[1]| I

[3]| Jyllands-ekspressen jog mod København med en halv Times Forsinkelse paa Grund af Taage over Bælterne. Den graa Oktoberdag var gleden over i en farveløs Skumring, og nu var det mørk Aften uden en eneste Stjerne. Lysskæret fra Kupeerne fejede henover vaade Pløjemarker og dryppende Hegn, ramte snart en Bondegaards hvide Længer, der et Nu lyste dagklart i Mørket, snart et Vogterhus eller et Køretøj, der holdt stille foran den nedsænkede Landevejsbom og spejlede sine Lygter i Vejpytterne. Saa fulgte nye, opblødte Marker og grædende Hegn og tilsidst en oplyst Stationsbygning, der passeredes med et langt Fløjt. Og videre dundrede Toget gennem Mørket, frem mod den rødlige Lystaage ude i Horisonten, der var København.

Inde i de overfyldte Kupeer begyndte man at ryste Døsigheden af sig og samle sammen paa sit Rejsetøj. En sværlemmet Mand i en af de

">N3die Klasses Vogne sad allerede med Paraplyen i Haanden og sin Vadsæk paa Skødet, en af disse gammeldags Familje-Vadsække med broderede Figurer paa Siderne, som nu sjelden ses mere.

4| Det var et Menneske, der ogsaa af andre Grunde havde paadraget sig sine Medrejsendes Opmærksomhed. Han var en Mand i den kraftigste Alder, middelhøj, landsbyagtig klædt og med et stort, daarlig barberet Ansigt, i hvis sorte Skæggebund de krængede Læber blussede som Saarrande. Dersom han ikke havde været saa tarvelig klædt, vilde man have antaget ham for en Skolelærer fra Landet. Bonde var han næppe heller trods sin mørke Hud. Pranger maaske? Han havde paa Hovedet en stor Kasket med Læderskygge og omkring Halsen et broget Tørklæde i Stedet for Flip. Men der var denne Paraply. Desuden bar Manden Briller. Og hans mutte Utilgængelighed gjorde det heller ikke sandsynligt, at han havde hjemme paa Markedspladserne. Var han maaske Skolelærer alligevel? Eller Lægprædikant? Kolportør? ...

Da Toget gled ind mellem Hovedbanegaardens Perroner, blev han siddende, indtil de andre Rejsende havde forladt Kupeen og Vognen næsten var tømt.

Han havde heller ikke noget at haste efter. Som en Fremmed kom han til den store By, hvor ingen ventede ham. Med Vadsækken i den ene Haand og Paraplyen i den anden fulgte han Strømmen op ad Trappen og ind i Forhallen, hvis hvide Lyshav fik ham til at spærre Øjnene op. Med Skyhed betragtede han det prægtigt udstyrede Rum, idet han ved 5| sig selv tænkte, at det sikkert var større og kostbarere end nogen Kirke hertillands.

Tilsidst stod han ganske alene udenfor ved Opkørslen, mens de sidste Drosker rullede bort. Han saae sig omkring for at blive retvendt i de ukendte Omgivelser. Det var tolv Aar siden han sidst havde været i Hovedstaden, og Stationen laa dengang paa et andet Sted.

Et gammelt Bybud, der nærmede sig med Haanden til Kasketten, blev kort afvist. Og nu styrede han i Droskernes Spor ud over Pladsen.

Men paa det første Hjørne ved »Passagen« blev han atter staaende, pludselig gjort modløs af den store, larmende Færdsel. Var dette virkelig København? Han havde jo nok hørt, at Byen i de senere Aar havde forandret sig meget og var bleven en Verdensstad. Men dette Menneskemylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der gled frem med Jernbanefart og sprudede svovlblaa Gnister af Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj brummende afsted som Kæmpebiller med blodrøde Øjne, dette Spektakel af Tudehorn og Klokkeklemten som paa en Markedsplads – var det virkelig København? Alle Gaderne var oplyste som til Fest. Helt op over Tagene naaede Illuminationen. »Whisky er Gentlemansdrik,« stod der med rubinrød Ildskrift over et seks-etages Hus paa den anden Side af Gaden. »I 6| Elysium Bal til Klokken to,« blev der et andet Sted skrevet henover Himlen af en usynlig Haand. Og pludselig sprang en Gnist frem af Mørket over den indre By og hele den østlige Himmel stod i Flammer. »Søholms Kaffe er den bedste!« forkyndtes der med kæmpestore Bogstaver.

»Dette er jo Helvede!« mumlede han.

I det samme blev han tiltalt af en ung Person, der havde nærmet sig ham bagfra, en lurvet Skikkelse med blegt Ansigt og et hvidt Øje under et flækket Bryn. Fyren holdt Hatten skødesløst løftet over sit pomadiserede Hoved. Den anden Haand havde han i Bukselommen, og mellem hans sorte Tandstumper sad en fortygget Cigaret.

»Undskyld! Herren har maaske Brug for et godt Logis?«

»Pas Dem selv!« svarede han og gik videre.

Men den anden fulgte efter og var snart igen paa Siden af ham.

»Undskyld, Herre! Jeg kan anbefale Dem et fint Logis ... hos en Dame ... i alle Maader kumfortabelt og lige her i Nærheden.«

»Dersom De ikke skrubber af, slaar jeg Dem fordærvet!« raabte han nu ude af sig selv af Ophidselse og løftede Paraplyen til Slag.

Folk standsede. Der skulde til at samle sig Opløb, da Fyren med eet var som opslugt af Jorden.

7| Ja, dette er virkelig Helvede! – gentog han for sig selv, idet han med dirrende Lemmer fortsatte ind mod Byen. Og her skulde han altsaa nu leve! Til denne Ormerede skulde han føre sin Kone og sine Børn og endda være taknemlig, om det kunde lykkes ham at skabe et nyt Hjem for dem alle. Saadan var det Guds Vilje. Fra de frie Marker og den aabne Strand skulde Børnene spærres inde i en eller anden Baggaard uden Sol og Luft, en Giftbrønd, der langsomt vilde stjæle Farven af deres Kinder. Men ogsaa det Offer maatte bringes. Han havde kun at lyde ...

Da han naaede Raadhuspladsen, vidste han, hvor han var. Han gik ned imod Vartov, hvis tunge Mure han genkendte med noget af en hjemlig Glæde.

Han søgte ind i det Net af krogede Smaagader, der gemmer sig bag den aarhundredgamle Stiftelse, og hans opskræmte Sind faldt igen til Ro i disse stille, folketomme Smøger, hvor kun et Par fattige Lygter lyste op i Mørket og tavse Mænd stod i Gadedørene og røg deres Pibe efter Fyraften. Her mødte han Rester af det fordums, provinsielle København, han var fortrolig med.

Han fandt ogsaa snart det Hotel, han søgte. Det hed »Vennely« og kaldte sig et kristeligt Gjæstehjem. Nogle Trappetrin førte fra Gaden op til en halvmørk Forstue med et Par Knagerækker og en sort Navne8|tavle. En yngre Herre i lang, tilknappet Skødefrakke viste sig i Døren til Kontoret og ønskede ham velkommen med evangelisk Hjertelighed.

»Kan jeg faa et billigt Værelse hos Dem?« spurgte den Fremmede uden Indledning paa ramt Jysk.

Der blev ringet paa en Klokke, og Hotellets Karl – en gammel Husnisse med langt Skæg og Briller – førte ham op paa tredje Sal, hvor han viste ham ind i et lille Værelse, der ligesom Trappen og hele Huset stank som en Ostekælder.

»Hvad er Prisen?« spurgte han.

Svaret kom først efter lang Tøven og under megen Fingren i det store Skæg.

»To Kroner,« sagde den Gamle tilsidst, som var det med megen Betænkelighed og kun af Kristenkærlighed, han overlod ham Værelset til den Pris.

»Har De ingen billigere?«

»Billigere?«

Den Gamle kiggede paa ham over Brillekanten og syntes atter at raadføre sig med sit Inderste.

»Jo, vi har et Par Loftsværelser til en Krone,« sagde han. »Men Varmerørene gaar ikke derop. Og der er heller ingen Kakkelovn.«

»Lad mig se dem!«

Ad en Hønsetrappe naaede de op til et Kammer med kalkede Vægge og et skraat Tagvindu. Det var lavloftet men ganske rummeligt. Langs den ene Side 9| stod en umalet Træseng. Desuden fandtes der midt paa Gulvet et Bord og to Træstole og ved den anden Væg et rustent Jernstativ med Vaskeindretning.

»Jeg tager dette her!« sagde den Fremmede, skønt der var saa koldt deroppe, at det dampede af hans Mund, naar han talte. »Og saa ønsker jeg at faa Aftensmad bragt herop. Fire Stykker bart Smørrebrød og en halv Flaske Hvidtøl. Men vil De sige i Køkkenet, at det skal være tykt Brød.«

Gubben undersøgte hans Paaklædning nøjere.

»De kan ellers godt spise nede i Resturationen,« sagde han derpaa.

»Jeg ønsker, som sagt, Maden bragt herop. Og uden nogen Ekstrabetaling. Det staar i Deres Annoncer.«

»Ja ja. Godt Ord igen, Mand! Det maa De naturligvis selv om. – Hvad er Navnet?«

»Pastor Vestrup. – Hvirring Strandhuse.«

Den Gamle stirrede.

»Er De Præst? ... Men vil De saa dog ikke hellere ha’ Værelset nedenunder? Jeg tror nok, at De kan faa det for halvanden Krone. Jeg skal gaa ned og spørge Bestyreren.«

»Jeg bliver her!«

»Ganske som Pastoren ønsker det,« sagde den helt forvandlede Gamle, hvis Holdning nu var lutter Ydmyghed. »Ganske efter Deres Ønske.«

10| »Og det var altsaa fire Stykker bart og en halv Flaske Hvidtøl,« sagde Præsten med Tyngde paa alle Ordene. »De har vel rigtig forstaaet det?«

»Jeg skal lige med det samme give Pigen Besked.«

»Og saa husker De nok – tykt Brød!«

Mens Pastor Vestrup ventede paa Aftensmaden, gik han op og ned ad Gulvet for at holde Varmen. Hans Tanker var straks igen vendt hjem til Konen og Børnene. Han begreb ikke, at han allerede var kommen saa langt bort fra dem. For ikke mere end 8 Timer siden havde han holdt alle de kære i Haanden. De havde fulgt ham til Stationen, og fra Toget havde han set et sidste Glimt af dem, da de allerede var paa Hjemvejen.

Pludselig standsede han hel forskrækket ved Synet af sit eget Ansigt i det lille Spejl, der hang paa Væggen over Vaskestellet. Hans Kone havde om Morgenen klippet hans Haar, og først nu opdagede han, at hun af Sparsommelighedshensyn havde gjort det saa grundigt, at han var kommen til at se ud som en Tugthusfange.

Han rystede paa Hovedet og smilte.

Hvor det lignede Stine! Hvor var hun dog utrættelig i sin kærlige Omsorg for dem allesammen! Og hvor havde hun, den svage Krøbling, været heltemodig tapper under al deres Ulykke! Trods alle de advarende Uglehyl, der havde lydt omkring dem, 11| siden de brød op fra Favsing Præstegaard, havde hun taget det Løfte af ham aldrig at opgive Kampen for Sandheden og aldrig at tage mod Naadsensbrød af den Kirke, der havde forskudt ham.

»Tænk nu bare ikke paa os!« havde hun sagt til ham ved Afskeden idag. »De 40 Kroner rækker langt. Og nu har jeg jo ogsaa min Strikkemaskine.«

Tre usigeligt lykkelige Uger havde han tilbragt sammen med Familjen i den lille Fiskerhytte ved Havet, hvor den havde boet tilleje det sidste halve Aar, mens han selv den hele Sommer havde været paa Vandring. Store Dele af Jylland og det meste af Fyn havde han gennemrejst i al Slags Vejr, oftest – ligesom i sin Drengetid – paa bare Fødder for at spare Støvlerne. Mere end hundrede Vækkelsesmøder havde han holdt i Rejsestalde og Krostuer eller paa aaben Mark, fordi ikke alene Kirkerne men ogsaa alle Forsamlings- og Missionshuse var bleven lukket for ham paa Statspræsternes Begæring. Og imens havde hans Kone ganske alene holdt sammen paa Hjemmet trods sin legemlige Svaghed. Aldrig hørte han mindste Klage fra hende. Heller ikke mærkede han længer noget til den Begærlighed efter Vidunder-Pulvere og styrkende Præparater, som hun til ingen Verdens Nytte havde plaget sig saa meget med i Favsing Præstegaard, – ganske som han selv dengang havde gaaet og pylret med sin Samvittighed 12| og tyllet sig med Guds Ord som med en undergørende Medicin.

Der blev banket paa Døren, og en Pige kom ind med Maden.

Hun bragte desuden en Besked til ham. En Journalist fra »Femte Juni« havde i de sidste Dage flere Gange ringet op og spurgt efter ham. Bestyreren havde nu efter Løfte telefoneret til Bladet om, at han var kommen, og hun skulde nu spørge, om Præsten vilde tale med Journalisten, dersom han kom.

Pastor Vestrup vendte sig i Forlegenhed bort og svarede Ja.