Inde i Spisestuen ved Siden af, hvor der kun brændte en enkelt Lampe i den kolossale Loftskrone, gik Frøken Evaldsen utaalmodig frem og tilbage med Armene viklet ind i et Skuldersjal. Døren ind til den store Modtagelsessal stod aaben, og der44|inde var der overhovedet intet andet Lys end Skæret fra Gadelygten nedenfor. Der var koldt i begge Stuerne, som med deres spredte Møbler gjorde det samme øde og ubeboede Indtryk som Sovekammeret. Udstyret var kostbart nok, men der fandtes kun akkurat det nødtørftigste. Skønt Enslevs Bladindustri efterhaanden havde gjort ham til en velstaaende Mand, og han paa andre Omraader havde lagt sig enkelte forfinede Vaner til, var hans Smag aldrig kommen ud over det almueagtige. Og Frøken Evaldsen, hans mangeaarige NVeninde, som dog selv var af god københavnsk Familje, endogsaa en Generalsdatter, manglede mellem sine mange store Egenskaber netop den, som kunde have skabt lidt Hygge og Fred omkring den gamle Mand. Lejlighedens hele Indretning var bleven besørget af et af Byens Nstore Magasiner, og paa Enslevs NModtagelsesaftner, naar der gik en Strøm af Mennesker gennem Stuerne, havde man ganske Fornemmelsen af at befinde sig paa en Møbeludstilling.

Frøken Fanny Evaldsen var nu en Dame i Halvtreserne. Ansigtet var hærget, og de lange Fortænder forskønnede det ikke. Men hendes høje Skikkelse havde holdt sig Njomfruelig slank, hendes Gang var let og fri som en Fugls Flugt, – der var en egen storladen Ynde over alle hendes Bevægelser.

Da hun var 28 Aar saae hun Enslev første Gang 45| paa en Talerstol, og det utrolige hændte, at Ryttergeneralens fejrede Datter, der havde været selve Nde kongelige Prinsessers Legekammerat, skænkede denne Folkets Mand sin Kærlighed og tappert ofrede ham sit Rygte i det ganske NAmalienborg-Kvarter, ja tilsidst helligede ham sit hele Liv. Og det skønt Enslev langtfra altid havde vist sig taknemlig for hendes Opofrelse, endmindre paaskønnet hendes Trofasthed, der tværtimod ofte var faldet ham til Besvær. Efter at hun var Ngaaet i Frø, havde han tidt ønsket at kunne ryste hende af sig, og han behandlede hende nu nærmest som et gammelt Tyende. Men i Virkeligheden kunde han slet ikke undvære hende, fordi hun efterhaanden var bleven det eneste Menneske, som han fuldt ud stolede paa.

Da Døren til Sovekammeret endelig gik op, og Asmus Hagen kom ind, gled hun ham imøde fra den anden Ende af Stuen i sin ejendommelige Musvaageflugt og greb hans Arm.

»Hvordan staar det til? Sig mig Sandheden, Professor Hagen! Jeg taaler at høre den.«

»Kære Frøken, der er ikke allermindste Grund til Ængstelse. Det er jo et ganske almindeligt Tilfælde.«

»Mener De, han kan være kommen over det imorgen ... eller senest iovermorgen?«

»Er det saa magtpaaliggende?«

46| »Ja, der maa gøres alt for at holde hans Kræfter oppe. Maaske har Enslev aldrig været mere uundværlig for os end netop nu.«

»Men hvad er der da sket?«

»Det kan jeg ikke sige Dem i Aften. Men det vil snart komme for en Dag.«

»Ja ja. Som sagt: De skal ikke ængste Dem. Men forresten maa jeg erindre Dem om, at jeg kun er her som Stedfortræder. Naar Professor Bendix i næste Uge kommer hjem, vil det vel nok være rigtigst at foretage en grundigere Undersøgelse. Foreløbig gælder det nu hans Nattero. Hvad der kan tænkes at afficere ham, maa han skaanes for. Derfor ingen Politik i Aften, Frøken Evaldsen!«

Han sagde det sidste smilende, med opløftet Pegefinger, hilste derpaa Godnat og gik.

Da Frøken Evaldsen kom ind i Sovekammeret, havde Enslev lagt sig ned. Han laa med sin NNæseklemmer paa og kiggede i en Avis. Hun vilde tage Plads paa Sengekanten, men han bød hende med en Haandbevægelse at sætte sig i Stolen, og da hun spurgte til hans Befindende, svarede han bidsk, at hun jo havde talt med Doktoren.

Det varede dog ikke længe, før han lagde Avisen og begyndte at fritte hende ud. Var der noget nyt i Byen? Havde hun været i Rigsdagen? Der var 47| vel ikke Nforefaldet noget af Interesse? Forresten var der jo Aftenmøde.

»Ja, jeg havde tænkt at gaa derhen,« sagde hun. »Men der sker vel ingenting. Det er jo bare for at faa Finansloven færdig.«

»Og om Ministerudnævnelsen har du stadig ikke hørt noget nærmere? Det er ogsaa ligemeget. Jeg er ikke i Tvivl om, at det bliver NProvsten. Tyrstrup vil engang vise sig som Helt. Han tør ikke andet for Gjærup. Og han har jo desuden et helt Helvede af Præster i sin Slægt. – Men hvad er der? Du sidder saa urolig. Veed du noget alligevel?«

»Nu skal du ikke spørge, NVen! Nu skal du sove.«

»NSlidder-Sladder! Har du hørt noget, saa ud med Sproget! Sid ikke der, som om du havde Mavepine. Hvad skal de pjattede Narrestreger til?«

Hun kunde ikke slippe. Hans Tone blev tilsidst saa ophidset og grov, at hun maatte fortælle ham, hvad Direktør Zaun havde meddelt hende om sit Besøg hos NMinisterchefen.

Efterretningen gjorde Enslev tavs. Hans blyfarvede Ansigt med det hvide Fuldskæg stivnede i et livløst Udtryk, der forskrækkede hans Veninde. Skønt han havde været fuldkommen forberedt, følte han det alligevel et Øjeblik, som om NVerdensløbet standsede. Det var første Gang i mange Aar, at man 48| saa aabenlyst satte sig op imod hans Vilje. Første Gang i en halv Menneskealder, at han igen følte Nederlagets Ydmygelse.

Han tog et Nøgleknippe fra Natbordet, rakte Frøken Evaldsen det og sagde:

»Gaa ind i min Stue. Der ligger et Papir under Skrivebordsklappen. Hent mig det! Du kender jo Nøglen.«

Da hun kom tilbage, sagde han videre:

»For en Sikkerheds Skyld Nopsatte jeg Dokumentet der, inden jeg i Eftermiddag krøb i Seng. Du maa gerne læse det.«

Veninden tog igen Plads ved Sengen og foldede Papiret ud. Der stod kun nogle faa Linjer. Hendes Øjne gennemløb dem hastigt flere Gange, hvorpaa hun næsten skrækslagent stirrede paa Enslev, der med Tilfredshed havde iagttaget hendes Udtryk, mens hun læste.

I nogle Øjeblikke betragtede de hinanden i Tavshed.

»Du ser, jeg har været forberedt!« sagde han derpaa. »Men hør nu, hvad der skal udrettes! Dersom jeg ikke er i Stand til at modtage Zaun, naar han kommer imorgen, maa du bede ham om at indfinde sig her igen saasnart Ministerudnævnelsen foreligger officiel. Dersom jeg endnu ikke til den Tid kan tale med ham, skal du datere Skrivelsen og give 49| ham den til videre Besørgelse i en lukket og forseglet Konvolut. Og du maa Nforeholde ham, at han bringer Tyrstrup den personlig og uden NOpsættelse.«

Frøken Evaldsen, der sad i en tankefuld Stilling og holdt Haanden under Hovedet, havde med en Række Nik tilkendegivet sin Forstaaelse. Hun læste Skrivelsen endnu engang igennem, dennegang langsomt, Ord for Ord, og faldt saa igen tilbage til sine egne Tanker.

»At de har vovet det!« udbrød hun, mens Haanden nu sank ned paa hendes Knæ. »Og at tænke sig, at der ikke er een af hele Flokken, som ikke skylder dig alt, hvad han er. Tyrstrup, Ludvigsen, Bohse, Højbo, Tanning. Og nu svigter de dig allesammen. Den ene efter den anden. Paa den lumpneste Maade.«

»Naa, hvad Tanning og Bohse og de andre Æsler angaar, saa har jeg aldrig ventet mig andet af dem. De Folk kendte jeg straks paa Skrydet. Men at jeg saa længe lod mig Ngaa under Øjne af Tyrstrup, det ærgrer mig unægtelig. Han gik der saa tyk og godmodig og spillede den trofaste med lange Haandtryk og milde Øjne. Endnu da jeg sidste Gang forhandlede med ham efter Valgkampagnen, lod jeg mig besnakke af ham. Han talte netop dengang om Provst Broberg og gjorde sig mange Anstrengelser 50| for at undskylde Provstens Optræden imod mig. Nu har han altsaa endelig bestemt sig for Krig, og han skal faa den!«

»Jeg kommer til at huske paa,« sagde Frøken Evaldsen. »Der stod i »Femte Juni« noget om en jysk Præst, som var almindelig bekendt for at vise en nærgaaende Opførsel overfor sine kvindelige Konfirmander. Jeg tænkte et Øjeblik paa, om det kunde være Broberg, der var ment. For saa kan vi jo gøre Manden uskadelig med det samme.«

»Jeg kender ikke Artiklen; men jeg veed, at det er Broberg, der sigtes til.«

»Og tror du, det kan være sandt?«

»Det er det maaske ikke. Men han har engang paa lumpen og haardhjertet Maade forfulgt en stakkels Kollega, der havde haft det Uheld at falde i Hænderne paa et løsagtigt Fruentimmer. Jeg betragter det derfor som Nheldigt, at han nu faar Lejlighed til at dokumentere sin egen Uangribelighed N in puncto sexti. – Men jeg er bleven ør i Hovedet af den Morfin, og nu skal du gaa. Kald paa lille Jensen. Hun skal komme og slukke. Og vil du gøre mig den Tjeneste at telefonere til Samuelsen imorgen tidlig. Sig ham, at han skal faa nærmere Besked om, hvornaar jeg venter ham.«

Da Enslevs Husholderske, lille NJomfru Jensen, et Kvarterstid efter havde ordnet alt for Natten og fra 51| Soveværelset kom ind i Spisestuen, fandt hun til sin Overraskelse endnu Frøken Evaldsen staaende derinde uden Hat og Overtøj.

»Ja, De ser paa mig, Jensen; men jeg har bestemt mig til at blive. Jeg synes ikke rigtig om Enslevs Udseende. Der maa være nogen til at vaage i Nat. De har jo nok at gøre om Dagen, Jensen, og NPigerne kan vi ikke stole paa.«

»Frøkenen behøver saamænd ikke at være bange. Jeg hører det i samme Sekund, Herren ringer.«

»Jeg bliver nu alligevel. Jeg sætter mig derind i den store Lænestol i Salen. Den hviler jeg godt i. Dersom der ingen Brug bliver for mig i Nattens Løb, skal De slet ikke sige, at jeg har været her.«

»Men der er jo koldt, Frøken. Skal jeg ikke lade Ellen-Katrine fyre op?«

»Behøves ikke. Skaf mig blot et Tæppe og en Pude.«

Jomfru Jensen, der var en bred og sat Dværgeskikkelse med en Kæmpes Hoved, vidste af Erfaring, at naar Frøkenen havde sat sig noget for, kunde hun lige saa godt straks Nfalde til Føje. Hun begav sig da adstadigt ud af Stuen med sin vrikkende Gang som en vandrende Klokke, idet hendes lave smaa Ben bevægede sig under Skørtet som en NKnebel.

52| »Sig mig engang,« sagde Frøken Evaldsen, da hun var vendt tilbage med de forlangte Ting. »Veed De, om den unge NJægermesterinde Hagen har været her for nylig?«

»Jægermesterinde Hagen? Her kommer jo saa mange og vil tale med Herren. Hvordan ser den Dame ud?«

»Hun er mørkeblond. Omtrent paa min Højde. Ganske smuk.«

»Har hun en blaa Fløjlshat med sort Fjer?«

»Det tror jeg næsten.«

»Og Nhviner hun af Silkeundertøj, naar hun gaar?«

»Det kan vist godt passe.«

»Jo, saa har den Dame været her et Par Gange, siden vi flyttede ind.«

»Jeg ser, der staar en stor Buket Blomster derinde i Salen. Den var der ikke igaar. Det er maaske hende, der har bragt den?«

Lille Jomfru Jensen ømmede sig ved Svaret. Hun havde et godt Hjerte og følte sig paa sin Herres Vegne brødebetynget af hans Forsyndelser mod den gamle Veninde.

»Svar mig kun oprigtig. Jeg tager mig det ikke nær.«

»Jo. Den Dame havde Blomsterne med, da hun var her sidst. Men Herren tog forresten ikke imod hende.«

53| »Ja ja. Godnat, Jensen,« sagde Frøkenen og klappede hende paa Kinden, rørt over, at hun saa gerne vilde trøste hende. »Gaa nu i Seng.«

Inde i Salen med de rigt udskaarne Møbler, der i Skæret fra Gadelygten mindede om en gammel Riddersal, indrettede hun sig for Natten i den ene af de fire Vindues-Nicher, hvor der stod en højrygget Lænestol. Med Tæppet stoppet ned omkring sig og en Pude under Nakken sad hun ubevægelig Time efter Time og stirrede ud i Halvmørket uden at tænke paa at sove. Fra Spisestuen, hvor ogsaa alt var slukket, stod Døren aaben ud til Køkkengangen for at hun straks kunde høre det, dersom Enslev skulde ringe.

Fra den stille Plads udenfor lød Skridt af enlige Fodgængere og derimellem den lange Skuren af Sporvognene i Bredgade. Af og til hørtes ogsaa den fjerne, dybe Tone af Skibenes Taagesignaler ude i Sejlløbet.

Mange Tanker om Dagens Hændelser, mange Erindringer om Mennesker og Oplevelser fra Nutid og Fortid gik gennem hendes Sind, mens Timerne langsomt skred. Og paany blev hun rørt ved at tænke paa lille Jensen, der næppe nogensinde selv havde Ntilhørt en Mand og dog havde følt Trang til at trøste hende. Hun skulde ikke glemme det lille 54| Skind, der ligefrem havde haft Taarer i Øjnene af Medfølelse.

Og saa havde hun dog slet ikke Trøst behov! Den Nervestreng i hendes Hjerte, der engang havde krympet sig under Ydmygelserne, den havde hun udbrændt allerede for mange Aar siden for ikke at gaa til Grunde i Smerten. Det var heller slet ikke af Skinsyge, hun havde udfrittet hende. Hun misundte ikke sine unge Medbejlersker de sidste, flakkende Gnister af den udslukte Brand. Men for NVennens egen Skyld følte hun sig stadig drevet til at holde Øje med de Kvinder, der søgte ham. Der var jo dem, som var saa skamløse at benytte sig af hans Svaghed til at fremme deres Planer hos ham og misbruge hans Indflydelse. Og denne unge Jægermesterinde, som hun blot kendte af Udseende fra Rigsdagens Tilhørerloger, huede hende ikke. Hun var sikkert en lige saa farlig og intrigant Person som hun var smuk. Hun sad der med en NStanglorgnet for Øjnene og saae sig omkring i Salen, som om hun mønstrede Publikumet i et Teater. Det var den Slags Damer, der begyndte at blive de toneangivende indenfor Partiet, – og heri var hendes kære Ven desværre ikke helt uden Skyld!