker fromme og mit Sind lydigt. Men da løftede Herren sin Haand og sagde bedrøvet: »Mads Vestrup! Hvor er dit bævende Hjerte? Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine vaagne Nætters NKummer?« Og med en ny Røst, der gik mig gennem Marven som et dræbende Lyn, udtalte han de frygtelige Ord, Dommens uigenkaldelige Ord: »Far du til Helvede!« – –«

Han stod lidt, som om han vilde fortsætte. Men saa overvældede Bevægelsen ham, han satte sin mærkværdige Kasket paa Hovedet, vendte sig om og gik bort.

Der var nogle, der forsøgte at le; en enkelt gav sig til at klappe rasende; andre hyssede og var vrede. Det var altsammen kun forskellige Udtryk for den samme usikre Opskræmthed. Hvad var dog 246| dette for et Menneske? Var det en gal Mand eller en Komediespiller? Det fandt Tilslutning fra alle Sider, da Balduin Hansen oppe paa Tribunen med høj Røst henstillede til Aviskorrespondenterne ikke at referere den sidste Taler, der i enhver Henseende havde forsyndet sig mod Mødets Program.

Ordstyreren kom derpaa frem for at afslutte. Hans uforanderlige Forretningsmæssighed og vindtørre Stemme virkede i dette Øjeblik komisk paa alle. Rent uvilkaarligt befriede mange sig for Stemningens Uhygge ved en respektstridig Munterhed.

Han havde allerede løftet Hatten for at udbringe et Leve, da man saae Enslev rejse sig og forlange Ordet.

I det samme var Indtrykket af den gale Præst og hans Tale som blæst ud af alles Sind. Ingen tvivlede om, at det store Øjeblik nu var kommen, da Balduin Hansen højtideligt skulde proklameres som Partiets Kandidat, og man var klar over, at det ikke vilde gaa for sig uden Modsigelse. Der blev dødsstille.

Og saa kom der noget ganske uventet, som Folk hørte paa med lange Ansigter. Enslev mindede om den gamle Festskik, der fordrede, at Værten fik et Leve, inden Bordet hævedes. Godsejer Hagen, sagde han, havde med det Frisind, der nu i flere Slægtled udmærkede Ejerne af Storeholt, stillet sin Skov og 247| den smukke Festplads til Raadighed for Folket, og det ikke alene ved denne Lejlighed.

»De store Jordbesiddere plejer jo ellers at være vore svorne Fjender. Med særlig Glæde maa vi da hilse en Herremand, der som Godsejer Hagen viser fordomsfri Forstaaelse og folkelig Samfølelse. Et Leve for denne gode og trofaste NDemokrat!«

Folk raabte Hurra for Enslevs Skyld; men da Jægermesteren rejste sig fra sin Plads paa Tribunen for at takke, var der næsten ikke en Haand, der rørte sig.

Mødet sluttede under almindelig Forvirring; og da man fik at vide, at Enslev var kørt bort i Jægermesterens Vogn, spredtes Folk raadvilde omkring paa Festpladsen, hvor de endnu længe efter stod i diskuterende Klynger og stak Hovederne sammen som Faar mod Torden.