36| Samtidig med, at Rigsdagen aabnedes, havde Enslev igen bosat sig i København. Det smukke Landsted ved NFuresøen, hvortil han for to Aar siden trak sig tilbage for at leve Resten af sit Liv som en fredelig NUrtegaardsmand, havde han solgt, og af den store Almenhed opfattedes dette Salg som en ny Bekræftelse paa Rygtet om, at det var hans Hensigt ved første givne Lejlighed at styrte Tyrstrup for selv igen at overtage Magten.

Da Hr. Zaun stod foran Huset, hvor Enslev boede, og ude fra Kørebanen saae, at der var mørkt i Modtagelsesværelserne, vovede han sig ikke derop. Det var jo bleven Nsilde. Maaske var den Gamle allerede gaaet til Ro.

Han havde just vendt sig skuffet bort, da en Automobil kom susende og holdt udenfor Porten. En høj Dame steg ud, og han genkendte hende straks i Lygteskæret.

»Undskyld! ... Godaften, Frøken Evaldsen.«

Han havde stillet sig i Vejen for hende med Hatten i Haanden.

»Kære, er det Dem, Zaun! De gjorde mig forskrækket.«

»Undskyld ... vil De sige mig, om De tror, at Enslev kan modtage mig iaften?«

»Nej, det er vist ganske umuligt. Jeg fik netop 37| at vide, at han har maattet gaa tilsengs. Det er de gamle NStensmerter. Professor Hagen er bleven kaldt. Han er vist deroppe nu. Bendix er jo desværre bortrejst. – Hvorfor vil De forresten tale med Enslev? Er der noget nyt?«

Zaun saae sig tilbage og ventede med at svare, indtil Automobilen var kørt.

»Jeg kommer lige fra Tyrstrup.«

»Naa?« – Frøkenen betragtede hans Ansigt med Spænding og greb ham uvilkaarligt i Armen. »Hvad sagde han?«

»Det bliver NProvst Broberg. Han indrømmede det ikke lige ud, men der er ingen Tvivl ... Det er med andre Ord en aaben Krigserklæring.«

Frøken Evaldsen trak langsomt Haanden til sig og knyttede den.

»At de Skurke vover det! ... At de ikke skammer sig!«

»Tror De, der er nogen Udsigt til, at jeg kan faa Enslev i Tale imorgen Formiddag?« spurgte Zaun efter en Pavse. »For nu maa der jo handles! Og allerførst maa vi vel holde Mandtal over vore Folk.«

»Kom Klokken 12. Dersom det er muligt, skal jeg sørge for, at De kommer ind til ham. – Er der ellers noget?«

»Jeg tror ikke. Ja, det vil sige ... De har vel set, at Mazuranic er død.«

38| »Hvem?«

»Bulgariens Ministerpræsident. Han er død i Wien efter en Operation. Det var den meget ansete Professor Richter, der opererede ham, og Operationen varede godt og vel tre Timer. Igaar saae det ud, som om han skulde komme sig; men nu er han altsaa død. Det skal blive interessant at se, om Njegosch eller Frederovic bliver hans Efterfølger. Jeg tror, det bliver Njegosch.«

»Kan det ha’ nogen Betydning for os?« spurgte Frøken Evaldsen. »Hvad har vi med Bulgarien at gøre?«

»Næ – Betydning? – Næ, det kan det naturligvis ikke.«

»Ja, maa jeg saa være fri, Zaun! ... Godnat!«

Oppe i det store Soveværelse sad Professor Asmus Hagen i en Lænestol ved Siden af Enslevs Seng. For at skaffe den syge Mand Ro til Natten havde han givet ham en Morfinindsprøjtning og ventede nu paa Virkningen. Enslev sad oprejst i Sengen med et Par Puder i Ryggen. Trods Lægens gentagne Anmodning havde han ikke villet lægge sig ned, idet han vranten erklærede, at den Stilling kunde tidsnok blive hans naturlige Hvilestilling. I sin Utaalmodighed havde han desuden forlangt, at alle Lamperne i Loftet skulde brænde. Det store Rum – Lejlighedens egenlige Spisesal – med den smalle Seng og 39| de faa Møbler gjorde et uhyggeligt, koldt og øde Indtryk, og det stærke Lys skinnede ned over det som til en Fest for usynlige Gæster.

Smerterne havde allerede fortaget sig, og ogsaa paa anden Maade sporedes Morfinens Virkning. Enslev begyndte at blive livlig og fortællelysten. Han talte spøgende om den gode Handel, han havde gjort med sit Landsted; og da Asmus Hagen spurgte ham, om han ikke troede, han vilde komme til at savne Freden derude og de smukke Omgivelser, svarede han, at han endnu ikke var bleven svaghjernet nok til at kunne omgaas Naturen.

»Det hele var en Misforstaaelse. Vi Landsbybørn gemmer allesammen i vor inderste Hjertefold en NHyrdedrøm om at ende vore Dage i en fredelig NKaalhave. Vi ser os i Aanden tage en idyllisk Afsked med Livet som Patriark med en grønmalet Vandkande i Haanden ... en Nsølvermanket Emeritus i Stil med Rektor Bohse. Og saa gaar det os for det meste som Emigranterne, der efter et langt Liv tilbragt i Hjemve vender tilbage til Fædrelandet og føler sig haabløst fremmede der. Et Mandfolk mister under Livets Kamp tilsidst NOrganet for Idyllen. De vil engang selv gøre den Erfaring, Professor Hagen!«

Han talte videre om Landlivets Søvnagtighed og om den NBasilisk, der i de lange Vinteraftener anbragte sig overfor En og gabede som en Flodhest. 40| Og da Asmus Hagen hertil indvendte, at man dog altid kunde fordrive Kedsomheden ved Læsning, rystede den Gamle paa Hovedet og svarede, at for et Menneske, der havde været vant til at omsætte sin Vitalitet i Handling, var en Bog omtrent det slettest mulige Selskab.

»Sæt en gammel Invalid til at læse Krigshistorie, og han vil hurtigt kaste Bogen fra sig af Ærgrelse over, at han maa sidde der i sin Lænestol og læse om andres Bedrifter. Saa foretrækker han en Æske Tinsoldater eller at sidde og glo paa sit eget Billede i Spejlet. Men vil De sige mig, Professor Hagen, hvor længe udholder et tænkende Menneske at være ene med sig selv?«

Saadan blev han ved at tale, og Morfinrusen gjorde ham stadig mere aabenhjertig. Men nu gik Døren til Sideværelset sagte op, og Frøken Evaldsen stak Hovedet ind.

»Kommer jeg til Ulejlighed?«

»Det ser De jo!« svarede Enslev, ærgerlig over Afbrydelsen. »Hvad vil De her?«

Hovedet forsvandt, Døren lukkedes, og Asmus Hagen rejste sig lidt efter for at gaa. Men Enslev bad ham om at blive, og han satte sig igen.

Enslev gav sig derpaa til at tale til ham om hans Broder, NJægermesteren. Han lykønskede ham i Anledning af dennes Folketingsmandat og sagde:

41| »Han er maaske ingen fremragende Taler, men han har dog allerede forstaaet at skaffe sig en vis Position i NTinget. Han har jo ogsaa en særdeles entreprenant Frue. Jeg venter mig en Del af ham.«

Asmus Hagen tav hertil. Han havde selv en ganske anden Mening om den Anseelse, Broderen nød som offenlig Personlighed, og Enslevs Ord skulde aabenbart heller ikke tages fuldt alvorlig.

»Det er blevet mig sagt, at han i disse Dage har solgt »Storeholt«. Forholder det sig rigtigt? Man har ment, at det er hans Svigerfar, der har overtaget den. Hvad er det, den Mand hedder?A«

»Søholm.«

»En NKaffeagent, ikke sandt? Men han skal jo være Millionær, saa jeg forstaar ikke rigtig Forholdet.«

Ogsaa hertil tav Asmus Hagen, hvem Tabet af den gamle Slægtsgaard var gaaet bittert til Hjertet. Desuden mente han i Enslevs Tone at kunne spore en lille skjult Tilfredshed ved Tanken om den Ydmygelse, der her igen var overgaaet en af Landets gamle, fornemme Familjer.

Enslev gik iøvrigt ikke nærmere ind paa Sagen. Han benyttede kun Lejligheden til at fortælle Asmus Hagen om et Sammenstød, han for et halvt Aarhundrede siden som ung Student havde haft med hans Far, NEtatsraaden, der dengang sad som Assi42|stent i et af Ministerierne og var en af Byens unge Levemænd.

»Jeg ser ham endnu ganske livagtigt for mig, som han den Morgen kom ridende langs NØstervold sammen med en ung, smuk Dame ... maaske var det hende, der senere blev Deres Mor. Jeg kendte ham af Udseende fra NStudenterforeningen og vidste ogsaa, at han var NStamherren til det rige Storeholt, hvad der naturligvis blev gjort en Del Væsen af deroppe. Forresten havde vi kort i Forvejen karamboleret i Foreningens Læsestue i en eller anden latterlig Anledning – jeg tror, det var en Avis, han vilde snappe for Næsen af mig – og da han nu Npaa Frastand faar Øje paa mig, ser jeg tilfældigvis, at han skubber til Damen med Albuen og siger noget, der faar hende til at le. Dagen efter søgte jeg ham op og afkrævede ham en Forklaring, og det endte drabeligt nok med, at jeg Nudfordrede ham paa Rytterpistoler. Mindre kunde dengang ikke gøre det! ... Femogtyve Aar efter, da Deres Far og jeg mødtes ved en politisk Festlighed i København – det var kort Tid efter, at han Ntil sine Standsfællers største Forskrækkelse havde aabenbaret liberale Anskuelser – mindede han mig om den gamle Historie i en elskværdig Skaaltale, og vi stod siden den Tid paa den venskabeligste Fod med hinanden.«

43| Asmus Hagen smilte lidt af Høflighed men svarede iøvrigt ikke noget. Det var ikke første Gang, han hørte den Historie. Enslev havde temmelig regelmæssigt fortalt ham den, naar de saaes, og det skete Naabenbart ikke helt uden Hensigt. Forøvrigt kendte han ogsaa Historien fra sin Far, i hvis Fremstilling den tog sig lidt anderledes ud. Faderen havde efter sit eget Sigende nok lagt Mærke til den blege, fattigt klædte og haltende Student, der hin Morgen kom gaaende imod ham langsmed Ridestien; men først idet de passerede hinanden, havde han genkendt ham paa hans fjendtlige Blik, og han vidste sig ganske fri for at have sagt nogen Morsomhed paa hans Bekostning. Derimod forholdt det sig rigtigt nok med Udfordringen, som Faderen havde maattet afslaa, fordi han ikke vilde slaas med en Krøbling. Sagen havde dengang vakt en Del Opsigt i Studenterverdenen og var bleven noget af en historisk Begivenhed derved, at den havde forskaffet Enslev hans første NFængselsstraf.