Taagen laa nu saa tæt over Byen, at NGlødelysenes NBalloner hang i Luften som osende Lamper. Raadhuspladsen druknede i Halvmørke. NTaarnurets oplyste Skive syntes at svæve frit i Rummet som en bleg Maane. Inde paa NStrøget, i de snævre Gader, hvor de store Butiker skabte en kunstig Dag, var der Trængsel paa Fortovene. Det var en af de Aftentimer, da Strømmen igen gaar indefter, ind til Teatrene, Koncertsalene og Aftenselskabeligheden. De Nsvære NOmnibusheste dampede. Automobilerne gled truttende afsted med pyntede og glade Mennesker. Og ned gennem Luften dalede Raadhusurets højtidelige Salmetone.

Paa NKongens Nytorv mødtes man igen af Mørket. Vognlygterne spejlede sig i den vaade NStenbro. De var alle paa Fart ned mod NTeatret, under hvis op20|lyste Loggia der var et Mylr som foran Flyvehullet i en Bikube. Det var Operaaften – og NNationens Kæledægge, Heltetenoren, optraadte i en af sine Glansroller.

Paa Hjørnet af NBredgade gik to Herrer forbi hinanden og hilste. Den ene af dem standsede, og der blev vekslet Haandtryk. Derpaa fulgtes de ud gennem Bredgade. De gik langsomt, i lavmælet Samtale, og hvergang der nærmede sig nogen paa det samme Fortov, dæmpede de yderligere deres Stemmer eller tav helt, indtil vedkommende var kommen forbi.

Den ene af Herrerne var en høj, Nførladen Mand med bart Ansigt, af Alder omkring de halvhundrede. Den anden var mindre og havde graat Fuldskæg. De fleste Folk kendte dem Naabenbart. De vendte sig om efter dem, og mange hilste ærbødigt.

Udenfor den oplyste NRigsdagsbygning, hvor der holdtes Aftenmøde, sagde de hinanden Farvel, og den høje Herre forsvandt ind gennem Porten, hvor Politibetjenten og Budene gjorde stram Honnør for ham. Det var Tyrstrup, NMinisterchefen, den særlig i Øjeblikket meget omtalte Mand, hvem Enslev for et Par Aar siden i en Sygdomsperiode havde overgivet Folkestyrets Scepter.

Da han kom ind i Folketingssalen, var Mødet lige begyndt. Paa Talerstolen stod en ældre Bonde og 21| talte om en jysk Lokalbane, men der var endnu kun samlet faa Medlemmer. Det var Finanslovsdebattens attende Møde, og Høsten var forlængst Naftærsket. Tilhørerbænkene oppe paa Galleriet var dog alle tæt besatte. Uroen indenfor NRegeringspartiet, den journalistiske Guerillakrig, der stadig førtes i NPartiets Blade som en Efterdønning fra Sommerens store Valgkampagne, vakte Forventning hos Folk om sensationelle Debater. Enslev havde ved Valget ladet sig genvælge til Rigsdagen, og man strømmede dertil som til en Forlystelse i Haab om at komme til at overvære en dramatisk Scene. Hidtil var man dog bleven skuffet. Enslev havde endnu slet ikke vist sig i NTinget. Det forlød i Aviserne, at han igen var lidende. Et Par Gange var Byen endogsaa bleven alarmeret af falske Rygter om hans Død.

De sidste Dage havde Tilstrømningen været særlig stor paa Grund af et forestaaende Taburetskifte. NKultusministeren, en forhenværende Provinssagfører, der var en overgemt Levning fra Enslevs Tid, havde maattet trække sig tilbage, officielt af Helbredshensyn, i Virkeligheden tvungen bort af Ministersjefen og den offenlige Mening paa Grund af en Række skamløse Embedsbesættelser. Det var Spørgsmaalet om hans Efterfølger, der paany fyldte Sindene med al Valgdagenes Spænding. Det skulde nu vise sig, om Tyrstrup vilde indskrænke sig til at rense Ad22|ministrationen for dens enslevske Efterladenskaber, eller om han trods Valgets tvivlsomme Resultat havde Mod til et aabent Brud med sin gamle Fører.

Lidt efter lidt fyldtes Salen. Den gamle Bonde stod endnu paa Talerstolen, men NPassiaren omkring ham var bleven saa livlig, at Formanden Nidelig maatte dæmpe den med sin Klokke.

Frem og tilbage langsmed Salens ene Væg gik – urolig som et indespærret Dyr – en høj, mager Mand, der sjælden talte med nogen. Han holdt Hænderne bag paa Ryggen og gned vanemæssigt den højre Haands Fingerender mod hinanden. Det var Gjærup.

Denne Mand hørte under sædvanlige Forhold ikke til Salens Forgrundsfigurer, men hans Navn kom regelmæssigt i Omløb, naar NMorder-Englen svævede over Partierne og Luften fyldtes med Rygter om Sammensværgelser og Baghold. Han var et af Tingets ældste Medlemmer, havde været Enslevs Ungdomsven men hørte nu til hans uforsonligste Fjender indenfor Partiet.

Paa en Plads ved den inderste af Salens halvcirkelformede Bordrækker sad en anden af Partiets Veteraner, Rektor Bohse, en lille svært bygget Skikkelse med en sølvgraa Manke, der faldt ham ned paa Skuldrene. Den gamle Skolemand mødte hver Dag paa Klokkeslet og rørte sig under hele Mødet ikke fra sin Plads. Han sad der med Haanden 23| under Kinden og rettede sine ildfulde mørke Øjne ufravendt mod Taleren – en utrættelig og samvittighedsfuld Tilhører selv til det ligegyldigste Ordgyderi.

Imidlertid drev Størsteparten af de andre Tingmænd omkring paa Gulvet med Hænderne i Bukselommerne, slog sig ned hos Meningsfæller eller stak Hovederne sammen i samtalende Grupper, alt mens navnlig de nyvalgte Medlemmer havde ondt ved at glemme, at de optraadte for aabent Tæppe. Bestandig maatte de skotte op til Tilhørergalleriet men især til Nden reserverede Loge, hvor Damerne havde Plads.

Lænet op mod en af Salens Piller stod en slank, blond Mand i en stramt siddende Skødefrakke med Nforlorne Skuldre. Det var Højskoleforstander Aleksandersen, en af NKirkefolkets nyvalgte Repræsentanter, der udtrykkeligt var sat ind i Tinget for at bekæmpe Enslevs Indflydelse. Den unge, alvorsfulde Mand, der stod med Armene korslagte over Brystet som et Billede paa karakterfast Mandighed, havde ligesom Rektor Bohse sine Øjne opmærksomt rettet mod Taleren og skottede i det højeste hvert tredje Minut hen til Damelogen.

Tyrstrup havde taget Plads ved Ministerbordet, hvor han sad og bladede i nogle Papirer. Han havde engang været en smuk Mand men var i en tidlig 24| Alder bleven for svær. Med sin tunge Krop og sine sindige Bevægelser mindede han mere om en Proprietær end om en Statsmand, og det var da heller ikke nogen parlamentarisk Ærgerrighed, der havde ført ham ind i Politiken. Han tilhørte en af disse frodige sønderjyske Slægter, som har frembragt saa mange af Landets varmeste og mest højsindede Fædrelandsvenner. Han var Jurist og tragtede oprindelig efter en af Nde røde Lænestole i Højesteret, hvor hans Fader i mange Aar havde siddet som Rettens Formand. Men hans Ungdom faldt i Nde berygtede Provisorieaar, da Net importeret Tvangsregimente efter prøjsisk Mønster samlede et meget broget Selskab af Idealister og Spekulanter og politiske Eventyrere omkring Demokratiets Bannere. Begejstret navnlig for Enslev og under dennes kloge og maalbevidste Paavirkning Ngik han allerede som Student helt op i Nden store Kamp for Folkets Frihed, og endnu før sit tredivte Aar blev han, Sønnen af den stokkonservative NHøjesteretsassessor og Ekscellence, der havde været med til at idømme Enslev og flere andre af Folkets Førere strenge Fængselsstraffe, valgt ind i Rigsdagen af en af Landets radikaleste Krese.

En Rigsdagstjener nærmede sig og overrakte ham et Visitkort. Da han havde læst Navnet, betænkte han sig et Øjeblik, idet han med en uglad Mine 25| strøg sig ned over sine barberede Kinder. Derpaa gav han Tjeneren en Besked.

Nogle Minutter efter rejste han sig og gik op ad Trappen til Ministerværelserne.

Gjærup, der paa sin Hyæne-Vandring frem og tilbage langsmed Væggen opfangede et Glimt af alt, hvad der foregik omkring i Salen, nærmede sig Ministerbordet efter Tyrstrups Bortgang og blev staaende der med Ansigtet vendt mod Taleren som for at høre bedre. Han stod der med Hænderne paa Ryggen og skævede bag Brillerne ned til Visitkortet, der endnu laa paa Ministerchefens Plads. Da det endelig var lykkedes ham at læse Navnet, vendte han tilbage med et misfornøjet Udtryk, og Fingerenderne paa hans højre Haand gned sig mod hinanden i forstærket Tempo.

Han gik hen i Baggrunden af Salen og nærmede sig her en ældre Tingmand, der sad og skrev. Det var den landskendte Bonde Jørgen Højbo, et af Tingets mest indflydelsesrige Medlemmer. Gjærup bøjede sig ned over ham og hviskede ham et Ord i Øret. Hvorefter de fulgtes til en NKonference paa Tomandshaand henne i en af Vinduesfordybningerne.

Imidlertid havde Tyrstrup ført en lille sortskægget Herre med Guldlorgnet ind i sit Modtagelsesværelse.

26| »Jeg forstyrrer altsaa ikke?« spurgte Nden Fremmede med Lorgnetten i Haanden, idet han med en skæv Grimace, der skulde gælde for et Smil, blottede den ene Side af et mægtigt Løvegebis.

»Ikke i Øjeblikket. Tag kun Plads! Men lad mig straks sige Dem, at dersom De er kommen for at tale om Ministerudnævnelsen, kan jeg ikke tillade Dem det. Det er et Emne, jeg ikke er i Stand til at drøfte med Dem.«

Den Fremmede, der havde sat sig, saae modfalden ned i sin Hat.

»Det er unægtelig i den Anledning, jeg er kommen.«

Der blev en Pavse, og Tyrstrup strøg sig om Hagen med sin massive Haand.

»Vil De sige mig ganske aabent, Zaun – kommer De i Enslevs Ærinde? Jeg mener: som hans Sendemand?«

»Nej!«

»Det er altsaa ganske privat, De har søgt mig her?«

»Nej, det kan jeg heller ikke sige. Naar jeg har tilladt mig at opsøge Dem paa denne Tid, er det ... Ja, det vil sige ... Jeg mener ... De maa ikke misforstaa mig ... jeg har aldeles ikke noget Mandat ... aldeles ikke. Men jeg føler mig ikke desmindre overbevist om ... Novertydet, at jeg taler paa mange 27| Partifællers Vegne, naar jeg udtrykker en alvorlig Bekymring i Anledning af den Meddelelse, som »NBerlingske« for i Aften bringer.«

»Hvilken Meddelelse tænker De paa?«

»Der staar, at den bekendte jyske Præst, NProvst Broberg, efter sikkert Forlydende vil blive udnævnt til Kultusminister, naar Kongen iovermorgen vender tilbage fra Jagterne paa Fyn.«

Tyrstrup afbrød ham med en utaalmodig Haandbevægelse.

»Som sagt: det drejer sig her om en Regeringshandling, som jeg ikke kan indlade mig paa at diskutere med Dem. Naturligvis tvivler jeg ikke om Deres gode Hensigt. Dertil har De i for mange Aar vist Partiet en sjelden – og ganske uegennyttig – Interesse. Deres store Offervillighed og Deres Arbejdsiver har for bestandig sikret Dem enhver Partifælles varmeste Sympati og Anerkendelse. Men – Direktør Zaun – jeg maa nu engang for alle paa det bestemteste protestere mod disse gentagne Forsøg paa at paanøde Ministeriet Deres politiske Raad. De maa dog selv kunne indse, at det ikke gaar an ... ja at det er ganske upassende.«

Direktør Zaun saae igen ned paa sin Hat og sagde:

»Som De maaske endnu erindrer, modtog jeg engang et meget venligt Brev fra Dem. De takkede 28| mig for en Henstilling, jeg havde tilladt mig ... det var i Anledning af Lovforslaget om den udvidede Kødkontrol. De var endogsaa saa elskværdig at sige mig, at mine Meddelelser om Indretningen af de argentinske Slagterier paa flere Punkter havde haft afgørende Indflydelse paa Forslagets endelige Affattelse. Jeg har derfor troet ... jeg indrømmer, det er meget dristigt ... men jeg har altsaa ment ... havde altsaa haabet at have en lille Smule Berettigelse til at henvende mig personlig til Dem i denne Sag, der ligger saa mange af Partiet overordenlig stærkt paa Sinde.«

Hertil svarede Tyrstrup ikke noget. Han sad træt tilbagelænet og strøg Haanden nedover Ansigtet, mens han holdt Øjnene lukkede en lille Tid.

»Hvad har De i Grunden imod Provst Broberg?« spurgte han derpaa. »De maa jo kunne huske ham fra den Tid, han sad i Folketinget. Han var altid en trofast Partifælle og desuden en af Tingets livligste Talere.«

»Undskyld! Provstens Person har jeg ikke indladt mig paa at bedømme. Jeg vilde blot gerne ... vilde kun tillade mig at gøre opmærksom paa, at Provst Broberg var en af dem, der ved sidste Valg traadte aabenlyst op mod Enslev. Han Nbekæmpede hans Kandidat i sin Valgkres til Fordel for Hr. Højskoleforstander Aleksandersen, som jo ogsaa blev valgt.«

29| »Det var Svar paa Enslevs NUdæskning til Kirken i hans Valgtale i Strige Skov. At jeg selv fandt den Tale baade Nubillig og i høj Grad Nubetimelig, har jeg gentagne Gange offenlig udtalt. Jeg er ogsaa ganske overbevist om, at Provst Brobergs Udnævnelse gennemgaaende vil blive hilst med Tilfredshed af Befolkningen. Han er jo ikke alene en paalidelig NDemokrat men hører ogsaa som Præst til en af vore mest frisindede. At Enslev vil misbillige Udnævnelsen og maaske opfatte den som en personlig Krænkelse, er jeg forberedt paa. Men vi har efterhaanden maattet opgive at værge os mod den Gamles Mistænksomhed. Hvad vi end gør, ser han jo et Forræderi i det. Og vi kan dog ikke forsvare af personlige Hensyn ingenting at udrette. Det er tvingende nødvendigt, dersom ikke det hele skal styrte sammen over Hovedet paa os, at der nu skaffes alle gode og sunde Kræfter i Folket Alburum og Arbejdsro. Vi har haft Ufred nok. Hvordan vi i økonomisk Henseende sidder i det, behøver De og jeg ikke at diskutere. Jeg kommer forresten netop fra en Samtale med en af vore ledende Bankmænd. Han udtalte sig alt andet end forhaabningsfuldt om Udsigterne for Nvort nye, store Statslaan, og det kan jo desværre ikke Nfragaaes, at vor Kredit i Udlandet stadig er synkende.«

Direktør Zaun saae til Siden og trak Munden op til det ene Øre med sit forlegne Rovdyrssmil.

30| »Jeg tillod mig engang at sende Dem et Udkast til en Finansplan.«

»Javist! Jeg husker det!«

»Og siden et Forslag til en Toldreform.«

»Ja – ogsaa det! Men det vilde betyde mere, Direktør Zaun, dersom De og jeg i Forening kunde lære det danske Folk at Nsætte Tæring efter Næring og rette Pynten efter Mønten. I det hele taget: vi har vistnok overdrevet Tilliden til den Slags ydre Foranstaltninger. Vi maa se at blive enige om, at det er indenfra, vor hele Misere skal Nophjælpes, og til en saadan Genrejsning af Nationens Kraft behøver vi ogsaa Kirkens Bistand ... behøver vi maaske ganske særlig Kirkens Bistand. Aldeles bortset fra, hvordan vi personlig stiller os til Ndet religiøse Problem, bliver vi jo dog nødt til at indrømme Religionens opdragende Betydning for den overvejende Del af Befolkningen. Og Sagen er jo dog saa alvorlig, ikke sandt, at enhver god dansk Borger – altsaa ogsaa De, Direktør Zaun – maa kunne ofre nogle private Meninger og personlige Sympatier eller Antipatier for det heles Vel.«

Hr. Zaun vilde sige noget men opgav det som med en heroisk Beslutning. I det næste Øjeblik rejste han sig med et pludseligt Sæt. Det var, som om han slyngedes i Vejret af en Fjeder i Stolesædet.

»Jeg skal ikke gøre noget Forsøg paa at forklare 31| mit Standpunkt. Det vilde kun opholde Dem,« sagde han og bukkede stift. »Jeg beder Dem altsaa undskylde, at jeg omsonst har gjort Ulejlighed.«

»Alt forladt!« svarede Ministeren.

Hr. Zaun blev endnu staaende et Øjeblik, som om han ventede paa noget. Saa bukkede han igen og foer mod Døren. Men da han stod med Haanden paa NLaasen, standsede han. Med et Ansigt, der var blegt af Sindsbevægelse, vendte han sig om og løftede Panden.

»Jeg følger Enslev!« forkyndte han og stormede i det samme bort, som om han havde udkastet en Bombe og flygtede for Virkningen.

Tyrstrup, der var bleven siddende, saae forbavset efter ham. Lidt efter rejste han sig hovedrystende og vendte tilbage til Folketingssalen.

Da Hr. Zaun var naaet ned paa den taagede Gade, hørte han et Taarnur slaa. Det standsede ham et Øjeblik i Farten. Trods sin stærke Ophidselse kom han til at tænke paa, at NPosten med de sidste udenlandske Aviser nu maatte være kommen og laa hjemme paa hans Bord. Men saa uhyre var hans Optagethed af det store politiske Sammenstød, som efter hans Mening nu var uundgaaeligt, at han bestemte sig til at svigte baade NKæmpebranden i New York, NMusette-Processen i Paris, NMinisterkrisen i Bulgarien, Londoner-Firmaet NBlackbourns Fallit, de 32| tre indebrændte Børn i Frankfurt, det mærkelige Gravfund ved Toulouse, NDroskestrejken i Wien, den forsvundne engelske Rejsende i Jerusalem og de hundrede andre Begivenheder fra alle fem Verdensdele, som hans Sind var fyldt af. Han skyndte sig op ad Bredgade og drejede ind paa NSkt Annæ Plads, hvor Enslev boede.

Tyrstrup var imidlertid vendt tilbage til Folketingssalen. Her stod den gamle Bondemand endnu paa NKatederet og talte til Stenograferne og Rektor Bohse om sin Lokalbane, og inde i Vinduesfordybningen holdt Gjærup stadig Jørgen Højbo fangen tilligemed en anden af Tingets kendte Medlemmer, Lærer Tanning, som i Mellemtiden var bleven kaldt til for at deltage i den fortrolige Raadslagning.

Da Tyrstrup kom der forbi paa Vejen til Ministerbordet, forstod han straks, at der var noget igære. Han gik derfor hen og hilste paa dem og indledede en Samtale.

Gjærup havde meddelt sine Venner, hvad han vidste om Grunden til, at Tyrstrup havde forladt Salen, og Meddelelsen foruroligede dem noget, fordi det var bekendt, at Direktør Zaun i Øjeblikket var NLøbebud for Enslev, og de havde ingen rigtig Tillid til Ministerchefens Standhaftighed. Navnlig var Gjærup syg af Ængstelse for, at Tyrstrup alligevel i sidste 33| Øjeblik skulde gøre Enslev Indrømmelser i Ministerspørgsmaalet.

»Vi staar og taler om den Notits, som »Femte Juni« har iaften om Provst Broberg,« sagde Jørgen Højbo. »Der nævnes ganske vist ikke noget Navn. Det vover de sig dog ikke til. Men der er sørget godt nok for, at vi ikke skal tage fejl af Manden. Og det er jo nemt at forstaa, hvad der er Hensigten med at Nkaste Skarn paa Broberg lige i dette Øjeblik.«

»Hvad er det for en Notits?«

»Har De ikke set den?«

Gjærup trak et omhyggeligt sammenlagt Eksemplar af »Femte Juni« op af sin Brystlomme. Tyrstrup tog det tøvende. Han var helst fri for at læse Bladet. Han kendte disse smaa ondartede Meddelelser, underskrevet med et eller andet af Bladets sædvanlige Medarbejder-Mærker, men tydelig inspireret af Redaktøren og bestilt af Enslev selv, der desværre ikke skyede noget Middel, heller ikke Bagvaskelsen, naar det galdt om at komme en Modstander tillivs.

»En i disse Dage i Anledning af Ministerskiftet paany omtalt Præst,« begyndte den lille NPetit-Artikel, der var undertegnet Klavs Klumpe og helt igennem skrevet i denne yndede Medarbejders kaade Bajadsstil. Den berettede om, Nhvorlunde denne Guds Mand nylig havde været særdeles virksom for at faa en 34| af Præsterne i sit Provsti, den nu i Jylland og Fyn meget skattede Vækkelsesprædikant Mads Vestrup, fradømt Kjole og Krave. Denne haarde Fremfærd mod en Embedsbroder var saa meget mere bemærkelsesværdig, som der nu hviskedes om, at Provsten selv ofte viste besøgende Kvinder af de yngre Aargange sin faderlige Velvilje paa en Maade, der ofte havde vakt Anstød – –.A

Da Tyrstrup gav Bladet tilbage, var hans Ansigt meget alvorligt.

»Ja, det er sandelig ikke for tidligt, at der bliver sat en Stopper for saadanne skammelige Skriverier,« sagde Jørgen Højbo, der var en smuk gammel Bondemand med et Par dybtliggende Øjne. Han havde i mange Aar hørt til Enslevs nærmeste Kres, men efter den berygtede Strige-Tale havde han opsagt ham Venskabet og var nu en af de Mænd i Partiet, der stod ham haardest imod.

Lærer Tanning – en yngre, skægløs Fynbo med en rød NSvulst, der sad midt i Panden som Rosenstokken af et Enhjørningshorn – sagde nu:

»Gjærup mener, at vi foreløbig rent privat skal indkalde Repræsentanter for de forskellige Partiafskygninger til et Møde for at drøfte den politiske Situation og »Femte Juni«s Forhold til den. Vi kunde saa ved samme Lejlighed tage denne sidste Gemenhed op til nærmere Forhandling.«

35| Jørgen Højbo oplyste, at han havde givet Tanken sin Tilslutning, og Lærer Tanning erklærede det for paatrængende nødvendigt, at Mødet blev bragt i Stand hurtigst muligt. »Femte Juni« var jo endnu i manges Øjne Partiets Hovedorgan, fordi Enslevs Navn stod paa det. Men hvilken Dom skulde man fælde over et Parti, der tillod, at selve dets Æresformand skovlede Penge ind fra en Avis, som forfulgte Partiets bedste Mænd med den gemeneste Haan?

Tyrstrup indvendte her imod, at det var Samuelsen, der var Bladets Redaktør og ansvarlig for dets Indhold, ikke Enslev.

»Men Enslev er »Femte Juni«s Udgiver,« svarede den anden. »Og trods alle vore Henstillinger er Bladets Tone bleven den samme. Nu maa der gøres en Ende paa NForargelsen. Jeg siger det lige ud: det er uanstændigt, at den Mand endnu sidder som Partiets Formand, og mit private Forslag skal være det, at han ved Aarsmødet i November udenvidere nedstemmes.«

Hvad der her blev udtalt i Hidsighed, svarede temmelig nøje til, hvad de andre ved sig selv havde tænkt, og Ordene efterfulgtes af en lidt forlegen Tavshed. Hr. Tanning selv blev pludselig lidt betænkelig ved sin Aabenhed, og Gjærup, der under hele Samtalen havde staaet tavs med Hænderne paa Ryggen, saae sig forsigtig omkring for at overbevise sig om, at ingen andre havde hørt noget.