Enslev forlod Storeholt den næste Morgen for at rejse til Jylland, hvor han allerede om Eftermiddagen skulde tale ved et nyt Møde. Saadan drog han i de følgende Uger fra Sted til Sted for at holde Mandtal over sine Trofaste. Hans voldsomme Sprog og den Hensynsløshed, hvormed han foer frem mod enhver, som han mistænkte for Frafald, skabte 281| Uro og Usikkerhed allevegne. Mange omkring i Landet ansaae ham for utilregnelig og ønskede for hans historiske Navns Skyld, at han snart maatte dø.

I Hovedkvarteret i København havde man i Begyndelsen ikke taget den gamle Mands Kampagne synderligt alvorlig. Man trøstede sig med, at det var Fortiden, der spøgede et Øjeblik, forinden den endelig blev gravlagt. Men efterhaanden som man nærmede sig Valgdagen, voksede Nervøsiteten og Modløsheden i den tyrstrupske Presse, og de politiske Vejrhaner begyndte at svinge. En af NHøjres Aviser skrev haanligt om visse Tegn i Luften, der tydede paa, at den døende Løve alligevel havde skræmmet adskillige af den nyeste Æras Mænd med sine Ørkenbrøl.

Valgdagens Morgen kørte NJægermester Hagen i pragtfuldt Sommervejr fra Storeholt sammen med Fru Vilhelmine, der forinden havde hørt ham holde Generalprøve paa sin Valgtale og fundet den antagelig. Han var stærkt nervøs af den ugelange Spænding og Nafslappet efter en søvnløs Nat. Han havde denne Morgen for første Gang bedt til Gud og havde desuden styrket sig ved en solid engelsk NFrokost med Havregrød, Skinke og Æg. Synet af de mægtige Plakater med hans Navn, som i Løbet af Natten var slaaet op paa Mure og Telefonpæle, bevægede ham, saa han havde Taarer i Øjnene.

282| »Stem paa Hagen!«

Overalt paa den lange Vej til Valgstedet fulgtes han af dette Vidnesbyrd om Folkets Tillid.

Der var jo ganske vist ogsaa slaaet Plakater op med Pastor Gaardbos Navn; men han bemærkede med Tilfredshed, at de ikke var saa lidt mindre end hans. De havde desuden en grim vissengrøn Farve, og det gjorde ham yderligere forhaabningsfuld. Højrekandidatens Plakater tog han sig slet ikke af. Det var en Straamand, som Partiet ikke selv tog alvorlig efter at Balduin Hansens Kandidatur var opgiven. Enslevs Modtræk havde vist sig rigtigt beregnet. De Nstille i Kresen, der her som andetsteds var Højres Haab, kunde ikke opskræmmes af Talemaaderne om Revolutionens Hydra, naar denne fremtraadte i Skikkelse af en Godsejer og Jægermester. Hvad Udfaldet saa vilde blive – mod Faren for en Overrumpling var man sikret.

Paa Markedspladsen i Jerve var Valgtribunen rejst mellem fire Flagmaster, og der var sort af Mennesker. Det var saa godt som udelukkende Landboere. En rolig og temmelig ligegyldig Mængde, der bakkede paa deres Piber og snakkede om Svinepriserne, mens Ndet kongelige Brev blev oplæst.

Den langsommelige Valgkamp havde Ntrættet ud. Man havde forlængst truffet sit Valg mellem Kandidaterne og var faldet til Ro. Nogen personlig Inter283|esse i Valget havde kun de færreste. Enten Jægermesteren eller Præsten blev valgt, var det dog stadig Folket, der regerede. Med den Overbevisning følte Størsteparten sig paa Forhaand tilfredsstillet.

Der blev ikke talt meget om det; men det ventedes almindeligt, at Jægermesteren vilde bære Sejren hjem. I hvert Fald inde i de mange Beværtninger, der Nomrandede Markedspladsen, og hvor allerede en Del halvfulde Folk sad og savlede over Ølglassene, holdt de fleste paa ham. »Fyens Venstre«, der havde agiteret for hans Valg, var Egnens mestA læste Blad, og Redaktør Danielsen havde gjort sin NSkyldighed som offenlig Udraaber af hans Fortjenester. Virkelyst, Handlekraft, Sandhedskærlighed, NSjælsadel, Tapperhed, Retfærdighedsfølelse, Opofrelsestrang, NHjertedannelse, Trofasthed, Begejstring og Uegennyttighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde smykket ham med. Stærkere Indtryk havde det dog gjort, at Jægermesteren ved nogle af Vælgermøderne selv havde omtalt sine landøkonomiske Forsøgsarbejder og navnlig sin Kamp mod NKartoffelskimmelen, for hvis Udryddelse han – som han bevæget forklarede – »havde ofret en Formue«.

Efter hans Valgtale lød der kraftigt Bifald. Ogsaa var han heldig med sine Svar til NInterpellanterne. Netop de Egenskaber, der havde forvoldt hans Ulykker i Livet, kom ham tilgode paa en Valgtribune. 284| Hans Uvederheftighed, hans Efterplapren og især hans store Gavmildhed i Løftet vandt ham mange Hjerter, medens Pastor Gaardbo, der ikke lovede mere, end han troede at kunne holde, og ikke Nfragik noget Ord, selv om det kunde skade ham, ofte kom tilkort endogsaa overfor sine egne Tilhængere.

Endnu efter Valghandlingens Slutning kunde der dog ikke vides noget paalideligt om Udfaldet. Her som de fleste Steder i Landet var Virkningen af Enslevs Optræden, ikke mindst af hans Tale i Strige Skov, umuligt at beregne. Man havde dennegang indenfor Partiet delt sig paa Spørgsmaal, der ikke tidligere i den Grad havde paavirket et Valg.

Under den langvarige Afstemning opholdt Jægermesteren sig ovre i Gæstgivergaarden, der var den enslevske Fraktions Samlingssted. Han var saa syg af Spænding, at han maatte holde sig oppe ved Hjælp af Kamferdraaber.

Fru Vilhelmine haanede ham; men hun vidste rigtignok heller ikke, i hvor høj Grad Dagen betød Knald eller Fald for ham. Blev han ikke valgt, var han vanæret. For de Penge, hans Svigerfader havde laant ham til at ordne det nødvendigste med inden Valget, havde han maattet stilleA Sikkerhed i Storeholts Inventar, som i Forvejen var pantsat til en københavnsk Møbelhandler, og han ventede sig ingen Skaansel af ham, dersom hanA ikke blev valgt. Uden 285| at klø sig i Hovedet vilde Svigerfaderen sende ham i NForbedringshuset. Men fik han først Foden indenfor i Rigsdagen og dermed endelig en Virkeplads for sine Evner, skulde han vide at skaffe sig Oprejsning for alle sit Livs Ydmygelser.

»Præstepartiet« holdt til i Forsamlingshuset i den anden Ende af Byen. Her blev Stemningen i Løbet af Eftermiddagen mere og mere bekymret. De Meddelelser, der listedes ud fra de forskellige Valglokaler, efter at Optællingen af Stemmesedler var begyndt, lød foruroligende; og de første Valgresultater, der indløb fra andre Steder i Landet, virkede ogsaa nedslaaende. De meldte om Sejr for flere af de enslevske Kandidater.

Pastor Gaardbo var tilsidst gaaet bort for at bringe sit Sind i Ligevægt. Han gik paa maa og faa ud ad Landevejen i den Nluende Aftensol.

Ikke for sin egen Skyld frygtede han Afgørelsen men fordi det vilde føles som et Nederlag for den Herre, han tjente, om et Menneske som Jægermesteren blev foretrukket for ham. Det var Angsten for en saadan Beskæmmelse, der i sin Tid havde faaet ham til at tøve med at modtage Vennernes Opfordring til at Nstille sig, og nu vilde han af samme Grund ikke opgive Haabet om, at Dagen trods alt endnu kunde bringe Sejr for Herrens Menighed.

Da han kom tilbage til Forsamlingshuset, stod en 286| af Vennerne udenfor paa Trappen og tog imod ham med et modfaldent Ansigt. Det var den skæggede Jørgen Tækkemand, der var Medlem af Valgbestyrelsen. Han trak ham tilside og betroede ham, at Optællingen af Stemmesedlerne netop var sluttet, og at Resultatet var meget sørgeligt. Jægermesteren var valgt med et Overtal af næsten fire Hundrede Stemmer.

»Sig ikke noget til de andre endnu. Jeg maatte jo egenlig ikke fortælle det. Men jeg syntes, De skulde være den første, der fik det at vide.«

Blodet var gaaet den unge Præst fra Kinderne.

»Hvor mange Stemmer fik han?«

»Elleve Hundrede og tolv.«

»Og jeg?«

»Syv Hundrede og nitten.«

»Ja ja, Jørgen Tækkemand! Lad os ikke tabe Modet. Næste Gang skaffer vi den gode Sag Oprejsning. Saa Naftvætter vi Skammen. Skal vi give hinanden Haanden paa det?«

Henne paa Markedspladsen begyndte man igen at stimle sammen foran Tribunen, hvorfra Valgresultatet skulde forkyndes. Folk strømmede til allevegne fra. Ogsaa Fuldskaben inde i Beværtningerne begyndte at røre paa sig. Et Kvarterstid efter proklameredes Jægermester Hagen som Kresens Folketingsmand og blev ved sin Tilsynekomst paa Talerstolen hilst af sine Vælgere med den Begejstring, som Sejrsfølelsen 287| nu havde vakt hos dem. Han stod der med en pragtfuld Solnedgang som Baggrund, rund og smilende, idet han med et Træk, han havde afluret Enslev, takkede for Modtagelsen med fremstrakte Arme, som om han ønskede at kunne trykke hver enkelt af de mange Hundrede i Haanden.

Bagefter førtes han i Triumf til Gæstgivergaarden, hvor et Fællesmaaltid skulde afholdes. Med fire Musikanter i Spidsen drog Toget gennem Byen, og Jægermesteren, der gik forrest med sin Kone under Armen, hilste i sin Lykkerus ud til Tilskuerne paa begge Sider uden at mærke, at de fleste smilte af ham.

Da Toget passerede Distriktslægeboligen, stod Doktor Gaardbo ved det aabne Vindu og demonstrerede med en mægtig Haanlatter. Naar det ikke kom til Spektakler, var det kun, fordi Størsteparten af Egnens Beboere i Forvejen kendte Doktorens drastiske Mening om Folkestyrets Velsignelser og desuden ikke tog ham alvorlig. Man vidste, at han var et Menneske, der overhovedet ikke troede paa noget, – »Haltefanden«, som man kaldte ham paa Grund af hans Klumpfod. Mange ansaae ham for lidt forrykt, og baade Apotekeren og hans Nabolæger gjorde, hvad de kunde, for at understøtte denne Antagelse.

Doktoren havde hele Eftermiddagen ventet paa sin Broder. Pastor Gaardbo havde efter Valghandlingens Slutning kigget indenfor i Lægeboligen, men kun 288| opholdt sig der et Øjeblik, og siden havde de ikke set ham. Nu gik Doktoren ud for at søge ham i Forsamlingshuset; men til sin Forbavselse hørte han der, at Præsten allerede var kørt hjem.

»Hvad kan der være sket?« sagde han til sin Kone, da han kom tilbage. »Han maa jo være bleven syg. Jeg vil straks tage hen og se til ham. – Det var nu alligevel kedeligt, du, at det ikke blev til noget med ham og Frøken Abildgaard.«

»Det tror jeg ikke,« sagde Meta – hun sad ved Spisestuebordet og skrællede Æbler.

»Ja ja, du maa dog indrømme mig, at han har forandret sig. Saa gerne han vistnok vil, kan han ikke glemme hende. Men i hvert Fald maa vi se at faa ham gift, saa han igen kan komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen. Han bliver mere og mere Noverjordisk og eksalteret. Det har sikkert ogsaa skadet ham under Valgkampen.«

»Jytte kunde kun have gjort ham ulykkelig,« sagde Meta i sine egne Tanker. »Jeg tror, hun bliver sindssyg – dersom hun ikke allerede er det.«

»Hun trænger vel ogsaa til at blive gift. Om lykkeligt eller ulykkeligt – det er ikke Hovedsagen. Bare vi gør vor Skyldighed! ... Men nu kører jeg altsaa! Dersom jeg kan overtale Johannes, saa tager jeg ham med mig tilbage.«

Han traf Broderen alene i Arbejdsværelset. Præ289|sten gik frem og tilbage over Gulvet i den halvtomme Stue, og han kunde se paa hans aandsfraværende Mine, at han havde gaaet saadan længe. Den lille, lavfodede Petroleumslampe stod paa Faderens gamle NBedepult og lyste fattigt ned paa Skraalaagets grønne Klæde og op paa det Ntornekronede Kristushoved. Resten af Stuen laa i Halvmørke.

»Er det dig?« sagde Præsten og blev staaende paa det Sted, hvor han var standset. Doktoren mærkede straks paa Tonen, at han ikke var velkommen.

»Hvorfor har vi ikke set dig, Johannes? Du kunde da vide, at vi ventede dig. Meta har ogsaa gjort Anstalter for at beværte dig lidt godt efter Dagens Anstrengelser.«

»Jeg længtes efter at komme hjem. Vil du bringe din Kone min Undskyldning.«

Doktoren anbragte sig i Sofahjørnet, mens Broderen blev ved at spasere.

»Du er naturligvis skuffet af Resultatet idag?«

»Ja.«

»Jeg synes nu ikke, du skal være altfor ked af det, Johannes. Det har dog ikke været helt omsonst, at du ofrede dig. Balduin fik du i hvert Fald fordrevet, og han var absolut den mest ondartede. Jægermesteren hører til de forholdsvis uskadelige Forbrydere. Han bærer sin fordærvede Natur udenpaa Frakken, saa enhver kan se den. Man har maaske endogsaa Lov til at haabe, at han vil komme 290| til at virke paa Offenligheden som et gavnligt Skræmmebillede. Jeg ser derfor i Grunden ikke nogen stor Ulykke i, at det er gaaet, som det er.«

»Nej, det gør du vel ikke,« sagde Præsten og standsede et Øjeblik. »Men du glemmer, Povl, at for mig stiller Sagen sig i enhver Henseende anderledes.«

Doktoren blev tavs. Han havde i Broderens Øjne mødt en aabenlys Fjendtlighed, som han et Par Gange i den senere Tid havde set et Glimt af.

»Hvordan stiller Sagen sig da for dig?« spurgte han efter nogen Betænkning.

»Det kan jeg ikke nærmere forklare uden at komme ind paa et Omraade, som du jo har forbeholdt dig selv. Men saa meget vil jeg dog sige, at den, der ikke nu vil være med til at standse NForargelsen ved Bøn til ham, som alene kan gøre det, han har selv Lod og Del i den. Han har Medansvar for den, hvor megen god Vilje han saa ellers viser til at Nhjælpe sin Næste. Du taler om Menneskets fordærvede Natur. Du skriver jo endogsaa paa en Bog om den Ting. Men du forstaar den ikke selv, Povl, før du har lært, at der kun gaar een Vej til Menneskehedens Frelse – og det er NKorsets Vej.«

»Du veed, den er for mig https://www.henrikpontoppidan.dk/text/kilder/breve/mann/1918_02_08.html).