Han havde akkurat faaet spist sin Mad, da der blev dundret paa Døren med en knyttet Haand.

Hvad er dether? – tænkte han forarget, og før han fik sagt Kom-ind, stod der en Mand i Døren.

En lille, halvgammel Mand med opslaaet Frakkekrave og NNæseklemmer. Af Mandens Ansigt saaes foruden Næsen kun et pjusket Overskæg og et Par svulne Kinder med blaarøde Drankerpletter.

Pastor Vestrup rejste sig og stirrede.

»Mit Navn er Carlsen – A B D-Carlsen,« sagde den Fremmede og tog først nu Hatten af. »Og det er altsaa Pastor Vestergaard.«

13| »Nej.«

»Hvad beha’er? Er jeg gaaet forkert?«

»Vestrup hedder jeg.«

Manden slog sig for Panden.

»Jeg er et Fæ! ... Undskyld, min Herre! Det er desværre en af mine hundrede og sytten menneskelige Svagheder, at jeg forveksler Navne – Vestberg mente jeg naturligvis.«

Uden at vente paa nogen Opfordring til at tage Plads, slog han sig ned paa den nærmeste Stol og knappede Overfrakken op.

Præsten, der nu ogsaa satte sig, betragtede ham med glubsk Mine.

»Kommer De fra Bladet »Femte Juni«?«

»Ja, min Herre!«

»Var det maaske Dem, jeg fik det Brev fra Nforgangen?«

»Ja vel! A B D-Carlsen. Har De glemt det? Det var efter Ordre fra Chefredaktøren, at jeg skrev. Forresten veed De vel nok, at det er selveste Gamlefar, der har ønsket, at vi skal præsentere Dem for det københavnske Publikum. Der er Nsagtens et eller andet, han vil bruge Dem til. Vi er jo for Tiden ude efter Hjælpetropper.«

»Hvem taler De om?«

»Har De ikke truffet Enslev ved et Møde engang i Sommer?A Det er blevet sagt mig. I hvert Fald 14| er det ham, der vil have Dem i Vejret. Jeg veed det med Sikkerhed.«

Journalisten havde, mens han talte, søgt i sine mange Lommer efter Notebogen, og han fandt den omsider nede i Foret paa sin højst medtagne Jakke. Men nu var ogsaa Fyldepennen bleven væk for ham, hvorefter han med sløv Resignation gentog den omstændelige Ransagning af sin Person.

»De skrev til mig, at De var Bladets teologiske Medarbejder,« sagde Pastor Vestrup med Mistro. »Hvordan skal det forstaaes?«

»Jo, det er rigtigt nok. Jeg vikarierer for Dr. Mikkelsen. Han studerer i Tyskland for Tiden. Mit Speciale er ellers Forlystelser – »A B D«. Nu er De med, ikke sandt?«

»Men jeg kan jo ikke huske fejl. De underskrev Dem cand. theol.«

»Det er jeg sgu ogsaa, min Herre! Kandidat med N Laudabilis i Kirkehistorie og ellers tre rigtig pæne N Haud’er. Havde det ikke været saa uheldigt for mig, at Barnetroen Nrøg i Lyset ved den megen Omgang med den hellige Skrift, saa kunde jeg nu ha’ siddet og haft det rigtig rart i en Præstegaard paa Landet og dyrket mine smaa menneskelige Svagheder, – saalænge den gik. Men det kender De fra Dem selv – ikke sandt?«

Pastor Vestrup havde ikke taget sine vildt mis15|tænksomme Øjne fra ham, og ved Journalistens sidste nærgaaende Ord kom hans Kinder i Brand. Men samtidig var han begyndt at blive lidt usikker overfor Manden.

»Vil De dermed sige, at De aldrig har tænkt paa at blive Præst?«

»Jeg fortæller det ikke for at fornærme Dem, Højstærede – men veed De, hvad min afdøde Kone sagde, dengang vi gik hen og giftede os paa det, man kalder uvisse Indtægter? Hellere NMadam paa en offenlig Retirade end Præstekone, sagde hun. Og hun holdt sit Ord! ... Man havde jo sine Idealer dengang og vilde nødig skamme sig for sig selv! Vi bildte os i de Tider ind, at vi Mennesker har Raad til at holde Æresfølelse. Gud hjælpe os, min Herre!«

Til sin fornyede Overraskelse saae Præsten, at Mandens tunge Øjne var bleven blanke af Taarer. Hvad var dette for et Menneske? Talte han Sandhed, eller var det altsammen en forhutlet Drukkenbolts Løgn og Pral?

»Naa, men det var altsaa dette her Interview, vi gerne skulde ha’,« afbrød Journalisten sig selv, da han ved et lykkeligt Tilfælde endelig havde fundet sin Skrivestift. »For det første: hvor var det, De var Præst? Og hvor længe er det, siden De Nerholdt Deres Nmerbemeldte Afsked? Og fik De den med eller uden Pension?«

16| »Er alt det ogsaa nødvendigt?« spurgte Pastor Vestrup med Skyhed.

»Ja, Død og Pine! Vi maa skam ha’ hele Litaniet. Og – mens jeg husker det – De har vel medbragt et Fotografi af Dem selv? Det skrev jeg vist til Dem om.«

»Jeg har aldrig ladet mig fotografere.«

»Det var Pokkers! Saa maa vi ha’ en af vores Tegnere herop. Rummet her egner sig jo ogsaa storartet til Ramme. Har De forresten bestemt Dem for noget Lokale? Ikke? Ja se, der er jo f. Eks. det gamle »Dejgtrug«. Det har før været brugt til Opbyggelsesmøder af NFrelserhæren. Og saa er der »Elysium«. Der er offenligt Bal de tre Aftener om Ugen; men ellers er det vistnok ledigt. Og der faar man gratis Opvarmning, for der er Hestestald nedenunder. De maa godt sige, at »Femte Juni« støtter Dem – det er Anbefaling nok. Forresten kender jeg Værten. Han kan træffe mig i Telefonen hver Dag mellem 5 og 7.«

Pastor Vestrup, der var bleven mere og mere indadvendt, sagde nu, at han ikke ønskede sit Portræt i Bladet. Desuden bad han om at faa Interviewet udsat til den næste Dag. Han skulde da i Mellemtiden tænke over, hvormeget af sit Privatliv han vilde udlevere til Offenlighedens Gabestok, og – sagde han – maaske foretrak han selv at udarbejde en 17| Redegørelse for sin Stilling til Kirken og det kristne Menighedsliv.

»Ja – Død og Pine! – det vilde jo naturligvis være det allerbedste. Vi sætter den saa i NKroniken samme Dag, De taler første Gang. Saa faar De da en flot Start! ... Men Deres ærede Billede maa vi ha’ i Bladet. Ellers læser Folk sgu ikke Teksten. Husk paa, kære Herre, vi har Ordre til at gøre Dem til en berømt Mand. Og De skal se, det skal ogsaa nok gaa! Vi har jo Øvelsen. Hvormange af vore store Navne tror De ikke, »Femte Juni« har skabt? Lad mig bare nævne den jyske Bagersvend, der kørte sin Kone til København paa en Trillebør. Kan De huske? Det var forresten mig personlig, der lavede ham. Og jeg tror, jeg kan sige, der var tilsidst ikke det Barn i Landet, der ikke havde hørt om »Bollemanden fra Struer«. Vær De ganske rolig! Jeg – A B D – indestaar Dem for, at inden der er gaaet en Maaned skal hele København snakke om »Den jyske Vandrepræst«.«

Præstens Øjne søgte i Forlegenhed mod Gulvet, og Blodet gik ham paany til Kinderne. Der blev nu truffet den Aftale, at Hr. Carlsen skulde komme igen den næste Dag ved samme Tid og medbringe en af Bladets Tegnere. Derpaa rejste Hr. Carlsen sig, satte Hatten paa og begyndte igen med begge Hænder en omstændelig Jagt gennem alle sine Lommer.

18| »Aa hør ... De skulde ikke tilfældigt ha’ en Cigar hos Dem?«

»Jeg ryger ikke.«

»Det var Satans. Og det kan De holde ud! ... Naa! Altsaa imorgen Klokken 8.«

Endnu længe efter, at Mads Vestrup var bleven alene, sad han modfalden med Hænderne paa sine Knæ og stirrede mod Gulvet. Det svimlede nu igen for ham ved at tænke paa, hvad han her vovede. Han vidste fuldt ud Besked med, hvad Slags Blad »Femte Juni« var. Han havde ikke engang glemt, at det af alle Landets Blade var det, der i sin Tid mest skaanselløst havde prisgivet hans Familjeliv i Anledning af hans Embedsafsættelse.

Men han havde lovet sig selv at ville gaa sin Nbeskikkede Vej Nmed Brædt for Panden. Han vidste jo ogsaa, at fordi han tog mod den Haandsrækning, der her blev tilbudt ham, gik han dog ikke i Antikristens Sold. Han søgte jo ikke sin egen Fordel, fristedes allermindst af den Navnkundighed, der var stillet ham i Udsigt. Vidste han blot lige saa sikkert, at han heller ikke i en Fold af sit Hjerte gemte et hævngerrigt Haab om at skaffe sig personlig Oprejsning for den Forsmædelse, der var overgaaet ham i Kristi Kirkes hellige Navn. For i saa Fald var han jo alligevel kommen herover for at værne ikke Guds men sin egen Ære. Og var det 19| dog i hvert Fald ikke et grueligt Hovmod, naar han – uværdige Mads Vestrup, en afsat Præst – kunde mene om sig selv, at han var ført hertil i den Højestes Tjeneste, ja paa hans udtrykkelige Befaling? ...

Han gled tilsidst ned paa sine Knæ med Hænderne foldede foran Brystet og bad i sin Aftenbøn om Lys i det Tvivlens Mørke, der igen havde omspændt hans Sjæl.